Andre partiturtyper Udskriv
Skrevet af Lasse Grubbe, www.musikipedia.dk   
Denne artikel gennemgår forskellige partiturtyper. I menuen til venstre findes endvidere en beskrivelse af klaversystemet, orkesterpartituret og big band partituret.


1. Korpartituret
Et korpartitur er en opstilling af nodesystemer til alle sangere i et kor. Typisk består et kor af 4 stemmer (sopran, alt, tenor og bas) og korpartituret indeholder således ofte fire nodesystemer. Stemmerne noteres efter tonehøjde, således at stemmen med den højeste tonehøjde står øverst i partituret. Rækkefølgen er derfor sopran (S), alt (A), tenor (T) og bas (B). Deraf navnet SATB-kor.
Følgende eksempel er et udsnit af Limfjorden (Povl Hamburger, 1901).


Læg mærke til at man ofte omgiver alle nodesystemerne af en klamme i venstre side af partituret (som i eksemplet herover). På partiturets første side vil man endvidere som regel skrive navnene på de forskellige stemmer ud for hvert nodesystem, så man ved, hvilken stemme det enkelte nodesystem hører til. På de øvrige sider i partituret skriver man forkortelserne S., A. T. og B. ud for hvert nodesystem.
Hvis koret kun består af piger og indeholder eksempelvis 2 sopranstemmer og 2 altstemmer, så navngives stemmerne sopran 1, sopran 2, alt 1 og alt 2.

Stemmerne noteres i følgende nøgler:
- sopran og alt noteres i g-nøglen
- tenor noteres i den oktaverede g-nøgle men kan også noteres i f-nøglen.
- bas noteres i f-nøglen.

I en del tilfælde skrives sopran, alt og tenor, bas ind i samme nodesystem, således at korpartituret kun består af to nodesystemer. I så fald bruges g-nøglen til sopran og alt og f-nøglen til tenor og bas.

Korpartituret kan være forsynet med et klaversystem, hvor alle stemmerne i sangen er skrevet sammen. Dette er en hjælp til dirigenten af koret, så han eller hun under indstuderingen af sangen kan spille hele sangen for koret - uden at skulle kigge på 4 forskellige nodesystemer.



2. Lead sheet
Et lead sheet er et partitur, der angiver de vigtigste elementer i en sang eller melodi; melodi, akkorder og evt. tekst. Dvs. et lead sheet er en melodilinje med tilhørende becifring og tekst. Lead sheets bruges især i sangbøger og i de såkaldte fake books (som eksempelvis The Real Book med transskriptioner af jazz standards).
Følgende eksempel er et udsnit af Wonderful Tonight (Eric Clapton, 1977).



3. Pop/rock-band partituret
Et pop/rock-band partitur er en opstilling af nodesystemer til alle instrumenter og vokaler i et pop/rock-band. Instrumenterne og vokalerne skal noteres i en bestemt rækkefølge, jf. listen herunder. Et pop/rock-band kan bestå af alle tænkelige instrumenter - kun fantasien sætter grænser - så kun de mest almindelige instrumenter er medtaget på listen.

Opstillingen bør være således (med vokal øverst):
Vokal (lead)
2. stemme, 3. stemme, 4. stemme
Kor
Lead guitar
Rytmeguitar
Klaver
Orgel
Bas
Perkussion
Trommer

På partituret første side skal man til venstre for hvert nodesystem skrive, hvilket instrument der skal spille stemmen i dette nodesystem. På partiturets øvrige sider kan man nøjes med at bruge forkortelser, så navnene ikke tager for meget plads på siden.