I klassisk musik noteres bassen ved brug af nodenotation. Nodenotationen kan være suppleret med fingersætning og tabulatur.

I rytmisk musik noteres bassen ikke altid på noder: I mindre bands spiller bassisten ofte efter et leadsheet. I orkestersammenhænge og andre sammenhænge, hvor der er behov for en relativt eksakt basstemme, noteres bassen ved brug af reduceret nodenotation. Nodenotation benyttes kun i sjældne tilfælde, hvor bassisten skal spille en helt nøjagtig stemme. Tabulatur benyttes især til begyndere og i musikpædagogiske sammenhænge.


1. Bassen
En bas er et knipset strengeinstrument, hvilket vil sige, at lyden dannes ved, at strengene anslås med fingrene (eller sjældnere med et plekter). I klassisk musik anvendes kontrabassen dog som et strygeinstrument, idet lyden dannes ved, at strengene stryges med en bue.

På kontrabas forstærkes lyden af en resonanskasse under strengene. På elektriske basguitarer opfanges lyden af pickupper under strengene, som konverterer lyden til et elektrisk signal og sender signalet videre til en forstærker. Elektriske basguitarer anvendes i stort set al nyere rytmisk musik. Kontrabassen anvendes primært i jazz, bluegrass og klassisk musik.

Almindelige bastyper
Kontrabas (rytmisk)

Kontrabas (klassisk)

Basguitar

Båndløs basguitar

Bassen har fire strenge stemt i tonerne e, a, d og g. Ved at trykke strengene ned mod bassens gribebræt kan man gøre den svingende del af strengene kortere og derved ændre tonehøjden. På en almindelig basguitar er gribebrættet forsynet med tværgående bånd, som gør det nemmere at afkorte strengens længde mere præcist og derved frembringe en mere præcis tone. Båndene benævnes med fortløbene tal, hvor båndet nærmest stemmeskruerne benævnes 1. bånd. For hvert bånd en streng afkortes, hæves strengens tone med en halvtone.

På kontrabas og på den mere sjældne båndløse basguitar har gribebrættet ingen bånd. Fordelene herved er en anden (og for nogle mere attraktiv) klang, større frihed i forhold til intonation samt muligheden for at slide kontinuerligt fra tone til tone.

Bassen er et transponerende instrument klingende en oktav under noteret. Bassens noterede ambitus er E til c2:
Basguitarens ambitus

Nogle basinstrumenter er forsynet med en femte streng; enten en dyb h-streng (stemt en kvart under e-strengen) eller en lys c-streng (stemt en kvart over g-strengen). Disse instrumenter er dog sjældne, og ikke nogle man kan forvente, bassisten har til rådighed.

2. Nodenotation
Nodenotation benyttes i al klassisk musik. I rytmisk musik benyttes nodenotation kun i sjældne tilfælde, hvor bassisten skal spille en helt nøjagtig stemme. Nodenotationen kan være suppleret med fingersætning og tabulatur. Fingersætning (afsnit 6) angives primært i svære passager og i noder for begyndere og lettere øvede. Tabulatur (afsnit 4) benyttes primært til begyndere.

Nodesystem og nøgle
Bassen noteres i et enkelt nodesystem med f-nøglen: (Waltz No. 1)
Basnotation

Til notationen benyttes almindelige nodeværdier og pauser samt alle gængse tegn og symboler. En række spilleteknikker kræver dog brug af særlige notationsformer (afsnit 5).

Bastype
Bastypen angives på partiturets første side, enten øverst til venstre på siden eller umiddelbart til venstre for første nodesystem (der indrykkes mod højre for at gøre plads til teksten). Sidstnævnte notationsmetode benyttes altid i partiturer med flere stemmer.

I klassisk musik angives kontrabassen normalt med engelsk (Double Bass), italiensk (Contrebasso) eller fransk (Contrebasse) navn. I rytmisk musik bruges altid engelske navne: basguitar (Bass Guitar), båndløs basguitar (Fretless Bass), akustisk basguitar (Acoustic Bass) og kontrabas (Double Bass). Læs eventuelt mere om instrumentnavne.

Karakter og tempo
Musikstykkets karakter og tempo angives i begyndelsen af noderne over nodesystemet. Karakteren udelades dog ofte, formentlig fordi den alligevel kommer til udtryk gennem de noterede noder.

I klassisk musik bruges italienske karakter- og tempobetegnelser. I rytmisk musik bruges tilsvarende engelske betegnelser. I nyere musik erstattes eller suppleres tempobetegnelsen ofte med en præcis angivelse af antal taktslag per minut.

Dynamik og tempoforskydninger
Dynamik og tempoforskydninger angives under nodesystemet.

Becifringer
I klassisk musik anvendes aldrig becifringer. I rytmisk musik noteres becifringer over nodesystemet: (Moondance)
Basnotation


3. Reduceret nodenotation
Reduceret nodenotation benyttes i rytmisk musik, i tilfælde hvor der er behov for en relativt eksakt basstemme. Notationsmetoden har vundet indpas, fordi den er nogenlunde præcis, samtidig med at den er letlæselig og giver bassisten mulighed for at variere sit spil efter behag. Fingersætning (afsnit 6) og tabulatur (afsnit 4) indgår aldrig i reduceret nodenotation.

Nodesystem
Bassen noteres i et enkelt nodesystem med f-nøglen.
Basnotation i f-nøglen

Bastype
Bastypen angives på partiturets første side, enten øverst til venstre på siden eller umiddelbart til venstre for første nodesystem (der indrykkes mod højre for at gøre plads til teksten). Sidstnævnte notationsmetode benyttes altid i partiturer med flere stemmer.

I rytmisk musik er der tradition for, at tekst i partituret skrives på engelsk. Derfor benyttes engelske instrumentnavne: basguitar (Bass Guitar), båndløs basguitar (Fretless Bass), akustisk basguitar (Acoustic Bass) og kontrabas (Double Bass). Læs eventuelt mere om instrumentnavne.

Karakter og tempo
Musikstykkets karakter og tempo angives i begyndelsen af noderne over nodesystemet. Karakteren angives med engelsk betegnelse. Tempoet angives med engelsk betegnelse eller oftere som et antal taktslag per minut:
Angivelse af stilart og tempo Eksempler på andre karakterbetegnelser er Jazz Waltz, Funky Soul, Swing feel, Bright Latin, Bossa Nova og Straight Ballad. Karakter- og tempobetegnelsen kan eventuelt kombineres - eksempelvis Medium Swing, Lively Jazz Waltz, Fast Rock og Up-tempo Latin - men bør dog suppleres med en præcis angivelse af antal taktslag per minut.

Becifringer
Becifringer noteres over nodesystemet - også i passager hvor bassen er skrevet fuldt ud på noder, i passager hvor bassen holder pause, og i passager hvor bassen spiller solo:
Angivelse af stilart og tempo

Spilleanvisninger
Reduceret nodenotation er en kombination af mere eller mindre konkrete spilleanvisninger, og af skråstreger hvor man lader det være op til bassisten selv at udforme basstemmen. Jo flere og jo mere præcise spilleanvisninger man noterer, jo bedre kan man kontrollere det klanglige resultat, men jo mindre kunstnerisk frihed giver man også bassisten. Det handler derfor om at finde en balancegang, hvor man noterer det nødvendige i forhold til at opnå det klanglige resultat, man ønsker, men hvor man samtidig giver plads til, at bassisten kan udfolde sig på egen hånd.

Der findes grundlæggende fire forskellige typer spilleanvisninger:

  • Pauser. Pauser angiver, at bassisten ikke skal spille:
    Bas-spilleanvisning med pauser

  • Skråstreger. Skråstreger angiver, at bassisten selv skal udforme sin stemme. Skråstregerne kan eventuelt suppleres med en skriftlig spilleanvisning, der guider bassisten i retning af det ønskede klanglige resultat, eksempelvis walking bass, two beat bass, slap bass eller steady 8th notes (regelmæssige 8.-dele). Teksten ad lib. (ad libitum) eller freely lader udformningen være helt op til bassisten selv:
    Skriftlig spilleanvisning tilbas Skråstregerne - én for hvert taktslag - giver et visuelt overblik over hver takt. Becifringerne noteres over de taktslag, de indtræder samtidig med. Hvis becifringerne indtræder mellem taktslagene, benyttes rytmenoder til angivelse af indtrædelsen: (The House of Music)
    Becifring med rytme notation

  • Rytmenoder. Rytmenoder angiver en rytme, basstemmen skal udføres i. Som tonemateriale vil bassisten normalt anvende becifringernes bastoner. Hvis rytmen skal gentages i de efterfølgende takter, indsættes skråstreger og teksten sim. (similar):
    Basnotation med rytmenoder
  • Noder. Noder angiver specifikke toner, bassisten skal spille. Til notationen benyttes almindelige nodeværdier og pauser samt alle gængse tegn og symboler. En række spilleteknikker kræver dog brug af særlige notationsformer (afsnit 5).

    Hvis noderne skal gentages i de efterfølgende takter indsættes skråstreger og teksten sim. (similar). Hvis noderne skal gentages, men i et nyt toneleje så de passer til de efterfølgende becifringer, indsættes skråstreger og teksten repeat and follow chords: Basnotation med noder
    Ved brug af sim. og repeat vil bassisten sjældent spille eksakte gentagelser men variere gentagelserne efter behag. I tvivlstilfælde bør det angives, hvad der skal gentages - for eksempel med teksten (previous bar) eller (previous two bars).

    En gentagelse af noderne i én takt kan alternativt angives med et bis-tegn:
    En takts bis-tegn
    En gentagelse af noderne i to takter kan angives med et dobbelt bis-tegn:
    Totakters bis-tegn

Fills
Fills noteres normalt ikke på noder, men angives under nodesystemet med teksten Fill, efterfulgt af en vandret linje der indikerer fillets varighed:
Notation af bas fils
Et fill, som bassisten spiller alene (uden akkompagnerende instrumenter i orkestret), angives med teksten Solo Fill.

Dynamik og tempoforskydninger
Dynamik og tempoforskydninger angives under nodesystemet.

Effekter
Effekter angives over nodesystemet, eventuelt omkranset af en firkant for tydeliggørelsens skyld:
Notation af effekter
Effekter til bas er ikke udbredte, og de færreste bassister har de effektpedaler, der gør muligt at spille med effekter. Bas uden effekter angives med teksten clean bass.

Soloer
Improviserede soloer angives med teksten Bass solo over nodesystemet. Soloens afslutning angives med teksten End solo. Nodesystemet skal være forsynet med becifringer og skråstreger (rytmenoder hvis becifringerne ikke indtræder lige på taktslagene) under hele soloen.

Eksempel
Se følgende eksempel på et baspartitur, og lyt til lydeksemplet imens. Bemærk kombinationen af noder, pauser, skråstreger og bis-tegn, og bemærk at bassens e-streng skal stemmes en tone ned for at kunne spille det dybe d i eksemplet: (Another Brick in the Wall)
Reduceret basnotation

Lytteøvelse Lytteøvelse 29
  1. Lyt til et lydeksempel fra Maputo her (computergenereret lydeksempel):
  2. Lyt til lydeksemplet igen, og prøv samtidig at følge med i baspartituret her:
  3. Find frem til det originale musikstykke på YouTube, Spotify, iTunes eller lignende, lyt til hele musikstykket og nyd musikken!

4. Tabulatur
Et tabulatur er en særlig notationsform til strengeinstrumenter som viser både tonerne og de strenge og båndnumre, tonerne skal spilles på. Tabulaturet benyttes især i musikpædagogiske sammenhænge og som supplement til en nodenotation (afsnit 2) i noder for begyndere. Fingersætning (afsnit 6) indgår aldrig i tabulaturet.

Tabulaturet til bas består af fire vandrette linjer. Øverste linje repræsenterer bassens lyseste streng (1. streng), og nederste linje repræsenterer bassens dybeste streng (4. streng). Tabulatuet indledes med en TAB-nøgle og som regel også med en taktart:
Basnotation
Toner noteres med tal og ikke noder. Et tal angiver tonens båndnummer, og tallets placering indikerer strengen, tonen skal spilles på. 0 angiver løs streng, 1 angiver 1. bånd, 2 angiver 2. bånd, osv. Et 7-tal på næstnederste linje angiver således, at bassisten skal sætte en finger på 3. strengs 7. bånd: (N.I.B.)
Basnotation

Læs mere om tabulaturet i artiklen om guitarnotation. Bastabulaturet er i sin form og opbygning identisk med guitartabulaturet, hvis blot de to øverste linjer udelades fra guitartabulaturet.

5. Spilleteknikker
Oversigt over spilleteknikker på bas og deres notation i både nodenotation (afsnit 2) og reduceret nodenotation (afsnit 3). De fleste af spilleteknikkerne har intet dansk navn. Ved spilleteknikker med dansk navn fremgår det engelske navn i parentes. Oversigten dækker alene spilleteknikker i rytmisk musik - for klassiske spilleteknikker på kontrabas henvises til Vienna Symphonic Library.

Bends
Basguitar bendBend
Første tone anslås, og strengen bendes (bøjes, vrides) derefter op til tonen for enden af den vinklede linje. Kun den første tone anslås. Bends over to eller flere halvtoner er meget svære at udføre og forekommer derfor sjældent.

Basguitar bendBend og slip (Bend and release)
Første tone anslås, og strengen bendes (bøjes, vrides) derefter op til tonen for enden af den første vinklede linje, hvorefter strengen slippes tilbage til oprindelig tonehøjde. Kun den første tone anslås.

Basguitar bendHurtigt bend (Grace note bend)
Første tone anslås, og straks derefter bendes (bøjes, vrides) strengen op til tonen for enden af den vinklede linje.

Basguitar bendPre-bend
Strengen bendes (bøjes, vrides) op til tonen for enden af den vinklede linje, og først derefter anslås tonen.

Basguitar bendPre-bend og slip (Pre-bend and release)
Strengen bendes (bøjes, vrides) op til tonen for enden af den første vinklede linje, og først derefter anslås tonen. Efter anslaget slippes strengen tilbage til oprindelig tonehøjde.

Basguitar bendUnison bend
De to toner (e og f) anslås samtidig, og den dybe tone bendes (bøjes, vrides) derefter op til samme tonehøjde som den lyse tone.


Slides
Basguitar slideShift slide
Første tone anslås, og fingeren ved gribebrættet glides derefter langs strengen (uden at fingeren løftes) hen til tonen for enden af den lige linje. Begge toner anslås. Resultatet er et glissando mellem de to toner.

Basguitar slideLegato slide
Første tone anslås, og fingeren ved gribebrættet glides derefter langs strengen (uden at fingeren løftes) hen til tonen for enden af den lige linje. Kun den første tone anslås. Resultatet er et glissando mellem de to toner.

Basguitar slideFall og Doit
Efter tonens anslag glides fingeren ved gribebrættet henholdsvis ned eller op langs strengen (uden at fingeren løftes), så der fremkommer et kort glissando efter tonen.

Basguitar slidePlop og Scoop
Før tonens indtræden anslås strengen, og fingeren ved gribebrættet glides langs strengen (uden at fingeren løftes) henholdsvis ned eller op til tonen, så der fremkommer et kort glissando inden tonen. Tonen anslås ikke.


Legatoteknikker
Hammer-onHammer-on
Første tone (den dybe tone) anslås, og den anden tone (den lyse tone) frembringes derefter (i noteret rytme) på samme streng ved, at strengen trykkes hårdt ned mod det bånd på gribebrættet, hvor den lyse tone er beliggende. Kun den første tone anslås.

Pull-offPull-off
To fingre placeres på samme streng, på de to bånd hvor de to noterede toner er beliggende. Første tone (den lyse tone) anslås, og den anden tone (den dybe tone) frembringes derefter (i noteret rytme) ved, at fingeren fjernes fra den lyse tones bånd. Kun den første tone anslås.


Vibrato arm
Basguitar vibrato armDyk (Dip)
Tonen anslås, og basguitarens vibrato arm hives derefter det angivne antal tonetrin ned, hvorefter vibrato armen slippes tilbage til oprindelig position. Bemærk at kun få basguitarer har en vibrato arm.

Basguitar vibrato armScoop
Basguitarens vibrato arm hives ned, og først derefter anslås tonen. Efter anslaget slippes vibrato armen hurtigt tilbage til oprindelig position.

Basguitar vibrato armDyk og vend hjem (Dive and return)
Første tone anslås, og basguitarens vibrato arm hives derefter ned (i noteret rytme) til tonen for enden af den første vinklede linje, hvorefter vibrato armen slippes tilbage til oprindelig position. Kun den første tone anslås.


Dæmpning
MuteMute
Tonen dæmpes fuldkommen ved, at hånden ved gribebrættet berører strengen (uden at trykke strengen helt ned) under anslaget. Resultatet er en percussiv lyd uden egentlig tonehøjde.

Palm mutePalm mute
Tonen dæmpes delvist ved, at hånden, der anslår strengen, hviler let på strengen under anslaget. Resultatet er en blød og afdæmpet klang. Den stiplede linje efter angivelsen indikerer, hvilke noder angivelsen gælder for.


Vibrato
Guitar vibratoVibrato
Tonehøjden ændres i små og hurtige udsving ved, at hånden ved gribebrættet bender (bøjer, vrider) strengen hurtigt op og ned.

Guitar vibratoBred vibrato (Wide vibrato)
Tonehøjden ændres i store og hurtige udsving ved, at hånden ved gribebrættet bender (bøjer, vrider) strengen hurtigt op og ned.


Flageolettoner
Guitar flageolettoneNaturlig flageolettone (Natural harmonic)
Tonen anslås, mens fingeren ved gribebrættet berører strengen ganske let umiddelbart over metalbåndet. Derved frembringes en flageolettone. Naturlige flageolettoner frembringes på løse strenge og er kun mulige på basguitarens 5., 7. og 12. bånd. Det er ikke den egentlige flageolettone, der noteres, men den tone bassisten skal holde en finger over for at danne flageolettonen.
Naturlige flageolettoner noteres normalt med diamantformet nodehoved, ofte suppleret med en angivelse af den streng, tonen skal spilles på (afsnit 6). Alternative notationer er almindeligt nodehoved suppleret med teksten "ar.", "arm." eller med en cirkel over noden"; eller diamantformet nodehoved suppleret med teksten "Har.", "Harm." eller "N.H.".

Guitar flageolettoneKunstig flageolettone (Artificial harmonic)
Den dybe tone anslås, mens en anden finger ved gribebrættet berører samme streng ganske let umiddelbart over metalbåndet tilhørende den lyse tone. Derved frembringes en flageolettone. Kunstige flageolettoner frembringes på afkortede strenge og er mulige på 5., 7. og 12. bånd efter afkortningen. Båndet, hvor strengen skal afkortes, angives med almindeligt nodehoved, og båndet, hvor flageolettonen skal dannes, angives med diamantformet nodehoved. Angivelsen er som regel suppleret med teksten "A.H." (Artificial harmonic). Der findes forskellige typer kunstige flageolettoner - disse kan angives med forkortelser: tapped harmonic (T.H.), harp harmonic (H.H.), pinch harmonic (P.H.) og semi harmonic (S.H.).


Øvrige
Guitar tappingTapping
Tonen frembringes ved, at strengen trykkes hårdt ned mod det bånd på gribebrættet, hvor tonen er beliggende - normalt ved brug af fingeren, sjældnere ved brug af et plekter. Strengen anslås ikke på normal vis.

Pick scrapePick scrape
Det yderste af neglen (eller plektret) gnides ned langs strengen, så der fremkommer en kradsende lyd.


6. Fingersætning
Fingersætning angives primært i klassisk musik og som regel kun i svære passager og i noder for begyndere og lettere øvede. Angivelserne noteres nær de enkelte noder, så de fremstår læsbare, og tilhørsforholdet er tydeligt.

Fingre
Fingrene, der anslår strengene, angives med bogstaver (spanske forkortelser):
  • p = tommelfinger (pulgar)
  • i = pegefinger (índice)
  • m = langefinger (mayor)
  • a = ringefinger (anular)
  • c = lillefinger (chiquito)

Rytmiske bassister spiller normalt med pegefingeren (i) og langefingeren (m). Klassiske bassister stryger strengene med en bue, og i denne sammenhæng angives fingersætningen for strengenes anslag derfor aldrig.

Fingrene ved gribebrættet angives med tal fra 0-4 og bogstavet T:
  • T = tommelfinger
  • 1 = pegefinger
  • 2 = langefinger
  • 3 = ringefinger
  • 4 = lillefinger
  • 0 = løs streng

Tommelfingeren benyttes normalt ikke på gribebrættet (kun nogle få rytmiske bassister anvender en spilleteknik på basguitar, hvor tommelfingeren sommetider afkorter og dæmper e-strengen).

Fingersætningen angives ved så få af noderne, at fingersætningen ved de øvrige noder giver sig selv. Se følgende eksempel skrevet for klassisk kontrabas: (Etude No. 11)
Fingersætning til bas
Strenge
Bassens strenge angives med tal fra 1-4 omkranset af en cirkel. 1 angiver den lyseste streng og 4 den dybeste streng. En vandret linje efter et tal angiver, at alle toner indtil linjens ophør skal spilles på pågældende streng. I sjældnere tilfælde angives bassens strenge med romertal eller med store bogstaver (E, A, D og G) tilsvarende bassens strenge: (Etude No. 10)
Strengeangivelser til bas
Ofte er valget af streng indlysende for bassisten, og strengeangivelsen benyttes derfor primært i tilfælde, hvor den indlysende streng ikke er hensigtsmæssig.
I rytmisk musik spiller bassisten sjældent efter trommenoder, men efter et leadsheet. I klassisk musik og i sammenhænge, hvor der er behov for en eksakt eller relativt eksakt basstemme, noteres bassen på noder (eventuelt suppleret med fingersætning). Tabulatur benyttes især til begyndere og i musikpædagogiske sammenhænge.

Indhold
1.  Bassen
2.  Nodenotation
3.  Tabulatur
4.  Fingersætning

1. Bassen
En bas er et knipset strengeinstrument, hvilket vil sige, at lyden dannes ved, at strengene anslås med fingrene (eller sjældnere med et plekter). I klassisk musik anvendes kontrabassen dog som et strygeinstrument, idet lyden dannes ved, at strengene stryges med en bue.

Elektriske basguitarer anvendes i stort set al nyere rytmisk musik. Kontrabassen anvendes primært i jazz, bluegrass og klassisk musik.

Almindelige bastyper
Kontrabas (rytmisk)

Kontrabas (klassisk)

Basguitar

Båndløs basguitar

Bassen har fire strenge stemt i tonerne e, a, d og g. Ved at trykke strengene ned mod bassens gribebræt kan man gøre den svingende del af strengene kortere og derved ændre tonehøjden. På en almindelig basguitar er gribebrættet forsynet med tværgående bånd, som gør det nemmere at afkorte strengens længde mere præcist og derved frembringe en mere præcis tone. Båndene benævnes med fortløbene tal, hvor båndet nærmest stemmeskruerne benævnes 1. bånd. For hvert bånd en streng afkortes, hæves strengens tone med en halvtone.

På kontrabas og på den mere sjældne båndløse basguitar har gribebrættet ingen bånd.

Bassen er et transponerende instrument klingende en oktav under noteret. Et midter-c noteret på noder vil således klinge som c'et en oktav under. Bassens noterede ambitus er e til c:
Basguitarens ambitus

2. Nodenotation
Nodenotation benyttes i al klassisk musik. I rytmisk musik benyttes nodenotation kun i sjældne tilfælde, hvor bassisten skal spille en helt nøjagtig stemme. Nodenotationen kan være suppleret med fingersætning og tabulatur. Fingersætning (afsnit 4) angives primært i svære passager og i noder for begyndere og lettere øvede. Tabulatur (afsnit 3) benyttes primært til begyndere.

Nodesystem og nøgle
Bassen noteres i et enkelt nodesystem med f-nøglen: (Waltz No. 1)
Basnotation

Til notationen benyttes almindelige nodeværdier og pauser samt alle gængse tegn og symboler.

Bastype
Bastypen angives på partiturets første side, enten øverst til venstre på siden eller umiddelbart til venstre for første nodesystem (der indrykkes mod højre for at gøre plads til teksten). Sidstnævnte notationsmetode benyttes altid i partiturer med flere stemmer.

I klassisk musik angives kontrabassen normalt med engelsk (Double Bass), italiensk (Contrebasso) eller fransk (Contrebasse) navn. I rytmisk musik bruges altid engelske navne: basguitar (Bass Guitar), båndløs basguitar (Fretless Bass) og kontrabas (Double Bass).

Karakter og tempo
Musikstykkets karakter og tempo angives i begyndelsen af noderne over nodesystemet. Karakteren udelades dog ofte, formentlig fordi den alligevel kommer til udtryk gennem de noterede noder.

I klassisk musik bruges italienske karakter- og tempobetegnelser. I rytmisk musik bruges tilsvarende engelske betegnelser. I nyere musik erstattes eller suppleres tempobetegnelsen ofte med en præcis angivelse af antal taktslag per minut.

Dynamik og tempoforskydninger
Dynamik og tempoforskydninger angives under nodesystemet.

Becifringer
I klassisk musik anvendes aldrig becifringer. I rytmisk musik noteres becifringer over nodesystemet: (Moondance)
Basnotation


3. Tabulatur
Et tabulatur er en særlig notationsform til strengeinstrumenter som viser både tonerne og de strenge og båndnumre, tonerne skal spilles på. Tabulaturet benyttes især i musikpædagogiske sammenhænge og som supplement til en nodenotation (afsnit 2) i noder for begyndere. Fingersætning (afsnit 6) indgår aldrig i tabulaturet.

Tabulaturet til bas består af fire vandrette linjer. Øverste linje repræsenterer bassens lyseste streng (1. streng), og nederste linje repræsenterer bassens dybeste streng (4. streng). Tabulatuet indledes med en TAB-nøgle og som regel også med en taktart:
Basnotation
Toner noteres med tal og ikke noder. Et tal angiver tonens båndnummer, og tallets placering indikerer strengen, tonen skal spilles på. 0 angiver løs streng, 1 angiver 1. bånd, 2 angiver 2. bånd, osv. Et 7-tal på næstnederste linje angiver således, at bassisten skal sætte en finger på 3. strengs 7. bånd: (N.I.B.)
Basnotation

Læs mere om tabulaturet i artiklen om guitarnotation. Bastabulaturet er i sin form og opbygning identisk med guitartabulaturet, hvis blot de to øverste linjer udelades fra guitartabulaturet.

4. Fingersætning
Fingersætning angives primært i klassisk musik og som regel kun i svære passager og i noder for begyndere og lettere øvede. Angivelserne noteres nær de enkelte noder, så de fremstår læsbare, og tilhørsforholdet er tydeligt.

Fingre
Fingrene, der anslår strengene, angives med bogstaver (spanske forkortelser):
  • p = tommelfinger (pulgar)
  • i = pegefinger (índice)
  • m = langefinger (mayor)
  • a = ringefinger (anular)
  • c = lillefinger (chiquito)

Rytmiske bassister spiller normalt med pegefingeren (i) og langefingeren (m). Klassiske bassister stryger strengene med en bue, og i denne sammenhæng angives fingersætningen for strengenes anslag derfor aldrig.

Fingrene ved gribebrættet angives med tal fra 0-4 og bogstavet T:
  • T = tommelfinger
  • 1 = pegefinger
  • 2 = langefinger
  • 3 = ringefinger
  • 4 = lillefinger
  • 0 = løs streng

Fingersætningen angives ved så få af noderne, at fingersætningen ved de øvrige noder giver sig selv. Se følgende eksempel skrevet for klassisk kontrabas: (Etude No. 11)
Fingersætning til bas
Strenge
Bassens strenge angives med tal fra 1-4 omkranset af en cirkel. 1 angiver den lyseste streng og 4 den dybeste streng. En vandret linje efter et tal angiver, at alle toner indtil linjens ophør skal spilles på pågældende streng: (Etude No. 10)
Strengeangivelser til bas