Becifring er et notationssystem af bogstaver og tal, som bruges til angivelse af akkorder. Man kan notere akkorder på noder, men det er ofte mere hensigtsmæssigt at bruge becifringer.


1. Fordele og ulemper
En akkord noteret på noder er en meget eksakt notation, der viser musikudøveren præcis, hvordan akkorden skal udføres - både med hensyn til antallet af toner, beliggenheden af tonerne og tonernes indbyrdes rytme. En becifring er mere upræcis, idet den kun viser, hvilken akkord der er tale om, men ikke hvordan akkorden skal udføres. Til gengæld giver becifringen mulighed for, at musikudøveren selv kan bestemme udførelsen og derigennem formidle sit eget klanglige udtryk.

Becifringer har vundet stor udbredelse, fordi de har en række praktiske og læsemæssige fordele sammenlignet med akkorder noteret på noder. Becifringer er nemmere at læse, de optager mindre plads på nodearket, de kan skrives med almindelig tekst i tekstdokumenter, og de kan realiseres af alle akkordinstrumenter (modsat en eksakt nodenotation, der ikke altid kan realiseres af alle).

2. Anvendelse
Becifringer anvendes primært i populærmusik og i anden rytmisk musik. Normalt indgår becifringer i en af tre sammenhænge: over et nodesystem, over en sangtekst eller i et akkordskema.

Over nodesystem
I forbindelse med et nodesystem noteres becifringer over nodesystemet, lodret over de noder eller pauser, de indtræder samtidig med. Af læsemæssige hensyn noteres en becifring dog ofte lige over et taktslag, selvom den indtræder lidt forskudt af taktslaget. En becifring er gældende, indtil en ny becifring indtræder: (My Prince in a Fairytale)
Becifring over en melodi

Ved længere passager uden noder kan man benytte rytmenoder til angivelse af becifringernes indtrædelsestidspunkt. Hvis alle becifringer i en takt indtræder lige på et taktslag benyttes blot skråstreger til at vise taktslagene i takten: (The House of Music)
Becifring med rytme notation

Passager uden noder forekommer især i partiturer, hvor der er indlagt plads til improvisation, og i partiturer hvor et akkordinstrument akkompagnerer en melodi i et andet nodesystem.

Over sangtekst
I forbindelse med en sangtekst uden noder noteres becifringer over de tekststavelser, de indtræder samtidig med: (Jutlandia)
Becifring over sangtekst

Denne form for notation er en simpel måde at angive akkorderne til en sang på, som ikke kræver, at melodien først noteres på noder. Til gengæld fortæller notationen ikke noget om melodiens udformning og becifringernes tidsudstrækning - det må man lytte sig frem til på lydindspilningen.

I akkordskema
I et akkordskema noteres becifringer fra venstre mod højre, adskilt af lodrette taktstreger:
Becifring over sangtekst

Første becifring i en takt indtræder som udgangspunkt på taktens 1-slag, og en eventuel anden becifring indtræder på taktens 3-slag. Ved afvigelser, og ved flere end to becifringer i en takt, angives taktslagene i parentes efter becifringerne, eller med skråstreger over becifringerne:
Angivelse af taktslag i akkordskema
Et akkordskema er en meget pladsbesparende måde at angive akkorder på. Til gengæld kan det være svært at orientere sig i akkordskemaet, fordi det hverken indeholder melodi eller sangtekst.

3. Opbygning
En becifring er sammensat af grundtone, tonekøn og eventuelt udvidelser, alterationer og bastone:
Opbygningen af en becifringsangivelse
Grundtone
Grundtonen er den tone, hvorfra akkorden tager sit udgangspunkt. Grundtonen skrives med stort bogstav (C, D, E, F, G, A og H), efterfulgt af et eventuelt kryds- eller b-fortegn. Bemærk at sænket H skrives Bb (og ikke Hb), og at H i engelsktalende lande skrives B.

Tonekøn
Efter grundtonen angives det, om akkordens tonekøn er dur eller mol. Dur-akkorder angives blot med grundtonen, mens mol-akkorder angives med grundtonen og bogstavet 'm'.

Akkordtyperne dim og aug angives tilsvarende efter grundtonen: dim-akkorder med en cirkel, og aug-akkorder med et plus. Der er således fire mulige angivelser efter grundtonen:
Eksempel på dur-, mol-, dim- og aug-akkord.

Udvidelser
Det er muligt at udvide de ovennævnte fire akkorder med op til fire toner. Udvidelsen angives i becifringen med et tal eller symbol, umiddelbart efter akkordens tonekøn. De mulige udvidelser er:
Becifring Udvidelse
6 Stor sekst.
7 Lille septim. Gælder dog ikke C som er en dim-akkord med formindsket septim.
Δ Stor septim.
9 Stor none. Lille septim er underforstået, dvs. også med i akkorden.
11 Undecim. Stor none og lille septim er underforstået.
13 Stor tredecim. Undecim, stor none og lille septim er underforstået.

Med udgangspunkt i en C-dur-akkord ser udvidelserne sådan ud på noder:
Eksempel på udvidelser.

Bemærk at der ved udvidelserne 9, 11 og 13 er flere underforståede toner, og at den underforståede septim er lille. Hvis septimen skal være stor, angives udvidelserne som maj-akkorder: Δ9, Δ11 og Δ13 (udtales maj9, maj11 og maj13).

Alterationer
Det er muligt at alterere en eller flere toner i en akkord, hvilket vil sige at hæve eller sænke tonerne med en halvtone. Alterationer angives i becifringen med fortegn og tal i parentes, umiddelbart efter eventuelle udvidelser. De mulige alterationer er:
Becifring Alteration
(b5) Sænket kvint = formindsket kvint.
(#5) Hævet kvint = forstørret kvint.
(b6) Sænket stor sekst = lille sekst.
(b9) Sænket stor none = lille none.
(#9) Hævet stor none = forstørret none.
(#11) Hævet undecim = forstørret undecim.
(b13) Sænket stor tredecim = lille tredecim.

Dim- og aug-akkorder er eksempler på altererede akkorder, idet akkorderne er dannet ved, at kvinten i en dur- eller mol-treklang er altereret. Eksempler på almindelige altererede akkorder er:
Eksempel på alterationer.

Alterationer adskiller sig fra udvidelser ved, at der ikke ved alterationer er nogle underforståede toner. Eventuelle udvidelser skal derfor altid angives i becifringen.

Alterationerne (#6), (b7), (#7), (b11) og (#13) benyttes aldrig, da de er identiske med henholdsvis lille septim, stor sekst, stor septim, stor terts og lille septim. Alterationen (#9), der er identisk med lille terts, benyttes i tilfælde, hvor en akkord indeholder både stor og lille terts.

Bastone
Den dybeste tone i en akkord kaldes for bastonen. Akkordens grundtone er som udgangspunkt bastone. En eventuel anden bastone angives med skråstreg og stort bogstav sidst i becifringen. Hvis samme akkord skal gentages, men med en ny bastone, kan man nøjes med blot at skrive en skråstreg og navnet på den nye bastone:
Eksempler hvor bastonen ikke er grundtone.

Øvrige angivelser
Det er desuden muligt at ændre tonerne i en akkord ved brug af følgende angivelser. Angivelserne noteres sidst i becifringen, men før en eventuel bastone:

Sus (forudhold)
En sus-akkord er en akkord, hvor tertsen er erstattet af en anden tone. Der findes to sus-akkorder: sus2 og sus4, som angiver, at tertsen skal erstattes af henholdsvis en stor sekund og en kvart. Sus-akkorder becifres som dur-akkorder (med mindre forudholdet efterfølgende opløses til akkordens mol-terts, i hvilket tilfælde man kan vælge at becifre akkorden som en mol-akkord).
Sus-akkorder

Add (tilføjelse)
En add-akkord er en akkord med en tilføjet tone. Der findes tre tilføjelser: add9, add4 og add6, som angiver, at henholdsivs stor sekund, kvart og stor sekst skal tilføjes akkorden. De tre tilføjelser kan eventuelt angives henholdsvis add2, add11 og add13.
Add-akkorder

Omit (udeladelse)
En omit-akkord er en akkord med en udeladt tone. Der findes fem udeladelser: omit3, omit5, omit7, omit9 og omit11, som angiver, at henholdsvis terts, kvint, septim, none og undecim skal udelades fra akkorden. Selvom man i praksis ofte udelader en eller flere toner fra en akkord, har det normalt ingen indflydelse på becifringen. Betegnelsen omit anvendes derfor kun sjældent.
Omit-akkorder


4. Becifringsoversigt
Oversigt over de mest almindelige becifringer og deres opbygning. Tallene angiver, hvilke toner der indgår i akkorden: 1 angiver grundtone, 2 stor sekund, 3 stor terts, 4 kvart, 5 kvint, 6 stor sekst, 7 stor septim, 9 stor none, 11 undecim og 13 stor tredecim.

Et fortegn angiver, at intervallet skal sænkes eller hæves en halvtone. b3 angiver således lille terts, b5 formindsket kvint, #5 forstørret kvint, b7 lille septim og bb7 formindsket septim. Se også akkordopslaget, hvor becifringerne er vist på klaviaturet.

Becifring Alternativ becifring Opbygning
Dur C 135
C 1356
C 1357
C 13579
C B/C, Gm/C, C 1357911
C B/C 135791113
Maj C C, Cmaj7 1357
C Cmaj9 13579
Mol Cm Cmin, Cmi, C 135
Cm Cmin, Cmi, C 1356
Cm Cmin, Cmi, C 1357
Cm Cmin, Cmi, C 13579
Cm Cmin, Cmi, C 1357911
Cm Cmin, Cmi, C 135791113
Mol maj Cm Cm, Cm maj7 1357
Cm Cm maj9 13579
Dim C Cdim, Cm 135
C Cdim7, C 1357
Ø C C, Cm 1357
Aug C Caug, C 135
C Caug7, C, C 1357
Sus C 125
C C 145
C C 1457
C C 1459
Add C C 1359
Cm Cm 1359
C 13567
Omit C C 15
C 157
C 13
Alterationer C 1357
C 13579
C 13579
C 1357911
C 1357913
Cm Cmi, C 135713
Calt Calt 1355799

5. Ophør af becifring
Hvis en passage i et musikstykke skal udføres uden akkorder benyttes en af følgende to angivelser:
  • N.C. (No Chord). Angiver at passagen skal udføres uden akkompagnement.
  • unis. (unison). Angiver at passagen skal udføres unisont.

Angivelserne skrives over nodesystemet, og de er gældende, indtil en becifring indtræder.

6. Realisering
Der findes mange forskellige måder at realisere en becifring på. Realiseringen afhænger blandt andet af personlig smag, musikalsk kontekst, genretypisk udførelsespraksis og af på hvilket musikinstrument, becifringen realiseres. Her gives derfor blot nogle generelle anvisninger.

Toner
Man kan udelade en eller flere toner fra en akkord, eksempelvis for at undgå en mudret klang, for at opnå en bedre stemmeføring eller for at gøre akkorden nemmere at udføre:
  • Kvinten (5) kan udelades fra langt de fleste akkorder.
  • Akkorder med undecim (11) eller forstørret undecim (#11) udføres almindeligvis uden kvint (5).
  • Dur-akkorder med undecim (11) udføres almindeligvis uden terts (3) og eventuelt også kvint (5).
  • Akkorder med tredecim (13 eller b13) udføres almindeligvis uden kvint (5) og undecim (11).
  • En alt akkord udføres med enten b5 eller #5 og b9 eller #9 (fire kombinationsmuligheder).

Alle akkordtoner kan fordobles. I jazz og latinamerikansk musik er det endvidere almindeligt at udvide og alterere en akkord, selvom det ikke står angivet i becifringen.

Beliggenhed
Grundtonen skal være en akkords dybest klingende tone, med mindre en anden bastone er angivet i becifringen. Alle øvrige akkordtoner kan man placere og rykke rundt på, som man vil. På klaver spiller man ofte en dyb bastone med venstre hånd, mens resten af akkordtonerne spilles omkring midter-c med højre hånd. I et orkester på 60 mand kan akkordtonerne være fordelt ud på 60 forskellige stemmer, hvorfor samme akkordtone nødvendigvis må optræde mange gange.

Dybt klingende toner i tæt afstand giver en mudret og uklar lyd, fordi øret har svært ved at adskille tonerne fra hinanden. Toner beliggende under c'et, en oktav under midter-c, bør derfor have en afstand på mindst en kvart imellem sig.

Rytmik
En becifring skal ikke nødvendigvis udføres i samme øjeblik, som den står noteret, og derefter holdes indtil næste becifring indtræder. For at skabe spænding og variation i musikken kan man eksempelvis vælge at spille akkordtonerne forskudt af hinanden, vælge at gentage akkorden i en bestemt rytme eller vælge at udføre akkorden tidsmæssigt forskudt af becifringen.

I nogle tilfælde vælger man at udføre en becifring, før den står noteret, for eksempel af hensyn til lifts i melodien. I artiklens første nodeeksempel er det tilfældet flere steder.
Skriftlig øvelse Skriftlig øvelse 10
Med udgangspunkt i listen over toner, man ofte udelader i bestemte akkorder, skal du skrive becifringer til en række akkorder noteret på noder.
Becifring er et notationssystem af bogstaver og tal, som bruges til angivelse af akkorder. Man kan notere akkorder på noder, men det er ofte mere hensigtsmæssigt at bruge becifringer.

Indhold

1. Anvendelse
Becifringer anvendes primært i populærmusik og i anden rytmisk musik. Normalt indgår becifringer i en af tre sammenhænge: over et nodesystem, over en sangtekst eller i et akkordskema.

Over nodesystem
I forbindelse med et nodesystem noteres becifringer over nodesystemet, lodret over de noder eller pauser, de indtræder samtidig med. Af læsemæssige hensyn noteres en becifring dog ofte lige over et taktslag, selvom den indtræder lidt forskudt af taktslaget. En becifring er gældende, indtil en ny becifring indtræder: (My Prince in a Fairytale)
Becifring over en melodi

Over sangtekst
I forbindelse med en sangtekst uden noder noteres becifringer over de tekststavelser, de indtræder samtidig med: (Jutlandia)
Becifring over sangtekst

Denne form for notation er en simpel måde at angive akkorderne til en sang på, som ikke kræver, at melodien først noteres på noder. Til gengæld fortæller notationen ikke noget om melodiens udformning og becifringernes tidsudstrækning - det må man lytte sig frem til på lydindspilningen.

I akkordskema
I et akkordskema noteres becifringer fra venstre mod højre, adskilt af lodrette taktstreger:
Becifring over sangtekst

Et akkordskema er en meget pladsbesparende måde at angive akkorder på. Til gengæld kan det være svært at orientere sig i akkordskemaet, fordi det hverken indeholder melodi eller sangtekst.

2. Opbygning
En becifring er sammensat af grundtone, tonekøn og eventuelt udvidelser, alterationer og bastone:
Opbygningen af en becifringsangivelse
Grundtone
Grundtonen er den tone, hvorfra akkorden tager sit udgangspunkt. Grundtonen skrives med stort bogstav (C, D, E, F, G, A og H), efterfulgt af et eventuelt kryds- eller b-fortegn. Bemærk at sænket H skrives Bb (og ikke Hb), og at H i engelsktalende lande skrives B.

Tonekøn
Efter grundtonen angives det, om akkordens tonekøn er dur eller mol. Dur-akkorder angives blot med grundtonen, mens mol-akkorder angives med grundtonen og bogstavet 'm'.

Akkordtyperne dim og aug angives tilsvarende efter grundtonen: dim-akkorder med en cirkel, og aug-akkorder med et plus. Der er således fire mulige angivelser efter grundtonen:
Eksempel på dur-, mol-, dim- og aug-akkord.

Udvidelser
Det er muligt at udvide de ovennævnte fire akkorder med op til fire toner. Udvidelsen angives i becifringen med et tal eller symbol, umiddelbart efter akkordens tonekøn. De mulige udvidelser er:
Becifring Udvidelse
6 Stor sekst.
7 Lille septim. Gælder dog ikke C som er en dim-akkord med formindsket septim.
Δ Stor septim.
9 Stor none. Lille septim er underforstået, dvs. også med i akkorden.
11 Undecim. Stor none og lille septim er underforstået.

Med udgangspunkt i en C-dur-akkord ser udvidelserne sådan ud på noder:
Eksempel på udvidelser.

Bemærk at der ved udvidelserne 9 og 11 er flere underforståede toner, og at den underforståede septim er lille. Hvis septimen skal være stor, angives udvidelserne som maj-akkorder: Δ9 og Δ11 (udtales maj9 og maj11).

Alterationer
Det er muligt at alterere en eller flere toner i en akkord, hvilket vil sige at hæve eller sænke tonerne med en halvtone. Alterationer angives i becifringen med fortegn og tal i parentes, umiddelbart efter eventuelle udvidelser. De mulige alterationer er:
Becifring Alteration
(b5) Sænket kvint = formindsket kvint.
(#5) Hævet kvint = forstørret kvint.
(b6) Sænket stor sekst = lille sekst.
(b9) Sænket stor none = lille none.
(#9) Hævet stor none = forstørret none.
(#11) Hævet undecim = forstørret undecim.

Dim- og aug-akkorder er eksempler på altererede akkorder, idet akkorderne er dannet ved, at kvinten i en dur- eller mol-treklang er altereret. Eksempler på almindelige altererede akkorder er:
Eksempel på alterationer.

Alterationer adskiller sig fra udvidelser ved, at der ikke ved alterationer er nogle underforståede toner. Eventuelle udvidelser skal derfor altid angives i becifringen.

Bastone
Den dybeste tone i en akkord kaldes for bastonen. Akkordens grundtone er som udgangspunkt bastone. En eventuel anden bastone angives med skråstreg og stort bogstav sidst i becifringen:
Eksempler hvor bastonen ikke er grundtone.

Øvrige angivelser
Det er desuden muligt at ændre tonerne i en akkord ved brug af følgende angivelser. Angivelserne noteres sidst i becifringen, men før en eventuel bastone:

Sus (forudhold)
En sus-akkord er en akkord, hvor tertsen er erstattet af en anden tone. Der findes to sus-akkorder: sus2 og sus4, som angiver, at tertsen skal erstattes af henholdsvis en stor sekund og en kvart:
Sus-akkorder

Add (tilføjelse)
En add-akkord er en akkord med en tilføjet tone. Der findes tre tilføjelser: add9, add4 og add6, som angiver, at henholdsivs stor sekund, kvart og stor sekst skal tilføjes akkorden:
Add-akkorder


3. Becifringsoversigt
Oversigt over de mest almindelige becifringer og deres opbygning. Tallene angiver, hvilke toner der indgår i akkorden: 1 angiver grundtone, 2 stor sekund, 3 stor terts, 4 kvart, 5 kvint, 6 stor sekst, 7 stor septim, 9 stor none, 11 undecim og 13 stor tredecim.

Et fortegn angiver, at intervallet skal sænkes eller hæves en halvtone. b3 angiver således lille terts, b5 formindsket kvint, #5 forstørret kvint, b7 lille septim og bb7 formindsket septim. Se også akkordopslaget, hvor becifringerne er vist på klaviaturet.

Becifring Alternative symboler Opbygning
Dur C 135
C 1356
C 1357
C 13579
C B/C 1357911
Maj C C, Cmaj7 1357
Mol Cm Cmin, Cmi, C 135
Cm Cmin, Cmi, C 1356
Cm Cmin, Cmi, C 1357
Mol maj Cm Cm, Cm maj7 1357
Dim C Cdim, Cm 135
C Cdim7, C 1357
Ø C C, Cm 1357
Aug C Caug, C 135
C Caug7, C 1357
Sus C 125
C C 145
Add C C 1359
Alterationer C 1357
C 13579
C 13579

4. Realisering
Der findes mange forskellige måder at realisere en becifring på. Realiseringen afhænger blandt andet af personlig smag, musikalsk kontekst, genretypisk udførelsespraksis og af på hvilket musikinstrument, becifringen realiseres. Her gives derfor blot nogle generelle anvisninger.

Toner
Man kan udelade en eller flere toner fra en akkord, eksempelvis for at undgå en mudret klang, for at opnå en bedre stemmeføring eller for at gøre akkorden nemmere at udføre:
  • Kvinten (5) kan udelades fra langt de fleste akkorder.
  • Mol-akkorder med undecim (11) udføres almindeligvis uden kvint (5).
  • Dur-akkorder med undecim (11) udføres almindeligvis uden terts (3) og eventuelt også kvint (5).

Alle akkordtoner kan fordobles. I jazz og latinamerikansk musik er det endvidere almindeligt at udvide og alterere en akkord, selvom det ikke står angivet i becifringen.

Beliggenhed
Grundtonen skal være en akkords dybest klingende tone, med mindre en anden bastone er angivet i becifringen. Alle øvrige akkordtoner kan man placere og rykke rundt på, som man vil. På klaver spiller man ofte en dyb bastone med venstre hånd, mens resten af akkordtonerne spilles omkring midter-c med højre hånd. I et orkester på 60 mand kan akkordtonerne være fordelt ud på 60 forskellige stemmer, hvorfor samme akkordtone nødvendigvis må optræde mange gange.

Rytmik
En becifring skal ikke nødvendigvis udføres i samme øjeblik, som den står noteret, og derefter holdes indtil næste becifring indtræder. For at skabe spænding og variation i musikken kan man eksempelvis vælge at spille akkordtonerne forskudt af hinanden, vælge at gentage akkorden i en bestemt rytme eller vælge at udføre akkorden tidsmæssigt forskudt af becifringen.

I nogle tilfælde vælger man at udføre en becifring, før den står noteret, for eksempel af hensyn til lifts i melodien. I artiklens første nodeeksempel er det tilfældet flere steder.
Skriftlig øvelse Skriftlig øvelse 10
Med udgangspunkt i listen over toner, man ofte udelader i bestemte akkorder, skal du skrive becifringer til en række akkorder noteret på noder.