Festmusik
Det har stor betydning for en fest, at musikken er god. Denne guide hjælper dig med at finde den bedste festmusik, og guider dig igennem nogle af de muligheder du har for at vælge et medie. Når du vælger musikken, skal du overveje, hvad den skal bruges til. Musik der bruges som underlægning til middagen er tit rolig, mens musik til dansen efter middagen er up-tempo og med gang i. Du skal også overveje målgruppen og temaet for festen - hvilken slags musik tror du, folk kan lidt at høre, hvilken slags musik vil de danse til, hvad vil de høre under middagen, hvad passer til begivenheden (bryllup, fødselsdag og lignende).
Jeg vil i artiklen her gennemgå tre forskellige medier; levende musik, jukeboks og musikanlæg.

Levende musik
Hvis man vælger at have levende musik til festen, skal man overveje, om det skal være én selskabsmusiker (hyggepianist, suppe-steg-og-is pianist) til hele festen, eller om det skal være et helt orkester. Et helt orkestor er som regel meget dyrere at booke end én selskabsmusiker, men til gengæld skaber et det den ultimative feststemning! Ulempen ved orkestre er, at de ofte kun har et repertoire på et par timer, og derfor ikke kan spille under hele festen. Men så kan man eventuelt booke en selskabsmusiker til middagen, hvor orkestret ikke spiller. Hvis budgettet skrider, kan selskabsmusikeren eventuelt skiftes ud med en jukeboks eller et musikanlæg.
Ved en søgning på Google efter 'festmusik', 'live band til festen' eller 'hyggepianist' kommer der mange resultater frem - der er mange at vælge imellem! Hvis man er helt på bar bund, kan man også søge hjælp hos et booking bureau.

Jukebox
Lejer du en jukeboks er du sikker på at få musik for enhver smag. Jukebokse har mellem 500 og 2.000 musiknumre i kartoteket, og der er derfor nok at vælge imellem. Når du lejer en jukeboks bliver den som regel leveret direkte til dit festlokale - hvor teknikeren sætter den op og får den til at fungere. Med jukeboksen følger som regel også to eksterne højtalere, så du kan spille store festlokaler og forsamlinger op. Fordelen ved jukebokse er, at gæsterne selv kan vælge, hvilken musik de vil have spillet. Det har dog også den ulempe, at tante Olga med den dårlige musiksmag kan gå op og sætte et dårligt nummer på.

Musikanlæg
Musikanlæg er den nemmeste og billigste metode. Støv dit gamle musikanlæg af, find dine cd'er frem, og så er festen i gang! Ulempen ved denne opstilling er, at man skal skifte cd en gang hver time, og at man hører alle numre på cd'en - også selvom den kun indeholder et eller to hits, man rent faktisk gider høre. En anden ulempe er det toprum der er, når cd'en stopper, og nok folk begynder at slås om, hvilken cd der så skal sættes på.
En nyere variation af denne opstilling er, at sætte sin computer til anlægget, og afspille gennem computeren. Fordelen ved det er, at man kan oprette forskellige spillelister med sine yndlings musiknumre, som computeren så spiller i tilfældig rækkefølge. Ulempen er, at folk selv kan gå hen og skifte sang på computeren - der vil altid være nogle der er utilfredse med musikken og mener, at de kan finde noget bedre musik.