| Funktionsanalyse |
 |
 |
| Skrevet af Lasse Grubbe, www.musikipedia.dk | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||
|
Funktionsanalyse er en analyseteknik, der bruges til at beskrive akkorders forhold til hinanden. Funktionsanalysen kan anvendes i alle musikgenrer, men den finder størst anvendelse i pop- og rock-musik og i musik fra 1600-tallets begyndelse til starten af det 20 århundrede. I det meste jazz musik er det mere hensigtsmæssigt at bruge trinanalyse. Indhold 1. Funktioner 2. Kvintcirklen 3. Kvintskridtssekvens 4. Rosalie 5. Slutvendinger 6. Typografi på computer 7. Vejledning til funktionsanalyse 1. Funktioner I funktionsanalyse beskrives akkorderne som funktioner, fordi alle akkorder har en bestemt funktion, i den sammenhæng de er placeret i. Funktionerne har fået et menupunkt for sig selv i menuen i venstre side. Lær som minimum hovedfunktionerne, før du læser videre i denne artikel. 2. Kvintcirklen Kvintcirklen er et nyttigt redskab i forbindelse med funktionsanalyse, fordi den giver et overblik over de mest almindelige funktioner. Man kommer derfor ikke uden om funktionsanalyse uden at vide noget om kvintcirklen. Læs mere om kvintcirklen her. 3. Kvintskridtssekvens En kvintskridtssekvens (kan også staves kvintskridtsekvens) er en kæde af kvintvis faldende eller (i sjældnere tilfælde) stigende akkorder (deraf navnet). Den stigende kvintskridtssekvens følger samme princip som den faldende kvintskridtssekvens (akkorderne bevæger sig bare en kvint op i stedet for en kvint ned), og det er derfor kun den faldende kvintskridtssekvens, der vil blive gennemgået her. Man skelner mellem en real kvintskridtssekvens og en tonal kvintskridtssekvens. Den reale kvintskridtssekvens er en kæde af dur-akkorder (ofte tilføjet en lille septim) der går kvintcirklen rundt mod urets retning (hver akkord falder således en ren kvint). Det kan eksempelvis være akkordfølgen (akkorderne er for nemhedens skyld noteret i grundstilling):  Kvintskridtssekvensen kan maskeres, så akkordrækkefølgen ser eksempelvis således ud:  Her er anden akkord skiftet ud med en mol-akkord, tredje akkord har fået en lille 9'er på, og fjerde og femte akkord er skiftet ud med deres respektive tritonussubstitutioner. At maskere en akkord vil altså sige at ændre akkorden ved fx at udvide den (fx b5, b9, 7, 9), ændre bastonen (fx terts, kvint eller septim i bassen), skifte tonekøn (dur/mol), tritonussubstituere m.v. Den tonale kvintskridtssekvens er en række af diatonisk kvintvis faldende akkorder (akkorderne bevæger sig således inden for tonearten). I c-dur ser akkordfølgen således sådan ud:  Da denne kvintskridtssekvens bevæger sig inden for tonearten, er et af kvintfaldene ikke på en ren kvint men på en tritonus (i dette tilfælde faldet fra F til Hdim). Den tonale kvintskridtssekvens kan ligesom den reale kvintskridtssekvens maskeres. Kvintskridtssekvenserne (både de reale og tonale) kan deles op i x antal sekvens-led på hver to akkorder, hvor hvert led kan analyseres som dominant til tonika: F#7 --> H7 | E7 --> A7 | D7 --> G7 | C7 Læg mærke til at hvert sekvens-led falder et trin; F#, E, D, C. Man siger derfor at en kvintskridtssekvens er en trinvis faldende sekvens. 4. Rosalie En rosalie (også kaldet en rosalia) er en trinvist stigende sekvens. Den akkordlige bevægelse i rosalien er en kvart op - terts ned - kvart op - terts ned osv. Rosalien kan tage sit afsæt i såvel kvart- som terts-bevægelsen. Et eksempel på en rosalie kan være akkordfølgen:  Akkordfølgen herover er i Eb dur. Alle akkorder er for nemhedens skyld noteret i grundstilling. Hvert sekvens-led (kvart op-terts ned) i akkordfølgen består af to akkorder, og hvert led stiger med et trin; C, D, Eb (deraf den trinvist stigende sekvens). Rosalien er altid tonal, men den kan godt være maskeret, dvs. at akkorderne kan være ændret ved fx at udvide dem (fx b5, b9, 7, 9), ændre bastonen (fx terts, kvint eller septim i bassen), skifte tonekøn (dur/mol), tritonussubstituere m.v. . 5. Slutvendinger Hvis dominanten opløses til en anden akkord end tonika, kaldes det en skuffende kadence. Akkorden dominanten opløses til vil i dette tilfælde som regel være enten tonika-stedfortræder (Tst) eller moltonika-stedfortræder (oTst):  En frase slutter dog normalt på en af de tre hovedfunktioner. Slutakkorden vil altid være en grundakkord, dvs. en akkord med grundtonen i bassen. Slutter frasen med tonika kaldes det en helslutning. Slutter frasen med subdominant eller dominant kaldes det en halvslutning. Man benytter sig af seks forskellige hel- og halvslutninger: (alle eksempler er i C-dur - læg mærke til de to sidste akkorder i hvert nodeeksempel)
 6. Typografi på computer På computer er det ofte svært eller helt umuligt at notere funktionernes symboler korrekt. Derfor kan følgende alternative symboler benyttes:
Det er kun en lille del af funktionsanalysens symboler der er medtaget herover, hvilket skyldes at resten af symbolerne noteres efter samme princip. 7. Vejledning til funktionsanalyse 1. Find ud af hvilken toneart musikstykket, hvis akkorder du vil analysere, går i. Læs eventuelt hvordan du finder et musikstykkes toneart i artiklen om tonearter. 2. Skriv tonearten der hvor du vil lave din funktionsanalyse og sæt en ring rundt om tonearten (som det er gjort i analyse-eksemplerne). 3. Giv akkorderne funktionsbetegnelser. Dette kan du ikke gøre uden først at have læst afsnit 1 om funktioner og sat dig ind i de forskellige funktioners navne, trin og symboler. 4. Vær opmærksom på at et musikstykke godt kan modulere, dvs. skifte toneart, undervejs. Ved toneartsskift ændres tonika, og funktionsanalysen skal derfor foretages ud fra den nye tonika-akkord. |
- D
- S
