| Funktionsanalyse (let udgave) |
 |
 |
| Skrevet af Lasse Grubbe, www.musikipedia.dk |
|
Funktionsanalyse er en analyseteknik, der bruges til at beskrive akkorders forhold til hinanden. Funktionsanalysen kan anvendes i alle stilarter, men den finder størst anvendelse i pop- og rock-musik og i musik fra 1600-tallets begyndelse til starten af det 20 århundrede. I det meste jazz musik er det mere hensigtsmæssigt at bruge trinanalyse. Indhold 1. Funktioner 2. Kvintcirklen 3. Kvintskridtssekvens 4. Skuffende kadence 5. Vejledning til funktionsanalyse 1. Funktioner I funktionsanalyse beskrives akkorderne som funktioner, fordi alle akkorder har en bestemt funktion, i den sammenhæng de er placeret i. Funktionerne har fået et menupunkt for sig selv i menuen i venstre side. Lær som minimum hovedfunktionerne, før du læser videre i denne artikel. 2. Kvintcirklen Kvintcirklen er et nyttigt redskab i forbindelse med funktionsanalyse, fordi den giver et overblik over de mest almindelige funktioner. Man kommer derfor ikke uden om funktionsanalyse uden at vide noget om kvintcirklen. Læs mere om kvintcirklen her. 3. Kvintskridtssekvens En kvintskridtssekvens er en kæde af kvintvis faldende eller (i sjældnere tilfælde) stigende akkorder (deraf navnet). Den stigende kvintskridtssekvens følger samme princip som den faldende kvintskridtssekvens (akkorderne bevæger sig bare en kvint op i stedet for en kvint ned), og det er derfor kun den faldende kvintskridtssekvens, der vil blive gennemgået her. En kvintskridtssekvens er en kæde af dur-akkorder (ofte tilføjet en lille septim) der går kvintcirklen rundt mod urets retning (hver akkord falder således en ren kvint). Det kan eksempelvis være akkordfølgen (akkorderne er for nemhedens skyld noteret i grundstilling):  Kvintskridtssekvensen kan maskeres, så akkordrækkefølgen ser eksempelvis således ud:  Her er anden akkord skiftet ud med en mol-akkord, tredje akkord har fået en lille 9'er på, og fjerde og femte akkord er skiftet ud med deres respektive tritonussubstitutioner. At maskere en akkord vil altså sige at ændre akkorden ved fx at udvide den (fx b5, b9, 7, 9), ændre bastonen (fx terts, kvint eller septim i bassen), skifte tonekøn (dur/mol), tritonussubstituere m.v. 4. Skuffende kadence Hvis dominanten opløses til en anden akkord end tonika, kaldes det en skuffende kadence. Akkorden dominanten opløses til vil i dette tilfælde som regel være enten tonika-stedfortræder (Tst) eller moltonika-stedfortræder (oTst):  5. Vejledning til funktionsanalyse 1. Find tonearten. Tonearten kan nemt findes vha. de faste fortegn, som du kan se en liste over her. For at finde ud af om stykket står i dur eller mol (eksempelvis F-dur eller Dm der begge har ét b som fast fortegn), er du nødt til at kigge på selve akkorderne. Find ud af om det er dur-akkorden eller mol-akkorden (fx F-dur eller D-mol) der optræder som tonika. Ofte er det nok kun at kigge på start- og slutakkorden, idet et nummer ofte både starter og slutter på tonika. Du kan også tjekke om subdominanten er i dur eller mol - i moltonearter er subdominanten i mol, i durtonearter er den i dur. Hvis du ikke kan se de faste fortegn (fordi du ikke har noderne), er du nødt til at finde tonearten udelukkende ved at kigge på akkorderne. Find ud af hvilken toneart akkordmaterialet passer bedst til. Der vil stort set altid være en tonika, en subdominant og en dominant funktion (eller en beslægtet funktion eller en afledning af disse) til stede. Sammenhold disse tre funktioner, og find tonika (og dermed tonearten). Ofte kan en akkord med en lille septim tilføjet være til stor hjælp, idet den i de fleste tilfælde vil være en dominant til tonika. 2. Når du har fundet tonearten, skriver du den ud for din funktionsanalyse, og sætter en ring rundt om (som det er gjort i analyse-eksemplerne). 3. Giv akkorderne funktionsbetegnelser. Dette kan du ikke gøre uden først at have læst afsnittet om funktioner og sat dig ind i de forskellige funktioners navne, trin og symboler. Vær opmærksom på at nummeret godt kan skifte toneart undervejs. Enten som en modulation (længervarende toneartsskift) eller som et tonalt udsving (kort toneartsskift der hurtigt skifter tilbage til den oprindelige eller en anden toneart). Modulationer kan næsten altid genkendes på, at der indføres en bidominant (ofte med tilføjet septim), der leder hen til den nye tonika. Herunder et eksempel på et toneartsskift: C - F - G7 - C - E7 - A - Hm - E - A Akkordrækken starter i C-dur, men den modulerer vha. E7-akkorden til A-dur. E7 er en såkaldt omtydningsakkord idet den både har en funktion i C-dur (bidominant) og en funktion i A-dur (dominant). |