Kammertonen Udskriv
Skrevet af Lasse Grubbe, www.musikipedia.dk   
Kammertonen er betegnelsen for den tone, som både akustiske og elektriske instrumenter stemmes efter i dag. Den er fastlagt på det enstregede a (forkortet a') og fastsat til at have 440 Hertz (Hz), dvs. 440 svingninger per sekund.


Indhold

1. Nutid
Kammertonen er i dag fastsat til 440 Hz, og det er nu en veletableret norm i det meste af verden, især i vesten. Langt de fleste musikinstrumenter, både akustiske og elektriske, er således stemt efter en kammertone på 440 Hz.

På trods heraf stemmer mange symfoniorkestre efter en kammertone på 442, 443 eller 444 Hz, da det giver en lysere og mere glansfyld klang på især strygerinstrumenterne. I Danmark stemmer en del symfoniorkestre efter en kammertone på 442 Hz, og i Tyskland stemmes primært efter 443 Hz. Også i Sverige, Østeuropa, USA, Japan, England og mange andre lande er 442-444 Hz ved at vinde indpas blandt symfoniorkestre. Mange koncertsale har derfor flere flygler i forskellige stemninger stående, da et flygel ikke har godt af at blive stemt op og ned hele tiden.
Blandt big bands og øvrige rytmiske orkestre stemmes stort set altid efter en kammertone på 440 Hz.

2. Historie
Kammertonen har en lang og kompleks historie bag sig, og i dette afsnit gennemgås derfor blot nogle højdepunkter. For mere info kan følgende bog anbefales: Bruce Haynes: A history of performing pitch: the story of 'A' (Scarecrow Press, 2002).

Historisk set har kammertonens frekvens varieret meget, både hvad angår tid, sted og musikinstrument. Selv inden for samme by kunne kammertonens frekvens variere. Det har man fundet ud af ved at studere de redskaber, der tidligere er blevet brugt til at stemme efter (stemmefløjter og stemmegafler) samt ved at studere en lang række ældre musikinstrumenter. Man har fx en engelsk stemmefløjte fra 1720 med a' stemt til 380 Hz, og man ved, at de orgler som Johann Sebastian Bach spillede på i Hamburg, Leipzig og Weimar havde a' stemt til 480 Hz. Det er en forskel på omkring 4 halvtoner!
Samlet set har der gennem hele historien været en tendens til at kammertonens frekvens blev højere og højere, bl.a. fordi en højere kammertone giver en lysere og mere glansfuld klang på strygeinstrumenter.

Det er meget upraktisk at have forskelligt stemte kammertoner, fordi det lyder falsk, hvis musikere, med instrumenter der er stemt efter forskellige kammertoner, spiller sammen. Det vil derfor kræve, at alle musikere stemmer deres instrumenter om, så de er stemt efter den samme kammertone, hvis de skal spille sammen i harmoni. Det er både besværligt (eller helt umuligt) og i flere tilfælde også skadeligt for musikinstrumenterne, fordi de er bygget til en anden kammertone. Samtidigt var kammertonen nogle steder blevet så høj, at sangerne nu havde svært ved at synge nogle af de sange, de ellers førhen havde kunnet synge uden problemer.
Disse to ting gjorde, at der hurtigt opstod et behov for at standardisere kammertonen, i det mindste inden for hver by eller hvert land.

Den franske matematiker og fysiker Joseph Sauveur (1653-1716) var den første til at foreslå en fælles kammertone, da han i begyndelsen af 1700-tallet foreslog, at kammertonen skulle fastlægges på 427 Hz. Det slog dog aldrig igennem, og først over hundrede år senere, den 16. februar 1859, vedtager Frankrigs regering, som det første land, at kammertonen skal fastlægges på 435 Hz. Denne norm vandt også indpas udenfor Frankrig, da man på en international konference i Wien i 1885 vedtager den franske kammertone på 435 Hz som international standard.
Allerede i 1896 vælger England dog at anerkende 439 Hz som kammertone i stedet. Det skete, fordi der fejlagtigt opstod noget måleteknisk forvirring omkring de tidligere 435 Hz.

I 1917 anbefaler American Federation of Musicians (det amerikanske musikerforbund), at kammertonen fastlægges på 440 Hz i stedet for de nuværende 435 Hz. Det bliver accepteret af den amerikanske regering i 1920, men vinder ikke indpas i Europa før 1939, hvor det på en international konference i London bliver besluttet at have 440 Hz som international kammertone. Denne anbefaling bliver fulgt af International Organization for Standardization (ISO), som i 1955 fastlægger 440 Hz normen i ISO 16. Kammertonen fastholdes ved opdateringen af ISO 16 i 1975, og er den dag i dag stadigvæk fastsat til 440 Hz.

3. De øvrige toner
Når kammertonens frekvens er fastsat, så skal alle de øvrige toner på et musikinstrument selvfølgelig også stemmes, dvs. gives en frekvens. Tonerne har gennem tiden været stemt efter mange forskellige stemningssystemer, bl.a. pythagoræisk stemning og middeltonestemning.
I dag benyttes det, man kalder den ligesvævende stemning, hvor frekvensafstanden mellem alle halvtoner stemmes lige stor, og hvor frekvensen fordobles ved hver oktav. Med disse to informationer og med kammertonens frekvens som udgangspunkt kan man stemme alle de øvrige toner. Læs mere om opbygningen af den ligesvævende stemning her, eller se en oversigt over frekvenserne af tonerne på et klaver stemt i ligesvævende stemning her.