Modulation betyder et skift i toneart. Når et musikstykke skifter toneart, siger man, at musikstykket modulerer. Man skelner mellem en modulation, der er et længervarende toneartsskift, og et tonalt udsving der er et skift i tonearten på nogle få takters længde. Modulationer og tonale udsving er vigtige at kunne genkende, især i forbindelse med harmonisk analyse.


1. Kendetegn
En modulation kan som regel genkendes på to ting; ved en ændring i musikstykkets akkorder og/eller ved en ændring i de toner der bliver brugt i musikstykkets melodi.
Hver toneart har (hvis man ser bort fra paralleltonearter) et forskelligt antal fortegn og dermed et forskelligt tonemateriale. Når tonearten skifter, skifter tonematerialet også, og derfor vil man ved modulationer ofte opleve, at melodien benytter sig af toner, der ikke hører hjemme i den oprindelige toneart, men som stammer fra den nye tonearts tonemateriale. I noderne kan det helt konkret ses ved enten et skift i de faste fortegn, eller ved at der indføres løse fortegn i melodien. I følgende eksempel fra The Music Of The Night (Andrew Lloyd Webber, 1986) modulerer melodien fra Bb-dur til C-dur. Øverst er det noteret ved at ændre de faste fortegn, nederst er det noteret ved at indføre løse fortegn (opløsningstegn for h). Bemærk at resultatet er det samme.


Ligesom at hver toneart har et forskelligt tonemateriale, så har hver toneart også et forskelligt akkordmateriale (paralleltonearter inkluderet). For alle tonearter gælder det, at det oftest er akkorden på toneartens første-, fjerde-, og femte trin (i funktionsanalyse kaldet tonika, subdominant og dominant), der benyttes i et musikstykke. I durtonearter er alle tre akkorder i dur (i C-dur akkorderne C-dur, F-dur og G-dur). I moltonearter er første- og fjerdetrinsakkorden i mol og femtetrinsakkorden næsten altid i dur (i A-mol akkorderne A-mol, D-mol og E-dur). Udover akkorderne på første-, fjerde- og femte trin benyttes også ofte en eller flere af parallelakkorderne til de tre akkorder (akkorderne der står over for de tre akkorder i kvintcirklen - I C-dur akkorderne A-mol, D-mol og E-mol). Hvis tonearten skifter, skifter både akkorden på første-, fjerde- og femte trin samt parallelakkoderne. Modulationer kan derfor ofte genkendes på et mere eller mindre markant skift i akkorderne.

Hvis man opdager et skift i akkorderne og et skift i antallet af faste fortegn (eller løse fortegn i melodien), kan man med stor sikkerhed konkludere, at musikstykket er moduleret til en ny toneart. Næste skridt er at finde ud af, hvilken toneart musikstykket er moduleret til. I artiklen om tonearter er der en guide til at finde tonearten i et musikstykke.

2. Modulationstyper
Man arbejder med to forskellige modulationstyper. En almindelig modulation og en springmodulation.
I den almindelige modulation er der et mellemled bestående af en eller flere akkorder, der kan analyseres i både den nye og den gamle toneart (se eksempel i afsnit 4. Tonale udsving). Disse akkorder kaldes for omtydningsakkorder eller pivotakkorder, og de bruges for at skabe en overgang fra den ene toneart til den anden. Ofte er dominantseptimakkorder pivotakkorder, fordi de kan udpege et nyt tonalt centrum.
I springmodulationen er der ikke noget mellemled, dvs. at musikstykket modulerer uden brug af pivotakkorder. Musikstykket springer derved direkte ind i den nye toneart uden nogen form for varsel. I Every Breath You Take (Sting, 1983), modulerer sangen pludseligt og uden varsel fra C-dur til Ab-dur, og det er således et eksempel på en springmodulation:


3. Typiske modulationer
Et musikstykke kan modulere (eller foretage et tonalt udsving) fra en toneart til en hvilken som helst anden toneart. Der er dog nogle modulationer, der er mere brugte end andre;

Modulation til paralleltoneart
Den vel nok mest almindelige modulation er en modulation til paralleltonearten, dvs. en modulation til tonearten med modsat tonekøn af hovedtonearten men med samme fortegn som denne. Fordi de to tonearter har samme fortegn og derved fælles tonemateriale, er denne modulation ikke så markant.
Eksempler: C-dur til A-mol, D-mol til F-dur, Eb-dur til C-mol.

Modulation til varianttoneart
En anden almindelig modulation er en modulation til varianttonearten, dvs. en modulation fra dur til mol eller omvendt. Denne type modulation er mere markant end en modulation til paralleltonearten, fordi to varianttonearter har forskellige faste fortegn. To varianttonearter har altid tre toner der er forskellige de to tonearter imellem (eksempelvis har tonearten C-mol fast fortegn (b) for tonerne h, e og a, mens C-dur ikke har nogle faste fortegn).
Ofte ses denne modulation mellem verset og omkvædet i et musikstykke. Hvis verset går i mol, kan man give sangen et løft, ved at lade musikstykket modulere til dur i omkvædet.
Eksempler: C-dur til C-mol, A-mol til A-dur, H-mol til H-dur.

Tonika til dominant
Modulationen fra tonika (1. trin) til dominant-tonearten (5. trin) bliver mest brugt i ældre klassisk musik og ikke så meget i pop- og rockmusik. Tonearterne er nært beslægtede, og det kræver kun en ændring af én tone i skiftet fra den ene toneart til den anden.
Eksempler: C-dur til G-dur, Ab-dur til Eb-dur, A-mol til E-mol, D-mol til A-mol.

'Melodi Grand Prix'-modulation
'Melodi Grand Prix'-modulationen er en modulation, hvor musikstykket modulerer en halv eller en hel tone op. Modulationen bliver ofte brugt i Melodi Grand Prix sammenhænge (deraf navnet), hvor man lader sangen modulere en halv eller en hel tone op i sidste omkvæd. Det giver sangen et løft, og lytteren oplever derved sangen mere energisk og med fornyet interesse.
Eksempler: C-dur til C#-dur, A-mol til Bb-mol, C-dur til D-dur, Eb-mol til F-mol.

4. Tonalt udsving
Hvis et musikstykke kun skifter toneart kortvarigt, vil man normalt kalde det et tonalt udsving og ikke en modulation. I et tonalt udsving forlades tonearten rimeligt hurtigt igen (til en ny toneart eller tilbage til den oprindelige toneart), og tonearten når således ikke at blive etableret. Tonale udsving har samme kendetegn som almindelige modulationer. Man vil dog normalt benytte løse fortegn og ikke en ændring af de faste fortegn, hvis melodien under det tonale udsving benytter toner fra den nye tonalitet (der ikke er med i den oprindelige tonalitet).
Herunder ses et udsnit af Noget om drankervejr (Mogens Jermiin Nissen) samt en funktionsanalyse af akkorderne. Sangen står i D-mol, men den har et tonalt udsving til paralleltonearten F-dur undervejs. Bemærk at nogle af akkorderne både kan analyseres i tonearten D-mol og tonearten F-dur (såkaldte omtydningsakkorder eller pivotakkorder).