Man inddeler operasangere i stemmegrupper alt efter sangernes køn, ambitus, karakter, styrke og fleksibilitet. Tidligere inddelte man også operaer i forskellige genrer.
Indhold
1. Stemmegrupper
Operasangere inddeles i stemmegrupper alt efter sangerens køn og ambitus. Kvinder inddeles i stemmerne sopran (lys), mezzosopran og alt (dyb). Mænd inddeles i stemmerne tenor (lys), baryton og bas (dyb). Mænd, som synger i falset, kaldes for kontratenorer og har samme ambitus som en alt eller mezzosopran. Børn inddeles kun i stemmerne sopran, mezzosopran og alt, idet drenge, hvis stemme ikke er gået i overgang, har samme ambitus som piger.
Sangerne inddeles ikke kun efter ambitus og køn, men også efter karakter, styrke og fleksibilitet. Eksempler på disse inddelinger er lyrisk, dramatisk, koloratur og buffo. Inddelingerne fortæller både noget om stemmens lyd og formåen og om, hvilken type roller den kan varetage.
En lyrisk sopran har ligesom den lyriske tenor en blød og forholdsvis slank klang, mens den dramatiske sopran og tenor (sidstnævnte også kaldet heltetenor) har en større og mere kraftfuld klang. En koloratursopran er en lys stemme med stor fleksibilitet. Det mest berømte eksempel på en koloratursopran er Nattens dronning fra Mozarts Tryllefløjten:
W. A. Mozart: Tryllefløjten: Nattens dronning (1791) - sunget af Edda Moser
Basserne inddeles i grupper som eksempelvis buffobas og profondobas. En buffobas har en ekspressiv stemme, mens en profondobas har en meget dyb stemme med en stærk klang.
Der findes mange flere stemmetyper og underinddelinger heraf, og grænserne mellem dem er meget flydende. Definitionerne kan variere både med den enkelte rolle, den enkelte sanger, det enkelte operahus, den enkelte opsætning og med tendenser i tiden. Generelt kan man sige, at de dramatiske stemmer opstår i midten af 1800-tallet, mens man i de tidlige operaer i højere grad brugte slanke og fleksible stemmer.
Repertoire
Ofte holder en sanger sig til et bestemt repertoire knyttet til sin stemmetype, men der findes også sangere, som favner et bredt repertoire. Det gælder eksempelvis Maria Callas, der har påtaget sig så forskellige roller som Carmen (Bizet), Isolde (Wagner) og Medea (Cherubini). En sangstemme kan i løbet af en livstid ændre både karakter og ambitus. Således startede den verdensberømte danske sanger Lauritz Melchior som baryton, men blev tidligt i karrieren til heltetenor:
Richard Wagner: Lohengrin: In fernem Land (1846-1848) - sunget af Lauritz Melchior
Det er ikke på forhånd givet, hvilken stemmetype der skal besætte en bestemt rolle i en opera. Dog er der visse gennemgående tendenser i en rollebesætning. Den unge heltinde er næsten altid sopran, mens de dybere kvindestemmer oftere ses i biroller som mødre, hekse og bukseroller. Tenoren varetager efter år 1800 typisk den mandlige hovedrolle og ses oftere som helt end skurk. De dybere herrestemmer varetager ofte skurke- og fædreroller, samt mere komiske roller.
Lauritz Melchior som hovedrolle i Wagners opera Siegfried.
Kastratsangere
I barokken blev den mandlige helterolle som regel varetaget af en kastratsanger. En kastratsanger var en mand med en sangstemme, der (grundet kastration af sangeren før puberteten) svarede til en sopran, mezzosopran eller alt. Kastratsangere begyndte at optræde regelmæssigt i operaen efter 1640'erne og skubbede hurtigt den ellers favoriserede tenorstemme til side.
Man kastrerede drenge, der havde smukke stemmer og lovende musikalske evner. Kastrationen fandt typisk sted i drengens 5.-7. leveår, og fordi indgrebet blev foretaget før puberteten, bevarede drengen sin lyse stemme livet ud. Ofte var der tale om drenge fra fattige familier, hvis forældre nærede et håb om, at deres barn en dag kunne blive en eftertragtet sanger og bringe slægten ud af fattigdom. Den unge kastratsanger gennemgik en uddannelse, der varede 8-10 år, hvilket var noget længere end andre sangeres uddannelsestid i samtiden. Når kastraten rundede de 15-16 år, arrangeredes hans debut.
De allerbedste kastratsangere som Farinelli, Ferri, Senesino og Pacchierotti var efterspurgt i hele Europa. De opnåede stjernestatus, tjente enorme summer og var genstand for hysterisk offentlig beundring. De mindre succesfulde sangere fik oftest ansættelse i et kirkekor og kunne dermed forsørge sig og få en rimelig tilværelse. De kastrater, som ikke kunne bære en sangerkarriere, gik et ganske miserabelt liv i møde, idet de som oftest kun havde en sanglig uddannelse i bagagen. De kunne ikke gifte sig, ikke få børn og var ikke socialt accepterede.
Portræt af kastratsangeren Farinelli, 1735.
Hvorfor kastratsangerne blev så populære i barokken, er der flere forklaringer på. Ganske givet har der hersket en eufori over menneskets evne til at skabe en stemmetype, som end ikke Gud havde kunnet finde på, hvorfor også de dygtigste kastrater blev forgudet af deres publikum.
Derudover favoriserede man i barokken de lyse stemmer. Man mente også, at mænd havde flere fordele i sanglig fremførelse end kvinder. Mænd havde større kraft, styrke og lidenskab i deres sang, samt mere musikalsk talent og større fortolkningsmuligheder end kvinder, mente man. Kastratsangerne ansås derfor at besidde den fordelagtige kombination af at være mænd og at have lyse stemmer, og det har ganske givet være en medvirkende årsag til deres store popularitet.
Kastration med sanglige formål aftog kraftigt i slutningen af 1700-tallet, da et nyt sangideal opstod. I 1870 blev kastration af sangere ulovliggjort i Italien, som det sidste land i Europa. I dag bruges kvinder eller kontratenorer til kastratrollerne fra barokrepertoiret.
Der findes faktisk en indspilning med kastratsang, og den er med den sidste kastratsanger Alessandro Moreschi (1858-1921). Moreschi er ikke en teknisk stærk sanger, og derfor er der bred enighed om, at indspilningen ikke tegner et særlig klart billede af, hvordan de store kastrater har lydt. Dog kan man argumentere for, at indspilningen, holdt sammen med forskning om historisk sangteknik, måske alligevel kan give et billede af, hvordan kastratstemmen i barokken har lydt:
Schubert: Ave Maria (1825) - sunget af Alessandro Moreschi i 1902-1903
2. Operagenrer
Vi bruger i dag betegnelsen opera som genrebetegnelse for nærmest ethvert sceneværk med sungne replikker. Sådan har det dog ikke altid været, for tidligere skelnede man mellem mange forskellige operagenrer. Nogle af de mest almindelige operagenrer er:
Opera seria
Seriøs og alvorlig opera. Har oprindelse i Italien. Var især populær fra ca. 1720-1830. Eksempler: Griselda (Scarlatti, 1721), Alceste (Gluck, 1767) og Titus (Mozart, 1791).
Opera buffa
Komisk opera. Har oprindelse i Italien. Var især populær fra ca. 1700-1850. Eksempler: Figaros Bryllup (Mozart, 1786) og Don Pasquale (Donizetti, 1843).
Grand opera
Opera med stor rollebesætning, stort orkester og spektakulære sceneeffekter. Handlingen centrer sig normalt omkring dramatiske historiske begivenheder. Har oprindelse i Frankrig. Var især populær fra ca. 1820-1880. Eksempler: La Juive (Halévy, 1835), Robert le Diable (Meyerbeer, 1831) og Aida (Verdi, 1871).
Ballad opera
Opera der gør brug af kendte sange (viser, salmer og folkesange) og talt dialog. Har oprindelse i England. Var især populær fra ca. 1720-1780. Eksempler: Tiggeroperaen (Gay, 1728) og Love in a Village (Bickerstaffe, 1763).
Operette
Musikteater med sang, tale og ofte dans. Ligner opera men er musikalsk og tematisk lettere og mere tilgængelig. Har oprindelse i Frankrig. Var især populær fra ca. 1850-1930. Eksempler: Orfeus i underverdenen (Offenbach, 1858) og Czardasfyrstinden (Kálmán, 1915).
Syngespil (singspiel)
Opera med talt dialog og med en mere enkel musik end anden opera. Har oprindelse i Tyskland. Var især populær fra ca. 1750-1850. En del operetter kan også betegnes som syngespil. Eksempler: Zaide (Mozart, 1780), Tryllefløjten (Mozart, 1791), Sovedrikken (Weyse, 1809).