Et orkesterpartitur er en oversigt over alle stemmer i en komposition for orkester. Se et eksempel på et orkesterpartitur her (pdf), og lyt samtidig til musikken.

Indhold
1.  Besætning
2.  Opstilling
3.  Notation
4.  Formalia
5.  Udskrift i stemmer

1. Besætning
Et orkester er en større gruppe af musikere, der samarbejder om at fremføre et stykke musik, normalt under ledelse af en dirigent. Den mest fremtrædende orkestertype er symfoniorkestret, men strygeorkestret, kammerorkestret, harmoniorkestret, messingorkestret og tamburkorpset er også almindeligt udbredt. En mindre gruppe af musikere kaldes normalt et band.

Symfoniorkestrets besætning er blevet forøget over tid. Det fremgår af nedenstående opstilling over udviklingen siden 1600-tallet. Fra romantikken og frem kan besætningen variere meget, og opstillingen er derfor meget generaliserende. Der findes symfoniorkestre i mange størrelser, og alt efter behov kan mere specielle musikinstrumenter (især saxofon, kornet, flygelhorn, wagnertuba, euphonium, spansk guitar, pibeorgel og sangere) desuden indgå i besætningen.

Barok
År: 1600-1750
Musikere: 30-40

Træblæsere
Messingblæsere
Slagtøj
Tangenter
Strygere
Wienerklassik
År: 1750-1820
Musikere: 50-60

Træblæsere
Messingblæsere
Slagtøj
Strygere
Romantik
År: 1800-1850
Musikere: 70-80

Træblæsere
Messingblæsere
Slagtøj
Harpe
Strygere
Senromantik
År: 1850-1900
Musikere: 70-120

Træblæsere
Messingblæsere
Slagtøj
Tangenter og harpe
Strygere
Moderne tid
År: 1900 og frem
Musikere: 70-130

Træblæsere
Messingblæsere
Slagtøj
Tangenter og harpe
Strygere

Det er ikke unormalt, at en janitshar spiller på flere forskellige slagtøjsinstrumenter, og at træblæsere dublerer et andet musikinstrument. Almindelige dubleringer er tværfløjte og piccolo, obo og engelskhorn, klarinet og basklarinet samt fagot og kontrafagot. Antallet af musikere i orkestret er derfor normalt mindre end antallet af musikinstrumenter.

2. Opstilling
Musikinstrumenterne noteres i separate nodesystemer. Hvis en musiker dublerer et instrument, noteres de to musikinstrumenter dog i samme nodesystem.

Nodesystemerne opstilles lodret under hinanden i rækkefølgen træblæsere, messingblæsere, slagtøj, tangentinstrumenter, harpe og nederst strygere (se oversigt i afsnit 1). Hovedreglen er, at musikinstrumenterne i hver gruppe opstilles efter tonehøjde med de lyseste musikinstrumenter øverst (gælder dog ikke valdhorn, saxofon, slagtøj og tangentinstrumenter).

Opsætning
I partiturets venstre side forbindes nodesystemerne af en lodret linje. For visuelt at adskille instrumentgrupperne omsluttes træblæsere, messingblæsere, pauker, melodisk slagtøj, øvrigt slagtøj og strygere af hver deres klamme (en tyk streg rundt om nodesystemerne):
Klamme i orkesterpartitur
Marimba, tangentinstrumenter og harpe noteres i klaversystemet og omsluttes hver især af en akkolade (en kurvet streg ud for nodesystemerne):
Akkolade i orkesterpartitur
Hvis flere af samme blæse- eller strygeinstrument er noteret i flere nodesystemer, forbindes nodesystemerne af en underklamme (en tynd streg i forlængelse af nodesystemerne):
Underklamme i orkesterpartitur
Både klammer, akkolader og underklammer noteres på alle partitures sider. Taktstreger afbrydes mellem hver klamme og hver akkolade. I mange ældre partiturer benyttes akkolader i stedet for underklammer.

Instrumentangivelser
Til venstre for nodesystemerne angives de tilhørende musikinstrumenter. Instrumentnavnene skrives fuldt ud ved partiturets (og ved hver sats) begyndelse og med forkortelser på partiturets øvrige sider. I nyere partiturer benyttes almindeligvis engelske navne og forkortelser.

Tonearten på transponerende instrumenter angives umiddelbart efter instrumentnavnet. Hvis der indgår flere af samme musikinstrument (strygere undtaget), angives de enkelte musikinstrumenter med fortløbende tal:
Navngivning af musikinstrumenter
Hvis en musiker skal dublere et musikinstrument, angives begge musikinstrumenter ved partiturets (og ved hver sats) begyndelse, eksempelvis Oboe 1 (dbl. Cor Anglais). Når et af de to instrumenter tages i brug, skrives instrumentnavnet med fed skrift over nodesystemet - og forkortelsen til venstre for nodesystemet ændres tilsvarende.

Se følgende komplette orkesterpartitur (pdf), og bemærk opstillingen af nodesystemerne.
Skriftlig øvelse Skriftlig øvelse 19
I ældre partiturer bruges ofte italiensk og tysk som sprog. Oversæt navnene på musikinstrumenterne i de følgende tre partiturer til dansk. Brug oversigten over instrumentnavne til hjælp. Giv efterfølgende et bud på, hvilken musikhistorisk periode (afsnit 1) instrumentationen tilhører.

Der findes løsninger til alle øvelser her.

3. Notation
Transponerende musikinstrumenter
En række af symfoniorkestrets musikinstrumenter er transponerende, hvilket vil sige, at de klinger i en anden tonehøjde, end de noteres. I en standard orkesterbesætning (afsnit 1) omfatter det:
Musikinstrument Klinger
Piccolo en oktav over noteret
Engelskhorn en kvint under noteret
Klarinet (Bb) en stor sekund under noteret
Basklarinet (Bb) - noteret i f-nøglen en stor sekund under noteret
Basklarinet (Bb) - noteret i g-nøglen en stor none under noteret
Kontrafagot en oktav under noteret
Valdhorn (F) en kvint under noteret
Trompet (Bb) en stor sekund under noteret
Klokkespil to oktaver over noteret
Xylofon to oktaver over noteret
Celeste en oktav over noteret
Kontrabas en oktav under noteret

En klarinet stemt i Bb skal således noteres i D-dur, hvis den egentlige toneart er C-dur. Et valdhorn stemt i F skal noteres i G-dur, hvis den egentlige toneart er C-dur.

Klarinet, basklarinet, valdhorn og trompet findes stemt i flere forskellige tonearter, og derfor skal disse musikinstrumenters toneart angives. I nyere musik anvendes almindeligvis de herover angivne tonearter. Engelskhorn er altid stemt i F. Piccolo, kontrafagot, klokkespil, xylofon, celeste og kontrabas er altid stemt i C. Se en komplet liste over transponerende musikinstrumenter her.

I en standard orkesterbesætning (afsnit 1) er følgende musikinstrumenter ikke-transponerende:
  • tværfløjte, obo og fagot
  • basun, basbasun og tuba
  • pauker, rørklokker, vibrafon og marimba
  • klaver, pibeorgel, cembalo og harpe
  • violin, bratsch og cello.

I et transponeret partitur (engelsk: Transposed Score) er musikinstrumenterne noteret, som de transponerer. I et C-partitur (engelsk: Score in C) er musikinstrumenterne noteret, som de klinger. Oktavtransponerende instrumenter noteres dog altid transponeret for så vidt muligt at undgå brugen af mange bilinjer. Se et eksempel på et transponeret partitur (pdf) og et C-partitur (pdf).

Dirigenter foretrækker almindeligvis et transponeret partitur, da dirigenten og musikerne derved har en fælles forståelse af toneart og tonenavne. Musikerne spiller altid efter transponerede noder. Komponister, arrangører og musikproducere foretrækker almindeligvis et C-partitur, da det giver et let læseligt overblik over stemmernes indbyrdes harmonier.

Nodesystemer og nøgler
Alle musikinstrumenterne noteres med almindelige nodeværdier og pauser og gængse tegn og symboler. Træblæsere, messingblæsere, strygere, pauker, rørklokker, klokkespil, xylofon og vibrafon noteres i et nodesystem med fem nodelinjer. Ustemt slagtøj noteres i et nodesystem med én nodelinje. Marimba, tangentinstrumenter og harpe noteres i klaversystemet.

Musikinstrumenterne noteres ved brug af følgende nøgler:
  • Træblæsere: Piccolo, fløjte, obo, engelskhorn, klarinet og basklarinet (g-nøgle). Fagot og kontrafagot (f-nøgle eller sjældnere tenornøgle).
  • Messingblæsere: Valdhorn (g-nøgle eller sjældnere f-nøgle). Trompet (g-nøgle). Basun, basbasun og tuba (f-nøgle).
  • Slagtøj: Pauker (f-nøgle). Ustemt slagtøj (slagtøjsnøgle). Rørklokker, klokkespil, xylofon og vibrafon (g-nøgle). Marimba (klaversystem).
  • Tangentinstrumenter og harpe: Alle musikinstrumenter (klaversystem).
  • Strygere: Violin (g-nøgle). Bratsch (altnøgle eller sjældnere g-nøgle). Cello (f-nøgle eller sjældnere tenornøgle eller g-nøgle). Kontrabas (f-nøgle).

De alternative og mere sjældne nøgler (til fagot, kontrafagot, valdhorn, bratsch og cello) benyttes med henblik på at undgå brugen af mange bilinjer. Ved korte passager med mange bilinjer ændres nøglen dog normalt ikke, da nøgleskift forringer læsbarheden.

Faste fortegn
Af historiske årsager og læsemæssige hensyn noteres pauker altid uden brug af faste fortegn. Det samme gælder i klassisk musik for valdhorn og trompet. I nyere tid er mange dog begyndt at notere faste fortegn for især trompeten.

Transponerende musikinstrumenter, der ikke er stemt i C, noteres i en anden toneart end musikstykkets egentlige toneart. De tilhørende faste fortegn ændres almindeligvis tilsvarende, så brugen af løse fortegn så vidt muligt undgås: (Symphony No. 5)
Transponerende instrumenter i orkesterpartitur

Sammenskrivning af blæseinstrumenter
Af pladsmæssige hensyn sammenskrives flere blæseinstrumenter ofte i et fælles nodesystem. En sammenskrivning er mulig, hvis stemmerne tilhører samme instrumentgruppe, hvis stemmerne benytter samme nøgle, og hvis stemmerne noteres i samme toneart. Som regel sammenskrives stemmer, der spilles af identiske musikinstrumenter.

Stemmerne noteres så vidt muligt med ensrettet nodehals. Rytmisk uafhængige stemmer noteres med modsatrettet nodehals. Fællestoner noteres med både opadgående og nedadgående nodehals, eller med enkelt nodehals og teksten a 2 (for to musikere), a 3 (for tre musikere), osv.: (Symphonie Fantastique)
Sammenskrivning af blæseinstrumenter

En enkeltstående melodilinje i et fælles nodesystem, der kun spilles af én musiker, angives med et tal tilsvarende musikerens stemmenummer: 1. (musiker 1), 2. (musiker 2), osv. Hvis to forskellige musikinstrumenter er sammenskrevet i nodesystemet, angives instrumentnavnet i stedet.

Sammenskrivning af slagtøjsinstrumenter
Slagtøjsinstrumenter sammenskrives normalt ikke i et fælles nodesystem. Nogle sammenskriver dog slagtøjsinstrumenter i et femlinjet nodesystem, hvor instrumenterne noteres på individuelle nodelinjer. Nodernes instrumentale tilhørsforhold angives med fed skrift over nodesystemet.

Sammenskrivning af strygere
Hver instrumentgruppe (Violin I, Violin II, Bratsch, Cello, Kontrabas) noteres så vidt muligt i et fælles nodesystem. Flerstemmige passager noteres om muligt med ensrettet nodehals, eventuelt suppleret med teksten div. (divisi, opdelt) eller div. a 2 (opdelt i to), div. a 3 (opdelt i tre), osv. Den skriftlige angivelse er egentlig overflødig, idet gruppen som udgangspunkt deler sig op ved flerstemmige passager. Nogle bruger dog angivelsen for en sikkerheds skyld: (Symphony No. 9)
Sammenskrivning af strygere

I tilfælde, hvor musikerne hver især skal spille flere toner samtidigt (en teknik kaldet dobbeltgreb), skrives non div. (non divisi, ikke opdelt) over nodesystemet.

Enstemmige passager noteres med enkelt nodehals, eventuelt suppleret med teksten unis. (unison). Den skriftlige angivelse er også her overflødig, idet hele gruppen som udgangspunkt spiller med på enstemmige passager. Nogle bruger dog angivelsen for en sikkerheds skyld.

Enstemmige passager, der kun spilles af nogle musikere, angives med følgende engelske eller italienske tekst: Solo eller Sola (kun koncertmesteren), 1 desk eller div. da leggi 1 (en nodepult = to musikere), 2 desks eller div. da leggi 2 (to nodepulte = fire musikere), osv. Teksten tutti angiver efterfølgende, at hele gruppen skal spille med.

Udeladelse af nodesystemer
Hvis et eller flere musikinstrumenter holder pause i længere tid, kan man eventuelt udelade de tilhørende nodesystemer fra den pågældende del af partituret. Fordelen kan da være, at der i en del af partituret er plads til to eller flere linjer af nodesystemer på hver side, og at sidetallet derved reduceres. Ved begyndelsen på hver sats bør alle nodesystemer være synlige, så det fremgår tydeligt, hvilke musikinstrumenter der medvirker i satsen.

Improviserede soloer
Improviserede soloer forekommer kun sjældent i orkestersammenhæng. Læs om notation af soloer i artiklen om bigbandpartituret.
Skriftlig øvelse Skriftlig øvelse 20
I denne øvelse skal du omskrive et transponeret partitur til et C-partitur. Læs eventuelt artiklen om transponerende instrumenter, før du begynder øvelsen.
Skriftlig øvelse Skriftlig øvelse 21
  1. Lyt til et kort lydeksempel fra Helios Overture her:
  2. Lyt til lydeksemplet igen, og følg samtidig med i orkesterpartituret:
  3. Aflæs tonerne i orkesterpartituret, og skriv akkorderne med becifringer. Der er to akkorder i hver takt. Ikke alle akkorder er helt entydige.
    Bemærk nøglerne og de faste fortegn. Akkordernes bastoner spilles af fagot og kontrabas. Valdhorn (F) klinger en kvint under noteret. Klarinet (A) klinger en lille terts under noteret.

4. Formalia
Følgende angivelser skal indgå i et orkesterpartitur (se nodeeksempel):

Faktuelle oplysninger
Værktitel, komponist, en eventuel arrangør og et eventuelt opus nummer angives på partiturets første side, eventuelt på en selvstændig titelside. Årstal for kompositionen og andet, der kan være relevant i forhold til fremførelsen og forståelsen af musikstykket, kan eventuelt tilføjes.

I partiturer til større symfoniske værker indgår følgende oplysninger desuden ofte:
  • en angivelse af, om partituret er et transponeret partitur eller et C-partitur
  • indholdsfortegnelse over værkets satser
  • varigheden af hver enkelt sats i minutter og varigheden af det samlede værk
  • liste over musikinstrumenter, der indgår i værket - herunder antallet af hvert musikinstrument (strygere undtaget) og tonearten på transponerende instrumenter. Dubleringer angives i parentes, eksempelvis Oboe 1 (dbl. English Horn).

Karakter og tempo
Musikstykkets karakter og tempo angives i begyndelsen af noderne over øverste nodesystem, over strygersektionen og i store partiturer også over slagtøjssektionen. Ved begyndelsen på en ny sats og ved eventuelle karakter- og temposkift skrives angivelserne på ny.

I klassisk musik bruges almindeligvis italienske karakter- og tempobetegnelser. I rytmisk musik bruges tilsvarende engelske betegnelser. I nyere musik erstattes eller suppleres tempobetegnelsen ofte med en præcis angivelse af antal taktslag per minut.

Tempoforskydninger suppleres almindeligvis med en indikation af det efterfølgende tempo - ofte med en præcis angivelse af antal taktslag per minut eller med teksten a tempo: (Symphony No. 2)
Tempoforskydning i orkesterpartitur

Nøgler og faste fortegn
Nøglen og eventuelle faste fortegn noteres i begyndelsen af hvert nodesystem efter alle linjeskift. Ved nøgleskift og ved modulationer noteres henholdsvis nøgle og faste fortegn på ny.

Taktart
Taktarten noteres i begyndelsen af hvert nodesystem (efter nøglen og eventuelle faste fortegn) på partiturets første side. Ved begyndelsen på en ny sats og ved eventuelle taktartsskift noteres taktarten på ny.

Dynamik
Dynamik angives under hvert nodesystem. I klaversystemet (til marimba, tangentinstrumenter og harpe) skrives angivelserne mellem de to nodesystemer. Crescendoer og diminuendoer efterfølges normalt af en dynamikangivelse, der indikerer det nye dynamiske niveau: (Symphony No. 6)
Dynamikangivelser i orkesterpartitur

Fraseringstegn
Fraseringsbuer kan benyttes til at tydeliggøre, hvornår en melodisk frase starter og slutter.
Typisk trækker blæserne vejr mellem to fraser og ved pauser i noden. Hvis blæserne skal trække vejr bestemte steder, angives det med kommaer i noden.

Spilleteknikker
Spilleteknikker, eksempelvis growling og pizzicato, angives med kursiv tekst over de enkelte nodesystemer. Læs om spilleteknikker på de forskellige musikinstrumenter her.

Øvebogstaver
Øvebogstaver adskiller passager i et partitur med fortløbende bogstaver (A, B, C, osv.), så musikerne og dirigenten nemmere kan orientere sig i noderne under indstuderingen. Bogstaverne noteres over øverste nodesystem, over strygersektionen og i store partiturer også over slagtøjssektionen - omkring hver 10. til 40. takt afhængig af, hvor de naturlige afsnitsopdelinger i noden forekommer. Det kan eksempelvis være ved indtrædelsen af et nyt tema og ved skift i dynamik, instrumentation eller sværhedsgrad.

Man noterer kun sjældent et øvebogstav i begyndelsen af noderne (første takt), fordi det er nemmere blot at referere til dette punkt som "fra begyndelsen". I tilfælde hvor bogstaverne A-Z ikke er nok (Æ, Ø og Å benyttes ikke), begynder man efter Z forfra med Aa, Bb, Cc, osv. I meget lange partiturer, hvor to gange alfabetet ikke er nok, benyttes i stedet øvenumre fra 1 og opefter. Rækken af øvebogstaver eller øvenumre fortsættes ved overgangen til en ny sats.

Taktstreger
Ved modulationer og ved øvebogstaver noteres en dobbelt taktstreg. Ved musikstykkets slutning og ved slutningen på hver enkelt sats noteres en slut taktstreg.

Repetitionstegn
Hvis et længere afsnit skal udføres to eller flere gange, benyttes så vidt muligt repetitionstegn til at springe i noden. Mange gentagelser og spring i noden giver dog risiko for, at musikerne mister overblikket, og derfor må man nøje overveje brugen af repetitionstegn.

Takttal og sidetal
Takttal angives over øverste nodesystem efter alle linjeskift. Ved begyndelsen på en ny sats startes takttallene forfra fra nummer 1. Sidetal angives øverst eller nederst på alle partiturets sider.

Separationstegn
Separationstegn benyttes ofte til at tydeliggøre, at en partiturside indeholder flere forskellige linjer af nodesystemer. Seperationstegnene noteres i partiturets venstre side: (Symphony No. 2)
Separationstegn i orkesterpartitur

Afvigelser fra gængs notation
Eventuelle afvigelser fra gængs notation forklares på en indledende side før partiturets begyndelse.

Skriftlig øvelse Skriftlig øvelse 22
Udvælg et af de tre partiturer herunder, og prøv om du kan finde alle de herover nævnte angivelser i partituret:

5. Udskrift i stemmer
Orkesterpartituret benyttes af orkestrets dirigent, fordi det giver et samlet overblik over alle stemmer. Musikerne i orkestret benytter ikke orkesterpartituret men i stedet individuelle nodeark, såkaldte enkeltstemmer. Orkesterpartituret skal derfor udskrives i stemmer, hvilket vil sige, at det skal opdeles i en række korte nodeark beregnet hver musiker i orkestret.

Træblæsere, messingblæsere, pauker, tangentinstrumenter og harpe udskrives på individuelle nodeark (én stemme på hvert nodeark). Også stemmer, der af pladsmæssige hensyn er sammenskrevet i et fælles nodesystem, udskrives på individuelle nodeark.

Slagtøjsinstrumenter udskrives på individuelle nodeark (én stemme på hvert nodeark). Hvis én musiker spiller flere forskellige slagtøjsinstrumenter, udskrives disse dog på samme nodeark (og så vidt muligt i samme nodesystem, med tydelig angivelse af nodernes instrumentale tilhørsforhold).

Strygere udskrives med en instrumentgruppe (Violin I, Violin II, Bratsch, Cello og Kontrabas) på hvert nodeark. I tilfælde hvor en instrumentgruppe spiller flere forskellige stemmer, noteres stemmerne så vidt muligt i samme nodesystem (om nødvendigt med modsatrettet nodehals). Man kan eventuelt veksle mellem at benytte enkelt nodesystem (når instrumentgruppen spiller unisont) og flere nodesystemer (når instrumentgruppen spiller flerstemmigt).

De fleste nodeprogrammer kan automatisk udskrive et partitur i enkeltstemmer. Man bør dog sikre sig, at enkeltstemmerne er transponeret korrekt (afsnit 3), og at alle relevante oplysninger (afsnit 4) fremgår i hver enkeltstemme.
Lytteøvelse Lytteøvelse 31
  1. Lyt til et lydeksempel fra Symphony No. 5 her:
  2. Lyt til lydeksemplet igen, og følg samtidig med i hver af de følgende tre enkeltstemmer:
  3. Bemærk brugen af flertakters pauser og cues (beskrevet herunder). Flertakters pauser og cues noteres kun i enkeltstemmerne - aldrig i orkesterpartituret.

Flertakters pauser
En pause på to eller flere takter noteres med en flertakters pause. Flertakters pauser må ikke krydse (og dermed skjule) øvebogstaver, taktartsskift, temposkift og karakterskift.

En pause på en hel (eller næsten en hel) sats noteres med et tacet, ofte suppleret med en skriftlig angivelse af pausens varighed, eksempelvis Tacet to end of movement (214 bars):
Tacet i orkesterpartitur
Hvis et tacet skjuler relevante informationer om taktart, karakter, tempo eller dynamik, skal informationerne angives ved ophøret af tacet, såfremt de fortsat er gældende.

Cues
I komplekse musikstykker, hvor det kan være svært for musikerne at bevare overblikket, indsætter man ofte cues i noderne. Et cue er et kort citat fra en stemme, der indsættes i en anden stemme for at hjælpe den pågældende musiker med at orientere sig i noderne i forhold til den klingende musik. Cues noteres med stiknoder og suppleres med en angivelse af, hvilket musikinstrument i orkestret der spiller det angivne cue: (Symphony No. 4)
Cue i orkesterpartitur

Cues benyttes typisk, hvis der forekommer en lang pause i en stemme, som gør det vanskeligt for musikeren efterfølgende at falde ind på det rette tidspunkt. Ved at notere et kort cue før musikeren skal falde ind, giver man musikeren noget konkret klangligt at orientere sig efter. Efter meget lange pauser bør cuet være tilsvarende længere, så musikeren har god tid til at orientere sig i noden. Det er vigtigt, at cuet er tydeligt hørbart for den pågældende musiker.

Cues noteres i samme transposition som noderne i det nodesystem, de står noteret i. Til violin skal alle cues således noteres, som de klinger, idet violinen er et ikke-transponerende instrument. Over eller under alle cues noteres separate pauser, der tydeliggør at den egentlige stemme holder pause. For at få bedre plads til pauserne og for at øge læsbarheden kan man eventuelt oktavere cuet eller ændre retningen på nodehalsene i cuet.

Sideskift
Under en indstudering springer musikerne ofte frem og tilbage i partituret og øver enkeltvise afsnit. Hvis der undervejs i partituret er foretaget ændringer i karakter, tempo, dynamik eller spillestil, kan man eventuelt angive disse ændringer ved begyndelsen på alle efterfølgende sider, så musikerne altid har alle væsentlige oplysninger stående, uanset hvilke afsnit af partituret de øver.

Hvis en enkeltstemme fylder mere end to sider, er det vigtigt, at musikeren har tid til at skifte side under fremførelsen. Hver anden side (begyndende fra siden, der efter indbinding af partituret, er placeret til højre) bør derfor så vidt muligt afsluttes, når der forekommer en pause i stemmen. Om nødvendigt kan en side afsluttes allerede efter få systemer. Hvis en musiker skal spille omgående efter et sideskift, angives det med teksten V.S. umiddelbart inden sideskiftet: (Jurassic Park)
Volti Subito i orkesterpartitur

Udskrift på papir
Orkesterpartituret og alle enkeltstemmer skal udskrives dobbeltsidet, dvs. med print på begge sider af papiret. En enkeltstemme kan dog udskrives enkeltsidet, hvis den ikke overskrider to sider.

Enkeltstemmer udskrives i A4-format eller i det lidt større B4-format. Mange foretrækker B4. Orkesterpartituret udskrives i B4- eller A3-format, afhængigt af antallet af nodesystemer på hver partiturside. I lande, der benytter nordamerikanske papirstørrelser (USA, Canada og Mexico), udskrives enkeltstemmer almindeligvis i størrelsen 10 x 13 inches, alternativt op til 11 x 14 inches. Orkesterpartituret udskrives i 11 x 14 inches eller sjældnere 11 x 17 inches.

I enkeltstemmer bør nodesystemerne have en størrelse på mellem 7,0 og 8,5 millimeter (målt fra nederste til øverste nodelinje). Særligt basunister, janitsharer, harpenister og strygere har behov for store nodesystemer og en tydelig læsbar tekst, grundet deres afstand til nodestativet. I orkesterpartituret bør nodesystemerne ikke være mindre end 4 millimeter.

Almindeligvis benyttes 100 grams offset papir til udskrift. Tyndere papirtyper kan støje ved sideskift og giver desuden risiko for, at noderne på bagsiden af papiret kan ses gennem forsiden.

Orkesterpartituret og hver enkeltstemme skal indbindes på en sådan måde, at noderne kan ligge flat på nodestativet uden at klappe sammen. En af følgende tre indbindingsmetoder anbefales:
  • Partitursiderne udskrives sammenhængende to og to, foldes på midten som et hæfte, og klipses sammen langs ryggen.
  • Partitursiderne udskrives enkeltvist og indbindes med en plastik- eller metalspiral. Det er vigtigt, at der benyttes en rigtig spiral (coil binding) og ikke en "spiral" med individuelle ringe, der hver især foldes omkring sideryggen (comb binding). Sidstnævnte kan skabe støj ved sideskift, og de bagerste sider kan desuden nemt falde ud af indbindingen.
  • Partitursiderne udskrives enkeltvist og tapes sammen med kirurgisk tape (eller en lignende fleksibel tape). For- og bagside tapes sammen langs ryggen, og de øvrige sider tapes enkeltvist fast mellem de to sider.

Enkeltstemmer kan eventuelt udleveres som løsark, hvis stemmerne ikke overskrider to sider. Strygerne deles om et nodeark to og to. Alle andre musikere skal have et nodeark hver.
Et orkesterpartitur er en oversigt over alle stemmer i en komposition for orkester. Se et eksempel på et orkesterpartitur her (pdf), og lyt samtidig til musikken.

Indhold

1. Besætning
Et orkester er en større gruppe af musikere, der samarbejder om at fremføre et stykke musik, normalt under ledelse af en dirigent. Den mest fremtrædende orkestertype er symfoniorkestret, men strygeorkestret, kammerorkestret, harmoniorkestret, messingorkestret og tamburkorpset er også almindeligt udbredt. En mindre gruppe af musikere kaldes normalt et band.

Symfoniorkestrets besætning er blevet forøget over tid. Det fremgår af nedenstående opstilling over udviklingen siden 1600-tallet. Fra romantikken og frem kan besætningen variere meget, og opstillingen er derfor meget generaliserende. Der findes symfoniorkestre i mange størrelser, og alt efter behov kan mere specielle musikinstrumenter desuden indgå i besætningen.

Barok
År: 1600-1750
Musikere: 30-40

Træblæsere
Messingblæsere
Slagtøj
Tangenter
Strygere
Wienerklassik
År: 1750-1820
Musikere: 50-60

Træblæsere
Messingblæsere
Slagtøj
Strygere
Romantik
År: 1800-1850
Musikere: 70-80

Træblæsere
Messingblæsere
Slagtøj
Harpe
Strygere
Senromantik
År: 1850-1900
Musikere: 70-120

Træblæsere
Messingblæsere
Slagtøj
Tangenter og harpe
Strygere
Moderne tid
År: 1900 og frem
Musikere: 70-130

Træblæsere
Messingblæsere
Slagtøj
Tangenter og harpe
Strygere

2. Opstilling
Musikinstrumenterne noteres i separate nodesystemer. Nodesystemerne opstilles lodret under hinanden i rækkefølgen træblæsere, messingblæsere, slagtøj, tangentinstrumenter, harpe og nederst strygere (se oversigt i afsnit 1). Hovedreglen er, at musikinstrumenterne i hver gruppe opstilles efter tonehøjde med de lyseste musikinstrumenter øverst.

Opsætning
I partiturets venstre side forbindes nodesystemerne af en lodret linje. For visuelt at adskille instrumentgrupperne omsluttes træblæsere, messingblæsere, pauker, melodisk slagtøj, øvrigt slagtøj og strygere af hver deres klamme (en tyk streg rundt om nodesystemerne):
Klamme i orkesterpartitur
Marimba, tangentinstrumenter og harpe noteres i klaversystemet og omsluttes hver især af en akkolade (en kurvet streg ud for nodesystemerne):
Akkolade i orkesterpartitur
Hvis flere af samme blæse- eller strygeinstrument er noteret i flere nodesystemer, forbindes nodesystemerne af en underklamme (en tynd streg i forlængelse af nodesystemerne):
Underklamme i orkesterpartitur
Instrumentangivelser
Til venstre for nodesystemerne angives de tilhørende musikinstrumenter. Instrumentnavnene skrives fuldt ud ved partiturets begyndelse og med forkortelser på partiturets øvrige sider. I nyere partiturer benyttes almindeligvis engelske navne og forkortelser.

Tonearten på transponerende instrumenter angives efter instrumentnavnet, og antallet af musikinstrumenter (strygere undtaget) angives med fortløbende tal:
Navngivning af musikinstrumenter
Se følgende komplette orkesterpartitur (pdf), og bemærk opstillingen af nodesystemerne.
Skriftlig øvelse Skriftlig øvelse 19
I ældre partiturer bruges ofte italiensk og tysk som sprog. Oversæt navnene på musikinstrumenterne i de følgende tre partiturer til dansk. Brug oversigten over instrumentnavne til hjælp.

Der findes løsninger til alle øvelser her.

3. Notation
Transponerende musikinstrumenter
En række af symfoniorkestrets musikinstrumenter er transponerende, hvilket vil sige, at de klinger i en anden tonehøjde, end de noteres. I en standard orkesterbesætning (afsnit 1) omfatter det:
Musikinstrument Klinger
Piccolo en oktav over noteret
Engelskhorn en kvint under noteret
Klarinet (Bb) en stor sekund under noteret
Basklarinet (Bb) - noteret i f-nøglen en stor sekund under noteret
Basklarinet (Bb) - noteret i g-nøglen en stor none under noteret
Kontrafagot en oktav under noteret
Valdhorn (F) en kvint under noteret
Trompet (Bb) en stor sekund under noteret
Klokkespil to oktaver over noteret
Xylofon to oktaver over noteret
Celeste en oktav over noteret
Kontrabas en oktav under noteret

En klarinet stemt i Bb skal således noteres i D-dur, hvis den egentlige toneart er C-dur. Et valdhorn stemt i F skal noteres i G-dur, hvis den egentlige toneart er C-dur.

Klarinet, basklarinet, valdhorn og trompet findes stemt i flere forskellige tonearter, og derfor skal disse musikinstrumenters toneart angives. Engelskhorn er altid stemt i F. Piccolo, kontrafagot, klokkespil, xylofon, celeste og kontrabas er altid stemt i C. Se en komplet liste over transponerende musikinstrumenter her.

I en standard orkesterbesætning (afsnit 1) er følgende musikinstrumenter ikke-transponerende:
  • tværfløjte, obo og fagot
  • basun, basbasun og tuba
  • pauker, rørklokker, vibrafon og marimba
  • klaver, pibeorgel, cembalo og harpe
  • violin, bratsch og cello.

I et transponeret partitur (engelsk: Transposed Score) er musikinstrumenterne noteret, som de transponerer. I et C-partitur (engelsk: Score in C) er musikinstrumenterne noteret, som de klinger. Oktavtransponerende instrumenter noteres dog altid transponeret for så vidt muligt at undgå brugen af mange bilinjer. Se et eksempel på et transponeret partitur (pdf) og et C-partitur (pdf).

Dirigenter foretrækker almindeligvis et transponeret partitur, da dirigenten og musikerne derved har en fælles forståelse af toneart og tonenavne. Musikerne spiller altid efter transponerede noder. Komponister, arrangører og musikproducere foretrækker almindeligvis et C-partitur, da det giver et let læseligt overblik over stemmernes indbyrdes harmonier.

Nodesystemer og nøgler
Alle musikinstrumenterne noteres med almindelige nodeværdier og pauser og gængse tegn og symboler. Træblæsere, messingblæsere, strygere, pauker, rørklokker, klokkespil, xylofon og vibrafon noteres i et nodesystem med fem nodelinjer. Ustemt slagtøj noteres i et nodesystem med én nodelinje. Marimba, tangentinstrumenter og harpe noteres i klaversystemet.

Musikinstrumenterne noteres almindeligvis ved brug af følgende nøgler:
  • Træblæsere: Piccolo, fløjte, obo, engelskhorn, klarinet og basklarinet (g-nøgle). Fagot og kontrafagot (f-nøgle).
  • Messingblæsere: Valdhorn (g-nøgle). Trompet (g-nøgle). Basun, basbasun og tuba (f-nøgle).
  • Slagtøj: Pauker (f-nøgle). Ustemt slagtøj (slagtøjsnøgle). Rørklokker, klokkespil, xylofon og vibrafon (g-nøgle). Marimba (klaversystem).
  • Tangentinstrumenter og harpe: Alle musikinstrumenter (klaversystem).
  • Strygere: Violin (g-nøgle). Bratsch (altnøgle). Cello (f-nøgle). Kontrabas (f-nøgle).

Faste fortegn
Af historiske årsager og læsemæssige hensyn noteres pauker altid uden brug af faste fortegn. Det samme gælder i klassisk musik for valdhorn og trompet. I nyere tid er mange dog begyndt at notere faste fortegn for især trompeten.

Transponerende musikinstrumenter, der ikke er stemt i C, noteres i en anden toneart end musikstykkets egentlige toneart. De tilhørende faste fortegn ændres almindeligvis tilsvarende, så brugen af løse fortegn så vidt muligt undgås: (Symphony No. 5)
Transponerende instrumenter i orkesterpartitur

Øvebogstaver
Øvebogstaver adskiller passager i et partitur med fortløbende bogstaver (A, B, C, osv.), så musikerne og dirigenten nemmere kan orientere sig i noderne under indstuderingen. Bogstaverne noteres over øverste nodesystem, over strygersektionen og i store partiturer også over slagtøjssektionen.

Skriftlig øvelse Skriftlig øvelse 20
I denne øvelse skal du omskrive et transponeret partitur til et C-partitur. Læs eventuelt artiklen om transponerende instrumenter, før du begynder øvelsen.
Skriftlig øvelse Skriftlig øvelse 21
  1. Lyt til et kort lydeksempel fra Helios Overture her:
  2. Lyt til lydeksemplet igen, og følg samtidig med i orkesterpartituret:
  3. Aflæs tonerne i orkesterpartituret, og skriv akkorderne med becifringer. Der er to akkorder i hver takt. Ikke alle akkorder er helt entydige.
    Bemærk nøglerne og de faste fortegn. Akkordernes bastoner spilles af fagot og kontrabas. Valdhorn (F) klinger en kvint under noteret. Klarinet (A) klinger en lille terts under noteret.

5. Udskrift i stemmer
Orkesterpartituret benyttes af orkestrets dirigent, fordi det giver et samlet overblik over alle stemmer. Musikerne i orkestret benytter ikke orkesterpartituret men i stedet individuelle nodeark, såkaldte enkeltstemmer. Orkesterpartituret skal derfor udskrives i stemmer, hvilket vil sige, at det skal opdeles i en række korte nodeark beregnet hver musiker i orkestret.
Lytteøvelse Lytteøvelse 31
  1. Lyt til et lydeksempel fra Symphony No. 5 her:
  2. Lyt til lydeksemplet igen, og følg samtidig med i hver af de følgende tre enkeltstemmer:
  3. Bemærk brugen af flertakters pauser og cues (beskrevet herunder). Flertakters pauser og cues noteres kun i enkeltstemmerne - aldrig i orkesterpartituret.

Flertakters pauser
En pause på to eller flere takter noteres med en flertakters pause. En pause på en hel (eller næsten en hel) sats noteres med et tacet, ofte suppleret med en skriftlig angivelse af pausens varighed, eksempelvis Tacet to end of movement (214 bars):
Tacet i orkesterpartitur
Cues
I komplekse musikstykker, hvor det kan være svært for musikerne at bevare overblikket, indsætter man ofte cues i noderne. Et cue er et kort citat fra en stemme, der indsættes i en anden stemme for at hjælpe den pågældende musiker med at orientere sig i noderne i forhold til den klingende musik. Cues noteres med stiknoder og suppleres med en angivelse af, hvilket musikinstrument i orkestret der spiller det angivne cue: (Symphony No. 4)
Cue i orkesterpartitur