Et orkesterpartitur er en nodeoversigt over alle stemmer i en komposition for orkester. Se et eksempel på et orkesterpartitur her (pdf) og lyt samtidig til musikken.

Indhold
1.  Besætning
2.  Opstilling
3.  Notation
4.  Formalia
5.  Udskrift i stemmer

1. Besætning
En orkester er en større gruppe af musikere, der samarbejder om at fremføre et stykke musik, normalt under ledelse af en dirigent. Den mest fremtrædende orkestertype er symfoniorkestret, men også strygeorkestret, kammerorkestret, harmoniorkestret, messingorkestret og tamburkorpset er relativt almindeligt. En mindre gruppe af musikere kaldes normalt et band.

Symfoniorkestrets besætning har udviklet sig over tid og kan generelt set deles ind i fire epoker:
  • Weinerklassik, 1750-1820. (berømte komponister: Mozart, Beethoven og Haydn)
  • Tidlig-/højromantik, 1790-1850. (berømte komponister: Brahms, Dvořák og Tchaikovsky)
  • Senromantik,1850-1890. (berømte komponister: Wagner, Mahler og Stravinsky)
  • Moderne tid, 1900-nu. (berømte komponister: Aaron Copland, Philip Glass og John Williams)

I wienerklassikken var symfoniorkestrets besætning meget standardiseret, og den blev kun sjældent ændret. I romantikken og frem til moderne tid blev besætningen løbende udvidet, og det blev samtidig mere almindeligt, at komponisterne håndplukkede præcis de musikinstrumenter, de ønskede skulle indgå i deres kompositioner. I dag betragtes det moderne symfoniorkester som standardiseret. Musikinstrumenter angivet i parentes indgår ikke altid i besætningen:

Wienerklassik
År: 1750-1820
Musikere: 44-46

Træblæsere
Messingblæsere
Slagtøj
Strygere
Tidlig-/højromantik
År: 1790-1850
Musikere: 70-85

Træblæsere
Messingblæsere
Slagtøj
Harpe
Strygere
Senromantik
År: 1850-1890
Musikere: 90-120

Træblæsere
Messingblæsere
Slagtøj
Harpe og tangenter
Strygere
Moderne tid
År: 1900-nu
Musikere: 90-130

Træblæsere
Messingblæsere
Slagtøj
Harpe, tangenter og kor
Strygere

2. Opstilling
Rækkefølge
Hver instrumentstemme noteres som udgangspunkt i et separat nodesystem. Nodesystemerne opstilles lodret under hinanden i rækkefølgen træblæsere, messingblæsere, slagtøj, harper, tangentinstrumenter og nederst strygere. Rækkefølgen på de enkelte musikinstrumenter i hver gruppe fremgår af listen nederst i afsnit 1 og af nodeeksemplet herunder til højre (klik på billedet for stor udgave). Hovedreglen er, at musikinstrumenterne opstilles efter tonehøjde, sådan at musikinstrumentet med den lyseste tonehøjde står noteret øverst i sin instrumentgruppe. Undtagelser herfor er valdhorn, saxofon og slagtøjsinstrumenter.

Hvis en musiker dublerer et musikinstrument, noteres musikinstrumentet ikke i et separat nodesystem, men i det nodesystem som tilhører musikerens hovedinstrument. Hvis 1. oboisten eksempelvis spiller engelskhorn - enten gennem hele musikstykket eller i en passage heraf - skal engelskhornet noteres i nodesystemet til Obo 1.

Navne
Før partiturets begyndelse angives en liste over alle de musikinstrumenter, der indgår i musikstykket (i alle satser). Antallet af hver type musikinstrument (strygerne dog undtaget) og tonearten på transponerende musikinstrumenter skal fremgå. Hvis en musiker dublerer et musikinstrument, angives dette i parentes, eksempelvis med teksten "Oboe 1 (dbl. Engelskhorn)". Det kan med fordel fremgå af listen, hvor mange slagtøjsspillere det minimum er nødvendigt at have til rådighed.

På partiturets første side angives det ved hvert nodesystems begyndelse, hvilket musikinstrument der skal spille den pågældende instrumentstemme. Hvis flere musikinstrumenter deler samme nodesystem (strygerne dog undtaget), skal antallet af musikinstrumenter angives ud for nodesystemet, eksempelvis med teksten "3 Trompeter i C, "Basun I, II" eller "Horn 3 & 4". Tonearten på transponerende musikinstrumenter skal desuden fremgå af angivelsen.

På partiturets øvrige sider angives en forkortelse af musikinstrumenternes navne ud for hvert nodesystems begyndelse. Forkortelsen kan eventuelt inkludere tonearten på transponerende musikinstrumenter, og antallet af musikinstrumenter hvis flere musikinstrumenter deles om samme nodesystem. Ved begyndelsen på en ny sats, skal alle instrumentnavne på ny skrives fuldt ud til venstre for nodesystemets begyndelse.
Al tekst i partituret skrives som regel på enten engelsk eller italiensk, men også danske, franske, tyske, spanske og russiske betegnelser bliver benyttet.

Dansk navn Engelsk navn Engelsk forkortelse
Piccolofløjte Piccolo Picc.
Tværfløjte Flute Fl.
Obo Oboe Ob.
Engelskhorn English Horn E.H.
Klarinet Clarinet Cl.
Fagot Bassoon Bsn.
Valdhorn Horn Hn.
Trompet Trumpet Tpt.
Basun Trombone Tbn.
Basbasun Bass trombone B. Tbn.
Tuba Tuba Tba.
Pauker Timpani Timp.
Lilletromme Snare drum S.D.
Stortromme Bass drum B.D.
Håndbækkener Cymbals Cym.
Gongong Tam-tam T.-t.
Triangel Triangle Tri.
Tamburin Tambourine Tamb.
Klokkespil Glockenspiel Glock
Celeste Celesta Cel.
Xylofon Xylophone Xyl.
Klaver Piano Pno.
Harpe Harp Hp.
Violin Violin Vln.
Bratsch Viola Vla.
Cello Cello Vc.
Kontrabas Contrabass Cb.
Opstilling af orkesterpartitur

Se en komplet liste over musikinstrumenternes navne og forkortelser her.

Hvis en musiker dublerer et musikinstrument, angives navnene på begge musikinstrumenter ved nodesystemets begyndelse, eksempelvis med teksten "Obo (dbl. Engelskhorn)". Hvis det dublerede musikinstrument først tages i brug i en senere sats i musikstykket, kan man vente med at angive det dublerede musikinstrument til begyndelsen på den pågældende sats. Umiddelbart over første takt skrives navnet på det musikinstrument, musikeren skal starte med at spille på. I det øjeblik musikeren skal skifte musikinstrument skrives "Change to [navn på musikinstrument]" umiddelbart over nodesystemet.

Linjer
I venstre side forbindes alle nodesystemerne af en tynd, lodret linje. Træblæserne, messingblæserne, paukerne, de øvrige slagtøjsinstrumenter, og strygerne omsluttes desuden af hver deres klamme (en tyk, sort linje), som indikerer, at nodesystemerne tilhører samme instrumentgruppe. Hvis én musiker gør brug af to nodesystemer, skal nodesystemerne omsluttes af en akkolade (en buet, sort linje), som indikerer, at noderne i de to nodesystemer spilles samtidigt og af samme person. Akkoladen benyttes blandt andet til notation af harpe og klaver.

Hvis flere musikere med samme type musikinstrument benytter to eller flere nodesystemer, forbindes nodesystemerne af en underklamme (en tynd streg i forlængelse af nodesystemerne). I nodeeksemplet herover til højre er der benyttet en underklamme til notation af fløjter, oboer, fagotter, valdhorn, basuner og violiner. I nogle ældre partiturer benyttes akkoladen i stedet for en underklamme.

Både klammerne, akkoladerne og den tynde, lodrette linje skal noteres ved begyndelsen af nodesystemerne på alle partitures sider.

Taktstreger går ikke lodret ned gennem hele partituret men brydes op mellem hver instrumentgruppe, dvs. mellem træblæsere, messingblæsere, pauker, øvrige slagtøjsinstrumenter, hvert tangentinstrument og strygere.

Nodesystemer
Hvis et eller flere musikinstrumenter holder pause i længere tid, foretrækker nogle nodeudgivere at udelade disse musikinstrumenters nodesystemer fra den pågældende del af partituret, frem for at have nodesystemerne stående tomme (med pauser). Når alle musikinstrumenter spiller samtidigt, kan en linje af nodesystemer fylde en hel side, og når kun nogle få af musikinstrumenterne spiller samtidigt, kan en linje af nodesystemer fylde en halv side eller mindre. Fordelen er da, at der i sidstnævnte tilfælde er plads til to eller flere linjer af nodesystemer på samme partiturside, og at partituret derved fylder færre sider end ellers.
De fleste dirigenter foretrækker dog at have alle nodesystemer stående på alle sider, sådan at opsætningen af nodesystemer er ens på alle partiturets sider. Derved er det nemmere for dirigenten at bevare et overblik over partituret.
Skriftlig øvelse Skriftlig øvelse 13
I denne øvelse skal du oversætte navnene på en række musikinstrumenter fra italiensk, engelsk og tysk til dansk. Brug oversigten over musikinstrumenternes navne til hjælp.
Oversæt musikinstrumenternes navne fra følgende tre orkesterpartiturer:
Partitur 1 - Italiensk
Partitur 2 - Engelsk
Partitur 3 - Tysk
Hent løsning (pdf)

3. Notation
Transponerende instrumenter
En række af symfoniorkestrets musikinstrumenter er transponerende instrumenter, hvilket vil sige, at de klinger i en anden tonehøjde, end de noteres i:
Musikinstrument Transposition
Piccolo Oktav over noteret
Engelskhorn Ren kvint under noteret
Klarinet i B Stor sekund under noteret
Klarinet i A Lille terts under noteret
Basklarinet i B (i f-nøglen) Stor sekund under noteret
Basklarinet i B (i g-nøglen) Stor none under noteret
Kontrafagot Oktav under noteret
Sopransaxofon Stor sekund under noteret
Altsaxofon Stor sekst under noteret
Tenorsaxofon Stor none under noteret
Barytonsaxofon Oktav + stor sekst under noteret
Valdhorn i F Ren kvint under noteret
Valdhorn i E Stor sekst under noteret
Trompet i B Stor sekund under noteret
Flygelhorn Stor sekund under noteret
Euphonium Stor sekund under noteret
Baritone (i g-nøglen) Stor none under noteret
Wagnertuba i F Ren kvint under noteret
Wagnertuba i B Stor sekund under noteret
Klokkespil To oktaver over noteret
Xylofon To oktaverover noteret
Celeste Oktav over noteret
Kontrabas Oktav under noteret

En række af musikinstrumenterne findes i mange forskellige stemninger, og de er derfor ikke alle præsenteret i skemaet herover. Eksempelvis findes trompeten både stemt i B, C, D, E, E, F, G og A. Læs mere i artiklen om transponerende instrumenter.

Følgende musikinstrumenter er ikke-transponerende:
  • Tværfløjte, Obo, Fagot
  • Valdhorn i C, Trompet i C, Basun, Basbasun, Baritone (i f-nøglen), Euphonium (i g-nøglen), Tuba
  • Pauker, Marimba, Vibrafon, Rørklokker
  • Harpe, Klaver, Pibeorgel, Cembalo, Kor
  • Violin, Bratsch, Cello

Hvis musikinstrumenterne er noteret, som de transponerer, kaldes partituret et transponeret partitur (på engelsk: Transposed Score). Hvis musikinstrumenterne er noteret, som de klinger, kaldes partituret et C-partitur eller et klangpartitur (på engelsk: Score in C). Piccolo, kontrafagot, klokkespil, xylofon, celeste og kontrabas noteres altid transponeret - også i et C-partitur - idet en notation i klang kræver brug af uhensigtsmæssigt mange bilinjer. Se et eksempel på et C-partitur og et transponeret partitur.

Nodeark der benyttes af musikerne i bigbandet er altid transponeret. Dirigentens partitur kan være enten i klang eller transponeret. De fleste dirigenter foretrækker at have et transponeret partitur, sådan at noderne er identiske med dem, musikerne har. Derved har dirigent og musikere en fælles forståelse af toneart og tonenavne, og det kan være en hjælp under indstuderingen.

De fleste nodeprogrammer kan automatisk transponere et partitur. I praksis indskriver man derfor ofte noderne i klang og lader til slut nodeprogrammet om at transponere stemmerne.

Notation af musikinstrumenter
Alle musikinstrumenter noteres med noder, uden brug af becifring. Træblæsere, messingblæsere og strygere noteres i et nodesystem med fem nodelinjer. Harpe og tangentinstrumenter noteres i klaversystemet.
Slagtøj der kan frembringe toner noteres i et nodesystem med fem nodelinjer. Slagtøj der ikke kan frembringe toner noteres i et forenklet nodesystem med mellem en og tre nodelinjer - alternativt på individuelle nodelinjer i et eller flere fælles nodesystemer med fem nodelinjer. I sidstnævnte tilfælde er det da vigtigt, at det fremgår tydeligt, hvilket musikinstrument der spiller hvilke noder.

I et transponeret partitur benytter alle musikinstrumenter g-nøglen, med undtagelse af følgende:
  • Basklarinet: G-nøgle eller sjældnere f-nøgle
  • Fagot og kontrafagot: F-nøgle eller sjældnere tenornøgle
  • Valdhorn: G-nøgle eller sjældnere f-nøgle
  • Basun: F-nøgle
  • Tuba: F-nøgle
  • Bratsch: Altnøgle eller g-nøgle
  • Cello: F-nøgle eller sjældnere tenornøgle eller g-nøgle
  • Kontrabas: F-nøgle
  • Pauker: F-nøgle
  • Harpe og tangentinstrumenter: Klaversystemet (g-nøgle og f-nøgle)
  • Slagtøj (uden toner): Slagtøjsnøgle

For de musikinstrumenter der benytter mere end en nøgle er reglen, at man vælger den nøgle, hvori stemmen kan noteres ved brug af færrest bilinjer.

I et C-partitur benyttes de samme nøgler som i et transponeret partitur, med undtagelse af følgende:
  • Tenorsaxofon: G-nøgle eller f-nøgle
  • Barytonsaxofon: F-nøgle
  • Basklarinet: F-nøgle
  • Baritone: F-nøgle

Det er vigtigt, at hver enkelt instrumentstemme ikke overskrider det pågældende musikinstruments ambitus. Derfor er det nødvendigt at kende til de forskellige musikinstrumenter og deres ambitus, inden man begiver sig ud i at notere deres stemmer.

Af historiske årsager og læsemæssige hensyn noteres pauker altid uden faste fortegn I stedet indsættes løse fortegn i noderne. I klassisk musik noteres også valdhorn og trompet ofte uden faste fortegn. I nyere tid er flere udgivere dog begyndt at notere faste fortegn til især trompeten.

Flere stemmer i samme nodesystem
Af pladsmæssige hensyn noteres to eller flere stemmer ofte i samme nodesystem. En sammenskrivning er mulig, hvis stemmerne benytter samme nøgle, hvis stemmerne ikke transponerer forskelligt, og hvis stemmernes individuelle nodesystemer er beliggende umiddelbart over hinanden i partituret. I praksis sammenskriver man derfor oftest stemmer tilhørende samme type musikinstrument.

For træblæsere og messingblæsere gælder det, at hvis stemmerne er rytmisk identiske, noteres de med nodehalsen i samme retning. I modsat fald, hvis stemmerne er rytmisk uafhængige, noteres de med modsatrettet nodehals, sådan at den lyseste stemme har opadgående nodehals, og den dybeste stemme nedadgående nodehals.
Fællestoner noteres med både opadgående og nedadgående nodehals, eller med enkelt nodehals og teksten "unis." (unison) skrevet over nodesystemet. Alternativt kan teksten "a 2" (af begge musikere) eller "a 3" (af alle tre musikere) benyttes.
En enkeltstående tone eller melodilinje, der kun skal spilles af én musiker, angives med følgende tekst:
  • "Solo", "I." eller "1.". (spilles af musiker 1)
  • "II." eller "2.". (spilles af musiker 2)
  • "III." eller "3.". (spilles af musiker 3)
Alternativt kan tonen eller melodilinjen noteres som i tilfældet med modsatrettet nodehals, men hvor den modsatte stemme er erstattet af pauser. Nodehalsenes retning (opadgående elller nedadgående) angiver, hvilken musiker (1 eller 2) der skal spille melodilinjen, mens pauserne angiver, at den anden musiker skal holde pause.

Slagtøjsinstrumenter noteres normalt kun i et fælles nodesystem, hvis de skal spilles af en og samme musiker. Slagtøjsinstrumenter kan spilles af samme musiker, hvis de indtræder forskudt af hinanden, og hvis forskydningen er stor nok til, at musikeren kan nå at skifte til det nye musikinstrument. Det skal med tydelig tekst over nodesystemet angives, når slagtøjsspilleren skal skifte musikinstrument. Alternativt kan hvert musikinstrument konsekvent noteres på bestemte nodelinjer i nodesystemet, og i starten af noden angives en oversigt over nodelinjernes tilhørsforhold.

En strygergruppe (Violin I, Violin II, Bratsch, Cello, Kontrabas) veksler ofte mellem at spille enstemmigt (unisont) og flerstemmigt. Flerstemmige passager noteres så vidt muligt i samme nodesystem, enten med enkelt nodehals eller med modsatrettet nodehals. Kun i tilfælde hvor stemmerne er så komplekse, at de ikke kan sammenskrives i ét nodesystem benyttes flere nodesystemer.
Nogle udgivere markerer flerstemmige passager med teksten "divisi" eller "div." over nodesystemet - ved tostemmige og trestemmige passager alternativt med teksten "div. a 2" og "div. a 3". Teksten gør opmærksom på, at strygerne skal dele sig ud i stemmer, og at de ikke skal gøre brug af en teknik kaldet dobbeltgreb, hvor de hver især spiller flere toner samtidigt. Angivelsen er dog overflødig, idet en strygergruppe som udgangspunkt deler sig ud i stemmer ved flerstemmige passager. Hvis en flerstemmig passage skal spilles ved brug af dobbeltgreb, noteres det med teksten "non divisi" eller "non div." over nodesystemet.
Fællestoner noteres med enkelt nodehals. Nogle udgivere markerer enstemmige passager med teksten "unis." (unison) over nodesystemet, for at gøre opmærksom på at tonen eller melodilinjen skal spilles af alle musikere i strygergruppen. Denne angivelse er dog også overflødig, idet hele strygergruppen som udgangspunkt spiller med på enkeltstående toner og melodilinjer.
Hvis en enkeltstående melodilinje kun skal spilles af nogle musikere i strygergruppen, angives det med følgende tekst:
  • "Solo" eller "Sola". (kun koncertmesteren)
  • "1 desk" eller "div. da leggi 1". (en nodepult = to musikere)
  • "2 desks" eller "div. da leggi 2". (to nodepulte = fire musikere), osv.

Notation af improviserede soloer
Improviserede soloer forekommer kun meget sjældent i orkestersammenhæng. Læs om notation af soloer i artiklen om bigbandpartituret.
Skriftlig øvelse Skriftlig øvelse 14
I denne øvelse skal du overføre instrumentstemmer fra et transponeret partitur til et C-partitur. Du kan med fordel læse artiklen om transponerende instrumenter, inden du gennemfører øvelsen.
Hent øvelse (pdf)
Hent løsning (pdf)

4. Formalia
Et orkesterpartitur skal være forsynet med alle nedenstående angivelser. De enkelte angivelser er markeret med rød farve i nodeeksemplerne.

Indledende bemærkninger (nodeeksempel)
Værktitel, komponist og arrangør angives på partiturets første side, eventuelt på en selvstændig titelside. Årstal for kompositionen og andet der kan være relevant i forhold til fremførelsen og forståelsen af musikstykket kan eventuelt tilføjes. Varigheden af hver sats (i minutter) og en samlet varighed af hele musikstykket kan desuden angives. Hvis komponisten har angivet et opus nummer, skrives dette efter værktitlen, eksempelvis "Symphony No. 1 in C minor, Op. 11".
Under værktitlen angives det, om partituret er transponeret (Transposed Score, på dansk Transponeret partitur), eller om det er noteret i klang (Score in C, på dansk C-partitur).

Tempo og karakter (nodeeksempel)
Musikstykkets tempo og karakter angives ved begyndelsen af noderne på partiturets første side, både umiddelbart over øverste nodesystem og over nodesystemet til Violin I. Engelske, italienske, tyske, franske eller danske betegnelser kan benyttes.
I klassisk musik angives tempoet typisk med italienske tempobetegnelser. I rytmisk musik benyttes typisk engelske betegnelser. I begge tilfælde bør tempoangivelsen suppleres med en præcis angivelse af antal taktslag per minut.
I klassisk musik angives musikstykkets karakter som regel med italienske betegnelser. I rytmisk musik angives musikstykkets karakter med engelske betegnelser som eksempelvis Swing feel, Bright Latin, Bossa Nova og Straight Ballad.
Ved begyndelsen på en ny sats skal tempo og karakter angives på ny.

Taktart (nodeeksempel)
Taktarten angives ved begyndelsen af noderne på partiturets første side. Taktarten angives igen ved begyndelsen på en ny sats.

Nøgler og faste fortegn
Nøgler og eventuelle faste fortegn angives ved begyndelsen af hvert nodesystem på alle partiturets sider.

Takttal og sidetal (nodeeksempel)
Takttal angives over øverste nodesystem ved begyndelsen på hver side. I dirigentpartituret kan takttal eventuelt angives ved hver takt over øverste nodesystem. Ved begyndelsen på en ny sats begynder takttallene forfra fra nummer 1. Sidetal angives øverst eller nederst på hver af partiturets sider.

Øvebogstaver (nodeeksempel)
Øvebogstaver adskiller passager i et partitur med fortløbende bogstaver (A, B, C, osv.), sådan at musikerne og dirigenten nemmere kan orientere sig i noderne under indstuderingen. Bogstaverne noteres både umiddelbart over øverste nodesystem og over nodesystemet til Violin 1 - omkring hver 10. til 30. takt, afhængigt af hvor de naturlige afsnitsopdelinger i noden forekommer. Det kan eksempelvis være ved indtrædelsen af et nyt tema og ved skift i dynamik, instrumentation eller sværhedsgrad.
Man placerer kun sjældent et øvebogstav i begyndelsen af noderne (første takt), fordi det er nemmere blot at referere til dette punkt som "fra begyndelsen".
I tilfælde hvor bogstaverne A-Z ikke er nok (de danske bogstaver Æ, Ø og Å benyttes ikke), begynder man efter Z forfra med Aa, Bb, Cc osv. I meget lange partiturer, hvor to gange alfabetet ikke er nok, benyttes i stedet øvenumre fra 1 og opefter. Ved overgangen til en ny sats fortsættes rækken af øvebogstaver (uden at starte forfra fra A).
Der bruges aldrig betegnelser såsom vers, bro og omkvæd.

Separationstegn
Separationstegn kan benyttes til at tydeliggøre, at en partiturside indeholder flere forskellige linjer af nodesystemer. Tegnet noteres mellem de to linjer:
Separationstegn

Taktstreger (nodeeksempel)
Dobbelte taktstreger noteres ved modulationer og ved forekomsten af øvebogstaver. Slut taktstreger noteres ved slutningen af noderne på partiturets sidste side samt ved afslutningen på hver enkelt sats.

Spilleteknikker
Spilleteknikker noteres med tekst over nodesystemet, eventuelt omkranset af en firkant for tydeliggørelsens skyld. Spilleteknikker omfatter blandt andet dæmpning af blæsere, growling og pizzicato.

Dynamikangivelser og tempoforskydninger (nodeeksempel)
Dynamikangivelser og tempoforskydninger angives under hvert nodesystem. I klaversystemet indsættes angivelserne mellem de to nodesystemer. Ved crescendoer og diminuendoer skal det fremgå tydeligt, hvilket dynamisk niveau der er udgangspunkt og endestation.
Ved tempoforskydninger hvor et nyt tempo efterfølgende gøres gældende over en længere passage, bør det nye tempo angives med en præcis angivelse af antal taktslag per minut:
Tempoforskydning

Fraseringstegn (nodeeksempel)
Fraseringsbuer kan benyttes til at tydeliggøre, hvornår en melodisk frase starter og slutter.
På blæseinstrumenter foregår vejrtrækning typisk mellem to fraser og ved pauser i melodien. Hvis musikerne skal trække vejr bestemte steder, kan det angives med kommaer i noden.

Repetitionstegn (nodeeksempel)
Hvis et længere afsnit skal udføres to eller flere gange benyttes så vidt muligt repetitionstegn til at springe i noden. Kun sjældent noteres flere identiske afsnit i samme partitur. For mange gentagelser og spring i noden giver dog risiko for, at musikerne mister overblikket, og der kan nemt opstå fejl, hvis musikerne skal lede flere sider tilbage i noden for at finde et segno-tegn eller et gentagelsestegn.

Afvigelser fra gængs notation
Hvis der i partituret benyttes afvigelser fra gængs nodenotation, skal en forklaring heraf indsættes på en indledende side inden partiturets begyndelse.

5. Udskrift i stemmer
Orkesterpartituret benyttes af orkestrets dirigent, fordi det giver et samlet overblik over alle musikinstrumenterne og deres stemmer. Musikerne i orkestret benytter ikke orkesterpartituret men i stedet individuelle nodeark, såkaldte enkeltstemmer. Orkesterpartituret skal derfor skrives ud i stemmer, hvilket vil sige, at det skal opdeles i en række korte individuelle nodeark beregnet til hver musiker i orkestret.

Træblæsere, messingblæsere, pauker, harpe og keyboards udskrives i én stemme på hvert nodeark. Også stemmer der af pladsmæssige hensyn er indskrevet i samme nodesystem i dirigentpartituret skal udskrives i individuelle nodeark.

Slagtøjsinstrumenter udskrives også i én stemme på hvert nodeark. Hvis to eller flere slagtøjsinstrumenter kan spilles af en og samme musiker, udskrives disse dog i samme nodesystem på samme nodeark. Det skal da fremgå tydeligt over nodesystemet, hvilket musikinstrument der skal spille hvilke noder.

Korstemmer udskrives i et korpartitur, dvs. i et samlet nodeark hvor alle korstemmerne fremgår.

Strygere udskrives i en gruppe (Violin I, Violin II, Bratsch, Cello, Kontrabas) på hvert nodeark. Det gælder også i tilfælde, hvor en gruppe spiller flere forskellige stemmer. De forskellige stemmer noteres som udgangspunkt i samme nodesystem med nodehalsene i samme retning. Hvis stemmerne er rytmisk uafhængige kan de noteres med modsatrettet nodehals eller indskrives i hver sit nodesystem. Enkeltstemmen til en gruppe af strygere kan således veksle mellem at benytte et nodesystem (når strygerne spiller unisont eller spiller flere rytmisk identiske stemmer) og flere sammenbundne nodesystemer (når strygerne spiller rytmisk uafhængige stemmer).

Se et eksempel på en enkeltstemme til Fagot, Pauker, Violin I og Kontrabas. Flere eksempler findes på hjemmesiden imslp.org (enkeltstemmer hedder her parts, da siden er på engelsk).

De fleste nodeprogrammer kan automatisk skrive et partitur ud i stemmer. Efterfølgende bør man dog tjekke efter, dels om alle musikinstrumenter er transponeret korrekt (se afsnit 3), og dels om alle relevante oplysninger og angivelser (se afsnit 4) fremgår på hvert nodeark.

Flertakters pauser
Lange pauser over flere takter noteres med flertakters pauser. Flertakters pauser må ikke krydse (og skjule) øvebogstaver, taktartsskift og temposkift.

En pause der varer en hel sats eller næsten en hel sats noteres med en tacet angivelse. Angivelsen kan være suppleret med en kort forklarende tekst, der fortæller, hvor lang pausen er, eksempelvis "Tacet to end of movement (213 bars)" eller "Tacet to bar 176":
Tacet i orkesterpartitur
Hvis tacet angivelsen skjuler vigtige informationer som temposkift, taktartsskift, karakterskift eller eller skift i spilleteknik, er det vigtigt, at disse informationer - såfremt de også gælder for efterfølgende noder - noteres ved tacet angivelsens afslutning.
Flertakters pauser og tacet angivelser noteres kun i enkeltstemmerne og ikke i dirigentpartituret.

Cues
I komplekse partiturer, hvor det kan være svært for musikerne at bevare overblikket, indsætter man ofte cues i noderne. Et cue er et kort citat fra en instrumentstemme, der indsættes i en anden instrumentstemme for at hjælpe den pågældende musiker med at orientere sig i noderne i forhold til den klingende musik. Cues noteres med stiknoder og suppleres med en angivelse af, hvilket instrument i orkestret der spiller det angivne cue:
Cue i orkesterpartitur
Cues benyttes typisk, hvis der forekommer en lang pause i en stemme, som efterfølgende gør det vanskeligt for musikeren at falde ind på det rette tidspunkt. Ved at notere et cue et par takter før musikeren skal falde ind, giver man musikeren noget konkret at lytte efter, som kan give en indikation af tidspunktet for musikerens indtræden. Det er derfor vigtigt, at cuet er tydeligt hørbart for den pågældende musiker. Hvis pausen er meget lang, bør cuet være tilsvarende længere, sådan at musikeren har god tid til gøre sig klar til sin indtræden.

Cues noteres altid i samme transposition som det musikinstrument, hvis nodesystem de er noteret i. I en violinstemme skal alle cues således noteres ikke-transponeret, idet violinen er et ikke-transponerende musikinstrument. Nodehalsene bør vende i samme retning, uanset stiknodernes placering, sådan at cuet adskilles tydeligt fra hovedstemmen. For yderligere at adskille cuet fra hovedstemmen suppleres cuet med separate pauser, angivende at hovedstemmen holder pause (i nodeeksemplet herover benyttes to helpauser). For at undgå brugen af mange bilinjer kan cuet eventuelt transponeres en eller flere oktaver op eller ned.
Cues noteres kun i enkeltstemmerne og ikke i dirigentpartituret.

Sideskift
Under en indstudering springer man ofte frem og tilbage i partituret og spiller enkeltvise afsnit. Hvis der undervejs i partituret er indsat temposkift, karakterskift, solospil, spilleteknikker eller instrumentskift, bør disse derfor - såfremt de stadigvæk er gældende - angives i parentes ved begyndelsen på hver ny side i partituret. Både i enkeltstemmerne og i dirigentpartituret. Derved skal musikerne og dirigenten ikke lede flere sider tilbage i partituret for at finde frem til vigtige informationer.

Hvis en enkeltstemme fylder mere end to sider, er det vigtigt, at musikeren har tid til at skifte side under fremførelsen. Hver anden side (begyndende fra siden der ved udskrift og efterfølgende indbinding er placeret til højre) bør derfor så vidt muligt afsluttes, når der forekommer en længere pause i stemmen. Om nødvendigt kan en side afsluttes allerede efter få systemlinjer.
Hvis en musiker skal spille omgående efter et sideskift, angives det med teksten V.S. i noden umiddelbart inden sideskiftet.

Udskrift på papir
Dirigentpartituret og alle enkeltstemmer skal udskrives dobbeltsidet, dvs. med print på begge sider af papiret. En enkeltstemme kan dog udskrives enkeltsidet, hvis den ikke overskrider to sider.

Enkeltstemmer udskrives normalt i A4-format eller i det lidt større B4-format. De fleste foretrækker B4. Dirigentpartituret udskrives i B4- eller A3-format, afhængigt af antallet af nodesystemer på hver partiturside.
I USA, Canada og Mexico (lande der benytter nordamerikanske papirstørrelser) udskrives enkeltstemmer normalt i størrelsen 10 x 13 inches, alternativt op til 11 x 14 inches. Dirigentpartituret udskrives i 11 x 17 inches eller oftere i 11 x 14 inches.

I enkeltstemmer bør nodesystemerne have en størrelse på mellem 7,0 og 8,5 millimeter (målt fra nederste til øverste nodelinje). Særligt basunister, slagtøjsspillere, harpenister og strygere har - grundet deres afstand til nodestativet - behov for store nodesystemer og en tydelig læsbar tekst. I dirigentpartituret bør nodesystemerne ikke være mindre end 4 millimeter.

Almindeligvis benyttes 100 grams offset papir til udskrift. Tyndere papirtyper kan støje ved sideskift og kan give risiko for, at noderne på bagsiden af papiret kan ses igennem forsiden.

Dirigentpartituret og enkeltstemmer skal indbindes på en sådan måde, at noderne kan ligge flat på nodestativet uden at klappe sammen. En af følgende tre indbindingsmetoder anbefales:
  • Partitursiderne udskrives sammenhængende to og to, foldes på midten som et hæfte og klipses sammen langs ryggen.
  • Partitursiderne udskrives enkeltvist og indbindes med en plastik- eller metalspiral. Det er vigtigt, at der benyttes en spiral (coil binding) og ikke en "spiral" bestående af en række individuelle ringe der hver især foldes omkring sideryggen (comb binding). Sidstnævnte kan skabe støj ved sideskift, og de bagerste sider kan nemt falde ud af partituret.
  • Partitursiderne udskrives enkeltvist og tapes sammen med kirurgisk tape (eller en lignende fleksibel tape). For- og bagside tapes sammen langs ryggen, og de øvrige sider tapes enkeltvist fast imellem de to sider.

Enkeltstemmer kan eventuelt udleveres som løsark, hvis stemmerne ikke overskrider to sider.
Strygerne deles om et nodeark to og to. Alle andre musikere skal have et nodeark hver.
Et orkesterpartitur er en nodeoversigt over alle stemmer i en komposition for orkester. Se et eksempel på et orkesterpartitur her (pdf) og lyt samtidig til musikken.

Indhold

1. Besætning
En orkester er en større gruppe af musikere, der samarbejder om at fremføre et stykke musik, normalt under ledelse af en dirigent. Den mest fremtrædende orkestertype er symfoniorkestret, men også strygeorkestret, kammerorkestret, harmoniorkestret, messingorkestret og tamburkorpset er relativt almindeligt. En mindre gruppe af musikere kaldes normalt et band.

Symfoniorkestrets besætning har udviklet sig over tid og kan generelt set deles ind i fire epoker:
  • Weinerklassik, 1750-1820. (berømte komponister: Mozart, Beethoven og Haydn)
  • Tidlig-/højromantik, 1790-1850. (berømte komponister: Brahms, Dvořák og Tchaikovsky)
  • Senromantik,1850-1890. (berømte komponister: Wagner, Mahler og Stravinsky)
  • Moderne tid, 1900-nu. (berømte komponister: Aaron Copland, Philip Glass og John Williams)

Musikinstrumenter angivet i parentes indgår ikke altid i besætningen:

Wienerklassik
År: 1750-1820
Musikere: 44-46

Træblæsere
Messingblæsere
Slagtøj
Strygere
Tidlig-/højromantik
År: 1790-1850
Musikere: 70-85

Træblæsere
Messingblæsere
Slagtøj
Harpe
Strygere
Senromantik
År: 1850-1890
Musikere: 90-120

Træblæsere
Messingblæsere
Slagtøj
Harpe og tangenter
Strygere
Moderne tid
År: 1900-nu
Musikere: 90-130

Træblæsere
Messingblæsere
Slagtøj
Harpe, tangenter og kor
Strygere

2. Opstilling
Rækkefølge
Hver instrumentstemme noteres som udgangspunkt i et separat nodesystem. Nodesystemerne opstilles lodret under hinanden i rækkefølgen træblæsere, messingblæsere, slagtøj, harper, tangentinstrumenter og nederst strygere. Rækkefølgen på de enkelte musikinstrumenter i hver gruppe fremgår af listen nederst i afsnit 1 og af nodeeksemplet herunder til højre (klik på billedet for stor udgave).

Navne
Før partiturets begyndelse angives en liste over alle de musikinstrumenter, der indgår i musikstykket (i alle satser). Antallet af hver type musikinstrument (strygerne dog undtaget) og tonearten på transponerende musikinstrumenter skal fremgå. Hvis en musiker dublerer et musikinstrument, angives dette i parentes, eksempelvis med teksten "Oboe 1 (dbl. Engelskhorn)".

På partiturets første side angives det ved hvert nodesystems begyndelse, hvilket musikinstrument der skal spille den pågældende instrumentstemme. Hvis flere musikinstrumenter deler samme nodesystem (strygerne dog undtaget), skal antallet af musikinstrumenter angives ud for nodesystemet, eksempelvis med teksten "3 Trompeter i C, "Basun I, II" eller "Horn 3 & 4".

På partiturets øvrige sider angives en forkortelse af musikinstrumenternes navne ud for hvert nodesystems begyndelse.
Al tekst i partituret skrives som regel på enten engelsk eller italiensk, men også danske, franske, tyske, spanske og russiske betegnelser bliver benyttet.

Dansk navn Engelsk navn Engelsk forkortelse
Piccolofløjte Piccolo Picc.
Tværfløjte Flute Fl.
Obo Oboe Ob.
Engelskhorn English Horn E.H.
Klarinet Clarinet Cl.
Fagot Bassoon Bsn.
Valdhorn Horn Hn.
Trompet Trumpet Tpt.
Basun Trombone Tbn.
Basbasun Bass trombone B. Tbn.
Tuba Tuba Tba.
Pauker Timpani Timp.
Lilletromme Snare drum S.D.
Stortromme Bass drum B.D.
Håndbækkener Cymbals Cym.
Gongong Tam-tam T.-t.
Triangel Triangle Tri.
Tamburin Tambourine Tamb.
Klokkespil Glockenspiel Glock
Celeste Celesta Cel.
Xylofon Xylophone Xyl.
Klaver Piano Pno.
Harpe Harp Hp.
Violin Violin Vln.
Bratsch Viola Vla.
Cello Cello Vc.
Kontrabas Contrabass Cb.
Opstilling af orkesterpartitur

Se en komplet liste over musikinstrumenternes navne og forkortelser her.

Hvis en musiker dublerer et musikinstrument, angives navnene på begge musikinstrumenter ved nodesystemets begyndelse, eksempelvis med teksten "Obo (dbl. Engelskhorn)". Umiddelbart over første takt skrives navnet på det musikinstrument, musikeren skal starte med at spille på. I det øjeblik musikeren skal skifte musikinstrument skrives "Change to [navn på musikinstrument]" umiddelbart over nodesystemet.

Linjer
I venstre side forbindes alle nodesystemerne af en tynd, lodret linje. Træblæserne, messingblæserne, paukerne, de øvrige slagtøjsinstrumenter, og strygerne omsluttes desuden af hver deres klamme (en tyk, sort linje), som indikerer, at nodesystemerne tilhører samme instrumentgruppe. Hvis én musiker gør brug af to nodesystemer, skal nodesystemerne omsluttes af en akkolade (en buet, sort linje), som indikerer, at noderne i de to nodesystemer spilles samtidigt og af samme person. Akkoladen benyttes blandt andet til notation af harpe og klaver.

Hvis flere musikere med samme type musikinstrument benytter to eller flere nodesystemer, forbindes nodesystemerne af en underklamme (en tynd streg i forlængelse af nodesystemerne). I nodeeksemplet herover til højre er der benyttet en underklamme til notation af fløjter, oboer, fagotter, valdhorn, basuner og violiner. I nogle ældre partiturer benyttes akkoladen i stedet for en underklamme.

Taktstreger går ikke lodret ned gennem hele partituret men brydes op mellem hver instrumentgruppe, dvs. mellem træblæsere, messingblæsere, pauker, øvrige slagtøjsinstrumenter, hvert tangentinstrument og strygere.

Nodesystemer
Hvis et eller flere musikinstrumenter holder pause i længere tid, foretrækker nogle nodeudgivere at udelade disse musikinstrumenters nodesystemer fra den pågældende del af partituret, frem for at have nodesystemerne stående tomme (med pauser). Når alle musikinstrumenter spiller samtidigt, kan en linje af nodesystemer fylde en hel side, og når kun nogle få af musikinstrumenterne spiller samtidigt, kan en linje af nodesystemer fylde en halv side eller mindre. Fordelen er da, at der i sidstnævnte tilfælde er plads til to eller flere linjer af nodesystemer på samme partiturside, og at partituret derved fylder færre sider end ellers.
De fleste dirigenter foretrækker dog at have alle nodesystemer stående på alle sider, sådan at opsætningen af nodesystemer er ens på alle partiturets sider. Derved er det nemmere for dirigenten at bevare et overblik over partituret.
Skriftlig øvelse Skriftlig øvelse 13
I denne øvelse skal du oversætte navnene på en række musikinstrumenter fra italiensk, engelsk og tysk til dansk. Brug oversigten over musikinstrumenternes navne til hjælp.
Oversæt musikinstrumenternes navne fra følgende tre orkesterpartiturer:
Partitur 1 - Italiensk
Partitur 2 - Engelsk
Partitur 3 - Tysk
Hent løsning (pdf)

3. Notation
Transponerende instrumenter
En række af symfoniorkestrets musikinstrumenter er transponerende instrumenter, hvilket vil sige, at de klinger i en anden tonehøjde, end de noteres i. Disse tæller blandt andet Engelskhorn, Klarinet, Basklarinet, Saxofon, Valdhorn, Trompet og Flygelhorn. I partituret kan transponerende musikinstrumenter genkendes ved, at:
  • De er noteret med andre faste fortegn end alle ikke-transponerende instrumenter.
  • Der efter navnet på musikinstrumentet står angivet musikinstrumentets stemte toneart, eksempelvis "Trompet i B".

Læs mere i artiklen om transponerende instrumenter.

Følgende musikinstrumenter er ikke-transponerende:
  • Tværfløjte, Obo, Fagot
  • Valdhorn i C, Trompet i C, Basun, Basbasun, Baritone (i f-nøglen), Euphonium (i g-nøglen), Tuba
  • Pauker, Marimba, Vibrafon, Rørklokker
  • Harpe, Klaver, Pibeorgel, Cembalo, Kor
  • Violin, Bratsch, Cello

Hvis musikinstrumenterne er noteret, som de transponerer, kaldes partituret et transponeret partitur (på engelsk: Transposed Score). Hvis musikinstrumenterne er noteret, som de klinger, kaldes partituret et C-partitur eller et klangpartitur (på engelsk: Score in C). Se et eksempel på et C-partitur og et transponeret partitur.

Nodeark der benyttes af musikerne i bigbandet er altid transponeret. Dirigentens partitur kan være enten i klang eller transponeret. De fleste dirigenter foretrækker at have et transponeret partitur, sådan at noderne er identiske med dem, musikerne har. Derved har dirigent og musikere en fælles forståelse af toneart og tonenavne, og det kan være en hjælp under indstuderingen.

Notation af musikinstrumenter
Alle musikinstrumenter noteres med noder, uden brug af becifring. Træblæsere, messingblæsere og strygere noteres i et nodesystem med fem nodelinjer. Harpe og tangentinstrumenter noteres i klaversystemet.
Slagtøj der kan frembringe toner noteres i et nodesystem med fem nodelinjer. Slagtøj der ikke kan frembringe toner noteres i et forenklet nodesystem med mellem en og tre nodelinjer - alternativt på individuelle nodelinjer i et eller flere fælles nodesystemer med fem nodelinjer. I sidstnævnte tilfælde er det da vigtigt, at det fremgår tydeligt, hvilket musikinstrument der spiller hvilke noder.

Af historiske årsager og læsemæssige hensyn noteres pauker altid uden faste fortegn I stedet indsættes løse fortegn i noderne. I klassisk musik noteres også valdhorn og trompet ofte uden faste fortegn. I nyere tid er flere udgivere dog begyndt at notere faste fortegn til især trompeten.

Flere stemmer i samme nodesystem
Af pladsmæssige hensyn noteres to eller flere stemmer ofte i samme nodesystem. Det gælder især træblæsere, messingblæsere og strygere, men også slagtøjsinstrumenter. Hvis stemmerne er rytmisk identiske, noteres de med nodehalsen i samme retning. I modsat fald, hvis stemmerne er rytmisk uafhængige, noteres de med modsatrettet nodehals, sådan at den lyseste stemme har opadgående nodehals, og den dybeste stemme nedadgående nodehals.
Fællestoner noteres med både opadgående og nedadgående nodehals, eller med enkelt nodehals og teksten "unis." (unison) skrevet over nodesystemet. Alternativt kan teksten "a 2" (af begge musikere) eller "a 3" (af alle tre musikere) benyttes.
En enkeltstående tone eller melodilinje, der kun skal spilles af én musiker, angives med følgende tekst:
  • "Solo", "I." eller "1.". (spilles af musiker 1)
  • "II." eller "2.". (spilles af musiker 2)
  • "III." eller "3.". (spilles af musiker 3)

Øvebogstaver
Øvebogstaver adskiller passager i et partitur med fortløbende bogstaver (A, B, C, osv.), sådan at musikerne og dirigenten nemmere kan orientere sig i noderne under indstuderingen. Bogstaverne noteres både umiddelbart over øverste nodesystem og over nodesystemet til trommerne - omkring hver 10. til 30. takt, afhængigt af hvor de naturlige afsnitsopdelinger i noden forekommer. Det kan eksempelvis være ved indtrædelsen af et nyt tema og ved skift i dynamik, instrumentation eller sværhedsgrad.
Der bruges aldrig betegnelser såsom vers, bro og omkvæd.
Skriftlig øvelse Skriftlig øvelse 14
I denne øvelse skal du overføre instrumentstemmer fra et transponeret partitur til et C-partitur. Du kan med fordel læse artiklen om transponerende instrumenter, inden du gennemfører øvelsen.
Hent øvelse (pdf)
Hent løsning (pdf)

4. Udskrift i stemmer
Orkesterpartituret benyttes af orkestrets dirigent, fordi det giver et samlet overblik over alle musikinstrumenterne og deres stemmer. Musikerne i orkestret benytter ikke orkesterpartituret men i stedet individuelle nodeark, såkaldte enkeltstemmer. Orkesterpartituret skal derfor skrives ud i stemmer, hvilket vil sige, at det skal opdeles i en række korte individuelle nodeark beregnet til hver musiker i orkestret.

Træblæsere, messingblæsere, pauker, harpe og keyboards udskrives i én stemme på hvert nodeark. Også stemmer der af pladsmæssige hensyn er indskrevet i samme nodesystem i dirigentpartituret skal udskrives i individuelle nodeark.

Slagtøjsinstrumenter udskrives også i én stemme på hvert nodeark. Hvis to eller flere slagtøjsinstrumenter kan spilles af en og samme musiker, udskrives disse dog i samme nodesystem på samme nodeark.

Strygere udskrives i en gruppe (Violin I, Violin II, Bratsch, Cello, Kontrabas) på hvert nodeark. Det gælder også i tilfælde, hvor en gruppe spiller flere forskellige stemmer.

Se et eksempel på en enkeltstemme til Fagot, Pauker, Violin I og Kontrabas. Flere eksempler findes på hjemmesiden imslp.org (enkeltstemmer hedder her parts, da siden er på engelsk).

Flertakters pauser
Lange pauser over flere takter noteres med flertakters pauser. Flertakters pauser må ikke krydse (og skjule) øvebogstaver, taktartsskift og temposkift.

Cues
I komplekse partiturer, hvor det kan være svært for musikerne at bevare overblikket, indsætter man ofte cues i noderne. Et cue er et kort citat fra en instrumentstemme, der indsættes i en anden instrumentstemme for at hjælpe den pågældende musiker med at orientere sig i noderne i forhold til den klingende musik. Cues noteres med stiknoder og suppleres med en angivelse af, hvilket instrument i orkestret der spiller det angivne cue:
Cue i orkesterpartitur