Et orkesterpartitur er en oversigt over alle stemmer i en komposition for orkester. Se et eksempel på et orkesterpartitur her (pdf), og lyt samtidig til musikken.

Indhold
1.  Besætning
2.  Opstilling
3.  Notation
4.  Formalia
5.  Udskrift i stemmer

1. Besætning
Et orkester er en større gruppe af musikere, der samarbejder om at fremføre et stykke musik, normalt under ledelse af en dirigent. Den mest fremtrædende orkestertype er symfoniorkestret, men strygeorkestret, kammerorkestret, harmoniorkestret, messingorkestret og tamburkorpset er også almindeligt udbredt. En mindre gruppe af musikere kaldes normalt et band.

Symfoniorkestrets besætning er blevet forøget over tid. Det fremgår af nedenstående opstilling over udviklingen siden 1600-tallet. Fra romantikken og frem kan besætningen variere meget, og opstillingen er derfor meget generaliserende. Der findes symfoniorkestre i mange størrelser, og alt efter behov kan mere specielle musikinstrumenter (især saxofon, kornet, flygelhorn, wagnertuba, euphonium, spansk guitar, pibeorgel og sangere) desuden indgå i besætningen.

Barok
År: 1600-1750
Musikere: 30-40

Træblæsere
Messingblæsere
Slagtøj
Tangenter
Strygere
Wienerklassik
År: 1750-1820
Musikere: 50-60

Træblæsere
Messingblæsere
Slagtøj
Strygere
Romantik
År: 1800-1850
Musikere: 70-80

Træblæsere
Messingblæsere
Slagtøj
Harpe
Strygere
Senromantik
År: 1850-1890
Musikere: 70-120

Træblæsere
Messingblæsere
Slagtøj
Tangenter og harpe
Strygere
Moderne tid
År: 1900 og frem
Musikere: 70-130

Træblæsere
Messingblæsere
Slagtøj
Tangenter og harpe
Strygere

Det er ikke unormalt, at en janitshar spiller på flere forskellige slagtøjsinstrumenter, og at træblæsere dublerer et andet musikinstrument. Almindelige dubleringer er tværfløjte og piccolo, obo og engelskhorn, klarinet og basklarinet samt fagot og kontrafagot. Antallet af musikere i orkestret er derfor normalt mindre end antallet af musikinstrumenter.

2. Opstilling
Musikinstrumenterne noteres i separate nodesystemer. Hvis en musiker dublerer et instrument, noteres de to musikinstrumenter dog i samme nodesystem.

Nodesystemerne opstilles lodret under hinanden i rækkefølgen træblæsere, messingblæsere, slagtøj, tangentinstrumenter, harpe og nederst strygere (se oversigt i afsnit 1). Hovedreglen er, at musikinstrumenterne i hver gruppe opstilles efter tonehøjde med de lyseste musikinstrumenter øverst (gælder dog ikke valdhorn, saxofon, slagtøj og tangentinstrumenter).

Opsætning
I partiturets venstre side forbindes nodesystemerne af en lodret linje. For visuelt at adskille instrumentgrupperne omsluttes træblæsere, messingblæsere, pauker, melodisk slagtøj, øvrigt slagtøj og strygere af hver deres klamme (en tyk streg rundt om nodesystemerne):
Klamme i orkesterpartitur
Marimba, tangentinstrumenter og harpe noteres almindeligvis i klaversystemet og omsluttes hver især af en akkolade (en kurvet streg ud for nodesystemerne):
Akkolade i orkesterpartitur
Hvis flere af samme blæse- eller strygeinstrument er noteret i flere nodesystemer, forbindes nodesystemerne af en underklamme (en tynd streg i forlængelse af nodesystemerne):
Underklamme i orkesterpartitur
Både klammer, akkolader og underklammer noteres på alle partitures sider. Taktstreger afbrydes mellem hver klamme og hver akkolade. I mange ældre (og nogle nyere) partiturer benyttes akkolader i stedet for underklammer.

Instrumentangivelser
Til venstre for nodesystemerne angives de tilhørende musikinstrumenter. Instrumentnavnene skrives fuldt ud ved partiturets (og ved hver sats) begyndelse og med forkortelser på partiturets øvrige sider. I nyere partiturer benyttes almindeligvis engelske navne og forkortelser.

Tonearten på transponerende instrumenter angives umiddelbart efter instrumentnavnet. Hvis der indgår flere af samme musikinstrument (strygere undtaget), angives de enkelte musikinstrumenter med fortløbende tal:
Navngivning af musikinstrumenter
Hvis en musiker dublerer et musikinstrument, angives begge musikinstrumenter ved partiturets (og ved hver sats) begyndelse, eksempelvis Oboe 1 (dbl. Cor Anglais). Når et af de to instrumenter tages i brug, skrives instrumentnavnet med fed skrift over nodesystemet. Forkortelsen til venstre for nodesystemet ændres tilsvarende.

Se følgende komplette orkesterpartitur (pdf), og bemærk opstillingen af nodesystemerne.
Skriftlig øvelse Skriftlig øvelse 19
I ældre partiturer bruges ofte italiensk og tysk som sprog. Oversæt navnene på musikinstrumenterne i de følgende tre partiturer til dansk. Brug oversigten over instrumentnavne til hjælp.

Der findes løsninger til alle øvelser her.

3. Notation
Transponerende instrumenter
En række af symfoniorkestrets musikinstrumenter er transponerende instrumenter, hvilket vil sige, at de klinger i en anden tonehøjde, end de noteres i:
Musikinstrument Transposition
Piccolo Oktav over noteret
Engelskhorn Ren kvint under noteret
Klarinet i B Stor sekund under noteret
Klarinet i A Lille terts under noteret
Basklarinet i B (i f-nøglen) Stor sekund under noteret
Basklarinet i B (i g-nøglen) Stor none under noteret
Kontrafagot Oktav under noteret
Sopransaxofon Stor sekund under noteret
Altsaxofon Stor sekst under noteret
Tenorsaxofon Stor none under noteret
Barytonsaxofon Oktav + stor sekst under noteret
Valdhorn i F Ren kvint under noteret
Valdhorn i E Stor sekst under noteret
Trompet i B Stor sekund under noteret
Flygelhorn Stor sekund under noteret
Euphonium Stor sekund under noteret
Baritone (i g-nøglen) Stor none under noteret
Wagnertuba i F Ren kvint under noteret
Wagnertuba i B Stor sekund under noteret
Klokkespil To oktaver over noteret
Xylofon To oktaverover noteret
Celeste Oktav over noteret
Kontrabas Oktav under noteret

En række af musikinstrumenterne findes i mange forskellige stemninger, og de er derfor ikke alle præsenteret i skemaet herover. Eksempelvis findes trompeten både stemt i B, C, D, E, E, F, G og A. Læs mere i artiklen om transponerende instrumenter.

Følgende musikinstrumenter er ikke-transponerende:
  • Tværfløjte, Obo, Fagot
  • Valdhorn i C, Trompet i C, Basun, Basbasun, Baritone (i f-nøglen), Euphonium (i g-nøglen), Tuba
  • Pauker, Marimba, Vibrafon, Rørklokker
  • Harpe, Klaver, Pibeorgel, Cembalo, Kor
  • Violin, Bratsch, Cello

Hvis musikinstrumenterne er noteret, som de transponerer, kaldes partituret et transponeret partitur (på engelsk: Transposed Score). Hvis musikinstrumenterne er noteret, som de klinger, kaldes partituret et C-partitur eller et klangpartitur (på engelsk: Score in C). Piccolo, kontrafagot, klokkespil, xylofon, celeste og kontrabas noteres altid transponeret - også i et C-partitur - idet en notation i klang kræver brug af uhensigtsmæssigt mange bilinjer. Se et eksempel på et C-partitur og et transponeret partitur.

Nodeark der benyttes af musikerne i bigbandet er altid transponeret. Dirigentens partitur kan være enten i klang eller transponeret. De fleste dirigenter foretrækker at have et transponeret partitur, sådan at noderne er identiske med dem, musikerne har. Derved har dirigent og musikere en fælles forståelse af toneart og tonenavne, og det kan være en hjælp under indstuderingen.

De fleste nodeprogrammer kan automatisk transponere et partitur. I praksis indskriver man derfor ofte noderne i klang og lader til slut nodeprogrammet om at transponere stemmerne.

Notation af musikinstrumenter
Alle musikinstrumenter noteres med noder, uden brug af becifring. Træblæsere, messingblæsere og strygere noteres i et nodesystem med fem nodelinjer. Harpe og tangentinstrumenter noteres i klaversystemet.
Slagtøj der kan frembringe toner noteres i et nodesystem med fem nodelinjer. Slagtøj der ikke kan frembringe toner noteres i et forenklet nodesystem med mellem en og tre nodelinjer - alternativt på individuelle nodelinjer i et eller flere fælles nodesystemer med fem nodelinjer. I sidstnævnte tilfælde er det da vigtigt, at det fremgår tydeligt, hvilket musikinstrument der spiller hvilke noder.

I et transponeret partitur benytter alle musikinstrumenter g-nøglen, med undtagelse af følgende:
  • Basklarinet: G-nøgle eller sjældnere f-nøgle
  • Fagot og kontrafagot: F-nøgle eller sjældnere tenornøgle
  • Valdhorn: G-nøgle eller sjældnere f-nøgle
  • Basun: F-nøgle
  • Tuba: F-nøgle
  • Bratsch: Altnøgle eller g-nøgle
  • Cello: F-nøgle eller sjældnere tenornøgle eller g-nøgle
  • Kontrabas: F-nøgle
  • Pauker: F-nøgle
  • Harpe og tangentinstrumenter: Klaversystemet (g-nøgle og f-nøgle)
  • Slagtøj (uden toner): Slagtøjsnøgle

For de musikinstrumenter der benytter mere end en nøgle er reglen, at man vælger den nøgle, hvori stemmen kan noteres ved brug af færrest bilinjer.

I et C-partitur benyttes de samme nøgler som i et transponeret partitur, med undtagelse af følgende:
  • Tenorsaxofon: G-nøgle eller f-nøgle
  • Barytonsaxofon: F-nøgle
  • Basklarinet: F-nøgle
  • Baritone: F-nøgle

Det er vigtigt, at hver enkelt instrumentstemme ikke overskrider det pågældende musikinstruments ambitus. Derfor er det nødvendigt at kende til de forskellige musikinstrumenter og deres ambitus, inden man begiver sig ud i at notere deres stemmer.

Af historiske årsager og læsemæssige hensyn noteres pauker altid uden faste fortegn I stedet indsættes løse fortegn i noderne. I klassisk musik noteres også valdhorn og trompet ofte uden faste fortegn. I nyere tid er flere udgivere dog begyndt at notere faste fortegn til især trompeten.

Flere stemmer i samme nodesystem
Af pladsmæssige hensyn noteres to eller flere stemmer ofte i samme nodesystem. En sammenskrivning er mulig, hvis stemmerne benytter samme nøgle, hvis stemmerne ikke transponerer forskelligt, og hvis stemmernes individuelle nodesystemer er beliggende umiddelbart over hinanden i partituret. I praksis sammenskriver man derfor oftest stemmer tilhørende samme type musikinstrument.

For træblæsere og messingblæsere gælder det, at hvis stemmerne er rytmisk identiske, noteres de med nodehalsen i samme retning. I modsat fald, hvis stemmerne er rytmisk uafhængige, noteres de med modsatrettet nodehals, sådan at den lyseste stemme har opadgående nodehals, og den dybeste stemme nedadgående nodehals.
Fællestoner noteres med både opadgående og nedadgående nodehals, eller med enkelt nodehals og teksten "unis." (unison) skrevet over nodesystemet. Alternativt kan teksten "a 2" (af begge musikere) eller "a 3" (af alle tre musikere) benyttes.
En enkeltstående tone eller melodilinje, der kun skal spilles af én musiker, angives med følgende tekst:
  • "Solo", "I." eller "1.". (spilles af musiker 1)
  • "II." eller "2.". (spilles af musiker 2)
  • "III." eller "3.". (spilles af musiker 3)
Alternativt kan tonen eller melodilinjen noteres som i tilfældet med modsatrettet nodehals, men hvor den modsatte stemme er erstattet af pauser. Nodehalsenes retning (opadgående elller nedadgående) angiver, hvilken musiker (1 eller 2) der skal spille melodilinjen, mens pauserne angiver, at den anden musiker skal holde pause.

Slagtøjsinstrumenter noteres normalt kun i et fælles nodesystem, hvis de skal spilles af en og samme musiker. Slagtøjsinstrumenter kan spilles af samme musiker, hvis de indtræder forskudt af hinanden, og hvis forskydningen er stor nok til, at musikeren kan nå at skifte til det nye musikinstrument. Det skal med tydelig tekst over nodesystemet angives, når slagtøjsspilleren skal skifte musikinstrument. Alternativt kan hvert musikinstrument konsekvent noteres på bestemte nodelinjer i nodesystemet, og i starten af noden angives en oversigt over nodelinjernes tilhørsforhold.

En strygergruppe (Violin I, Violin II, Bratsch, Cello, Kontrabas) veksler ofte mellem at spille enstemmigt (unisont) og flerstemmigt. Flerstemmige passager noteres så vidt muligt i samme nodesystem, enten med enkelt nodehals eller med modsatrettet nodehals. Kun i tilfælde hvor stemmerne er så komplekse, at de ikke kan sammenskrives i ét nodesystem benyttes flere nodesystemer.
Nogle udgivere markerer flerstemmige passager med teksten "divisi" eller "div." over nodesystemet - ved tostemmige og trestemmige passager alternativt med teksten "div. a 2" og "div. a 3". Teksten gør opmærksom på, at strygerne skal dele sig ud i stemmer, og at de ikke skal gøre brug af en teknik kaldet dobbeltgreb, hvor de hver især spiller flere toner samtidigt. Angivelsen er dog overflødig, idet en strygergruppe som udgangspunkt deler sig ud i stemmer ved flerstemmige passager. Hvis en flerstemmig passage skal spilles ved brug af dobbeltgreb, noteres det med teksten "non divisi" eller "non div." over nodesystemet.
Fællestoner noteres med enkelt nodehals. Nogle udgivere markerer enstemmige passager med teksten "unis." (unison) over nodesystemet, for at gøre opmærksom på at tonen eller melodilinjen skal spilles af alle musikere i strygergruppen. Denne angivelse er dog også overflødig, idet hele strygergruppen som udgangspunkt spiller med på enkeltstående toner og melodilinjer.
Hvis en enkeltstående melodilinje kun skal spilles af nogle musikere i strygergruppen, angives det med følgende tekst:
  • "Solo" eller "Sola". (kun koncertmesteren)
  • "1 desk" eller "div. da leggi 1". (en nodepult = to musikere)
  • "2 desks" eller "div. da leggi 2". (to nodepulte = fire musikere), osv.

Notation af improviserede soloer
Improviserede soloer forekommer kun meget sjældent i orkestersammenhæng. Læs om notation af soloer i artiklen om bigbandpartituret.

Reduktion af nodesystemer
Hvis et eller flere musikinstrumenter holder pause i længere tid, kan man eventuelt udelade de tilhørende nodesystemer fra den pågældende del af partituret. Fordelen kan da være, at der i en del af partituret er plads til to eller flere linjer af nodesystemer på hver side, og at sidetallet derved reduceres. På første side af hver sats bør alle nodesystemer dog være synlige, så det er tydeligt, hvilke musikinstrumenter der indgår i satsen.
Skriftlig øvelse Skriftlig øvelse 20
I denne øvelse skal du omskrive et transponeret partitur til et C-partitur. Læs eventuelt artiklen om transponerende instrumenter, før du begynder øvelsen.

4. Formalia
Følgende angivelser skal indgå i et orkesterpartitur (se nodeeksempel):

Faktuelle oplysninger
Værktitel, komponist, en eventuel arrangør og et eventuelt opus nummer angives på partiturets første side, eventuelt på en selvstændig titelside. Årstal for kompositionen og andet, der kan være relevant i forhold til fremførelsen og forståelsen af musikstykket, kan eventuelt tilføjes.

I partiturer til større symfoniske værker indgår følgende oplysninger desuden ofte:
  • en angivelse af, om partituret er et transponeret partitur eller et C-partitur
  • indholdsfortegnelse over værkets satser
  • varigheden af hver enkelt sats i minutter og varigheden af det samlede værk
  • liste over musikinstrumenter, der indgår i værket - herunder antallet af hvert musikinstrument (strygere undtaget) og tonearten på transponerende instrumenter. Dubleringer angives i parentes, eksempelvis Oboe 1 (dbl. English Horn).

Karakter og tempo
Musikstykkets karakter og tempo angives i begyndelsen af noderne over øverste nodesystem, over strygersektionen og i store partiturer også over slagtøjssektionen. Ved begyndelsen på en ny sats og ved eventuelle karakter- og temposkift skrives angivelserne på ny.

I klassisk musik bruges almindeligvis italienske karakter- og tempobetegnelser. I rytmisk musik bruges tilsvarende engelske betegnelser. I nyere musik erstattes eller suppleres tempobetegnelsen ofte med en præcis angivelse af antal taktslag per minut.

Tempoforskydninger suppleres almindeligvis med en indikation af det efterfølgende tempo - ofte med teksten a tempo eller med en præcis angivelse af antal taktslag per minut:
Tempoforskydning

Nøgler og faste fortegn
Nøglen og eventuelle faste fortegn noteres i begyndelsen af hvert nodesystem efter alle linjeskift. Ved nøgleskift og ved modulationer noteres henholdsvis nøgle og faste fortegn på ny.

Taktart
Taktarten noteres i begyndelsen af hvert nodesystem (efter nøglen og eventuelle faste fortegn) på partiturets første side. Ved begyndelsen på en ny sats og ved eventuelle taktartsskift noteres taktarten på ny.

Dynamik
Dynamik angives under hvert nodesystem. I klaversystemet (til marimba, tangentinstrumenter og harpe) skrives angivelserne mellem de to nodesystemer. Enkeltstående crescendoer og diminuendoer bør efterfølges af en dynamikangivelse, der indikerer det nye dynamiske niveau.

Fraseringstegn
Fraseringsbuer kan benyttes til at tydeliggøre, hvornår en melodisk frase starter og slutter.
Typisk trækker blæserne vejr mellem to fraser eller ved pauser i noden. Hvis blæserne skal trække vejr bestemte steder, angives det med kommaer i noden.

Spilleteknikker
Spilleteknikker, eksempelvis growling og pizzicato, angives med kursiv tekst over de enkelte nodesystemer. Læs om spilleteknikker på de forskellige musikinstrumenter her.

Øvebogstaver
Øvebogstaver adskiller passager i et partitur med fortløbende bogstaver (A, B, C, osv.), så musikerne og dirigenten nemmere kan orientere sig i noderne under indstuderingen. Bogstaverne noteres over øverste nodesystem, over strygersektionen og i store partiturer også over slagtøjssektionen - omkring hver 10. til 40. takt afhængig af, hvor de naturlige afsnitsopdelinger i noden forekommer. Det kan eksempelvis være ved indtrædelsen af et nyt tema og ved skift i dynamik, instrumentation eller sværhedsgrad.

Man noterer kun sjældent et øvebogstav i begyndelsen af noderne (første takt), fordi det er nemmere blot at referere til dette punkt som "fra begyndelsen". I tilfælde hvor bogstaverne A-Z ikke er nok (Æ, Ø og Å benyttes ikke), begynder man efter Z forfra med Aa, Bb, Cc osv. I meget lange partiturer, hvor to gange alfabetet ikke er nok, benyttes i stedet øvenumre fra 1 og opefter. Rækken af øvebogstaver og øvenumre fortsættes ved overgangen til en ny sats.

Taktstreger
Ved modulationer og ved øvebogstaver noteres en dobbelt taktstreg. Ved musikstykkets slutning og ved slutningen på hver enkelt sats noteres en slut taktstreg.

Repetitionstegn
Hvis et længere afsnit skal udføres to eller flere gange, benyttes så vidt muligt repetitionstegn til at springe i noden. Mange gentagelser og spring i noden giver dog risiko for, at musikerne mister overblikket, og derfor må man nøje overveje brugen af repetitionstegn.

Takttal og sidetal
Takttal angives over øverste nodesystem efter alle linjeskift. Ved begyndelsen på en ny sats startes takttallene forfra fra nummer 1. Sidetal angives øverst eller nederst på alle partiturets sider.

Separationstegn
Separationstegn kan benyttes til at tydeliggøre, at en partiturside indeholder flere forskellige linjer af nodesystemer. Seperationstegnene noteres i partiturets venstre side mellem linjerne:
Separationstegn

Afvigelser fra gængs notation
Eventuelle afvigelser fra gængs notation forklares på en indledende side før partiturets begyndelse.

Skriftlig øvelse Skriftlig øvelse 21
Udvælg et af de tre partiturer herunder, og prøv om du kan finde alle de herover nævnte angivelser i partituret:

5. Udskrift i stemmer
Orkesterpartituret benyttes af orkestrets dirigent, fordi det giver et samlet overblik over alle stemmer. Musikerne i orkestret benytter ikke orkesterpartituret men i stedet individuelle nodeark, såkaldte enkeltstemmer. Orkesterpartituret skal derfor udskrives i stemmer, hvilket vil sige, at det skal opdeles i en række korte nodeark beregnet hver musiker i orkestret.

Træblæsere, messingblæsere, pauker, harpe og tangentinstrumenter udskrives på individuelle nodeark (én stemme på hvert nodeark). Også stemmer, der af pladsmæssige hensyn er indskrevet i samme nodesystem i orkesterpartituret, udskrives på individuelle nodeark.

Slagtøjsinstrumenter udskrives på individuelle nodeark (én stemme på hvert nodeark). Hvis én musiker spiller flere forskellige slagtøjsinstrumenter, udskrives disse dog på samme nodeark (og så vidt muligt i samme nodesystem, med tydelig angivelse af nodernes tilhørsforhold).

Korstemmer udskrives på samme nodeark, men i individuelle nodesystemer.

Strygere udskrives med en instrumentgruppe (Violin I, Violin II, Bratsch, Cello og Kontrabas) på hvert nodeark. I tilfælde hvor en instrumentgruppe spiller flere forskellige stemmer, noteres stemmerne så vidt muligt i samme nodesystem (om nødvendigt med modsatrettet nodehals). Man kan eventuelt veksle mellem at benytte enkelt nodesystem (når instrumentgruppen spiller unisont) og flere nodesystemer (når instrumentgruppen spiller flerstemmigt).

De fleste nodeprogrammer kan automatisk udskrive et partitur i enkeltstemmer. Man bør dog sikre sig, at enkeltstemmerne er transponeret korrekt (afsnit 3), og at alle relevante oplysninger (afsnit 4) fremgår i hver enkeltstemme.
Lytteøvelse Lytteøvelse 31
  1. Lyt til et lydeksempel fra Symphony No. 5 her:
  2. Lyt til lydeksemplet igen, og følg samtidig med i hver af de følgende tre enkeltstemmer:
  3. Bemærk brugen af flertakters pauser og cues (beskrevet herunder). Flertakters pauser og cues noteres kun i enkeltstemmerne - aldrig i orkesterpartituret.

Flertakters pauser
En pause på to eller flere takter noteres med en flertakters pause. Flertakters pauser må ikke krydse (og dermed skjule) øvebogstaver, taktartsskift, temposkift og karakterskift.

En pause på en hel (eller næsten en hel) sats noteres med et tacet, ofte suppleret med en skriftlig angivelse af pausens varighed, eksempelvis Tacet to end of movement (214 bars):
Tacet i orkesterpartitur
Hvis et tacet skjuler relevante informationer om taktart, karakter, tempo eller dynamik, skal informationerne angives ved ophøret af tacet, såfremt de fortsat er gældende.

Cues
I komplekse musikstykker, hvor det kan være svært for musikerne at bevare overblikket, indsætter man ofte cues i noderne. Et cue er et kort citat fra en stemme, der indsættes i en anden stemme for at hjælpe den pågældende musiker med at orientere sig i noderne i forhold til den klingende musik. Cues noteres med stiknoder og suppleres med en angivelse af, hvilket musikinstrument i orkestret der spiller det angivne cue: (Symphony No. 4)
Cue i orkesterpartitur

Cues benyttes typisk, hvis der forekommer en lang pause i en stemme, som gør det vanskeligt for musikeren efterfølgende at falde ind på det rette tidspunkt. Ved at notere et kort cue før musikeren skal falde ind, giver man musikeren noget konkret klangligt at orientere sig efter. Efter meget lange pauser bør cuet være tilsvarende længere, så musikeren har god tid til at orientere sig i noden. Det er vigtigt, at cuet er tydeligt hørbart for den pågældende musiker.

Cues noteres i samme transposition som noderne i det nodesystem, de står noteret i. Til violin skal alle cues således noteres, som de klinger, idet violinen er et ikke-transponerende instrument. Over eller under alle cues noteres separate pauser, der tydeliggør at den egentlige stemme holder pause. For at få bedre plads til pauserne og for at øge læsbarheden kan man eventuelt oktavere et cue eller ændre retningen på nodehalsene i cuet.

Sideskift
Under en indstudering springer musikerne ofte frem og tilbage i partituret og øver enkeltvise afsnit. Hvis der undervejs i partituret er foretaget ændringer i karakter, tempo, dynamik eller spillestil, kan man eventuelt angive disse ændringer ved begyndelsen på alle efterfølgende sider, så musikerne altid har alle væsentlige oplysninger stående, uanset hvilke afsnit af partituret de øver.

Hvis en enkeltstemme fylder mere end to sider, er det vigtigt, at musikeren har tid til at skifte side under fremførelsen. Hver anden side (begyndende fra siden der efter indbinding af partituret er placeret til højre) bør derfor så vidt muligt afsluttes, når der forekommer en pause i stemmen. Om nødvendigt kan en side afsluttes allerede efter få systemer. Hvis en musiker skal spille omgående efter et sideskift, angives det med teksten V.S. umiddelbart inden sideskiftet.

Udskrift på papir
Orkesterpartituret og alle enkeltstemmer skal udskrives dobbeltsidet, dvs. med print på begge sider af papiret. En enkeltstemme kan dog udskrives enkeltsidet, hvis den ikke overskrider to sider.

Enkeltstemmer udskrives i A4-format eller i det lidt større B4-format. Mange foretrækker B4. Orkesterpartituret udskrives i B4- eller A3-format, afhængigt af antallet af nodesystemer på hver partiturside. I lande, der benytter nordamerikanske papirstørrelser (USA, Canada og Mexico), udskrives enkeltstemmer almindeligvis i størrelsen 10 x 13 inches, alternativt op til 11 x 14 inches. Orkesterpartituret udskrives i 11 x 14 inches eller sjældnere 11 x 17 inches.

I enkeltstemmer bør nodesystemerne have en størrelse på mellem 7,0 og 8,5 millimeter (målt fra nederste til øverste nodelinje). Særligt basunister, slagtøjsspillere, harpenister og strygere har behov for store nodesystemer og en tydelig læsbar tekst, grundet deres afstand til nodestativet. I orkesterpartituret bør nodesystemerne ikke være mindre end 4 millimeter.

Almindeligvis benyttes 100 grams offset papir til udskrift. Tyndere papirtyper kan støje ved sideskift og giver desuden risiko for, at noderne på bagsiden af papiret kan ses gennem forsiden.

Orkesterpartituret og hver enkeltstemme skal indbindes på en sådan måde, at noderne kan ligge flat på nodestativet uden at klappe sammen. En af følgende tre indbindingsmetoder anbefales:
  • Partitursiderne udskrives sammenhængende to og to, foldes på midten som et hæfte, og klipses sammen langs ryggen.
  • Partitursiderne udskrives enkeltvist og indbindes med en plastik- eller metalspiral. Det er vigtigt, at der benyttes en rigtig spiral (coil binding) og ikke en "spiral" med individuelle ringe, der hver især foldes omkring sideryggen (comb binding). Sidstnævnte kan skabe støj ved sideskift, og de bagerste sider kan desuden nemt falde ud af indbindingen.
  • Partitursiderne udskrives enkeltvist og tapes sammen med kirurgisk tape (eller en lignende fleksibel tape). For- og bagside tapes sammen langs ryggen, og de øvrige sider tapes enkeltvist fast mellem de to sider.

Enkeltstemmer kan eventuelt udleveres som løsark, hvis stemmerne ikke overskrider to sider. Strygerne deles om et nodeark to og to. Alle andre musikere skal have et nodeark hver.
Et orkesterpartitur er en nodeoversigt over alle stemmer i en komposition for orkester. Se et eksempel på et orkesterpartitur her (pdf) og lyt samtidig til musikken.

Indhold

1. Besætning
En orkester er en større gruppe af musikere, der samarbejder om at fremføre et stykke musik, normalt under ledelse af en dirigent. Den mest fremtrædende orkestertype er symfoniorkestret, men også strygeorkestret, kammerorkestret, harmoniorkestret, messingorkestret og tamburkorpset er relativt almindeligt. En mindre gruppe af musikere kaldes normalt et band.

Symfoniorkestrets besætning har udviklet sig over tid og kan generelt set deles ind i fire epoker:
  • Weinerklassik, 1750-1820. (berømte komponister: Mozart, Beethoven og Haydn)
  • Tidlig-/højromantik, 1790-1850. (berømte komponister: Brahms, Dvořák og Tchaikovsky)
  • Senromantik,1850-1890. (berømte komponister: Wagner, Mahler og Stravinsky)
  • Moderne tid, 1900-nu. (berømte komponister: Aaron Copland, Philip Glass og John Williams)

Musikinstrumenter angivet i parentes indgår ikke altid i besætningen:

Wienerklassik
År: 1750-1820
Musikere: 44-46

Træblæsere
Messingblæsere
Slagtøj
Strygere
Tidlig-/højromantik
År: 1790-1850
Musikere: 70-85

Træblæsere
Messingblæsere
Slagtøj
Harpe
Strygere
Senromantik
År: 1850-1890
Musikere: 90-120

Træblæsere
Messingblæsere
Slagtøj
Harpe og tangenter
Strygere
Moderne tid
År: 1900-nu
Musikere: 90-130

Træblæsere
Messingblæsere
Slagtøj
Harpe, tangenter og kor
Strygere

2. Opstilling
Rækkefølge
Hver instrumentstemme noteres som udgangspunkt i et separat nodesystem. Nodesystemerne opstilles lodret under hinanden i rækkefølgen træblæsere, messingblæsere, slagtøj, harper, tangentinstrumenter og nederst strygere. Rækkefølgen på de enkelte musikinstrumenter i hver gruppe fremgår af listen nederst i afsnit 1 og af nodeeksemplet herunder til højre (klik på billedet for stor udgave).

Navne
Før partiturets begyndelse angives en liste over alle de musikinstrumenter, der indgår i musikstykket (i alle satser). Antallet af hver type musikinstrument (strygerne dog undtaget) og tonearten på transponerende musikinstrumenter skal fremgå. Hvis en musiker dublerer et musikinstrument, angives dette i parentes, eksempelvis med teksten "Oboe 1 (dbl. Engelskhorn)".

På partiturets første side angives det ved hvert nodesystems begyndelse, hvilket musikinstrument der skal spille den pågældende instrumentstemme. Hvis flere musikinstrumenter deler samme nodesystem (strygerne dog undtaget), skal antallet af musikinstrumenter angives ud for nodesystemet, eksempelvis med teksten "3 Trompeter i C, "Basun I, II" eller "Horn 3 & 4".

På partiturets øvrige sider angives en forkortelse af musikinstrumenternes navne ud for hvert nodesystems begyndelse.
Al tekst i partituret skrives som regel på enten engelsk eller italiensk, men også danske, franske, tyske, spanske og russiske betegnelser bliver benyttet.

Dansk navn Engelsk navn Engelsk forkortelse
Piccolofløjte Piccolo Picc.
Tværfløjte Flute Fl.
Obo Oboe Ob.
Engelskhorn Cor Anglais C. A.
Klarinet Clarinet Cl.
Fagot Bassoon Bsn.
Valdhorn Horn Hn.
Trompet Trumpet Tpt.
Basun Trombone Tbn.
Basbasun Bass Trombone B. Tbn.
Tuba Tuba Tba.
Pauker Timpani Timp.
Lilletromme Snare Drum S. D.
Tenortromme Tenor Drum T. D.
Stortromme Bass Drum B. D.
Håndbækkener Cymbals Cym.
Tamtam Tam-tam T-t.
Triangel Triangle Tri.
Tamburin Tambourine Tamb.
Træblok Wood Block W. B.
Rørklokker Tubular Bells Tub. B.
Klokkespil Glockenspiel Glock
Xylofon Xylophone Xyl.
Vibrafon Vibraphone Vib.
Marimba Marimba Mar.
Klaver Piano Pno.
Celeste Celesta Cel.
Harpe Harp Hp.
Violin Violin Vln.
Bratsch Viola Vla.
Cello Cello Vc.
Kontrabas Double Bass Db.
Opstilling af orkesterpartitur

Se en komplet liste over musikinstrumenternes navne og forkortelser her.

Hvis en musiker dublerer et musikinstrument, angives navnene på begge musikinstrumenter ved nodesystemets begyndelse, eksempelvis med teksten "Obo (dbl. Engelskhorn)". Umiddelbart over første takt skrives navnet på det musikinstrument, musikeren skal starte med at spille på. I det øjeblik musikeren skal skifte musikinstrument skrives "Change to [navn på musikinstrument]" umiddelbart over nodesystemet.

Linjer
I venstre side forbindes alle nodesystemerne af en tynd, lodret linje. Træblæserne, messingblæserne, paukerne, de øvrige slagtøjsinstrumenter, og strygerne omsluttes desuden af hver deres klamme (en tyk, sort linje), som indikerer, at nodesystemerne tilhører samme instrumentgruppe. Hvis én musiker gør brug af to nodesystemer, skal nodesystemerne omsluttes af en akkolade (en buet, sort linje), som indikerer, at noderne i de to nodesystemer spilles samtidigt og af samme person. Akkoladen benyttes blandt andet til notation af harpe og klaver.

Hvis flere musikere med samme type musikinstrument benytter to eller flere nodesystemer, forbindes nodesystemerne af en underklamme (en tynd streg i forlængelse af nodesystemerne). I nodeeksemplet herover til højre er der benyttet en underklamme til notation af fløjter, oboer, fagotter, valdhorn, basuner og violiner. I nogle ældre partiturer benyttes akkoladen i stedet for en underklamme.

Taktstreger går ikke lodret ned gennem hele partituret men brydes op mellem hver instrumentgruppe, dvs. mellem træblæsere, messingblæsere, pauker, øvrige slagtøjsinstrumenter, hvert tangentinstrument og strygere.

Nodesystemer
Hvis et eller flere musikinstrumenter holder pause i længere tid, foretrækker nogle nodeudgivere at udelade disse musikinstrumenters nodesystemer fra den pågældende del af partituret, frem for at have nodesystemerne stående tomme (med pauser). Når alle musikinstrumenter spiller samtidigt, kan en linje af nodesystemer fylde en hel side, og når kun nogle få af musikinstrumenterne spiller samtidigt, kan en linje af nodesystemer fylde en halv side eller mindre. Fordelen er da, at der i sidstnævnte tilfælde er plads til to eller flere linjer af nodesystemer på samme partiturside, og at partituret derved fylder færre sider end ellers.
De fleste dirigenter foretrækker dog at have alle nodesystemer stående på alle sider, sådan at opsætningen af nodesystemer er ens på alle partiturets sider. Derved er det nemmere for dirigenten at bevare et overblik over partituret.
Skriftlig øvelse Skriftlig øvelse 19
I denne øvelse skal du oversætte navnene på en række musikinstrumenter fra italiensk, engelsk og tysk til dansk. Brug oversigten over musikinstrumenternes navne til hjælp.
Oversæt musikinstrumenternes navne fra følgende tre orkesterpartiturer:
Partitur 1 - Italiensk
Partitur 2 - Engelsk
Partitur 3 - Tysk
Hent løsning (pdf)

3. Notation
Transponerende instrumenter
En række af symfoniorkestrets musikinstrumenter er transponerende instrumenter, hvilket vil sige, at de klinger i en anden tonehøjde, end de noteres i. Disse tæller blandt andet Engelskhorn, Klarinet, Basklarinet, Saxofon, Valdhorn, Trompet og Flygelhorn. I partituret kan transponerende musikinstrumenter genkendes ved, at:
  • De er noteret med andre faste fortegn end alle ikke-transponerende instrumenter.
  • Der efter navnet på musikinstrumentet står angivet musikinstrumentets stemte toneart, eksempelvis "Trompet i B".

Læs mere i artiklen om transponerende instrumenter.

Følgende musikinstrumenter er ikke-transponerende:
  • Tværfløjte, Obo, Fagot
  • Valdhorn i C, Trompet i C, Basun, Basbasun, Baritone (i f-nøglen), Euphonium (i g-nøglen), Tuba
  • Pauker, Marimba, Vibrafon, Rørklokker
  • Harpe, Klaver, Pibeorgel, Cembalo, Kor
  • Violin, Bratsch, Cello

Hvis musikinstrumenterne er noteret, som de transponerer, kaldes partituret et transponeret partitur (på engelsk: Transposed Score). Hvis musikinstrumenterne er noteret, som de klinger, kaldes partituret et C-partitur eller et klangpartitur (på engelsk: Score in C). Se et eksempel på et C-partitur og et transponeret partitur.

Nodeark der benyttes af musikerne i bigbandet er altid transponeret. Dirigentens partitur kan være enten i klang eller transponeret. De fleste dirigenter foretrækker at have et transponeret partitur, sådan at noderne er identiske med dem, musikerne har. Derved har dirigent og musikere en fælles forståelse af toneart og tonenavne, og det kan være en hjælp under indstuderingen.

Notation af musikinstrumenter
Alle musikinstrumenter noteres med noder, uden brug af becifring. Træblæsere, messingblæsere og strygere noteres i et nodesystem med fem nodelinjer. Harpe og tangentinstrumenter noteres i klaversystemet.
Slagtøj der kan frembringe toner noteres i et nodesystem med fem nodelinjer. Slagtøj der ikke kan frembringe toner noteres i et forenklet nodesystem med mellem en og tre nodelinjer - alternativt på individuelle nodelinjer i et eller flere fælles nodesystemer med fem nodelinjer. I sidstnævnte tilfælde er det da vigtigt, at det fremgår tydeligt, hvilket musikinstrument der spiller hvilke noder.

Af historiske årsager og læsemæssige hensyn noteres pauker altid uden faste fortegn I stedet indsættes løse fortegn i noderne. I klassisk musik noteres også valdhorn og trompet ofte uden faste fortegn. I nyere tid er flere udgivere dog begyndt at notere faste fortegn til især trompeten.

Flere stemmer i samme nodesystem
Af pladsmæssige hensyn noteres to eller flere stemmer ofte i samme nodesystem. Det gælder især træblæsere, messingblæsere og strygere, men også slagtøjsinstrumenter. Hvis stemmerne er rytmisk identiske, noteres de med nodehalsen i samme retning. I modsat fald, hvis stemmerne er rytmisk uafhængige, noteres de med modsatrettet nodehals, sådan at den lyseste stemme har opadgående nodehals, og den dybeste stemme nedadgående nodehals.
Fællestoner noteres med både opadgående og nedadgående nodehals, eller med enkelt nodehals og teksten "unis." (unison) skrevet over nodesystemet. Alternativt kan teksten "a 2" (af begge musikere) eller "a 3" (af alle tre musikere) benyttes.
En enkeltstående tone eller melodilinje, der kun skal spilles af én musiker, angives med følgende tekst:
  • "Solo", "I." eller "1.". (spilles af musiker 1)
  • "II." eller "2.". (spilles af musiker 2)
  • "III." eller "3.". (spilles af musiker 3)

Øvebogstaver
Øvebogstaver adskiller passager i et partitur med fortløbende bogstaver (A, B, C, osv.), sådan at musikerne og dirigenten nemmere kan orientere sig i noderne under indstuderingen. Bogstaverne noteres både umiddelbart over øverste nodesystem og over nodesystemet til trommerne - omkring hver 10. til 30. takt, afhængigt af hvor de naturlige afsnitsopdelinger i noden forekommer. Det kan eksempelvis være ved indtrædelsen af et nyt tema og ved skift i dynamik, instrumentation eller sværhedsgrad.
Der bruges aldrig betegnelser såsom vers, bro og omkvæd.
Skriftlig øvelse Skriftlig øvelse 20
I denne øvelse skal du overføre instrumentstemmer fra et transponeret partitur til et C-partitur. Du kan med fordel læse artiklen om transponerende instrumenter, inden du gennemfører øvelsen.
Hent øvelse (pdf)
Hent løsning (pdf)

4. Udskrift i stemmer
Orkesterpartituret benyttes af orkestrets dirigent, fordi det giver et samlet overblik over alle musikinstrumenterne og deres stemmer. Musikerne i orkestret benytter ikke orkesterpartituret men i stedet individuelle nodeark, såkaldte enkeltstemmer. Orkesterpartituret skal derfor skrives ud i stemmer, hvilket vil sige, at det skal opdeles i en række korte individuelle nodeark beregnet til hver musiker i orkestret.

Træblæsere, messingblæsere, pauker, harpe og keyboards udskrives i én stemme på hvert nodeark. Også stemmer der af pladsmæssige hensyn er indskrevet i samme nodesystem i dirigentpartituret skal udskrives i individuelle nodeark.

Slagtøjsinstrumenter udskrives også i én stemme på hvert nodeark. Hvis to eller flere slagtøjsinstrumenter kan spilles af en og samme musiker, udskrives disse dog i samme nodesystem på samme nodeark.

Strygere udskrives i en gruppe (Violin I, Violin II, Bratsch, Cello, Kontrabas) på hvert nodeark. Det gælder også i tilfælde, hvor en gruppe spiller flere forskellige stemmer.

Se et eksempel på en enkeltstemme til Fagot, Pauker, Violin I og Kontrabas. Flere eksempler findes på hjemmesiden imslp.org (enkeltstemmer hedder her parts, da siden er på engelsk).

Flertakters pauser
Lange pauser over flere takter noteres med flertakters pauser. Flertakters pauser må ikke krydse (og skjule) øvebogstaver, taktartsskift og temposkift.

Cues
I komplekse partiturer, hvor det kan være svært for musikerne at bevare overblikket, indsætter man ofte cues i noderne. Et cue er et kort citat fra en instrumentstemme, der indsættes i en anden instrumentstemme for at hjælpe den pågældende musiker med at orientere sig i noderne i forhold til den klingende musik. Cues noteres med stiknoder og suppleres med en angivelse af, hvilket instrument i orkestret der spiller det angivne cue:
Cue i orkesterpartitur