En harmonisk sekvens er en akkordfølge opbygget ved, at en akkord gentages efter et bestemt intervalmønster. I denne artikel er de mest almindelige sekvenser beskrevet. Sekvenserne anvendes i al slags musik, og deres navne benyttes i såvel funktionsanalyse som trinanalyse. Alle nodeeksemplerne indeholder derfor både funktionsanalytiske og trinanalytiske akkordangivelser. Sekvensernes længde (antal af akkorder) er ikke eksakt. I praksis optræder sekvenserne oftest med færre akkorder end på de viste nodeeksempler. Det er desuden ikke unormalt, at akkorderne er udvidet eller altereret på forskellig vis.


1. Kvintskridtsekvens
En kvintskridtsekvens (også kaldet en kvintsekvens) er en række af kvintvis faldende akkorder, dvs. en række af akkorder med en nedadgående kvint imellem grundtonerne. I kvintcirklen bevæger akkorderne i en kvintskridtsekvens sig således mod uret. Man skelner mellem en diatonisk-, en tonal-, en modulerende- og en kromatisk kvintskridtsekvens.

Diatonisk kvintskridtsekvens
I en diatonisk kvintskridtsekvens holder alle akkordernes toner sig inden for en bestemt skala, dvs. inden for toneartens toner. I durtonearter benytter akkorderne toner fra durskalaen:
Diatonisk kvintskridtsekvens

I moltonearter benytter akkorderne toner fra den rene molskala, dog er dominanten i dur:
Diatonisk kvintskridtsekvens i mol
Da den diatoniske kvintskridtsekvens bevæger sig inden for tonearten, er et af kvintfaldene ikke på en ren kvint men på en tritonus (formindsket kvint). I C-dur ligger tritonusintervallet mellem F og Hdim, og i C-mol ligger det mellem Ab og Ddim.

Tonal kvintskridtsekvens
Den tonale kvintskridtsekvens er identisk med den diatoniske kvintskridtsekvens, bortset fra at en eller flere af akkorderne er dominantiseret. De dominantiserede akkorder fungerer derved som bidominant til den efterfølgende akkord. Hovedparten af akkordtonerne i den tonale kvintskridtsekvens holder sig inden for en bestemt skala – kun ved de dominantiserede akkorder forekommer der skalafremmede toner.
Typisk dominantiseres hver anden akkord, som på nodeeksemplet her i C-dur:
Tonal kvintskridtsekvens

Modulerende kvintskridtsekvens
I en modulerende kvintskridtsekvens (også kaldet en real kvintskridtsekvens eller en dominantfølge) er alle akkorderne durakkorder, ofte tilføjet en lille septim, og de falder alle med en ren kvint. Akkorderne holder sig således ikke inden for en bestemt skala, og der er forekommer ikke et tritunusinterval mellem to af akkorderne (som i den diatoniske- og tonale kvintskridtsekvens):
Modulerende kvintskridtsekvens

Kromatisk kvintskridtsekvens
Den kromatiske kvintskridtsekvens er identisk med den modulerende kvintskridtsekvens, bortset fra at hver anden akkord er tritonussubstitueret. Der opstår derved en kromatisk faldende følge af dominantakkorder:
kromatisk kvintskridtsekvens

2. Kvartskridtsekvens
En kvartskridtsekvens (også kaldet en subdominantkæde) er en række af kvartvis faldende akkorder, dvs. en række af akkorder med en nedadgående kvart imellem grundtonerne. I kvintcirklen bevæger akkorderne i en kvartskridtsekvens sig således med uret. I durtonearter er alle akkorderne som regel durakkorder, og de falder altid med en ren kvart. Akkordernes toner holder sig derfor ikke inden for en bestemt skala:
Kvartskridtsekvens
I moltonearter er alle akkorderne som regel molakkorder, men kvartskridtsekvensen anvendes dog sjældent i mol. Kvartskridtsekvensen anvendes især i rock og blues musik, men den er langt fra så almindelig som kvintskridtsekvensen.

3. Rosalie
En rosalie er en række af akkorder, der skiftevis stiger med en kvart og falder med en terts, dvs. en række af akkorder med skiftevis en opadgående kvart og en nedadgående terts imellem grundtonerne. Rosalien starter som regel på tonika (1.-trinsakkorden) og tager typisk sit afsæt i kvartbevægelsen. Man skelner mellem en diatonisk-, en tonal- og en modulerende rosalie.

Diatonisk rosalie
I en diatonisk rosalie (også kaldet blot en rosalie eller en sekund rosalie) holder alle akkordernes toner sig inden for en bestemt skala, dvs. inden for toneartens toner. I durtonearter benytter akkorderne toner fra durskalaen:
Diatonisk rosalie

I moltonearter benytter akkorderne toner fra den rene molskala, dog er dominanten i dur:
Diatonisk rosalie i mol
Da den diatoniske rosalie bevæger sig inden for tonearten, er en af de opadgående kvarter ikke på en ren kvart men på en tritonus (forstørret kvart). I C-dur ligger tritonusintervallet mellem F og Hdim, og i C-mol ligger det mellem Ab og Ddim. Der er ligeledes forskel på tertsernes størrelse, som både er store og små.

Tonal rosalie
Den tonale rosalie er identisk med den diatoniske rosalie, bortset fra at en eller flere af akkorderne er dominantiseret. Som regel dominantiseres de akkorder, som har et kvartspring til efterfølgende akkord, hvorved de kommer til at fungere som bidominant til efterfølgende akkord. Hovedparten af akkordtonerne i den tonale rosalie holder sig inden for en bestemt skala – kun ved de dominantiserede akkorder forekommer der skalafremmede toner:
Tonal rosalie
Ofte spilles de dominantiserede akkorder med tertsen i bassen, hvorved der opstår en opadgående kromatisk bevægelse i bassen. Mellem de sidste to akkorder, F7 og Hdim, er den kromatiske bevægelse dog ikke mulig, da der er en tritonus (forstørret kvart) imellem akkorderne. Rosalien består dog sjældent af mere end seks akkorder, og tritonusintervallet forekommer derfor sjældent.

Modulerende rosalie
I en modulerende rosalie (også kaldet en kromatisk rosalie) bevæger alle akkorderne sig skiftevis en ren kvart op og en stor terts (eller formindsket kvart) ned. Intervallernes størrelse er således uafhængig af tonearten, og akkorderne holder sig derfor ikke inden for en bestemt skala. Som regel dominantiseres de akkorder, som har et kvartspring til efterfølgende akkord, hvorved de kommer til at fungere som bidominant til efterfølgende akkord:
Modulerende rosalie
*Akkorden Gb kan ikke analyseres funktionsharmonisk i C-dur. I funktionsanalyse vil man normalt analysere hvert akkordpar (C7-F, Db7-Gb, D7-G, Eb7-Ab) som dominant-tonika i hver sin toneart.

4. Ingannosekvens
En ingannosekvens er en række af akkorder, der skiftevis falder med en kvart og stiger med en terts, dvs. en række af akkorder med skiftevis en nedadgående kvart og en opadgående sekund imellem grundtonerne. Ingannosekvensen starter som regel på tonika (1.-trinsakkorden) og tager typisk sit afsæt i kvartbevægelsen. Ingannosekvensen er altid diatonisk, dvs. akkorderne holder sig altid inden for en bestemt toneart. I durtonearter benytter akkorderne toner fra durskalaen:
Inganno-sekvens
I moltonearter benytter akkorderne toner fra den rene molskala, dog er dominanten i dur. Det giver følgende akkordrække: Cm - G - Ab - Eb - Fm - Cm.

Et af de mest kendte eksempler på en ingannosekvens er Pachelbel’s Canon in D (fra 1600-tallet).