Solmisation Udskriv
Skrevet af Lasse Grubbe, www.musikipedia.dk   
Solmisation (også kaldet solfège) er en musikpædagogisk teknik, der bl.a. bruges i forbindelse med træning af prima vista sang (sang fra bladet, bladsang). Teknikken går ud på, at man knytter en stavelse og et håndtegn til hver tone i en given toneart. Der findes tre forskellige solmisations metoder:
- absolut solmisation hvor hver tone altid har den samme stavelse tilknyttet, uanset toneart.
- tonika-do solmisation hvor tonernes stavelser tilpasser sig trinnene i tonearten.
- relativ solmisation: som 'tonika-do solmisation', men hvor der skelnes mellem dur- og moltonearter.

Absolut solmisation benyttes kun meget sjældent, da den ikke er særligt anvendelig i praksis. Denne artikel vil derfor tage udgangspunkt i tonika-do solmisation og relativ solmisation. Stavelser i durtonearter (afsnit 1) og håndtegn (afsnit 3) er ens ved begge metoder. Det er kun ved moltonearter (afsnit 2), at de to metoder adskiller sig.


1. Stavelser i durtonearter
Til hver af de 12 halvtoner er der tilknyttet en stavelse. Stavelsen knytter sig til et bestemt trin i en toneart, og er ikke fastlagt på en bestemt tone. Stavelsen for hvert trin er således ens i alle durtonearter, mens stavelsen for hver tone skifter afhængigt af tonearten. Stavelserne er dannet med udgangspunkt i en durskala:

Første trin i durskalaen (grundtonen) benævnes 'do', andet trin 're', osv. Ved oktaven starter alle stavelser forfra. Trinnene har således samme stavelse i alle oktaver. Da stavelserne er ens i alle durtonearter, kunne eksemplet herover i C-dur lige så godt have været i eksempelvis H-dur eller Ab-dur.

Ved at sætte fortegn eller ved at ophæve et fortegn for en af tonerne i durskalaen, kan man hæve eller sænke trinnet (tonen) med en halv tone og derved få en ny tone. Disse trin kaldes for afledninger, fordi de er afledt af de syv forskellige trin i durskalaen.
#-afledningerne benævnes med følgende stavelser:


b-afledningerne benævnes med følgende stavelser:


Det sænkede syvende trin, 'te' kan også benævnes 'ta'. Der er ingen forskel i brugen af de to stavelser.
Stavelserne 'te', 'le', 'se' og 'me' udtales 'tæ', 'læ', 'sæ' og 'mæ'.

2. Stavelser i moltonearter
I moltonearter afhænger trinnenes stavelser af, om man benytter tonika-do solmisation eller relativ solmisation.

Tonika-do solmisation
I tonika-do solmisation har alle trin og deres afledninger samme navn i durtonearter såvel som i moltonearter. Moltonearter benytter dog normalt ikke de samme trin som durtonearter, da der er forskel på en molskala og en durskala. I en molskala er tredje, sjette og syvende trin normalt er sænket en halv tone i forhold til en durskala. Det betyder, at disse trin skal navngives, som var det en afledning af et af durskalaens trin. Trinnenes stavelser i en molskala bliver da:

Trinnenes stavelser er ens i alle moltonearter. Stavelserne 'te', 'le', og 'me' udtales 'tæ', 'læ' og 'mæ'.

Relativ solmisation
Relativ solmisation er bygget op omkring det naturlige forhold, der er mellem en durtoneart og dens paralleltoneart i mol. Alle durtonearter har en tilsvarende toneart i mol med et tilsvarende antal krydser eller b'er. Moltonearten er dannet ud fra durtoneartens sjette trin, 'la', og den benytter samme tonemateriale som durtonearten.
I relativ solmisation tager moltonearterne udgangspunkt i stavelsen 'la'. Man flytter blot alle stavelser fra durskalaen seks trin ned, således at 'la' nu bliver første trins stavelse:

Det er altså det samme som at synge en durskalas stavelser, men hvor man blot starter med at synge fra sjette trin.
Trinnenes stavelser er ens i alle moltonearter.

Tonika-do solmisation vs relativ solmisation
Relativ solmisation er den nemmeste metode at lære, fordi man med denne metode ikke behøver tænke over, om en sang står i dur, eller om den står i paralleltonearten i mol. Man kan med denne metode blot synge alle sange, som står de i dur. Hvis en sang eksempelvis har et kryds som fast fortegn, så kan man synge den i G-dur, uden at tænke over, om den rent faktisk står i G-dur, eller om den står i paralleltonearten E-mol. Tonernes stavelser er nemlig de samme i begge tonearter.

Fordelen ved tonika-do-solmisation er, at man med denne metode opnår en bedre forståelse af tonaliteten i en sang. Noget af det mest grundlæggende i det dur-mol tonale system (som vi bruger i de vestlige lande) er forholdet mellem femte trin (dominant) og første trin (tonika) samt brugen af ledetoner. I tonika-do solmisation benævnes femte trin altid 'so', mens første trin altid benævnes 'do' - både i dur- og moltonearter. Ledetonen til grundtonen (syvende trin) benævnes altid 'ti', og har derfor også altid samme håndsymbol - et håndsymbol som symboliserer en spænding mod første trin (man peger i symbolet mod første trin). I relativ solmisation har første, femte og syvende trin forskellige symboler og stavelser i mol- og durtonearter. Det skaber en inkonsekvens i brugen af stavelser og symboler set ud fra et tonalt synspunkt.

3. Håndtegn
Til hver solmisationsstavelse knytter der sig et håndtegn. Oprindeligt er det kun de syv forskellige toner i durskalaen, der har fået et håndtegn tilknyttet. Det er ikke særligt praktisk, da megen musik benytter sig af en eller flere durskalaens afledninger, og da der derfor mangler håndtegn for disse. Derfor er der i nyere tid gjort flere forsøg på at lave håndtegn for durskalaens afledninger også.
I Danmark bruges der normalt håndtegn til durskalaens syv trin samt til afledningerne 'fi', 'si' og 'te':


Øverste 'do' angives i øjenhøjde, mens nederste 'do' angives i navlehøjde. De øvrige håndtegn angives midt imellem de to med lige lang afstand mellem hver. På den måde kan man fysisk vise tonehøjden ved hjælp af håndtegnene.

Der mangler stadigvæk håndtegn for en del af durskalaens afledninger. Langt hen ad vejen kan man godt klare sig uden, men der er flere sange, der benytter afledninger, der endnu ikke er præsenteret noget håndtegn for. Hvis man benytter tonika-do solmisation metoden, og har en sang i mol, så kommer man eksempelvis til at mangle et håndtegn for det sænkede tredje trin 'me'.
Der er ikke nogen universel standard for, hvilke håndtegn man bruger for disse trin. Virginia Tech Department of Music har dog opfundet et system, hvor der findes håndtegn for næsten alle durskalaens afledninger:



Systemet er dog ikke helt problemfrit. Håndtegnet for 'di' er det samme, som det håndtegn vi normalt bruger for 'fi' i Danmark. Det kan skabe noget forvirring. Forvirrende kan det også være, at flere håndtegn er svære at adskille fra hinanden, fx 're' og 'ri' samt 'la' og 'li'.

4. Hvorfor bruge solmisation?
Solmisation er for mange et vigtigt musikpædagogisk redskab i sang- og hørelæreundervisningen. Tonernes stavelser er ens i alle tonearter, og det kan hjælpe en med at memorere tonernes sammenhæng i forhold til hinanden, til harmonierne og til grundtonen i en given toneart. Man vænner sig til, hvordan lyden af et bestemt trin (en bestemt stavelse) er i en given toneart, og man kan derved nemmere identificere og synge en bestemt tone noteret på noder.
Håndtegnene visualiserer tonerne, belyser forholdet mellem dem, og viser fysisk hvor høj en tone er i fohold til en anden. De kan bruges som en bevidstgørelse af trinnenes relative sammenhæng. Desuden kan tonelængde, frasering, dynamik og indsats vises med håndtegnene, som derfor også kan bruges til direktion. I stedet for noder kan kordeltagerne blot kigge på dirigenten for at se, hvad der skal synges. Denne metode er især udbredt blandt Kodály inspirerede kor.