I Danmark og en lang række europæiske lande kaldes stamtonen mellem a og c for h. Ifølge alfabetet burde tonen dog hedde b, så hvorfor dette h midt i det hele? Du får mest ud af artiklen, hvis du på forhånd har læst alle artiklerne om Nodelæsning.


1. Danske betegnelser
I Danmark kaldes stamtonen mellem a og c for h. Sænket h kaldes for b (eller sjældnere bb), og hævet h kaldes for his:
Stamtonen h og dennes afledninger

2. Baggrund
En meget udbredt forklaring på, at en række lande kalder tonen for h er, at munkene der i middelalderen indførte dur-mol tonesystemet til Europa ikke fik afrundet b'erne helt i bunden, hvorved de blev forvekslet med h'er. Der er i så fald tale om en helt regulær misforståelse. I virkeligheden er forklaringen dog nok en anden og noget længere:

De tidligste skrifter man har, hvor toner navngives med bogstaver, stammer fra den romerske filosof Boethius omkring år 500. Boethius brugte de første femten bogstaver i det latinske alfabet - A til P (alfabetet indeholder ikke J) - til at navngive stamtonerne i de to forskellige oktaver, man anvendte på daværende tidspunkt. Stamtonernes afledninger blev ikke benyttet.

Efterhånden som man begyndte at anvende flere oktaver, opstod der et behov for en mere simpel navngivning. Omkring årtusindskiftet begyndte man således at navngive stamtonerne med de samme bogstaver i alle oktaver. Tonerne i den dybeste oktav blev navngivet med bogstaverne A-G, og tonerne i de to oktaver derover blev navngivet a-g og aa-gg. Man havde desuden en tone umiddelbart under den dybeste oktav, som man navngav med det græske bogstav gamma.

Det middelalderlige tonesystem var fra omkring årtusindeskiftet baseret på hexachordet, som er en tonerække på seks toner med en indbyrdes afstand på 1-1-½-1-1 (hvor 1 er en heltone, og ½ er en halvtone). Hexachordet begyndte almindeligvis fra tonerne c, f og g. Men da afstanden mellem haxachordets toner skal være den samme, uanset hvilken af de tre toner der er udgangspunktet, kan hexachordet fra f kun dannes, hvis man introducerer en af stamtonernes afledninger:
Hexachord fra c, f og g

Den første afledning, der blev tilføjet tonesystemet, var således sænket b (nutidens sænkede h). Sænket b blev kaldt for b molle, mens højt b (nutidens h) blev kaldt for b durum. For at slippe for de lange navne, skrev man b molle med et rundt b og b durum med et firkantet b:
Rundt b og firkantet b
For tydeligere at adskille de to bogstaver, blev det firkantede b sidenhen til et h i dele af Europa - formentlig fordi h er det næste bogstav i alfabetet (efter bogstaverne a-g, man havde navngivet de syv øvrige toner med), og fordi det firkantede b ligner lidt et h.

3. Udbredelse
Der er meget stor forskel på, hvad man kalder stamtonerne i de forskellige lande.

Navnet h bruges i blandt andet Danmark, Sverige, Norge, Island, Finland, Tyskland, Polen, Bulgarien, Ungarn, Serbien, Slovenien, Tjekkiet, Slovakiet og Estland.

Navnet b bruges i blandt andet USA, Canada, England, Australien, Belgien, Holland og Litauen.

En række europæiske lande anvender det såkaldte solfege system, hvor stamtonerne begyndende fra c kaldes do (eller ut), re, mi, fa, so (eller sol), la og ti (eller si). Denne navngivning stammer fra omkring år 1000, hvor den blev introduceret af den italienske munk og musikteoretiker Guido d'Arezzo (omend i en lidt anden form end i dag).

Mange asiatiske, afrikanske og sydamerikanske lande anvender et helt andet tonesystem end det vestlige, og i disse lande anvendes begrebet stamtonerne slet ikke.

4. Debat om tonenavnet
Inden for de seneste år er der så småt begyndt at starte en debat om, hvorvidt tonenavnet h bør bevares, eller om vi i Danmark bør skifte til navnet b. De nye tonenavne vil da være b, bes og bis:
Stamtonen h og dennes afledninger

Flertallet synes ikke at gå ind for en navneændring, men flere undervisere og forlag er begyndt at benytte det nye tonenavn. Blandt andet er b'et at finde i Højskolesangbogen.
Tænk og diskutér Tænk og diskutér 1
Hvilke fordele og ulemper er der ved en navneændring?
Synes du, at vi bør foretage en navneændring i Danmark?

5. Navneændring i Sverige
I slutningen af 1990'erne gik flertallet af node- og bogforlag i Sverige over til at bruge navnet b, for tonen som før hed h. Sænket b blev til bess, og hævet b til biss (i Sverige bruges dobbelt-s på tonenavnenes endelser).

Selvom det nu er mere end 10 år siden, navneskiftet trådte i kraft, er de langt fra enige om tonenavnet i Sverige. I dag benyttes derfor tre forskellige terminologier:
  • Traditionelle svenske tonenavn: h, b og hiss
  • Nye svenske tonenavn: b, bess (eller bb) og biss
  • Svensk kompromis: h, bess (eller bb) og biss

I populærmusik og i becifring i almindelighed er det nye svenske tonenavn den altdominerende terminologi. I klassisk musik benyttes h'et derimod langt oftest, hvilket betyder, at Bachs Messe i H-mol, stadigvæk hedder Bachs Messe i H-mol. Kompromisløsningen, som gør op med det misforståelige b, har kun vundet ringe indpas.
Tænk og diskutér Tænk og diskutér 2
Hvis man vælger at foretage en navneændring i Danmark, hvad kan man så gøre for at undgå en situation som i Sverige, hvor der benyttes tre forskellige terminologier?
I Danmark og en lang række europæiske lande kaldes stamtonen mellem a og c for h. Ifølge alfabetet burde tonen dog hedde b, så hvorfor dette h midt i det hele?

Indhold
1.  Baggrund
2.  Udbredelse

1. Baggrund
En meget udbredt forklaring på, at en række lande kalder tonen for h er, at munkene der i middelalderen indførte dur-mol tonesystemet til Europa ikke fik afrundet b'erne helt i bunden, hvorved de blev forvekslet med h'er. Der er i så fald tale om en helt regulær misforståelse. I virkeligheden er forklaringen dog nok en anden og noget længere:

I middelalderen bestod tonesystemet af de syv stamtoner: a, b, c, d, e, f og g. Efterhånden som tonesystemet udviklede sig, introducerede man de resterende fem toner (svarende til de sorte tangenter på klaveret). Den første tone, man introducerede, var sænket b, dvs. tonen mellem a og b (svarende til den sorte tangent mellem nutidens a og h). Sænket b kaldte man for b molle, og almindeligt b kaldte man for b durum. For at slippe for de lange navne, skrev man b molle med et rundt b og b durum med et firkantet b:
Rundt b og firkantet b
For tydeligere at adskille de to bogstaver, blev det firkantede b sidenhen til et h i dele af Europa - formentlig fordi h er det næste bogstav i alfabetet (efter bogstaverne a-g, man havde navngivet de syv øvrige toner med), og fordi det firkantede b ligner lidt et h.

2. Udbredelse
Der er meget stor forskel på, hvad man kalder stamtonerne i de forskellige lande.

Navnet h bruges i blandt andet Danmark, Sverige, Norge, Island, Finland, Tyskland, Polen, Bulgarien, Ungarn, Serbien, Slovenien, Tjekkiet, Slovakiet og Estland.

Navnet b bruges i blandt andet USA, Canada, England, Australien, Belgien, Holland og Litauen.

En række europæiske lande anvender det såkaldte solfege system, hvor stamtonerne begyndende fra c kaldes do (eller ut), re, mi, fa, so (eller sol), la og ti (eller si). Disse lande tæller blandt andet Frankrig, Spanien, Portugal, Italien, Rumænien, Ukraine, Grækenland og Tyrkiet. Mange asiatiske, afrikanske og sydamerikanske lande anvender et helt andet tonesystem end det vestlige, og i disse lande anvendes begrebet stamtonerne slet ikke.