En toneart er en betegnelse for det tonemateriale, der er grundlaget for et musikstykkes melodi og akkorder. Den tone, tonearten opbygges ud fra og navngives efter, kaldes grundtonen. En toneart består af syv forskellige toner, men et musikstykke benytter ikke nødvendigvis dem alle.


1. Dur- og moltonearter
Man skelner mellem durtonearter og moltonearter. I durtonearter udgøres tonematerialet af en durskala, og i moltonearter udgøres tonematerialet af en ren molskala. Tonearten C-dur udgøres således af tonerne fra en C-durskala, og A-mol udgøres af tonerne fra en ren A-molskala.

En dur- og en moltoneart er paralleltonearter, når de har fælles tonemateriale (fx C-dur og A-mol). Den parallelle moltoneart har altid grundtone en lille terts under durtoneartens grundtone. En dur- og en moltoneart er varianttonearter, når de har fælles grundtone (fx C-dur og C-mol).

Tonearter noteres ved brug af faste fortegn. Fortegnene noteres altid i samme rækkefølge og altid på de samme pladser i nodesystemet. Paralleltonearter har identiske fortegn.

Tonearter uden fortegn
C-dur og A-mol (der er paralleltonearter) noteres uden faste fortegn:
Dur Mol Antal fortegn Fortegn for Notation
C Am 0 -

Kryds-tonearter
Hver gang grundtonen hæves en kvint i forhold til C-dur/A-mol tilføjes et kryds til tonearten. Krydset sættes foran tonen på 7. trin i durtonearten. Rækkefølgen af krydser kan huskes med remsen "far cykler gennem døren af et hus":

Dur Mol Antal fortegn Fortegn for Notation
G Em 1 f
D Hm 2 f, c
A F#m 3 f, c, g
E C#m 4 f, c, g, d
H G#m 5 f, c, g, d, a
F# D#m 6 f, c, g, d, a, e
C# A#m 7 f, c, g, d, a, e, h


B-tonearter
Hver gang grundtonen sænkes en kvint i forhold til C-dur/A-mol tilføjes et b til tonearten. B'et sættes foran tonen på 4. trin i durtonearten. Rækkefølgen af b'er kan huskes med remsen "her er alle de glade chokoladefrøer":

Dur Mol Antal fortegn Fortegn for Notation
F Dm 1 h
Bb Gm 2 h, e
Eb Cm 3 h, e, a
Ab Fm 4 h, e, a, d
Db Bbm 5 h, e, a, d, g
Gb Ebm 6 h, e, a, d, g, c
Cb Abm 7 h, e, a, d, g, c, f

To tonearter, der har forskelligt navn og notationsmåde, men er ensklingende (klangligt identiske), kaldes for enharmoniske tonearter. Gb-dur/Eb-mol er enharmonisk med F#-dur/D#-mol.

Tonearter med syv fortegn (C#-dur/A#-mol og Cb-dur/Ab-mol) benyttes meget sjældent, fordi man som regel benytter de enharmoniske tonearter (Db-dur/Bb-mol og H-dur/G#-mol) med fem fortegn i stedet.
Lytteøvelse Lytteøvelse 33
Man siger ofte, at moltonearter lyder triste, og durtonearter lyder glade. Det er dog langt fra altid tilfældet, idet andre bestanddele som eksempelvis tekst, tempo og instrumentation også har indflydelse på, hvordan et musikstykke opfattes.
  1. Lyt til et lydeksempel fra Losing My Religion her:
  2. Lyt til lydeksemplet igen, og beskriv samtidig, hvilke følelser og udtryk musikken formidler.
  3. Lyt til et lydeksempel fra en lidt anden version af musikstykket her:
  4. Lyt til lydeksemplet igen, og beskriv samtidig, hvilke følelser og udtryk musikken formidler.
  5. De to lydeksempler er ens, bortset fra at tonearten er henholdsvis A-mol og A-dur. Har tonearterne indflydelse på din opfattelse af musikstykket?
Syng og spil Syng og spil 20
Syng en af nedenstående sange. Undersøg derefter sangens melodi og akkorder, og gør rede for, hvilken toneart sangen benytter. Brug vejledningen i afsnit 3 til hjælp.
  • Sebastian: Fuld af nattens stjerner (1986)
  • Elton John: Your Song (1970)
  • The Beatles: Hey Jude (1968)
  • Robert Normann: Noget om helte (1955)
  • Poul Schierbeck: Det er i dag et vejr (1939)
Syng og spil Syng og spil 21
Syng en af nedenstående sange, der skifter toneart undervejs. Undersøg derefter sangens melodi og akkorder, og gør rede for, hvilke to tonearter sangen benytter. Undersøg desuden, om tonearterne er paralleltonearter, varianttonearter eller ingen af delene. Brug vejledningen i afsnit 3 til hjælp.
  • The Corrs: Breathless (2000)
  • TV-2: Lanternen (1984)
  • Anne Linnet: Smuk og dejlig (1976)
  • Knud Vad Thomsen: Jeg plukker fløjlsgræs (1951)
Interaktiv øvelse Interaktiv øvelse 37
Nodelæsning » Tonearter » Niveau 1-17
Nodeskrivning » Tonearter » Niveau 1-17
Øvelsesprogram »

2. Kirketonearter
Kirketonearterne er syv forskellige tonearter, der lå til grund for europæisk musik i middelalderen og renæssancen. Siden blev dur- og moltonearterne mere og mere almindelige, men kirketonearterne anvendes stadigvæk i dag, især i folkemusik, jazz og rock.

De syv kirketonearter er jonisk, dorisk, frygisk, lydisk, mixolydisk, æolisk og lokrisk. Tonearternes tonemateriale udgøres af de tilsvarende skalaer (med samme navne). Læs om skalaerne her, hvis du ikke allerede er bekendt med dem.

Jonisk er identisk med dur, og æolisk er identisk med ren mol. Dur- og moltonearterne er således en videreførsel af disse to kirketonearter, blot med ny navngivning.

Kirketonearterne noteres ved brug af de samme faste fortegn som dur- og moltonearterne. For hver durtoneart (hvert antal faste fortegn) kan dannes en udgave af alle syv kirketonearter. Jonisk har grundtone på durtoneartens 1. trin, dorisk på 2. trin, frygisk på 3. trin osv.

I følgende eksempel benytter melodien alle syv stamtoner. Det vil normalt indikere tonearten C-dur (lig C-jonisk) eller A-mol (lig A-æolisk), men det er tydeligt, at grundtonen er et d. Idet d befinder sig på C-durtoneartens 2. trin, er tonearten D-dorisk: (What Shall We Do)
Eksempel på kirketoneart

Syng og spil Syng og spil 22
Syng en folkemelodi og en nyere sang fra listen herunder. Undersøg melodiens tonemateriale, og gør rede for, hvilken kirketoneart melodien benytter. Brug vejledningen i afsnit 3 til hjælp.
  • George Benson: On Broadway (1977)
  • The Beatles: Norwegian Wood: takt 1-8 (1965)
  • Folkemelodi: Scarborough Fair (1600-tallet)
  • Folkemelodi: Greensleeves (1500-tallet)

3. Toneartsbestemmelse
Et musikstykkes toneart kan findes ved hjælp af følgende fremgangsmåde:

1. Find tonematerialet
Tonematerialet udgøres af de faste fortegn, der er noteret i begyndelsen af noderne. I få tilfælde angiver de faste fortegn ikke det faktiske tonemateriale, idet der konsekvent kan være løse fortegn for bestemte (melodi)toner. I de tilfælde må man genoverveje de faste fortegn.

Enkelte løse fortegn har normalt ikke indflydelse på tonearten, idet de pågældende toner kan betragtes som toneartsfremmede toner. Eksempelvis hæves tonen på 7. trin i moltonearter ofte med et løst fortegn, da tonen derved bliver ledetone til grundtonen.

Hvis ikke man har noderne til musikstykket, skal man lytte sig frem til tonematerialet. Ofte kan man nøjes med at aflytte få takter af melodien og eventuelt enkelte af akkorderne. Et musikstykke benytter ikke nødvendigvis alle syv toner i tonearten, men det er som regel muligt at få tonerne til at passe med et bestemt antal faste fortegn alligevel.

2. Find grundtonen
Det fundne tonemateriale snævrer de mulige tonearter ind til én durtoneart, én moltoneart og syv kirketonearter. Det er grundtonen, der afgør den eksakte toneart. Kirketonearterne anvendes sjældent, og i langt de fleste tilfælde kan man derfor se bort fra dem.

Grundtonen er ofte den samme som både melodiens sluttone og musikstykkets startakkord og slutakkord. I mange tilfælde behøver man derfor ikke undersøge musikstykket nærmere. Følgende mere detaljerede fremgangsmåde kan benyttes, hvis grundtonen ikke er entydig:

Melodien stræber ofte mod grundtonen og falder ofte til ro på grundtonen. Grundtonen kan derfor ofte høres, som en tone melodien kan falde til hvile på, uden man føler trang til en fortsættelse.

De fleste musikstykker benytter primært akkorderne på toneartens 1., 4. og 5. trin. Akkorderne afhænger altså af grundtonen, og akkorderne kan derfor indikere grundtonen. Tonearterne C-dur og A-mol har eksempelvis identisk tonemateriale, men de primære akkorder er forskellige:
Treklange i en durtoneart

Treklange i en moltoneart

Akkorderne kan være udvidet på forskellig vis. Eksempelvis udvides akkorden på 5. trin ofte med en lille septim, da akkorden derved leder kraftigere mod akkorden på 1. trin. Af samme grund ændres akkorden på moltoneartens 5. trin ofte til en durakkord (i eksemplet herover E-dur), da ledetonen til toneartens grundtone derved bliver en del af akkorden.

Kvintcirklen er et godt hjælperedskab, fordi den anskueliggør de primære og sekundære akkorder i en toneart. Med udgangspunkt i en hvilken som helst grundtone (1. trin) er toneartens primære akkorder (4. trin og 5. trin) placeret henholdsvis mod og med uret. Toneartens sekundære akkorder er placeret overfor de primære akkorder og har modsat tonekøn af disse:
Akkorder i en toneart
Ved at indplacere et musikstykkes akkorder på kvintcirklen, vil man derfor ofte kunne se, at de omkranser en given grundtone. Der kan indgå andre akkorder i et musikstykke end de tre primære og tre sekundære akkorder, men som regel kun i begrænset omfang.

3. Vær opmærksom på modulationer
Et musikstykke kan modulere undervejs. Modulationer indbærer et skift af tonemateriale (gælder dog ikke modulationer til paralleltonearten) og kan derfor ofte genkendes ved et skift af de faste fortegn. Ved tonale udsving benyttes som regel løse fortegn i stedet.

Alle modulationer indebærer et skift af grundtone, og det har indflydelse på både melodien (idet melodien nu stræber mod en ny grundtone) og akkorderne (idet de primære akkorder på 1., 4. og 5. trin er nogle andre i den nye toneart). Læs eventuelt mere om modulationer her.

4. Toneartsæstetik
Siden det antikke Grækenland har nogle mennesker forbundet forskellige tonearter med forskellige karakterer, udtryk og farver. Associationerne er baseret på subjektive oplevelser og opfattelser, og associationerne varierer derfor meget. Men det er en kendsgerning, at der har været stor klanglig forskel på tonearterne, og at der stadigvæk er visse forskelle i dag.

Karakter og udtryk
De græske filosoffer Platon (427-347 f.v.t.) og Aristoteles (384-322 f.v.t.) var nogle af de første, der beskrev karakterforskelle mellem tonearterne. De mente, at tonearterne kunne skabe forskellige sindsstemninger, og at forskellige tonearter derfor egnede sig til forskellige situationer. En bestemt toneart kunne eksempelvis udtrykke og opildne til krig og tapperhed, mens en anden kunne virke beroligende og udtrykke balance og harmoni.

Platon og Aristoteles tog udgangspunkt i datidens forskellige typer tonearter og ikke forskellige transpositioner af samme toneart. De forskellige tonearter havde forskellig tonestruktur, og det var årsagen til, at de lød forskelligt. Tilsvarende havde middelalderens og renæssancens syv kirketonearter (afsnit 2) forskellig tonestruktur, og derfor var det ikke overraskende, at en række teoretikere (heriblandt Guido af Arezzo, Hermanus Contractus, Johannes Cotto og Johannes de Muris) kunne knytte forskellige karakterer og udtryk til dem - dog uden at nå til fælles enighed.

Da kirketonearterne i løbet af 1600-tallet blev erstattet af dur- og moltonearterne, begyndte nogle i stedet at interessere sig for forskellen mellem transpositioner af samme toneart. Der var (og er) forskel mellem dur- og moltonearter, fordi tonestrukturen er forskellig, men det interessante var, at der også var forskel mellem transpositioner af samme toneart. Forskellen skyldtes, at det med datidens stemningssystem var umuligt at stemme alle tonearter (alle transpositioner) helt rene. Ofte placerede man de største urenheder i de tonearter, der havde flest fortegn, og som følge heraf fik tonearter med mange fortegn et stærkere udtryk end tonearter med få fortegn.

En række teoretikere har beskrevet karakterforskelle mellem datidens dur- og moltonearter, heriblandt Marc-Antoine Charpentier (Regles de Composition, 1682), Jean-Philippe Rameau (Treatise on Harmony, 1722), John Hawkins (A General History of the Science and Practice of Music, 1776), Christian Schubart (Ideen zu einer Ästhetic der Tonkunst, 1806) og Carlo Gervasoni (Nuova Teoria di Musica, 1812).

Da den ligesvævende stemning vandt frem i 1800-tallet, forsvandt samtidig de forskelle, der tidligere havde været mellem transpositioner af samme toneart. I den ligesvævende stemning klinger alle dur- og moltonearter i princippet ens, fordi afstanden mellem tonerne er den samme uanset grundtonens placering. Der er ingen tonearter, der klinger mere falsk end andre. Det fik nogle til at inddrage et nyt aspekt i beskrivelsen af tonearternes karakterforskelle, nemlig det aspekt at musikinstrumenter kan have indflydelse på, hvordan tonearterne klinger.

På basguitarer klinger et musikstykke i E-dur ofte dybere end et musikstykke i Eb-dur, fordi basguitarens dybeste tone er et e. På messingblæsere klinger b-tonearter ofte bedre end kryds-tonearter, fordi fingersætning og intonation er nemmere i b-tonearter. På strygere klinger kryds-tonearter ofte mere fyldige end b-tonearter, fordi strygernes løse strenge nemmere kan resonere med andre toner i kryds-tonearter. Forskellene er kun svært hørbare. Eksemplerne er til gengæld mange, og de viser, at musikinstrumenternes konstruktion og klangfarve kan føre til karakterforskelle mellem nutidens tonearter.

En mere detaljeret indføring i emnet findes i bogen A History of Key Characteristics in the Eighteenth and Early Nineteenth Centuries (Rita Steblin. UMI Research Press, 1983).

Tonefarver
Nogle mennesker mener, de kan forbinde bestemte dur- og moltonearter med bestemte farver. Blandt de mest kendte eksempler er de russiske komponister Alexander Scriabin (1872-1915) og Nikolai Rimsky-Korsakov (1844-1908), der oplevede og beskrev følgende farve-associationer:
Durtoneart Alexander Scriabin Nikolai Rimsky-Korsakov
Db Lilla Mørk gråbrun
Ab Violet Gråviolet
Eb Kødrød Blågrå
Bb Stål-rosa Ingen association
F Dyb rød Grøn
C Rød Hvid
G Orange Brun-guld
D Gul Gul
A Grøn Rosa
E Himmelblå Safirblå
H Blå Mørkeblå
F#/Gb Blåviolet Grågrøn

Fælles for de to komponister var, at de led af synæstesi. Synæstesi er en sygdom, der påvirker sanserne, så man oplever en sammenblanding af forskellige sanseindtryk. Mennesker med synæstesi kan eksempelvis høre farver, se lyde og smage berøringer. Omkring 2-4% lider af sygdommen, men meget milde former er væsentlig mere udbredte.

Synæstesi optræder i mange forskellige varianter, og de farvemæssige associationer er tillige meget varierende. Nogle får associationer til helt bestemte og meget nuancerede farver, mens andre får associationer til få og stærke farver. For nogle er toneartens tonekøn (C-dur/C-mol) afgørende, mens det for andre - eksempelvis Scriabin - er uden betydning.

Typisk opstår farve-associationerne, når tonearterne kommer til udtryk som melodier og harmonier i et musikstykke. Musikstykkets udformning kan have en betydning for associationerne hos nogle. Hos andre opstår associationerne, når blot de hører en enkeltstående skala, akkord eller tone.

Der er flere eksempler på, at også personer uden synæstesi forbinder tonearter med farver. Flere betvivler i øvrigt, at Scriabin havde synæstesi, idet associationen til et komplet farvespektrum med glidende farveovergange er højst usædvanlig for synæstetikere.
Lytteøvelse Lytteøvelse 34
  1. Lyt til et lydeksempel fra Mozarts Symphony No. 40 i G-mol her:
  2. Tænk på en farve, mens du lytter til musikken, og overvej, hvad der får dig til at tænke på netop denne farve.
  3. Skriv de forskellige farve-associationer op på tavlen, hvis I er flere der har lyttet. Diskuter jeres resultat, og overvej, om associationerne skyldes tonearten eller musikstykkets udformning. Lyt eventuelt til andre musikstykker i G-mol med henblik på at bekræfte eller afkræfte resultatet.
En toneart er en betegnelse for det tonemateriale, der er grundlaget for et musikstykkes melodi og akkorder. Den tone, tonearten opbygges ud fra og navngives efter, kaldes grundtonen. En toneart består af syv forskellige toner, men et musikstykke benytter ikke nødvendigvis dem alle.


1. Dur- og moltonearter
Man skelner mellem durtonearter og moltonearter. I durtonearter udgøres tonematerialet af en durskala, og i moltonearter udgøres tonematerialet af en ren molskala. Tonearten C-dur udgøres således af tonerne fra en C-durskala, og A-mol udgøres af tonerne fra en ren A-molskala.

En dur- og en moltoneart er paralleltonearter, når de har fælles tonemateriale (fx C-dur og A-mol). Den parallelle moltoneart har altid grundtone en lille terts under durtoneartens grundtone.

Tonearter noteres ved brug af faste fortegn. Fortegnene noteres altid i samme rækkefølge og altid på de samme pladser i nodesystemet. Paralleltonearter har identiske fortegn.

Tonearter uden fortegn
C-dur og A-mol (der er paralleltonearter) noteres uden faste fortegn:
Dur Mol Antal fortegn Fortegn for Notation
C Am 0 -

Kryds-tonearter
Hver gang grundtonen hæves en kvint i forhold til C-dur/A-mol tilføjes et kryds til tonearten. Krydset sættes foran tonen på 7. trin i durtonearten. Rækkefølgen af krydser kan huskes med remsen "far cykler gennem døren af et hus":

Dur Mol Antal fortegn Fortegn for Notation
G Em 1 f
D Hm 2 f, c
A F#m 3 f, c, g
E C#m 4 f, c, g, d
H G#m 5 f, c, g, d, a
F# D#m 6 f, c, g, d, a, e
C# A#m 7 f, c, g, d, a, e, h


B-tonearter
Hver gang grundtonen sænkes en kvint i forhold til C-dur/A-mol tilføjes et b til tonearten. B'et sættes foran tonen på 4. trin i durtonearten. Rækkefølgen af b'er kan huskes med remsen "her er alle de glade chokoladefrøer":

Dur Mol Antal fortegn Fortegn for Notation
F Dm 1 h
Bb Gm 2 h, e
Eb Cm 3 h, e, a
Ab Fm 4 h, e, a, d
Db Bbm 5 h, e, a, d, g
Gb Ebm 6 h, e, a, d, g, c
Cb Abm 7 h, e, a, d, g, c, f

Tonearter med seks og syv faste fortegn benyttes meget sjældent.

Lytteøvelse Lytteøvelse 33
Man siger ofte, at moltonearter lyder triste, og durtonearter lyder glade. Det er dog langt fra altid tilfældet, idet andre bestanddele som eksempelvis tekst, tempo og instrumentation også har indflydelse på, hvordan et musikstykke opfattes.
  1. Lyt til et lydeksempel fra Losing My Religion her:
  2. Lyt til lydeksemplet igen, og beskriv samtidig, hvilke følelser og udtryk musikken formidler.
  3. Lyt til et lydeksempel fra en lidt anden version af musikstykket her:
  4. Lyt til lydeksemplet igen, og beskriv samtidig, hvilke følelser og udtryk musikken formidler.
  5. De to lydeksempler er ens, bortset fra at tonearten er henholdsvis A-mol og A-dur. Har tonearterne indflydelse på din opfattelse af musikstykket?
Syng og spil Syng og spil 20
Syng en af nedenstående sange. Undersøg derefter sangens melodi og akkorder, og gør rede for, hvilken toneart sangen benytter. Brug vejledningen i afsnit 2 til hjælp.
  • Sebastian: Fuld af nattens stjerner (1986)
  • Elton John: Your Song (1970)
  • The Beatles: Hey Jude (1968)
  • Robert Normann: Noget om helte (1955)
  • Poul Schierbeck: Det er i dag et vejr (1939)
Syng og spil Syng og spil 21
Syng en af nedenstående sange, der skifter toneart undervejs. Undersøg derefter sangens melodi og akkorder, og gør rede for, hvilke to tonearter sangen benytter. Brug vejledningen i afsnit 2 til hjælp.
  • The Corrs: Breathless (2000)
  • TV-2: Lanternen (1984)
  • Anne Linnet: Smuk og dejlig (1976)
  • Knud Vad Thomsen: Jeg plukker fløjlsgræs (1951)
Interaktiv øvelse Interaktiv øvelse 37
Nodelæsning » Tonearter » Niveau 1-17
Nodeskrivning » Tonearter » Niveau 1-17
Øvelsesprogram »

2. Toneartsbestemmelse
Et musikstykkes toneart kan findes ved hjælp af følgende fremgangsmåde:

1. Find tonematerialet
Tonematerialet udgøres af de faste fortegn, der er noteret i begyndelsen af noderne. I få tilfælde angiver de faste fortegn ikke det faktiske tonemateriale, idet der konsekvent kan være løse fortegn for bestemte (melodi)toner. I de tilfælde må man genoverveje de faste fortegn.

Enkelte løse fortegn har normalt ikke indflydelse på tonearten, idet de pågældende toner kan betragtes som toneartsfremmede toner. Eksempelvis hæves tonen på 7. trin i moltonearter ofte med et løst fortegn, da tonen derved bliver ledetone til grundtonen.

Hvis ikke man har noderne til musikstykket, skal man lytte sig frem til tonematerialet. Ofte kan man nøjes med at aflytte få takter af melodien og eventuelt enkelte af akkorderne. Et musikstykke benytter ikke nødvendigvis alle syv toner i tonearten, men det er som regel muligt at få tonerne til at passe med et bestemt antal faste fortegn alligevel.

2. Find grundtonen
Det fundne tonemateriale snævrer de mulige tonearter ind til én durtoneart og én moltoneart. Det er grundtonen, der afgør den eksakte toneart.

Grundtonen er ofte den samme som både melodiens sluttone og musikstykkets startakkord og slutakkord. I mange tilfælde behøver man derfor ikke undersøge musikstykket nærmere. Følgende mere detaljerede fremgangsmåde kan benyttes, hvis grundtonen ikke er entydig:

Melodien stræber ofte mod grundtonen og falder ofte til ro på grundtonen. Grundtonen kan derfor ofte høres, som en tone melodien kan falde til hvile på, uden man føler trang til en fortsættelse.

De fleste musikstykker benytter primært akkorderne på toneartens 1., 4. og 5. trin. Akkorderne afhænger altså af grundtonen, og akkorderne kan derfor indikere grundtonen. Tonearterne C-dur og A-mol har eksempelvis identisk tonemateriale, men de primære akkorder er forskellige:
Treklange i en durtoneart

Treklange i en moltoneart

Akkorderne kan være udvidet på forskellig vis. Eksempelvis udvides akkorden på 5. trin ofte med en lille septim, da akkorden derved leder kraftigere mod akkorden på 1. trin. Af samme grund ændres akkorden på moltoneartens 5. trin ofte til en durakkord (i eksemplet herover E-dur), da ledetonen til toneartens grundtone derved bliver en del af akkorden.

Kvintcirklen er et godt hjælperedskab, fordi den anskueliggør de primære og sekundære akkorder i en toneart. Med udgangspunkt i en hvilken som helst grundtone (1. trin) er toneartens primære akkorder (4. trin og 5. trin) placeret henholdsvis mod og med uret. Toneartens sekundære akkorder er placeret overfor de primære akkorder og har modsat tonekøn af disse:
Akkorder i en toneart
Ved at indplacere et musikstykkes akkorder på kvintcirklen, vil man derfor ofte kunne se, at de omkranser en given grundtone. Der kan indgå andre akkorder i et musikstykke end de tre primære og tre sekundære akkorder, men som regel kun i begrænset omfang.

3. Vær opmærksom på modulationer
Et musikstykke kan modulere undervejs. Modulationer indbærer et skift af tonemateriale (gælder dog ikke modulationer til paralleltonearten) og kan derfor ofte genkendes ved et skift af de faste fortegn. Ved tonale udsving benyttes som regel løse fortegn i stedet.

Alle modulationer indebærer et skift af grundtone, og det har indflydelse på både melodien (idet melodien nu stræber mod en ny grundtone) og akkorderne (idet de primære akkorder på 1., 4. og 5. trin er nogle andre i den nye toneart). Læs eventuelt mere om modulationer her.