Tonearten er en betegnelse for et musikstykkes første trin (grundtonen, tonika) og dets tilhørende skala. Hver toneart består af syv forskellige toner. I durtonearter danner de syv toner tilsammen en durskala, i moltonearter danner de en ren molskala. Skalaen er dannet ud fra toneartens grundtone og har samme antal krydser eller b'er, som der bruges til notation af tonearten. Tonearten fortæller altså, hvilket tonemateriale et givent musikstykke benytter sig af.
Der findes - hvis man ser bort fra enharmoniske tonearter (jf. afsnit 1) og kirketonearter (jf. afsnit 3) - 24 forskellige tonearter. 12 af dem er durtonearter, og 12 af dem er moltonearter.


1. Oversigt over tonearter
Herunder ses en oversigt over de forskellige tonearter. Hver durtoneart har en tilsvarende moltoneart med et tilsvarende antal krydser eller b'er. Man siger, at de to tonearter er paralleltonearter.

Dur Mol Fortegn Antal Fortegn for Notation
C Am - 0 -
G Em # 1 f
D Hm # 2 f, c
A F#m # 3 f, c, g
E C#m # 4 f, c, g, d
H G#m # 5 f, c, g, d, a
F# D#m # 6 f, c, g d, a, e
C# A#m # 7 f, c, g d, a, e, h
Dur Mol Fortegn Antal Fortegn for Notation
F Dm b 1 h
B Gm b 2 h, e
Eb Cm b 3 h, e, a
Ab Fm b 4 h, e, a, d
Db Bbm b 5 h, e, a, d, g
Gb Ebm b 6 h, e, a, d, g, c
Cb Abm b 7 h, e, a, d, g, c, f

Tonearterne F# og Gb samt D#m og Ebm er enharmoniske, dvs. de består af samme tonemateriale. Der er altså ingen forskel på de to tonearter, udover notationsmåden.
Tonearter med syv faste fortegn eller derover, fx C#, og Abm benyttes kun sjældent. Det skyldes, at hver af disse tonearter er enharmonisk med en toneart med et færre antal faste fortegn - en toneart som det derfor er mere praktisk at benytte. Eksempelvis er C#-dur (syv krydser) enharmonisk med Db-dur (fem b'er), og Fb-dur (otte b'er) er enharmonisk med E-dur (4 krydser).

2. Notation af tonearter
Tonearterne noteres normalt ved brug af en række faste fortegn, som det er vist i oversigten i forrige afsnit. Løse fortegn bruges kun sjældent til notation af tonearter, da det er mere upraktisk.
De faste fortegn skal noteres i en bestemt rækkefølge. Rækkefølgen af:
- krydserne er f, c, g d, a, e, h - den kan huskes med remsen "Far Cykler Gennem Døren Af Et Hus".
- b'erne er h, e, a, d, g, c, f - den kan huskes med remsen "Her Er Alle De Glade ChokoladeFrøer".
Læg mærke til at rækkefølgen på b'erne er den samme som rækkefølgen på krydserne bare set bagfra.

De faste fortegns virkning
Læs mere om virkningen af de faste fortegn og om hvordan fortegnene ophæves i artiklen om fortegn.

Kvintcirklen
Kvintcirklen kan være et nyttigt hjælpemiddel, hvis man vil finde antallet af faste fortegn og placeringen af disse i en given toneart. Læs mere i artiklen om kvintcirklen.

3. Kirketonearterne
Ikke al musik er baseret på dur/mol-tonalitet. Noget musik er baseret på det, der hedder kirketonearterne. Kirketonearterne blev brugt i forbindelse med gregoriansk sang, men de spiller stadigvæk en betydlig rolle i noget rytmisk musik. Læs mere i artiklen om kirketonearter.

4. Find frem til tonearten
Et musikstykkes toneart kan (hvis man ser bort fra kirketonearterne, jf. afsnit 5) findes på flere forskellige måder. Den første metode går ud på at finde tonearten ved hjælp af de faste fortegn. Hvis man ikke har noderne til musikstykket, og dermed ikke kan se de faste fortegn, bør man gå videre til metode 2, hvor man finder tonearten udelukkende ved at kigge på musikstykkets akkorder. Vær opmærksom på at et musikstykke godt kan modulere, dvs. skifte toneart undervejs. Hvis et musikstykke modulerer eller har tonale udsving (korte toneartsskift), og man ønsker at finde ud af, hvilken toneart stykket modulerer til, så er metode 2 den mest anvendelige.

Metode 1
Tonearten kan aflæses ud fra de faste fortegn (se oversigt over tonearterne og deres faste fortegn i afsnit 1). De faste fortegn fortæller dog ikke noget om, om et musikstykke står i durtonearten, eller om det står i den tilsvarende moltoneart. For at finde ud af om et musikstykke står i dur eller mol (eksempelvis F-dur eller D-mol der begge har ét b som fast fortegn), er man nødt til at kigge på selve akkorderne og/eller på melodiens struktur og tonemateriale.
Melodiens struktur:
Sluttonen på en melodi er ofte tonen på første trin (grundtonen). Slutter en melodi på tonen f, og har melodien ét b som fast fortegn, vil melodien derfor langt de fleste tilfælde stå i F-dur. Ingen regel uden undtagelser, så for at sikre sig mod fejltagelser må man derfor også gå ind og kigge på melodiens struktur. Noget af det første man kan gøre er at kigge efter ledetoner (især tonen en halv tone under grundtonen) i melodien. Benyttes der ledetoner til durtonearten eller til den tilsvarende moltoneart? Man kan også spille/høre melodien, og lytte efter om der er en tone, der opleves som grundtone. Det vil typisk være en tone melodien kredser særligt meget om, eller en tone som melodien kan "ligge til hvile" på, uden at man føler trang til, at melodien bør fortsætte.
Akkorder:
Når man kigger på akkorderne er det ofte nok kun at kigge på start- og slutakkorden, der som regel er en førstetrinsakkord (i funktionsanalyse kaldet tonika). Hvis et musikstykke både starter og slutter med en eksempelvis F-dur akkord, er der således en stor sandsynlighed for, at musikstykket står i F-dur. Starter og slutter musikstykket med en D-mol akkord, står det med stor sandsynlighed i D-mol.
For at sikre sig yderligere kan man tjekke 4.- og 5.-trinsakkorden (i funktionsanalyse kaldet subdominant og dominant). Disse vil som regel ofte optræde blandt akkorderne i et musikstykke, og de er forskellige, afhængigt af om musikstykket står i en durtoneart eller i dens tilsvarende moltoneart (4.- og 5.-trinsakkord i tonearten F-dur: Bb og C; i tonearten D-mol: Gm og A).
Bemærk at femtetrinsakkorden næsten altid er i dur i både mol- og durtonearter.

Metode 2
Selvom man ikke kender antallet af faste fortegn, kan det godt lade sig gøre at finde tonearten alligevel. Man kan benytte samme fremgangsmåde som i metode 1, dvs. kigge på start- og slutakkorden og på 4.- og 5.-trinsakkorden. Hvis ikke man kommer nærmere svaret ved dette, kan man benytte en anden metode, hvor man sammenholder de akkorder, der bliver brugt i musikstykket. Samme metode er anvendelig, hvis et musikstykke modulerer eller har tonale udsving, og hvis man ønsker at finde ud af, hvilken toneart stykket modulerer til. Tonale udsving og til en vis grad også modulationer starter og slutter kun sjældent på førstetrinsakkorden, og metode 1 er derfor ikke anvendelig.

Hver toneart har nogle akkorder, der bliver brugt mere end andre. Disse akkorder er forskellige fra hver toneart, og hvis tonearten skifter, vil akkorderne derfor næsten altid også skifte. De akkorder der oftest benyttes i en given toneart er altid placeret ved siden af hinanden i kvintcirklen, som derfor er et nyttigt hjælpemiddel. Hvis en tilfældig dur- eller mol- akkord vælges som værende førstetrinsakkord (i funktionsanalyse kaldet tonika), så vil det ofte være førstetrinsakkorden samt akkorden der er placeret et skridt mod uret i kvintcirklen (fjerdetrinsakkorden, subdominanten) og akkorden placeret et skridt med uret i kvintcirklen (femtetrinsakkorden, dominanten), der bliver brugt i musikstykket.
Hvis C-dur vælges som førstetrinsakkord (dvs. tonearten er C-dur), så vil fjerdetrinsakkorden således være F-dur og femtetrinsakkorden være G-dur:


Det vil være disse tre akkorder, der oftest bliver brugt i et musikstykke, der står i C-dur. Derudover vil der i musikstykket som regel også indgå en eller flere af de akkorder, der står over for de tre akkorder i kvintcirklen (dvs. på modsatte side af kvintcirklens linje). Disse akkorder kaldes for parallelakkorder (i funktionsanalyse tonika-parallel, subdominant-parallel og dominant-parallel) og er herunder markeret med blåt:

Med C-dur som førstetrinsakkord, er det således akkorderne A-mol, D-mol og E-mol (havde tonearten været eksempelvis D-mol havde de tre parallelakkorder været Bb-dur, F-dur og C-dur). Det ses at førstetrinsakkorden (i eksemplet herover, akkorden C-dur) er placeret i centrum i kvintcirklen, og at de andre akkorder er placeret rundt om førstetrinsakkorden. Der kan sagtens optræde andre akkorder end de seks her nævnte i et musikstykke, men som regel dog kun i beskedent omfang.

Måden man finder tonearten på, er ved at finde de akkorder der bliver brugt i musikstykket og ved derefter placere dem i kvintcirklen. Som regel vil der være en akkord, der står i centrum med de andre akkorder placeret rundt om sig. Denne akkord er således førstetrinsakkorden, og tonearten er dermed fundet (er førstetrinsakkorden en C-mol er tonearten C-mol, et det en D-dur er tonearten D-dur, osv.). Man kan endvidere tjekke musikstykkets melodi, der for det meste benytter toneartens tilsvarende dur- eller molskala (skalaen med samme antal fortegn som tonearten).

Eksempel
Betragt akkorderne til sangen Lanternen (Steffen Brandt, 1984):
| C | C | Em | Em|
| C | C | Em | Em|
| F | Fm | C | C |
| A | A | D | D|
| F#m | E | A | A|

Sangens første 12 takter står tydeligvis i C-dur. Vi indplacerer akkorderne fra disse takter i kvintcirklen, og her ses det tydeligt, at akkorden C-dur er den centrale akkord:


Sangen benytter sig af førstetrinsakkorden (C), fjerdetrinsakkorden (F) og parallellen til femtetrinsakkorden (Em). Akkorden Fm benyttes kun et enkelt sted og er blot en variant af fjerdetrinsakkorden (F).
I takt 13 isker der noget nyt. Her benyttes en række akkorder, der ikke umiddelbart har noget med tonearten C-dur at gøre. Akkorderne indplaceres i kvintcirklen, og nu ses det tydeligt, at akkorden A-dur er den centrale akkord og dermed førstetrinsakkorden:


Tonearten er således A-dur. Sangen starter altså i C-dur men modulerer til A-dur i takt 13.
Her kommer snart en middel udgave af artiklen.
Den svære udgave skal opdateres først. Opdateringen indebærer nye lydeksempler, nye nodeeksempler, ordforklaringer, øvelser samt nyt og forbedret indhold. Se status på opdateringen i nyhedsbrevet.