Den arabiske musik kan opleves som uforståelige ord og falske toner. Andre kan ikke lade være med at danse og synge med, når de hører sange af Amr Diab eller Umm Kulthum. Men hvad er de egentlig for nogle, de skæve toner? Hvad er det for nogle instrumenter, der spilles på? Hvad er det for nogle skalaer, og hvor er akkorderne?
Den arabiske musik er farverig, voldsom og på mange måder meget anderledes end den musik, vi er vant til at høre i den vestlige verden. Sangerne synger med følelserne helt oppe i halsen. Melodierne kan synes som endeløse tonerækker. Nogle af rytmerne kender vi, andre er ikke helt til at forstå. Og så synges og spilles der falsk! Eller sådan kan det måske lyde, for den arabiske musik gør brug af kvarttoner, der sjældent findes i vestlig musik.
I dette emne får du et indblik i, hvad der foregår, når arabiske sangere og musikere kaster sig ud i lange tirader, hvorefter publikum pludselig bryder ud i vild jubel. Vi skal også stifte bekendtskab med store navne i den arabiske musik. Både gamle og nulevende. Vi skal se på og lytte til den klassiske og den moderne musik. Og måske lærer du at spille en taqsim (en melodisk improvisation) og synge en mawwal (en traditionel vokalgenre).
Lyt til arabisk musik
Læn dig tilbage og lyt til tonerne af: Tamally Maak (Amr Diab, 2000), Ya Lili (Balti feat. Hamouda, 2017), Enta Omry (Umm Kulthum, 1967) og Adhan (traditionelt bønnekald, Ustaz Faizan Tajuid, 2018).
Indhold
- Indblik. 1001 nats musik.
- Fokus. Arabisk musikteori.
- Kendetegn. Musikalske kendetegn.
- Analyser. Musikanalyser og analysevejledning.
- Aktiviteter. Faglige opgaver og forslag til musikudøvelse.
- Register. Opsummerende tidslinje og ordregister.
- Referencer. Forfatterbeskrivelse og krediteringsliste.
Målgruppe
Emnet er primært egnet til gymnasialt A-niveau og til projektorienteret arbejde på B-niveau. Der findes en kort lærervejledning til emnet her.