I dette kapitel præsenteres du for en række musikteoretiske grundelementer i den arabiske musik. Vi starter med en introduktion til det komplekse maqamsystem, der er musikkens tonale grundlag. Derefter beskrives nogle af de traditionelle rytmemønstre.

Indhold

1. Maqamat

Maqamat svarer omtrent til begrebet tonearter i vestlig musik. Men hvor vi – lidt forenklet – kun har to typer af tonearter i vestlig musik (dur og mol), har man i arabisk musik en lang række maqamat (flertal af maqam) med utallige underkategorier.

Maqam kan ikke oversættes direkte til toneart, da en maqam også beskriver det melodiske forløb og det musikalske udtryk. Ordet maqam kan oversættes til position eller plads, hvilket referer til, hvor man spiller på instrumentet, altså hvilke toner man bruger.

Alle maqamat har hver deres medfødte melodiske udvikling, og det er op til musikerne at udføre den givne maqam, så det både lyder personligt samtidig med, at det også skal lyde rigtigt. Denne melodiske udvikling kaldes seyir og kan oversættes til vej eller retning.

Kvarttoner

Maqamsystemet adskiller også sig fra det vestlige tonale system ved brugen af de såkaldte kvarttoner. I arabisk musikteori fra begyndelsen af 1930'erne og frem inddeler man oktaven i 24 kvarttoner. En kvarttone defineres som en tone midt i mellem to halvtoner, eksempelvis mellem d og es. Fra tonen c til tonen d er der med andre ord fire kvarttoner.

Musikteoretisk er det arabiske tonesystem ligesvævende, hvilket vil sige, at alle kvarttoner er lige store, ligesom alle halvtoner i vestlig musik er det. Imidlertid er praksis ofte meget anderledes. Kvarttoners intonation kan variere alt efter det melodiske forløb, ligesom de forskellige maqamat også kan have forskellige traditioner for intonation.

I arabisk musiktoeri har alle toner navne alt efter, hvor de er placeret i deres respektive maqam. Tonen c er derfor ikke altid et klingende c, men er derimod altid grundtonen i maqam rast og kaldes også rast. Her er de toner og tonenavne, vi kommer til at bruge:

Dvs at vi i praksis kun anvender to forskellige kvarttoner (e sænekt en kvarttone og h sænket en kvarttone):

Ofte er det nemmest at bruge de arabiske tonenavne, fordi vi ikke rigtig har nogle gode navne for kvarttonerne, og fordi alle tonenavne er relative i forhold til, hvor de er placeret i en maqam.

Begrebet kvarttone er til dels teoretisk, da intervallet egentlig ikke findes i arabisk musik. Der er snarere tale om trekvarttoner.

Mellem dugah og segah er der ¾ tone og mellem segah og jahagah er der ligeledes ¾ tone. Den kvarte tone mellem kurd og segah høres kun sjældent og som regel kun i melodiske ornamenter.

2. Anjas

For at få en forståelse for maqam-systemet må vi se på, hvilke byggesten, det består af. Disse byggesten kaldes ajnas (ental, jins) og består af tetrakorder, dvs grupper af 4 toner. Systemet med tetrakorder stammer fra antikkens Grækenland og blev overført til arabisk musikteori i det 10. århundrede af al-Farabi i Kitab al-Musiqa al-Kabir - Den Store Bog om Musik.

Der er otte forskellige ajnas

  • rast
  • bayati
  • kurd
  • hijaz
  • nahawand
  • saba
  • ajam
  • segah

I det følgende gennemgås de otte ajnas. Alle er beskrevet med noder, intervaller, arabiske tonenavne og lydeksempler. Lydeksemplerne er spillet på ney-fløjte og består af en trinvis bevægelse af tonerne i den givne jins samt en mini-taqsim. Mini-taqsimen giver et indtryk af hvordan de forskellige ajnas kan lyde i praksis.

Jins rast

Rast består af intervallerne 1-¾-¾ og har kvarttonen på 3. trin. Den består af tonerne: rast - dugah - segah - jahagah

Lydeksmpler: 1. Skala (lydfil1) 2. Taqsim (lydfil2)

Jins bayati

Bayati består af intervallerne ¾-¾ -1 og har en kvarttone på 2. trin Den består af tonerne: dugah - segah - jahagah - nawa

Lydeksmpler: 3. Skala (lydfil3) 4. Taqsim (lydfil4)

Jins kurd

Kurd består af intervallerne ½ -1-1 og har ingen kvarttoner. Den kan uden problemer spilles på klaver og andre vestlige instrumenter. Den består af tonerne: dugah - kurd - jahagah - nawa

Lydeksmpler: 5. Skala (Lydfil5) 6. Taqsim (Lydfil6)

Jins Hijaz

Hijaz består af intervallerne ½-1½-½ og har ingen kvarttoner. Hijaz er for mange vestlige ører indbegrebet af lyden af arabisk musik med den karakteristiske forstørrede sekund. Den består af tonerne: dugah - kurd - hijaz - nawa

Lydeksmpler: 7. Skala (lydfil7) 8. Taqsim (lydfil8)

Jins nahawand

Nahawand består af intervallerne 1-½ -1. Den har ingen kvarttoner og minder med sin lille terts, om det vi kender som mol. den består af tonerne: rast - dugah - kurd - jahagah

Lydeksmpler: 9. Skala (Lydfil9) 10. Taqsim (Lydfil10)

Jins ajam

Ajam består af intervallerne 1-1-½. Den har ingen kvarttoner og minder med sin store terts mellem 1. og 3. tone, om det vi kender som dur. Ajam betyder fremmed og refererer muligvis til, at det ikke er en oprindelig arabisk tetrakord. Den består af tonerne: rast - dugah - buselik - jahagah

Lydeksmpler: 11. Skala (Lydfil11) 12. Taqsim (Lydfil12)

Jins saba

Saba består af intervallerne ¾-¾-½. Den minder ikke om noget, vi kender i vestlig musik. Den spænder kun over en stor terts. Den består af tonerne: dugah - segah - jahagah - hijaz Der er i arabisk musikteori ikke forskel på F# og Gb. Begge toner kendes som hijaz.

Lydeksmpler: 13. Skala (Lydfil13) 14. Taqsim (Lydfil14)

En variant af jins saba kaldes jins saba zam zam. I jins saba zamzam er andet trins kvarttone, segah, skiftet ud med en halvtone, kurd.

Lydeksmpler: 15. Skala (Lydfil15) 16. Taqsim (Lydfil16)

Jins segah

Jins segah består af tonerne segah - jahagah - nawa - husseini. Det karakteristiske ved jins segah er, at den har kvarttonen, segah, som grundtone.

Lydeksmpler: 17. Skala (Lydfil17) 18. Taqsim (Lydfil18)

Transposition af ajnas

Man oplever ofte at ajnas transponeres til andre begyndelsestoner.

F.eks ses jins kurd ofte med tonen A som begyndelsetone, men man vil stadig høre den som jins kurd, da den har samme intervalstrukter.

Et andet eksempel er jins nahawand, de ofte høres på tonen G:

Jins saba zam zam ses ofte med A som grundtone

Vi kan konstatere, at hvis en jins har den samme intervalstruktur, er det er det stadig den samme jins uanset, hvilken begyndelsestone den har.

Jins+jins=maqam

Nu, hvor alle ajnas er beskrevet skal vi se, hvordan man ved at forbinde to ajnas skaber en maqam. Nogle maqamat består af to ajnas ovenpå hinanden, f.eks. maqam rast, der består af jins rast på C og jins rast på G.

Andre maqamat, f.eks. maqam bayati er sammenhængende og består af jins bayati på D og jins nahawand på G.

I det følgende vil vi gennemgå fem forskellige maqamat: bayati, rast, ajam, hijaz og saba. Vi vil se på deres struktur og opbygning, se på hvilke ajnas, de består af, og forsøge at få et indblik i, hvordan den enkelte maqam gerne vil spilles. Den melodiske struktur i en maqam kaldes seyir og kan oversættes til vej eller retning. Det er vigtigt at pointere, at en maqam sagtens kan bestå af flere end to ajnas, og at en maqamstruktur ikke kan opfattes som en lovmæssighed. De store sangere og musikere formår netop at udfolde en maqam med personlighed og variation samtidig med, at man aldrig er i tvivl om, at det er f.eks. maqam hijaz, man hører.

Notation

I arabisk musiknotation er der tradition for altid at notere de forskellige maqamat med den samme grundtone, uanset hvor maqam’en reelt klinger. Maqam rast noteres med C som grundtone, og maqam bayati, kurd og saba med D som grundtone. Det skyldes først og fremmest, de forskellige maqamats indbyrdes forhold. En komposition i maqam bayati vil derfor altid noteres med D som grundtone - også selvom den reelt klinger i f.eks. C. Maqam ajam er lidt anderledes og hører ikke rigtig til på en specifik grundtone. Måske fordi den er fremmed i forhold til arabiske ører? Den ses dog oftest på Bb, C eller F.

Maqam rast

Den opadgående maqam rast består af to jins rast. Jins rast på C og jins rast på G2, hvorimod den faldende maqam rast består af jins nahawand på G2 og jins rast på C.

I maqam rast gemmer sig også en jins bayati på D og en jins ajam på F. Det er en vigtig observation for det er netop ved at udforske de forskellige ajnas, der så at sige er indbygget i en maqam at arabiske musikere og komponister skaber variation og modulation i deres kompositioner.

Seyir Maqam rast begynder ofte på grundtonen C og bevæger sig opad mod tonen F og udforsker området melodisk. En standardvending i maqam rast er brugen af en drejenode omkring kvarttonen på 3. trin, sådan at melodien veksler mellem tonerne segah og kurd, og er et af de sjældne eksempler på kvarttonen som interval mellem to toner.

Se og hør begyndelsen til Taryos Efendis Sama’i Rast, hvor melodien netop benytter en sådan drejenode. Læg også mærke til, hvordan melodien udvikler sig fra grundtonen C op mod F. Efendis’ Sama’i Rast er et godt eksempel på, hvordan en komposition følger en given maqam og samtidig er et selvstændigt værk.

Sama’i Rast med et takht-ensemble. Youtube: https://www.youtube.com/watch?v=9DGpZvCl4aI

Rast er et persisk ord og betyder rigtig eller korrekt. Det er den første og vigtigste maqam i arabisk, tyrkisk og persisk musikkultur.

Maqam bayati

Maqam bayati består af de samme toner som maqam rast, men med D som grundtone. Den opadgående maqam bayati består af jins bayati på D og jins rast på G2. Den faldende består af jins nahawand på G og jins bayati på D. Ligesom i maqam rast gemmer der sig også jins ajam på F.

Seyir: Maqam bayat begynder ofte på 4. trin, G, og bevæger sig rundt i jins nahawand, hvorefter den bevæger sig ned mod grundtonen D. Tonen Bb2 bliver ofte fremhævet melodisk.

Se og hør Ibrahim al-Aryans Sama’i Bayati, der netop begynder på G og bevæger sig nedad mod grundtonen D. Sama’i er en slags rondo form (ABCBDB osv). Det gennemgående tema kaldes taslim. I denne Sama'i Bayati begynder taslim’en på Bb2 og har en smuk faldende linje over fem takter ned mod grundtonen D.

Youtube: http://youtu.be/mZzAu3MQCa4

Maqam bayati er utrolig populær og kan høres i alle typer musik overalt i Mellemøsten.

Maqam Hijaz

Maqam hijaz består af jins hijaz på D og jins nahawand på G. Maqam hijaz består af de samme toner både opadgående og faldende. I faldende oplever man ofte jins kurd på A.

Seyir: Melodier i maqam hijaz vil ofte begynde i jins nahawand og derefter bevæge sig ned i jins hijaz.

I La Rosa Enflorece, der ganske vist ikke er arabisk men fra de sefardiske jøder, er den melodiske bevægelse fra jins nahawand til jins hijaz tydelig. Takt 1 anvender tonerne G-A-Bb og takt 2 anvender tonerne A-G-F#-Eb-D i en faldende melodilinie. Hvis man lytter efter, er det let at høre, at resten af melodien også anvender denne vekselvirkning mellem jins nahawand og jins hijaz.

La Rosa Enflorece er en fantastisk sang, der handler om blomstrende roser i maj og nattergale, der synger om kærlighed.

Youtube: http://youtu.be/cP1LdTat5oU

Maqam hijaz er ligeledes meget populær og høres overalt i Mellemøsten og på Balkan. For mange europæere er maqam hijaz indbegrebet af orientalsk musik med sin forstørrede sekund mellem 2. og 3. trin.

Maqam saba

Maqam saba består af jins saba på D og jins kurd på A2. Der gemmer sig også en jins hijaz på F2. En standardvendning i maqam saba er at erstatte D2 med Db2 i faldende melodilinjer. Det giver et stærkt udtryk og en følelse af sorg og desperation. Når D2 ændres til Db2 opstår jins saba zamzam på A. Jins saba zamzam har næsten samme struktur som jins saba, men har ikke en kvarttone på 2. trin

Seyir: Maqam saba begynder omkring tonen F og udnytter spændingen mellem tonerne Gb-F og kvarttone-E (hijaz, jahagah og segah), hvorefter den falder til ro på grundtonen D. Derefter kan melodien fortsætte opad og udnytte jins hijaz på F. Herefter vil den gerne kulminere på tonen Db2, hvorefter den igen bevæger sig nedad og falder til ro på grundtonen D.

Den fransk/libanesiske komponist, Philippe Arkache har skrevet en flot Sama’i Saba. Melodien begynder på F, og læg mærke til, hvor elegant den i de første 4 takter bevæger sig omkring tonerne F, Gb og kvarttone-E (jahagah-hijaz og segah), hvorefter den falder til ro på grundtonen D i takt 4. En smukt afbalanceret komposition i maqam saba. I en sama’i er 1., 4., 6. og 8. ottenedel betonet. Alle de steder hvor tonen F falder på et betont slag er understreget.

Phillippe Arkache er født i Libanon, men bor i Frankrig, hvor han virker som musiker og komponist og underviser i orientalsk musik. Siden 1989 har han været leder af Conservatoire de Musique Orientale - http://www.musique-orientale.com - hvor han og andre underviser i arabisk/orientalsk musik. Så det er bare med at kommer afsted, hvis du vil lære mere!

Her spiller Philippe Arkache selv sin Sama’i Saba:

https://www.youtube.com/watch?v=sg4bqyLJWwM

NB! Noden i denne Youtube video er noteret i 5/4 og ikke i 10/8 som i ovenstående nodeeksempel.

Sama’i

Sama’i-genren stammer fra den ottomanske kunstmusik og kan spores tilbage til 1700-tallet. Ottomanerne herskede i et enormt område betstående af det meste af det nuværende Tyrkiet, Egypten, Libanon, Israel/Palæstina, Syrien og Irak. Deres musik har præget hele området, og en af de populære former var og er sama’i-genren. Sama’i er en kompostion i en slags rondoform, der består af vekslende afsnit, khana, og et tilbagevende tema, taslim. En sama’i går i 10/8 og bruger sama’i thaqil rytmen (Se afsnittet om rytmer) som grundrytme. Vi har allerede set på forskellige sama’i-kompostioner og i det følgende skal vi analysere en af de mest klassiske af slagsen.

Sammenfattende om maqamsystemet

Sammenfattende kan man sige at en maqam består af flere ajnas og har en indbygget seyir. Maqam’en har som regel sit navn efter den nederste jins i sin struktur. Det gælder alle de maqamat vi har set på, men en række maqamat har andre navne, hvilket bruges til at adskille deres seyir. F.eks. består maqam husseini og maqam ussak af de samme ajnas som maqam bayati, men deres seyir - det melodiske forløb - er anderledes.

Maqamsystemet er meget omfattende og studeres musikteoretisk på konservatorier og universiteter i byer som Cairo, Istanbul, Baghdad og - indtil krigen satte en stopper for det - i Damaskus. Men det er langt fra alle arabiske musikere, der har et indgående teoretisk forhold to maqamsystemet. Det er en lyd og en tradition, som man lærer med øret ved at spille og lytte.

Maqamsystemets grundbegreber:

  • Ajnas: Grupper af fire toner (tetrakorder), der tilsammen udgør en maqam
  • Jins: Ental af ajnas
  • Maqamat: Arabiske tonearter
  • Maqam: Ental af maqamat
  • Seyir: En maqams melodiske forløb
  • Kvarttone: En tone der ligger mellem to halvtoner. F.eks. mellem D og Eb

3. Rytmer

De rytmiske mønstre i arabisk musik er ligesom maqamsytemet udviklet længe før vestlig musiknotation blev introduceret i arabisk musik. Grundlæggende består et rytmemønster af dum, tak og pauser. Dum er den dybe lyd, der laves inde på trommeskindet, og tak er den høje lyd, der spilles på kanten af trommen. Hvis man inddeler takten i otte slag ser en af de mest almindelige rytmer - maqsum-rytmen - såledest ud:

Youtube: https://www.youtube.com/watch?v=iEc-agiw-k8

En anden almindelig rytme er den såkaldte Saidi. Den ser således ud:

Youtube: https://www.youtube.com/watch?v=md_CqRqH6zQ (Saidi-rytmen begynder ved 1:51)

En mere kompleks rytme er den såkaldte sama’i thaqil. Den går i 10/8 og bruges både i folklore og kompositionsmusik.

https://www.youtube.com/watch?v=pxdJymrdKb8

Denne video på fransk illustrerer fint sama’i thaqil-rytmen. Ved 1:20 er der en meget pædagogisk instruktion.