Arabisk musikteori

I dette kapitel præsenteres du for en række musikteoretiske grundelementer i den arabiske musik. Vi starter med en gennemgang af det komplekse maqamsystem, der er musikkens tonale grundlag. Til slut beskrives nogle af de traditionelle rytmemønstre.

Indhold

1. Introduktion

Den arabiske musiks tonale grundlag er det såkaldte maqamsystem. Maqamat (flertal af maqam) svarer omtrent til begrebet tonearter i vestlig musik. Men hvor vi lidt forenklet kun har to typer af tonearter i vestlig musik (dur og mol), har man i arabisk musik en lang række maqamat med utallige underkategorier.

Maqam kan ikke oversættes direkte til toneart, da en maqam også beskriver det melodiske forløb og det musikalske udtryk. Ordet maqam kan oversættes til position eller plads, hvilket referer til, hvor man spiller på instrumentet, altså hvilke toner man bruger.

Enhver maqam har hver sin medfødte melodiske udvikling, og det er op til musikerne at udføre den givne maqam, så det både lyder personligt samtidig med, at det også skal lyde rigtigt. Denne melodiske udvikling kaldes seyir og kan oversættes til vej eller retning.

En maqam består to eller flere tonegrupper kaldet ajnas (i ental jins). Maqam'en har som regel sit navn efter den nederste jins i sin struktur – det gælder alle de maqamat vi skal se på – men en række maqamat har andre navne for at adskille deres seyir (melodiske forløb). Eksempelvis består maqam husseini og maqam ussak af de samme ajnas som maqam bayati, men deres seyir er anderledes.

Maqamsystemet er meget omfattende og studeres musikteoretisk på konservatorier og universiteter i byer som Cairo, Istanbul, Baghdad og Damaskus. Men det er langt fra alle arabiske musikere, der har et indgående teoretisk kendskab til maqamsystemet. Det er en lyd og en tradition, som man lærer med øret ved at spille og lytte.

2. Kvarttoner

Maqamsystemet adskiller sig fra det vestlige tonale system ved brugen af de såkaldte kvarttoner. I arabisk musikteori fra begyndelsen af 1930'erne og frem inddeler man oktaven i 24 kvarttoner. En kvarttone defineres som en tone midt i mellem to halvtoner, eksempelvis mellem d og es. Fra tonen c til tonen d er der med andre ord fire kvarttoner.

Musikteoretisk er det arabiske tonesystem ligesvævende, hvilket vil sige, at alle kvarttoner er lige store, ligesom alle halvtoner i vestlig musik er det. Imidlertid er praksis ofte meget anderledes. Kvarttoners intonation kan variere alt efter det melodiske forløb, ligesom de forskellige maqamat også kan have forskellige traditioner for intonation.

I traditionel arabisk musikteori har alle toner forskellige navne (navnene gentages ikke i forskellige oktaver). Navnene henviser ikke til en eksakt tonhøjde, men til tonernes placering i deres respektive maqam. Tonen, som vi kalder for c, er derfor ikke altid et klingende c, men er derimod altid grundtonen i maqam rast og kaldes også rast på arabisk.

På nodeeksemplet herunder er de toner og tonenavne, der bruges i følgende fremstilling. I praksis findes langt flere tonenavne, men mange af dem anvendes kun sjældent.

I denne fremstilling anvendes således to forskellige kvarttoner: sikah (e sænekt en kvarttone) og awj (h sænket en kvarttone), og det er samtidig de to langt mest anvendte kvarttoner i arabisk musik. Bemærk notationen ved brug af et spejlvendt ♭-fortegn (nogle gange anvendes et almindeligt ♭ med en gennemstreget hals i stedet):

Begrebet kvarttone er til dels teoretisk, da intervallet kun skældent anvendes i arabisk musik. Som regel spiller og synger man ikke halvtonerne umiddelbart over og under en kvartone, hvorved afstanden mellem tonerne bliver en trekvarttone. I eksemplet herunder springes tonen kurd typisk over (den kvarte tone mellem kurd og sikah høres kun sjældent og som regel kun i melodiske ornamenter).

3. Ajnas

For at få en forståelse for maqam-systemet må vi se på, hvilke byggesten det består af. Disse byggesten kaldes ajnas (i ental jins) og består typisk af tetrakorder, dvs. grupper af fire toner. Systemet med tetrakorder stammer fra antikkens Grækenland og blev overført til arabisk musikteori i 900-tallet af al-Farabi i Kitab al-Musiqa al-Kabir ("Den Store Bog om Musik").

I det følgende skal vi se nærmere på otte forskellige ajnas, som er blandt de mest udbredte i arabisk musik, men som bestemt ikke er en komplet liste.

rast
bayati
kurd
hijaz
nahawand
ajam
saba
sikah

Alle ajnas er beskrevet med noder, intervaller, arabiske tonenavne og lydeksempler. Lydeksemplerne er spillet på ney-fløjte og består af en trinvis gennemspilning af tonerne i den givne jins samt en kort taqsim. Taqsimen giver et indtryk af, hvordan de forskellige ajnas kan lyde i praksis.

Det er vigtigt at pointere, at en jins struktur og tonemateriale ikke må opfattes som en lovmæssighed. De store sangere og musikere formår at udfolde en jins med personlighed og variation samtidig med, at man aldrig er i tvivl om, hvilken jins man hører.

Jins rast

Jins rast består af intervallerne 1-¾-¾. Den har en kvarttone på tredje trin. Dens tonemateriale er rast, dugah, sikah og jahagah:

Lyt til en kort taqsim ved brug af jins rast her:

Jins bayati

Jins bayati består af intervallerne ¾-¾-1. Den har en kvarttone på andet trin. Dens tonemateriale er dugah, sikah, jahagah og nawa:

Lyt til en kort taqsim ved brug af jins bayati her:

Jins kurd

Jins kurd består af intervallerne ½-1-1. Den har ingen kvarttoner og kan derfor uden problemer spilles på klaver og andre vestlige instrumenter. Dens tonemateriale er dugah, kurd, jahagah og nawa:

Lyt til en kort taqsim ved brug af jins kurd her:

Jins hijaz

Jins hijaz består af intervallerne ½-1½-½. Den har ingen kvarttoner, men er for mange vestlige ører indbegrebet af lyden af arabisk musik med den karakteristiske forstørrede sekund. Dens tonemateriale er dugah, kurd, hijaz og nawa:

Lyt til en kort taqsim ved brug af jins hijaz her:

Jins nahawand

Jins nahawand består af intervallerne 1-½-1. Den har ingen kvarttoner og minder med sin lille terts fra 1. til 3. tone om det, vi kender som mol. Dens tonemateriale er rast, dugah, kurd og jahagah:

Lyt til en kort taqsim ved brug af jins nahawand her:

Jins ajam

Jins ajam består af intervallerne 1-1-½. Den har ingen kvarttoner og minder med sin store terts fra 1. til 3. tone om det, vi kender som mol. Ajam betyder fremmed og refererer muligvis til, at det ikke er en oprindelig arabisk tetrakord. Dens tonemateriale er rast, dugah, buselik og jahagah:

Lyt til en kort taqsim ved brug af jins ajam her:

Jins saba

Jins saba består af intervallerne ¾-¾-½. Den minder ikke om noget, vi kender i vestlig musik, og den spænder kun over en stor terts. Dens tonemateriale er dugah, sikah, jahagah og hijaz. Bemærk, at der i arabisk musikteori ikke er forskel på tonerne fis og ges. Begge toner kendes som hijaz.

Lyt til en kort taqsim ved brug af jins saba her:

En variant af jins saba kaldes jins saba zamzam. I jins saba zamzam er andet trins kvarttone, sikah, skiftet ud med en halvtone, kurd:

Lyt til en kort taqsim ved brug af jins saba zamzam her:

Jins sikah

Jins sikah består af intervallerne ¾-1-1. Det karakteristiske ved jins sikah er, at den har kvarttonen, sikah, som grundtone. Dens tonemateriale er sikah, jahagah, nawa og husseini:

Lyt til en kort taqsim ved brug af jins sikah her:

Transponering af ajnas

Man oplever ofte, at ajnas transponeres til andre begyndelsestoner. Eksempelvis spilles jins kurd ofte med tonen a som begyndelsetone:

Et andet eksempel er jins nahawand, der ofte spilles fra tonen g:

Jins saba zamzam spilles ofte med a som grundtone:

Hvis en jins har den samme intervalstruktur, er det er det stadig den samme jins, uanset hvilken begyndelsestone den har. Transponering ændrer med andre ord ikke på en jins, fordi den lyder på samme måde (omend i et andet toneleje).

4. Maqamat

Nu hvor de mest almindelige ajnas er beskrevet, skal vi se, hvordan man ved at forbinde to ajnas skaber en maqam. Nogle maqamat består af to ajnas ovenpå hinanden, eksempelvis maqam rast, der består af jins rast på c og jins rast på g:

Andre maqamat består af to overlappende ajnas, eksempelvis maqam bayati, der består af jins bayati på d og jins nahawand på g:

I det følgende vil vi gennemgå fire ofte anvendte maqamat: rast, bayati, hijaz og saba. Vi vil se på deres struktur og opbygning, se på hvilke ajnas, de består af, og forsøge at få et indblik i, hvordan den enkelte maqam spilles i praksis.

Det er vigtigt at pointere, at en maqam sagtens kan bestå af flere end to ajnas, og at en maqamstruktur ikke kan opfattes som en lovmæssighed. De store sangere og musikere formår netop at udfolde en maqam med personlighed og variation samtidig med, at man aldrig er i tvivl om, at det er eksempelvis maqam hijaz, man hører.

Notation af maqamat

I arabisk musiknotation er der tradition for altid at notere de forskellige maqamat med den samme grundtone, uanset hvor maqam'en reelt klinger. Maqam rast noteres med c som grundtone, og maqam bayati, kurd og saba med d som grundtone. Det skyldes først og fremmest, de forskellige maqamats indbyrdes forhold.

En komposition i maqam bayati vil derfor altid noteres med d som grundtone – også selvom den reelt klinger i eksempelvis c. Maqam ajam er lidt anderledes og hører ikke rigtig til på en specifik grundtone. Måske fordi den er fremmed i forhold til arabiske ører? Den ses dog oftest på b, c eller f.

Ovennævnte princip ændrer ikke på, at der undervejs i et musikstykke kan forekomme maqamat med forskellige grundtoner. Musikstykket noteres med en specifik grundtone på baggrund af dets maqam, men melodien kan godt undervejs inddrage tonemateriale fra forskellige maqamat, i hvilket tilfælde notationen naturligvis følger den melodiske udvikling.

Løse fortegn (også det spejlvendte ♭) kan noteres som faste fortegn for at mindske brugen af løse fortegn. De faste fortegn bør så vidt muligt følge samme rækkefølge som den, vi benytter i vestlig musik.

Maqam rast

Den opadgående maqam rast består af to jins rast: jins rast på c og jins rast på g. Den nedadgående maqam rast består af jins nahawand på g og jins rast på c:

I maqam rast gemmer sig også en jins bayati på d og en jins ajam på f. Det er en vigtig observation, for det er netop ved at udforske de forskellige ajnas, der så at sige er indbygget i en maqam, at arabiske musikere og komponister skaber variation og modulation i deres kompositioner.

Seyir
Maqam rast begynder ofte på grundtonen c og bevæger sig opad mod tonen f og udforsker området melodisk. En standardvending i maqam rast er brugen af en drejenode omkring kvarttonen på 3. trin, sådan at melodien veksler mellem tonerne sikah og kurd – og det er et af de sjældne eksempler på kvarttonen som interval mellem to toner:

Se og hør begyndelsen til Taryos Efendis Sama'i Rast fremført af takht-ensemblet Michegan Arab Orchestra her. Lyt til lydklippet igen, og følg samtidig med i noden herunder. Bemærk, at melodien netop benytter en sådan kvarttone-drejenode. Læg også mærke til, hvordan melodien udvikler sig fra grundtonen c op mod f. Efendis' Sama'i Rast er et godt eksempel på, hvordan en komposition følger en given maqam og samtidig er et selvstændigt værk.

Bemærk det spejlvendte faste fortegn i nodeeksemplet. Fortegnet indikerer, at tonen, der er noteret som et e, altid skal spilles som kvarttonen sikah.

Rast er et persisk ord og betyder rigtig eller korrekt. Det er den første og vigtigste maqam i arabisk, tyrkisk og persisk musikkultur.

Maqam bayati

Maqam bayati består af de samme toner som maqam rast, men med d som grundtone. Den opadgående maqam bayati består af jins bayati på d og jins rast på g. Den nedadgående maqam bayati består af jins nahawand på g og jins bayati på d:

Ligesom i maqam rast gemmer der sig også jins ajam på f.

Seyir
Maqam bayat begynder ofte på 4. trin (tonen g) og bevæger sig rundt i jins nahawand, hvorefter den bevæger sig ned mod grundtonen d. Tonen b bliver ofte fremhævet melodisk.

Lyt til Ibrahim al-Aryans Sama'i Bayati her. Den begynder på g og bevæger sig nedad mod grundtonen d. Sama'i Bayati er en slags rondoform (ABCBDB osv). Det gennemgående tema kaldes taslim. I denne indspilning begynder taslim'en på b og har en smuk faldende linje over fem takter ned mod grundtonen d.

Maqam bayati er utrolig populær og kan høres i alle typer musik overalt i Mellemøsten.

Maqam Hijaz

Maqam hijaz består af jins hijaz på d og jins nahawand på g. Maqam hijaz består af de samme toner i både opadgående og nedadgåede retning. I nedadgåede retning oplever man ofte jins kurd på a.

Seyir
Melodier i maqam hijaz vil ofte begynde i jins nahawand og derefter bevæge sig ned i jins hijaz.

Lyt til La Rosa Enflorece fremført af Esther Lamandier her. Selvom hun ikke er arabisk, men fra de sefardiske jøder, er den melodiske bevægelse fra jins nahawand til jins hijaz tydelig. Takt 1 anvender tonerne g-a-b, og takt 2 anvender tonerne a-g-fis-es-d i en nedadgående melodilinie. Hvis man lytter efter, er det let at høre, at resten af melodien også anvender denne vekselvirkning mellem jins nahawand og jins hijaz.

Maqam hijaz er ligeledes meget populær og høres overalt i Mellemøsten og på Balkan. For mange europæere er maqam hijaz indbegrebet af orientalsk musik med sin forstørrede sekund mellem 2. og 3. trin.

Maqam saba

Maqam saba består af jins saba på d og jins kurd på a. Der gemmer sig også en jins hijaz på f:

En standardvendning i maqam saba er at erstatte d med des i nedadgående melodilinjer. Det giver et stærkt udtryk og en følelse af sorg og desperation. Når d ændres til des opstår jins saba zamzam på a. Jins saba zamzam har næsten samme struktur som jins saba, men har ikke en kvarttone på 2. trin.

Seyir
Maqam saba begynder omkring tonen f og udnytter spændingen mellem tonerne ges, f og kvarttone-e (hijaz, jahagah og sikah), hvorefter den falder til ro på grundtonen d. Derefter kan melodien fortsætte opad og udnytte jins hijaz på f. Herefter vil den gerne kulminere på et lyst des, hvorefter den igen bevæger sig nedad og falder til ro på grundtonen d.

Den fransk-libanesiske komponist, Philippe Arkache har skrevet en flot Sama'i Saba, som du kan lytte til her. Lyt en gang mere og følg samtidig med i noderne herunder (som er noteret i 10/8-takt og ikke i 5/4-takt som på videoen med lyd).

Melodien begynder på f, og læg mærke til, hvor elegant den i de første fire takter bevæger sig omkring tonerne f, ges og kvarttone-e (jahagah-hijaz og sikah), hvorefter den falder til ro på grundtonen d i takt 4. En smukt afbalanceret komposition i maqam saba. I sama'i-genren, som nummeret tilhører, er første, fjerde, sjette og ottende 8.-del betonet. Alle de steder hvor tonen f falder på et betont slag er understreget.

Phillippe Arkache er født i Libanon, men bor i Frankrig, hvor han virker som musiker og komponist og underviser i orientalsk musik. Siden 1989 har han været leder af Conservatoire de Musique Orientale, hvor han og andre underviser i arabisk/orientalsk musik.

Sama'i-genren

Sama'i-genren stammer fra den ottomanske kunstmusik og kan spores tilbage til 1700-tallet. Ottomanerne herskede i et enormt område betstående af det meste af det nuværende Tyrkiet, Egypten, Libanon, Israel, Palæstina, Syrien og Irak. Deres musik har præget hele området, og en af de populære former var og er sama'i-genren.

Sama'i er en kompostion i en slags rondoform, der består af vekslende afsnit, khana, og et tilbagevende tema, taslim. En sama'i går i 10/8-takt og bruger sama'i thaqil-rytmen (se næste afsnit) som grundrytme. Vi har allerede set på forskellige sama'i-kompostioner, og i kapitlet Analyser skal vi analysere en af de mest klassiske af slagsen.

5. Rytmer

De rytmiske mønstre i arabisk musik er ligesom maqamsytemet udviklet længe før vestlig musiknotation blev introduceret i arabisk musik. Grundlæggende består et rytmemønster af dum, tak og pauser. Dum er den dybe lyd, der laves inde på trommeskindet, og tak er den lyse lyd, der spilles på kanten af trommen.

Hvis man inddeler takten i otte slag, ser en af de mest almindelige rytmer – maqsum-rytmen – således ud: