Den arabiske musik er farverig, voldsom og på mange måder meget anderledes end den musik, vi er vant til at høre i den vestlige verden. Sangerne synger med følelserne helt oppe i halsen. Melodierne kan synes som endeløse tonerækker. Nogle af rytmerne kender vi, andre er ikke helt til at forstå. Og så synges og spilles der falsk! Eller sådan kan det måske lyde, for den arabiske musik gør brug af de såkaldte kvarttoner, der sjældent findes i vestlig musik.

1. Hvad er arabisk musik?

Arabien bruges ofte som betegnelse for Den Arabiske Halvø, der udgøres af Saudi-Arabien, Oman, Yemen og en række mindre lande. Men det kan også mere bredt betegne de lande, der er præget af det arabiske sprog. Sproget tales af over 450 millioner mennesker, primært i Mellemøsten og Nordafrika. Det opstod i det nuværende Saudi-Arabien og blev udbredt under den arabiske ekspansion og islams udbredelse i 600- og 700-tallet:

Kort over ekspansionen af islam i 600- og 700-tallet.

Kort over ekspansionen af islam i 600- og 700-tallet. Det arabiske sprog har omtrentlig samme udbredelsesområde, men tales ikke i Spanien og Portugal og stort set ikke i Tyrkiet.

Ekspansionen – eller erobringerne – betød, at den oprindelige arabiske kultur fra Den Arabiske Halvø ikke bare fik stor indflydelse på de erobrede områder, men også at de erobrede lande og områder fik stor indflydelse på den arabiske kultur. Derfor er det svært at skelne mellem, hvad der er arabisk, tyrkisk, persisk og nordafrikansk kultur. Det gælder også musikken – både historisk og i dag.

I nationalstaternes tid er musikken også blevet national, og det diskuteres til stadighed, hvilken musik der tilhører hvilke lande. De diskussioner vil jeg ikke berøre her. I stedet vil jeg definere arabisk musik som musik, der har afsæt de mellemøstlige og nordafrikanske lande, som taler det arabiske sprog. Med andre ord en meget bred definition. Denne tekst har dog først og fremmest fokus på musikken fra Egypten, Syrien, Libanon og Irak.

2. Arabisk musik – en levende historie

Nogle taler om den arabiske guldalder i 900-tallet, hvor det arabiske skriftsprog havde samme status i den muslimske verden, som latin havde i den kristne. Alle traktater og videnskabelige afhandlinger blev skrevet på arabisk, også selvom det ikke var forfatterens modersmål. Al-Farabi (ca. 870-950) skrev bogen Kitab al-Musiqa al-Kabir (Den Store Bog om Musik), hvori han beskrev tonesystemet maqam, en lang række musikinstrumenter og ikke mindst musikkens æstetik. Vor tids arabiske musikteori kan spores tilbage til Al-Farabi:

Renskrevet uddrag af Kitab al-Musiqa al-Kabir. Bemærk illustrationen af strengeinstrumentet og de tilhørende beregninger, der fortæller noget om, hvordan instrumentet har været stemt.

Men i arabisk musik er historien levende, og det er svært at skelne mellem historisk, klassisk, traditionel og moderne musik. Når Mohammad Assaf, der vandt Arab Idol i 2013, kaster sig ud i denne mawwal – en vokalimprovisation – blandes gammelt og nyt. Han synger virtuost i traditionel stil i et af de mest populære tv-programmer i hele den arabiske verden:

Mohammad Assaf (Arab Idol, 2013)

I det følgende vil vi alligevel prøve at sætte forskellige musikalske genrer i en kronologisk orden. Der er alene tale om nogle få udvalgte genrer, som på ingen måde repræsenterer hele den mangfoldige arabiske musikkultur.

Kald til bøn: Adhan

Arabisk kultur og musik er tæt forbundet med islam. Islam er allestedsnærværende i arabisk kultur og har – og har haft – stor indflydelse på musikken. På godt og ondt. Allerede siden Muhammeds tid er kaldet til bøn, Adhan, blevet sunget. Koranen fortæller om den frigivne slave Bilal, der kaldte de troende til bøn med sin smukke og kraftfulde stemme.

Adhan har altså været brugt siden islams tidligste dage og kan være et vidnesbyrd om, hvordan sang lød på den arabiske halvø i 600-tallet. Adhan viser da også på flere måder nogle af de mest karakteristiske træk ved den arabiske musik. I kaldet til bøn hører man tydeligt, hvordan de enkelte stavelser trækkes ud i lange tonerækker – de såkaldte melismer. De lange melismer er også tydelige i arabisk musik i dag.

Bønnekaldet er ligesom alt arabisk musik baseret på det såkaldte maqamsystem – en slags tonearter, som vi lærer om senere. Karakteristisk ved disse maqamat (flertal af maqam) er brugen af kvarttoner – toner der ligger mellem to halvtoner.

Den måske mest kendte recitator af koranen Sheik Mahmoud Khalil Al-Hussary bruger masser af kvarttoner og trækker stavelserne ud i lange melismer. Prøv om du kan følge med i teksten herunder, mens Sheikh Mahmud Khalil udfører denne smukke Adhan:

Mahmoud Khalil Al-Hussary: Adhan

Arabisk tekst Oversættelse
Allahu akbar, Allahu akbar Gud er stor, Gud er stor × 2
Ashhadu an la ilaha illa llah Jeg bekender, at der er ingen anden gud end Gud × 2
Ashhadu anna Muhammadan rasulu llah Jeg bekender, at Muhammad er Guds budbringer × 2
Hayya ‘ala s-salat Kom til bønnen × 2
Hayya ‘ala l-falah Kom til velsignelse × 2
Allahu akbar, Allahu akbar Gud er stor, Gud er stor × 1
La ilaha illa llah Der er ingen anden gud end Gud × 1

Det muslimske bønnekald er en del af lydbilledet overalt i den arabiske verden, og nogle ser bønnekaldet som et tegn på, at det muslimske fællesskab er "akustisk". Koranteksterne skal reciteres og ikke nødvendigvis studeres alene i et studerekammer.

Det slanke tårn, der findes i forbindelse med en moské, kaldes en minaret. Minareten bruges både som synlig markør for moskéen og også ofte som udgangspunkt for bønnekaldet.

Takht

Takht er det traditionelle arabiske ensemble og repræsenterer den klassiske musik fra især Egypten, Irak og Syrien. Takht betyder sæde eller podium og henviser til, at det er en ophøjet kunstform, hvor musikerne spiller på en scene i modsætning til hverdagsmusik, som spilles hvor som helst. Takht-ensemblet består typisk af instrumenterne oud, qanun, kamanjeh (senere erstattet af violin), ney og percussioninstrumenterne riqq og darabukkah:

The Belleville Three.

Takht-ensemble fra Baghdad Broadcasting House, 1938. Fra venstre: Husain Abdallah (darabukkah på gulvet og riqq hånden); Yousef Za'arour (qanun); Saleh al-Kuwaiti (violin); Mohammed al-Qebbantchi (vokal); Yacoob al-Emari (ney); Daoud al-Kuwaiti (oud); Ibrahim Taqu (cello).

En takht-koncert kan bestå af sange og instrumentalværker fra det klassiske og traditionelle repertoire. Melodiinstrumenterne spiller heterofonisk, hvilket vil sige, at de hver især på samme tid spiller deres personlige version af en melodi.

Heterofoni er kendetegnende for al arabisk musik. Traditionelt spiller alle musikerne den samme melodi, men på hver deres måde og i hver deres oktav alt efter instrumenternes spilleteknik og ambitus og musikerens personlige smag og stil.

Takht-ensemblet spiller uden noder og lærer repertoiret med ørerne. En stor del af musikken improviseres, så selv kendte klassikere vil altid lyde forskelligt fra gang til gang:

Michigan Arab rchestra: Zikrayati (Washington DC , 2011)

Taqasim

En taqsim (ental af taqasim) er en soloimprovisation. Ofte spilles en taqsim som forspil eller som mellemspil mellem to numre, der skal kædes sammen. I takht-ensemblet spiller de forskellige melodiinstrumenter – oud, kamanjeh, qanun og ney – på skift en taqsim, der viser de enkelte musikeres dygtighed og fantasi.

En god taqsim skal udfolde nogle spilleanvisninger, der bygger på traditioner, der kan være flere hundrede år gamle, men kunsten er at spille både originalt og personligt samtidig med, at man forholder sig til traditionerne. Nogle kalder det at spille en god taqsim "at komponere i nuet".

Improvisation er en integreret del af den arabiske musik. Sangere og musikere forholder sig altid kreativt og personligt til de værker, de fremfører, og alle spiller selv kendte numre på deres egen personlige måde. Derfor er skellet mellem skabende og udøvende kunstnere – mellem komponister og sangere/musikere – fraværende i arabisk musik. Alle udøvende kunstnere er også skabende kunstnere – og omvendt!

Farid al-Atrash.

Farid al-Atrash.

Den store oud-virtuos Farid al-Atrash spillede denne ikoniske taqsim som et forspil til sin sang Al-rabeea (Foråret). Den er blevet kopieret af oudspillere lige siden. Nøjagtigt ligesom en saxofonist eksempelvis lærer Charlie Parkers solo til Donna Lee:

Farid al-Atrash: Taqsim al-Rabeea (ukendt årstal)

Farid al-Atrash var en syrisk prins og flygtede som barn med sin mor og søster til Kairo, hvor de måtte skifte paladset ud med en et-værelses. Musikken og oud'en blev hans vej ud af fattigdom. Han blev en stor stjerne og blev kendt som "Den triste Sanger".

to2 minutter af stykket igen. Han lægger meget energisk ud, hvilket er typisk hans stil. Efter cirka et minut sætter han tempoet ned og spiller en meget smuk sekvens, som han varierer et par gange, hvorefter han igen laver en forrygende finale. Læg også mærke til samspillet mellem ham og publikum. Publikum elsker al-Atrash.

3. Arabisk musik efter 1950

De nuværende arabiske nationalstater blev for de flestes vedkommende dannet i sidste halvdel af 1900-tallet. Egypten blev en republik i 1952 under præsident Muhammad Naguib, og Gamal Abdel Nasser overtog præsidentposten i 1954. Nasser fik enorm betydning for det moderne Egypten, som på mange måder blev kulturbærende i store dele af den arabiske verden med sine mere end 80 millioner indbyggere. Radio og senere TV sendte musik og film til millioner af mennesker og skabte store stjerner som Farid al-Atrash, Muhammed Abdel Wahab og den største af dem alle, Umm Kulthum.

Med massemedierne og den teknologiske udvikling skete der en udvikling af den arabiske musik. Orkestrene blev større, og vestlige instrumenter som strygere, guitar og harmonika blev almindelige. En komponist som Muhammad Abdel Wahab eksperimenterede med en stor symfoniorkesteragtig lyd og benyttede harmonier, hvilket traditionelt er ukendt i arabisk musik. Wahab anvendte stadig de traditionelle instrumenter som riqq, qanun, oud og ney, ligesom han stadig komponerede sin musik i det arabiske maqamsystem.

Her kan du høre Ya Msafer Wahdak komponeret af Muhammad Abdel Wahab, hvor det traditionelt arabiske blandes med en europæisk musikstil:

Muhammed Abdel Wahab: Ya Msafer Wahdak

Muhammad Abdel Wahab.

Muhammad Abdel Wahab.

Umm Kulthum

Umm Kulthum er den store klassiske sangerinde, som mere end nogen anden repræsenterer guldalderen i den arabiske musik. Hun er født i Egypten i 1898 og døde i 1975 som den ubestridte dronning af hele den arabiske musik. Hun blev kaldt Kawkab As-Sharq – Østens Planet. Som barn lærte hun klassisk arabisk i sin fars koranskole, og hun er berømt for sin smukke og præcise udtale af hvert eneste ord i sine sange.

Umm Kulthum samarbejdede med sin tids største komponister som Muhammad Abdel Wahab og Riad al-Sunbati. Hendes sange kunne blive ved og ved og kunne med gentagelser og variationer vare over en time. Langt de fleste af Umm Kulthums sange blev sunget på den egyptiske dialekt, der stadig er en slags standard for tv, musik og film i den arabiske verden:

Umm Kulthum: Enta Omri (Olympia Théâtre i Paris, 1967)

Umm Kulthums betydning og udbredelse kan ikke overvuderes. Hendes stemme klinger stadig fra kassettebånd i tusinder af taxier i Kairo og alle andre arabiske byer. Da hun døde i 1977, få måneder efter præsident Nasser, var der landesorg i Egypten. Der var flere til hendes begravelse end til Nassers. Tusinder og atter tusinder fulgte hendes kiste igennem Kairos gader:

Umm Kulthoums begravelse (1977)

Den egyptiske sanger Umm Kulthum (til højre) sammen med den libanesiske sanger Fairuz (til venstre). Hverken i Egypten eller Libanon er kvinder påbudt at bære tørklæde.

Amr Diab

Siden 1950'erne er der selvfølgelig sket meget, og nutidens populære arabiske sangere bruger hele arsenalet af moderne musikteknologi. Alligevel er den mest populære af dem alle, egyptiske Amr Diab, umiskendelig arabisk i sin lyd. Lyt til sangen Ana Ayesh (Jeg lever), hvor man både hører vestlige rytmer og akkorder og en lækker produceret lyd, men også arabisk heterofoni og melodiske udsmykninger:

Amr Diab: Ana Ayesh (Allem Albi, 2003)

Amr Diab er den største nulevende stjerne i den arabiske musik. Han er ganske enkelt den bedst sælgende arabiske artist nogensinde. Han er født i 1961 i Port Said i Egypten. Han optrådte allerede som barnestjerne, men har også studeret klaver og oud på universitetet.

Amr Diab med intet mindre end syv World Music Awards. 2014.

Sangen Habibi, Ya Nour El Ain (Min elskede, lyset i øjnene) blev hans store gennembrud i 1996. Den definerede en ny middelhavsstil, der blander arabiske og andalusiske elementer. Sangen synges på arabisk og har på trods af guitarerne og de andalusiske akkorder alligevel en udpræget arabisk klang. Først og fremmest på grund af Amr Diabs sang. Det arabiske sprogs klang, melodik og ikke mindst alle ornamenterne med de mange melismer gør sangen umiskendeligt arabisk. Men samtidig vrimler det med spanske guitarer, ligesom videoen også prydes af danserinder, der skal ligne sigøjnere i flamencostil. Sangen og videoen svælger skamløst i klicheer og er ikke til at stå for:

Amr Diab: Habibi, Ya Nour El Ain (Nour El Ai, 1996)

Amr Diabs musik bliver også kaldt al-geel. Al-geel er ungdomsmusik i modsætning til den klassiske stil, som blandt andet Umm Kulthum repræsenterer.

Musikken er allestedsnærværende

I den arabiske verden er musikken allestedsnærværende. At være musiker og sanger er en identitet mere end et arbejde, og ofte er de bedste musikere, hvad vi ville kalde amatører, der tjener til livets ophold ved et helt andet arbejde. Men når der er brug for dem til fester som bryllupper og lignende, ved de lige, hvad der skal til.

Musik har stadig tydelige funktioner i den arabiske verden og er integreret i dagligdagslivet på en mere direkte måde, end vi kender det i vesten. Denne video er fra et libanesisk bryllup. Stemningen er fantastisk. Der bliver danset, sunget og spillet på trommer – sidstnævnte er dog tydeligvis ikke brudens favoritdisciplin (4:40):

Lebanese Wedding (Melbourne Films, 2013)

4. Musikinstrumenter

I dette afsnit gennemgås de vigtigste arabiske musikinstrumenter.

Oud

Oud'en er den arabiske lut. Den går flere tusinde år tilbage i historien og kom til Europa i middelalderen via den iberiske halvø. Den arabiske oud er modsat den europæiske lut båndløs, hvilket gør den i stand til at spille alle de arabiske kvarttoner. Oud'en er den klassiske arabiske musiks fornemste instrument. Dens klang og alvor kendetegner på mange måder ånden i den arabiske musik, og den bliver da også kaldt instrumenternes sultan.

Oud'en var og er meget udbredt i hele den arabiske verden og er et instrument med mange forskellige spillestile. Store virtuoser som Munir Bashir fra Irak og Farid al-Atrash fra Syrien har udviklet en virtuos stil. De flyttede oud'en fra et intimt rum til koncerter for tusinder af publikummer. Her spiller Farid al-Atrash sin fortolkning af Asturias på oud:

Farid al-Atrash: Asturias

Helt anderledes er Marcel Khaliffe fra Libanon. Han akkompagnerer sig selv som en slags arabisk Bob Dylan. Her synger og spiller han sangen Ummi (Min mor), om hvordan han savner duften af sin mors brød og smagen af hendes kaffe. Om hvordan han er gidsel til livet, fordi han ved, at moderen ikke kan leve videre, hvis han dør. Digtet er af den palæstinensiske sufist Daud, og mange udlægger sangen politisk, fordi hverken brødet, kaffen, moderen eller Palæstina er der mere. Selv sagde Daud, at sangen blot handler om, at han savner sin mor:

Marcel Khaliffe: Ummi

Undervisningstime på Beit el-Oud, en af mellemøstens førende oud-skoler. Skolen er grundlagt af den anerkendte oudspiller Nassir Shamma.

Undervisningstime på Beit el-Oud i Egypten, en af mellemøstens førende oud-skoler. Skolen er grundlagt af den anerkendte oudspiller Nassir Shamma.

Qanun

Qanun er en trapezformet citar. Musikeren sidder på en stol og lægger instrumentet på skødet. Det gør qanunen til et meget levende og kropsligt instrument, som musikeren hele tiden balancerer med, også i virtuose passager.

Qanun'en har op til 78 strenge, som man spiller på med højre og venstre pegefinger. Pegefingrene har ringe med plektre, der traditionelt er lavet af skildpaddeskjold. Strengene sidder i par af tre ens toner, så en qanun har op til 26 forskellige toner. Når man spiller, følger fingrene med plektrene hinanden med en oktavs mellemrum. Det resulterer i en synkoperet heterofon tostemmig spillestil i parallelle oktaver:

Hesen Kanjo: Kanjostil

Hesen Kanjo har turneret i store dele af verden med sit oud-spil. Kanjo er uddannet fra Aleppo Institute of Music i Syrien, men er i dag bosat i Tyskland.

Riqq

Riqq'en er et tambourinlignede instrument. Den har en diameter på omkring 20 cm og op til ti par små bækkener (men findes også i varianter uden bækkener), så den kan sige en hel del! På de fineste riqq'er er trommeskindet af fiskeskind, men de kan også laves af gedeskind. En riqq er ofte fint udsmykket med perlemor eller elfenben.

Musikeren holder instrumentet lodret i den ene hånd og bruger den anden hånd til at tromme på skindet med fingrene. Fingrene på den hånd, der holder instrumentet, bruges til at spille lettere ubetonede slag. En dygtig riqq-spiller kan få mange forskellige lyde ud af instrumentet. Riqq'en er det centrale percussioninstrument i klassisk arabiske musik:

Lev Elman spiller solo på en riqq lavet af træ og fiskeskind

Riqq med 5 par bækkener. Manden i den røde trøje er David Kuckhermann fra Tyskland.

Riqq med 5 par bækkener. Manden i den røde trøje er David Kuckhermann fra Tyskland.

Darabukkah

Darabukkah er en kedeltromme, der som regel spilles siddende med instrumentet på det ene lår. Man spiller med begge hænder og bruger både håndflader og fingre. Traditionelt er trommens krop lavet af ler, men i dag bruges ofte messing eller andet metal. De fineste darabukkaher er betrukket med fiskeskind, men oftest er de betrukket med gedeskind eller plastik.

Darabukkah’en er meget udbredt i hele den arabiske verden og bruges både i klassisk og folkelig musik. Enhver fest eller bryllup vil være utænkelig uden darabukka:

Oud-solo og darabukka (Arab Instruments Online Shop, 2016)

Raquy Danziger fra Tyrkiet spiller darabukkah. Hun har udgivet flere lærebøger og opfundet et notationssytem til darabukkah, som mange benytter i dag.

Ney

O' listen to the grievances of the reed
Of what divisive separations breed
From the reedbed cut away just like a weed
My music people curse, warn and heed
Sliced to pieces my bosom and heart bleed
While I tell this tale of desire and need

Whoever who fell away from the source
will seek and toil until returned to course
Of grievances I sang to every crowd
Befriended both the humble and the proud
each formed conjecture in their own mind
As though to my secrets they were blind

Sådan begynder den store persiske digter Jalal al-Din Rumi (1207-1273) sit digt om ney-fløjten Beshno az Ney i en engelsk oversættelse. Rumi beskriver ney'en som et mystisk instrument, der synger om begær og behov, sorg og hemmeligheder. For mange sufister, især i Tyrkiet, anses ney'en for et helligt instrument. Denne video viser en sufi-ceremoni i Tyrkiet. Ney'en, har en central plads og er i den grad med til at skabe en ophøjet og mystisk stemning. Der begynder en meget smuk ney-taqsim ved 8:05:

Sufi-ceremoni i Yenikapi Mevlevihanesi (Salih Bilgin spiller på ney)

Ney-fløjten er en fløjte, der i modsætning til blok- og tværfløjter er helt åben i begge ender af fløjterøret. Tonen dannes ved, at man blæser skråt ind i fløjten, hvorved luften spaltes. Blæseteknikken er meget svær at beherske, men en dygtig ney-spiller kan frembringe en meget fleksibel og udtryksfuld lyd.

Ney-fløjten er lavet af siv, der er tørret og skåret til, så der er syv led. Den har 6 huller på oversiden og et på undersiden til tommelfingeren. Trods den meget simple konstruktion kan ney-fløjten spille over 2½ oktav og fungere i alle maqamat. Ney-fløjten konstrueres normalt i syv forskellige længder med hver sin grundtone.

Her spiller Bassam Saba fra Libanon en taqsim i tonearten maqam saba. Maqam saba passer godt til ney'ens klagende karakter. Maqam saba er i sin natur sørgmodig og klagende, og jeg har mødt egyptiske musikere, der beretter, at de nu kun kan spille maqam saba, fordi de er fortvivlede over livsvilkårene for mange mennesker i deres land:

Bassem Saba spiller en improvisation på ney

Mohamed Antar fra egypten spiller på ney.

Mohamed Antar fra egypten spiller på ney.

Violin

Violinen og til dels andre europæiske strygere er blevet en integreret del af den arabiske lyd. Men hvor den klassiske violins strenge er stemt i tonerne g, d, a og e, er den arabiske violin stemt i tonerne g, d, g og d. Det giver en anden spillestil, men også en helt anden klang. En violin er båndløs, ligesom oud'en, og kan intonere alle kvarttonerne og derfor velegnet til arabisk musik:

Eksempel på en arabisk violin (Akram Abdulfattah & the National Arab Orchestra)

Indtil begyndelsen af 1900-tallet var violinen ukendt i arabisk musik. I stedet spillede man på strygeinstrumenter som kamanjeh, rebab og rababah. Fælles for disse traditionelle strygeinstrumenter er, at man spiller i siddende position og holder instrumentet i en lodret position:

Eksempel på en traditionel rababah

Man ser stadig musikere, der spiller på violinen med denne spilleteknik. Violinen kendes i dag som kamanjeh på arabisk, især når den spilles med den gamle lodrette teknik:

Violin spillet med den traitionelle lodrette teknik

Allerede for mere end 1.000 år siden beskrev al-Farabi strygeinstrumentet rebab i sin Store Bog om Musik. Violinen, det mest centrale instrumentet i den europæiske klassiske musik, kan således spores tilbage til middelalderens Mellemøsten.

Violinist Salar Asid fra kurdistan

Violinist Salar Asid fra kurdistan. Asid spiller både mellemøstlig og vestlig klassisk musik og medvirker på mere end 60 albums.