• Let
  • Svær

Eksempelanalyse af to udvalgte musikstykker fra barokken – følg med i de vedlagte noder (ved at klikke på det blå nodeikon), mens du læser analyserne. Nederst finder du en kort analysevejledning, du kan bruge til hjælp i forbindelse med egne analyser.

1. Schafe können sicher weiden (J.S. Bach, 1713)

Schafe können sicher weiden er en arie for sopran, to blokfløjter og basso continuo . Den stammer fra en verdslig kantate, som Bach skrev til fejringen af prins Christian af Sachsen-Weissenfels 31 års fødselsdag i februar 1713. Kantatens fulde titel er Was mir behagt, ist nur die muntre Jagd! – men kendes også under navnet Jagtkantaten – med nummer 208 i Bach-værkfortegnelsen. Arien findes på side 17-18 i noden her:

Johann Sebastian Bach: Schafe können sicher weiden (1713)

Kantaten blev sandsynligvis opført i jagthuset Jägerhof, der i vore dage er et hotel. Tekstdigter var Salomon Franck, der ligesom Bach var ansat ved grev Wilhelm Ernsts hof i Weimar. Til kantaten har tekstforfatteren kombineret jagt- og hyrdeguderne Diana, Pales, Endymion og Pan. De fordeler sig over stemmerne sopran, mezzosopran, tenor og bas. I modsætning til Bachs kirkekantater, som blev sunget af drenge- og mandsstemmer på grund af forbuddet mod, at kvinder sang solistisk i kirken, var det i denne kantate muligt at lade kvindelige sangere medvirke. Operaen i byen Weissenfels har sikkert kunnet levere solisterne.

Da både komponist og tekstforfatter var ansat ved hoffet, er det nærliggende at se fødselsdagskantaten her som en gave fra greve Wilhelm Ernst til naboen greve Christian. Kantaten kan også have været en bestilling med honorering direkte fra fødselaren selv. Arien er af uopslidelig skønhed. Over basso continuoets rolige fundament spiller de to blokfløjter en introduktion, inden Pales synger sin arie. Dette er siden blevet en af de mest elskede satser fra en Bach-kantate overhovedet.

Form

Arien er en dacapoarie i formen ABA. A er delen, hvor det egentlige tema præsenteres, og teksten synges med forskellig udsmykning i form af koloratuer og melismer. B-stykket er en mere tænksom, tilbagetrukket og alvorlig kontrast. Formskemaet ser sådan ud:

A B A
Tid (på YouTube): 0:00 1:17 2:34
Metrik 20 takter 20 takter 20 takter

A-stykket kan underinddeles som følger: Takt 1-4 er instrumentalt forspil. I takt 5-8 præsenterer sangeren temaet uden anden ledsagelse end basso continuo. I takt 9-12 tilføjes blokfløjter til sangeren. Takterne 13-16 begynder med 1½ takt, hvor sangeren er alene med basso continuo, men snart tilføjes de to blokfløjter med et lille tema fra forspillet i takt 1-4, mens sangeren fører melodien tilbage mod grundtonen. Takt 17-20 er en instrumental outro til A-stykket, hvor de to blokfløjter og basso continuo høres uden sang.

B-stykkets kontrastdel synges indledningsvis af sangeren i takt 21-26, men dog således at blokfløjterne efter den første halvdel af takt 26 føjer sig til med en molversion af forspillet fra takt 1-4. I takterne 27-30 spiller blokfløjterne med basso continuo, indtil sangeren føjes til midt i takt 30. I takterne 31-40 synger sangeren hele tiden for det meste akkompagneret af de to blokfløjter, der dog har enkelte korte pauser. Som altid er basso continuo fast fundament også i denne del. Under sidste takt står Da Capo – A-stykket gentages forfra.

Gentagelsen A-stykket fortsættes indtil fermaten på første slag i takt 20. Her skal sangeren naturligvis ikke sætte ind med ordet "Wo", der jo tilhører ariens B-stykke.

Instrumentation

Arien er for sopran, to blokfløjter og basso continuo. Den oprindelige opførelse af arien indgik i den samlede opførelse af Bachs jagtkantate Was mir behagt, ist nur die muntre Jagd! (BWV 208) i jagthuset Jägerhof til en fyrstes fødselsdagsfest.

Det var en mere eller mindre fast norm, at Bach brugte cembalo som akkordinstrument i de verdslige kantater, mens et lille kirkeorgel blev brugt i de fleste kirkekantater. På denne indspilning har man en continuogruppe med en cello som basinstrument og det diskrete strengeinstrument theorbe som akkordinstrument.

Der er naturligvis talrige vejledninger både fra datiden og af senere dato om, hvordan man bør disponere instrumenterne i basso continuo-gruppen. Men der kommer heldigvis ikke noget Bach-politi med løftede pegefingre, hvis man eksempelvis vælger et basso continuo med cello og theorbe, som der er valgt her.

Derimod er der ingen tvivl om, at Bachs valg af blokfløjter bør respekteres. De var tidens instrumenter til sarte hyrdescener. Tværfløjten havde en anden funktion som aristokraternes elegante musikinstrument. I øvrigt må man gå ud fra, at blokfløjterne blev spillet af de samme musikere, som i andre af kantatens satser spillede 1. obo, 2. obo og taille. Det var helt almindeligt dengang, at man kunne spille på flere forskellige blæseinstrumenter.

På YouTube kan man finde en indspilning af arien med drengesopranen Cyrille Dubois. Han synger pænt, men egentlig er det en misforståelse at bruge en drengesopran til lige denne arie. For én gangs skyld fik Bach lov til at bruge en kvindelig solist, fordi det var til en verdslig kantate sammen med et jagtselskab. I dagligdagen med kirkekantater hang han hele livet på mere eller mindre gode drengesopraner, fordi han ikke måtte sætte kvinder til at synge solo i kirken. Selvom Bach aldrig komponerede en opera selv, vidste han udmærket, hvor smukt en god kvindestemme klinger; hans første hustru sang, så vidt vi ved, ret godt, og hans anden kone var allerede professionel og højt betalt hofsangerinde, da han lærte hende at kende.

Harmonik

A-stykkets toneart er b-dur. Dets tonalitet er i udpræget grad funktionsharmonisk, hvilket understøttes af dominant-tonika forbindelser (F - Bb) i A-stykket. Derudover optræder i A-stykket tonikaparallel (Gm), subdominanten (Eb) samt subdominantens parallel (Cm). Et gennemgående træk i de indledende fire takter er en udstrakt brug af orgelpunkt, hvor bastonen b understøtter den generelle fornemmelse, at fårene trygt kan græsse, fordi altings fundament – basso continuoets b – netop er stabilt og uforanderligt.

Ariens kontrasterende B-stykke fastslår allerede i første takt, at tonearten nu er g-mol. Det gør den med en funktionsharmonisk tonika-dominant-tonikaforbindelse på 2.-4. taktslag i takt 21 (den med fermat på 1-slaget). Med akkordforbindelsen Cm-G-Cm synes B-stykket dog allerede i takt 32-34 at begive sig ud i hovedtoneartens subdominantparallel c-mol. I denne toneart er akkorden Fm subdominant, og Fm optræder eksempelvis i takt 25, 27 og 29.

Det tonalt fjerneste, arien kommer væk fra hovedtonearten b-dur, finder man i takt 34-35 med akkordfølgen A-D7-Gm, der kan tolkes som henholdsvis vekseldominant, dominant og tonika i tonearten g-mol. Allerede på andet slag i takt 35 bevæger den nedadgående bas sig over Gm's septim f til akkorden C7 på treslaget i takt 35. Hermed forberedes en gradvis tilbagevenden til starttonearten – gennem akkorderne F-F7-Bb-G-C7-F-C7-F opbygges en forventning om tilbagevenden til b-dur, der kommer, når A-stykket gentages.

Melodik

Melodien er i 4/4-dels takt. Sangstemmens ambitus er en lille decim fra f1 til as2.

Arien indledes af et bemærkelsesværdigt tema for de to blokfløjter:

Som det fremgår, spiller blokfløjterne gennem første og anden takt i tertsafstand, i tredje takt i sekstafstand, og i fjerde takt skiftes der mellem terts- og sekstafstand. Blokfløjtetemaet er så genkendeligt, at det efter et par lytninger til arien snarere er dette tema, end solosopranens melodi, man husker.

De indsatte dynamiske instrukser til de to blokfløjtespillere – p (piano, svagt) og f (forte, kraftigt) – viser også, hvordan temaets melodiske bue bevæger sig mod dets højdepunkt ved det lyse f i den øverste af de to blokfløjtestemmer i takt 4. Herefter kommer solosopranens smukke, rolige melodi, som synges over basso continuoets jordnære fundament:

Ser man nærmere på takterne 5 og 6, vil man opdage, at melodiens bue faktisk er trinvis, men at dette er maskeret. På andet slag i begge takter udføres en lille udsmykning af melodiens trinvise bevægelse, da d på andet taktslag i takt 5 leder ned til tonen c, mens g på andet taktslag i takt 6 leder ned til tonen f.

Tonen d på tredje taktslag i takt 6 kunne godt få os til at tro, at der afviges fra den trinvise bevægelse, men i barokmusik er det en fast norm, at en trille – tegnet tr over melodiens d til teksten "wei-" – udføres oppefra og ned, sådan at trillen her udføres som en vekslen mellem tonerne es og d. Nu er alle toner i en tillempet trinvis melodi i takterne 5 og 6 på plads.

Selv i denne lille trinvise melodi over to takter opdager vi altså tydeligt et af barokkens mange stilkarakteristika (se musikalske kendetegn) – ornamentering af melodien, i form af d og f på andet taktslag i takterne 5 og 6 og trillen på tredje taktslag i takt 6.

Affekt

Ariens overordnede affekt er trygheden. Derfor er basso continuoets fundament stabilt med brug af flere takters orgelpunkt, tonegentagelser og trinvise bevægelser, også hvor funktionsharmonikken kunne have dikteret andre bastoner end de valgte. Man kan sige, at bassens rolige bevægelse har fået forrang frem for en mere tydelig harmonik, men dette skal ikke forstås sådan, at harmonikken vakler; bassens bevægelse er prioriteret.

Tekst

Teksten er på tysk. Oversat til dansk lyder A-stykket: "Fårene kan trygt græsse hvor en god hyrde våger.". Derefter B-stykket: "Hvor regenter regerer godt kan man føle ro og fred og det som gør lande lykkelige.". Herefter gentages, som allerede nævnt, A-stykket.

Hvor A-stykket kunne anvendes i en kirkelig sammenhæng, idet Jesus ofte fremstilles som den gode hyrde, der samler sine får og sørger for at få hvert og ét af dem med sig, giver teksten i B-stykket mere direkte ros til den regent, der blev fejret den 23. februar 1713, hvor kantaten spilledes til en jagtglad fyrstes fødselsdag.

I barokkens verden var der ikke stor forskel på undersåtternes hengivelse overfor den fyrste, som regerede på jorden og den fyrste (Jesus), som regerede i himlen. Både jordiske og himmelske regenter skyldte man al sin kærlighed og hengivenhed. Der er langt fra vore dages gøren sig morsom over de kongelige til måden, man i barokken opfattede regenten. Både komponisten Johann Sebastian Bach og tekstforfatteren Salomon Franck (1659-1725) var på tidspunktet for kantatens tidligste opførelse embedsmænd ved hoffet i Weimar.

Perspektivering

Hele kantaten Was mir behagt, ist nur die muntre Jagd! (BWV 208) blev sidenhen genbrugt af Bach i dens helhed til fejringen af en anden fyrste, hvis navn blev sat ind i stedet for. Denne arie var dog tilpas generel i sin formulering til, at den ikke behøvede ændringer i hverken tekst eller musik.

I betragtning af hvor ofte Bach genbrugte sine egne kompositioner i andre sammenhænge, er det pudsigt, at der ikke findes andre kantater, hvor denne arie indgår med anden tekst. De tryghedsskabende og hjertelige affekter ville uden vanskeligheder kunne bruges i en kirkekantate, hvor Jesus fremstilles som en god hyrde.

Det kendteste eksempel på Bachs genbrug af egne satser er nok Juleoratoriet fra 1734 og 1735, hvor flere af satserne var hentet fra verdslige kantater, som han havde komponeret indenfor de seneste år. Se dette klip, og hør hvordan arien Bereite dich, Zion fra Juleoratoriet bruges til at udtrykke vrede og siden, med få ændringer og ny tekst, til at udtrykke ømhed:

J.S. Bach: Bereite dich, Zion (1734-1735)

2. Alla Hornpipe (G.F. Händel, 1717)

Alla Hornpipe fra orkesterværket Water Music er skrevet af den tyskfødte komponist George Frideric Händel i 1717. Den første opførelse er omtalt i en engelsk avis, The Daily Courant. Onsdag d. 17. juli 1717 sejlede George 1. og adskillige aristokrater med en kongelig pram fra Whitehall Palace på en udflugt op ad Themsen til Chelsea. En anden pram fra Londons by havde omkring halvtreds musikere ombord. Det var dem, der spillede Händels musik.

Mange fra London tog til Themsen for at høre koncerten, og ifølge avisens tekst var hele floden nærmest fuld af skibe og både. Kongen blev så glad for Water Music, at han bad om at få den gentaget mindst tre gange, både på turen til Chelsea og på turen tilbage til Whitehall. Alla Hornpipe indgår i suite 2 og findes på side 7-12 i noden (nummereret som side 44-49):

George Frideric Händel: Alla Hornpipe (1717)

Form

Satsen er i formen ABA. Det vil sige en dacapoform, hvor det festlige A-stykke spilles først. Derefter følger et kontrasterende B-stykke i en mere eftertænksom atmosfære, hvorefter A-stykket gentages:

A B A
Tid (på YouTube): 0:00 0:59 1:53
Metrik 39 takter 34 takter 39 takter

A-stykket kan underinddeles som følger: Takt 1-5 er præsentation af satsens hovedtema, mens et sidetema kommer fra midt i takt 5 til takt 10. Samtidig med afrundingen af sidetemaet i takt 11 sætter de to trompeter og pauken ind med fire takters gentagelse af hovedtemaet i takt 11-14. Dette besvares i takt 15-18 af valdhornene.

Effekten er slående. Trompeterne lyder som et optog, der drager gennem byen, mens de mere diskrete horn klinger hornkvinter. Hornkvinter fungerer altså ikke kun i hornstemmer.

Også i takterne 27-28 hører man trompeterne og pauken, der besvares af hornenes ekko i takterne 30-31. I takterne midt 31 til 39 spilles versioner af sidetemaet fra takt 5 til 10. B-stykkets kontrastdel fra takt 40 til 73 har en væsentligt anden atmosfære, med rastløs aktivitet i strygere og oboer. Herefter gentages A-stykket.

I forhold til videoindspilningen er der den lille forskel, at noden har gentagelsestegn, der egentlig betyder, at A-stykket skal spilles to gange allerede inden B-stykket. I så fald ville stykket blive ganske langt og ikke have den ret intense længde, som rummes i de tre minutters festlige musik.

Dirigenten – det er, som du sikkert har gættet, manden ved cembaloet – har valgt at se bort fra alle gentagelsestegn. I stedet har han fremhævet satsens dacapoform (ABA). Det er et udmærket musikalsk valg. Dacapoformen må ikke forveksles med dacapoarien, da der jo ikke medvirker nogen sangere i denne sats.

Instrumentation

Satsen er for orkester bestående af tre orkestergrupper, som både skiftes til at fremføre temaerne og som i andre passager spiller sammen på én gang. Første orkestergruppe består af violiner, bratscher, to oboer og basso continuo. Celloer, kontrabasser og fagot er basinstrumenter. Partituret foreslår, at akkorderne i satsens basso continuo spilles af cembalo. På filmklippet har man valgt netop cembalo, suppleret af theorbe.

Anden orkestergruppe er to trompeter med pauker som basinstrument. I baroktiden var det en fast ingrediens, at når der var festlige trompeter med, så var paukerne i trompetgruppens basstemme, lidt ligesom basso continuo var underforstået satsens basstemme. Læg her mærke til, at når trompeterne længere inde i satsen svares af de to horn, så tier pauker, både fordi hornene ellers ville blive overdøvet af paukernes rabalder, men også fordi det var en fastlagt ting, at kun trompeter forudsatte pauker.

Tredje gruppe udgøres af to valdhorn. Denne gruppe er i sine indsatser uden basinstrument og lyder diskret svævende som jægeres kalden fra fjerne skove. Det sidste har utvivlsomt fornøjet de kongelige, for dengang var det vigtigt for både konger og adelige mænd at være gode udi parforcejagtens svære kunst. Hvis man kender Eremitagesletten ved Klampenborg nord for København, har man en idé om, hvad det var for en slags landskaber man kunne bruge til den slags jagter. Bortset fra i krige – og måske i soveværelset – var det sådanne steder, en konge kunne vise sig som en rigtig mand.

På filmklippet ses yderligere to musikere til venstre for de to oboer. Det er tværfløjter, men de medvirker ikke i denne sats. Satsen Alla Hornpipe er en del af tre suiter, som er samlet under titlen Water Music. Hvis du ser hele Suite i d-dur (HWV 349), vil du opdage, at fløjterne indgår i Menuet-satsen lige efter Alla Hornpipe. På Händels tid var det ofte de samme musikere, som spillede obo i én sats og tværfløjte i en anden. Som nutidens bigband-saxofonister, der både kan skifte saxofontype og spille tværfløjte og klarinet.

Harmonik

A-stykkets toneart er d-dur. Dets tonalitet er i udpræget grad funktionsharmonisk, hvilket understøttes af dominant-tonika forbindelser (A - D). Derudover optræder i A-stykket subdominant (G), tonikaparallel (Hm), subdominantparallel (Em) og dominantparallel (Fm), men alle kortvarigt som en lille harmonisk variation i et overordnet stabilt lydbillede, som domineres af tonika- og dominantakkorder. I takt 23 og 25 optræder en vekseldominant (E7), der begge gange leder til dominanten (A).

I B-stykkets anderledes atmosfære fastslås d-durs paralleltoneart, h-mol, allerede i takt 40 som ny toneart. Derfor forekommer h-mols dominant (F) også flere gange i B-stykket sammen med G, Em, A og vekseldominanten (C7). En interessant udvidelse af den i B-stykket dominerende h-mol ses i takt 53, 54 og 55, hvor Hm-treklangen er tilføjet dens sekst (tonen gis) med en for baroktiden ganske moderne klang til følge.

I takt 58 overrasker en bidominant (H) med dominantisk virkning til E i takt 59, der igen fungerer dominantisk til A i takt 60, som muliggør en kortvarig tilbagevenden til satsens hovedtoneart d-dur i takt 61. Umiddelbart efter genetableres B-stykkets h-moltonalitet, men en ny opdukken af akkorden H i takt 69 leder over i to takter med glidende nedadgående sekster over et orgelpunkt på tonen e i takt 70-71. Dette ender på h-mols dominant (F) i takt 72, som er med til at fastslå tonearten h-mol frem til slutningen takt 74.

Melodik

Melodien er i 3/2-takt, en ret sjælden taktart i nyere musik, hvor man nok ville vælge en notation i 3/4-takt og så halvere alle nodeværdier tilsvarende. Ambitussen er tilpasset til de medvirkende instrumenters omfang. Bemærk i den forbindelse, at originalinstrumenter, som anvendes her, har et mindre omfang end moderne udgaver af instrumenterne. Eksempelvis kan en barokobo kun spille fra c1 til d3, mens moderne oboer kan spille fra b til g3.

Vi skal her kigge nærmere på A-stykkets første motiv og dets svarmotiv. Motivets toner finder man i takterne 1-4 med en afrunding i takt 5:

I orkesterpartituret kan man se, at obo I spiller de samme toner som violin I, at obo II spiller de samme toner som violin II og violin III, og at fagotten spiller det samme som continuo-bassen. Kun bratschen – i partituret kaldes den viola – er ikke forstærket af en træblæser.

Motivets begyndelse forløber faktisk over tonerne fra en d-durtreklang, nemlig tonerne a, d og fis. Hvordan går det nu til, når der står et e på taktens treslag? Jo, det lille symbol tr oven over noden indikerer, at man skal spille en trille, og i barokmusikken begynder en trille altid fra tonen over den noterede tone. Trillen udføres således mellem tonerne fis og e. I de bedste orkestre sørger man selvfølgelig for, at triller udføres i et ensartet ensartet tempo af alle, der spiller de noder – her er det 1.-oboen og alle musikerne i 1.-violingruppen.

I takt to cirkler melodien om tonen fis i en synkoperet rytme, der er med til give satsen et særligt "drive". Højdepunktet i den opadgående bevægelse a-d-fis fra takt 1 kommer derfor først i takt 3 med det høje a. Det højdepunkt er så vigtigt, at komponisten har understreget det ved at gentage takten, for takt 4 er fuldkommen identisk med takt 3. Derpå kommer en lille afrunding i takt 5, hvor melodien går ned til ro på a oktaven under højdepunkts-a'et.

Højdepunkts-a'et danner også udgangspunkt for et lille, insisterende svarmotiv, der begynder midt i takt 5. Musikgeniet Händel har endda været så konsekvent, at da det var 1.-violiner, som fik lov at spille det første motiv, vi nu kan kalde spørgsmålsmotivet, så har han lagt svarmotivet i violingrupperne violin II og violin III:

Svarmotivet er langt mere trinvist end spørgsmålsmotivets d-durtreklang; fra a går det ned til g, derpå fis, men allerede midt i takt 7 vil 1.-violinerne alligevel have et ord indført og overtager det lille svarmotiv fra de andre violingrupper. Med enkelte drejetoner og små afstikkere leverer violin I en trinvis bevægelse fra det, vi har kaldt højdepunkts-a, og ned via g, fis, e og til d, der jo er satsens grundtone.

Affekt

Satsens overordnede affekt er festligheden. Derfor domineres satsen af trompeter og pauker. Det er også kendetegnende, at man opfatter hele satsen som båret af trompet, horn og pauker, selvom man må sige, at det er de hårdtarbejdende strygere, oboer og basso continuo, der trækker læsset.

Perspektivering

Sammen med de mange andre satser i de tre suiter, der tilsammen udgør George Frideric Händels meget populære Water Music, var Alla Hornpipe med til at give Händel stor bevågenhed i det engelske kongehus.

Med festlig musik, der også indeholdt mindelser om jagtscener – og måske endda et royalt mundhuggeri – kunne man regne med ham som ny kongelig hofleverandør af musik. Nu siger man jo, at én svale ikke gør nogen sommer, og Händel måtte da også i de kommende år arbejde hårdt ved cembalo og skrivepult. Men som allerede nævnt blev han engelsk statsborger i 1726 og fik livslang understøttelse af det engelske hof.

Hvis man har fået lyst til at høre mere festlig musik af George Frideric Händel, er der mange andre satser i Water Music. Desuden komponerede han over 30 år senere festlig musik til et fyrværkeri, som blev afholdt i en anledning af fredstraktaten "Peace of Aix-la-Chapelle", som England havde underskrevet i 1748. Denne orkestersuite hedder Music for the Royal Fireworks og har nummer HWV 351 i værkfortegnelsen.

3. Analysevejledning

Analysevejledningen giver med korte stikord et overblik over de musikalske parametre, det kan være relevant at inddrage ved analysen af barokmusik. Du kan læse mere dybdegående om de enkelte musikalske parametre og analysemetoder i sektionen Analyse.

Karakteristik

  • Komponist, titel, udgivelsesdato og eventuelt andre faktuelle oplysninger der er relevante i forhold til analysen.

Form

  • Musikstykkets struktur og metrik, herunder formleddenes indplacering i en overordnet formtype.

Instrumentation

  • De forskellige musikinstrumenter og deres funktion undervejs.

Klang

  • Klangen af de enkelte musikinstrumenter og sangere og klangen af musikstykket som helhed.

Harmonik

  • Musikstykkes akkorder, deres indbyrdes forhold og deres forhold til musikstykkets tekst og overordnede karakter.

Melodik

  • Melodiens opbygning, funktion og vigtigste kendetegn.

Tekst

  • Forholdet mellem musik og tekst, herunder brugen af musikalske virkemidler der understreger sangens tekst og stemning.

Perspektivering

  • En begrundet indplacering af sangen i musikhistorien, baseret på analyseresultaterne.

Eksempelanalyse af to udvalgte musikstykker fra barokken – følg med i de vedlagte noder (ved at klikke på det blå nodeikon), mens du læser analyserne. Nederst finder du en kort analysevejledning, du kan bruge til hjælp i forbindelse med egne analyser.

1. Schafe können sicher weiden (J.S. Bach, 1713)

Schafe können sicher weiden er en arie for sopran, to blokfløjter og basso continuo . Den stammer fra en verdslig kantate, som Bach skrev til fejringen af prins Christian af Sachsen-Weissenfels 31 års fødselsdag i februar 1713. Kantatens fulde titel er Was mir behagt, ist nur die muntre Jagd! – men kendes også under navnet Jagtkantaten – med nummer 208 i Bach-værkfortegnelsen. Arien findes på side 17-18 i noden her:

Johann Sebastian Bach: Schafe können sicher weiden (1713)

Kantaten blev sandsynligvis opført i jagthuset Jägerhof, der i vore dage er et hotel. Tekstdigter var Salomon Franck, der ligesom Bach var ansat ved grev Wilhelm Ernsts hof i Weimar. Til kantaten har tekstforfatteren kombineret jagt- og hyrdeguderne Diana, Pales, Endymion og Pan. De fordeler sig over stemmerne sopran, mezzosopran, tenor og bas. I modsætning til Bachs kirkekantater, som blev sunget af drenge- og mandsstemmer på grund af forbuddet mod, at kvinder sang solistisk i kirken, var det i denne kantate muligt at lade kvindelige sangere medvirke. Operaen i byen Weissenfels har sikkert kunnet levere solisterne.

Da både komponist og tekstforfatter var ansat ved hoffet, er det nærliggende at se fødselsdagskantaten her som en gave fra greve Wilhelm Ernst til naboen greve Christian. Kantaten kan også have været en bestilling med honorering direkte fra fødselaren selv. Arien er af uopslidelig skønhed. Over basso continuoets rolige fundament spiller de to blokfløjter en introduktion, inden Pales synger sin arie. Dette er siden blevet en af de mest elskede satser fra en Bach-kantate overhovedet.

Form

Arien er en dacapoarie i formen ABA. A er delen, hvor det egentlige tema præsenteres, og teksten synges med forskellig udsmykning i form af koloratuer og melismer. B-stykket er en mere tænksom, tilbagetrukket og alvorlig kontrast. Formskemaet ser sådan ud:

A B A
Tid (på YouTube): 0:00 1:17 2:34
Metrik 20 takter 20 takter 20 takter

A-stykket kan underinddeles som følger: Takt 1-4 er instrumentalt forspil. I takt 5-8 præsenterer sangeren temaet uden anden ledsagelse end basso continuo. I takt 9-12 tilføjes blokfløjter til sangeren. Takterne 13-16 begynder med 1½ takt, hvor sangeren er alene med basso continuo, men snart tilføjes de to blokfløjter med et lille tema fra forspillet i takt 1-4, mens sangeren fører melodien tilbage mod grundtonen. Takt 17-20 er en instrumental outro til A-stykket, hvor de to blokfløjter og basso continuo høres uden sang.

B-stykkets kontrastdel synges indledningsvis af sangeren i takt 21-26, men dog således at blokfløjterne efter den første halvdel af takt 26 føjer sig til med en molversion af forspillet fra takt 1-4. I takterne 27-30 spiller blokfløjterne med basso continuo, indtil sangeren føjes til midt i takt 30. I takterne 31-40 synger sangeren hele tiden for det meste akkompagneret af de to blokfløjter, der dog har enkelte korte pauser. Som altid er basso continuo fast fundament også i denne del. Under sidste takt står Da Capo – A-stykket gentages forfra.

Gentagelsen A-stykket fortsættes indtil fermaten på første slag i takt 20. Her skal sangeren naturligvis ikke sætte ind med ordet "Wo", der jo tilhører ariens B-stykke.

Instrumentation

Arien er for sopran, to blokfløjter og basso continuo. Den oprindelige opførelse af arien indgik i den samlede opførelse af Bachs jagtkantate Was mir behagt, ist nur die muntre Jagd! (BWV 208) i jagthuset Jägerhof til en fyrstes fødselsdagsfest.

Det var en mere eller mindre fast norm, at Bach brugte cembalo som akkordinstrument i de verdslige kantater, mens et lille kirkeorgel blev brugt i de fleste kirkekantater. På denne indspilning har man en continuogruppe med en cello som basinstrument og det diskrete strengeinstrument theorbe som akkordinstrument.

Der er naturligvis talrige vejledninger både fra datiden og af senere dato om, hvordan man bør disponere instrumenterne i basso continuo-gruppen. Men der kommer heldigvis ikke noget Bach-politi med løftede pegefingre, hvis man eksempelvis vælger et basso continuo med cello og theorbe, som der er valgt her.

Derimod er der ingen tvivl om, at Bachs valg af blokfløjter bør respekteres. De var tidens instrumenter til sarte hyrdescener. Tværfløjten havde en anden funktion som aristokraternes elegante musikinstrument. I øvrigt må man gå ud fra, at blokfløjterne blev spillet af de samme musikere, som i andre af kantatens satser spillede 1. obo, 2. obo og taille. Det var helt almindeligt dengang, at man kunne spille på flere forskellige blæseinstrumenter.

På YouTube kan man finde en indspilning af arien med drengesopranen Cyrille Dubois. Han synger pænt, men egentlig er det en misforståelse at bruge en drengesopran til lige denne arie. For én gangs skyld fik Bach lov til at bruge en kvindelig solist, fordi det var til en verdslig kantate sammen med et jagtselskab. I dagligdagen med kirkekantater hang han hele livet på mere eller mindre gode drengesopraner, fordi han ikke måtte sætte kvinder til at synge solo i kirken. Selvom Bach aldrig komponerede en opera selv, vidste han udmærket, hvor smukt en god kvindestemme klinger; hans første hustru sang, så vidt vi ved, ret godt, og hans anden kone var allerede professionel og højt betalt hofsangerinde, da han lærte hende at kende.

Affekt

Ariens overordnede affekt er trygheden. Derfor er basso continuoets fundament stabilt med brug af flere takters orgelpunkt, tonegentagelser og trinvise bevægelser, også hvor funktionsharmonikken kunne have dikteret andre bastoner end de valgte. Man kan sige, at bassens rolige bevægelse har fået forrang frem for en mere tydelig harmonik, men dette skal ikke forstås sådan, at harmonikken vakler; bassens bevægelse er prioriteret.

Tekst

Teksten er på tysk. Oversat til dansk lyder A-stykket: "Fårene kan trygt græsse hvor en god hyrde våger.". Derefter B-stykket: "Hvor regenter regerer godt kan man føle ro og fred og det som gør lande lykkelige.". Herefter gentages, som allerede nævnt, A-stykket.

Hvor A-stykket kunne anvendes i en kirkelig sammenhæng, idet Jesus ofte fremstilles som den gode hyrde, der samler sine får og sørger for at få hvert og ét af dem med sig, giver teksten i B-stykket mere direkte ros til den regent, der blev fejret den 23. februar 1713, hvor kantaten spilledes til en jagtglad fyrstes fødselsdag.

I barokkens verden var der ikke stor forskel på undersåtternes hengivelse overfor den fyrste, som regerede på jorden og den fyrste (Jesus), som regerede i himlen. Både jordiske og himmelske regenter skyldte man al sin kærlighed og hengivenhed. Der er langt fra vore dages gøren sig morsom over de kongelige til måden, man i barokken opfattede regenten. Både komponisten Johann Sebastian Bach og tekstforfatteren Salomon Franck (1659-1725) var på tidspunktet for kantatens tidligste opførelse embedsmænd ved hoffet i Weimar.

Perspektivering

Hele kantaten Was mir behagt, ist nur die muntre Jagd! (BWV 208) blev sidenhen genbrugt af Bach i dens helhed til fejringen af en anden fyrste, hvis navn blev sat ind i stedet for. Denne arie var dog tilpas generel i sin formulering til, at den ikke behøvede ændringer i hverken tekst eller musik.

I betragtning af hvor ofte Bach genbrugte sine egne kompositioner i andre sammenhænge, er det pudsigt, at der ikke findes andre kantater, hvor denne arie indgår med anden tekst. De tryghedsskabende og hjertelige affekter ville uden vanskeligheder kunne bruges i en kirkekantate, hvor Jesus fremstilles som en god hyrde.

Det kendteste eksempel på Bachs genbrug af egne satser er nok Juleoratoriet fra 1734 og 1735, hvor flere af satserne var hentet fra verdslige kantater, som han havde komponeret indenfor de seneste år. Se dette klip, og hør hvordan arien Bereite dich, Zion fra Juleoratoriet bruges til at udtrykke vrede og siden, med få ændringer og ny tekst, til at udtrykke ømhed:

J.S. Bach: Bereite dich, Zion (1734-1735)

2. Alla Hornpipe (G.F. Händel, 1717)

Alla Hornpipe fra orkesterværket Water Music er skrevet af den tyskfødte komponist George Frideric Händel i 1717. Den første opførelse er omtalt i en engelsk avis, The Daily Courant. Onsdag d. 17. juli 1717 sejlede George 1. og adskillige aristokrater med en kongelig pram fra Whitehall Palace på en udflugt op ad Themsen til Chelsea. En anden pram fra Londons by havde omkring halvtreds musikere ombord. Det var dem, der spillede Händels musik.

Mange fra London tog til Themsen for at høre koncerten, og ifølge avisens tekst var hele floden nærmest fuld af skibe og både. Kongen blev så glad for Water Music, at han bad om at få den gentaget mindst tre gange, både på turen til Chelsea og på turen tilbage til Whitehall. Alla Hornpipe indgår i suite 2 og findes på side 7-12 i noden (nummereret som side 44-49):

George Frideric Händel: Alla Hornpipe (1717)

Form

Satsen er i formen ABA. Det vil sige en dacapoform, hvor det festlige A-stykke spilles først. Derefter følger et kontrasterende B-stykke i en mere eftertænksom atmosfære, hvorefter A-stykket gentages:

A B A
Tid (på YouTube): 0:00 0:59 1:53
Metrik 39 takter 34 takter 39 takter

A-stykket kan underinddeles som følger: Takt 1-5 er præsentation af satsens hovedtema, mens et sidetema kommer fra midt i takt 5 til takt 10. Samtidig med afrundingen af sidetemaet i takt 11 sætter de to trompeter og pauken ind med fire takters gentagelse af hovedtemaet i takt 11-14. Dette besvares i takt 15-18 af valdhornene.

Effekten er slående. Trompeterne lyder som et optog, der drager gennem byen, mens de mere diskrete horn klinger hornkvinter. Hornkvinter fungerer altså ikke kun i hornstemmer.

Også i takterne 27-28 hører man trompeterne og pauken, der besvares af hornenes ekko i takterne 30-31. I takterne midt 31 til 39 spilles versioner af sidetemaet fra takt 5 til 10. B-stykkets kontrastdel fra takt 40 til 73 har en væsentligt anden atmosfære, med rastløs aktivitet i strygere og oboer. Herefter gentages A-stykket.

I forhold til videoindspilningen er der den lille forskel, at noden har gentagelsestegn, der egentlig betyder, at A-stykket skal spilles to gange allerede inden B-stykket. I så fald ville stykket blive ganske langt og ikke have den ret intense længde, som rummes i de tre minutters festlige musik.

Dirigenten – det er, som du sikkert har gættet, manden ved cembaloet – har valgt at se bort fra alle gentagelsestegn. I stedet har han fremhævet satsens dacapoform (ABA). Det er et udmærket musikalsk valg. Dacapoformen må ikke forveksles med dacapoarien, da der jo ikke medvirker nogen sangere i denne sats.

Instrumentation

Satsen er for orkester bestående af tre orkestergrupper, som både skiftes til at fremføre temaerne og som i andre passager spiller sammen på én gang. Første orkestergruppe består af violiner, bratscher, to oboer og basso continuo. Celloer, kontrabasser og fagot er basinstrumenter. Partituret foreslår, at akkorderne i satsens basso continuo spilles af cembalo. På filmklippet har man valgt netop cembalo, suppleret af theorbe.

Anden orkestergruppe er to trompeter med pauker som basinstrument. I baroktiden var det en fast ingrediens, at når der var festlige trompeter med, så var paukerne i trompetgruppens basstemme, lidt ligesom basso continuo var underforstået satsens basstemme. Læg her mærke til, at når trompeterne længere inde i satsen svares af de to horn, så tier pauker, både fordi hornene ellers ville blive overdøvet af paukernes rabalder, men også fordi det var en fastlagt ting, at kun trompeter forudsatte pauker.

Tredje gruppe udgøres af to valdhorn. Denne gruppe er i sine indsatser uden basinstrument og lyder diskret svævende som jægeres kalden fra fjerne skove. Det sidste har utvivlsomt fornøjet de kongelige, for dengang var det vigtigt for både konger og adelige mænd at være gode udi parforcejagtens svære kunst. Hvis man kender Eremitagesletten ved Klampenborg nord for København, har man en idé om, hvad det var for en slags landskaber man kunne bruge til den slags jagter. Bortset fra i krige – og måske i soveværelset – var det sådanne steder, en konge kunne vise sig som en rigtig mand.

På filmklippet ses yderligere to musikere til venstre for de to oboer. Det er tværfløjter, men de medvirker ikke i denne sats. Satsen Alla Hornpipe er en del af tre suiter, som er samlet under titlen Water Music. Hvis du ser hele Suite i d-dur (HWV 349), vil du opdage, at fløjterne indgår i Menuet-satsen lige efter Alla Hornpipe. På Händels tid var det ofte de samme musikere, som spillede obo i én sats og tværfløjte i en anden. Som nutidens bigband-saxofonister, der både kan skifte saxofontype og spille tværfløjte og klarinet.

Affekt

Satsens overordnede affekt er festligheden. Derfor domineres satsen af trompeter og pauker. Det er også kendetegnende, at man opfatter hele satsen som båret af trompet, horn og pauker, selvom man må sige, at det er de hårdtarbejdende strygere, oboer og basso continuo, der trækker læsset.

Perspektivering

Sammen med de mange andre satser i de tre suiter, der tilsammen udgør George Frideric Händels meget populære Water Music, var Alla Hornpipe med til at give Händel stor bevågenhed i det engelske kongehus.

Med festlig musik, der også indeholdt mindelser om jagtscener – og måske endda et royalt mundhuggeri – kunne man regne med ham som ny kongelig hofleverandør af musik. Nu siger man jo, at én svale ikke gør nogen sommer, og Händel måtte da også i de kommende år arbejde hårdt ved cembalo og skrivepult. Men som allerede nævnt blev han engelsk statsborger i 1726 og fik livslang understøttelse af det engelske hof.

Hvis man har fået lyst til at høre mere festlig musik af George Frideric Händel, er der mange andre satser i Water Music. Desuden komponerede han over 30 år senere festlig musik til et fyrværkeri, som blev afholdt i en anledning af fredstraktaten "Peace of Aix-la-Chapelle", som England havde underskrevet i 1748. Denne orkestersuite hedder Music for the Royal Fireworks og har nummer HWV 351 i værkfortegnelsen.

3. Analysevejledning

Analysevejledningen giver med korte stikord et overblik over de musikalske parametre, det kan være relevant at inddrage ved analysen af barokmusik. Du kan læse mere dybdegående om de enkelte musikalske parametre og analysemetoder i sektionen Analyse.

Karakteristik

  • Komponist, titel, udgivelsesdato og eventuelt andre faktuelle oplysninger der er relevante i forhold til analysen.

Form

  • Musikstykkets struktur og metrik, herunder formleddenes indplacering i en overordnet formtype.

Instrumentation

  • De forskellige musikinstrumenter og deres funktion undervejs.

Klang

  • Klangen af de enkelte musikinstrumenter og sangere og klangen af musikstykket som helhed.

Tekst

  • Forholdet mellem musik og tekst, herunder brugen af musikalske virkemidler der understreger sangens tekst og stemning.

Perspektivering

  • En begrundet indplacering af sangen i musikhistorien, baseret på analyseresultaterne.