Johann Sebastian Bachs seks Brandenburgkoncerter omfatter alle de orkesterinstrumenter, man brugte på hans tid. Med en unik sans for afbalancering lader Bach musikerne spille stemmer, der veksler mellem det solistiske og det akkompagnerende. I vore dage står de seks koncerter som et af de ypperste eksempler på den sene baroktids tonekunst.
Indhold
1. Koncerterne
Tre dage efter sin 36-års fødselsdag sendte Johann Sebastian Bach en jobansøgning til markgreve Christian Ludwig af Brandenburg-Schwedt. Når man sender en jobansøgning, er det helt almindeligt at medsende et cv. Det står for curriculum vitae, der er latin og betyder livsforløb. Man sender tit også nogle bilag. Det kan være et eksamensbevis, eller en udtalelse fra en arbejdsgiver som har skrevet noget pænt om ens person.
Til sin ansøgning af 24. marts 1721 valgte Bach at vedlægge nogle eksempler på den slags musik, han kunne komponere. Koncerter, der kombinerede alt det gode fra Corellis concerti grossi med Vivaldis solokoncerter og desuden blev tilsat en stor mængde af Bachs egen sans for fremdrift, harmonisk forståelse og idérigdom.
I brevet til greven mindede Bach venligt greven om, at de et par år tidligere havde mødt hinanden. Ved dén lejlighed havde Bach spillet på cembalo for greven. Musikforskerne har fundet frem til, at Bach var i Berlin, hvor Christian Ludwig boede, netop i marts måned 1719 for at afprøve og siden sørge for transport af et nyt cembalo. Det blev bygget af instrumentmageren Michael Mietke og skulle fragtes hjem til slottet i Köthen.
I ansøgningen skrev Bach, at markgreven måtte være "overbevist om at intet ligger mig mere på hjerte end at kunne blive beskæftiget ved en mere gunstig lejlighed, som er Eder og Eders tjeneste værdig". Brevet var skrevet på fransk, for dengang var fransk sproget, man brugte ved henvendelser direkte til en royal person. I brevet refereres til et ønske om at modtage nogle musikeksempler, som markgreven skulle have fremsat.
Den franske titel på koncerterne var Six concerts avec plusiers instruments. Det vil sige Seks koncerter med adskillige instrumenter. De kendes nu som Brandenburgkoncerterne, fordi de jo blev sendt som en fin gave til den musikglade markgreve af Brandenburg-Schwedt. Heldigvis blev de forvaret i markgrevens bibliotek indtil 1734. Da han døde, blev de solgt for 24 groschen. Det svarer omtrent til prisen for to biografbilletter!
I forbindelse med den samlede udgivelse af Bachs værker i 1800-tallet blev koncerterne genopdaget i 1849 og trykt året efter. Siden slutningen af 1940'erne er de blevet indspillet et utal af gange – både af moderne symfoniorkestre og af orkestre, der har specialiseret sig i at spille på instrumenter, som de lød på Bachs tid.
Uddrag af Bachs originalmanuskript til Brandenburgkoncert nr. 1, 1721.
Brandenburgkoncert nr. 1
Brandenburgkoncert nr. 1 er komponeret for to horn, tre oboer, en fagot, en piccoloviolin, strygere og basso continuo. Den består af fire satser: Første sats er egentlig uden betegnelse, men spilles Allegro moderato (moderat hurtig). Anden sats er en langsom Adagio, mens tredje sats er en hurtig Allegro. Som du nok husker, var det mest almindelige antal satser i en koncert fra baroktiden tre satser: hurtig-langsom-hurtig. Imidlertid har Bach tilføjet en fjerde sats, som består en menuet, en polacca og til sidst en gentagelse menuetten.
Et gennemgående træk i koncerten er de to horn, der har en solistisk rolle. Hornenes første toner er faktisk et citat af et jagtsignal. Dén effekt kan lyde som to jægere, der kommer væltende ind i et stiligt jagtselskab, stadig omtumlede af det vilde ridt på jagt efter hjorte. En anden detalje er de tre oboer. Det normale var ellers, at to almindelige oboer suppleres af en taille, en slags tenorobo, som spiller i et dybere leje. Musikforskere har fundet ud af, at Bachs originale version af koncerten, som muligvis blev brugt som indledning til hans "jagtkantate" fra 1713, netop var komponeret for to oboer og taille. Der er dog uenighed om årsagerne til, at taillen blev skrevet om til en obostemme, da Bach sendte koncerterne til markgreven af Brandenburg-Schwedt. Forklaringen kan være, at markgreven måske slet ikke havde en taille-spiller. Derfor ville det være uhøfligt at forære noder, som krævede, at han hyrede en.
Endelig er der piccoloviolinen, der simpelthen er en lille udgave i trekvartstørrelse af en almindelig violin. Det pudsige er, at Bach ikke brugte den til at spille meget lyse toner, som den ellers er god til. I stedet har den soloer i mellemlejet, hvor man kan høre, at den klinger skarpere end almindelige violiner. Den spiller meget solistisk i den langsomme adagiosats, hvor piccoloviolin og førsteobo svarer hinanden. På dette filmklip fortæller dirigenten Nikolaus Harnoncourt om instrumenterne, inden koncerten opføres:
Johann Sebastian Bach: Brandenburgkoncert nr. 1 (1721)
Hent partitur til Brandenburgkoncert nr. 1.
Brandenburgkoncert nr. 2
Brandenburgkoncert nr. 2 har soloinstrumenterne trompet, blokfløjte, obo og violin, som akkompagneres af strygere og basso continuo. Satserne er hurtig–langsom–hurtig. Første sats er uden tempobetegnelse, men spilles Allegro moderato (moderat hurtig). Derefter følger en Andante, der betyder gående. Sidste sats er ret hurtig, Allegro assai.
Selvom det næppe har været Bachs intention, kan man mene, at soloinstrumenterne kombinerer de typer af koncerter, vi har mødt i Torellis trompetkoncerter, Vivaldis blokfløjtekoncerter, Corellis violinkoncerter og Albinonis obokoncerter. De fire instrumenter var på Bachs tid netop også de fire, som stadsmusikere skulle aflægge prøve i for at anses for udlærte. Vi ved heller ikke, om det var en pointe fra Bachs side.
Der er meget stor forskel i styrkeniveauet fra trompet til blokfløjte på moderne instrumenter. Hører man en version med baroktrompet, vil man opdage, at den spiller lidt svagere i det lyse register, hvor den tit spiller samtidig med blokfløjten. Musikken er altså også disponeret i forhold til den klang, instrumentere på Bachs tid havde. Gennem årene har man prøvet med forskellige instrumenter i stedet for trompet for at opnå god balance. Derfor findes der ældre udgaver med eksempelvis horn, sopransaxofon eller klarinet. I dag findes omrejsende solister, som har specialiseret sig i at varetage denne meget krævende trompetstemme.
På dette filmklip fortæller dirigenten Nikolaus Harnoncourt om instrumenterne, inden koncerten opføres:
Johann Sebastian Bach: Brandenburgkoncert nr. 2 (1721)
Hent partitur til Brandenburgkoncert nr. 2.
Brandenburgkoncert nr. 3
Brandenburgkoncert nr. 3 er for tre violiner, tre bratscher, tre celloer og basso continuo. Den første sats er uden satsbetegnelse, men spilles som i de to foregående koncerter Allegro moderato. Der er en meget kort midtersats, som i Bachs håndskrevne node har betegnelsen Adagio. Denne efterfølges af en hurtig Allegro.
Hvis vi ser bort fra basso continuo, som i barokmusikken er altings faste fundament – så uomgængeligt som den jord, vi går på – er et gennemgående træk i koncerten, at der er tre af alting. Violiner, bratscher, celloer optræder i tre grupper á tre. Førstesatsens tema består af tre motiver af hver tre toner. Det er den tredje af de seks koncerter, og der er tre satser.
I midtersatsen er det imidlertid som om, Bach har afstået fra at gøre det hele perfekt ved kun at bruge to akkorder: Am/C og H. Det vil sige akkorder, der fungerer som subdominant og dominant i tonearten e-mol, men allerede fra de første toner i den tredje sats er det som om, musikken stikker af i en strøm af toner i tonearten g-dur, der også var tonearten i første sats.
På dette filmklip fortæller dirigenten Nikolaus Harnoncourt om instrumenterne, inden koncerten opføres:
Johann Sebastian Bach: Brandenburgkoncert nr. 3 (1721)
Hent partitur til Brandenburgkoncert nr. 3.
Brandenburgkoncert nr. 4
Brandenburgkoncert nr. 4 er faktisk en violinkoncert i forklædning. Soloviolinstemmen er vanskeligere end i alle andre af Bachs violinkoncerter, og udover strygerne og basso continuoet medvirker der to blokfløjter.
Der er tre satser: Allegro, Andante og Presto. I den langsomme Andante udfylder blokfløjterne en sjov rolle som ekko af det øvrige orkester. I den hurtige Presto-sats kommer fugatemaet først i bratschstemmen, derefter i andenvioliner, førstevioliner og i basso continuo. Det giver blokfløjterne tid til at komme tilbage på scenen fra deres ekko-placering. Der er talrige violintekniske udfordringer i sidste sats, men fugatemaet vender tilbage i de forskellige instrumentgrupper og fører os sikkert i mål i en frydefuldt landskabelig sats.
På dette filmklip fortæller dirigenten Nikolaus Harnoncourt om musikken, inden selve koncerten opføres:
Johann Sebastian Bach: Brandenburgkoncert nr. 4 (1721)
Hent partitur til Brandenburgkoncert nr. 4.
Brandenburgkoncert nr. 5
Brandenburgkoncert nr. 5 er for tværfløjte, violin, cembalo og strygere. Der er tre satser, Allegro, Affetuoso og Allegro. Den hurtige Allegro er vi allerede stødt på flere gange, men hvad er Affetuoso? Ordet har ganske rigtigt tilknytning til barokkens affektlære, så det betyder ikke affekteret, men bare så følsomt som muligt.
Tværfløjten var et ganske nyt instrument på den tid, men endnu mere markant er cembaloets rolle. Først er det bare en continuostemme, men bliver mere og mere frigjort og solistisk for til sidst i første sats at spille en lang, krævende solo. Anden sats er egentlig en triosonate for tværfløjte, violin og cembalo. Alle andre er stille i satsen. Strygerne kommer med igen i sidste sats. På grund af den solistiske cembalostemme anser man denne koncert for at være musikhistoriens tidligste klaverkoncert – en genre, som blev meget udbredt.
På dette filmklip fortæller dirigenten Nikolaus Harnoncourt om musikken, inden selve koncerten opføres:
Johann Sebastian Bach: Brandenburgkoncert nr. 5 (1721)
Hent partitur til Brandenburgkoncert nr. 5.
Brandenburgkoncert nr. 6
Brandenburgkoncert nr. 6 er for en ganske lille besætning med to bratscher, to gamber, cello og basso continuo. Første sats er uden tempobetegnelse, men anden sats er en Adagio, og tredje sats en Allegro. Også her kommer et filmklip med Nikolaus Harnoncourt og hans musikere, inden selve koncerten spilles:
Johann Sebastian Bach: Brandenburgkoncert nr. 6 (1721)
Hent partitur til Brandenburgkoncert nr. 6.
Portræt af Christian Ludwig af Brandenburg-Schwedt, 1705. Malet af F.W. Weidemann.
2. Allegorierne
En allegori er et sindbillede, et symbol, hvor eksempelvis Justitia med sværdet og vægt i hænderne og bind for øjnene står for retfærdighed. Amor med sin flitsbue står for forelskelse, og manden med det blege fjæs, sort kappe og le i hånden er ikke en fattig og udtæret bondemand fra 1700-tallet – det er selve døden.
Idéen om at Bach med Brandenburgkoncerterne ikke bare vedlagde musikhistoriens nok mest spektakulære bilag til en jobansøgning, men også kunne have haft et skjult budskab indbygget i musikken, kan måske lyde som plottet i en Dan Brown-roman, men der har været ført en vis debat om det i England og Tyskland.
I 1987 udsendte den tyske violinist, dirigent og barokspecialist Reinhard Goebel koncerterne på lp, cd og på kassettebånd. I en booklet, som fulgte med indspilningen med musikere fra orkestret Musica Antiqua Köln, pegede han på en række overordnede temaer, som Bach skulle have ønsket at påpege med sine koncerter: krig, jagt, følelse og det pastorale, det vil sige hyrdelivets landskabelige idyl, som kvaliteter hos markgreven.
I 1993 var den engelske dirigent og musikforsker Philip Pickett inde på lignende idéer, da han udsendte sine versioner af koncerterne spillet af New London Consort. Pickett gik skridtet videre og mente, at alle seks koncerter skulle ses som en allegorisk placering af markgreven Christian Ludwig som centrum i et antikt triumftog.
De idéer, som Goebel og Pickett publicerede, inspirerede den tyske Bach-forsker Karl Böhmer til en artikel i fagtidsskriftet for tidlig musik Concerto. Böhmers grundtanke var, at koncerterne afspejlede den arkitektur, som var på mode omkring 1720. Formentlig, mente Böhmer, havde Bach under sit besøg i marts 1719 på markgreve Christian Ludwigs senbarokke slot i Berlin kunnet opleve seks rum-typer: havesal, trappehus, festsal, audiensværelse, sovekammer og kabinet. Typisk var rummene i et fyrstepalads udsmykket med scener fra den antikke græske og romerske mytologi med gudinder, guder og helte.
Brandenburgkoncert nr. 1, den med de to horn og jagttemaerne, skal, ifølge Böhmers tolkning, opfattes som en henvisning til markgreven som jæger og svare til en havesals vægmalerier med scenerier domineret af den romerske jagtgudinde Diana. I den langsomme sats skal dialogen mellem piccoloviolin og førsteobo høres som en elskovsduet mellem Diana (piccoloviolin) og hendes elsker Endymion (obo). De to karakterer havde Bach i øvrigt brugt meget i sin tidligere nævnte jagtkantate fra 1713. Hvis du skulle have fået mod på at høre kantaten, kommer titlen her: Was mir behagt, ist nur die Muntre Jagd! (BWV 208).
Brandenburgkoncert nr. 2 så Böhmer som en allegori for markgreven som en helt, personificeret i Herkules, som var antikkens sindbillede på mod. Brandenburgkoncert nr. 3 skulle med dens tre gange tre strygere ses som fremstilling af markgreven som musernes fyrste. En fyrste, som gav plads til alle de ni musiske kunster: epik, historie, lyrik, musik, tragedie, pantomime, dans, sang, komedie og astronomi.
I arien Fårene kan trygt græsse fra "jagtkantaten" lyder sangteksten videre: "hvor den gode fyrste hersker". Teksten er ikke en religiøs henvisning til Jesus som den gode hyrde, selvom musikken godt kunne lyde i den retning. Det er en arie om den tryghed, man har som undersåt i et land, hvor den retfærdige fyrste hersker.
Brandenburgkoncert nr. 4 med soloviolinen og de to blokfløjter er ifølge Böhmer en allegori over den gode hyrde, som greven er. Det rum på slottet, hvor undersåtten kan opleve den retfærdige fyrste, er værelset til audiens. Tidligere var det faktisk også sådan i det danske monarki, at borgere kunne få audiens hos kongen og bede om hans velvilje eller hjælp. Det kunne være moralsk opbakning eller en almisse til de trængende.
Brandenburgkoncert nr. 5 med tværfløjte, violin og det fremtrædende cembalo symboliserer markgreven som elsker. En forening af guderne Mars (mandigt) og Venus (kvindeligt). På allegoriske vægmalerier i de fyrstelige sovekamre er netop dette et ofte afbildet tema. Instrumentalt er det den blide tværfløjte, der er Venus, mens violinen, der spiller med på det fanfareagtigt krigeriske hovedtema, er Mars. Cembaloet kan i denne tolkning ses som smeden Vulkans vrede. Vulkan var Venus' ægtemand. Han opdagede deres affære.
Hermed når vi til Brandenburgkoncert nr. 6, der ifølge Böhmer skal pege på markgreven som en lærd mand i sit private kabinet. Imidlertid tager tolkningen ikke højde for det forhold, at Bach her komponerede for to arme, to ben og en krop, som binder det hele sammen. I denne sammenhæng vil det føre for vidt at gå ind i en længere argumentation for én bestemt tolkning af denne sidste koncert. Måske er det, som i Leonardo da Vincis Den Vitruvianske Mand, mennesket, som Bach har ønsket at sætte i centrum i den sjette koncert?