Barokperioden varede fra omkring år 1600 til 1750. Musikken kendetegnes af en enkeltstående melodi med akkompagnement og af stringens i både takt og tempo. Der levede mange store komponister i perioden, heriblandt Claudio Monteverdi, Heinrich Schütz, Antonio Vivaldi, George Frideric Händel og Johann Sebastian Bach.
Indhold
1. Mellem renæssance og wienerklassik
Selvom det er vanskeligt at sætte præcise årstal på en stilperiodes opståen, går man almindeligvis ud fra, at barokperioden begyndte omkring år 1600. Dén musikalske periode, som ligger lige inden, kalder man for renæssancen. Renæssancen varede fra omkring år 1400 til 1600. Når man så præcist placerer baroktiden med et begyndelsestidspunkt i året 1600, hænger det sammen med den første opførelse af operaen Euridice af komponisten Jacopo Peri (1561-1633). Her er et ganske kort uddrag af operaen:
Jacopo Peri: La Tragedia (Euridice, 1600)
At barokken sluttede netop i året 1750 skyldes, at det var i det år, en af baroktidens absolutte mestre drog sit sidste åndedrag. Faktisk var Johann Sebastian Bach (1685-1750) en så fremragende komponist, at mange mener, at hans kompositoriske evner, kombineret med arbejdsomhed og travlhed, ikke er blevet overgået af nogen anden komponist. Den slags er naturligvis et spørgsmål om smag og behag, men det giver et fingerpeg om hans betydning, at man har valgt lige hans dødsår som det år, barokken sluttede.
Der var dog komponister, som vedblev at skrive i barokstil også efter 1750. Det gælder for eksempel Bachs jævnaldrende George Frideric Händel (1685-1759), som også må regnes for en af baroktidens helt store profiler. Musikalsk skete der ændringer allerede op gennem 1730'erne og 1740'erne, hvor den musikalske stil blev enklere og mere koket. Gradvist udviklede det sig til den stil, som man i dag kalder wienerklassik. Det gør man, fordi Wien i Østrig blev periodens musikalske centrum. Dén periode varede fra 1750 til 1820.
2. Barokken opstår hos Camerata-gruppen
Det kan lyde som oplægget til en thriller: I år 1573 mødtes en gruppe mænd i den norditalienske by Firenze. De havde en plan. Lederen var adelsmanden Giovanni Bardi (1534-1612). Men herfra bliver plottet knapt så thrilleragtigt, for i gruppen var de hverken ude efter verdensherredømmet, penge eller dejlige damer. Medlemmerne var nemlig ikke bad guys – de var musikere, intellektuelle og mænd fra Firenzes fine klasser.
Gruppen kaldte sig Camerata og havde ambitioner om at dreje udviklingen væk fra renæssancemusikkens vilde korstemmer til et mere renfærdigt og enkelt ideal. Idealet fandt de i musikken, som de tænkte at den måtte have lydt i antikkens Grækenland. Dengang kunne folk selvfølgelig hverken streame via nettet eller finde indspilninger på en gammel lp-plade. Der var heller ikke overleveret noder fra oldtiden, men i 1564 var udkommet den første oversættelse til latin af et markant værk af filosoffen Aristoxenus fra Taranto (ca. 360-300 f.v.t.). I Aristoxenus' harmonilære stod, blandt mange andre skarpe holdninger om hvad god musik var, at gode sange altid måtte være en efterligning af det talte sprog.
Et malerisk bud på, hvordan et møde i Camerata-gruppen kan have set ud. Ukendt årstal.
Når Camerata-gruppens tanker og idéer er bevaret for eftertiden, skyldes det ikke, at der blev taget referat af deres møder, men derimod en serie breve skrevet til gruppen fra humanisten Girolamo Mei (1519-1594). Også en bog føjer sig til de skriftlige kilder for Camerata-gruppens tankegang. Bogen hedder Dialog mellem antik musik og den moderne. Den udkom i 1581 og var skrevet af Firenzemusikeren Vincenzo Galilei (1520-1591). Vincenzo var i øvrigt far til den berømte astronom ved navn Galileo Galilei (1564-1642). Girolamo Mei og Vincenzo Galilei nåede frem til en række konklusioner, som fik en enorm betydning.
For det første konkluderede de to, at den antikke græske vokalmusik altid kun havde én melodi. Med andre ord burde man skifte renæssancens polyfone musik ud med enklere melodier. For det andet skulle denne enkle melodis rytme være underlagt ordenes rytme. Det giver god mening: Hvis du har været med til en familiefest, hvor din faster eller morbror har skrevet en festsang, og versefødderne slet ikke passer til melodien, så véd du, hvor svært det kan være at komme igennem sådan en sang.
Girolamo Meis og Vincenzo Galileis næste konklusioner gik på, at antikkens enkle og tekstnære melodier lå inden for nogle begrænsede toneomfang. Det vil sige enten i det dybe, det mellemste eller det lyse register. Valget af melodiens register var med til at hjælpe et særegent musikalsk udtryk på vej. Tænk her blot på forskellen i udtrykket mellem en melodi sunget enten af en voldsom, dyb bassanger eller af en lys sopran.
Det leder videre til den næste konklusion: At man i renæssancens polyfone kormusik netop havde både lyse og dybe stemmer til at synge de samme ord på én gang. Den "uskik" ville Camerata-gruppen væk fra.
3. Perioden fra 1600 til 1650
Blandt deltagerne i Camerata-gruppen var multitalentet Emilio del Cavalieri (ca. 1550-1602). Efter sigende var han komponist, sanglærer, organist, teoretiker, danser og koreograf. Han var også diplomatisk begavet og stod i kulissen, da der tre år i træk – i 1590, 1591 og 1592 – måtte vælges nye paver. Urban VII, Gregor XIV og Innocent IX nåede nemlig kun at sidde i henholdsvis 12, 315 og 62 dage, inden de afgik ved døden.
I dag huskes Cavalieri for oratoriet Rappresentazione di Anima e di Corpo (1600), hvor han som den første brugte den såkaldte generalbasnotation – et notationssystem hvor akkorder ikke skrives på noder, men angives ved hjælp af en baslinje med tilknyttede signaturer (talsymboler). Her kommer et filmklip med lidt af musikken fra hans oratorium:
Emilio del Cavalieri: Rappresentazione di Anima e di Corpo (1600)
Den recitativiske sangstil
Et andet Camerata-medlem hos Giovanni Bardi var komponisten og sangeren Giulio Caccini (1551-1618). Han blev siden hen udråbt som selve opfinderen af den recitativiske sangstil. Et recitativ er en mellemting mellem at synge og tale. Recitativer kan akkompagneres af hele eller af dele af et orkester. Så kalder man det for et accompagnato-recitativ. Hvis recitativet kun bliver akkompagneret af et basinstrument og et akkordinstrument, kaldes det for et secco-recitativ. Secco er det italienske ord for tør, altså et tørt recitativ.
De basinstrumenter, man ofte bruger som den harmoniske bund i et secco-recitativ fra barokken, er fagot, cello eller gambe. Akkorder spilles på lut, cembalo eller orgel:
Et udvalg af barokinstrumenter. Fra venstre: pibeorgel, cello, gambe, lut, fagot og cembalo.
Caccini komponerede sin samling solosange til akkompagnement af basso continuo. Med Le Nuove Musiche, der blev udgivet i Firenze i 1601, antydede han, at noget nyt var sket. Sangene blev en milepæl i musikhistorien. Det gjorde de både på grund af en høj musikalsk kvalitet, og fordi komponisten selv i forordet gav en vejledning i, hvordan sangene skulle udføres.
Generalbasnotation
Vi skal naturligvis høre en af sangene, fordi den kan vise, hvad generalbasnotation går ud på. På filmklippet kan man desværre ikke se sangerinden og guitarspilleren. Til gengæld vises noderne fra den originale udgivelse. Det øverste system er sangstemmen, mens det nederste er til akkompagnementet. Bemærk, at sangstemmen er noteret i en c-nøgle, hvor midter-c er placeret på den midterste linje i nodesystemet. Man kan roligt sige, at både sanger og continuospiller er gode til at udsmykke og pynte på deres stemmer:
Giulio Caccini: Amor, io parto (1601)
Netop denne type solosang med basso continuo, en monodi, er velegnet til at udtrykke affekter. I baroktiden blev affektlæren sat i system, men musikken blev ikke en udkrængning af følelser, for en fasttømret del af musikkens æstetik var, at hvert stykke kun måtte være koncentreret om én enkelt affekt.
Et tredje Camerata-medlem Jacopo Peri (1561-1633) havde allerede komponeret en opera i 1597. Den hed Dafne, men er gået tabt. Som tidligere nævnt, har vi stadig hans opera Euridike fra år 1600. Egentlig havde han komponeret den sammen med Giulio Caccini, men ved førsteopførelsen den 6. oktober 1600 var ¾ af musikken af Peri, mens Caccini stod for den sidste ¼. Derfor er Peri ofte anført som komponist.
Monteverdi indtager scenen
Efter at Greven af Mantua i Italien havde overværet en opførelse af Euridike, bad han hurtigt sin egen kapelmester Claudio Monteverdi (1567-1643) om et lignende værk. Det skulle være klar til opførelse under karnevallet i Mantua i 1607. Med Monteverdis evner som komponist og historiefortæller kom der gang i den på scenen:
Claudio Monteverdi: L'Orfeo (1607)
Som du kan høre, består orkestret af violiner og bratscher. Faktisk ligger byen Mantua midt i det område af Norditalien, hvor både violinspil og fremstillingen af strygere foregik på højeste niveau. Byer som Bergamo, Verona og Brescia havde stolte traditioner. Allerede i 1508 havde instrumentalister i byen Brescia på skrift udtrykt ønsker om, at deres erhverv skulle anses for forbundet med alt, hvad der var "værdigt og eminent".
I Cremona byggedes fra omkring 1550 violiner af den type, man stadig bruger den dag i dag. I værkstederne Amati og Stradivarius blev bygget instrumenter af så høj kvalitet, at de er meget efterspurgte i vore dage. Når der en sjælden gang kommer en Stradivarius-violin på auktion, kan hammerslaget nå helt op på 90 mio. kr.!
Claudio Monteverdi, omkring 1630. Ukendt maler.
Fra hofmusiker til kirkemusiker
Claudio Monteverdis arbejdsgiver døde i 1612. Hertugens efterfølger valgte at afskedige en del af hoffets kunstnere, men fra 1613 lykkedes det for Monteverdi at blive kapelmester ved Markuskirken i Venedig. Det er sandsynligt, at hans tiltrædelsesværk var det stort anlagte Vespere for den velsignede jomfru (1610):
Claudio Monteverdi: Vespere for den velsignede jomfru (1610)
Fra 1610, samme år som Monteverdis Vespere, stammer også det tidligste daterede barokstykke for violin og bas. Det er komponeret af Giovanni Paolo Cima (ca. 1570-1630). Cima var organist og ledede musikken ved kirken Santa Maria presso San Celso i Milano. Violinsonaten stammer fra hans Concerti Ecclesiastici:
Giovanni Paolo Cima: Concerti Ecclesiastici (1610)
Monteverdi, som oprindelig var uddannet i Cremona, havde med jobskiftet altså oplevet både at virke som musiker ved et fyrstehof og nu også som kirkemusiker. Efterhånden som operahuse op gennem 1600-tallet åbnede flere og flere steder, opstod nye beskæftigelsesmuligheder for komponister, musikere og sangere.
Sociale vilkår for komponisterne
I baroktiden var det et vigtigt udgangspunkt for disse komponisters virke at "følge pengene" og vide, hvor der var muligheder for at tjene til dagen og vejen. Hvis de stiftede familie, måtte de også holde kone og børn med bolig, mad og tøj. Så var det enten fyrster, kirker eller måske operahuse, som kunne tilbyde beskæftigelse.
Hertil kom erhvervet som stadsmusikanter i de større byer. Stadsmusikanten og hans svende og lærlinge måtte både spille trompetfanfarerne fra rådhuset og spille som underholdning ved små og store byfester. Imidlertid blev erhvervet set som et håndværk, som man fra en tidlig alder skulle oplæres i. Desuden var det typisk familieforetagender, der gik i arv fra far til søn. Da Johann Sebastian Bach blev født i 1685, var det ind i en familie af stadsmusikanter. I dét område var "Bacherne" simpelthen synonym med musikere.
I en lærebog for trompet fra 1614 af italieneren Cesare Bendinelli kan man finde adskillige stykker for flere baroktrompetister og slagtøj. En af disse spilles her af seks raske svende. Fanfarens titel er Sonata No. 336:
Cesare Bendinelli: Sonata No. 336 (1614)
Musik af denne type kunne høres på gaderne, i slotsgårde, riddersale, i kirker og fra rådhusenes tårne. Det var også musik til at skræmme fjenden på slagmarken. Det skulle der snart blive brug for, idet den såkaldte Trediveårskrig fra 1618-1648 blev en af de blodigste og voldsomste i Europas historie med mange civile tab.
Musikken herhjemme og nede i Tyskland
I Danmark havde vi også en komponist i den tidlige del af barokken. Hans hed Mogens Pedersøn (ca. 1583-1623). Som ung havde han studeret i Venedig. Han blev som 20-årig ansat i Christian 4. hofkapel. Mod slutningen af sit liv udgav Pedersøn samlingen Pratum Spirituale (1620) med Nu bede vi den helligånd:
Mogens Pedersøn: Nu bede vi den helligånd (1620)
De næste komponister, som vi skal møde, kan lyde som en remse til at lave knuder på tungen. Navnene er Schütz, Schein og Scheidt. De er født i henholdsvis 1585, 1586 og 1587 og stammede alle tre fra det, som i dag er Tyskland. Omkring år 1600 var det nuværende Tyskland dog opdelt i flere forskellige hertugdømmer.
Om Schein og Scheidt
Trediveårskrigen var oprindelig en religionskrig mellem katolikker og protestanter. Konflikten bølgede frem og tilbage. En by som Halle i landsdelen Sachsen blev flere gange erobret og tabt af de kæmpende tropper. Halvdelen af Halles befolkning døde på grund af krigen. Organisten og komponisten Samuel Scheidt (1587-1654) boede der hele livet, bortset fra studieår i Amsterdam. Scheidt var hoforganist og kapelmester hos greven af Brandenburg. Udover kormusik komponerede Scheidt også orgelmusik:
Samuel Scheidt: Tabulatura Nova (1620)
Fra Halle rejser vi godt 100 kilometer mod sydøst til Dresden, som dengang var hovedstaden. Under Anden Verdenskrig blev Dresden bombet til ukendelighed, men i baroktiden var der pomp og pragt. Omkring år 1600 blev en ny kordreng optaget i hofkapellet i Dresden. Drengen hed Johann Hermann Schein (1586-1630). Senere læste han jura og kunsthistorie i Leipzig, blev hofmusiker hos hertugen i Weimar, men vendte snart tilbage til Leipzig og det prestigefyldte embede som kantor ved Thomasskolen. Her havde han ansvar for musikken i to store kirker og skulle også undervise fjorten timer ugentligt i Thomasskolen.
New Market Square, Dresden, 1750. Malet af Bernardo Bellotto.
Meget af Scheins musik er skrevet til kirkeårets gudstjenester og højtider i Leipzig. Fra Opella Nova (1626) kommer her salmen Erschienen ist der herrliche Tag, der kan oversættes til Oprunden er den glædens dag:
Samuel Scheidt: Erschienen ist der herrliche Tag (1626)
På Scheins tid måtte kvinder ikke optræde med sang i kirken, men kun synge med på menighedssangen. Det skyldtes et forbud fra apostlen Paulus, som blev overholdt i alle kirkerne i baroktiden. Derfor blev de øverste stemmer, sopran og alt, sunget af drenge eller voksne mænd med meget lyst stemmeleje – såkaldte kastratsangere, som var blevet kastreret inden puberteten, for at de kunne bevare deres lyse stemme.
Fra drengesopran til hofkapelmester
Det var en god sangstemme, som tidligt afgjorde karrierevejen for Heinrich Schütz (1585-1672). Hjemme i forældrenes kro hørte en greve fra landsdelen Hessen den lille Heinrich synge og fik efterhånden overbevist forældrene om at lade drengen optage i hofkapellet i byen Kassel. Da Heinrichs stemme gik i overgang, begyndte han at studere jura. Han blev også sendt til Venedig for at få en uddannelse i musik, og i 1617 blev han ny hofkapelmester i Dresden. Han stod i 1627 bag den første tyske opera Dafne, men partituret er forsvundet.
Som hofkapelmester i Dresden må Schütz have kendt den italienske violinist Carlo Farina (ca. 1604-1639). Farina komponerede fem samlinger af strygermusik med akkompagnement af basso continuo. Måske har Farina været på værtshus og hørt tyske spillemænds musikalske løjer, inden han indlagde folkemusiktoner, insektkriblen, disharmonier og andre særlige musikalske effekter i sin spøjse Capriccio stravagante (1627):
Carlo Farina: Capriccio stravagante (1627)
Trediveårskrigens hærgen betød dog efterhånden, at hofkapellet kom i vanskeligheder. Derfor måtte Schütz finde indtægter andre steder. Han var i København i 1634 som kunstnerisk leder af et royalt bryllup mellem kronprins Christian af Danmark og Magdalena Sibylla af Sachsen. Værten for festlighederne var den danske konge Christian 4. Festen er kendt under navnet "Det Store Bilager". Schütz var også i Danmark fra 1642-44. Senere blev han pensionist, men førte tilsyn med hofmusikken i Dresden, hvor han var højt anset.
I begyndelsen af 1648 døde den danske konge Christian 4. efter 60 år som regent. I Europa blev der året igennem forhandlet og underskrevet en række fredstraktater som afslutning på Trediveårskrigen. Musikalsk var 1648 året, hvor den italienske komponist Giacomo Carissimi (1605-1674) komponerede et af de oratorier, som han i dag særligt huskes for. Carissimi var hele sin karriere tilfreds som kapelmester ved Collegio Germanico i Rom. På et tidspunkt blev han ellers tilbudt at følge efter selveste Claudio Monteverdi ved Markuskirken i Venedig. Fra Carissimis oratorium Jephte (1648) hører vi arie og kor Incipite in tympanis:
Giacomo Carissimi: Incipite in tympanis (1648)
4. Perioden fra 1650 til 1699
I Frankrig kunne man på den tid danse sig helt ind i kongehuset. Ved Ludvig 14.'s hof lagdes de år de første grundsten til det, der skulle blive klassisk ballet. Den samme grundlæggende teknik blev brugt ved sociale arrangementer, ved hofdanse og på offentlige teatre. Dansen var ikke bare tidsfordriv, men var fuld af sociale spilleregler. Efterhånden vandt mange franske danseformer indpas i kunstmusikken overalt i Europa. Danseformerne var allemande, bourrée, chaconne, courante, gavotte, gigue, menuet, passacaglia, passepied, rigaudon og sarabande for bare at nævne de kendteste.
En italiener i Paris
Fra Firenze kom en ambitiøs knægt med det italienske navn Giovanni Battista Lulli. Da han allerede i 13-års alderen kom til Paris som kammertjener og italiensklærer for en adelsfrøken, skiftede han navn til Jean Baptiste Lully (1632-1687). Som 20-årig kom han til hoffet, hvor han spillede violin, skuespil og dansede. Tidens berømte orkester hed "Kongens fireogtyve violiner" (Vingt-quatre Violons du Roi), som var kendte for en flot klang og evne til at frasere smukt. I 1653 blev Lully kongelig kammerkomponist efter at have introduceret selve Solkongen i balletten La Nuit:
Jean Baptiste Lully: La Nuit (1653)
Ludvig 14. i rollen som Solkongen. Portrætteret af Henri de Gissey, 1653.
Selvom hoforkestret var uovertruffent, fik Lully alligevel nogle år senere lov af kongen til at supplere med et orkester mere. Dér fik Lully mulighed for at prøve sig frem, både som dirigent og som komponist. Og så kunne han også tilføje nye instrumenter. På den tid havde den franske instrumentmager Jean Hotteterre arbejdet med at forfine middelalder- og renæssanceinstrumentet skalmejen til et med en blødere lyd.
Et nyt instrument
Der var brug for nye træblæsere til højtliggende stemmer i Lullys balletmusik. Instrumentet hed "højt træ" (på fransk "haut bois"), som ude i Europa blev til obo. Oboerne kom med i balletten L’Amour malade fra 1657 og blev snart en fast bestanddel af orkestret. Der blev også fremstillet en dybere obo i tenorlejet. Den hed på fransk taille. Det blev almindeligt, at to oboer spillede de lyse stemmer, mens en taille lå i mellemlejet.
Her hører vi en chaconne fra en ballet, som Lully i 1670 lavede over Molières skuespil Den adelsgale borger. Fra venstre kan du se og høre to barokoboer, en taille, en theorbe, en tamburin og yderst til højre en barokfagot:
Jean Baptiste Lully: Chaconne from Le Bourgeois Gentilhomme (1670)
Indtil 1672 skrev Lully mest balletmusik, men tog derefter for alvor fat på at komponere operaer. Han fik kolossal succes og blev stenrig af sit arbejde som hofkomponist og fra 1681 som kongens private sekretær. Det er skæbnens ironi, at hans succesfulde liv endte tragisk: Under en opførelse af et Te Deum i 1687 ramte han sin tå med den taktstok, som han slog rytme med. Han fik koldbrand og blodforgiftning og døde af det.
Oboen blev hurtigt Europas nyeste modeinstrument. Den lyst klingende træblæser udkonkurrerede både zink og blokfløjte. Først med tværfløjtens fremkomst i 1720'erne og klarinettens fremkomst i 1750'erne fik oboerne kamp til stregen.
Danskeren Buxtehude
Der er på mange måder en verden til forskel mellem pompen og pragten ved Solkongens hof i Versailles og så de brostensbelagte smøger i sundbyen Helsingborg. Alligevel var det samtidig med Lullys ballet L’Amour malade, at en organist fik job i byens Maria-kyrka. Han hed Dietrich Buxtehude (1637-1707). Det var et uheldigt tidspunkt at bosætte sig i Helsingborg i 1657, for der var krig mellem Danmark og Sverige. Ved den såkaldte Roskilde-fred i 1658 blev blandt andet Skåne, som byen Helsingborg ligger i, afgivet til svenskerne.
Lønnen var lav, og Buxtehude skyldte penge til en af byens rådmænd. I 1660 sejlede han over Øresund og fik job som organist ved den kirke i Helsingør, som i vore dage hedder Sct. Mariæ Kirke. Han boede i Sankt Anna Gade 6 i et hus, som stadig findes. Menigheden, som han blev ny organist for, bestod mest af tyskere. I Helsingør komponerede han kantaten Oplad mig retfærdigheds porte (dens helt præcise årstal er ukendt):
Dietrich Buxtehude: Oplad mig retfærdigheds porte (ukendt årstal)
I 1668 blev han organist ved en tredje Maria-kirke, men denne gang i den nordtyske by Lübeck. Der boede hen resten af sit liv. Dér var det skik og brug, at kirkens organist skulle gifte sig med forgængerens datter! Sammen med hustruen Anna Margrethe fik Dietrich Buxtehude syv døtre i perioden 1669 til 1686. I Lübeck blev man særdeles tilfredse med både hans orgelspil, hans administrative evner og de koncertrækker, som blev kaldt Aftenmusik (Abendmusik). Der var gratis adgang, fordi koncerterne blev sponseret af handlende.
Efter Buxtehudes død i 1707 blev der trykt en mindetekst i et Lübeck-tidsskrift: "Den 9. maj døde den mest indsigtsfulde mand i musikkens kunst – om nogen – og mesteren i orgelspil gennem 38 år her hos os i Marie-kirken, Diderich Buxtehude, hvis navn er kendt af musikkendere overalt, og navnet gløder i erindringen hos vore yngre mestre. Han anerkendte Danmark som sit fædreland. Han blev omkring 70 år.”
London's calling
Kun godt halvt så mange leveår fik den engelske sanger, organist og komponist Henry Purcell (1659-1695). Efter læretid som kordreng blev han som kun 18-årig ansat ved det royale hof som komponist for kongens The four and twenty fiddlers. I England efterlignede man det franske hof, og man kan sige, at Purcell for de tre konger Charles 2., James 2. og William 3. udfyldte funktioner som dem, Lully havde ved Solkongens hof i Frankrig. Desuden var Purcell organist ved Westminster Abbey og Chapel Royal.
Uddrag af Purcells originalmanuskript til When on my sick bed I languish, ca. 1680. I noden bruges c-nøglen (øverst) og f-nøglen (nederst).
Vi har allerede hørt et musikstykke af ham som introduktion til dette emne om barokmusik, men Purcell var også leveringsdygtig i festlige toner, som hyldede kongehuset og markerede deres fødselsdage. I denne arie synges solostemmen af en mandlig altsanger. Læg også mærke til baroktrompetens anderledes udseende – trompetisten former tonerne med læberne. Fra Come, ye sons of art (1694) høres arien Sound the trumpet:
Henry Purcell: Sound the trumpet (1694)
Instrumentalkoncerten opstår i Italien
Samtidig med Purcells kompositioner i 1680'erne og første halvdel af 1690'erne opstod der i de italienske byer Bologna og Venedig en ny slags musikalsk iscenesættelse, der ville vise sig at være meget levedygtig. Forenklet kan man bare forestille sig, at altsangeren fra Purcells arie udelades, og trompeten får tildelt en endnu mere solistisk rolle. Nu veksler musikken mellem sangbare trompetsoloer, akkompagneret af det i barokmusikken allestedsnærværende basso continuo, og episoder spillet af strygerne med basso continuo.
I orkestret i Sankt Petronius-basilikaen i Bologna arbejdede violinisten og bratschisten Giuseppe Torelli (1658-1709). Ved den årlige fest for Sankt Petronius blev orkestret blandt andet udvidet med en festligt klingende trompet. Det var til disse årlige helgenfester, at Torelli komponerede mange af de værker for trompet, strygere og basso continuo, som han i dag huskes for. I vor tid er de mange trompetkoncerter blevet indspillet af en lang række forskellige trompetvirtuoser. Her høres Torellis Koncert i D-dur (1692):
Giuseppe Torelli: Koncert i D-dur (1692)
Andre instrumenter kunne også bruges solistisk med strygeorkester; det nye modeinstrument oboen, men også blokfløjte, cello, mandolin og fagot. Og så, naturligvis, koncerter for violin, strygere og basso continuo.
5. Perioden fra 1700 til 1750
En af de helt store komponister af violinkoncerter var komponisten, som navnemæssigt er nem at forveksle med Torelli, nemlig Corelli. Arcangelo Corelli (1653-1713) forfinede sin violinteknik som koncertmester ved de velbesøgte opførelser i Rom af tidens store oratorier, blandt andet af Carissimi. Mange af Corellis værker var beregnet som passende pausemusik i oratorieopførelser, men i Rom vidste publikum, at koncertmester Corellis musik var trendsættende ud over alle grænser.
Hans violinsonater Op. 5, som udkom i året 1700, sikrede et ry som tidens førende komponist af instrumentalmusik. Kompositionerne spredtes over Europa og udkom, udover i Italien, Antwerpen, Amsterdam, London og Paris. Selvom han ikke opfandt genren, er han blevet kaldt "faderen til concerto grosso" – en genre, hvor solistiske grupper spilles ud mod hinanden.
Både som violinist, violinlærer og komponist var Corelli med til at sikre violinen dens allermest prominente plads i vesteuropæisk partiturmusik fra højbarokken til vore dage. Fra Concerti grossi Op. 6, der udkom i 1714, stammer Corellis nok mest berømte stykke, Concerto grosso i g-mol, Op. 6, Nr. 8, skrevet til juleaften:
Arcangelo Corelli: Concerto grosso i g-mol, Op. 6, Nr. 8 (1714)
Papirhandlerens søn
Hvor Corelli som violinist udelukkende skrev strygermusik, skrev andre italienere smukt for blæserne. En bemærkelsesværdig komponist var Tomaso Albinoni (1671-1751). Han var arving til en succesfuld papirhandel i Venedig og valgte at lade sine to yngre brødre styre forretningen – så kunne han hæve sin andel af overskuddet og hellige sig musikken.
Desværre er en del af hans musik gået tabt, fordi den blev opbevaret på nationalbiblioteket i Dresden, der ligesom resten af byen blev hærget at bomber under Anden Verdenskrig. Udover livlige koncerter for sit eget instrument, violin, har Albinoni også skrevet koncerter for obo, strygere og basso continuo. Der er en dejlig arie-agtig elegance i hans obokoncerter:
Tomaso Albinoni: Adagio fra Concerto for Oboe and Strings Op.9, No.2 (ukendt årstal)
Den røde præst
Det friskeste pust sydfra i den tidligste del af 1700-tallet kom imidlertid fra en rødhåret violinist og præst. Antonio Vivaldi (1678-1741) blev som dreng undervist i violin af sin far og uddannede sig til præst fra 1693 til 1703. Derefter blev han violinlærer på en fin institution for forældreløse piger, Pio Ospedale della Pietà. En vigtig del af institutionens virke var de offentlige koncerter, som i den tids Venedig var meget populære.
Portræt af Vivaldi (dog betvivlet af nogle forskere), ca. 1723. Ukendt maler.
I første runde var Vivaldi på Ospedale indtil 1709, men efter to år blev han igen ansat og fik en finere titel som leder af institutionens koncerter. For at give de dygtige instrumentalelever nogen udfordringer skrev Vivaldi over 500 koncerter. De var oftest i en tresatset struktur med en hurtig begyndelsessats, en langsom midtersats og en hurtig afslutningssats. Som i Torellis koncert ovenfor kunne der både være tale om korte koncerter, hvor hver sats varer et par minutter, og om længere forløb. Næsten halvdelen af Vivaldis koncerter er for violin, men derudover optræder blokfløjte, obo, fagot og mandolin også solistisk.
Da Vivaldis violinkoncerter L’estro armonico, Op. 3 blev udgivet på et forlag i Amsterdam i 1711, blev de hurtigt kolossalt populære rundt i Europa. På den tid kunne musikken jo kun opleves live, hvis en gruppe med de nødvendige tekniske og musikalske færdigheder optrådte i en kirke, et teater eller et fyrstepalads.
Når eksempelvis Johann Sebastian Bach (1685-1750) skrev fem af Vivaldis koncerter om til at kunne spilles på orgel eller cembalo, var det både fordi Bach selv blev inspireret af Vivaldis toner, men sikkert også fordi Bachs daværende arbejdsgiver, Wilhelm Ernst af Sachsen-Weimar, gerne ville nyde musikken på de dage, hvor der ikke var mulighed for at få den spillet af et strygeorkester. Her høres Violinkoncert i g-dur (1711):
Antonio Vivaldi: Violinkoncert i g-dur, RV 310 (1711)
I introduktionen til dette emne om barokmusik kunne du høre musik fra Vivaldis De fire årstider fra 1725. I moderne tid er dette uden sammenligning blevet hans mest kendte værk. Man anslår, at værket er blevet indspillet over tusind gange. I øvrigt skal det nævnes, at det var en dansk musikforsker, som stod for den hidtil mest brugbare katalogisering af Vivaldis værker. Forskeren hedder Peter Ryom, og det er R’et fra hans efternavn, der henvises til, når koncerten ovenfor har fået nummeret RV 310. V står for Verzeichnis.
Musikteoretikeren fra Hamburg
I 1713 udkom bogen Das neu-eröffnete Orchestre (på dansk Det ny-åbenbarede orkester). Den var skrevet af den i Hamburg bosiddende komponist og musikteoretiker Johann Mattheson (1681-1764). Heri fandtes blandt meget andet en fortegnelse over den musikalske retorik, som kunne antyde affekterne i musikken.
I dag er der ikke mange, der lytter til Matthesons musik, men faktisk var hans tanker udbredte i den sidste del af barokken. Værket Der vollkommene Capellmeister fra 1739 (på dansk Den fuldkomne orkesterleder) studeres af dirigenter den dag i dag. Derfor kan man også få indblik i baroktidens syn på, hvem der da var samtidens største komponister, ved at læse Johann Mattheson, som i den grad havde fingeren på pulsen:
"En Lully bliver rost, Corelli lader sig prise; kun Telemann alene er hævet over alle lovprisningerne". Sådan skrev Mattheson i 1740. For nutidens musiklyttere er det en overraskende udmelding. Der nævnes ganske vist tre store, men der er også tre af dem, vi i dag opfatter som de helt store, der ikke nævnes i sætningen.
Hvis du har hængt på indtil nu, véd du allerede noget om den italienskfødte franskmand Jean Baptiste Lully. Også den italienske violinmester Arcangelo Corelli har du hørt musik af, men hvem er den tredje? Er det en udbyder af mobiltjenester? Faktisk var kendskabet til Telemann for 40 år siden nærmest begrænset til, at han stod nævnt i den populære Guinness Rekordbog som den allermest produktive komponist nogensinde!
Den største i sin samtid
Georg Philipp Telemann (1681-1767) var søn af en præst, men blev opdraget alene af sin mor efter farens tidlige død. Drengen kastede sig over flere instrumenter og begyndte som 20-årig at læse jura ved universitet i Leipzig. Noderne trak mere end paragrafferne: Telemann dannede studenterorkestret Collegium Musicum og blev musikalsk direktør for Leipzigs operahus. Udover organiststillinger og embedet som hofkapelmester hos en greve i det nuværende Polen var han musikdirektør i Frankfurt Am Main, inden han i 1721 blev leder for musikken ved Hamburgs fem største kirker. En af hans mere kontroversielle idéer var at lade kvinder deltage i de opførelser af kantater, passioner og oratorier, som han var forpligtet til at levere på samlebånd. Alene kirkekantater mener man, at han har komponeret over tusinde af.
Telemann spillede en vigtig rolle, da der i slutningen af 1722 skulle vælges en ny kantor til Thomasskolen i Leipzig. Han var klart ansættelsesudvalgets foretrukne kandidat og fik jobbet. Imidlertid valgte han at blive i Hamburg af to grunde: For det første fik han lønforhøjelse. For det andet blev han ny leder af operahuset i Hamburg. I Leipzig var operahuset Oper Am Brühl blevet lukket ned i 1720 af sikkerhedsmæssige årsager.
Når man bliver optaget i Guinness Rekordbog som alle tiders mest produktive komponist, skal der noget til. Nævnt er allerede de over tusind kantater, men han komponerede desuden over tyve operaer, seksogfyrre passioner, et halvt hundrede koncerter med ét soloinstrument og femogtyve med to soloinstrumenter. Der er oceaner af kammermusik med sonater for violin, blokfløjte eller obo og den faste grund, basso continuo. Fra Georg Philipp Telemanns iørefaldende Tafelmusik (1733) høres Suite i d-dur:
Georg Philipp Telemann: Suite i d-dur (1733)
Hvorfor opfattes Telemann af moderne musikforbrugere som en mindre "spændende" komponist end hans samtidige Vivaldi, Bach og Händel? Min personlige oplevelse af Telemanns musik kan bedst beskrives med, at jeg som forberedelse til at skrive om komponisten fik fat i 5-6 udmærkede cd'er med musik af ham. Af grunde, som jeg ikke kan forklare, kommer Telemanns velklingende musik bare hurtigt til at kede mig lidt.
For at kvalificere min ret vage private fornemmelse har jeg læst, hvad den anerkendte engelske dirigent og musikforsker Sir John Eliot Gardiner har skrevet: "Telemann, i særdeleshed, lykkedes med at nå frem til en slags stressfri tilpasning til det, der skulle til for, at han kunne tjene til dagen og vejen." Måske er det netop det tilpassede, man hører i Telemanns elegante tonestrømme? Men i baroktiden ansås han for den største.
Nu til de tre store, som musikteoretikeren Johann Mattheson ikke nævnte: Antonio Vivaldi var en stjerne, men i 1740, hvor Mattheson skrev sin tekst, var Vivaldis stjerne efterhånden blegnet betydeligt. Han havde været uden fast indtægt siden 1738 og døde i Wien i 1741 som en fattig mand. Dermed når vi – i hvert fald for os, der i dag kan betragte barokmusikken på mange års afstand – til de to barokstjerner Händel og Bach.
Johann Sebastian Bach, 1746 (til venstre, malet af Elias Gottlob Haussmann). Georg Friederich Händel, omkring 1727 (til højre, malet af Balthasar Denner).
Tyskeren der hellere ville bo i London
Georg Friederich Händel kom til verden den 23. februar 1685 som søn af en læge i byen Halle. Da han var 7 fik hans far råd til at lade ham modtage orgelundervisning hos en god lærer i hjembyen. Det var også dér, at Händel som 17-årig blev indskrevet ved byens universitet og snart efter fik et embede som organist ved byens domkirke. Allerede året efter tog han til Hamburg, hvor han blev violinist i operaen Theater am Gänsemarkt. Sammen med Johann Mattheson var Händel en tur i Lübeck for at høre Buxtehude og muligvis efterfølge ham som organist. Formentlig var det traditionen om, at den nye organist skulle gifte sig med forgængerens datter, som skræmte ham væk. Hele sit liv forblev Händel ugift.
Under kapelmesterens fravær fra operahuset i Hamburg vikarierede Händel som cembalospiller. En konflikt med Johann Mattheson betød, at de duellerede, men blev gode venner igen. Han begyndte at komponere operaer, og han rejste flere gange som operakomponist til Rom, hvor Arcangelo Corelli var koncertmester. I slutningen af 1710 rejste han til London, hvor hans berømte opera Rinaldo skulle opføres i Queens Theatre.
Selvom Händel flere gange kom til Tyskland, var det efterhånden London, som blev hans base. Som Lully havde gjort det, da han emigrerede fra Italien til Frankrig, valgte Händel at gøre sit navn mere gangbart i det nye hjemland. George Frideric Handel kaldte han sig i stedet – et navn han i vidt omfang stadigvæk kaldes, især i engelsksprogede lande.
En af de store succeser i forhold til den engelske konge, George 1., var opførelsen af det såkaldte Water Music, som første gang hørtes i sommeren 1717 til en kongelig fest på floden Themsen. Fra Water Music høres her satsen Alla Hornpipe:
Georg Friedrich Händel: Alla Hornpipe (1717)
At spille fra hovedet og lidt om parykker
Allerede i barokken vidste komponister, at tre minutter var velegnet spilletid for en vaskeægte ørehænger. De vidste også, at vi både kan lide at høre temaer, vi har hørt før og alligevel også gerne vil have kontraster. Til det formål er ABA-formen god. I satsen her er det endda så elegant, at hvert led spiller ca. et minuts tid. Formen ABA kaldes en da capo-form, da der efter et midterstykke spilles da capo (italiensk: "fra hovedet").
Første del af Alla Hornpipe, A-stykket, er festligt og pompøst med vekslen mellem en orkestergruppe bestående af strygere, oboer og basso continuo, som svares af trompeter med pauker, der så igen svares af to mere diskrete horn. Ved 1:00 kommer et stykke i mol. Det er stadig energisk musik, men nu med en mere tilbagetrukket eftertænksomhed, og i hele denne del uden festlige fanfarer fra trompeter, pauker og horn. Dette kontrasterende afsnit er satsens B-stykke. Det sidste minut er en gentagelse af det festlige A-stykke.
Man kan sagtens forestille sig, at Händel har siddet som orkesterlederen på dette filmklip og dirigeret musikerne fra cembaloet. At fremvise sin skaldede isse, som flere mænd gør her, ville imidlertid være fuldkommen utænkeligt i 1717! Parykmoden var på sit højeste. Moden begyndte, fordi Solkongen Ludvig 14. i Frankrig i 1655 fik høje tindinger. Angsten for, at en begyndende skaldethed ville få folk til at miste respekt, fik ham til at hyre 48 parykmagere til at hjælpe sig. Nogle få år senere gjorde den engelske konge Charles den Anden noget lignende, da han spottede sine første grå hår. Mændene ved hoffet efterlignede kongerne og moden sivede gennem samfundslagene til de lavere klasser. Parykkernes størrelse blev en måde at vise sin status.
Den endelige blåstempling
Händel blev engelsk statsborger i 1726 og fik livslang understøttelse fra det engelske hof. Udover hofmusik komponerede han fortsat mange operaer på italiensk, men i 1741 indså han, at operaerne snarere kostede ham penge end gavnede hans økonomi. Der var efterhånden kommet en vis modvilje hos publikum mod en musikform, som mange anså for ude af trit med engelsk sindelag og naturlighed i udtrykket. Händel gav sig i stedet til at komponere oratorier i stil med dem af italienske Carissimi, som Händel selv havde hørt i Italien. Her kommer sopranarien Rejoice greatly fra Händels oratorium Messias, der blev uropført i Dublin i 1742:
Georg Friedrich Händel: Rejoice greatly (1742)
Oratorieopførelserne førte til en slags afledt genre, som Händel blev en sand mester i også. Ligesom Corelli havde komponeret pausemusik til oratorieopførelser, gjorde Händel det samme. Han skitserede temaer til orkestret fra oratorieopførelserne, satte sig hen ved orglet og improviserede alle sine solistiske passager. I dag er der heldigvis bevaret nok til, at vi fra Händels hånd har fine orgelkoncerter – en genre, der er meget mere lyttervenlig og underholdende, end man umiddelbart skulle tro. Her Orgelkoncert i f-dur, Op. 4, Nr. 4:
Georg Friedrich Händel: Orgelkoncert i f-dur, Op. 4, Nr. 4 (1735)
I Händels liv er der også en markør, som gør det naturligt at tidsfæste afslutningen af baroktiden til 1750: Det var nemlig året, hvor Händel skrev sit testamente. Han havde samlet en anseelig formue med mange meget værdifulde malerier. I dag kan en rejsende i London ret nemt komme til at se hans hus i det rolige Mayfair, hvor Handel House Museum findes på adressen 25 Brook Street. Huset er bestemt et besøg værd.
Mattheson om Bach
Johann Mattheson, musikteoretikeren som i 1740 fremhævede komponisterne Lully, Corelli og Telemann, var altså personlig ven, og i ungdommens vår også kortvarigt glødende uven, med Georg Friederich Händel. Matthesons syn på Bach kom første gang til udtryk i 1717, hvor han skrev: "Jeg har set ting af den berømte organist fra Weimar, Herr Joh. Sebastian Bach, både for kirken og for teknikøvelse, der sandelig er sådan, at man må værdsætte manden højt.". I 1725 udtrykte Mattheson sig derimod kritisk og ret sarkastisk om en af Bachs kirkekantater Ich hatte viel Bekümmernis, som han hørte i november 1720, hvor Bach var i Hamburg.
I 1737 roste Mattheson en af Bachs mange fugaer. En fuga er en kompositionsmåde, hvor temaet høres i én stemme og derefter i de andre stemmer, mens fortsættelsen af temaerne væves ind i hinanden. En vanskelig disciplin, som Bach mestrede til fuldkommenhed. To år senere skrev Mattheson om tidens store organister: "I særdeleshed kunne ingen overgå Händel i orgelspil, med mindre vi taler om Bach i Leipzig; af denne årsag må de to stå øverst på listen.". Var han da organist både i Weimar og Leipzig? Vi må vide mere om Bachs liv!
Orkesterkoncert i Teatro Argentina i Rom. Malet af Pannini, 1742.
Rundt omkring i Europa blev der altså i baroktiden komponeret stor musik i både London, Rom, Paris og Hamburg. I dét perspektiv ser afstanden mellem de tyske byer Halle og Eisenach ikke ud af meget. Kører man ad motorvejen er der et par hundrede kilometer mellem de to byer. Fra Händel blev født i slutningen af februar 1685, og til Johann Sebastian Bach blev født den 21. marts samme år, gik der kun fire uger. De mestre, som for eftertiden er barokkens to megastjerner voksede altså op helt samtidig, kun to hundrede kilometer fra hinanden, men uden nogensinde at mødes.
En svær opvækst
Drengen Johann Sebastian blev tidligt forældreløs. Han var kun ti år, da først hans mor og derpå hans far døde inden for samme år. Til han var femten blev han sammen med en bror opdraget hos en voksen bror.
I år 1700 rejste han til Lüneburg for at blive optaget i koret på en klosterskole med navnet Sankt Michaelisskolen. Han fik orgelundervisning og må også have spillet en del violin, for allerede som 18-årig var han kortvarigt musiker og lakaj ved hoffet i Weimar. Derpå blev han organist i byen Arnstadt, men her lagde han sig både ud med sine elever og med kirkerådet, fordi han tog sig den frihed at besøge Lübeck og blive der i fire måneder. Det var Buxtehudes koncerter med Aftenmusik, han ikke kunne løsrive sig fra, og han har sikkert også haft ambitioner om at efterfølge Buxtehude som organist og musikalsk chef i Lübeck.
Uheldigvis var der lige det der med at skulle gifte sig med Buxtehudes datter for at sikre hendes underhold. Ligesom Händel og Mattheson, vendte også Bach næsen hjemad efter at have overvejet konsekvenserne. I Arnstadt skulle han stå skoleret for kirkerådet, men hellere det end gifte sig med en dame, man ikke elsker. Faktisk gik kun to år, inden Bach blev gift med sin kusine Maria Barbara. Da var han organist i Mühlhausen.
Fra kirkemusiker til hofmusiker
I sommeren 1708 fik han et nyt job som organist og violinist ved hoffet hos fyrsten Ernst August i Weimar. Han komponerede kirkekantater og musik til festlige lejligheder i fyrstehuset. Det første musikstykke, vi skal høre, er fra en "jagtkantate", som blev opført til en hertugs fødselsdag i februar 1713. Det foregik ikke i en kirke, men på en kro, så der måtte gerne være kvindelige sangere med, og Bach havde hyret et par sangerinder fra operaen i byen Weissenfels. En af dem sang den fine dacapo-arie Fårene kan trygt græsse:
Johann Sebastian Bach: Fårene kan trygt græsse (1713)
Året efter var Bach lige ved at blive organist i byen Halle, hvor de havde et rigtigt fint orgel i Markedskirken, men Bach fik lønforhøjelse hjemme i Weimar og sagde i sidste øjeblik nej tak til at spille orgel i den by, hvor både Samuel Scheidt og Georg Friederich Händel var vokset op. Selv lønforhøjelsen kunne dog ikke fjerne det misforhold, at Bach var træt af sin pedantiske arbejdsgiver, som ofte prædikede moral for sine tjenere.
Bach lagde små parodier af fyrsten ind i en af sine kirkekantater. Musikerne højt oppe på orgelpulpituret i slottets smukke kapel har sikkert moret sig, mens Ernst August sad nede i kirken uden at ane uråd. Og Bach blev mere næsvis, for han holdt op med at komponere kirkekantater, selvom det var hans pligt. I sommeren 1717 – samtidig med at Händel havde succes med sin Water Music – landede Bach et nyt job som hofkapelmester i Köthen. Han var nok irriterende i opsigelsesperioden, og Ernst August satte ham i fængsel en måneds tid i november-december 1717, inden familien pakkede sit habengut og flyttede op til Köthen.
Selvom Bach trivedes i Köthen hos den langt mere omgængelige fyrste Leopold af Anhalt-Köthen, blev det ikke kun lykkelige år. Mens han var på rejse med Leopold, døde Bachs hustru i 1720. Selvom hustruens ugifte søster hjalp i huset, må det have været et hårdt slag at blive enlig far til fire børn. Måske var sorgen grund til, at han begyndte at kigge sig om efter en stilling et andet sted. Han var i Hamburg for at søge en organiststilling, og i marts 1721 sendte han en slags uopfordret jobansøgning til greven Christian Ludwig af Brandenburg-Schwedt. De seks Brandenburgkoncerter, som han sendte med, omtales i kapitlet Fokus.
I december 1721 blev Bach gift med den 20-årige sangerinde Anna Magdalena Wülcken, som var datter af en hoftrompetist. Hun hjalp ham blandt andet med at skrive noder til suiterne for cello. Her fra Suite 1 i g-dur:
Johann Sebastian Bach: Suite 1 i g-dur (ca. 1721)
Thomaskantor i Leipzig
I afsnittet om Telemann blev det nævnt, at Telemann i 1722 fik jobbet som Thomaskantor i Leipzig men sagde nej tak, fordi han fik lønforhøjelse som musikdirektør ved fem kirker i Hamburg og blev ny operachef. Jobbet i Leipzig gik derfor til Bach, som også havde søgt, men i første omgang var blevet vraget af udvalget. Fra foråret 1723 og resten af sit liv var Bach kantor ved Thomaskirken i Leipzig. Han komponerede et væld at skønne kantater til søndage og andre helligdage i kirkeårets løb. Blandt meget andet var Juleoratoriet fra 1734 og 1735:
Johann Sebastian Bach: Sinfonia fra Juleoratoriet (1734)
Bach nåede at skrive musik i næsten alle genrer, bortset fra operaer. Der er musik for soloinstrumenter som cello, violin, cembalo, orgel, lut og fløjte, kammermusik for de mindre besætninger, stykker for orkester og to passioner, der genfortæller historien om Jesu lidelse og død. Kantaterne er en rig kilde til forståelse af hans livs ambition om at lave sin kirkemusik til Guds ære. Men han var også en livsnyder, som skrev muntert om kaffedrikning i den såkaldte Kaffe-kantate og lavede fine klaverskoler, både til sin hustru og sine sønner. Af dem blev flere selv komponister, der førte Bachs navn ind i den nye tid wienerklassikken.