Musikalske kendetegn

Oversigt over kendetegn ved barokmusik. Oversigten er ikke udtømmende, og der findes meget barokmusik, der afviger fra disse meget generelle kendetegn. Barokken strækker sig over en periode på 150 år og rummer mange varierede musikalske indslag.

1. Form

De mest almindelige formtyper er:

• Da capo-arie. En arie i formen ABA, hvor B fungerer som kontrast til A, både med hensyn til toneart, tekstur, stemning og sommetider også tempo. Gentagelsen af A-stykket er typisk ikke skrevet på noder, men angivet med teksten da capo (fra begyndelsen).
• Menuet. ABA-form. A kaldes menuetdelen, og B triodelen. Hvert formled er tredelt og følger en række faste normer med hensyn til opbygning og toneart.
• Præludium. Fri form. Ofte opbygget over én melodisk idé.
• Rondo. Formtype hvor et indlendende formled kaldet ritornellet gentages mellem en række varierende formled kaldet episoder. Eksempelvis ABACADA.
• Fuga. En slags kanon, hvor temaerne optræder på skift i forskellige stemmer og væver sig ind i hinanden. Ofte forløbende i 3-5 gennemføringer (dele), hvor første gennemføring præsenterer temaet på skift i alle stemmer, og hvor anden tredje gennemføring er variationer heraf.
• Suite. En sammenstilling af adskillige dansesatser som eksempelvis allemande, bourrée, chaconne, courante, forlane, gavotte, gigue, la rejouissance, menuet, passacaglia, passepied, rigaudon, rondeau og sarabande.
• Variationssats. Formtype hvor et tema (A) gentages et antal gange i varieret form. Variationerne kan eksempelvis vedrøre melodi, rytme, harmoni, klangfarve og/eller instrumentation.

2. Instrumentation

I orkesterværker udgør basso continuo og strygere det musikalske fundament. Dette suppleres af træblæsere som melodisk kontrast og eventuelt trompeter, valdhorn og pauker for at understrege det majestætiske i musikken. I tillæg hertil kan et eller flere solistiske instrumenter indgå.

Enkelte gange udelades basso continuo – det kan være solopassager i en violinkoncert af Vivaldi, hvor indtrykket skal være let og luftigt. Basso continuo noteres med generalbas, dvs. som en basstemme med tilknyttede talsymboler, der hver repræsenterer en akkord.

Basstemmen spilles typisk af gambe, cello, kontrabas eller fagot, mens akkorderne spilles af cembalo, orgel eller lut. Mange komponister foretrak en massiv continuogruppe i værker for større besætninger. I Bachs kantater er der tit både cello, gambe og fagot som basinstrumenter og cembalo, orgel og theorbe som akkordinstrumenter.

Kor og sangsolister benyttes ofte i kirkemusik og opera. Endvidere findes mange værker skrevet for ét soloinstrument som eksempelvis cembalo eller orgel.

Nedenfor er en liste over de mest gængse barokinstrumenter. Flere af instrumenterne findes i forskellige størrelser og stemninger (eksempelvis findes basunen både i en alt-, tenor- og basudgave). En stor del anvendes stadigvæk i dag, men i moderniserede udgaver.

Træblæsere

• Blokfløjte
• Tværfløjte
• Obo (herunder taille)
• Fagot

Messingblæsere

• Trompet
• Valdhorn
• Basun (i barokken kaldet en sackbut)
• Zink
• Serpent

Percussion

• Pauker

Tangentinstrumenter

• Cembalo
• Kirkeorgel

Strengeinstrumenter

• Barokguitar
• Lut (herunder ærkelut)
• Theorbe

Strygere

• Violin
• Bratsch
• Gambe (viola da gamba)
• Cello
• Kontrabas

Sangstemmer

• Sopran
• Alt
• Kastratsanger
• Tenor (herunder kontratenor)
• Bas

Dengang som nu blev der eksperimenteret af instrumentmagerne. I Bachs kantater optræder eksempelvis en såkaldt tromba di tirarsi, det vil sige en trompet, der med en trækbøjle kan frembringe flere toner end den række af overtoner, som baroktrompeter uden ventiler ellers ville være begrænset til at kunne spille.

3. Melodik

• Monotematik (dvs. ét tema) gennem hele satsen.
• Korte, karakteristiske motiver varieres i længere forløb.
• Skalabevægelser og treklangsbrydninger – iørefaldende, men som regel ikke sangbare.
• Hyppig brug af ornamenter.
• Få eller ingen fraseringsbuer.

4. Rytmik og dynamik

• Stabil rytmisk puls gennem hele satsen (bortset fra i recitativer).
• Enkle taktarter – især 4/4, 3/4, 2/2 eller 2/4.
• I 4-delte taktarter ofte en tydelig betoning af 1- og 3-slaget.
• Komplementærrytmik hvor stemmerne tilsammen danner en ubrudt strøm af underdelinger.
• Enkle rytmefigurer med få forskellige nodeværdier.
• Terrassedynamik (pludselige skift mellem eksempelvis piano og forte).
• Gradvise dynamikændringer (eksempelvis crescendo og diminuendo) forekommer ikke.

5. Harmonik

• Funktionsharmonik og sjældnere modalharmonik.
• Hovedfunktioner, parallelfunktioner, bidominanter og vekseldominanter.
• Akkordmaterialet er treklange og enkle firklange.
• Modulationer kan forekomme, ofte til dominanttonearten eller paralleltonearten.
• Kvintskridtssekvenser kan forekomme.

6. Affekt

• Som regel udtrykkes kun én affekt gennem den enkelte sats, eksempelvis længsel, vrede, sorg eller glæde.

7. Satstyper

Vokalmusik

De mest almindelige typer vokalmusik er:

• Kantate. Større musikstykke for solosangere, kor og orkester, med religiøst eller verdsligt indhold, typisk komponeret til en højtidelig lejlighed.
• Passion. Større musikstykke for solosangere, kor og orkester, der genfortæller Jesu lidelse, død og opstandelse.
• Oratorium. Større musikstykke for solosangere, kor og orkester, til tekster fra Bibelen eller mytologien, tilnærmet operaens æstetik, men uden skuespil.
• Opera. Større musikstykke for solosangere, kor og orkester, formet som et skuespil med recitativer, arier og ensemblenumre.
• Madrigal. Flerstemmig vokalkomposition med verdsligt indhold og typisk med italiensk tekst. Genren stammer fra 1400-tallet, altså fra renæssancen, men der komponeredes også madrigaler i den tidlige del af barokperioden.
• Motet. Flerstemmig vokalkomposition med kirkeligt indhold og ofte med latinsk tekst. Almindeligvis a capella, men akkompagnement kan forekomme.
• Messe. Kirkelig komposition for solosangere, kor og orkester, hvor der indgår messeled fra liturgien: introitus, kyrie, gloria, halleluja, credo, offertorium, sanctus og agnus dei. Som i liturgien veksles mellem solistiske indslag og flerstemmige korsatser.
• Te Deum. Betyder egentlig en lovsang til Gud, men i baroktiden en længere hyldest- eller festkomposition, der veksler mellem solistiske indslag og flerstemmige korsatser. Kan eksempelvis markere en kirkelig højtid eller en royal fødselsdag.

I de nævnte typer af vokalmusik kan indgå:

• Recitativ. Talesang, hvor ordene fremsiges i et syngende tonefald, men ikke danner egentlige melodier. Findes ofte i operaer. Ledsaget af orkester (accompagnato-recitativ) eller basso continuo (secco-recitativ).
• Arie. Sang for en eller flere solosangere med helt eller delvist orkesterakkompagnement. Findes ofte i operaer. Indgår flere solosangere bruges betegnelserne duet (2), terzet (3), kvartet (4) og kvintet (5).
• Kor. Sang for en gruppe sangere, typisk SATB, enten uden akkompagnement (a capella) eller med helt eller delvist orkesterakkompagnement.
• Koral. Højtidelig salmesang med lange nodeværdier i overvejende trinvis bevægelse. Findes kun i kantater og passioner, med eller uden akkompagnement.
• Instrumentaldel. Instrumentalt musikstykke, dvs. uden vokal. Ofte brugte betegnelser er Pastorale, Præludium, Sinfonia, Symphony og Sinfonie.

Bemærk, at betegnelserne sinfonia, symphony og sinfonie ikke betyder, at der er tale om symfonier i den forstand, vi bruger betegnelsen i dag. De tidligste symfonier opstod i Norditalien i 1730'erne som korte, tresatsede forløb. Som fænomen tilhører symfonien ikke barokperioden, men må placeres i rokokotiden og den tidlige wienerklassik.

Solosang med instrumentalt akkompagnement kaldes for monodi. Denne enkle musikform var en kæphest for Camerata-gruppen og en af baroktidens store nyskabelser.

Instrumentalmusik

De mest almindelige typer instrumentalmusik er:

• Solosonate. Musikstykke for ét soloinstrument (eksempelvis violin, lut, cembalo eller obo), evt. ledsaget af basso continuo. Forløber typisk i tre eller fire satser.
• Triosonate. Musikstykke for to soloinstrumenter (eksempelvis violiner eller blokfløjter), som regel ledsaget af basso continuo. Forløber typisk i tre eller fire satser.
• Kvartet. Musikstykke for to melodiinstrumenter akkompagneret af ét akkordinstrument og ét basinstrument (fire musikere i alt).
• Kvintet. Musikstykke for tre melodiinstrumenter akkompagneret af ét akkordinstrument og ét basinstrument (fem musikere i alt).
• Koncert. Musikstykke for et eller flere soloinstrumenter, typisk akkompagneret af strygere og basso continuo. Eksempelvis violinkoncert og cembalokoncert.
• Concerto grosso. Større musikstykke ("stor koncert"), hvor der veksles mellem en mindre gruppe på ofte tre solister (concertino) og det samlede orkester (ripieno), begge ledsaget af basso continuo, der dog kan være udeladt kortvarigt.
• Suite. Sammenstilling af dansestykker fra den franske hofdans for et større eller mindre ensemble. Dansestykkerne varierer i tempo, taktart og karakter, men har ofte fælles toneart. De typiske satstyper i en suite er bourrée, chaconne, courante, gavotte, gigue, loure, menuet, ouverture, passacaglia, passepied, rigaudon, sarabande, trio, og nationalt forankrede dansesatser som polacca eller polonaise (fra Polen), hornpipe (fra Storbritannien), allemande (fra Tyskland) og forlane eller furlana (fra Italien).