• Let
  • Svær
Eksempelanalyse af to udvalgte Beatles-sange fra to forskellige perioder af The Beatles' karriere. Nederst findes en kort analysevejledning, du kan bruge til hjælp i forbindelse med egne analyser.


1. I Want to Hold Your Hand (1963)
Engelske popnavne havde i tiden før The Beatles altid haft svært ved at bryde igennem og få succes i USA. EMI's amerikanske søsterselskab Capitol afviste gang på gang at udgive The Beatles' første plader - de ville ikke falde i det amerikanske publikums smag, mente de. Så da Lennon og McCartney i efteråret 1963 satte sig ned sammen for at komponere The Beatles' næste single - opfølgeren til deres store gennembrud i England, She Loves You - var deres mål at skrive en popsang, der var mere målrettet USA. I Want to Hold Your Hand er formentlig derfor lidt langsommere, tungere, sejere og mere rhythm & blues-agtig end den glade, letbenede She Loves You. På indspilningen tilføjede The Beatles håndklap, som de sorte, amerikanske vokalgrupper havde for vane, og tekstudtalen læner sig kraftigt op ad amerikansk ("I wanna hold your hand…").

Spotify Node The Beatles: I Want to Hold Your Hand (Single, 1963)

Form
Sangens form er den standardagtige AABABA, hvor A er vers der afslutter med sangens titel sunget tre gange, og B er et kontraststykke ("And when I touch you…"). Lennon og McCartney varierer kontraststykket ved at synge det unisont første gang og med homofon overstemme anden gang. Sangens intro er gjort rytmisk fængende med et meget markeret lift, der i et stykke tid bringer lytteren i tvivl om, hvor backbeatet i takten befinder sig. Også slutningen rummer en rytmisk finesse i form af opbremsende 4.-delstrioler i næstsidste takt.

Instrumentation
Instrumentationen er den traditionelle besætning for The Beatles i begyndelsen af deres karriere. Ringo Starr spiller trommer, Paul McCartney spiller basguitar, John Lennon spiller rytmeguitar (han skifter mellem pumpende power-akkorder i vers og akkordbrydninger i kontraststykke) og George Harrison spiller fills undervejs).

Groove
Sangens groove i verset ser således ud:
Groove i vers

Et uhyre simpelt, traditionelt, effektivt groove som er godt at danse til. En standard-rock-trommefigur med Ringos karakteristiske halvt åbne, sydende hihat. Rytmeguitaren sørger sammen med hihat for 8.-dels-underdelinger. Stortrommen markerer taktens 1- og 3-slag og er rytmisk synkron med basguitaren, som spiller grundtoner med enkelte kvint- eller ledetonevariationer hist og her. Håndklap-figuren sørger for en lille smule modrytme, samtidigt med at den understreger lilletrommens solide backbeat på 2 og 4.

Sound
Nummeret er - som de fleste af The Beatles' tidlige indspilninger - stort set indspillet live i studiet med efterfølgende overdubbing af håndklap. Nummerets sound befinder sig derfor klart i live-lyd området. Eneste effekt synes at være en lille smule rumklang på sang og håndklap.

Hook og gimmick
I mange popsange er der ikke bare tale om et enkelt hook, men om indtil flere hooks. Det er lidt en smagssag, hvad man vil udnævne til hook i I Want to Hold Your Hand, men sangstemmernes ekstatiske, næsten gimmick-agtige, oktavspring på "I want to hold your hand…" i takt 7-8 er et godt bud (se node). Derudover har introens liftede akkorder, som senere i sangen bliver til "I can't hide, I can't hide, I can't hide" også hookkvalitet.

Vokalarrangement
Sangens vokalarrangement viser sig at være et skoleeksempel på nogle af de vigtigste, nyskabende kendetegn i The Beatles' tidlige sange omkring gennembruddet i 1963. Verset indledes med, at Lennon og McCartney synger unisont (takt 1-7), hvorefter de lifter til en tom, tertsløs samklang, der ligger i hele takt 8. Takt 9 er igen unison og takt 10 indledes med en tom klang, men går herefter over til den mere konventionelle terts-medstemme.
Kontraststykket (fra takt 13) synges første gang unisont, men da det gentages lægger McCartney en nydelig terts overstemme på, og kontraststykket afsluttes så med en barsk klingende, markeret, parallelført tom kvint, der efterfølgende bliver liggende takt 22-23. I Want to Hold Your Hand virker næsten som en pædagogisk tilrettelagt fremvisning af de vokale virkemidler, der var med til at få The Beatles musik til at lyde så frisk og fornyende i 1963.

Melodik
I en lang række Beatles-sange (eksempelvis A Hard Day's Night, Ticket to Ride og Norwegian Wood) er man så heldig at støde på det lave syvendetrin i den anvendte skala - og så er der tale om en melodisk frase med mixolydiske træk. Så heldige er vi desværre ikke med I Want to Hold Your Hand, idet melodien er opbygget af en helt almindelig g-durskala i verset og en c-durskala i kontraststykket, der netop modulerer til c-dur.

Melodien er lineær. Den bevæger sig målrettet op og ned, og den er karakteriseret ved ganske korte fraser i begyndelsen af verset. De to første korte fraser i takt 1-2 dufter af sekvensering ("I'll…" og "something…"), takt 3 er en markant tonegentagelse og efter en gentagelse af disse melodiske elementer kommer melodiens højdepunkt: Det liftede oktavspring i takt 7-8. Dette er samtidigt sangens hook. Herefter følger en trinvis nedgang i takt 9 og en smuk iørefaldende tostemmig melisme på ordet "hand..." i takt 10 - i en ellers strengt syllabisk sang.
Melodien sørger for noget af det kontrasterende ved kontraststykket, idet melodien rytmisk set skifter fra versets korte 8.-dels-fraser til længere melodiske fraser i rolige 4.-dele i takt 13-14. Kontrasten øges ved at melodien skifter fra overvejende trinvise bevægelser i verset til en markant akkordbrydning i takt 13 ("And when I…").

Harmonik
En harmonisk analyse af I Want to Hold Your Hand demonstrerer igen nogle af de særegne karakteristika ved Lennon og McCartneys kompositioner, der fik verden til at spidse ører i 1963. Sangen står i g-dur og lægger ud med tre gange subdominant til dominant - et brudstykke af den tonale kadence, der omsider kommer frem til tonika, når verset begynder.

Verset lægger igen ud med en funktionsharmonisk kliché; den skuffende kadence (akkorderne G - D7 - Em) i takt 1-3. Men i takt 4 kommer den første modale effektakkord, som pirrer lytterens øre, en Hm som ikke giver funktionsharmonisk mening i denne sammenhæng (en mere traditionel, funktionstonal harmonisering ville have haft dominant her, for derefter at vende tilbage til tonika). Den skuffende kadence gentages, og så kommer næste effektakkord på liftet til takt 8 i form af en nærmest chokerende H7 - igen uden funktionsharmonisk videreføring.
Verset slutter derimod med en kombination af to kendte funktionstonale klichéer; den tonale kadence og den såkaldte vamp i takt 9-12. I kontraststykket moduleres til c-dur - begyndende med en funktionsharmonisk II-V-I kvintkæde (akkorderne Dm - G7 - C), og endnu en vamp (akkorderne C - Am - Dm - G7 - C). I takt 20 moduleres tilbage til g-dur, men den afsluttende akkordfølge C - D - C - D - C - D7 er egentlig i strid med funktionsharmonikkens regler, idet dominant tilbage til subdominant er strengt forbudt.

I Want to Hold Your Hand er et fint eksempel på hemmeligheden bag Lennon og McCartneys særegne akkordsammensætninger. Blandingen af kendte, ofte hørte funktionsharmoniske klichéer med overraskende, modale forbindelser og effektakkorder.

Tid og rum
Der er mange argumenter for, at I Want to Hold Your Hand befinder sig i tid og ikke rum. Sangen udvikler sig konstant, der fortælles en historie, det vokale arrangement skifter konstant, lytteren tvinges til at studse over effektakkorder med jævne mellemrum, instrumentationen tyndes ud i kontraststykket og den pumpende rytmegruppe tvinger sangen videre fra formled til formled - lytteren får så at sige aldrig fred.

Udtryksfelt
Udtryksfeltet i I Want to Hold Your Hand er klart: En dreng møder en pige og vil så gerne holde hendes hånd. Sangtekstens budskab understreges perfekt af det musikalske indhold: Den pågående, insisterende rytmegruppe, de stakåndede korte melodiske fraser, det ekstatiske, og de ivrigt liftede skrig når sangeren kommer frem til at omtale det, han gerne vil have fat i, nemlig hendes hånd.

Perspektivering
I Want to Hold Your Hand fik den føromtalte ønskede effekt, idet Capitol opgav modstanden mod at udsende Beatles-plader i USA. Singlepladen blev The Beatles' store, pludselige og helt uventede gennembrud på det amerikanske marked og var en væsentlig faktor i den nærmest hysteriske mediekampagne der byggede op til The Beatles' første besøg i USA, hvor de fik en kaotisk modtagelse i New Yorks Kennedy-lufthavn, den 7. februar, 1964:

Filmklip The Beatles Arrive in USA (JFK Airport, 7. februar 1964)

Da The Beatles et par dage efter optrådte i det populære Ed Sullivan-show (hvor de naturligvis bl.a. spillede I Want to Hold Your Hand), kiggede 73 millioner amerikanere med på tv-skærmen. Senere superstjerner som Bob Dylan og Bruce Springsteen har berettet om det kulturelle chok de fik af at se og høre The Beatles ved denne lejlighed. De og tusinder af andre unge amerikanere bestemte sig på stedet til at få langt hår og blive rockmusikere og popstjerner.

Filmklip The Beatles: I Want To Hold Your Hand (Ed Sullivan Show, 9. februar 1964)

Over hele USA sad tusinder af musikere og nærlyttede til I Want to Hold Your Hand for at forsøge at regne ud, hvad The Beatles' hemmelighed var: Hvorfor lød den her musik monstro så forfriskende ny og anderledes?

2. Lucy in the Sky with Diamonds (1967)
John Lennons søn, Julian, kom en dag i foråret 1967 hjem med en tegning, som han havde lavet i børnehaven. Da fader John spurgte, hvad det forestillede, svarede Julian "Lucy in the sky with diamonds". The Beatles var midt i indspilningerne til deres kommende album "Sgt Pepper’s Lonely Hearts Club Band" og Lennon blev inspireret til at skrive en sang med udgangspunkt i sønnens tegning. Lennon var i denne periode storforbruger af det hallucinationsfremkaldende, "psykedeliske" stof LSD ("syre") og hans oprindelige idé med sangen var at give tekstlig og musikalsk udtryk for, hvordan det er at være på et såkaldt LSD-trip.

Spotify Node The Beatles: Lucy in the Sky with Diamonds (Sgt. Pepper, 1967)

Form
Paul McCartney spiller et lille forspil på et Lowry-orgel, som er sat på indstillingen cembalo-lyd. Hans treklangsbrydninger fortsætter under første del af verset. Man kan diskutere, om Lucy in the Sky with Diamonds er opbygget af et todelt vers og et omkvæd eller af et vers en bro og et omkvæd. Afsnittet fra 0:06 ("Picture yourself…") til 0:33 ("…kaleidoscope eyes") er i hvert fald et vers med skiftende tekst fra gang til gang. Argumentet for at afsnittet fra 0:33 ("Cellophane flowers…") til 0:52 ("…and she's gone") er en del af verset, hviler på at også denne tekst ændres fra gang til gang. Argumentet for at kalde afsnittet en bro er, at instrumentation, groove og sound skifter markant fra første del af verset. 0:52 - 1:10 er under alle omstændigheder et omkvæd, indledt af et simpelt break (trommefill på alle fire 4.-dele) og med sangens titel som tekst.
Sangens overordnede form er derfor en popform bestående af vers, bro og omkvæd, hvor broen er udeladt tredje gang, og hvor omkvædet (som det er kutyme) gentages flere gange under sangens outro med fade out.

Instrumentation
Det orgel med cembalo-lyd der spiller forspillet suppleres ved versets start af basguitar på første slag i hver takt. Ved 0:18 dukker en tamboura som lægger en drone-bund. Ved broen (0:33) ændres lydbilledet, idet cembaloet forsvinder, mens der tilføjes en mørk akustisk guitar, som er blevet udsat for en meget kraftig flanger. Basguitaren begynder at spille 4.-dele, nu støttet af et bækken og diskret lilletromme. Omkvædet har en standard 4/4-rytme i trommerne og 8.-dele i basguitaren, hvis figur dobles af en elektrisk guitar, der er sendt igennem en leslie-højttaler. Orglet dukker op igen, nu med en mere traditionel orgellyd.

Groove
Groovet i vers og bro består en uhyre simpel 4.-dels-rytme i den for popmusik temmeligt sjældne taktart 3/4. Omkvædet skifter taktart til 4/4 og til et mere traditionelt pop/rock-groove:
Groove i omkvæd

Trommerne markerer 1- og 3-slaget med stortrommen og backbeatet med lilletrommen, men stortrommen supplerer med ekstra 8.-dele som sammen med bækkenet støtter den 8.-delsbaserede bas- og guitarfigur. Orglet dobler backbeatet, mens guitar og basguitar sørger for et markant lift og en 16.-dels modrytme i hver anden takt.

Sound
Sound er et vigtigt element ved analyse af The Beatles i deres eksperimenterende periode. John Lennon har fået doblet sin sangstemme i verset, så det lyder som om, at der er flere, der synger med. Vokalen er endvidere indspillet, mens båndet kørte for langsomt, så Lennons sangstemme ved normal afspilning lyder meget lys og ungdommelig. Ved 0:33 ("Cellophane flowers…") tilsættes sangstemmen ekko og flanger, og samme effekter er lagt på korstemmerne i omkvædet. Flanger blev på denne tid foretaget manuelt i Abbey Road-studiet og i outroens fade out overdriver teknikerne effekten, så der nærmest opstår chorus-agtige vibrationer i koret (3:13).

Den mørkt klingende akustiske akkordguitar i broen er mixet volumenmæssigt meget lavt, men den er tydeligvis blevet udsat for kraftig flanger. I omkvædet er den elektriske guitar sendt gennem en Leslie-højttaler, som giver guitar-ostinatet en svirvlende, porøs lyd.

Hook, break og gimmick
Som det ofte er tilfældet i pop/rock er sangens hook afsyngelsen af sangens titel; de markante tonegentagelser i takt 37 efterfulgt af en trinvis bevægelse ned. Som det ligeledes ofte er tilfældet i pop/rock, anvendes breaks til at markere sangens form - i Lucy in the Sky with Diamonds er der break og trommefill som optakt til omkvædet i takt 36. Som man næsten kan forestille sig om en sang, der skal forestille et syretrip, er der en del gimmicks i sangen: En usædvanlig taktart for pop/rock, et orgel og cembalo-forspil, unaturligt klingende instrumenter og sangstemmer samt skiftende taktarter.

Vokalarrangement
Lennon synger verset solo, og McCartney synger med i omkvædet fra takt 37 - første gang unisont, derefter med en terts overstemme. De karakteristiske tomme vokalklange fra The Beatles' tidlige periode ser man ikke så ofte her senere i deres karriere, hvor sangene bliver mere solistiske. Tommelfingerreglen er, at hovedkomponisten er forsanger.

Melodik
Sangen begynder med et forspil, der bygger på smukke akkordbrydninger, men lige så snart vokalen sætter ind i takt 5, præsenteres vi for melodiens vigtigste kendetegn: Tonegentagelserne. Især takt 24-35 er nærmest én lang tonegentagelse, og sangens hook indledes ligeledes med tonegentagelser. Der er altså tale om motivisk slægtskab mellem de enkelte formled. Melodien virker meget monoton og statisk, og Lennon holder da også sin ambitus indenfor en kvint i verset. Som variation finder vi et smukt, lille, trinvist motiv, der gentages i takt 6-9 og sekvenseres i takt 11 - men der er stadig meget små bevægelser og udsving i melodien.

Harmonik
Man kan være heldig at finde akkorden på det lave syvendetrin i The Beatles' tidlige sange - eksempelvis A Hard Day's Night og Norwegian Wood - og den er et stensikkert tegn på modalharmonik. I The Beatles' senere periode viser modale træk sig snarere i tilsyneladende tilfældige sammensætninger af akkorder, uden kvintforbindelser og uden funktionsharmoniske kadencer.
Det har vi et fint eksempel på i Lucy in the Sky with Diamonds i takt 20-36, hvor to tertsfald først bringer sangen fra F#m via Dm til Bb - en akkordfølge som ikke giver mening funktionsharmonisk. Den efterfølgende forbindelse (Bb - C - F) kan tolkes som den tonale kadence i f-dur, men næste gang akkorden C optræder indtræder i stedet to kvartfald: C - G - D (den "forkerte" vej i kvintcirklen).

The Beatles bliver mere og mere harmonisk eventyrlystne i den senere del af deres karriere og Lucy in the Sky with Diamonds modulerer således fra formled til formled. Verset er i tonearten a-dur, broen i b-dur og omkvædet i g-dur. Men samtidigt bevarer sangen det vigtigste kendetegn for Beatles-harmonik, nemlig blandingen mellem forskellige former for harmonik. Broen har modale træk, men versets ostinat funktionsharmonisk kan tolkes som tonika, bidominant, subdominant og mol-subdominant i a-dur, og omkvædet er en simpel tonal kadence i g-dur.

Tid og rum
Lucy in the Sky with Diamonds er et rigtig godt eksempel på, at tendenser i én og samme sang kan trække i hver sin retning af tid/rum-spektret. Versets cembalo ostinat, tamboura dronen, de svævende akkorder og den drømmeagtige, ekkofyldte sound i broen trækker i retning af rum, mens break, markant trommefill og den tonal kadence i omkvædet trækker i retning af tid.

Udtryksfelt
Teksten til Lucy in the Sky with Diamonds er inspireret af den engelske børnebogsforfatter Lewis Caroll hvis absurde historier Lennon elskede som barn. Ligesom "Alice i Eventyrland" er Lucy in the Sky with Diamonds fyldt med surrealistiske, fantasifulde syn og billeder; mandarintræer, marmelade himmel, en pige med kalejdoskop øjne, gyngehestemennesker, avis taxaer, modellervoks portører med spejlslips. Lennon forsøger med sin tekst at gengive, hvordan det er at være på LSD, hvilket også sangens titel mere end antyder: Lucy in the Sky with Diamonds. Det lykkedes så godt, at BBC forbød afspilning af sangen i radioen.

De musikalske virkemidler understreger på smukkeste vis sangtekstens fornemmelse af at være på et hallucinerende trip. Sangens form, harmonik og vers-rytmik er ustabil og svævende; melodik og tamboura giver en monoton og statisk, næsten hypnotiserende feeling; produktionen er fyldt med fordrejende (hallucinerende) effekter - flanger, ekko, Leslie højttaler og varieret båndhastighed - så hverken sangstemmer eller instrumenter lyder, som de normalt gør i den virkelige verden.

I 1968 blev Lucy in the sky anvendt i en scene i Beatles-tegnefilmen "Yellow Submarine", og tegnerne har her tydeligvis ligeledes forsøgt at skildre et LSD-trip, nu med visuelle midler:

Filmklip The Beatles: Lucy in the Sky with Diamonds (Yellow Submarine Movie, 1968)

3. Analysevejledning
Analysevejledningen giver med korte stikord et overblik over de musikalske parametre, det kan være relevant at inddrage ved analysen af en Beatles-sang. Du kan læse mere dybdegående om de enkelte musikalske parametre og analysemetoder i sektionen Analyse.

Karakteristik
  • Kunstner, titel, album, udgivelsesdato og eventuelt andre faktuelle oplysninger der er relevante i forhold til analysen.

Form
  • Musikstykkets struktur og metrik, herunder inddelingen i formled og formledenes indplacering i en overordnet formtype.

Instrumentation
  • De forskellige musikinstrumenter og deres funktion undervejs.

Groove
  • Rytmegruppens samspil, aktivitetsniveau og rytmiske sammensætning.

Sound
  • Klangen af de enkelte musikinstrumenter og sangere og klangen af musikstykket som helhed.

Hook, break og gimmick
  • Iørefaldende fraser (hooks). Ophold i rytmegruppen, ofte med en eller flere rytmiske markeringer undervejs (breaks). Kuriøse og opmærksomhedsfangende elementer (gimmicks).

Vokalarrangement
  • De vokale stemmers struktur, opbygning, sangstil og særpræg.

Melodik
  • Melodiens opbygning, funktion og vigtigste kendetegn.

Harmonik
  • Musikstykkes akkorder, deres indbyrdes forhold og deres forhold til musikstykkets tekst og overordnede karakter.

Tid og rum
  • Musikstykkets udvikling i tid og rum.

Udtryksfelt
  • Forholdet mellem musik og tekst, herunder brugen af musikalske virkemidler der understreger sangens tekst og stemning.

Perspektivering
  • En begrundet indplacering af sangen i The Beatles' karriereforløb, baseret på analyseresultaterne.
Eksempelanalyse af to udvalgte Beatles-sange fra to forskellige perioder af The Beatles' karriere. Nederst findes en kort analysevejledning, du kan bruge til hjælp i forbindelse med egne analyser.


1. I Want to Hold Your Hand (1963)
Engelske popnavne havde i tiden før The Beatles altid haft svært ved at bryde igennem og få succes i USA. EMI's amerikanske søsterselskab Capitol afviste gang på gang at udgive The Beatles' første plader - de ville ikke falde i det amerikanske publikums smag, mente de. Så da Lennon og McCartney i efteråret 1963 satte sig ned sammen for at komponere The Beatles' næste single - opfølgeren til deres store gennembrud i England, She Loves You - var deres mål at skrive en popsang, der var mere målrettet USA. I Want to Hold Your Hand er formentlig derfor lidt langsommere, tungere, sejere og mere rhythm & blues-agtig end den glade, letbenede She Loves You. På indspilningen tilføjede The Beatles håndklap, som de sorte, amerikanske vokalgrupper havde for vane, og tekstudtalen læner sig kraftigt op ad amerikansk ("I wanna hold your hand…").

Spotify Node The Beatles: I Want to Hold Your Hand (Single, 1963)

Form
Sangens form er den standardagtige AABABA, hvor A er vers der afslutter med sangens titel sunget tre gange, og B er et kontraststykke ("And when I touch you…"). Lennon og McCartney varierer kontraststykket ved at synge det unisont første gang og tostemmigt anden gang. Sangens intro er gjort rytmisk fængende med et meget markeret lift, der i et stykke tid bringer lytteren i tvivl om, hvor backbeatet i takten befinder sig. Også slutningen rummer en rytmisk finesse i form af opbremsende 4.-delstrioler i næstsidste takt.

Instrumentation
Instrumentationen er den traditionelle besætning for The Beatles i begyndelsen af deres karriere. Ringo Starr spiller trommer, Paul McCartney spiller basguitar, John Lennon spiller rytmeguitar (han skifter mellem pumpende power-akkorder i vers og akkordbrydninger i kontraststykke) og George Harrison spiller fills undervejs).
Stortrommen er rytmisk synkron med basguitaren, hvilket giver en meget effektiv grundrytme. Guitarerne pumper akkorderne. Håndklappene sørger for en lille iørefaldende modrytme, samtidigt med at de understreger lilletrommens solide backbeat.

Sound
Nummeret er - som de fleste af The Beatles' tidlige indspilninger - stort set indspillet live i studiet med efterfølgende overdubbing af håndklap. Nummerets sound befinder sig derfor klart i live-lyd området. Eneste effekt synes at være en lille smule rumklang på sang og håndklap. Sangstemmerne er mixet højest på indspilningen og volumen sænkes generelt i kontraststykket.

Hook og gimmick
I mange popsange er der ikke bare tale om et enkelt hook, men om indtil flere hooks. Det er lidt en smagssag, hvad man vil udnævne til hook i I Want to Hold Your Hand, men sangstemmernes ekstatiske, næsten gimmick-agtige, spring op på "I want to hold your hand…" i takt 7-8 er et godt bud (se node). Hooket’s melodiske opbygning består af en række tonegentagelser efterfulgt af et oktavspring op. Derudover har introens liftede akkorder, som senere i sangen bliver til "I can't hide, I can't hide, I can't hide" også hookkvalitet.

Vokalarrangement
Sangens vers indledes med at Lennon og McCartney synger unisont, men på "I want to hold your hand" skifter de til medstemme og resten af verset er en blanding af unisont og medstemme. Kontraststykket synges første gang unisont, men da det gentages lægger McCartney en nydelig over-medstemme på.

Tid og rum
Der er mange argumenter for, at I Want to Hold Your Hand befinder sig i tid og ikke rum. Sangen udvikler sig konstant, der fortælles en historie, det vokale arrangement skifter konstant, lytteren tvinges til at studse over effektakkorder med jævne mellemrum, instrumentationen tyndes ud i kontraststykket og den pumpende rytmegruppe tvinger sangen videre fra formled til formled - lytteren får så at sige aldrig fred.

Udtryksfelt
Udtryksfeltet i I Want to Hold Your Hand er klart: En dreng møder en pige og vil så gerne holde hendes hånd. Sangtekstens budskab understreges perfekt af det musikalske indhold: Den pågående, insisterende rytmegruppe, de stakåndede korte melodiske fraser, det ekstatiske, og de ivrigt liftede skrig når sangeren kommer frem til at omtale det, han gerne vil have fat i, nemlig hendes hånd.

Perspektivering
I Want to Hold Your Hand fik den føromtalte ønskede effekt, idet Capitol opgav modstanden mod at udsende Beatles-plader i USA. Singlepladen blev The Beatles' store, pludselige og helt uventede gennembrud på det amerikanske marked og var en væsentlig faktor i den nærmest hysteriske mediekampagne der byggede op til The Beatles' første besøg i USA, hvor de fik en kaotisk modtagelse i New Yorks Kennedy-lufthavn, den 7. februar, 1964:

Filmklip The Beatles Arrive in USA (JFK Airport, 7. februar 1964)

Da The Beatles et par dage efter optrådte i det populære Ed Sullivan-show (hvor de naturligvis bl.a. spillede I Want to Hold Your Hand), kiggede 73 millioner amerikanere med på tv-skærmen. Senere superstjerner som Bob Dylan og Bruce Springsteen har berettet om det kulturelle chok de fik af at se og høre The Beatles ved denne lejlighed. De og tusinder af andre unge amerikanere bestemte sig på stedet til at få langt hår og blive rockmusikere og popstjerner.

Filmklip The Beatles: I Want To Hold Your Hand (Ed Sullivan Show, 9. februar 1964)

Over hele USA sad tusinder af musikere og nærlyttede til I Want to Hold Your Hand for at forsøge at regne ud, hvad The Beatles' hemmelighed var: Hvorfor lød den her musik monstro så forfriskende ny og anderledes?

2. Lucy in the Sky with Diamonds (1967)
John Lennons søn, Julian, kom en dag i foråret 1967 hjem med en tegning, som han havde lavet i børnehaven. Da fader John spurgte, hvad det forestillede, svarede Julian "Lucy in the sky with diamonds". The Beatles var midt i indspilningerne til deres kommende album "Sgt Pepper's Lonely Hearts Club Band" og Lennon blev inspireret til at skrive en sang med udgangspunkt i sønnens tegning. Lennon var i denne periode storforbruger af det hallucinationsfremkaldende, "psykedeliske" stof LSD ("syre") og hans oprindelige idé med sangen var at give tekstlig og musikalsk udtryk for, hvordan det er at være på et såkaldt LSD-trip.

Spotify Node The Beatles: Lucy in the Sky with Diamonds (Sgt. Pepper, 1967)

Form
Sangen begynder med et lille instrumentalt forspil med cembalo-lyd, og denne akkordbrydning fortsætter under første del af verset som et ostinat.

Man kan diskutere, om Lucy in the Sky with Diamonds er opbygget af et todelt vers og et omkvæd eller af et vers en bro og et omkvæd. Afsnittet fra 0:06 ("Picture yourself…") til 0:33 ("...kaleidoscope eyes") er i hvert fald et vers med skiftende tekst fra gang til gang. Argumentet for at afsnittet fra 0:33 ("Cellophane flowers…") til 0:52 ("…and she's gone") er en del af verset, hviler på at også denne tekst ændres fra gang til gang. Argumentet for at kalde afsnittet en bro er, at instrumentation, groove og sound skifter markant fra første del af verset. 0:52 - 1:10 er under alle omstændigheder et omkvæd, indledt af et simpelt break (trommefill på alle fire 4.-dele) og med sangens titel som tekst.

Sangens overordnede form er derfor en popform bestående af vers, bro og omkvæd, hvor broen er udeladt tredje gang, og hvor omkvædet (som det er kutyme) gentages flere gange under sangens outro med fade out.

Instrumentation
Cembaloet der spiller forspillet suppleres ved versets start af basguitar på første slag i hver takt. Ved 0:18 dukker en tamboura op med en dyb, lettere snerrende lyd. Ved broen (0:33) ændres lydbilledet, idet cembaloet forsvinder, mens der tilføjes en mørk akustisk guitar, som er blevet udsat for en meget kraftig flanger. Basguitaren begynder at spille 4.-dele, nu støttet af et bækken og diskret lilletromme. Omkvædet har en standard 4/4-rytme i trommerne og 8.-dele i basguitaren, hvis figur dobles af en elektrisk guitar, der er sendt igennem en leslie-højttaler. Et orgel spiller akkorder på 2- og 4-slaget i takterne.

Sound
John Lennon har fået doblet sin sangstemme i verset, så det lyder som om, at der er flere, der synger med. Vokalen er endvidere indspillet, mens båndet kørte for langsomt, så Lennons sangstemme ved normal afspilning lyder meget lys og ungdommelig. Ved 0:33 ("Cellophane flowers…") tilsættes sangstemmen ekko og flanger, og samme effekter er lagt på korstemmerne i omkvædet. I outroens fade out er faseren så kraftig, at der nærmest opstår chorus-agtige vibrationer i koret (3:13).

Den mørkt klingende akustiske akkordguitar i broen er mixet volumenmæssigt meget lavt, men den er tydeligvis blevet udsat for kraftig flanger. I omkvædet er den elektriske guitar sendt gennem en leslie-højttaler, som giver guitar-ostinatet en svirvlende, porøs lyd.

Hook, break og gimmick
Sangens hook ligger i begyndelsen af omkvædet, hvor sangens titel synges tre gange i træk på markante tonegentagelser, efterfulgt af en melodisk trinvis bevægelse ned. Der er et tydeligt markeret break som optakt til omkvædet. Her skifter sangen taktart til 4/4 med et simpelt trommefill.

Der er forskellige gimmicks i sangen: En usædvanlig taktart for pop/rock, et orgel og cembalo-forspil, unaturligt klingende instrumenter og sangstemmer samt skiftende taktarter.

Vokalarrangement
Lennon synger verset solo, og McCartney synger med i omkvædet fra takt 37 - første gang unisont, derefter med en overstemme.

Tid og rum
Lucy in the Sky with Diamonds er et rigtig godt eksempel på, at tendenser i én og samme sang kan trække i hver sin retning af tid/rum-spektret. Forspillets cembalo ostinat der fortsætter ind i verset, tamboura'ens monotone dybe lyd og den drømmeagtige, ekkofyldte sound i broen trækker i retning af rum, mens break, markant trommefill og rockrytmen i omkvædet trækker i retning af tid - her sker der endelig noget.

Udtryksfelt
Teksten til Lucy in the Sky with Diamonds er inspireret af den engelske børnebogsforfatter Lewis Caroll hvis absurde historier Lennon elskede som barn. Ligesom "Alice i Eventyrland" er Lucy in the Sky with Diamonds fyldt med surrealistiske, fantasifulde syn og billeder; mandarintræer, marmelade himmel, en pige med kalejdoskop øjne, gyngehestemennesker, avis taxaer, modellervoks portører med spejlslips. Lennon forsøger med sin tekst at gengive, hvordan det er at være på LSD, hvilket også sangens titel mere end antyder: Lucy in the Sky with Diamonds. Det lykkedes så godt, at BBC forbød afspilning af sangen i radioen.

De musikalske virkemidler understreger på smukkeste vis sangtekstens fornemmelse af at være på et hallucinerende trip. Sangens form og vers-rytmik er ustabil og svævende; den ensformige melodi og tamboura’en giver en monoton og statisk, næsten hypnotiserende feeling; produktionen er fyldt med fordrejende (hallucinerende) effekter - flanger, ekko, Leslie højttaler og varieret båndhastighed - så hverken sangstemmer eller instrumenter lyder, som de normalt gør i den virkelige verden.

I 1968 blev Lucy in the sky anvendt i en scene i Beatles-tegnefilmen "Yellow Submarine", og tegnerne har her tydeligvis ligeledes forsøgt at skildre et LSD-trip, nu med visuelle midler:

Filmklip The Beatles: Lucy in the Sky with Diamonds (Yellow Submarine Movie, 1968)

3. Analysevejledning
Analysevejledningen giver med korte stikord et overblik over de musikalske parametre, det kan være relevant at inddrage ved analysen af en Beatles-sang. Du kan læse mere dybdegående om de enkelte musikalske parametre og analysemetoder i sektionen Analyse.

Karakteristik
  • Kunstner, titel, album, udgivelsesdato og eventuelt andre faktuelle oplysninger der er relevante i forhold til analysen.

Form
  • Musikstykkets struktur og metrik, herunder inddelingen i formled og formledenes indplacering i en overordnet formtype.

Instrumentation
  • De forskellige musikinstrumenter og deres funktion undervejs.

Sound
  • Klangen af de enkelte musikinstrumenter og sangere og klangen af musikstykket som helhed.

Hook, break og gimmick
  • Iørefaldende fraser (hooks). Ophold i rytmegruppen, ofte med en eller flere rytmiske markeringer undervejs (breaks). Kuriøse og opmærksomhedsfangende elementer (gimmicks).

Vokalarrangement
  • De vokale stemmers struktur, opbygning, sangstil og særpræg.

Tid og rum
  • Musikstykkets udvikling i tid og rum.

Udtryksfelt
  • Forholdet mellem musik og tekst, herunder brugen af musikalske virkemidler der understreger sangens tekst og stemning.

Perspektivering
  • En begrundet indplacering af sangen i The Beatles' karriereforløb, baseret på analyseresultaterne.