The Beatles var et engelsk rockband fra Liverpool, som var aktivt i perioden 1960-1970. Gruppen bestod af John Lennon (rytmeguitar og vokal), Paul McCartney (basguitar og vokal), George Harrison (leadguitar og vokal) og Ringo Starr (trommer og vokal), og den blev en af de mest populære og indflydelsesrige musikgrupper nogensinde.


1. Begyndelsen (1955-1962)
De fire medlemmer af The Beatles er alle født i Liverpool - en stor havneby i det nordvestlige England. Liverpool spillede i tiden frem til 2. verdenskrig en betydelig rolle som Englands vigtigste havneby mod Atlanterhavet og dermed forbindelsesled til USA. Af samme grund var Liverpool et af de vigtigste mål for tyskernes luftbombardementer under 2. verdenskrig, og store områder blev lagt i ruiner.
De fire medlemmer af The Beatles er alle født mens krigen stod på: John Lennon d. 9. oktober 1940, Paul McCartney d. 18. juni 1942, George Harrison d. 25. februar 1943 og Ringo Starr d. 7. juli 1940. Deres sociale baggrund spænder fra arbejderklasse til lavere middelklasse i den sydlige udkant af selve Liverpool.

I slutningen af 1955 var John Lennon inde at se filmen "Rock around the clock", som blev de engelske teenageres første glimt af den amerikanske rock'n'roll, og da han kort efter hørte et af Elvis Presleys første hits, Heartbreak Hotel, i radioen blev han fyr og flamme:

YouTube Spotify Bill Haley: Rock Around the Clock (Rock Around the Clock, 1955)

YouTube Spotify Elvis Presley: Heartbreak Hotel (Single, 1956)

Lennon plagede sig til en guitar og dannede straks en gruppe med sine skolekammerater, som han kaldte The Quarry Men, opkaldt efter deres skole, Quarry Bank Grammar School. Rock'n'roll viste sig sværere at spille, end Lennon lige havde troet, men til hans held udbrød der samme år skiffle-"feber" i England, med den engelske banjospiller Lonnie Donegan som den helt store stjerne. Skiffle er uhyre simpel, men rytmisk appellerende, folkemusik fra USA's sydstater; højst tre akkorder, spillet på forhåndenværende instrumenter som guitar, banjo, vaskebræt, kazoo og enstrenget bas:

YouTube Spotify Lonnie Donegan: Cumberland Gap (Single, 1957)

The Quarry Men spillede for næsten ingen penge og med konstant skiftende besætninger til skolefester, på pubs og til velgørenhedshavefester ved den lokale kirke - og det var til en af disse velgørenhedshavefester, at Lennon via en fælles bekendt blev introduceret til Paul McCartney i juli 1957.

McCartney gjorde indtryk på Lennon ved at kunne stemme en guitar, så han kom med i bandet, og det lykkedes McCartney at overtale Lennon til, at også sin skolekammerat, George Harrison, måtte være med. Han var godt nok kun 14 år, men han kunne improvisere en guitarsolo hvis det skulle blive nødvendigt - og hans mor gik med til at lade dem øve i familien Harrisons hjem.

The Silver Beatles, 1960.

The Silver Beatles, 1960. Fra venstre: John Lennon, George Harrison, Pete Best, Paul McCartney og Stuart Sutcliffe.

I de næste par år spillede Lennon, McCartney og Harrison med skiftende bassister og trommeslagere til skolefester, forsamlingshusballer og private fester på pubs i Liverpool og omegn. Navnet på gruppen skiftede konstant: Johnny and the Moondogs, The Silver Beetles, The Beatals og omsider i 1960 The Beatles. Som hundredvis af andre bands i England var de i begyndelsen et kopi-band, der spillede tidens hits, så godt som de nu kunne lytte tekst og akkorder af efter radioen eller pladen.

De mange musikgrupper fra Liverpool havde imidlertid yderligere en inspirationskilde, idet byens mange sømænd ofte hjembragte amerikanske plader fra rejsen over Atlanten - rhythm and blues og rock'n'roll med navne som Elvis Presley, Little Richard, Eddie Cochran, Jerry Lee Lewis, Chuck Berry og Buddy Holly. Disse hårdtslående, dansevenlige genrer passede rigtig godt til spillestederne i en rå havneby som Liverpool.

Chuck Berry og Buddy Holly udgjorde også en anden inspirationskilde for Lennon og McCartney, idet de skrev deres egne sange. Størstedelen af datidens populærmusik blev ellers skrevet af professionelle sangskrivere som leverede hits på samlebånd til tidens populæreste kunstnere - den såkaldte Tin Pan Alley Pop. Men Chuck Berry og Buddy Holly skrev deres egne sange med højst fire akkorder, så det tænkte Lennon og McCartney, at de vel også kunne finde ud af. Hjemmelavede sange ville yderligere give The Beatles et bredere repertoire og dermed en fordel fremfor Liverpools utallige andre kopibands.

En klubejer i Liverpool havde ved et tilfælde fået kontakt til Reeperbahn - det berygtede forlystelseskvarter i den nordtyske havneby Hamborg - som han forsynede med grupper til de skumle spille- og dansesteder. I august 1960 sprang én af hans grupper fra, så af nød gav han The Beatles jobbet. De skulle spille 4½ time hver aften, alle ugens syv dage, fjorten uger i træk på en meget lille bar kaldet The Indra Club for en meget beskeden hyre. Indkvartering og sceneforhold var under al kritik, men den erfaring og spillerutine som The Beatles opnåede ved dette og andre Reeperbahn-engagementer i de følgende år var uvurderlig. De blev tvunget til at udvide deres repertoire, og det rå, støjende miljø tvang dem til at levere en hårdtslående, rytmisk appellerende dansemusik samt en livlig og medrivende sceneoptræden.

En musikerkollega fra Liverpool optog dem tilfældigvis på sin spolebåndoptager nytårsaften 1962-63 i Star Club på Grosse Freiheit i Hamborg:

YouTube The Beatles: Sweet Little Sixteen (Live At The Star Club, 1963)

Denne musik fungerede glimrende i Hamborgs og Liverpools forlystelseskvarterer, men var popmusikhistorisk set egentlig gået af mode på dette tidspunkt. Elvis Presley havde været en tur i hæren, og da han kom tilbage, begyndte han at indspille økonomisk indbringende, men temmeligt platte Hollywood-film. Han droppede rock'n'roll, men udvidede til gengæld sin målgruppe betragteligt ved nu at indsynge harmløse Tin Pan Alley popsange, som også kunne tiltrække det voksne publikum:

YouTube Spotify Elvis Presley: Wooden Heart (Single, 1960)

Chuck Berry var røget i fængsel, Little Richard fik et syn og blev præst, Buddy Holly blev dræbt ved et flystyrt og Eddie Cochran døde i en bilulykke under en turné i England. Hitlisterne var i begyndelsen af 60'erne blevet overtaget af tårepersere, sødsuppeballader og udvandede, klichéagtige imitationer af rock - sunget af nydelige teenage-idoler som Fabian, Frankie Avalon, Paul Anka, Pat Boone, Bobby Vee, Bobby Vinton og Bobby Darin:

YouTube Spotify Bobby Darin: Dream Lover (Single, 1959)

The Beatles var et hårdtarbejdende lille band, der i 1961-62 spillede op til bal 3-4 timer, 5-6 gange om ugen i små klubber og forsamlingshuse i Liverpool og omegn - afbrudt af månedlange, udmattende engagementer i Hamborg. Deres repertoire var stadig "gammeldags" rhythm and blues og rock'n'roll - tilsat et par Lennon og McCartney sange samt et enkelt aktuelt hit eller to.

2. Pladekontrakten (1962)
I foråret 1962 fik The Beatles en manager, Brian Epstein, som fik dem til at tage smarte, éns jakkesæt på og til at opføre sig pænere, når de var på scenen - og de fik en fast trommeslager, Ringo Starr.

Brian Epstein skaffede dem bedre honorarer og kortere spilletider, og i sommeren 1962 skaffede han dem en pladekontrakt med Parlophone, en underafdeling af det store, engelske pladeselskab EMI. Deres producer blev George Martin, der var klassisk musikuddannet ved London Guildhall School of Music, men som indtil da ikke havde produceret popmusik.
The Beatles første singleplade, Love Me Do, udkom i oktober 1962 - uden at gøre større indtryk på det pladekøbende publikum. Men deres næste singleplade, Please Please Me, blev deres første nummer 1 på de engelske hitlister i januar 1963. Epstein arbejdede hårdt på at få The Beatles med i radio- og tv-programmer, og han fik dem også med på en række landsdækkende turnéer, hvor 5-6 grupper og solister sammen rejste rundt fra by til by i England og gav koncerter.

The Beatles' koncertkalender for juni 1963.

The Beatles' koncertkalender for juni 1963.

Når en af datidens popnavne havde haft et hit gjaldt det om at udnytte momentum, så man indspillede i al hast et album (en LP) for at udnytte det pladekøbende publikums opmærksomhed. Således indspillede The Beatles deres første album - opkaldt efter hittet Please Please Me - på én dag (d. 11. februar 1963) i EMI's studier i Abbey Road, St. John's Wood i det nordlige London. Albummet er stort set indspillet live, og repertoiret er meget lig det sæt, The Beatles på dette tidspunkt fremførte på scenen; kopier af amerikansk musik, men - som noget helt specielt for The Beatles, og noget helt nyt for musikbranchen - også otte af Lennon og McCartneys egne, hjemmelavede sange. The Beatles var i denne henseende pionerer. De blev et forbillede for alle popgrupper, der fulgte efter dem, og i dag er det en selvfølge, at enhver seriøs rockgruppe skriver sine egne sange selv.

Albummet røg til tops på hitlisten og næste single, From Me to You, blev også nummer 1. De hektiske, landsdækkende turnéer fortsatte henover sommeren og da The Beatles i august scorede endnu et nr. 1-hit med She Loves You - komponeret på et hotelværelse i Newcastle, mens de ventede på aftenens koncert - blev det starten på et hidtil uset Beatles-hystreri i England, den såkaldte "Beatlemania". De engelske aviser var i efteråret 1963 fulde af reportager fra de tumultagtige scener når gruppen ankom til koncertstedet, fra selve koncerten hvor den kvindelige del af publikum skreg og besvimede, samt fra de kaotiske tilstande når The Beatles - ofte i forklædning - skulle smugles ud fra koncertstedet igen:

Filmklip The Beatles: She Loves You (Live at Bournemouth Gaumont Cinema, 1964)

I Danmark var reaktionen på The Beatles noget forsinket. Én af de første gange The Beatles kunne høres i dansk radio, var da She Loves You sneg sig ind som nr. 20 på Jørgen de Mylius' ugentlige "Top Tyve" i november 1963.

Skrigende Beatles-fans i Belfast ABC Cinema, 1963.

Skrigende Beatles-fans i Belfast ABC Cinema, 1963.


3. Lyden af The Beatles
Lyden af The Beatles i 1963 stod for datidens teenagere som noget helt nyt og friskt, de aldrig i deres liv havde hørt før. Hvis man ser på hvilke kunstnere, der ellers var repræsenteret på den danske "Top Tyve"-liste i november 1963, får man allerede et fingerpeg: Bjørn Tidmand med Brænd mine breve, Johnny Reimar med Down in Napoli, Gitte Hænning med Vom Stadtpark, Siv Malmkvist med Du får den kolde skulder af mig og Gustav Winkler med Den lille gyldne ring. At lytte til sange som disse og så pludseligt derpå høre The Beatles fremføre She Loves You var noget af et kulturchok:

YouTube Spotify Bjørn Tidmand: Brænd mine breve (Single, 1963)

YouTube Spotify The Beatles: She Loves You (Single, 1963)

Hvad var det, der gjorde The Beatles' musik så speciel, at den kunne slå datidens teenagere helt omkuld, første gang de hørte den? Lad os indledningsvist foretage en auditiv sammenligning mellem The Beatles' rytmegruppeShe Loves You, og Cliff Richards backinggruppe på Summer Holiday som i marts 1963 var Cliffs sidste hit, inden Beatlemania brød ud:

YouTube Spotify Cliff Richard: Summer Holiday (Single, 1963)

Summer Holiday She Loves You
Trommer Lukket hihat
Kantslag på lilletromme
Ingen stortromme
Sydende bækkener
Alm. slag på lilletromme
Stortromme og tammer
Bas Ulden, uklar lyd
Blødt anslag
Diskret rytmisk profil
Markant i lydbilledet
Tydeligt anslag
Pågående rytme

Denne umiddelbare rytmiske forskel skyldes formentlig The Beatles' 4-5 læreår som hårdtarbejdende danseband i støjende lokaler i Hamborg og Liverpool. The Beatles var på dette tidspunkt et erfarent live-band i super spilleform. Og det var midt i endnu en landsdækkende turné, at de på en af deres sjældne frieftermiddage indspillede She Loves You i Abbey Roads legendariske Studie 2.

Der er også forskel på de to sanges vokalarrangement: Cliff Richard synger solo på Summer Holiday, men She Loves You synges dels unisont af McCartney og Lennon, dels tostemmigt homofont af de samme to, dels trestemmigt homofont idet George Harrison på udvalgte steder gør vokalklangen trestemmig:

Node The Beatles: She Loves You (1963)

Hvorfor Lennon og McCartney synger unisont på en del af deres tidligste sange, kan man kun gisne om. Måske var det en rest fra Hamborgtiden, hvor det kunne spare på sangstemmerne i de udmarvende, timelange optrædener at synge melodien sammen. Eller måske var der tale om en slags venskabelig jalousi; hvis man har været sammen om at skrive et fedt hit, er det bittert, hvis den ene kommer til at synge det meste. I hvert fald var denne unisone sang helt speciel for de tidlige Beatles-sange og en nyskabelse indenfor musikkens verden. Det lød anderledes og friskt, og det var stærkt appellerende; sangen var allerede en fællessang, så hvorfor ikke skråle med?

Inspirationen til at synge tostemmigt havde Lennon og McCartney efter eget udsagn fra den amerikanske duo The Everly Brothers, der i 1957 hittede med Wake Up Little Susie og Bye Bye Love. Lennon og McCartney brød dog med alle normer ved undertiden at gøre brug af kvinter (takt 19) - såkaldte tomme samklange (tertsløse samklange). Disse kvinter lød markant anderledes end de tertser, man siden renæssancen ellers havde foretrukket.

McCartney har fortalt, at de med vilje nu og da sigtede efter den tertsløse klang af en kvint, fordi de syntes den lød sejere, mere rå. Denne vekslen mellem traditionelle, bløde tertsklange og ukonventionelle, "hårde" tomme klange bliver et af de vigtigste karakteristika for The Beatles' sange - især i starten af karrieren.

En harmonisk analyse af She Loves You afslører igen træk, der dels er helt specielle for The Beatles, og dels er med til at give lytteren en fornemmelse af at lytte til noget helt nyt. Der er grundlæggende tre måder at harmonisere en melodi på; ved brug af funktionsharmonik, modalharmonik eller bluesharmonik.

I She Loves You findes passager, der er funktionsharmoniske; den tonale kadence i takt 30-32 og en halvslutning i takt 37-38. Begyndelsen af verset, takt 9-10, ligner første del af én af de tykkeste funktionsharmoniske klichéer, nemlig den såkaldte vamp (akkorderne G - Em - Am - D). Men Lennon og McCartney vælger Hm i stedet for Am og "ødelægger" dermed kadenceklichéen. Tilsvarende fører akkorderne i omkvædet ikke rigtig nogen steder hen - i funktionsharmonik ville akkorden A, der er vekseldominant, have ført til akkorden D, der er dominant, men den videreføres her i stedet til akkorden C - et klart tegn på modalharmonik.

For den ubevidste, intetanende lytter lyder det som en besynderlig blanding af akkordsammensætninger, man har hørt før (kadenceklichéer), nu og da imidlertid sat "forkert" sammen, og hist og her med modale akkordfølger. Og det er lige præcis hemmeligheden ved Lennon og McCartneys harmoniseringer. De blander altid mindst to af de tre grundlæggende harmoniseringsmetoder i én og samme sang. Igen formentlig fordi de ikke "ved bedre" - de vælger akkorder på øret, og ikke ud fra nogle musikteorier de har læst sig til.

4. Stil og image
En anden vigtig brik i The Beatles' store gennembrud i 1963 var deres image. Grunden til, at tusinder af teenagere faldt ned af sofaen af grin over fotos af The Beatles, var formentlig, at de selv hidtil havde gjort alt hvad de kunne for at ligne datidens pæne popidoler:

Bobby Vinton, 1964.

Bobby Vinton, 1964.

I forhold til popidolerne så The Beatles ekstremt langhårede ud - også efter den danske presses mening; fra forsiden af Året fortalt i billeder ("Bemærk håret") og Vi Unge ("Vanvidsmusikanterne"):

Året fortalt i billeder, november 1963.

Året fortalt i billeder, november 1963.

Vi Unge, februar 1964.

Vi Unge, februar 1964.

The Beatles' image i gennembrudsåret 1963 var fire glade, søde, sjove, skøre, nuttede firlinger, som gjorde alt for at se éns ud med band-uniformer og samme frisure. Dette positive, glade gruppeimage kom også til udtryk, når The Beatles var i tv. Sammenlign eksempelvis følgende to forskellige klip fra et engelsk pop-tv-program i henholdvis 1964 og 1963 - først Billy J. Kramer and The Dakotas med Little Children - pæne unge mænd, som tydeligvis er noget beklemte ved at være i tv:

Filmklip Billy J. Kramer & The Dakotas: Little Children (ukendt oprindelse, 1964)

Og nogle måneder tidligere The Beatles der mimer til It Won't Be Long - en meget friere, selvtillidsfuld optræden, og en gruppe som tydeligvis har mange års erfaring med at optræde live og som har det fint med at være på. Især John Lennon tager gas på den kunstige playback-situation, blandt andet da han ikke lige kan huske teksten til sangens andet vers:

Filmklip The Beatles: It Won't Be Long (Ready Steady Go!, ITV, 1963)

Forældregenerationen lærte aldrig at kende forskel på de fire Beatles, men hvis man blev Beatles-fan, blev man også fan af én bestemt beatle - det viste sig nemlig, at de var fire ret forskellige, klart definerede individer inde bagved det glade gruppe-image. Det er uklart, hvor bevidst denne opsplitning i seperate, individuelle images, der kunne tiltrække forskellige målgrupper, var i The Beatles' tilfælde, men den blev i hvert fald et forbillede for alle popgrupper, der kom efter dem.

The Beatles, 1964. Fra venstre: John Lennon, Paul McCartney, George Harrison og Ringo Starr.

The Beatles, 1964. Fra venstre: John Lennon, Paul McCartney, George Harrison og Ringo Starr.

Mange drenge blev fans af Lennon, der var gruppens leder. Han var den, der så ældst ud, og hans image var den lidt skrappe, vittige, seje børste, der turde være flabet overfor alt og alle. På scenen stod han med spredte ben og skulede en anelse aggressivt ud over publikum (mest fordi han var meget nærsynet og ikke ville ses offentligt med briller), mens han sang og spillede på sin guitar.

McCartney var den smukke, nuttede, charmerende type, som de fleste piger faldt for. Hans fotos hang på alle pigeværelser. På scenen havde han travlt med at smile rundt til nærmest hver enkelt pige i salen, mens han sang og spillede basguitar.

Hvis man syntes Lennon var for barsk, og McCartney var for nuttet, kunne man blive fan af Harrison, hvis image var den lidt generte, tænksomme, naboens dreng. På scenen førte han sig ikke frem som de to andre, men havde ofte travlt med at tjekke sin guitar og forstærker ud - lidt tilbagetrukket.

Starr talte til mange pigers moderfølelser. Han var ikke så høj eller pæn som de tre andre, og han sang heller ikke så godt som dem. Men på scenen var han konstant aktiv med store bevægelser og flyvende hår bag trommesættet. Et lidt kejtet, drenget image - måske ikke så klog, men glad.

På nedenstående klip fra The Beatles' første koncert i USA kan man tydeligt se de fires individuelle images, som de kom til udtryk på scenen:

Filmklip The Beatles: Please Please Me (Live at The Washington Coliseum, februar 1964)

5. Gennembruddet (1963-1965)
The Beatles' gennembrud i England i efteråret 1963 er helt enestående i musikhistorien. Elvis Presley havde været udsat for hysterisk skrigende kvindelige fans ved sine koncerter i 1950'erne, og Frank Sinatra måtte også have politibeskyttelse i 1940'erne, men i efteråret 1963 var hele England nærmest besat af The Beatles - "Beatlemania" var brudt ud. Udover The Beatles' musikalske og imagemæssige gennemslagskraft var også en række samfundsmæssige og historiske forhold medvirkende årsager dette.

England havde i sommeren været igennem den såkaldte "Profumo-skandale", hvor en konservativ minister havde delt prostitueret med en russisk flådeattaché. Set i lyset af tidens "kolde krig" og strenge moral var det en skrækkeligt deprimerende og pinlig affære for den britiske nation. Efter måneder hvor denne skandale havde fyldt avisernes forsider tog såvel aviser som befolkningen med kyshånd imod historien om de glade, skøre, sjove, fotogene Beatles, deres iørefaldende popsange og deres ustyrlige fans. The Beatles' timing var bare historisk set helt perfekt, om end naturligvis rent tilfældig.
Manager Brian Epstein arbejdede hårdt på at udnytte dette momentum - Beatles gav koncerter, tv- og radiooptrædener, interviews og pressekonferencer i nærmest døgndrift - og gruppens positivt optimistiske, lattermilde udstråling samt tørre, slagfærdige Liverpool-humor var et hit hos pressen:

Filmklip The Beatles Interview (Pathe News, London Airport, 22. februar 1964)

At markedsføringen af The Beatles lykkedes over al forventning skyldtes også et andet samfundsøkonomisk, historisk "tilfældigt" sammenfald. I begyndelsen af 1960'erne oplevede den vestlige verden en konjunkturmæssig opgangsperiode med en hidtil uset hurtig forbedring af levestandarden - familierne fik bil og tv, og teenagere blev en selvstændigt defineret befolkningsgruppe af købestærke forbrugere, der kunne bruge deres økonomiske midler på Beatles-plader, -koncerter, - plakater, -hæfter, -bøger, -tyggegummikort, -amuletter osv.

Historien gentog sig da The Beatles fik deres store gennembrud i USA i foråret 1964. Præsident Kennedy var blevet myrdet i Dallas den 22. november 1963 og igen passer de skøre, sjove, larmende Beatles perfekt ind som underholdende adspredelse ovenpå en deprimerende, traumatisk historisk begivenhed. Og igen charmerer de journalisterne med deres utraditionelle udseende og gode humør ved ankomsten til New York:

Filmklip The Beatles Press Conference (JFK Airport, 7. februar 1964)

The Beatles ankommer til JFK Airport i New York, 1964.

The Beatles ankommer til JFK Airport i New York, 1964.

Gennembruddet i USA er startskuddet til tre meget travle år for The Beatles - ingen kunne jo på det tidspunkt vide, hvornår boblen bristede, og Beatles gik af mode igen, så det gjaldt om at smede mens jernet var varmt. The Beatles indspillede 2-3 singler og 2 albums om året, turnerede i England, USA, Australien, Asien og Europa (KB-hallen i København d. 4. juni 1964), deltog på månedlig basis i tv- og radioprogrammer, og indspillede to film: "A Hard Day's Night" i 1964 og "Help!" i 1965.

Filmplakat. A Hard Day's Night, 1964.

Filmplakat. A Hard Day's Night, 1964.

Især filmen "A Hard Day's Night" blev en stor succes og i den forekommer en ikonisk scene, som kom til at spille en stor rolle for samtidens teenagere, idet den antydede et oprør mod autoriteter (såsom forældre, skolelærere og diverse andre alvorlige voksne). I scenen stikker Beatles af fra deres skrappe manager og fjoller udisciplineret, ja nærmest barnligt, rundt på en græsplæne - på en måde som datidens måbende teenagere i hvert fald aldrig havde set "voksne" unge mænd opføre sig på:

Filmklip The Beatles: Can’t Buy Me Love (A Hard Day’s Night Movie, 1964)

I al sin beskedenhed antændte denne scene - naturligvis sammen med mange andre samfundsmæssige og kulturelle faktorer - den gnist der brød ud i løs lue med ungdomsoprøret, hippiebevægelsen og studenteroprøret i den vestlige verden i 1967 og 1968.

Også med hensyn til koncertturnéerne var The Beatles pionerer. Nutidens koncept med en konvoj af trailere der bringer specialkonstruerede scener, enorme lyd- og lysanlæg, gigantiske videoskærme og en mindre hær af roadies fra sted til sted lå stadig langt ude i fremtiden. The Beatles havde to roadies: Neil Aspinall og Mal Evans - gamle Liverpoolvenner - som kørte dem rundt i en ramponeret varevogn og stillede deres tre 50 watts forstærkere og trommesæt op på scenen. Sanganlægget var det udstyr, der nu engang befandt sig i forvejen på stedet og lydmænd med mixerpulte var et endnu ukendt fænomen. Det betød nu heller ikke så meget, for de skrigende piger overdøvede alligevel gruppens musikalske udfoldelser.
Højdepunktet af The Beatles' koncertkarriere var da de i august 1965 gav koncert på New Yorks Shea Stadium for 55.600 skrigende teenagere, som formentlig hverken har kunnet høre eller se ret meget af deres idoler:

Filmklip The Beatles: Twist and Shout (Live at Shea Stadium, august 1965)

6. Studieårene (1966-1969)
The Beatles blev hurtigt trætte af disse koncerter - pengene var selvfølgelig ok, men de var trætte af at spille de samme 12 gamle hits i lyntempo, for derefter at flygte for livet, mens politifolk kæmpede med de afsindige fans. Ingen kunne alligevel høre hvad de spillede og sang, og de følte selv, at de blev dårligere og dårligere musikere. Efter en specielt kaotisk, livstruende turné i sensommeren 1966 var det slut. The Beatles meddelte deres manager, at han ikke skulle booke flere koncerter. De ville fra nu af koncentrere sig om at skabe musik i fred og sikkerhed i EMI's studier i Abbey Road i det nordlige London.

The Beatles med producer George Martin, 1966.

The Beatles i studiet med producer George Martin, 1966.

De to guitarer, basguitar og trommer, som var The Beatles' grundopstilling, var på tidligere albums nu og da suppleret af klaver og orgel - endda tværfløjte og strygekvartet på albummet "Help!". I perioden efter at The Beatles indstillede deres koncertaktivitet, optrådte de endnu engang som pionerer indenfor popmusikkens historie, idet de i stigende grad inddrog professionelle studiemusikere ved indspilningerne i Abbey Road. Fra nu af behøvede de jo ikke at bekymre sig om, om de overhovedet efterfølgende ville kunne spille musikken live.

The Beatles nød godt af, at deres producer, George Martin, var klassisk uddannet og derfor i stand til at omforme Lennon og McCartneys nynnede musikalske idéer til noder, som de tilkaldte studiemusikere kunne spille efter. På albummet "Revolver" fra august 1966 var der strygereEleanor Rigby, messingblæsere og træblæsereYellow Submarine, For No One og Got to Get You into My Life, samt et større udvalg af eksotiske indiske instrumenter på Love You To. Med nutidens teknologiske fremskridt og synthesizere kan disse numre sagtens spilles live i dag, men for The Beatles i midten af 1960'erne ville det have været en umulighed.

I midten af 1960'erne investerede EMI i 4-spors båndoptagere (som erstatning for deres 2-spors båndoptagere). Det betød, at indspilningerne nu kunne foregå efter "lagkagemetoden", hvor hvert musikinstrument (eller nogle få musikinstrumenter) indspilles på hver sit spor. Sangene blev stille og roligt opbygget over længere tid, med masser af tidrøvende eksperimenter indimellem for at finde det helt rigtige tempo, den helt rigtige akkord og den helt rigtige instrumentation. Indspilningen af Norwegian Wood foregik eksempelvis over to femtimers aftensessions med en uges mellemrum. Til sammenligning blev hele The Beatles' første album indspillet i løbet af blot én hektisk dag.

The Beatles' musikalske nysgerrighed og fantasi skabte snart behov for mere end fire spor at optage på, så Abbey Road-teknikerne udviklede en reduction mix teknik, hvor de fire indspillede spor omhyggeligt blev volumenmæssigt afbalanceret og derefter overført sammen som spor 1 på et nyt bånd, på hvilket der så var 3 nye tomme spor at gøre godt med. Denne proces kan gentages, men i begrænset omfang, idet lydkvaliteten forringes for hvert reduction mix på grund af båndstøj.

Et godt eksempel på lagkagemetoden og reduction mix teknikken er indspilningen af Penny Lane, der strakte sig over tre uger fra december 1966 til januar 1967:

YouTube Spotify The Beatles: Penny Lane (Single, 1967)

  • Klaver (spor 1), klaver med rumklang (spor 2), klaver optaget i halvt tempo (spor 3) samt orgel og tamburin (spor 4) indspilles hver for sig, afbalanceres indbyrdes og føres samlet over som spor 1 på næste bånd:
  • Forrige bånd (spor 1), sang og congas (spor 2), klaver og leadguitar (spor 3) samt trommer, basguitar og rytmeguitar (spor 4) indspilles hver for sig, afbalanceres indbyrdes og føres samlet over som spor 1 på næste bånd:
  • Forrige bånd (spor 1), klaver og scat (spor 2), piccolofløjter og tværfløjter (spor 3) samt trompeter, flygelhorn og brandklokke (spor 4) indspilles hver for sig, afbalanceres indbyrdes og føres samlet over som spor 1 og 2 på sidste bånd:
  • Forrige bånd (spor 1), forrige bånd (spor 2), trompeter, obo, engelskhorn og kontrabas (spor 3) samt piccolotrompet (spor 4) indspilles hver for sig og afbalanceres derpå til den færdige sang.

Denne indspilningsteknik er naturligvis - set i lyset af nutidens digitale harddisc-recordere med 32 eller 64 spor - nærmest ubegribeligt omstændelig og teknisk krævende, men det var den eneste mulighed for The Beatles og deres studieteknikere på dette tidspunkt. Først i 1969 - da The Beatles indspillede deres sidste album, "Abbey Road" - havde EMI anskaffet en 8-spors båndoptager.

Penny Lane blev sammen med Strawberry Fields Forever udgivet som en dobbeltsidet singleplade i februar 1967. Eftersom The Beatles ikke længere var til rådighed som en turnerende gruppe der kunne promovere deres seneste pladeudgivelser - og i øvrigt var ude af stand til at spille sangene live - måtte der tænkes i nye baner. Igen var The Beatles banebrydende, idet de fandt på at indspille to små "reklamefilm" med sangene. Disse to små film blev så sendt til alverdens tv-stationer som substitut for de rigtige, levende, spillende Beatles - og musikvideo'en var opfundet:

Filmklip The Beatles: Penny Lane (Promotional film, 1967)

Som man kan se på Penny Lane-video'en, havde The Beatles skiftet image efter afslutningen af deres live-periode. Væk var de uniformerede, næsten identisk udseende, glade, sjove drenge fra Liverpool - her så man i stedet fire alvorlige, seriøse unge mænd med hver deres påklædning og frisure. Gruppens musik var på tilsvarende måde skiftet fra glad, hurtig, overfladisk dansepop til mere kompliceret, seriøs lyttemusik i mere moderat tempo og med dybere tekster - ofte fyldt med fantasifulde, syrede billeder samt nye, mystificerende lyde og klange.

De fascinerende lyde var en del af tidsånden: London var i disse år centrum for den vestlige verdens ungdom, byen blev kaldt "Swinging London", og den vrimlede med "groovy" unge mennesker i spraglet tøj. Forbudte stoffer var en del af miljøet - fra hash til LSD - og Beatles var med på vognen. De "bevidsthedsudvidende" rusmidler ansporede deres musikalske kreativitet i retning af at søge lyde og klange som aldrig var hørt før - formentlig i et forsøg på at skabe en lydmæssig gengivelse af den forvrængning af virkeligheden som var en del af disse rusmidlers effekt. Og Beatles havde så det held at arbejde med EMI's meget dygtige tekniske personale i Abbey Road-studierne - studieteknikere som Ken Townsend og Geoff Emerick brugte al deres tekniske snilde, indsigt og opfindsomhed på at opfylde The Beatles' ønsker om stadigt mere syrede og psykedeliske lyde. Her er blot nogle af de studietekniske nyskabelser, som The Beatles sammen med staben på Abbey Road udviklede i denne periode:

  • Baglæns afspilning af det indspillede bånd (eksempel: guitarsolo og outro i I'm Only Sleeping).
  • Sang og guitar sendt gennem en roterende leslie-højttaler, oprindeligt beregnet til orgler (eksempel: Lennons sangstemme i tredje vers af Tomorrow Never Knows).
  • Artificial Double Tracking (eksempel: vokalen i Eleanor Rigby).
  • Flanger (eksempel: guitarsolo i Fixing a Hole).
  • Varispeed (eksempel: kunstigt lys sangstemme og tung rytmegruppe i I'm Only Sleeping).

YouTube Spotify The Beatles: I’m Only Sleeping (Revolver, 1966)

De fleste af disse elektroniske effekter anvendes stadig i dag - nu naturligvis via et lille fikst digitalt apparat (flanger hedder endda stadig flanger, selv om det egentlig bare var et vrøvleord George Martin fandt på, da han ikke orkede at forklare den teknisk ubegavede Lennon, hvad de egentlig gjorde ved hans sangstemme for at få den til at lyde syret).

I juni 1967 udsendte The Beatles albummet "Sergeant Pepper’s Lonely Hearts Club Band" - måske den mest berømte og omtalte plade i hele den rytmiske musiks historie. Igen var Beatles' timing perfekt. Albummet blev startskuddet til "The Summer of Love" - hippiernes glansperiode med "Make love not war"-badges, spraglet tøj i stærke farver og blomster i håret. De fire beatler var egentlig blot en del af et utroligt frugtbart og eksperimenterende kulturelt miljø i disse år i London - byen vrimlede med store musiknavne som Rolling Stones, Who, Cream, Kinks og Jimi Hendrix - men fordi The Beatles var energisk arbejdsomme, hurtige til at formidle nye idéer og strømninger og - ikke mindst - havde hele verdens opmærksomhed, kom de ofte til at fremstå som de geniale, nyskabende pionerer indenfor musikkens verden.

Albumcover. Sergeant Pepper’s Lonely Hearts Club Band, 1967.

Albumcover. Sergeant Pepper’s Lonely Hearts Club Band, 1967.

Som en naturlig følge af The Beatles' position blev gruppen af BBC udvalgt til at repræsentere England ved verdens første satellit-transmitterede tv-udsendelse, "Our World". Den 25. juni 1967 kunne ca. 400 millioner seere over hele verden se The Beatles, George Martin, Geoff Emerick og samt en snes studiemusikere lægge sidste hånd på en helt ny sang, All You Need Is Love, omgivet af venner og bekendte i Abbey Road-studiet:

Filmklip The Beatles: All You Need is Love (Our World, BBC 1967)

Hele verden kunne forstå sangens simple ord og kærlighedsbudskab, der udtrykte en hel generations håb og drømme - og som kom til at stå som en af hippiebevægelsens vigtigste slagsange.

7. Opløsningen (1968-1970)
I august 1967 døde The Beatles' manager, Brian Epstein, formentlig efter skødesløs omgang med stoffer. Ved skæbnens ironi havde The Beatles netop vendt sig imod en ny faderskikkelse i form af den indiske guru, Maharishi Mahesh Yogi og hans transcendentale meditationskoncept.

I efteråret 1967 oplevede Beatles for første gang i karrieren en kunstnerisk fiasko, da deres hjemmelavede tv-film "Magical Mystery Tour" blev et flop - den var simpelthen for underlig og psykedelisk for det brede engelske publikum.

I januar 1968 stiftede de deres eget selskab "Apple" - oprindeligt for at undgå bare en del af den voldsomme beskatning, de var udsat for. Forretningsimperiet omfattede bl.a. modedesign, modebutikker, film og elektronik samt Apple Music, Studio, Records and Publishing. Apple blev aldrig nogen succes - ringe, amatøragtig ledelse, bortødsling af enorme summer og skænderier om selskabets strategi og ledelse blev derimod en vigtig medvirkende årsag til gruppens opløsning to år senere.

I februar 1968 rejste The Beatles til Rishikesh i Indien for at studere meditation i Maharishi's kursuscenter. Ringo kunne ikke tåle den krydrede indiske mad og vendte snart hjem til London, og de andre blev efterhånden desillusionerede med hensyn til den indiske guru og forlod også meditationslejren.

The Beatles med Maharishi Mahesh Yogi, 1967.

The Beatles med Maharishi Mahesh Yogi, 1967.

Men opholdet i fred og ro i de indiske bjerge havde været inspirerende. De havde skrevet sange nok til to albums, så de gik straks i gang med at indspille dobbelt-albummet "The Beatles" (i folkemunde "The White Album"), som blev en stor succes hos såvel musikanmeldere som publikum. Albummet er da også et overflødighedshorn af alle mulige stilarter indenfor pop/rock - fra stille, folkemusikagtige ballader som Julia og Blackbird til larmende, kompromisløs rock som Helter Skelter og Everybody's Got Something to Hide Except Me and My Monkey.

Indspilningerne i Abbey Road havde imidlertid afsløret de første sprækker i The Beatles' sammenhold: Lennon var mest interesseret i sine egne sange, McCartney i sine, mens Harrison kæmpede bravt for overhovedet at få plads til de sange, han havde med hjem fra Indien. Indspilningerne foregik derfor ofte samtidigt i flere forskellige studier i Abbey Road.

I juli 1968 viste John Lennon sig første gang offentligt med den japanske avantgardekunstner, Yoko Ono, som han året senere blev gift med. Til de andres store fortrydelse havde han efterfølgende mere lyst til at kaste sig ud i ofte bizarre kunstneriske projekter og happenings med hende, end han havde til at fortsætte med at lave musik med The Beatles.

Også McCartney blev gift i denne periode - med en amerikansk kvinde fra en rig familie, Linda Eastman - og i lange perioder var han herefter mere fokuseret på sit nye familieliv end på The Beatles. I et sidste forsøg på at redde gruppen overtalte han dog de andre til at lave en dokumentarfilm, der skulle følge tilblivelsen af et nyt Beatles-album, og som skulle munde ud i en live-koncert. Musikken skulle afspejle en tilbagevenden til rødderne ("Get Back") - The Beatles uden studietricks, bare guitarer, bas og trommer og indspillet i deres eget nye Apple-studie. Filmoptagelserne blev desværre præget af rigtig dårlig stemning internt i gruppen - skænderier om musik og arrangement - og resten af gruppen var meget træt af Yoko Onos konstante tilstedeværelse ved Johns side. Koncerten kunne de heller ikke enes om - den skulle have foregået i et nordafrikansk amfiteater eller ombord på en transatlantisk luksusliner - men det endte med at de som et kompromis bare sjoskede op på taget af Apple-bygningen midt i London og spillede en halv times tid:

Filmklip The Beatles: Get Back (Rooftop Concert, 1969)

Film og album blev med et års forsinkelse udgivet som "Let it be" - efter gruppens opløsning.

Alle fire regnede egentlig med, at det var slut - også fordi forretningsstridighederne omkring Apple nu nåede nye højder - men i juli 1969 blev de enige om at det alligevel var for sølle en måde at slutte på, så de spurgte George Martin, om han ville producere et "rigtigt" album som i de gode gamle dage i EMI's studier. Alle opførte sig eksemplarisk og i september udsendtes albummet der fik navn efter studiet: "Abbey Road". Det blev den bedst sælgende Beatles-album af dem alle.

Abbey Road, 1969. Fra venstre: John Lennon, Ringo Starr, Paul McCartney og George Harrison.

Albumcover. Abbey Road, 1969. Fra venstre: John Lennon, Ringo Starr, Paul McCartney og George Harrison.

Men så var det også slut: John Lennon meddelte, at han "ville skilles". Af hensyn til forhandlinger med pladeselskabet, som var i gang på samme tidspunkt, blev de dog enige om at holde gruppens opløsning hemmelig indtil videre, men d. 10. april 1970 brugte Paul McCartney udgivelsen af sit eget første solo-album til at annoncere, at han nu forlod The Beatles - vel vidende at det ville give en kolossal medieomtale.

Den vigtigste gruppe i den rytmiske musiks historie eksisterede ikke mere. De havde inspireret mennesker til selv at spille. De inspirerede musikere til selv at skrive deres egne sange. De åbnede alle ører for indisk musik og øgede popmusikkens arsenal af instrumenter, klange og lyde for hver plade de udgav. De var en vigtig brik i 1960'ernes antiautoritære oprør og med til at formulere en hel generations selvforståelse, håb og drømme. Deres måde at komponere og arrangere sange på smittede af på alle senere sangskrivere og inspirerer unge musikere den dag i dag. Og sidst, men ikke mindst; de efterlod et gyldent katalog af sange, der vil blive stående som en vigtig del af den vestlige verdens kulturhistorie.