Få musikgenrer har haft større indflydelse og rækkevidde end den afroamerikanske blues. Med rødder i vestafrikanske musiktraditioner og europæisk folkemusik, via arbejdssange og gospel, lagde blues grundstenen til både jazz og rock'n'roll. I dag er blues stadig en højst levende musikgenre, også i sine tidligste former.

Dette emne sætter fokus på bluesens opståen, udvikling og indflydelse fra 1890 og frem til slutningen af 1960'erne. Undervejs inddrages en række eksempler på forskellige stilretninger indenfor blues, et udvalg af bluesmytologiens saftige historier og de samfundsmæssige forhold, der satte rammerne for bluesmusikkens udvikling.

Udgangspunktet er naturligvis selve musikken og i samme åndedrag også den musikalske analyse. I forlængelse heraf indgår aktiviteter inden for praktisk musikudøvelse.

Lyt til blues

Læn dig tilbage, og lyt til tonerne af: Bo-Weavil Blues (Ma Rainey, 1923), Salty Dog Blues (Mississippi John Hurt, 1963), St. Louis Blues (Bessie Smith, 1925), Hoochie Coochie Man (Muddy Waters, 1954) og The Thrill Is Gone (B.B. King, 1969).

Indhold

  • Indblik. Bluesens historie.
  • Fokus. Bluesens form og udtryk.
  • Kendetegn. Musikalske kendetegn.
  • Analyser. Musikanalyser og analysevejledning.
  • Aktiviteter. Faglige opgaver og forslag til musikudøvelse.
  • Register. Opsummerende tidslinje, fagord- og personregister.
  • Referencer. Forfatterbeskrivelse og krediteringsliste.

Målgruppe

Emnet kan anvendes på gymnasialt C-, B- og A-niveau. Kapitlet 'Analyser' findes i en let sværhedsgrad til C-niveau. Der findes en kort lærervejledning til emnet her.