Eksempelanalyse af to udvalgte bluessange – følg med i de vedlagte noder (ved at klikke på det blå nodeikon), imens du læser analyserne. Nederst findes en kort analysevejledning, du kan bruge til hjælp i forbindelse med egne analyser.
Indhold
1. I Believe I'll Dust My Broom (Robert Johnson, 1936)
I Believe I'll Dust My Broom er skrevet og indspillet af Robert Johnson i 1936. Indspilningen er en solooptræden i delta blues-stil, hvor Johnson akkompagnerer sig selv på akustisk guitar. Som med mange andre af Johnsons sange er dele af både melodien og teksten baseret på tidligere bluessange, heriblandt I Believe I'll Make a Change (The Sparks Brothers, 1932).
Robert Johnson: I Believe I'll Dust My Broom (1936)
Form og harmonik
Sangen er opbygget over en 12-takters blues form. Johnson holder sig dog ikke strengt til 12-takters strukturen, men varierer takternes længde efter forgodtbefindende. Takt tre i første kor har eksempelvis en længde på to taktslag, mens takt otte har en længde på fem taktslag. Denne frie fortolkning af formen er meget almindelig i delta blues fra denne periode.
Harmonikken afviger ikke meget fra den traditionelle 12-takters blues form. Akkorderne er udvidet med en lille septim, og i sidste takt benyttes en turnaround - to ganske almindelige variationer:
| Funktioner | Becifring i e-dur | |||||||
| T7 | T7 | T7 | T7 | E7 | E7 | E7 | E7 | |
| S7 | S7 | T7 | T7 | A7 | A7 | E7 | E7 | |
| D7 | S7 | T7 | D7 | H7 | A7 | E7 | H7 | |
Instrumentation og groove
Sangen indledes med en totakters guitarintro i typisk Johnson-stil: en lys tone, der gentages, samtidig med at en bastone bevæger sig kromatisk nedad (en lignende intro findes eksempelvis på Hellhound On My Trail). Introfiguren gentages i de sidste to takter af hvert kor.
Vokalen akkompagneres af guitar, der spiller en blanding af lyst fingerspil og en fremadskridende basfigur i swing-rytme. Basfiguren er hentet fra klaverspillestilen boogie-woogie, hvor pianisten ofte spiller en lignende basfigur med sin venstre hånd.
Guitarens akkompagnement er desuden karakteriseret af et fremstående guitarriff bestående af en række hurtige og lyst klingende trioler. I første kor optræder guitarriffet tre gange (0:07, 0:09 og 0:19) i stort set identisk form hver gang. Guitarriffet opleves som et gimmick, fordi det optræder tydeligt gentagne gange, og fordi det ikke blot besvarer melodien (call-and-response) men også afbryder og forstyrrer melodien.
Gennem sit guitarspil - den fremadskridende basfigur, det lyse fingerspil og det fremstående guitarriff - formår Johnson at få et ellers simpelt akkompagnement til at lyde som et helt orkester. Johnsons kraftige anslag på guitarens basstrenge tilfører desuden et percussion-agtigt element til akkompagnementet.
Melodik
Melodien er opbygget af seks fraser på cirka én takt hver. Fraserne optræder i to takter af gangen (takt 1-2, 5-6 og 9-10) og efterfølges af to takter med instrumentale svar. Alle fraser undtagen én indledes med en opadgående bevægelse til den blå terts g og falder derefter til ro med en nedadgående bevægelse til toneartens grundtone e.
Melodien er præget af store melodiske udsving, hvilket den store ambitus på en lille decim også er et udtryk for. Johnson synger fra toptonen g til bundtonen e i oktaven under ved brug af blot to mellemliggende toner (takt 2 og 6).
Johnson varierer melodien og dens rytme i hvert kor, men de fleste af ovenstående karakteristika er gennemgående i sangen. Variationerne udspringer dels af Johnsons kunstneriske frihed til at gengive teksten efter forgodtbefindende, og dels af at versefødderne er forskellige fra kor til kor.
Udtryksfelt
I Believe I'll Dust My Broom er en sang om utroskab. "Dust my broom" er slang for at ryste støvet fra fortiden af sig og begynde på ny et andet sted. Johnson er træt af, at hans kæreste er ham utro ("the black man you been lovin' can get my room), og han forbereder sig derfor på at tage afsted for at finde en ny kvinde. Hvis ikke han finder hende i West Helena, må hun være i East Monroe, og han vil sågar rejse helt til Filippinerne og Etiopien for at finde hende.
Teksten er opbygget i en AAB-form (som er karakteristisk for 12-takters bluesen), idet første verselinje i hvert kor gentages. Tekstens budskab understreges af den klagende blå terts, der er højdepunktet i hver frase, af den fremadskridende boogie-woogie basfigur der giver associationer til et damplokomotiv, og af guitarriffet der med sin klokkelignende karakter indikerer, at det nu, lokomotivet kører (underforstået at det er nu, Johnson tager afsted).
Perspektivering
Johnsons guitarspil var revolutionerende, dels fordi han kunne få én guitar til at lyde som et helt orkester, og dels fordi han gjorde brug af boogie-woogie basfiguren hentet fra klaverspillestilen med samme navn. Det gjorde indtryk på mange af Johnsons kollegaer, især de yngre delta-musikere der efterhånden også selv inkorporerede boogie-woogie bassen i deres guitarspil.
På trods af Johnsons revolutionerende guitarspil nåede han aldrig det brede pladekøbende publikum. Johnson var, hvad man kunne kalde "musikernes musiker". Efter hans tidlige død var det kun en lille gruppe af bluesmusikere, der holdt hans værker i live. Tre af hans sange – Sweet Home Chicago, I Believe I'll Dust My Broom og Stop Breaking Down – er dog siden blevet standardnumre i bluesrepertoiret.
2. Stormy Monday (Aaron "T-Bone" Walker, 1956)
Stormy Monday er skrevet af den amerikanske bluessanger og guitarist T-Bone Walker i 1947. Walker indspillede flere forskellige udgaver af sangen i løbet af sin karriere. I 1956 indspillede han en version med Lloyd Glenn (klaver), Bumps Myers (tenorsaxofon), John Buckner (trompet), Billy Hadnott (kontrabas) og Oscar Bradley (trommer). Denne version - udgivet tre år senere på albummet "T-Bone Blues" - er udgangspunktet for den følgende analyse:
T-Bone Walker: Stormy Monday (1956)
Form og harmonik
Sangen er opbygget over en 12-takters blues form. Ved første gennemlytning lyder akkorderne som et traditionelt bluesskema med tre ganske almindelige variationer: septimakkorder, en quick-change i anden takt og en turnaround i sidste takt:
| Funktioner | Becifring i g-dur | |||||||
| T7 | S7 | T7 | T7 | G7 | C7 | G7 | G7 | |
| S7 | S7 | T7 | T7 | C7 | C7 | G7 | G7 | |
| D7 | S7 | T7 | D7 | D7 | C7 | G7 | D7 | |
Ved en nærmere gennemlytning er det dog et væsentligt mere udvidet bluesskema, der træder frem. Subdominanten er eksempelvis i flere tilfælde udvidet med en 9'er (kan blandt andet høres i guitaren i takt 5), turnarounden i sidste takt er forskudt til 3-slaget, og i næstsidste takt benyttes en subdominant i sidste halvdel af takten.
Desuden benyttes en række septimakkorder, der leder kromatisk videre til næste akkord. Blæserfiguren i introen starter eksempelvis med Eb7 og bevæger sig derefter kromatisk ned til D7. På 4-slaget i takt 4 spiller Walker en Db7 og fortsætter derefter kromatisk ned til C7 i næste takt. Disse indskudte septimakkorder kan tolkes som tritonussubstituerede bidominanter.
Bluesskemaet er altså langt fra så enkelt, som det umiddelbart giver sig ud for at være.
Instrumentation og groove
Sangen er instrumenteret af elektrisk guitar, klaver, tenorsaxofon, dæmpet trompet, kontrabas og trommer.
Sangen indledes med en kort call-and-response mellem klaver og blæsere. Blæserne spiller (sammen med klaveret) en række samklingende akkorder, hvorefter klaveret svarer med en walking basfigur. Dialogen gentages to gange. Ved anden gentagelse svarer klaveret med en kromatisk bevægelse fra den blå terts b til kvinten d og slutter derefter med grundtonen g.
Tempoet er langsomt, og på trods af de mange akkordskift, har akkompagnementet en rolig karakter. Bassen spiller hovedsageligt two beat bas, kun afbrudt af enkelte fills og markeringer af 4og-slaget, der tilsammen giver akkompagnementet en vis fremdrift. Trommerne spiller en meget afdæmpet rytme med whiskers.
Som kontrast til den rolige bas og de afdæmpede trommer har guitar, klaver og blæsere en mere fremtrædende og solistisk karakter. Guitaren spiller samklingende akkorder, kun afbrudt af enkelte melodiske forløb (eksempelvis 0:43) og en guitarsolo i tredje kor (1:31). Klaveret spiller primært hurtige melodiske forløb i det lyse register. Saxofonen spiller melodiske fills i første kor, hvorefter trompeten overtager dens rolle i andet kor. I tredje kor (under guitarsoloen) spiller blæserne en harmonisk figur, der gentages i hver takt, hvorefter saxofon og trompet i sidste kor begge spiller fills.
Der er et guitar-, klaver- og blæser-break i starten af sidste kor (2:17), tydeligvis inspireret af blæsernes akkordfigur fra introen. Sangen afrundes med en kort nedadgående melodisk linje spillet af guitar og blæsere efterfulgt af to markante akkorder, hvor også klaveret spiller med.
Melodik
Melodien er opbygget af seks fraser på cirka én takt hver. Fraserne optræder i to takter af gangen (takt 1-2, 5-6 og 9-10) og efterfølges af to takter med instrumentale svar. I flere tilfælde er der også instrumentale svar mellem de to sammenhængende fraser, hvilket lader sig gøre på grund af det langsomme tempo.
Alle vers er både melodisk og rytmisk forskellige, men dog stadigvæk genkendelige. Genkendeligheden skyldes især, at hver anden frase (takt 2, 6 og 10 i hvert kor) er stort set den samme gennem hele sangen. Frasen er sammensat af skiftevis en opadgående og en nedadgående bevægelse, og den slutter i alle tilfælde på grundtonen g.
Den blå terts b indgår i de fleste af sangens fraser, og det samme gør grundtonen g, som fraserne ofte slutter på. Der er således en klar melodisk idé gennem hele sangen. Den blå septim f er også med - som en kraftig liftet tone forud for andet kor (0:48).
Udtryksfelt
Teksten er opbygget i en AAB-form (som er karakteristisk for 12-takters bluesen). Walker varierer dog sidste halvdel af anden verselinje i tredje vers (men melodisk er frasen den samme). Sangen handler om tabt kærlighed og om de følelser, Walker gennemgår i løbet af ugens syv dage.
Mandag er slem, men tirsdag er lige så slem ("They call it stormy Monday, but Tuesday's just as bad"). Onsdag er værre, og torsdag er også slem. Det bliver bedre om fredagen, hvor "the eagle flies" - en metafor for at det er lønningsdag. Lørdag tager han ud for at spille, og søndag tager han i kirke for at bede til Gud om at få hende tilbage ("Lord have mercy (...) send her back to me").
Tekstens budskab understreges musikalsk på flere måder. Det langsomme tempo er formentlig et udtryk for, at dagene går langsomt. Den gennemgående blå terts understreger med sin klagende lyd Walter's følelsesmæssige lidelser. Den blå septim i andet kor, der er melodiens højdepunkt, indtræder samtidig med ugens højdepunkt - lønningsdagen. Det aggressive break i sidste kor indtræder efter Walters bøn ("Lord have mercy") og fastslår dermed hans ord. Og endelig er der den markante dæmpede trompet i sidste kor (2:37), der med sin skrigen understreger den elendighed, Walter befinder sig i ("my heart's in misery").
Perspektivering
T-Bone Walker voksede op i Texas, og som barn af en musikalsk familie begyndte han allerede som 10-årig at spille Texas blues. I 1934 flyttede han til Los Angeles, hvor han fik arbejde som musiker. Her spillede han både jazz og blues, og derfor er det ikke overraskende, at bluesskemaet i Stormy Monday er udvidet. Inspirationen stammer tydeligvis fra jazzens komplekse akkordfølger.
Den elektriske guitar og guitarsoloen peger tilbage til 1940'erne, hvor bluesen blev elektrificeret i blandt andet Chicago, St. Louis og Los Angeles. Bluesmusikken bevægede sig fra gadehjørnerne og ind i klubberne til glæde for et ofte ekstatisk publikum. Denne nye urbane blues - såkaldt Chicago blues - var mere præget af show og underholdning end den tidligere jordnære country blues, og derfor er det ikke utænkeligt, at guitarsoloen blev tilføjet for underholdningsværdiens skyld.
Stormy Monday blev et hit, da den udkom i 1948, og den er siden blevet en af de mest populære bluesstandarder. I 1983 blev sangen inkluderet i The Blues Foundation's Blues Hall of Fame med begrundelsen "one of the most influential records not only in blues history, but in guitar history".
3. Analysevejledning
Analysevejledningen giver med korte stikord et overblik over de filmiske og musikalske parametre, det kan være relevant at inddrage ved analysen af blues. Du kan læse mere dybdegående om de enkelte parametre og analysemetoder i sektionen Analyse.
Karakteristik
- Kunstner, titel, album, udgivelsesdato og eventuelt andre faktuelle oplysninger der er relevante i forhold til analysen.
Form
- Musikstykkets struktur og metrik, herunder inddelingen i formled og formleddenes indplacering i en overordnet formtype.
Harmonik
- Musikstykkes akkorder og deres indbyrdes forhold.
Instrumentation
- De forskellige musikinstrumenter og deres funktion undervejs.
Groove
- Rytmegruppens samspil, aktivitetsniveau og rytmiske sammensætning.
Sound
- Klangen af de enkelte musikinstrumenter og sangere og klangen af musikstykket som helhed. Herunder brugen af vokal- og spilleteknikker.
Hook, break og gimmick
- Iørefaldende fraser (hooks). Ophold i rytmegruppen, ofte med en eller flere rytmiske markeringer undervejs (breaks). Kuriøse og opmærksomhedsfangende elementer (gimmicks).
Melodik
- Melodiens opbygning, funktion og vigtigste kendetegn.
Udtryksfelt
- Forholdet mellem musik og tekst, herunder brugen af musikalske virkemidler der understreger musikstykkets tekst og stemning.
Perspektivering
- En begrundet indplacering af musikstykket i musik- og samfundshistorien, baseret på analyseresultaterne.
Eksempelanalyse af to udvalgte bluessange – følg med i de vedlagte noder (ved at klikke på det blå nodeikon), imens du læser analyserne. Nederst findes en kort analysevejledning, du kan bruge til hjælp i forbindelse med egne analyser.
Indhold
1. I Believe I'll Dust My Broom (Robert Johnson, 1936)
I Believe I'll Dust My Broom er skrevet og indspillet af Robert Johnson i 1936. Indspilningen er en solooptræden i delta blues-stil, hvor Johnson akkompagnerer sig selv på akustisk guitar. Som med mange andre af Johnsons sange er dele af både melodien og teksten baseret på tidligere bluessange, heriblandt I Believe I'll Make a Change (The Sparks Brothers, 1932).
Robert Johnson: I Believe I'll Dust My Broom (1936)
Form og harmonik
Sangen er opbygget over en 12-takters blues form. Johnson holder sig dog ikke strengt til 12-takters strukturen, men varierer takternes længde efter forgodtbefindende. Takt tre i første kor har eksempelvis en længde på to taktslag, mens takt otte har en længde på fem taktslag. Denne frie fortolkning af formen er meget almindelig i delta blues fra denne periode.
Harmonikken afviger ikke meget fra den traditionelle 12-takters blues form. Akkorderne er udvidet med en lille septim, og i sidste takt benyttes en turnaround - to ganske almindelige variationer:
| Funktioner | Bicifring i e-dur | |||||||
| T7 | T7 | T7 | T7 | E7 | E7 | E7 | E7 | |
| S7 | S7 | T7 | T7 | A7 | A7 | E7 | E7 | |
| D7 | S7 | T7 | D7 | H7 | A7 | E7 | H7 | |
Instrumentation og groove
Sangen indledes med en totakters guitarintro i typisk Johnson-stil: en lys tone, der gentages, samtidig med at en bastone bevæger sig kromatisk nedad (en lignende intro findes eksempelvis på Hellhound On My Trail). Introfiguren gentages i de sidste to takter af hvert kor.
Vokalen akkompagneres af guitar, der spiller en blanding af lyst fingerspil og en fremadskridende basfigur i swing-rytme. Basfiguren er hentet fra klaverspillestilen boogie-woogie, hvor pianisten ofte spiller en lignende basfigur med sin venstre hånd.
Guitarens akkompagnement er desuden karakteriseret af et fremstående guitarriff bestående af en række hurtige og lyst klingende toner. I første kor optræder guitarriffet tre gange (0:07, 0:09 og 0:19) i stort set identisk form hver gang. Guitarriffet opleves som et gimmick, fordi det optræder tydeligt gentagne gange, og fordi det ikke blot besvarer melodien (call-and-response) men også afbryder og forstyrrer melodien.
Gennem sit guitarspil - den fremadskridende basfigur, det lyse fingerspil og det fremstående guitarriff - formår Johnson at få et ellers simpelt akkompagnement til at lyde som et helt orkester. Johnsons kraftige anslag på guitarens basstrenge tilfører desuden et percussion-agtigt element til akkompagnementet.
Udtryksfelt
I Believe I'll Dust My Broom er en sang om utroskab. "Dust my broom" er slang for at ryste støvet fra fortiden af sig og begynde på ny et andet sted. Johnson er træt af, at hans kæreste er ham utro ("the black man you been lovin' can get my room), og han forbereder sig derfor på at tage afsted for at finde en ny kvinde. Hvis ikke han finder hende i West Helena, må hun være i East Monroe, og han vil sågar rejse helt til Filippinerne og Etiopien for at finde hende.
Teksten er opbygget i en AAB-form (som er karakteristisk for 12-takters bluesen), idet første verselinje i hvert kor gentages. Tekstens budskab understreges af den fremadskridende boogie-woogie basfigur der giver associationer til et damplokomotiv, og af guitarriffet der med sin klokkelignende karakter indikerer, at det nu, lokomotivet kører (underforstået at det er nu, Johnson tager afsted).
Perspektivering
Johnsons guitarspil var revolutionerende, dels fordi han kunne få én guitar til at lyde som et helt orkester, og dels fordi han gjorde brug af boogie-woogie basfiguren hentet fra klaverspillestilen med samme navn. Det gjorde indtryk på mange af Johnsons kollegaer, især de yngre delta-musikere der efterhånden også selv inkorporerede boogie-woogie bassen i deres guitarspil.
På trods af Johnsons revolutionerende guitarspil nåede han aldrig det brede pladekøbende publikum. Johnson var, hvad man kunne kalde "musikernes musiker". Efter hans tidlige død var det kun en lille gruppe af bluesmusikere, der holdt hans værker i live. Tre af hans sange – Sweet Home Chicago, I Believe I'll Dust My Broom og Stop Breaking Down – er dog siden blevet standardnumre i bluesrepertoiret.
2. Stormy Monday (Aaron "T-Bone" Walker, 1956)
Stormy Monday er skrevet af den amerikanske bluessanger og guitarist T-Bone Walker i 1947. Walker indspillede flere forskellige udgaver af sangen i løbet af sin karriere. I 1956 indspillede han en version med Lloyd Glenn (klaver), Bumps Myers (tenorsaxofon), John Buckner (trompet), Billy Hadnott (kontrabas) og Oscar Bradley (trommer). Denne version - udgivet tre år senere på albummet "T-Bone Blues" - er udgangspunktet for den følgende analyse:
T-Bone Walker: Stormy Monday (1956)
Form og harmonik
Sangen er opbygget over en 12-takters blues form. Ved første gennemlytning lyder akkorderne som et traditionelt bluesskema med tre ganske almindelige variationer: septimakkorder, en quick-change i anden takt og en turnaround i sidste takt:
| Funktioner | Bicifring i g-dur | |||||||
| T7 | S7 | T7 | T7 | G7 | C7 | G7 | G7 | |
| S7 | S7 | T7 | T7 | C7 | C7 | G7 | G7 | |
| D7 | S7 | T7 | D7 | D7 | C7 | G7 | D7 | |
Ved en nærmere gennemlytning er det dog et væsentligt mere udvidet bluesskema, der træder frem. Subdominanten er eksempelvis i flere tilfælde udvidet med en 9'er (kan blandt andet høres i guitaren i takt 5), turnarounden i sidste takt er forskudt til 3-slaget, og i næstsidste takt benyttes en subdominant i sidste halvdel af takten.
Desuden benyttes en række akkorder, der leder kromatisk videre til næste akkord. Blæserfiguren i introen starter eksempelvis med Eb7 og bevæger sig derefter kromatisk ned til D7. Bluesskemaet er altså langt fra så enkelt, som det umiddelbart giver sig ud for at være.
Instrumentation og groove
Sangen er instrumenteret af elektrisk guitar, klaver, tenorsaxofon, dæmpet trompet, kontrabas og trommer.
Sangen indledes med en kort call-and-response mellem klaver og blæsere. Blæserne spiller (sammen med klaveret) en række samklingende akkorder, hvorefter klaveret svarer med en walking basfigur. Dialogen gentages to gange.
Tempoet er langsomt, og på trods af de mange akkordskift, har akkompagnementet en rolig karakter. Bassen spiller hovedsageligt two beat bas, kun afbrudt af enkelte fills og markeringer af 4og-slaget, der tilsammen giver akkompagnementet en vis fremdrift. Trommerne spiller en meget afdæmpet rytme med whiskers.
Som kontrast til den rolige bas og de afdæmpede trommer har guitar, klaver og blæsere en mere fremtrædende og solistisk karakter. Guitaren spiller samklingende akkorder, kun afbrudt af enkelte melodiske forløb (eksempelvis 0:43) og en guitarsolo i tredje kor (1:31). Klaveret spiller primært hurtige melodiske forløb i det lyse register. Saxofonen spiller melodiske fills i første kor, hvorefter trompeten overtager dens rolle i andet kor. I tredje kor (under guitarsoloen) spiller blæserne en harmonisk figur, der gentages i hver takt, hvorefter saxofon og trompet i sidste kor begge spiller fills.
Der er et guitar-, klaver- og blæser-break i starten af sidste kor (2:17), tydeligvis inspireret af blæsernes akkordfigur fra introen. Sangen afrundes med en kort nedadgående melodisk linje spillet af guitar og blæsere efterfulgt af to markante akkorder, hvor også klaveret spiller med.
Udtryksfelt
Teksten er opbygget i en AAB-form (som er karakteristisk for 12-takters bluesen). Walker varierer dog sidste halvdel af anden verselinje i tredje vers (men melodisk er frasen den samme). Sangen handler om tabt kærlighed og om de følelser, Walker gennemgår i løbet af ugens syv dage.
Mandag er slem, men tirsdag er lige så slem ("They call it stormy Monday, but Tuesday's just as bad"). Onsdag er værre, og torsdag er også slem. Det bliver bedre om fredagen, hvor "the eagle flies" - en metafor for at det er lønningsdag. Lørdag tager han ud for at spille, og søndag tager han i kirke for at bede til Gud om at få hende tilbage ("Lord have mercy (...) send her back to me").
Tekstens budskab understreges musikalsk på flere måder. Det langsomme tempo er formentlig et udtryk for, at dagene går langsomt. Melodiens blå toner understreger med sin klagende lyd Walter's følelsesmæssige lidelser. Det aggressive break i sidste kor indtræder efter Walters bøn ("Lord have mercy") og fastslår dermed hans ord. Og endelig er der den markante dæmpede trompet i sidste kor (2:37), der med sin skrigen understreger den elendighed, Walter befinder sig i ("my heart's in misery").
Perspektivering
T-Bone Walker voksede op i Texas, og som barn af en musikalsk familie begyndte han allerede som 10-årig at spille Texas blues. I 1934 flyttede han til Los Angeles, hvor han fik arbejde som musiker. Her spillede han både jazz og blues, og derfor er det ikke overraskende, at bluesskemaet i Stormy Monday er udvidet. Inspirationen stammer tydeligvis fra jazzens komplekse akkordfølger.
Den elektriske guitar og guitarsoloen peger tilbage til 1940'erne, hvor bluesen blev elektrificeret i blandt andet Chicago, St. Louis og Los Angeles. Bluesmusikken bevægede sig fra gadehjørnerne og ind i klubberne til glæde for et ofte ekstatisk publikum. Denne nye urbane blues - såkaldt Chicago blues - var mere præget af show og underholdning end den tidligere jordnære country blues, og derfor er det ikke utænkeligt, at guitarsoloen blev tilføjet for underholdningsværdiens skyld.
Stormy Monday blev et hit, da den udkom i 1948, og den er siden blevet en af de mest populære bluesstandarder. I 1983 blev sangen inkluderet i The Blues Foundation's Blues Hall of Fame med begrundelsen "one of the most influential records not only in blues history, but in guitar history".
3. Analysevejledning
Analysevejledningen giver med korte stikord et overblik over de filmiske og musikalske parametre, det kan være relevant at inddrage ved analysen af blues. Du kan læse mere dybdegående om de enkelte parametre og analysemetoder i sektionen Analyse.
Karakteristik
- Kunstner, titel, album, udgivelsesdato og eventuelt andre faktuelle oplysninger der er relevante i forhold til analysen.
Form
- Musikstykkets struktur og metrik, herunder inddelingen i formled og formleddenes indplacering i en overordnet formtype.
Harmonik
- Musikstykkes akkorder og deres indbyrdes forhold.
Instrumentation
- De forskellige musikinstrumenter og deres funktion undervejs.
Groove
- Rytmegruppens samspil, aktivitetsniveau og rytmiske sammensætning.
Sound
- Klangen af de enkelte musikinstrumenter og sangere og klangen af musikstykket som helhed. Herunder brugen af vokal- og spilleteknikker.
Hook, break og gimmick
- Iørefaldende fraser (hooks). Ophold i rytmegruppen, ofte med en eller flere rytmiske markeringer undervejs (breaks). Kuriøse og opmærksomhedsfangende elementer (gimmicks).
Udtryksfelt
- Forholdet mellem musik og tekst, herunder brugen af musikalske virkemidler der understreger musikstykkets tekst og stemning.
Perspektivering
- En begrundet indplacering af musikstykket i musik- og samfundshistorien, baseret på analyseresultaterne.