Carl Nielsens sangproduktion er overvældende. Han skrev 296 forskellige sange, men da en del af dem foreligger i en række forskellige versioner, kommer det endelige tal op på 324. I dette tal er indeholdt kunstsange, folkelige sange, korsatser samt enkelte orkestersange.
Indhold
1. Kunstsange og folkelige sange
Carl Nielsens sange kan opdeles i to hovedkategorier: kunstsangene, som prægede hans tidlige karriere i årene efter konservatorietiden, og hans senere folkelige sange, for alvor begyndende med "En snes danske viser" (1915), som fik en central plads i fællessangrepertoiret.
Der er naturligvis ikke tale om en benhård skelnen, men om to genrer, Nielsen bevæger sig mellem i løbet af sin karriere. Mange af hans sange kan stilmæssigt placeres et sted midt imellem, ligesom der er centrale karakteristika, som er at finde i hele Nielsens produktion.
En folkelig sang er ikke en folkesang, der er udbredt gennem mundtlig overlevering, og hvis komponist er ukendt. Det er i stedet en sang, der bevidst er komponeret i en stil, der har sine rødder i folkesangtradition. Derudover er det en sang, som er skrevet til folket. Man kan sige, at folkelige sange bygger på folkesange, på samme måde som kunsteventyr bygger på folkeeventyr.
2. Den folkelige sang før Carl Nielsen
Det er let at forestille sig, at den danske sang har en lang og ubrudt tradition, som er blevet overleveret fra en mytisk oldtid. Tænk bare på denne linje fra Den danske sang er en ung blond pige, som Nielsen satte musik til i 1926: "Imod os bruser på brede vinger en sagatone fra hedenold":
Carl Nielsen: Den danske sang er en ung blond pige (1926)
Virkeligheden er imidlertid ikke helt så simpel. Danmark havde indtil statsbankerotten i 1814 været et multikulturelt samfund med flere forskellige sprog. Først herefter havde man for alvor brug for at samle sig som ét folk med ét sprog og én fælles kulturarv. En stor del af befolkningen havde været tysktalende, og den tyske kultur fortsatte også med at have en betydelig indflydelse i Danmark.
Når man beskæftiger sig med folkelige sange, kan man således ikke komme uden om tyskeren J.A.P. Schulz (1747-1800), der for alvor gjorde genren kendt med sine "Lieder im Volkston", som han udgav fordelt på tre bind i 1780'erne. Disse udgivelser er mest kendt for Schulz' genredefinerende idé om at give sangene et såkaldt "Schein des Bekannten", et skær af noget velkendt.
I alle disse Viser har jeg bestræbt mig for at synge mere paa folkelig Maade end i egentlig Kunstform, sadaan at ogsaa Lægfolk kan tage Del i dem og huske dem. Derfor har jeg, blandt vore bedste Digte, kun valgt dem der særlig egner sig for en sadaan folkelig Sang, og i Melodierne gjort mig Umage for at naa den største Simpelhed og Tydelighed, ja af al Magt søgt at give dem Præg af det tilsyneladende velkendte; (...) i dette Præg ligger hele hemmeligheden ved den folkelige Visetone. (...) At gøre gode Digte almenkendte er jo Visekomponistens Hovedformaal, om han da vil blive sin rette Opgave tro J.A.P. Schulz, 1784. Citeret af Nielsen og Laub i 1915
Schulz' viser er diatoniske og har regelmæssige rytmer, og disse karakteristika stammer fra den tyske folkevisetradition. Harmonikken er simpel og klaverakkompagnementet er sparsomt. I kraft af sin stilling som musikalsk leder på det Kongelige Teater havde Schulz stor indflydelse på det danske musikliv, og Nielsen er ingen undtagelse. Forordet til "En snes danske viser" er i sin helhed citeret fra "Lieder im Volkston".
J.A.P. Schulz: Sig månen langsomt hæver (1790)
Arven fra Schulz blev løftet af endnu en tyskfødt komponist, nemlig hans elev C.E.F. Weyse (1774-1842), som i dag anses som en af de helt store bidragsydere til den danske sangskat. Især hans "Morgen- og aftensange" fra 1837, med tekst af B.S. Ingemann, er meget berømte, og disse udgjorde også et forbillede for Nielsen og Laub:
C.E.F. Weyse: I østen stiger solen op (1837)
Weyse udarbejdede også harmoniseringer af middelalderlige danske folkevise, og hans elev A.P. Berggreen (1801-1880) udgav en endnu større samling af gamle folkeviser. Problemet med denne praksis, som havde været udbredt siden starten af 1800-tallet, var, at komponisterne havde en tendens til at tilpasse melodierne tidens smag, så eksempelvis kirketonale melodier blev skrevet om, så de stod i dur eller mol.
Efter Weyse blev den simple, folkelige sangstil overskygget af den harmonisk og melodisk mere avancerede romance, en genre som Weyse selv havde bidraget flittigt til. Som navnet antyder, blev denne genre stor blandt romantiske komponister som Peter Heise (1830-1879), P.E. Lange-Müller (1850-1926), J.P.E. Hartmann (1805-1900) og Niels W. Gade (1817-1890). Disse sange var, på trods af deres rigt ornamenterede udformning, folkelige i den forstand, at de var populære - og der kan endnu findes eksempler på sådanne melodier i fællessangrepertoiret. Mest kendt er vel nok Lange-Müllers Vi elsker vort land, som synges ved Sankt Hans-bålet:
P.E. Lange-Müller: Vi elsker vort land (ca. 1900)
På baggrund af N.F.S. Grundtvigs (1783-1872) idéer om folkeoplysning åbnede der i sidste halvdel af 1800-tallet 75 folkehøjskoler. Herved opstod der et behov for fællessang af en mere simpel karakter end den, man kendte fra romancen. Til at begynde med blev der ikke trykt noder i sangbøgerne til skolebrug, så sangene blev sunget på forskellige kendte melodier. Således kunne den samme melodi sagtens bruges til flere tekster, mens denne melodi kunne lyde vidt forskelligt fra sted til sted. At Nielsen var meget bekendt med Grundtvigs tekster fremgår eksempelvis af hans samling af "Salmer og åndelige sange", hvor over halvdelen af teksterne stammer herfra.
Det var på baggrund af denne arv, at Laub og Nielsen i 1914 besluttede sig for at indlede deres samarbejde. Fra Schulz over Weyse til Gade var der musikalsk inspiration, og med Grundtvig var der formuleret et formål med at skrive melodier.
3. Carl Nielsens kunstsange
Nielsens tidlige samlinger af sange; "Musik til fem digte af J.P. Jacobsen", "Viser og vers af J.P. Jacobsen" og "Sange af Ludvig Holstein", kan alle sammen betegnes som kunstsange i forlængelse af romance-traditionen. Det er sange skrevet for solist med klaverakkompagnement. Karakteristisk for kunstsangene er først og fremmest Nielsens arbejde med deres form, som kan variere meget fra sang til sang. Sangene er som hovedregel gennemkomponerede, hvilket vil sige, at der er sat forskellig musik til forskellige vers. Tekstens opbygning er afgørende for musikkens opbygning. På denne måde kan fraserne være af varierende længde, hvis tekstlinjerne er det. Desuden resulterer skift i den sproglige rytme også flere steder i taktartsskift:
Carl Nielsen: Silkesko over gylden læst (ca. 1891-1892)
Nielsen anvender gerne matematiske principper som eksempelvis symmetri som udgangspunkt for en musikalsk form, for eksempel ved at omkranse et formled med to stykker, der ligner hinanden (ABA-form). Desuden er der flere sange, hvor forholdet mellem formafsnittenes længder minder om det gyldne snit.
Melodierne er, selvom de ofte er meget iørefaldende, generelt udfordrende for sangeren. Der veksles i høj grad mellem tonearterne, enten ved at skifte fra dur til mol eller ved at bevæge sig over i en anden beslægtet tonearterne. At tonearten ikke er fuldstændig fastlagt som enten dur eller mol er et centralt element i store dele af Nielsens musik. Harmonikken er mange steder utraditionel, med stor fokus på subdominanten og dens parallel frem for det klassiske forhold mellem tonika og dominant. De vekslende tonearter medfører i det hele taget tit et avanceret klaverakkompagnement, hvor mange skalafremmede akkorder kan dukke op. Akkompagnementet har mange steder desuden en vigtig melodisk rolle, for eksempel ved at imitere dele af melodien.
Vi skulde paa engang se at komme bort fra Tonearterne og alligevel virke diatonisk overbevisende. Dette er Sagen; og her føler jeg i mig en Stræben efter Frihed. Carl Nielsen, 1913
4. Carl Nielsens folkelige sange
Da Nielsen og Laub udgav "En snes danske viser", var det ikke et uigenkaldeligt brud med Nielsens hidtidige kompositionsstil. Musikalsk er der mange af de samme ting på spil - de folkelige sange er blot kendetegnet ved, at udtrykket generelt er forsimplet. Nielsen gik på ingen måde på kompromis med sine musikalske ambitioner, han søgte derimod at koncentrere de erfaringer han havde gjort sig i den simplest tænkelige genre: den strofiske sang.
Det afgørende skift, som samarbejdet med Laub medførte var i sangenes formål: at komponere gode sange til det danske folk. De folkelige sange er ligesom kunstsangene overvejende skrevet som en melodi med et klaverakkompagnement. Melodien kan synges af en solist eller som fællessang, og klaverakkompagnementet er simplere sammenlignet med de tidlige sange:
Carl Nielsen: Underlige aftenlufte (ca. 1914)
Nogle af sangene, først og fremmest dem til salmebrug, skiller sig ud ved at være skrevet som 4-stemmig sats, så de kan fremføres som enten korsang eller enstemmig sang med orgel- eller klaverakkompagnement. De øvrige sange er ligeledes ofte blevet arrangeret for og opført af kor.
Den afgørende forskel fra kunstsangene er, at sangene er strofiske i stedet for gennemkomponerede. Det vil sige, at alle vers synges på den samme melodi og med det samme akkompagnement. Dramatikken i musikken er således mere underspillet end i kunstsangene, da musikken ikke kan fremhæve en enkeltstående begivenhed i teksten. I stedet søger musikken at underbygge en overordnet stemning.
Rytmen og længden af fraserne er mere jævn, hvilket i høj grad er et resultat af Nielsens valg af tekster. Skalafremmede toner og -akkorder optræder også som et karakteristisk element i hans folkelige sange, men de anvendes mere sparsomt – og derved ofte med større effekt – end i hans kunstsange. De forekommer ofte ved anvendelsen af mol-toner i dur eller ved kortvarig modulation til eksempelvis paralleltonearten. Balance er et nøgleord i Nielsens folkelige sange.
Man maa vise de overmætte, at et melodisk Terzspring bør betragtes som en Guds Gave, en Kvart som en Oplevelse og en Kvint som den højeste Lykke. Carl Nielsen i Musikalske Problemer, 1922
På det overordnede plan har de folkelige sange et afbalanceret forhold mellem melodi, tekst, tempo og dynamik. Hvis melodien synes voldsom og opfarende, kan den være modsvaret af et roligt dynamisk udtryk. Der søges også en balance mellem fraserne. En opadgående frase kan blive modsvaret af en nedadgående, mens de beholder den samme rytme. Således vokser den ene frase næsten ud af den forrige. Hør for eksempel forholdet mellem fraserne i Som en rejselysten flåde:
Carl Nielsen: Som en rejselysten flåde (ca. 1920)
Alle disse elementer gør, at de folkelige sange generelt er lette at synge end kunstsangene. Det kan virke som om man allerede kender sangene, når man synger dem for første gang – de har, som Schulz ønskede det, et skær af noget velkendt.
5. Sangudgivelser
En samlet fortegnelse over alle Carl Nielsens sange kan findes i Carl Nielsen Udgaven, hvori der også findes partiturer (melodi, tekst og akkompagnement) til sangene.
Nielsen udgav 8 sanghæfter med egne sange:
- "Musik til fem digte af J.P. Jacobsen" (Op. 4, 1891)
- "Viser og vers af J.P. Jacobsen" (Op. 6, 1891)
- "Seks sange til tekster af Ludvig Holstein" (Op. 10, 1895)
- "Strofiske sange" (Op. 21, 1907)
- "Salmer og åndelige sange" (1916)
- "Tyve folkelige melodier" (1921)
- "Fire folkelige melodier" (1923)
- "Ti danske småsange" (1926)
Derudover medvirkede Nielsen som redaktør og sangskriver til flere sangbøger, hvoraf de mest kendte er "En snes danske viser I-II" (1915 og 1917) og "Folkehøjskolens melodibog" (1922). Og endeligt skrev han flere operaer, korværker, skuespil og kantater.