Carl August Nielsen (1865-1931) var en dansk komponist, violinist og dirigent. Han skrev seks symfonier, tre koncerter for henholdsvis violin, fløjte og klarinet, to operaer, seks strygekvartetter og anden kammermusik samt flere hundrede sange.
Indhold
1. Den fynske barndom
Carl Nielsen voksede op i den midtfynske landsby Nørre Lyndelse. Hans far, Niels "Maler" Jørgensen, var trods sit kaldenavn mest kendt som landsbymusikant, og hans lille orkester var populært i omegnen. Nielsen fik fra en tidlig alder lov til at spille med på violin, og allerede som 9-årig skrev han en polka, som orkesteret opførte. Polkaen behagede dog ikke Nielsens far:
Han kom dog nærmere med sin Violin under Armen og gav sig til at sekundere mig. Men da de havde danset færdig, sagde han: 'Du skulde hellere lade være med de Kunster, det er ikke til at danse efter'. Carl Nielsen (om sin far) i Min Fynske Barndom, 1927
Barndomshjemmet havde intet klaver, så det var først senere, at Nielsen fik det visuelle overblik over musikken, som tangenterne giver. I stedet måtte han bruge sine ører, når han improviserede på violinen.
Niels Maler var desuden medstifter af en lokal musikforening, som arrangerede opførelser af klassiske værker. På denne måde blev Nielsen i sin barndom bekendt med både den folkelige brugs- og dansemusik og den finere koncertsalsmusik.
I 1879 startede Nielsen som regimentsmusiker i et militærkorps i Odense, hvor han var i næsten fire år, inden han tog det afgørende skridt mod konservatoriet i København. I millitærkorpset spillede han trompet, basun og signalhorn og blev for alvor bekendt med musik af Haydn (1732-1809), Mozart (1756-1791) og Beethoven (1770-1827). Nielsen anskaffede sig desuden et klaver og kastede sig over J.S. Bachs (1685-1750) hovedværk Das Wohltemperierte Klavier.
Carl Nielsen som militærmusiker i Odense, 1879.
2. Konservatoriet og dannelsesrejsen
Som ung havde Nielsen været meget betaget af friskolemanden Klaus Berntsen (1844-1927), som holdt folkeoplysende foredrag i Grundtvigs ånd. Denne Berntsen arrangerede i 1883 et møde mellem Nielsen og Niels W. Gade (1817-1890), der var direktør for musikkonservatoriet. Da Gade blev introduceret for partituret til en strygekvartet i d-mol, som Nielsen havde skrevet, konkluderede han, at Nielsen nok skulle kunne få en plads på konservatoriet.
Ind kom Nielsen, og her modtog han fra 1884 til 1886 undervisning i violin, klaver, musikteori og musikhistorie, hvor sidstnævnte blev varetaget af Gade selv. Også en anden stor romantisk komponist, J.P.E. Hartmann (1805-1900), underviste på dette tidspunkt, men det var Orla Rosenhoffs (1844-1905) undervisning i musikteori, som gjorde det største indtryk på Nielsen. Her blev han, på en institution hvor den romantiske stil var i højsædet, undervist i en langt ældre kompositionsteknik: kontrapunkt i Palestrina-stil - med udgangspunkt i den berømte lærebog Gradus ad Parnassum. Det var dog først på et senere tidspunkt, at det kontrapunktiske ideal om melodiføring frem for akkordopbygning for alvor slog igennem i Carl Nielsens stil. Kompositionerne fra konservatorietiden er stadig i en romantisk påvirket tone.
I september 1888 fik Nielsen sin Opus 1, Suite for Strygere, opført i Tivoli. I forbindelse med Tivoli lå udstillingsarealet for den store nordiske industri-, landbrugs- og kunstudstilling, så Nielsens værk kan siges at være blevet opført i en sammenhæng, hvor den danske kultur åbnede sig mod udlandet:
Carl Nielsen: Suite for Strygere (Op. 1, 1888)
Nielsen åbnede sig da også selv mod verden, da han i 1890, efter at have modtaget det Anckerske legat, drog på en dannelsesrejse rundt til Europas musikalske centre. Størst betydning fik hans ophold i Paris. Her indledte han sit venskab med den danske kunstner J.F. Willumsen (1863-1958) og mødte sin senere hustru, billedhuggeren Anne-Marie Brodersen (1863-1945), som ved ægteskabet året efter tog navnet Anne Marie Carl-Nielsen. Det er symbolsk for Nielsens store interesse for de øvrige kunstarter, at hans vigtigste bekendtskaber på denne rejse var billedkunstnere. Hans kritikere bemærkede da også, at den unge komponist havde flest tilhængere blandt litterater, billedkunstnere og andre intellektuelle ikke-musikere.
Anne Marie Carl-Nielsen.
Året før sin rejse var Nielsen blevet violinist i det Kongelige Kapel, så han havde et fast arbejde at vende hjem til. Med sine vigtige, nye kunstnerbekendtskaber og den sikre indtægt var han klar til at gøre sit navn kendt, da han i 1891 vendte hjem til København.
3. Symbolisme i København
En af de vigtigste strømninger i 1890'ernes danske kulturliv var symbolismen, og den har også sin plads i Nielsens værker. Symbolistisk kunst er, som ordet antyder, en kunst der anvender symboler. Kunstneren stiliserer og simplificerer former og farver og gør dem til sine egne. Man kan sige, at den symbolistiske kunst henter sin inspiration fra dybderne og højderne, de store sammenhænge snarere end fra de umiddelbare sanseindtryk. Det kan virke som om, de symbolske elementer er vidt forskellige og ikke har noget med hinanden at gøre, men gennem deres forhold til den individuelle person skabes der sammenhæng mellem dem.
Symbolismen er på grund af sin abstrakthed en reaktion mod realismen, og den adskiller sig fra impressionismen ved at ville skildre dybe og grundlæggende stemninger frem for øjebliksbilleder. Netop ordet stemning, som skal forstås dybere end bare som et hverdagsbegreb, bruges ofte af Nielsen. I litteraturen findes disse elementer hos blandt andre Nielsens jævnaldrende Ludvig Holstein (1864-1943) og i billedkunsten hos eksempelvis Willumsen.
Maleri af Willumsen. Efter stormen nr. 2, 1916.
I den brede kulturhistoriske sammenhæng kom symbolismen også til udtryk i, at man forsøgte at genoplive den antikke ånd med afholdelsen af de første olympiske lege i Athen 1896. Her fungerede eksempelvis den berømte fakkel som et symbolsk bindeled mellem nutid og mytisk oldtid.
4. De tidlige værker
Carl Nielsens sangkomposition begynder for alvor i 1891 med hans Opus 4 og 6, to samlinger af sange med tekst af J.P. Jacobsen. Det er udprægede kunstsange med avancerede og selvstændige akkompagnementer. Inspirationen kommer fra den tyske lied, den klaverakkompagnerede solosang som man kender fra romantikken hos først og fremmest Franz Schubert (1797-1828), samt fra den danske romance:
Carl Nielsen: Irmelin Rose (Op. 4, 1891)
Franz Schubert: Gute Nacht (Op. 89, 1827)
Stilmæssigt begynder Nielsen dog at fjerne sig fra romantikken, og man fornemmer de modsætningsforhold, der er på spil i hans musik. Genrebillede fra Op. 6 indledes og afsluttes eksempelvis med et simpelt og landligt klingende hornkvint-motiv, mens melodien i mellemtiden udfører store melismer over kromatiske harmonier. Det er nærliggende at se disse musikalske modsætninger som udtryk for en symbolistisk tankegang. Desuden harmonerer tekstens form og indhold med Nielsens søgen efter nye udtryksformer:
Carl Nielsen: Genrebillede (Op. 6, 1891)
I 1892 færdiggjorde Nielsen sin første symfoni, og han prøvede derved kræfter med den mest traditionsrige af de klassiske genrer. Inspirationen kom først og fremmest fra Beethoven, hvis femte symfoni Nielsen på sin store rejse havde besluttet sig for at lære udenad. Denne inspiration kommer til udtryk dels i formen, en klassisk sonateform i fire satser, dels i den store koncentration af det melodiske materiale. Her menes, at det indledende hovedtema ligger til grund for resten af værkets stemmer igennem omvending, afledning og variation. Et hørbart eksempel på dette kommer i 1. sats, i reprisens begyndelse, hvor hovedtemaet spilles af basunerne i halvt tempo, samtidig med at strygerne bringer det tilbage i sin oprindelige form (takt 185, 5:38 i indspilning):
Carl Nielsen: Symfoni nr. 1 (Op. 7, 1892)
I Beethovens femte symfoni kan koncentrationen af det melodiske materiale høres gennem hele den 1. sats, hvor alting udspringer af det berømte åbningsmotiv:
Ludwig van Beethoven: Symphony no. 5 (Op. 67, 1804-1808)
Selvom Nielsens første symfoni er et værk af et kæmpestort omfang, behøver man ikke at se det isoleret fra Nielsens øvrige virke. Det er oplagt at forbinde hovedtemaets signalagtige karakter med Nielsens tid som militærmusiker. Desuden er der melodiske ligheder mellem Jacobsen-sangene og symfonien. Et sidetema til finalen blev endda forkastet, da det mindede for meget om en af sangene. Som eksempel herpå kan man i tredjesatsen høre det karakteristiske motiv fra Genrebillede, først i klarinetterne og dernæst i de øvrige træblæsere (takt 43, 16:50 i indspilning).
Nielsen udgav sin næste samling af sange, "Sange af Ludvig Holstein", i 1895. Stilen er meget lig de første sange. Det er stadig kunstsange, men flere af dem begynder at antage en mere strofisk karakter, i overensstemmelse med de mere jævne versefødder i Holsteins tekster. Sommersang er et godt eksempel: en svær melodi, som ikke er velegnet til fællessang, over en avanceret harmonik i akkompagnementet, som dog gentages vers for vers.
Carl Nielsen: Sommersang (Op. 10, 1895)
Familien Carl Nielsen, 1898. Carl Nielsen får to døtre og en søn med Anne Marie. Fra et tidligere bekendtskab (en stuepige i den opgang, han boede i) har han desuden en endnu en søn.
5. Vitalisme
Det første årti af 1900-tallet var over hele Europa et optimistisk årti i kraft af generel økonomisk og teknologisk fremgang. I kunsten kom dette til udtryk i vitalismen. Vitalismen kan ses som en fortsættelse af symbolismen, hvor kunstneren fejrer livet som en kraft, der gennemstrømmer alting. Kunstneren anvender altså symboler til at skildre en livskraft, som er noget dybere og mere grundlæggende end blot det enkelte menneskes liv. Denne optimistiske vitalisme udvikler sig efter den 1. Verdenskrigs udbrud til en altomfattende skildring af livet som noget hinsides godt og ondt – en illusionsløs vitalisme.
Maleri af Willumsen. Badende børn på Skagens strand, 1909.
Anne Marie Carl-Nielsen tog i 1903 til Athen for at studere antik græsk billedkunst – endnu en rejse finansieret af det Anckerske legat. Nielsen rejste efterfølgende ned for at gøre hende selskab. Han var stærkt optaget af solen og udtrykte forståelse for, at man kunne tilbede den. Religiøs dyrkelse blev det dog aldrig til, ligesom han heller aldrig blev specielt kristen, selvom han senere skulle komponere salmer. Nielsens fascination af solen, det stærkeste vitalistiske symbol, kom i Grækenland til udtryk i hans Helios Overture. Værket er opkaldt efter den græske titangud, som trak solen over himlen i sin stridsvogn, og som et symbol på den store naturkraft høres indledningsvis en overtonerække – en naturgiven harmoni. Overturen er i mange år blevet spillet på Danmarks Radio for at fejre det nye års ankomst.
Carl Nielsen: Helios Overture (Op. 17, 1903)
6. Krise i ægteskabet
Rejsen til Athen var en af de få, som ægteparret havde sammen, og den hyppige adskillelse tog hårdt på ægteskabet. At de begge to var kunstnere var naturligvis grundlaget for, at de mødte hinanden og blev gift, men paradoksalt nok var det også forholdets største udfordring.
I deres brevveksling kan man læse, hvordan Nielsen var meget udtalt, når han satte ord på sit store savn, mens Anne Marie Carl-Nielsen var mere kortfattet. Herfra kan man lave en grov beskrivelse af ægtefællernes forskellighed. Hun var billedhuggeren, der opfattede livet i lange, seje træk, mens han var musikeren, som var meget optaget af øjeblikkets følelser. Nielsen var også den af de to, der var mest udadvendt og socialiserende.
Parrets datter, Anne Marie Telmanyi, formulerede i 1914 deres væsensforskellighed: "Han var så stærkt i pagt med livet i alle dets afskygninger, hvorimod moder satte en ret linje, hun ikke overskred – og så skete der forviklinger". Nielsen var - som den der oftest måtte være hjemme med parrets tre børn, mens Anne Marie Carl-Nielsen var på rejse - meget påvirket af det problematiske modsætningsforhold mellem at være kunstner og være familiemenneske.
Familien Carl Nielsen, 1904.
I 1905 blev savnet så hårdt for ham, at han skrev til Anne Marie Carl-Nielsen, at han ville skilles. Dette afviste hun dog, og selvom deres vanskeligheder bestemt ikke stoppede her, blev hun ved med at være hans hustru og vigtigste kunstneriske støtte. Fortvivlelsen og de svingende følelser stod i stor kontrast til de kunstneriske idealer, som Nielsen søgte efter. Hans arbejde med musikken havde dermed også karakter af personlig udvikling, en stræben efter både musikalske og menneskelige mål.
7. Stigende popularitet og forfatterdebut
Mens Nielsen havde problemer både på hjemmefronten og i det professionelle liv, hvor han i det Kongelige Kapel efter at have vikarieret som kapelmester modvilligt igen spillede violin, voksede hans folkelige popularitet. Han færdiggjorde i 1906 sin anden opera, Holberg-komedien Maskerade, som blev vel modtaget og siden er blevet opført utallige gange på Det Kongelige Teater.
Året efter færdiggjorde han samlingen "Strofiske sange", som inkluderede en vaskeægte landeplage: Jens Vejmand, til tekst af Jeppe Aakjær (1866-1930). På trods af samlingens titel er Jens Vejmand faktisk ikke skrevet som en fuldstændig strofisk sang – Nielsen kunne ikke modstå fristelsen til at give versene forskellige dynamikbetegnelser :
Carl Nielsen: Jens Vejmand (Op. 21, 1907)
Mozart og vor tid er titlen på det første af Nielsens essays, som han skrev i 1907. Selvom han ikke brød sig om at beskæftige sig analytisk med sin egen musik, er dette og de senere essays, som blev samlet under titlen "Levende musik", en vigtig kilde til at forstå de tanker, der ligger bag Nielsens musik. Som titlen antyder, er Mozart på dette tidspunkt blevet hans altoverskyggende forbillede.
Nielsen oplister to typer af kunstnere, og typisk for Nielsen er der tale om både billedkunstnere, forfattere og komponister. På den ene side den alvorlige, bistre kunstner med de knyttede hænder, som i musikken er eksemplificeret i Beethoven. På den anden side den yndefulde, varme kunstner med lette fjedrende skridt, som er repræsenteret af Mozart. Udover at essayet præsenterer de idealer, Nielsen måler sig selv med, er det interessant at læse, at han som komponist i starten af det 20. århundrede havde forbilleder så langt tilbage som i renæssancen og endda i antikken. Det var især musikken fra det 18. århundrede, der optog Nielsen. Musikken fra det 19. århundrede, hvor han var født, havde han ikke lige så høje tanker om.
Disse [Beethovenske] Egenskaber tiltaler især store og smaa Børn og unge Mennesker, som altid finder det langt interessantere at stirre ned i en Vulkan – selv i en udbrændt – end at se op imod den blaa Himmel gennem Kronen af et grønt Træ. (…) det er (…) meget lettere at komponere uudgrundelige Harmonier end klare, faste Melodier. Carl Nielsen i Mozart og vor tid, 1907
Omkring tilblivelsen af essayet satte Nielsen musik til Ludvig Holsteins drama Tove, hvorfra den mest kendte sang er Vi sletternes sønner. Denne sang blev i 2006 en del af den danske Kulturkanon sammen med Maskerade (1905-1906), Jens Vejmand (1907) og Symfoni nr. 4 ("Det Uudslukkelige", 1914-1916):
Carl Nielsen: Vi sletternes sønner (1908)
I 1908 blev Nielsen forfremmet til 2. Kapelmester i det Kongelige Kapel, og fik her lejlighed til at dirigere sine egne værker – blandt andet sin første opera Saul og David, der var blevet uropført tilbage i 1902. At han ikke udelukkende var en fri kunstnersjæl, men også en hårdtarbejdende professionel, fremgår af det pudsige sammentræf, at han i 1909 både skrev en komposition tilegnet snapsen og en sang til afholdsforeningen.
Carl Nielsen, 1908.
Nielsen skrev sit mest berømte essay, Ord, musik og programmusik, i 1909. Hovedpointen heri er, at komponister, forfattere, malere og billedhuggere skal holde sig til deres egen kunstart i stedet for at forsøge at skabe unaturlige blandingsværker. Dette uddyber han ved at beskrive forholdet mellem ord og musik. Musikken skal og kan ikke sige det samme som teksten. I stedet skal den belyse teksten, som solen belyser en blomst. Musikken udtrykker dybere følelser og stemninger end ordet. På samme måde skal komponisten være påpasselig med at tvinge for mange tolkninger og billeder ned over sin musik, for musikken skal kunne virke på sine egne vilkår.
[At sammenblande kunstarterne] er meget individuelt, meget lyrisk, og der tør ikke tvivles om, at de paagældende Kunstnere føler overordentlig stærkt ved Udøvelsen, men det er tillige et ubønhørligt sikkert Tegn paa, at vi som Helhed befinder os paa Bunden af en Nedgangsperiodes Bølgedal. Nu maa det gaa opad! Carl Nielsen i Ord, musik og programmusik, 1909
En titel skal indeholde stemning eller bevægelse, men må ikke pege på nogen konkret handling eller tanke. Desuden fraråder han, at en komponist selv skriver den tekst, han sætter musik til. Gør komponisten det, vil han komme til at skrive en tekst, der er nem at sætte musik til. Det er vigtigt, at komponisten kan gå frisk til teksten. Som i sit andet essay Mozart og vor tid opstiller Nielsen to grupper: de komponister, der kan komponere frigjort fra ordet, og dem, der ikke kan. Den første gruppe inkluderer Bach, Mozart, Beethoven, Johannes Brahms (1833-1897) og Niels W. Gade, den anden Richard Wagner (1813-1883), Giuseppe Verdi (1813-1901) og J.P.E. Hartmann.
Det blev sagt om Carl Nielsen, at alt hans musik er vokal i sit udgangspunkt. I sin tredje symfoni, Sinfonia Espansiva, tog han konsekvensen af dette og førte menneskestemmer ind på den instrumentale musiks område. Henimod slutningen af 2. sats (takt 101, 6:11 i indspilningen) høres en mande- og en kvindestemme, der synger lidt ubestemmelige, tekstløse fraser. Det er lyden af, hvad Nielsen kalder naturstemmer, hvilket også er Nielsens navn for det sidetema, som bearbejdes gennem store dele af satsen (høres første gang i takt 32, 1:52 i indspilningen):
Carl Nielsen: 2. Sats fra Sinfonia Espansiva (Op. 27, 1910-1911)
Sang uden tekst anvendtes også af Nielsens samtidige, de franske impressionister Maurice Ravel (1875-1937) og Claude Debussy (1862-1918). Der er meget vitalisme over disse "urmenneskelige" toner, og det er der også over førstesatsens koncentrerede kraftudladninger. Finalen af symfonien har Nielsen kaldt Arbejdets apoteose, og med denne hyldest til den jævne, arbejdsomme mand hører værket til i den positive ende af vitalismen. Da Nielsen i 1931 skrev endnu en programnote til værket, trak han værket hen imod i den illusionsløse vitalisme ved at notere, at 3. Satsen indeholder både godt og ondt, men ingen egentlig afgørelse. Han dirigerede selv uropførelsen i 1912 og modtog store bifald.
8. Salmer og sange til det danske folk
1914, året for den 1. Verdenskrigs udbrud, blev et skelsættende år i Nielsens liv. Udover krigen, som optog ham meget – han tog hver dag ind på Rådhuspladsen for at skaffe sig nyheder – tog han sin afsked med det Kongelige Kapel. Imens nåede den ægteskabelige krise nye højder, som følge af hans utroskab nogle år forinden, og kulminerede med en separation fem år senere. Anne Marie Carl-Nielsen formulerede her endelig, i sine mere og mere omfattende breve, hvad hendes afgørende problem med Nielsen var: et beregnende træk under den impulsive overflade.
Nielsen blev i stigende grad opmærksom på den indflydelse, omverdenen havde på ham og ikke mindst omvendt: hvilke konsekvenser hans handlinger havde. Vejen ud af krisen fandt han gennem sangkomposition, i første omgang af salmer. Han var ikke aktivt troende, men han tog det religiøse og åndelige til sig i en symbolistisk forstand. Salmerne, oplevede Nielsen, kom let til ham, næsten som om han bare var en strøm, som musikken løb igennem.
Salmerne krævede, at Nielsen nedprioriterede det subjektive udtryk og var sparsom med de stærke musikalske virkemidler. Om disse bevidst enkle melodier skrev han: "Jeg sang jer vel før i et andet sprog". Den måske mest berømte og hyppigst opførte af disse salmer, som Nielsen også selv satte stor pris på, er Mit hjerte altid vanker, som er at finde i den samlingen "Salmer og åndelige sange":
Carl Nielsen: Mit hjerte altid vanker (1916)
Nielsens vigtigste samarbejdspartner, hvad sangkompositionen angår, må siges at være Thomas Laub (1852-1927). Laub var organist med en passion for gregoriansk sang og 1500-tals koralmusik, og han var stærkt utilfreds med samtidens udøvelse af ældre kirkemusik. Han var også stærkt interesseret i folkelig sang, og det var i denne forbindelse, at han i 1914 henvendte sig til Nielsen. De blev enige om at lave en samling danske sange, som de bidrog ligeligt til. Målet var at lave musik til det danske folk frem for det danske musikpublikum. De håbede, at det musikalske samarbejde på tværs af deres forskellige baggrunde kunne skabe sammenhold i en tid, der på grund af verdenskrigen var præget af splittelse.
Resultatet var "En snes danske viser", der udkom i 1915 og to år senere blev fulgt op af endnu en samling af samme navn. Laub og Nielsens samarbejde kulminerede i 1922 med udgivelsen af Folkehøjskolens første melodibog i selskab med kirkemusikeren Thorvald Aagaard (1877-1937) og sangkomponisten Oluf Ring (1884-1946). Her fortsattes Nielsen og Laubs tredelte vision fra "En snes danske viser": for det første at gøre god poesi kendt, dernæst at give folket tilgængelige og gode melodier for derved at styrke fællessangtraditionen, og på det personlige plan at forfine sin kunst ved at begrænse sig til de simpleste midler.
At belyse en tekst og give den nyt liv, når man kun giver sig selv et enkelt vers musik at gøre godt med, er ingen nem opgave. Hos Nielsen er løsningen at forsøge at indfange selve tekstens ånd i stedet for at understrege forskellige konkrete steder i den. Et fornemt eksempel på dette er Tit er jeg glad fra den anden samling viser, hvor han på kun otte takter formår at underbygge B.S. Ingemanns (1789-1862) modsætningsfyldte digt. Nielsen har utvivlsomt også kunnet læse sine egne ægteskabelige problemer ind i denne tekst:
Carl Nielsen: Tit er jeg glad (1917)
Anne Marie Carl-Nielsen og Nielsen blev dog i 1922 – to år efter at Sønderjylland, hendes hjemstavn, var kommet tilbage under dansk flag - genforenet, og denne gang holdt det til Nielsens død. Årsagen kan meget vel have været, at Anne Marie Carl-Nielsen ville støtte ham i forbindelse med hans tiltagende hjerteproblemer.
9. Den danske mand og Europa
Selvom arbejdet med fællessangen kan virke tilbageskuende, havde Nielsen også sit blik rettet fremad og ud mod verden. I 1920'erne arbejdede han ihærdigt på at få sin musik spillet i Europa. Det var ikke en ubetinget succes – i blandt andet Frankrig kunne han ikke få sin musik opført – men i 1923 fik han opført sin Symfoni nr. 4 ("Det Uudslukkelige", Op. 29, 1914-1916) i Wien og Symfoni nr. 1 (Op. 7, 1891-1892) i Berlin. Han dirigerede selv sin Symfoni nr. 5 (Op. 50, 1920-1922) ved den store ISCM-festival for ny musik i 1927, men det var først efter sin død, at hans værker så småt begyndte at sætte sig fast i det internationale koncertrepertoire.
Allerede i 1917 havde den ungarske komponist Belá Bartók (1881-1945) opført et Nielsen-værk i Budapest. Skønt Nielsen kritiserede Bartok for sin tilsyneladende jagt efter modernitet, var han dybt fascineret af Bartoks og Zoltán Kodálys (1882-1967) enorme arbejde med at indsamle ungarske folkemelodier. Bartók var således på flere måder en international musikskikkelse, som Nielsen kunne spejle sig i, og Nielsen havde også en vigtig ungarsk forbindelse gennem sin svigersøn, violinisten Emil Telmanyi (1892-1988). Nielsen nåede desuden at møde to andre af det 20. århundredes helt store komponister, nemlig Igor Stravinsky (1882-1971) og Arnold Schönberg (1874-1951), hvor især sidstnævnte gjorde et meget positivt indryk på Nielsen.
I 1920'erne, det for Nielsen udadstræbende årti, havde han samtidig større kontakt til folk i forskellige dele af landet, først og fremmest på højskoler. Hans breve viser en fascination af idéen om den jævne mand, som er personificeret i de individer, han mødte. Denne fascination var en drivkraft bag det store selvbiografiske erindringsværk Min fynske barndom fra 1927. Det indeholder rige beskrivelser af de barndomsfolk og den natur, som Nielsen i sit tilbageblik mener, har formet ham. Selvbiografien er et forsøg på, for Nielsen selv, at få samlet sine erfaringer fra hele livet til en helhed, der udspringer i barndommen. Også her er der et interessant modsætningsforhold på spil: det store billede, naturen, landet og folket, kommer til udtryk igennem relationen til det enkelte individ, Carl Nielsen.
10. Modernisten Nielsen
Nielsen var i 1920'erne, udover folkekær fællessangskomponist, blevet modernist. Han skrev om sin Klarinetkoncert i 1928, at instrumenternes stemmeføring var så fri, at han ikke anede, om det ville klinge godt. Han var dog ikke interesseret i at blive ved med at komponere, hvis det bare skulle fortsætte i den samme rille. Her er han faktisk inde på et af de hyppige kritikpunkter omkring hans symfoniske musik: hans instrumentation er ofte blevet kaldt mangelfuld – måske fordi han havde en tendens til at opleve musikken for sit indre øre i stedet for at fokusere på den reelle klang. Dette arbejdede han dog på - klang blev fra midten af 1920'erne et nøgleord i Nielsens musik.
Nielsen udtalte omkring tilblivelsen af sin Symfoni nr. 6 ("Sinfonia semplice", 1924-1925), at den moderne musik, som han bestemt selv mente at tilhøre, skulle bestræbe sig på at skille musikken ad som et kor af individer. I Klarinetkoncerten kom individualiseringen til udtryk ved at nogle af instrumenterne til tider fik en klanglig plads mellem solist og orkester, som en slags udenforstående tredjepart i dialog med solisten. Også klaveret søgte han at anvende på nye måder. I det tredje af "Tre klaverstykker" fra 1929 spilles der i venstrehånden såkaldte clusters, hvor man tager flere og flere tangenter ved siden af hinanden for at skabe en voldsom, slagtøjsagtig effekt. Dette var bestemt et moderne greb, men faktisk havde Nielsen allerede i 1907 anvendt denne teknik under en jævn, folkelig melodi i sin sang Fædreland. Måske var dette et varsel om de forskellige retninger, Nielsens musik skulle udvikle sig i.
I Balladen om Bjørnen fra 1923 bevæger Nielsen sig mod destruktionen af tonesproget, og der vækkes associationer til ekspressionistisk musik som hos for eksempel Schönberg. Se blot de mange løse fortegn i de indledende sider af Carl Nielsens eget partitur:
Carl Nielsen: Balladen om Bjørnen (Op. 47, 1923)Sangen indledes med en sangbar melodi, der gennem akkompagnementets dissonanser til sidst er fuldkommen opløst, og lytteren har mistet fornemmelsen for hvilken toneart, musikken befinder sig i. Nielsen havde tidligere formuleret en idé om at bevæge sig væk fra de konventionelle tonearter, og denne søgen er da også til stede i hans symfoniske musik såvel som i hans sange, men han kom aldrig til at beskæftige sig med dodekafoni.
Teksten til Balladen om Bjørnen er skrevet af Aage Berntsen, som også skrev teksten til Fynsk forår fra 1921 – et helt anden type værk skrevet for kor i en mere simpel folketone. En af satserne fra korværket, Den milde dag er lys og lang, har sidenhen fået plads i fællessangrepertoiret. Nielsen skrev også sidenhen symfonisk musik i folketone, for eksempel Rhapsodisk Ouverture ("En Fantasirejse til Færøerne") fra 1927.
Carl Nielsen: Den milde dag er lys og lang (1920)
Da Nielsen i 1929, inspireret af sine studier af renæssance-polyfoni, komponerede sine "Tre motetter", beskrev han processen som en form for renselse, hvor han skulle undertrykke sine symfoniske evner og tilbøjeligheder for at løfte sin kunst op mod de store, gamle mestre, Palestrina (1525-1594) og Bach:
Carl Nielsen: Dominus regit me fra "Tre Motetter" (Op. 55, 1929)
Mens Palestrina var det store forbillede for motetterne, kom fascinationen af Bach til udtryk i Nielsens sidste store komposition, orgelværket Commotio (Op. 58, 1931). Bach havde tidligere inspireret Nielsen, da han skrev sin Symfoni nr. 5, og allerede i 1911 havde Nielsen lavet en musikalsk hilsen til Bach - Nielsen brugte i sin violinkoncert tonerækken b-a-c-h.
Hjertelidelsen endte med at tage livet af Nielsen i 1931. I sine sidste år nåede han at gå i Gades fodspor som direktør for Konservatoriet, at dirigere Min fynske barndom ved Radioens første symfonikoncert, at sidde i bestyrelsen i vigtige musikalske foreninger som Dansk Komponistforening og Samfundet til Udgivelse af Dansk Musik og at opleve sin 60-årsdag blive fejret som en folkefest. Nielsens position som den vigtigste danske musikpersonlighed i det 20. århundrede, hvis ikke nogensinde, var en realitet.
Anne Marie Carl-Nielsen udførte monumenter til hans minde, og således kan man se Nielsen portrætteret som en fløjtespillende dreng i Nørre Lyndelse og som ung mand med panfløjte siddende på den vingeløse Pegasus på Grønningen i København.
Carl Nielsen, 1931.
11. Afrunding
Hvordan skal man forklare, at Nielsen komponerede så forskelligartede værker som symfonier, korværker, operaer og folkelige sange? Et enkelt svar er, at en stor del af musikken er komponeret på opfordring eller bestilling. At Nielsen ved siden af sine eksperimenterende værker tjente til dagen og vejen ved at levere brugsmusik til folket. Dette kan dog langt fra være hele sandheden, da hans folkelige musik ikke kan siges at have karakter af letsindigt venstrehåndsarbejde.
Nielsen udtalte engang, at han følte, der var et sted i ham, hvor melodierne skulle passere igennem. Hvis de blev siddende, altså ydede modstand, var der noget ved dem – ellers var de ligegyldige. Om musikken var god eller smuk, ville han ikke gøre sig til dommer over. Metaforen om musikken, der strømmer igennem ham, havde Nielsen lige siden Maskerade brugt om mange af sine sange, når han for eksempel følte det som om, at mennesker han havde kendt i sin barndom komponerede igennem ham.
Idéen om, at kunsten skal give modstand er central i modernismen, så dette nye perspektiv tog Nielsen med sig i al sin musik. Desuden er det et fælles træk for Nielsens senere musik, at han mener, at den skal opleves af en udenforstående for at komme til sin fulde ret. Man kan sige, at modernisme og folkelig musik hos Nielsen blev forenet gennem en følelse af, at musikken tog sit udgangspunkt i noget, der var større end ham selv.
Musikken voksede da også til at blive større end Nielsen selv. Den danske musikhistorie er delt op i en tid før og en tid efter Nielsen - ingen dansk komponist har sidenhen kunnet undgå at forholde sig til arven fra Nielsen. I 2009 udkom Carl Nielsen Udgaven, som rummer Nielsens samlede værker fordelt på 35 bind. De er endda gjort frit tilgængelige som folkeeje på Det Kongelige Biblioteks hjemmeside.
Også i udlandet er interessen for Nielsens musik stadig voksende. Bogen The Nielsen Companion, som udkom i 1994, rummer engelsksprogede artikler om Nielsens musik skrevet af danske, amerikanske, engelske og canadiske musikforskere. I samme serie findes blandt andet The Mozart Companion og The Beethoven Companion. Musikken opføres til stadighed rundt omkring i verden, hvilket vidner om Nielsens voksende status. For eksempel skulle Berlinerfilharmonikerne i oktober 2012 spille en koncert, hvor blandt andet Wagner var på programmet. Da dirigenten blev forhindret, trådte den estiske dirigent Kristian Järvi til og skiftede Wagner ud med Nielsen - til stående ovationer:
Carl Nielsen: En Fantasirejse til Færøerne (1927). Berlinerfilharmonikerne, 2012.