Musikanalyser og analysevejledning

Eksempelanalyse af to udvalgte filmmusikstykker. Nederst findes en kort analysevejledning, du kan bruge til hjælp i forbindelse med egne analyser.

1. Once Upon a Time in the West (Ennio Morricone, 1968)

Once Upon a Time in the West (på dansk Vestens hårde halse) er en italiensk spaghettiwestern fra 1968, instrueret af Sergio Leone. Musikken er skrevet af komponisten Ennio Morricone, der var Leones faste musikalske samarbejdspartner. Musikken er skrevet før filmoptagelserne, da det var Leones ønske at kunne afspille musikken i baggrunden under optagelserne. Musikken har derved ikke kun betydning for publikum men også for skuespillernes indlevelse i filmen.

Filmens handling

Filmen foregår omkring 1870 i forbindelse med opførelsen af ​​en jernbane mellem Atlanterhavet og Stillehavet. På overfladen udspiller filmen sig som en kamp om jord i nærheden af Flagstone, en opdigtet by i det vilde vesten. På et dybere plan er det en historie om uforsonligt had og et hævntogt mod en koldblodig morder.

Jerbanebaronen Morton hyrer en flok lejemordere med Frank i spidsen for at slippe af med jordejeren Brett McBain og hans familie. Frank er en psykopatisk morder, der ikke tøver med at dræbe kvinder og børn, hvis situationen kræver det. Gennem filmen forfølges Frank og hans håndlangere af "Harmonica" - en mundharmonika-spillende revolvermand. Det viser sig snart, at alliancer og konflikter fra fortiden har stor indflydelse på deres relationer.

Skurken Frank med revolvermanden Harmonica i baggrunden.

Hovedtema

Filmens hovedtema, med samme titel som filmen, kaldes også Jill's tema, fordi det bruges som ledemotiv for karakteren Jill, der er jordejeren Brett McBains kone. Hovedtemaet er sammensat af en indledning og af en hoveddel i ABAA form:

Ennio Morricone: Once Upon A Time In The West (1968)

Indledningen, der er noteret i taktarten 12/8, er bygget op omkring følgende firetakters motiv:

De første to takter består af en trinvist nedadgående bevægelse fra fis til h i parallelle tertser, mens de næste to takter er en sekvensering (en kvart op) af de første to takter. Akkorderne er enkle: en tonal kadence i d-dur, som er den gennemgående toneart i hovedtemaet. Rytmen er ligeledes enkel: skiftevis en 4.-del og en 8.-del, kun afbrudt af en enkelt duol (takt 1) og to punkterede halvnoder (takt 2 og 4).

Indledningens meget enkle opbygning passer fint til karakteren Jill, der er flyttet ud på landet for at leve et enkelt liv sammen med sin mand McBain. Man kan næsten fornemme den landlige idyl, når man hører indledningens rolige melodi og de bagvedliggende flydende strygere.

Hoveddelens A-stykke, der er noteret i taktarten 4/4, ser således ud:

Karakteristisk for A-stykket er, at det synges på en ordløs vokallyd. Sangeren er i dette tilfælde sopranen Edda Dell'Orso, som medvirkede på en lang række af Morricones filmmusikalske værker. Et andet karakteristisk træk ved A-stykket er de fire sekst-spring (takt 1-3 og 7), som står i kontrast til indledningens trinvise bevægelser.

A-stykket har en sørgmodig karakter, hvilket især skyldes brugen af mol-akkorder, sangstemmens vibrato og de bagvedliggende flydende strygere. A-stykket understøtter dermed filmens følelsesmæssige temaer og begivenheder: had, hævntogt og mord.

Funktionsanalytisk kan A-stykkets akkorder beskrives som henholdsvis tonika (D), tonikaparallel (Hm), bidominant (D7/A), subdominant (G) og dominantparallel (F#m). Bemærk i øvrigt den trinvise basgang (d, cis, h, a, g) i takt 1-3.

Hoveddelens B-stykke, der er noteret i taktarten 4/4, ser således ud:

B-stykket fungerer musikalsk som et kontraststykke til A-stykket, idet det både melodisk og instrumentalt adskiller sig fra A-stykket. Melodien spilles nu på messingblæser, og de melodiske bevægelser er baseret på kvart- og kvint-spring og tonegentagelser. Den trinvist nedadgående basgang og de akkompagnerende strygere skaber dog en vis sammenhæng med A-stykket.

På trods af B-stykkets korte varighed, er der en klar opbygning frem mod et klimaks i takt fire, som markeres af pauker og af, at strygerne nu overtager rollen som melodiinstrument. Efter klimakset falder melodien til ro med en trinvis nedadgående bevægelse fra d til g, hvorefter A-stykket vender tilbage med fornyet energi.

I andet A-stykke bytter vokal og strygere rolle, idet det nu er strygerne, der spiller melodien, mens vokalen (i dette tilfælde et kor) akkompagnerer. I tredje og sidste A-stykke moduleres en halvtone op, hvorved energiniveauet igen fornyes. Denne gang udføres melodien af både strygere og vokal, og således er der en klar stigning i intensitet hovedtemaet igennem, ligesom at der også i filmen er en klar stigning i intensitet frem mod Franks død til sidst i filmen.

Franks ledemotiv

En stor del af filmens hovedpersoner har et tilknyttet ledemotiv. Et af de mest markante ledemotiver repræsenterer skurken Frank, og det benyttes i flere forskellige udformninger:

Motivet udgøres af blot fire forskellige toner (a, h, c og e) med en ambitus på en stor none. Tonearten er a-mol, og de fire akkorder (Am, Em/G, F og E) kan funktionsanalytisk beskrives som henholdsvis tonika, moldominant, subdominantparallel og dominant.

Rytmisk er motivet præget af lange toner i forholdsvis store spring, kun afbrudt af en kort trille på tonerne h og c i takt fire. Motivet afrundes i takt 5-7 med et forløb, som både rytmisk og melodisk minder om forløbet i takt 1-3. Motivet udgør derved en lille form i sig selv med en start, en midte og en slutning, som man kan navngive ABA.

Version 1 spilles på en markant og stærkt forvrænget elguitar. Elguitaren akkompagneres af en stacceret 8.-delsrytme spillet på violin, hvor hver tredje tone er betonet (begyndende fra 1og-slaget). Violinen gentager tonerne e og f uden hensyntagen til akkordforløbet, men spiller også en nedadgående trinvis bevægelse (c, h, a og gis), som udgør akkordernes terts eller kvint.

Version 2 spilles på banjo og violin. Melodien udføres stacceret og akkompagneres af pauker og vibrerende strygere. Version 3 spilles på en træblæser og akkompagneres af strygere, der med flydende bevægelser markerer hvert taktslag. Version 4 spilles på en kraftfuld trompet. Melodien, der denne gang mangler sit oktavspring før næstsidste takt, akkompagneres af afdæmpede og rolige strygere.

Forskellene mellem de forskellige versioner er tydelige, og det er på ingen måde tilfældigt. Version 1 er dissonerende, forvrænget, kraftig og markant - på én gang barsk, truende og intensiv, ligesom Frank der på dette tidspunkt i filmen (0:20:00) introduceres. Version 2 har en spændingsfyldt og dyster karakter - det er filmens første musikalske indslag (0:11:25), og det fungerer dermed som en slags musikalsk forvarsel for Franks færd.

Version 3 er, med den bløde træblæser og de flydende strygere, trist og sørgmodig - ligesom Jill, der på dette tidspunkt i filmen (0:56:00) må forlade sin ejendom, efter at Frank har tvunget hende til at sælge den på auktion. Version 4 har et sørgmodigt udtryk, og den majestætiske trompet giver associationer til en højtidelig begravelsesceremoni - et musikalsk forvarsel (2:12:50) om, at Frank ikke har længe tilbage at leve i.

Der er altså en helt klar sammenhæng mellem ledemotivets musikalske virkemidler og filmens handling.

Perspektivering

Once Upon a Time in the West har opnået kultstatus verden over, ikke mindst på grund af Ennio Morricones musik, som understøtter filmens handling og karakterer på meget vellykket vis. Filminstruktører såsom Quentin Tarantino, Martin Scorsese, George Lucas, John Carpenter og John Boorman har alle talt om den indflydelse, filmen har haft på dem, og filmen er løbende at finde på lister over verdens bedste film.

Musikken er siden blevet genbrugt i både spillefilm (eksempelvis Pirates of the Caribbean: Dead Man's Chest, 2006) og tv-serier (eksempelvis The Sopranos: Whoever Did This, 2002) og af kendte musikere som Bruce Springsteen og Muse.

2. 8½ (Nino Rota, 1963)

8½ er et italiensk komediedrama fra 1963, skrevet og instrueret af Federico Fellini. Filmens musik er en mosaik af Nino Rotas originale temaer og brudstykker fra klassiske orkesterværker som Wagners Valkyriernes Ridt (fra operaen Nibelungens Ring), Rossinis Ouverture (fra operaen Barberen fra Sevilla) og Tchaikovskys Danse des Mirlitons (fra balletten Nøddeknækkeren).

Nino Rota har siden starten af 1950'erne skrevet musik til en lang række af Fellinis film. Ifølge Fellini var Rota hans mest værdifulde samarbejdspartner: "The most precious collaborator I have ever had, I say it straightaway and don't even have to hesitate, was Nino Rota. [...] He had a geometric imagination, a musical approach worthy of celestial spheres.".

Filmens handling

Filmen omhandler en italiensk filminstruktør, Guido Anselmi, der lider af skriveblokering. Anselmi skal instruere en science fiction film, men han har mistet lysten og inspirationen grundet kunstneriske og ægteskabelige problemer. Mens Anselmi kæmper halvhjertet med at få færdiggjort filmen, indtræder en række flashbacks og drømme i hans hukommelse og fantasier. Drømmene bliver Anselmis tilflugtssted fra omverdenens forventningspres.

Guido Anselmi.

Hovedtema

Nino Rota komponerede flere musikstykker til filmen, som hver især er sammensat af en række forskellige temaer, der i filmen bruges i fri kombination med hinanden. Filmen har ikke et egentligt hovedtema. Det indledende stykke af musikstykket La pasarella di addio (0:00-0:24) indtager dog en særlig position, idet det ofte benyttes i vigtige og afgørende scener, og det kan derfor betegnes som et slags hovedtema:

Nino Rota: La pasarella di addio (1963)

Noteret på noder ser hovedtemaet således ud:

Temaets toneart er g-dur, men de mange kromatiske bevægelser bringer temaet ud på tonalt gyngende grund. Den melodiske bevægelse fra toptonen g (takt 2) og trinvist ned gennem g-durskalaen til bundtonen h (takt 22) forstærker dog tonalitetsfornemmelsen.

Formmæssigt er temaet bygget op over en AAB form, hvor A-stykkerne er på 6 takter hver, og B-stykket er på 12 takter. Det andet A-stykke er en sekvenseret udgave (en lille sekund ned) af første A-stykke, dog med få melodiske variationer. B-stykket er dannet ved en sekvensering af A-stykkets første fire takter, som gentages tre gange i en afstand på en nedadgående stor sekund.

I modsætning til hvad man umiddelbart kunne forvente om et hovedtema, introduceres det første gang diegetisk, i en scene hvor hovedpersonen Guido besøger et af sine stamhoteller med sin elskerinde Carla. Hotelværtinden, som har et tæt og næsten moderligt forhold til Guido, nynner temaet (off-screen) fra køkkenet, mens hun laver mad til Guido og Clara. Måske som en symbolsk reference til Guidos egen mor eller moderskikkelsen i særdeleshed (version 2 - 0:17:00).

Næste introduktion af temaet er en meget subtil og næsten lydløs udgave, spillet på fløjte i en drømmesekvens og med en harmonisk udefineret og dyster underlægning, der gør tonaliteten overflødig. Temaet sættes her eksplicit i forbindelse med Guidos barndom, som er det miljø, drømmen udspiller sig i (version 3 - 0:21:00).

Tredje gang temaet introduceres er første gang, det forekommer i en fremtrædende version, og det fungerer denne gang som bindeled mellem nutiden og Guidos barndom, via magikeren Il Ilusionistas læsning af Guidos tanker. Melodien spilles på en varm og melankolsk klarinet, som musikalsk udtrykker et sentimentalt men positivt minde fra Guidos barndom (version 4 - 0:39:46).

Senere i filmen fremtræder temaet i både en jazz-udgave (version 5 - 1:34:00) og en cirkus-udgave (version 1 - 2:12:20). Temaet interagerer konstant med fortællingen og filmens øvrige æstetiske virkemidler, og det skifter udtryk alt efter hvilken scene, det optræder i. Det er karakteristisk, at temaet fastholder sin melodiske identitet, mens instrumentation, tempo og akkompagnement konstant forandres som konsekvens af dets relation til filmnarrativet.

Perspektivering

Nino Rota arbejder i sin musik seriøst med det paradoks, at hovedtemaet skal være genkendeligt, men samtidig kunne rumme fortællingens overordnede konflikter og begivenheder. Det er ikke unormalt, at et tema eller ledemotiv skifter form og udtryk - det er eksempelvis tilfældet med Franks ledemotiv (afsnit 1) - men Rota fører teknikken et skridt videre.

Det er stort set umuligt at forudsige, hvilket udryk hovedtemaet i 8½ indtager, næste gang det indtræder. Om det bliver nynnet af en karakter diegetisk i filmen, om det opstår i en jazz- eller cirkus-udgave, eller om det spilles i en mere traditionel symfonisk udgave. Musikken eksisterer på den måde som et selvstændigt individ med filmen som ramme, og man kan derfor konstatere, at den ikke er underlægning til noget bestemt, men eksisterer i kraft af sig selv og den fortælling, den er en del af.

Nino Rotas filmmusik er derfor unik for sin tid. Den formår at være en musikalsk blanding af ørefængende melodier og fleksible formmønstre, der kan begå sig i Federico Fellinis komplekse fortællinger. Rotas og andre samtidige komponisters filmmusikalske eksperimenter har derved været forudsætningen for, at hovedtemaet opstod som filmmusikalsk begreb og har indtaget den vigtige position i filmfortællingen, det har i dag.

3. Analysevejledning

Analysevejledningen giver med korte stikord et overblik over de filmiske og musikalske parametre, det kan være relevant at inddrage ved analysen af filmmusik. Du kan læse mere dybdegående om de enkelte parametre og analysemetoder i kapitlet Filmmusikteori og i sektionen Analyse.

Karakteristik

• Film, instruktør, komponist, genre, udgivelsesdato og eventuelt andre faktuelle oplysninger der er relevante i forhold til analysen.

Filmens handling

• Filmens handling, herunder relevante karakterer, begivenheder, hændelser og steder.

Hovedtema

• Filmens hovedtema. Temaets funktion og virkemidler (form, instrumentation, rytmik, melodik, harmonik mv.), herunder temaets sammenhæng med filmens handling.

Ledemotiver

• Filmens ledemotiver. Ledemotivernes funktion og virkemidler (form, instrumentation, rytmik, melodik, harmonik mv.), herunder ledemotivernes sammenhæng med filmens handling.

Forholdet mellem musik og billede

• Musikkens funktion og virkemidler (form, instrumentation, rytmik, melodik, harmonik mv.), herunder musikkens sammenhæng med filmens handling. Parafraserende, polariserende og kontrapunktisk musik. Diegetisk og ikke-diegetisk musik.

Perspektivering

• En begrundet indplacering af filmen og filmmusikken i filmhistorien, baseret på analyseresultaterne.

Eksempelanalyse af to udvalgte filmmusikstykker. Nederst findes en kort analysevejledning, du kan bruge til hjælp i forbindelse med egne analyser.

1. Once Upon a Time in the West (Ennio Morricone, 1968)

Once Upon a Time in the West (på dansk Vestens hårde halse) er en italiensk spaghettiwestern fra 1968, instrueret af Sergio Leone. Musikken er skrevet af komponisten Ennio Morricone, der var Leones faste musikalske samarbejdspartner. Musikken er skrevet før filmoptagelserne, da det var Leones ønske at kunne afspille musikken i baggrunden under optagelserne. Musikken har derved ikke kun betydning for publikum men også for skuespillernes indlevelse i filmen.

Filmens handling

Filmen foregår omkring 1870 i forbindelse med opførelsen af ​​en jernbane mellem Atlanterhavet og Stillehavet. På overfladen udspiller filmen sig som en kamp om jord i nærheden af Flagstone, en opdigtet by i det vilde vesten. På et dybere plan er det en historie om uforsonligt had og et hævntogt mod en koldblodig morder.

Jerbanebaronen Morton hyrer en flok lejemordere med Frank i spidsen for at slippe af med jordejeren Brett McBain og hans familie. Frank er en psykopatisk morder, der ikke tøver med at dræbe kvinder og børn, hvis situationen kræver det. Gennem filmen forfølges Frank og hans håndlangere af "Harmonica" - en mundharmonika-spillende revolvermand. Det viser sig snart, at alliancer og konflikter fra fortiden har stor indflydelse på deres relationer.

Skurken Frank med revolvermanden Harmonica i baggrunden.

Hovedtema

Filmens hovedtema, med samme titel som filmen, kaldes også Jill's tema, fordi det bruges som ledemotiv for karakteren Jill, der er jordejeren Brett McBains kone. Hovedtemaet er sammensat af en indledning og af en hoveddel i ABAA form:

Ennio Morricone: Once Upon A Time In The West (1968)

Indledningen, der er noteret i taktarten 12/8, er bygget op omkring følgende firetakters motiv:

De første to takter består af en trinvist nedadgående bevægelse fra fis til h. De næste to takter minder både rytmisk og melodisk om de første to takter, men de spilles i et lysere toneleje. Akkorderne er enkle, og det samme er rytmen, der er skiftevis en 4.-del og en 8.-del, kun afbrudt af en enkelt duol (takt 1) og to punkterede halvnoder (takt 2 og 4).

Indledningens meget enkle opbygning passer fint til karakteren Jill, der er flyttet ud på landet for at leve et enkelt liv sammen med sin mand McBain. Man kan næsten fornemme den landlige idyl, når man hører indledningens rolige melodi og de bagvedliggende flydende strygere.

Hoveddelens A-stykke, der er noteret i taktarten 4/4, ser således ud:

Karakteristisk for A-stykket er, at det synges på en ordløs vokallyd. Sangeren er i dette tilfælde sopranen Edda Dell'Orso, som medvirkede på en lang række af Morricones filmmusikalske værker. Et andet karakteristisk træk ved A-stykket er de fire store spring i melodien (takt 1-3 og 7), som står i kontrast til indledningens trinvise bevægelser.

A-stykket har en sørgmodig karakter, hvilket især skyldes brugen af mol-akkorder, sangstemmens vibrato og de bagvedliggende flydende strygere. A-stykket understøtter dermed filmens følelsesmæssige temaer og begivenheder: had, hævntogt og mord.

Hoveddelens B-stykke, der er noteret i taktarten 4/4, ser således ud:

B-stykket fungerer musikalsk som et kontraststykke til A-stykket, idet det både melodisk og instrumentalt adskiller sig fra A-stykket. Melodien spilles nu på messingblæser, og melodien er baseret på spring og tonegentagelser. Den akkompagnerende strygere skaber dog en vis sammenhæng med A-stykket.

På trods af B-stykkets korte varighed, er der en klar opbygning frem mod et klimaks i takt fire, som markeres af pauker og af, at strygerne nu overtager rollen som melodiinstrument. Efter klimakset falder melodien til ro med en trinvis nedadgående bevægelse fra d til g, hvorefter A-stykket vender tilbage med fornyet energi.

I andet A-stykke bytter vokal og strygere rolle, idet det nu er strygerne, der spiller melodien, mens vokalen (i dette tilfælde et kor) akkompagnerer. I tredje og sidste A-stykke moduleres en halvtone op, hvorved energiniveauet igen fornyes. Denne gang udføres melodien af både strygere og vokal, og således er der en klar stigning i intensitet hovedtemaet igennem, ligesom at der også i filmen er en klar stigning i intensitet frem mod Franks død til sidst i filmen.

Franks ledemotiv

En stor del af filmens hovedpersoner har et tilknyttet ledemotiv. Et af de mest markante ledemotiver repræsenterer skurken Frank, og det benyttes i flere forskellige udformninger:

Motivet udgøres af blot fire forskellige toner (a, h, c og e). Rytmisk er motivet præget af lange toner i forholdsvis store spring, kun afbrudt af en kort trille på tonerne h og c i takt fire. Motivet afrundes i takt 5-7 med et forløb, som både rytmisk og melodisk minder om forløbet i takt 1-3. Motivet udgør derved en lille form i sig selv med en start, en midte og en slutning, som man kan navngive ABA.

Version 1 spilles på en markant og stærkt forvrænget elguitar. Elguitaren akkompagneres af en stacceret 8.-delsrytme spillet på violin, hvor hver tredje tone er betonet (begyndende fra 1og-slaget). Det giver temaet en skæv og uregelmæssig karakter.

Version 2 spilles på banjo og violin. Melodien udføres stacceret og akkompagneres af pauker og strygere. Version 3 spilles på en træblæser og akkompagneres af strygere, der med flydende bevægelser markerer hvert taktslag. Version 4 spilles på en kraftfuld trompet. Melodien, der denne gang er lidt anderledes i de to sidste takter, akkompagneres af afdæmpede og rolige strygere.

Forskellene mellem de forskellige versioner er tydelige, og det er på ingen måde tilfældigt. Version 1 er dissonerende, forvrænget, kraftig og markant - på én gang barsk, truende og intensiv, ligesom Frank der på dette tidspunkt i filmen (0:20:00) introduceres. Version 2 har en spændingsfyldt og dyster karakter - det er filmens første musikalske indslag (0:11:25), og det fungerer dermed som en slags musikalsk forvarsel for Franks færd.

Version 3 er, med den bløde træblæser og de flydende strygere, trist og sørgmodig - ligesom Jill, der på dette tidspunkt i filmen (0:56:00) må forlade sin ejendom, efter at Frank har tvunget hende til at sælge den på auktion. Version 4 har et sørgmodigt udtryk, og den majestætiske trompet giver associationer til en højtidelig begravelsesceremoni - et musikalsk forvarsel (2:12:50) om, at Frank ikke har længe tilbage at leve i.

Der er altså en helt klar sammenhæng mellem ledemotivets musikalske virkemidler og filmens handling.

Perspektivering

Once Upon a Time in the West har opnået kultstatus verden over, ikke mindst på grund af Ennio Morricones musik, som understøtter filmens handling og karakterer på meget vellykket vis. Filminstruktører såsom Quentin Tarantino, Martin Scorsese, George Lucas, John Carpenter og John Boorman har alle talt om den indflydelse, filmen har haft på dem, og filmen er løbende at finde på lister over verdens bedste film.

Musikken er siden blevet genbrugt i både spillefilm (eksempelvis Pirates of the Caribbean: Dead Man's Chest, 2006) og tv-serier (eksempelvis The Sopranos: Whoever Did This, 2002) og af kendte musikere som Bruce Springsteen og Muse.

2. 8½ (Nino Rota, 1963)

8½ er et italiensk komediedrama fra 1963, skrevet og instrueret af Federico Fellini. Filmens musik er en mosaik af Nino Rotas originale temaer og brudstykker fra klassiske orkesterværker som Wagners Valkyriernes Ridt (fra operaen Nibelungens Ring), Rossinis Ouverture (fra operaen Barberen fra Sevilla) og Tchaikovskys Danse des Mirlitons (fra balletten Nøddeknækkeren).

Nino Rota har siden starten af 1950'erne skrevet musik til en lang række af Fellinis film. Ifølge Fellini var Rota hans mest værdifulde samarbejdspartner: "The most precious collaborator I have ever had, I say it straightaway and don't even have to hesitate, was Nino Rota. [...] He had a geometric imagination, a musical approach worthy of celestial spheres.".

Filmens handling

Filmen omhandler en italiensk filminstruktør, Guido Anselmi, der lider af skriveblokering. Anselmi skal instruere en science fiction film, men han har mistet lysten og inspirationen grundet kunstneriske og ægteskabelige problemer. Mens Anselmi kæmper halvhjertet med at få færdiggjort filmen, indtræder en række flashbacks og drømme i hans hukommelse og fantasier. Drømmene bliver Anselmis tilflugtssted fra omverdenens forventningspres.

Guido Anselmi.

Hovedtema

Nino Rota komponerede flere musikstykker til filmen, som hver især er sammensat af en række forskellige temaer, der i filmen bruges i fri kombination med hinanden. Filmen har ikke et egentligt hovedtema. Det indledende stykke af musikstykket La pasarella di addio (0:00-0:24) indtager dog en særlig position, idet det ofte benyttes i vigtige og afgørende scener, og det kan derfor betegnes som et slags hovedtema:

Nino Rota: La pasarella di addio (1963)

Noteret på noder ser hovedtemaet således ud:

Formmæssigt er temaet bygget op over en AAB form, hvor A-stykkerne er på 6 takter hver, og B-stykket er på 12 takter. Det andet A-stykke minder både rytmisk og melodisk om det første A-stykke, men det spilles i et dybere toneleje. B-stykket udgøres af tre gange fire takter, der hver især minder om de første fire takter af A-stykket, men også disse spilles i et dybere toneleje.

I modsætning til hvad man umiddelbart kunne forvente om et hovedtema, introduceres det første gang diegetisk, i en scene hvor hovedpersonen Guido besøger et af sine stamhoteller med sin elskerinde Carla. Hotelværtinden, som har et tæt og næsten moderligt forhold til Guido, nynner temaet (off-screen) fra køkkenet, mens hun laver mad til Guido og Clara. Måske som en symbolsk reference til Guidos egen mor eller moderskikkelsen i særdeleshed (version 2 - 0:17:00).

Næste introduktion af temaet er en næsten lydløs udgave, spillet på fløjte i en drømmesekvens og med en harmonisk udefineret og dyster underlægning. Temaet sættes her eksplicit i forbindelse med Guidos barndom, som er det miljø, drømmen udspiller sig i (version 3 - 0:21:00).

Tredje gang temaet introduceres er første gang, det forekommer i en fremtrædende version, og det fungerer denne gang som bindeled mellem nutiden og Guidos barndom, via magikeren Il Ilusionistas læsning af Guidos tanker. Melodien spilles på en varm og melankolsk klarinet, som musikalsk udtrykker et sentimentalt men positivt minde fra Guidos barndom (version 4 - 0:39:46).

Senere i filmen fremtræder temaet i både en jazz-udgave (version 5 - 1:34:00) og en cirkus-udgave (version 1 - 2:12:20). Temaet interagerer konstant med fortællingen og filmens øvrige æstetiske virkemidler, og det skifter udtryk alt efter hvilken scene, det optræder i. Det er karakteristisk, at temaet fastholder sin melodiske identitet, mens instrumentation, tempo og akkompagnement konstant forandres som konsekvens af dets relation til filmnarrativet.

Perspektivering

Nino Rota arbejder i sin musik seriøst med det paradoks, at hovedtemaet skal være genkendeligt, men samtidig kunne rumme fortællingens overordnede konflikter og begivenheder. Det er ikke unormalt, at et tema eller ledemotiv skifter form og udtryk - det er eksempelvis tilfældet med Franks ledemotiv (afsnit 1) - men Rota fører teknikken et skridt videre.

Det er stort set umuligt at forudsige, hvilket udryk hovedtemaet i 8½ indtager, næste gang det indtræder. Om det bliver nynnet af en karakter diegetisk i filmen, om det opstår i en jazz- eller cirkus-udgave, eller om det spilles i en mere traditionel symfonisk udgave. Musikken eksisterer på den måde som et selvstændigt individ med filmen som ramme, og man kan derfor konstatere, at den ikke er underlægning til noget bestemt, men eksisterer i kraft af sig selv og den fortælling, den er en del af.

Nino Rotas filmmusik er derfor unik for sin tid. Den formår at være en musikalsk blanding af ørefængende melodier og fleksible formmønstre, der kan begå sig i Federico Fellinis komplekse fortællinger. Rotas og andre samtidige komponisters filmmusikalske eksperimenter har derved været forudsætningen for, at hovedtemaet opstod som filmmusikalsk begreb og har indtaget den vigtige position i filmfortællingen, det har i dag.

3. Analysevejledning

Analysevejledningen giver med korte stikord et overblik over de filmiske og musikalske parametre, det kan være relevant at inddrage ved analysen af filmmusik. Du kan læse mere dybdegående om de enkelte parametre og analysemetoder i kapitlet Filmmusikteori og i sektionen Analyse.

Karakteristik

• Film, instruktør, komponist, genre, udgivelsesdato og eventuelt andre faktuelle oplysninger der er relevante i forhold til analysen.

Filmens handling

• Filmens handling, herunder relevante karakterer, begivenheder, hændelser og steder.

Hovedtema

• Filmens hovedtema. Temaets funktion og virkemidler (form, instrumentation, rytmik, melodik, harmonik mv.), herunder temaets sammenhæng med filmens handling.

Ledemotiver

• Filmens ledemotiver. Ledemotivernes funktion og virkemidler (form, instrumentation, rytmik, melodik, harmonik mv.), herunder ledemotivernes sammenhæng med filmens handling.

Forholdet mellem musik og billede

• Musikkens funktion og virkemidler (form, instrumentation, rytmik, melodik, harmonik mv.), herunder musikkens sammenhæng med filmens handling. Parafraserende, polariserende og kontrapunktisk musik. Diegetisk og ikke-diegetisk musik.

Perspektivering

• En begrundet indplacering af filmen og filmmusikken i filmhistorien, baseret på analyseresultaterne.