Filmens historie er ganske kort. Især sammenlignet med musikkens og andre kunstarters historie. Man kan kalde filmmediet en slags efternøler til de øvrige kunstarter, men samtidig er det også et medie, der kombinerer alle kunstarterne i et samlet udtryk. Billedkunsten, musikken, litteraturen og teaterkunsten har alle haft stor indflydelse på filmens udvikling.
Indhold
1. Stumfilm
De franske Lumiere-brødres visning af en række korte dokumentaristiske klip på Grand Café i Paris d. 28. december 1895 er den begivenhed, som oftest bliver beskrevet som filmens fødsel. Lumiere-brødrerne havde optaget de små filmklip med deres helt nye opfindelse Cinematografen. Disse små filmklip var simple betragtninger af hverdagslivet, som billeder af nogle mænd der forlader en café ved fyraften, et tog der forlader stationen, en mand i sin køkkenhave og andre trivialiteter:
The Lumiere Brothers': First Films (1895)
Som så meget andet blev filmmediet ikke skabt fra den ene dag til den anden. Men denne begivenhed har en stærk symbolværdi, fordi det var en af de første gange, folk samledes om at se film. Første gang at film havde et publikum.
Siden den dag gik det stærkt. Publikum blev trætte af simple hverdagshistorier, og filmen udviklede sig hurtigt til et godt redskab til at fortælle historier med. Den ældste version af filmmediet, som vi kender det i dag, begyndte at tage form allerede i starten af 1900-tallet, nemlig stumfilmen.
Stumfilm er ikke film uden lyd, men som ordet stum angiver, film uden tale. Musikken spillede en væsentlig rolle i forhold til filmoplevelsen, men da det ikke var muligt at inkludere musik på selve filmoptagelsen, blev hver eneste filmfremvisning akkompagneret af levende musik. Afhængig af biograf og budget var det enten i form af et orkester eller en solist ved et klaver.
En af de største stumfilmsinstruktører i filmens tidlige år var danske Carl Theodor Dreyer (1889-1968). Han debuterede allerede i 1912 som manuskriptforfatter til stumfilmen Bryggerens datter. Syv år senere, i 1919, havde han sin debut som instruktør til filmen Præsidenten.

Carl Theodor Dreyer.
Prækomponeret musik
Det var i begyndelsen ikke så vigtigt, om musikken var prækomponeret eller original. Musikken var ikke en integreret del af filmens univers, og musikken til hver enkelt fremvisning af en film var ofte forskellig, fordi man lod det være op til de enkelte biografmusikere at udvælge den. Dreyers største internationale succes - The Passsion of Joan of Arc (1929), som er blevet kaldt en af filmhistoriens mest vellykkede film - blev således akkompagneret af forskellig musik ved hver enkelt fremvisning:
Carl Theodor Dreyer: The Passion of Joan of Arc (1929)
Allerede i starten af 1900-tallet begyndte man at lave nodesamlinger med kendte klassiske værker kategoriseret efter forskellige stemninger, følelser, tempi og længde, med angivelse af hvilke typer scener de passede til - datidens universelle, prækomponerede filmmusik. Disse samlinger blev brugt som en uundværlig guide til at underbygge den visuelle fortælling lydligt og til at skabe dramatik, dér hvor billedsiden ikke var tilstrækkelig fængende.
Chaplin indtager filmlærredet
Stumfilmen kender de fleste fra Charlie Chaplins (1889-1977) komiske og eventyrlige film. I modsætning til mange andre filmskabere på det tidspunkt, gik Chaplin selv meget op i musikkens funktion og samspil med billederne, og han superviserede selv sammensætningen af musikstykker til fremvisningerne af hans film. I 1920'erne, da det blev muligt at lave film med synkroniseret lyd, begyndte Chaplin at involvere sig meget i komponistens arbejde, fordi han var opmærksom på, hvad det betød for filmens samlede udtryk.
Chaplin komponerede faktisk selv musikken til flere af sine film, hvoraf det vel nok bedst kendte musikstykke er Smile fra filmen Modern Times (1936):
Charlie Chaplin: Modern Times: Smile (1936)

Charlie Chaplin.
I 1942 lancerede Chaplin en genudgivelse af sin stumfilm-klassiker The Gold Rush fra 1925. Genudgivelsen har synkroniseret lyd (indtalt af Chaplin selv) og musik (komponeret af Max Terr), og det er interessant at se, hvordan Chaplin nu tager de auditive virkemidler i brug, således at både lyd og musik får en vigtig rolle i fortællingen:
Charlie Chaplin: The Gold Rush (1942)
Musikken til The Gold Rush (1942) låner temaet fra Wagner's Evening Star til at illustrere sult, Rimsky-Korsakov's Flight of the Bumble Bee til snetormen, Tchaikovsky's Sleeping Beauty Waltz til en scene i en dansehal, Wagner's Der Ring des Nibelungen til at illustrere guldet, et af Brahms Intermezzi til kærlighedstemaet og gør derudover brug af forskelligt anonymt stemningsmusik.
Teknologiske udfordringer
En af de første mere eksperimenterede originale filmkompositioner, man kender til, er George Antheils (1900-1959) musik til Fernand Legér og Dudley Murphys Ballet Mecanique (1924). Musikken var komponeret specielt til filmen, men på grund af tekniske problemer og manglende optageudstyr blev den aldrig forenet med filmen. Disse eksempler er der mange af. Store kunstneriske ambitioner, som forsøger at følge med tendenser i de øvrige kunstmiljøer, men som løber ud i sandet på grund af teknologiske udfordringer.
Ballet Mácanique er skrevet for tre xylofoner, fire stortrommer, en gong, to klaverer, syv elektriske klokker, en sirene, tre fly propeller og seksten pianolaer. Værket blev aldrig opført i sin originale form i samtiden, og man kender kun til to mindre vellykkede optrædener. Det var først i 1990'erne, at en nyere indspilning af værket blev synkroniseret med filmen:
Fernand Leger: Ballet Mácanique (1924)
Et andet eksempel på et tidligt filmmusikalsk projekt, der gik i vasken, er William Dicksons (1860-1935) Experimental Sound Film fra 1895. I filmen ser man et par, der danser til et musikstykke spillet på violin. Musikstykket blev indspillet på en vokscylinder gennem en stor kegle, men synkroniseringen mellem lyd og billede lykkedes først 105 år efter indspilningen.
Filmens to elementer, lyd og billede, blev skabt på samme tidspunkt i 1895, men de to forskellige optageteknikker kunne efterfølgende ikke kombineres. Synkroniseringsteknikkerne var simpelthen ikke opfundet endnu. Først i 1968 fandt man en ødelagt vokscylinder mærket "WKL Dickson with Kineto" på Thomas Edisons historiske bibliotek, og i 1998 restaurerede man den og gav den til lyddesigneren Walter Murch, der langt om længe fik genforenet lyd og billede:
William Dickson: Dickson Experimental Sound Film (1895)
Stumfilmens form og udtryk benyttes stadig i vor tid. Senest hyldede man stumfilmen med en moderne stumfilm i sort-hvid, The Artist (2011), der endda vandt en Oscar to år senere.

The Artist, 2011. En moderne stumfilm i sort-hvid.
2. Tidlig tonefilm
Den første kommercielle fremvisning af film med synkroniseret lyd – såkaldt tonefilm - fandt sted i 1923 i New York. Fremvisningen inkluderede 18 kortfilm med sang-, opera- og ballet-optrædener, produceret af DeForest Phonofilms. I Hollywood blev disse nye tonefilm kendt under navnet talkies, fordi det nu for første gang var muligt at høre skuespillernes stemmer.
Tonefilmene blev hurtigt populære, og allerede i 1926 havde den første egentlige spillefilm med lyd premiere: den tre timer lange romantiske eventyrfilm Don Juan. Lyden inkluderede dog ingen dialog, kun musik og lydeffekter, og filmen var altså med andre ord en stumfilm.
Den første spillefilm med både dialog og musik er The Jazz Singer fra 1927. Filmen har en af datidens store stjerner, Al Jolson, i hovedrollen som sort jazz-sanger. Al Jolson var en hvid mand (det var utænkeligt at have en sort mand i hovedrollen), så han blev sminket sort - ved brug af en såkaldt blackface-teknik, hvor man skaber et stereotypt portræt af sorte amerikanere:
Alan Crosland: The Jazz Singer (1927)

The Jazz Singer, 1927. Eksempel på blackface-sminketeknikken.
Den første aldeles danskproducerede tonefilm var Præsten i Vejlby (1931). Den norske film Eskimo (1930) er dog produceret i Danmark med blandt andre danske George Schneevoigt som instruktør.
Synkroniseringen af lyd og billede betød, at musikken blev en mere integreret del af filmens univers. Instruktøren kunne nu selv beslutte, hvilken musik der skulle akkompagnere filmen, frem for at skulle overlade beslutningen til de enkelte biograf-musikere. Til gengæld havde den nye teknologi store konsekvenser for biografmusikerne.

En ingeniør fra Western Electric demomonstrerer en Vitaphone filmfremviser, 1926. En tilsvarende maskine blev brugt til fremvisningen af The Jazz Singer i 1927.
En trussel mod musikernes levebrød
Før tonefilmens fremkomst ernærede mange musikere sig ved at akkompagnere stumfilm i biografer. De mindre biografer havde solister eller små ensembler ansat, mens de store biografer havde egentlige orkestre ansat. Med tonefilmens indtog var der imidlertid ikke længere brug for levende musikere, og tonefilmen var derfor en alvorlig trussel mod musikernes levebrød.
I Danmark tog de fleste musikere dog udviklingen med ro, for det var de færreste, der tog tonefilmen alvorligt. Eksempelvis konkluderede Danske Musikeres Landsforbund (DML) i deres temanummer fra 1929, at "vel er der Mulighed for en øjeblikkelig Skade for Musikerfaget, men i det lange løb vil Lærredet aldrig kunne erstatte det levende Orkester, hvor man har dette, Instrumenter og Dirigent for Øjet. Det vil være disse Faktorer med deres levende Vekslevirken med Publikum, der tilsidst vil gaa af med Sejren".
DML tog dog godt og grundigt fejl, for allerede året efter i 1930 fik den sidste københavnske stumfilmsbiograf installeret tonefilmsudstyr. DML begyndte efterfølgende at agitere for at kombinere tonefilm med levende musikere, men uden held. Slaget var tabt.
3. Hollywood Golden Age
Perioden fra 1930-1960 betegnes af mange som Hollywoods Golden Age. Man havde fået styr på det tekniske i forhold til synkroniseringen af lyd og billede, og der var nu åbent for de store fortællinger - også i farver. Man havde eksperimenteret med farvefilm siden starten af 1900-tallet, i begyndelsen ved at farve hvert eneste billede i hånden, men det var først i starten 1930'erne, at teknologien var blevet god og billig nok til, at de første store spillefilm blev produceret i farver:
John Reinhardt: Captain Calamity (1936)
Perioden er kendetegnet ved en række store filmklassikere, heriblandt King Kong (1933), The Wizard of Oz (1939), Casablanca (1942), Askepot (1950), Singin' in the Rain (1952) og 12 Angry Men (1957). En af tidens mest succesfulde film var Gone with the Wind (1939) med musik af Max Steiner (1888-1971). Filmen blev nomineret til hele 15 oscars, hvoraf den vandt 10 af dem:
Victor Fleming: Gone With The Wind: Bonnie's Death Scene (1939)
Eksemplet fra filmen illustrerer ganske tydeligt, at selvom musikken er til stede under hele filmen, har den ikke en central handlingsmæssig rolle. Den kunne faktisk helt udelades, og vi ville som publikum være lige så mætte handlingsmæssigt. Musikkens struktur er bygget om omkring parametre som harmoni, tempo og rytmik, og den har ikke nogle særlige melodiske kendetegn. Denne type filmmusiks vigtigste rolle er at lede publikum fra den ene emotionelle tilstand til den anden, eksempelvis fra en sentimental til en dramatisk stemning.

Max Steiner ved klaveret med partituret til Life with Father (1947).
Eksilkomponister fra Europa
Gone with the Wind og Max Steiners musik er et godt eksempel på den type filmmusik, der herskede i Hollywood op gennem 1940'erne og 1950'erne. Europæiske eksilkomponister, der var skolet efter den romantiske stil, dominerede de store blockbusters. Deres primære hensigt var at skabe et emotionelt stærkere udtryk, og musikken i sig selv havde ikke nogen handlingsmæssig betydning. Denne måde at komponere filmmusik på eksisterer stadigvæk i dag, sjældent igennem en hel film, men ofte i passager i eksempelvis action- og kærlighedsscener.
Max Steiner var langt fra den eneste komponist, der flygtede fra krigen i Europa og mulig forfølgelse i sit hjemland. Det gjaldt også komponister som Erich Korngold (1897-1967), Franz Waxman (1906-1967), Miklós Rózsa (1907-1995), Arnold Schönberg (1874-1951) og Igor Stravinsky (1882-1971). De sidste to dog uden nogen nævneværdig succes i filmbranchen, som især Schönberg anså for at være for kommerciel og uværdig for en skabende kunstner.
Den teknologiske udvikling i 1930'erne gjorde det muligt at lægge separat optaget lyd på filmene efter filmoptagelsen. Det gav en helt ny frihed til at bruge musikken kreativt i filmene. Førhen var man tvunget til at optage lyd og billede samtidig, hvilket betød, at man ofte skulle have et helt orkester stående i filmstudiet sammen med skuespillerne. Udviklingen betød, at original musik blev en mere væsentlig del af de nye spillefilm, og at musikken i højere grad end førhen blev tilpasset filmens handling og billedeside.
Et tidligt eksempel på denne nye filmteknik er King Kong (1933) med musik af Max Steiner. Filmens musik, dialog og lydeffekter er optaget på tre seperate spor og efterfølgende sat sammen med filmen, og der er lagt et stort arbejde i, at få musikken til at understøtte filmens billedside:
Merian C. Cooper: King Kong: Trailer (1933)

Filmplakat. King Kong, 1933.
4. Efterkrigstidens filmmusik
Efter krigen blev der rum for mere eksperimenterende strømninger i filmmediet, blandt andet fordi filmmediet var modnet både teknologisk og intellektuelt. Filmens virkemidler skulle udnyttes bedre og drages mere ind i handlingen. Samtidig åbnede filmmediet i højere grad op for inspiration fra andre medier og kunstformer, i første omgang mest i Europa, men senere også i Hollywood.
Paletten for, hvordan man kunne lave film, blev langt større. Filminstruktøren og forfatteren Orson Welles (1915-1985) skabte allerede før krigens afslutning klassikere som Citizen Kane (1941), der med sin banebrydende brug af dybdefokus, skæve vinkler og perspektiv set fra gulvet vakte stor opsigt:
Orson Welles: Citizen Kane (1941)
Senere fulgte Alfred Hitchcocks (1899-1980) gysere, Federico Fellinis (1920-1993) karnivaleske fortællinger og den franske nybølges (nouvelle vague) kølige og fragmenterede betragtninger af samfundet. Kontrastfyldte virkemidler blev sat op mod hinanden, og man begyndte at dyrke tomrummet, stilheden, det uvirkelige og meget andet. Disse film betegnes historisk set som kunstfilm eller auteurfilm. Filmene blev unikke udtryk, repræsenteret af hver enkelt filminstruktørs måde af lave film på:
Georges Delarue og Giovanni Fusco: Hiroshima Mon Amour (1960)
Ofte var selve handlingen knap så vigtig. Det vigtige var at udfordre publikums evner til selv at skabe betydning ved hjælp af de æstetiske virkemidler.

Alfred Hitchcock, ca. 1955.
Populærmusik i filmmusikken
Musikalsk er denne tidsperiode lige så sammensat som filmene, og også populærmusikken fik en gradvist større rolle i filmmusikken. Et af 1970'ernes helt store hits var sangen Stayin' Alive, der er skrevet af Bee Gees som titelmelodi til filmen Saturday Night Fever:
John Badham: Saturday Night Fever: Opening Scene (1977)
Den symfoniske filmmusik var fortsat populær, blandt andet via komponister som Nino Rota (1911-1979), Bernard Hermann (1911-1975), Georges Delerue (1925-1992) og Michel Legrand (1932-nu). En af tidens mest produktive komponister var Ennio Morricone (1928-nu), der har skrevet musik til over 500 film og tv-serier, og som vel nok er bedst kendt for sin ikoniske western-musik:
Sergio Leone: The Good the Bad and the Ugly: Ecstasy of Gold (1966)
Karakteristisk for mange af 1960'ernes og 1970'ernes store Hollywood-film er, at musikken er ørefængende melodier, der fungerer som en slags musikalsk repræsentant for hele filmens indhold. Det står i kontrast til tidligere, hvor musikken ofte var neutral underlægningsmusik.
5. Moderne filmmusik
De seneste årtiers filmmusik er præget af meget stor diversitet. Den symfoniske filmmusik er fortsat et vigtigt element i mange store Hollywood-film. Især komponisten John Williams (1932-nu) har med succeser som Indiana Jones (1981), Home Alone (1990), Jurassic Park (1993), Schindler's list (1993) og Harry Potter (2001) været en væsentlig repræsentant herfor:
John Williams: Hedwig's Theme (Harry Potter, 2001)
Også den mere elektroniske musik har gjort sit indtog. Blandt andet i temaet til tv-serien House og Cards, der er en majestætisk og kaotisk sammenblanding af symfonisk og elektronisk musik:
Beau Willimon: House of Cards II: Main Title (2014)
Tv-seriernes temaer en konsekvens af den filmmusikalske udvikling, hvor det musikalske hovedtema er blevet et vigtigt element i forhold til at skabe en spændende indsigt i filmens handling på meget kort tid.
Populærmusik og jazz er en væsentlig del af mange film. Eksempelvis Hollywood-filmen The Firm (1993), hvor al musikken er komponeret og spillet af jazzpianisten Dave Grusin (1934-nu):
Dave Grusin: Main Title (The Firm, 1993)
Endelig er der blevet plads til mere eksperimenterende filmmusik, også i de store Hollywood-film. Et godt eksempel er den oscarvindende film Birdman (2014), hvor filmtemaet er en række tromme og percussion sekvenser komponeret af trommeslageren Antonio Sánchez (1971-nu):
Antonio Sanchez: Strut Part II (Birdman, 2014)
Selvom Hollywood på mange måder er blevet synonym med store spillefilm, bliver der produceret film mange andre steder og i mange andre lande. Et godt eksempel er den indiske Bollywood-filmindustri, der siden 1940'erne har produceret en lang række nationalt populære spillefilm:
Gurinder Chadha: Bride & Prejudice: Dance Scene (2004)
Den filmmusikalske palet er blevet udvidet i takt med den musikalske og teknologiske udvikling i 1900-tallet. I dag er alle musikgenrer gangbare som filmmusik, og det må siges at være en stor fordel for både filmskabere og publikum, der kan glæde sig over mere varierede filmoplevelser.

Slutbilledet fra Alfred Hitchcocks film Notorious (1946).