Flamenco er en spansk musik- og dansegenre med oprindelse hos det fattige romafolk i Andalusien i slutningen af det 1700-tallet. Musik, dans og folkekultur er tæt knyttet sammen, og selv den moderne fusionsflamenco har rødder i en stærk tradition.
Indhold
1. Musik i blodet
Hvis du vil lære at spille flamenco, så ta' en måned til Jerez, Cadiz eller San Fernando. Se hvad der sker dér, integrér dig med folk dernede. Det er sådan, du kan lære det. For at "lyde flamenco", skal du "være flamenco". Chano Dominguez, flamencopianist.
Flamenco er ikke kun musik og dans, men også en tænkemåde, en kultur og en livsfilosofi. For spanske aficionados er musikken en del af selve livet, og selve livet er musikken. Det mærker man, når man går igennem byer som Sevilla, Granada eller Jerez de la Frontera i Andalusien i det sydlige Spanien. Her opleves den autentiske flamenco ikke i koncertsale; man går ud på gaden, lytter, ser og mærker.
Omgivet af maurisk arkitektur, arabesker og flerfarvede keramiske fliser ser man måske en familie, der nyder en forfriskning i middagssolen på en tapasbar i gitano-kvarteret Triana i Sevilla. Den ældste søn på 12 år bryder ud i klagende flamencosang, mens familien akkompagnerer med en solid bulería-rytme, der markeres med sikker hånd. Først med knoer i bordet og senere med klap og stamp.
Intensiteten i de opmuntrende tilråb stiger; ¡agua!, ¡vale! og ¡eso eh!, lyder det fra den mindre skare af mennesker, der er stimlet sammen i den snævre gade. Fra sit hvilested på en primitiv trebenet skammel træder bedstemoderen ud i cirklen af de klappende. Med stok og træsko rundes den lille private forestilling af med et par raske dansetrin, der kulminerer i et rungende ¡OLÉÉÉÉÉ!. Det magiske øjeblik er ovre, og det normale liv fortsætter; nogen tjekker sin telefon, de sidste tapasrester bliver spist, og tjeneren rydder af.
Disse unikke musikalske øjeblikke er på grund af deres spontanitet svære at fastholde på lyd- og videooptagelse. Men i disse to klip kan man få en fornemmelse af gadeflamencoens impulsive og improviserede karakter:
Improviseret flamencooptræden i det gamle gitano-kvarter Triana i Sevilla.
Juergas og uformel mesterlære
Flamenco skal man ikke lære alene derhjemme. Jeg forstår ikke "laboratoriemusikeren", som bliver derhjemme. Som ikke lever musikken. Musikken skal man leve med hengivenhed, med kærlighed. Agustín Carbonell "El Bola", flamencoguitarist.
Ifølge både gitanos (de spanske sigøjnere) og payos (de "hvide" flamencoperformere), kan man ikke lære flamenco ved at læse en bog eller øve teknik på guitaren. Traditionelt set er flamenco overleveret i familie- og gadesammenhænge. På nærmest aristokratisk vis er den nedarvet fra generation til generation i særligt fine flamencofamilier som eksempelvis Farruco-, Vargas-, Soto-, Terremoto- og Moraofamilien. Antagelsen om, at hvis man vil lære flamenco, må man leve flamencolivet, hænger ved, selvom flamenco i nyere tid er blevet akademiseret på danseskoler, konservatorier og universiteter både i og uden for Spanien.
Flamencolivsstilen kan langt hen ad vejen forstås som en tilværelse, hvis sociale aspekt er indrammet af flamenco. Hvad enten det sociale udspiller sig mellem venner i gadebilledet (som i videoerne ovenfor), musikere til en jamsession, forældre og børn i hjemmet, kollegaer over kaffemaskinen eller mellem lærere og elever på en flamencoskole, så er det i dette forum, at traditionen overleveres.
Særligt de såkaldte juergas – en slags jamfester – har igennem hele flamencoens historie spillet en central rolle for den uformelle mesterlære. Ved disse juergas akkompagneres musikken af sprudlende festivitas og anseelige mængder alkohol. Det er igennem sameksistens og sammenspil, at musikken, sangen og dansen tilegnes.
El duende og musikalsk magi
Sameksistensen tillægges stor betydning, da man mener, at flamenco rummer en særlig essens, som ikke kan forklares i akademiske vendinger eller musikteoretiske termer, men som skal føles. Evnen til at udtrykke sig musikalsk afhænger af evnen til at føle. Og følelsen er ikke tilfældig – den er ægte, levende, kødelig og dybt forankret i ældgamle traditioner, såvel som kunstnerens sande inderste.
Når den musikalske føling når sit højeste niveau indtræder en særlig mystisk og magisk kraft, el duende. El duende er, når det musikalske udtryk er så dybt, at intet andet sprog kan beskrive det, og intet andet medium kan overføre det. El duende er et musikalsk spøgelse, der går igennem den, som er modtagelig. Den opleves som en overnaturlig, følelsesstærk, nærmest religiøs tilstand. Oplevelsen kommer indefra, men er en reaktion på den udøvende kunstners evne til musikalsk at kommunikere og udtrykke sindets stemninger og følelser. Det er el duende, der giver dig gåsehud, får dig til at smile eller græde.
For mig er el duende musikkens magi. Hver aften sætter jeg mig op på scenen… og hvorfor? Fordi hver aften er noget nyt. Der sker ikke det sammen hver aften. En dag har jeg det godt, og musikken bliver glad. En anden dag er jeg trist, og musikken bliver… melankolsk. Chano Dominguez, flamencopianist.
Flamencodanser Neta Cortez Shezaf til akkompagenement af guitar.
2. Flamencoens forhistorie
Flamenco opstod i Andalusien i slutningen af 1700-tallet som et synkretistisk produkt af de mange kulturer, der igennem tiden har sat deres præg på denne sydspanske region. Selvom mange aspekter af flamencos tidlige historie er uklare, er flamencologerne dog relativt enige om, at flamenco opstod i mødet mellem gitanoernes musikkultur og andalusisk folklore.
Flamenco var de fattige andalusiere og de forfulgte gitanoers musik, og genren fik først opmærksomhed fra den lærte elite senere i dens historie. Skriftlige kilder er derfor en mangelvare, og store dele af flamencoens tidlige historie er ukendt eller baseret på mundtlig overlevering.
Forskellige opfattelser af genrens tilblivelse er genstand for endeløs polemik, og særligt debatten om gitanoernes rolle og betydning vækker røre. Nogle mener, at gitanoerne først og fremmest fortolkede og forfinede en allerede eksisterende genre, mens andre tilskriver dem en langt mere central rolle, idet de mener, at flamenco netop i gitanoernes hænder udkrystalliserede sig som en selvstændig genre.
Kort over Andalusien (markeret med rød). I bunden af kortet ses Nordafrika.
Vandalernes land – 3000 års historie
Andalusien har igennem flere tusinde år været en kulturel smeltedigel, og et hav af forskellige folkeslag har sat deres præg på regionen. Fønikere grundlagde Cádiz omkring år 1200 f.v.t., senere kom keltere til, dernæst grækere, inden Andalusien efter den 2. Puniske Krig (218-201 f.v.t.) i en længere periode var underlagt Romerriget.
I år 429 invaderede vandalerne det meste af den Iberiske halvø, men blev 30 år senere drevet tilbage til Nordafrika af vestgotere. Området blev herefter kristent, og romere og vestgotere levede side om side på den Iberiske halvø frem til den maurisk-arabiske invasion i år 711. Araberne havde herredømmet over Andalusien frem til den kristne generobring i 1492, hvor de katolske konger, Isabella af Kastilien og Ferdinand II af Aragonien, fordrev dem endeligt fra deres sidste bastion i Granada. Spanien blev samlet, og da Columbus samme år erklærede, at Amerika var blevet opdaget, tog en spansk, kristen storhedstid sin begyndelse.
Maurerne havde et rigt kulturliv, og mere end 750 års arabisk herredømme satte sine aftryk på regionen. I arkitekturen ses det tydeligt med den storslåede Alhambra-borg i Granada, moskéen i Córdoba og Giralda-tårnet i Sevilla. I flamenco høres det tydeligt i blandt andet den særprægede sangstil, samt ved brugen af droner og statisk harmonik. Endvidere menes den spanske guitar til dels at være en efterkommer af af den arabiske oud.
Berbere, jøder og gitanoer har gennem tiden også præget Andalusien. Berberne kaldte området Tamurt Wandalus, vandalernes land, som senere blev til Al-andalus på arabisk. Mens jøderne levede i fordragelig sameksistens med araberne, menes gitanoerne at være kommet til i forbindelse med den kristne generobring.
Alhambra-borgen i Granada. Borgen er bygget af maurerne mellem år 1248 og 1354.
Gitanos – det spanske romafolk
Gitanoerne er den del af romafolket, som har slået sig ned i Spanien. Romafolket, der tidligere blev kaldt sigøjnere, udvandrede fra Nordindien omkring år 1000 og begav sig vestpå. Det omvandrende folk kom gennem mellemøsten, videre til blandt andet Egypten, Grækenland, Rumænien og mange andre europæiske lande. Nogle grupperinger slog sig ned på vejen, mens andre fortsatte med at vandre. De længst vandrende nåede til Andalusien.
På deres vandring blev romafolket til at begynde med taget godt imod. De erhvervede sig som smede, gøglere, akrobater, dansere og musikere. Selvom de ikke blandede sig meget med andre befolkningsgrupper, var de gode til at tilpasse sig de kulturer, de mødte på deres vej. På samme vis var de gode til at tilpasse deres musik og dans til de lokale traditioner og sætte deres eget præg på disse. Udover i flamenco opleves dette tydeligt i musik fra eksempelvis Balkan og i den såkaldte gipsy jazz – den franske sigøjnerjazz.
En hørbar forbindelse til gitanoernes indiske rødder findes i de rytmiske betoninger i den særprægede 12-slagsstruktur (el compás de 12 tiempos), som også kan findes i den traditionelle indiske raga-musik. Mere herom senere i kapitlet Fokus.
Selvom romafolket i begyndelsen blev taget godt imod i Europa, har de senere måtte lide under fordomme og racisme, og i lange perioder har de måtte leve i landflygtighed. Det danske ord sigøjner kommer af det tyske zigeuner, med betydningen "lille tyv". I Spanien fik de generelt amnesti i 1793, men fordomme og racisme eksisterer stadig den dag i dag.
Gitanoer fra Andalusien. The Illustrated London News, 1854.
3. Flamencoens historie
Efter 1793 behøvede gitanoerne ikke længere at leve en skjult tilværelse, og beskrivelser af deres musik og dans begyndte på dette tidspunkt at optræde i skriftlige kilder. Som genrebetegnelse optræder ordet flamenco første gang i skriftlige kilder omkring år 1800. Ordets oprindelige betydning er "flanderlænding", altså en person fra Flandern. En forklaring kan være, at man troede, at gitanoerne kom fra Flandern. Men der er mange bud på ordets oprindelse, og en anden forklaring er, at det ordet kommer af det arabiske fellah mengu, med betydningen "omflakkende bonde".
Perioden frem til omkring 1860 er dog stadig præget af en del lukkethed. Musikken og dansen blev hovedsageligt praktiseret i nære familiære sammenhænge i gitanosubkulturer i det geografiske trekantsområde mellem Sevilla, Jerez de la Frontera og Cádiz i det sydvestlige Andalusien. På grund af sparsomme finansielle midler var guitarakkompagnement forbeholdt de få, og flamenco blev udøvet a palo seco – kun bestående af sang, dans og palmas (håndklap).
Opførelsespraksis fra den tidlige flamenco har overlevet mange generationers fornyelser, og det er i dag særligt autentisk at fortolke forskellige palos uden instrumentalt akkompagnement.
For eksempel akkompagneres paloen martinetes den dag i dag ved hammerslag på ambolt – helt som de hårdarbejdende gitanoer gjorde i smedjen for flere hundrede år siden. Her et eksempel fra En el barrio de Triana af El Chocolate:
Flamencoens guldalder
Fra midten af 1800-tallet er der i højere grad information om flamencos udformning og udførelse. Perioden kaldes "flamencoens guldalder" og dateres almindeligvis fra 1860-1920. Flamenco blev professionaliseret og opnåede bredere anerkendelse i samfundet. Via de offentlige optrædener på sangcaféerne, Cafés Cantantes, slog den igennem kommercielt og spredte sig rundt i det øvrige Andalusien og til Madrid og Barcelona.
Flamenco gav nu afkast i form af entre- og barindtægter, og det gav sangere, dansere og guitarister mulighed for at hellige sig det kunstneriske arbejde på fuld tid. Flamenco var ikke længere gitanoernes private familieunderholdning, og i takt med den stigende professionalisering kom flere payos – hvide flamencokunstnere – ind i miljøet. Det gav ny inspiration og efter endt optræden var der juerga – jamfest – for de indviede. Her udvekslede gitanoer og payoer musikalsk repertoire, og de forskellige palos tog form.
Tidligere var flamenco centreret omkring sangen (el cante), men nu fik dansen (el baile) og guitaren (el toque) til stadighed større betydning, og med jaleo og palmas (tilråb, knips og klap) blev cuadro flamenco den gængse koncertkonstellation – en konstallation udgjort af sang, dans, guitar og rytme (i form af klap, stamp, knips, tilråb og lignende).
Den stillistiske form, som flamenco tog i denne periode, betragtes i dag som den reneste form for flamenco, flamenco puro. Når man i dag refererer til traditionel flamenco, taler man almindeligvis om flamenco fra denne periode. Det kan også hænge sammen med, at de tidligste lydoptagelser af flamenco stammer fra slutningen af denne periode, i 1898. Epoken er det tidligste tidsafsnit, fra hvilket man har en begrundet idé om, hvorledes musikken og kulturen tog sig ud. Lyt her til en optagelse fra flamencoens guldalder – Manuel Torres (1878-1933) synger Fiesta Gitana:
Manuel Torres.
Opera og festival
Omkring år 1910 begyndte flamenco at rykke væk fra det dekadente Café Cantante-miljø. Store dansetrupper og populære sangere bragte flamencoen ind til et stort publikum på teatre og i tyrefægtningsarenaer. En ny koncertform opstod: Ópera flamenca. I kombination med blandt andet ballet, folkeviser og vaudeville dyrkedes flamencoens lettere tilgængelige sider og blev efterhånden fortyndet så meget, at den kunne skylle sig selv væk. Intimiteten og magien var væk, og ópera flamenca betragtes i dag som en musikhistorisk fejltagelse.
Mens det bedre borgerskab fik tiden til at gå med den let tilgængelige underholdning, som ópera flamenca kunne tilbyde, blev kendere og intellektuelle bekymrede. Var flamencos dybeste og reneste rødder ved at gå tabt? Som et forsøg på at styrke den rene, dybsindige flamenco, el cante jondo, arrangerede poeten Federico Garcia Lorca og komponisten Manuel de Falla i 1922 El Concurso del Cante Jondo – verdens første flamencofestival. Festivalen havde imidlertid ikke den ønskede effekt, og el cante jondo måtte gå en lang livløs periode i møde.
Lyt til sangeren Camarón de la Isla synge Romance de la Luna (1928) af Federico Garcia Lorca og læs teksten oversat til dansk herunder:
Camarón de la Isla: Romance de la Luna (1928)
| Spansk tekst | Oversat tekst |
|---|---|
Romance de la Luna La luna vino a la fragua En el aire conmovido Estribillo Niño déjame que baile. Niño déjame, no pises, Por el olivar venían, ¡Cómo canta la zumaya, Dentro de la fragua lloran, Estribillo |
Balladen om Månen Månen kom til Smedjen I den bevægede vind Omkvæd Dreng, lad mig bare danse. Dreng, lad mig være, træd ikke Gennem olivenlunden kom de, Hvor uglen dog tuder, Inde i smedjen græder de, Omkvæd |
Borgerkrig og diktatur
I 1936 brød den spanske borgerkrig ud, og som konsekvens af krigens rædsler faldt det kunstneriske aktivitetsniveau hurtigt til et rundt nul. Som andre kunstnere, flygtede flamencoperformerne, og mange gik i eksil i udlandet for at undgå militærtjeneste under det fascistiske regime. Blot få uger efter krigens udbrud blev Lorca henrettet af Franco-tro nationalister og blev således ét af den spanske fascismes meste kendte ofre.
Tre år senere, i 1939, udnævnte Generalísimo Francisco Franco sig selv til krigens sejrherre, og 36 års fascistisk diktatur tog sin begyndelse. I den første del af perioden lå det finkulturelle Spanien goldt hen. Dels på grund af eftervirkninger fra krigen, og dels på grund af repression og kontrol. Med sit katolske og ultrakonservative værdisæt satte det fascistiske regime absolut ikke pris på flamenco. Hverken syngende gitanoer eller "maskulin" kvindelig adfærd i form af ekspressiv flamencodans faldt i fascisternes smag.
Kvinder skulle holde sig til det huslige arbejde, og proletariatet skulle tjene eliten. Gitanoerne mødte igen grov racisme og chikane, og den intellektuelle elite mødte konsekvent politisk forfølgelse. De, der ikke havde mistet deres liv under borgerkrigen eller dens efterspil, sad i politiske fængsler eller levede i eksil i udlandet. Der var ikke publikum til en offentlig, professionel flamencoscene, og flamenco fortrak sig igen til det skjulte.
Efterhånden som Franco og det spanske falange-parti fik rodfæstet sig selv på landets politiske flader, og efterkrigstidens modstandsbevægelse enten var blevet nedkæmpet eller havde trukket sig i afmagt, blev hverdagslivet på den Iberiske Halvø til en vis grad normaliseret.
General Franco ankommer til San Sebastian i det nordlige Spanien i 1939.
Genopblomstring: El cante jondo og turistflamenco
Op gennem 1960'erne opstod en fornyet interesse for kunst og kultur, og den professionelle flamenco gennemlevede en opblomstring. El cante jondo – den rene flamenco – fik en renæssance på mange nye flamencofestivaler, som skød op rundt omkring i andalusiske landsbyer. Festivalerne blev hurtigt repræsentanter for et højt og autentisk kunstnerisk niveau og spiller den dag i dag en vigtig rolle for den traditionelle flamenco.
I samme periode opstod de såkaldte tablaos – mellemstore flamencospillesteder med et kommercielt sigte. Tablao'erne fik stor succes, men blev samtidig repræsentanter for en steril og fortænkt flamenco. Den kunstneriske optræden blev tilpasset det brede publikums smag, og det passede godt ind i det fascistiske regimes forsøg på at redde den skrantende spanske økonomi ved at trække turister til landet. Smukke dansende kvinder i blomstrede kjoler til musikken af fremmedartede toner udgjorde et ideelt supplement til grisefester og sandstrande.
Tablao'erne blev repræsentanter for en "turistflamenco", hvor flamencoens eksotiske træk blev dyrket i udtalt grad på bekostning af et ægte autentisk udtryk. I dag spiller tablao'erne stadig en vigtige rolle for den spanske turistindustri og bidrager samtidigt til, at professionelle flamencokunstnere kan få brød på bordet. Oplev turist-flamenco i Sevilla her:
Palacio Andaluz Tablao Flamenco Sevilla
Flamencoshow på et tablao i Barcelona, 2010.
Nuevo flamenco - fusion og crossover
Efter Francos død i 1975 og genindførelsen af demokrati i 1977 var Spaniens dage som lukket diktaturstat ovre. I de efterfølgende år gennemlevede landet en lynglobalisering og en rivende udvikling på en lang række områder, også det musikalske. På rekordtid udviklede Spanien sig fra at være et tilbagestående land til at have økonomiske og sociale forhold, der kunne måle sig med dets vesteuropæiske nabolande, ikke mindst på grund af økonomisk støtte fra EF og senere EU.
Vestlige populærmusikalske genrer som rock, pop og jazz, der på dette tidspunkt var veletablerede i det øvrige Vesteuropa, gjorde deres massive entre på den spanske musikscene.
Sideløbende med et storforbrug af den nytilkomne musik kom et ønske om at bevare og dyrke det gamle og velkendte til udtryk. Musikalske fusioner i mange afskygninger opstod som produkter af disse historiske, politiske og kulturelle omstændigheder. Kimen til en ny retning for spansk musik var lagt, og frem til i dag er disse fusionseksperimenter en del af den spanske musiks DNA.
I de nye genrer kan man høre musikalske referencer til den gamle musik: Flamencoguitar, håndklap og referencer til den klagende flamencosang optrådte hypigt i den spanske pop- og rockmusik, der også lod sig inspirere af latinpop. Hør eksempelvis David Bisbal synge det flamenco-inspirerede latinpop-nummer Bulería:
Den ellers traditionsbundne flamenco tog også de nye elementer til sig, og en helt ny gren spirede frem på den solide stamme: nuevo flamenco (den nye flamenco). Nuevo flamenco blev paraplybegrebet, der kom til at dække over vidt forskellige former for eksperimenter med flamenco; fra mindre ændringer i en ellers traditionel kontekst til regulær fusion i mellem genrer, der formede en lang række hybride genrer, som for eksempel flamencopop, flamencorock, flamencohiphop, flamencoblues og flamencojazz.
Mens internationalt anerkendte jazzmusikere siden 1960 havde vist interesse for flamenco, som det kom til udtryk på Miles Davis' album "Sketches of Spain" (1960) og John Coltranes album "Olé Coltrane" (1961), så oplevede den spanske jazz i fusion med flamenco en stor opblomstring i denne periode. Som første spadestik barslede den spanske jazzsaxofonist Pedro Ituralde allerede i 1968 med albummet "Flamenco-jazz", hvor stjerneguitaristen Paco de Lucía optræder med den ellers ganske traditionelle jazzkvintet.
Paco de Lucía blev sammen med flamencosangeren Camarón de la Isla den store pionér for den nye flamenco. Begge var de særdeles anerkendte fortolkere af traditionen, men følte i disse år trang til kunstnerisk fornyelse. Paco de Lucía lagde for alvor det musikalske fundament til den nye flamenco med udgivelsen af singlen Entre dos aguas (1973), der bragte latinrytmer ind i flamenco og havde et lettere udtryk og en blødere lyd end den traditionelle flamenco.
På trods af at nummeret var en instrumental rumba med to guitarer, bas og bongotrommer fik den omfattende succes, solgte over 300.000 eksemplar og blev et radiohit. I 2008 fik den endnu et boost som gennemgående tema på soundtracket til Woody Allens film Wicky Cristina Barcelona. Nummeret, der begyndte som en jam over nogle simple flamencoakkorder, er i dag stadig et af historiens mest mest kendte og afspillede flamenconumre.
Paco de Lucía: Entre dos aguas (1973)
Paco de Lucía. PLAI Festival, 2014.
Få år senere bidrog Camaron de la Isla med albummet "La Leyenda del Tiempo" (1979), hvor den traditionelle flamencosang, -guitar og -klap fik selskab af fløjte, keyboards, klaver, elektrisk guitar, sitar, basguitar, percussion og trommesæt.
Entre dos aguas såvel som La Leyenda del Tiempo mødte sideløbende med den omfattende anerkendelse også stor kritik fra puristiske stemmer, der mente den slags fusioner var manglede respekt for traditionen. Men udviklingen fortsatte, og konstellationer, som brød med med de traditionelle former, blev op gennem 1980'erne mere almindelige.
I denne periode blev Paco de Lucía Sextet det toneangivende orkester på flamencofusionsscenen. Tidligere var guitaren det eneste instrument i flamencosammenhæng, men efter sekstettens første pladeudgivelse i 1981, blev cajónen et must i næsten enhver flamencokonstellation, og basguitar og fløjte blev gængse instrumenter i nuevo flamenco.
I dag lever flamenco videre i sin traditionelle form, men sideløbende sker der en fornyelse, hvor nye flamencokunstnere til stadighed tilpasser traditionen til tidens musikalske trends. Disse eksperimenter får stor opmærksomhed både i og uden for Spanien. Sidste skud på stammen er den katalanske sangerinde, Rosalía, der i 2018 slog igennem på verdensplan med sin gennemproducerede R&B flamencopop.
Rosalía. 2018.