Folkevisen om Ramund findes i mange forskellige varianter i både dansk, svensk og norsk tradition. Her skal vi analysere fire forskellige versioner af visen for at blive klogere på, hvor vidt omkring sådan en folkevise kan komme.
Indhold
1. Rammer (1903)
Vi starter hos folkeviseindsamleren Evald Tang Kristensen (1843-1929), som har udgivet visen i sin bog Et hundrede gamle danske Skjæmteviser i 1903. Tang Kristensen er meget bevidst om, at viser som denne eksisterer i et hav af versioner, så han præsenterer læseren for ikke mindre end tre tekstvarianter og to melodivarianter:
Hent tekst og melodi.
Hør Rammer 1B spillet på klaver:
Hør Rammer 1C spillet på klaver:
Teksterne A, B og C stammer fra hhv. 1871, 1868 og 1889. Melodierne 1B og 1C (der findes ingen 1A) er sunget af henholdsvis en røgter fra Ikast og en huskone fra Arden. De er ikke indsamlet i sammenhæng med teksterne og ej heller behæftet med årstal. Det vi dog ved er, at de senest kan stamme fra år 1903, hvor Tang Kristensen har udgivet dem i bogen her.

Evald Tang Kristensen (1843-1929).
Skæmtevisen handler ofte om jævne folk og betragtes som genre som en slags parodi på folkeviserne, som er mere alvorsfulde og handler om standspersoner eller mødet med det overnaturlige. I Tang Kristensens bog er Rammer kategoriseret som en vise "med kjæmpevisepræg". Kæmpevisen er en undergenre af folkeviserne, som handler om kæmper og helte. Rammer befinder sig altså midt mellem skæmte- og folkeviserne. Den er både humoristisk og handler om den jævne Rammer (eller Ramund) og hans opgør med kejseren, men den minder også om heltekvad i sin beskrivelse af den uovervindelige Rammer.
Form
Den overordnede form er strofisk, hvilket er typisk for en folkevise. Strofisk form betyder, at sangen består af en lang række strofer uden mellem- eller omkvæd. Strofer er her det, man i andre sammenhænge kalder vers, mens de enkelte tekstlinjer kaldes vers.
Men selvom formen er strofisk, er visen alligevel ikke helt bygget op som en traditionel folkevise. Teksten bevæger sig efter et abcb-princip, hvor vers 2 og 4 rimer (i hvert fald det meste af vejen), mens vers 1 og 3 ikke altid rimer. Efter disse fire vers kommer noget, der lyder som et omkvæd, men da der er tale om lidt forskellig tekst hver gang, vil vi i stedet for omkvæd kalde disse to vers 5 og 6.
Melodien kan hjælpe os med at forstå den enkelte strofes form. Her ser vi nemlig, at vers 1 og 2 samlet set er melodisk identiske med vers 3 og 4, mens vers 5 og 6 er anderledes. Dette gælder for både 1B og 1C. Vi kan altså fortolke strofens samlede form som AAB (her eksemplificeret med strofe 1 i tekst B):
Struktur | Sangtekst i strofe 1 |
---|---|
A | Rammer var sig en lidt bedre mand om han havde bedre klæder. |
A | Kongdronning gav Rammer en klædning så brav af blågarn og bast og af læder. |
B | "Det vil jeg ikke hav", sagde Rammer "Det står mig ikke brav", sagde Rammer til den dronning. |
Melodik
Melodi 1B bevæger sig inden for toneområdet d1 til c2. Ambitus er altså en lille septim, hvilket også er det største spring, melodien foretager (takt 7-8). Melodien starter og slutter på tonen e. Da vi intetsteds ledes mod e via dennes dominantiske ledetone dis, etableres e dog ikke stærkt som grundtone i dur-moltonal forstand. Det peger – sammen med brugen af både f og fis – på en tonalitet, som nærmere er modal end funktionsharmonisk, uden at vi dog befinder os i en specifik kirketoneart. Dog bærer de sidste to takter af melodien svagt præg af treklangsbrydninger (G og C), hvilket er et mere moderne dur-moltonalt træk.
Melodi 1C bevæger sig inden for toneområdet d1 til h1, og ambitus er dermed en stor sekst. Melodien starter på g, men slutter på d og lægger sig undervejs til hvile på fis. Det giver melodien et modalt præg, fordi der ikke er en klar stræben eller ledetonebevægelse mod én enkelt grundtone. I modsætning til 1B bevæger melodien sig primært trinvist, og det største spring er en stor terts, hvilket er meget typisk for folkevisemelodik.
Rytmik, metrik og motiver
Melodi 1B er i 4/4-takt og 12 takter lang. De to A-stykker er hver på 4 takter og delt i to fraser á to takter. B-stykket er 4 takter og ligeledes opdelt i to fraser á to takter hver:
Struktur | A | A | B | |||
Frase | a1 | a2 | a1 | a2 | b1 | b2 |
Metrik | 2 | 2 | 2 | 2 | 2 | 2 |
Et tilbagevendende rytmisk motiv i A-stykkerne er en 4.-delsnode efterfulgt af to 8.-delsnoder (takt 1-3 og 5-7), hvilket giver melodien et marcherende præg. I B-stykket fortsætter motivet (takt 5 og 7), dog med den ændring at første 4.-delsnode er opdelt i to 8.-delsnoder, hvilket giver B-stykket en mere fremadstræbende karakter.
Melodi 1C er i 2/4-takt og interessant derved, at dens struktur er langt mere kompliceret, end det er tilfældet for melodi 1B: A-stykket er 7 takter fordelt på to melodiske fraser á henholdsvis 4 og 3 takter, hvilket giver følelsen af at "falde på næsen", når man skal starte forfra. B-stykket, som er på 8 takter, er delt op i to fraser á hver 4 takter. Det samlede antal takter for AAB er altså 22 takter:
Struktur | A | A | B | |||
Frase | a1 | a2 | a1 | a2 | b1 | b2 |
Metrik | 4 | 3 | 4 | 3 | 4 | 4 |
Selvom melodien i 1C adskiller meget fra 1B, går det rytmiske motiv fra A-stykket i 1B (en 4.-delsnode efterfulgt af to 8.-delsnoder) gennemgående igen (takt 1-3 og 5-6). I B-stykket er et motiv præget af 8.-delsnoder, som ligner B-stykkets motiv i 1B meget (takt 8-11 og 11-14 i 1C).
Tekst
Rammer handler kort fortalt om Ramund – eller Rammur, Rammer eller Rammand, som han hedder i Evald Tang Kristensens tre opskrevne tekstversioner – som er en farlig karl. Han skitseres i alle tekstversioner som krigerisk, kæmpestor og umådeligt stærk. Den overordnede fortælling er, at han får sig et nyt sæt tøj, drager ud i verden og slår en række trolde og kæmper ihjel. Det er dog kun i version 1A, som er hele 20 strofer lang, at han ender med at halshugge selveste kejseren.
Perspektivering
Evald Tang Kristensens Rammer må betragtes som en forskningsbaseret udgivelse, hvis hovedformål er at sikre, at eftertiden får kendskab til, hvor forskelligt visen her kan lyde og give eksempler på, hvordan folk har sunget den rundt omkring i Danmark.
2. Ramund (1860)
Vi bevæger os nu en smule tilbage i tiden til komponisten Andreas Peter Berggreens udgivelse af visen om Ramund i 1860 i andenudgaven af samlingen Folke-sange og Melodier.
Berggreen tager udgangspunkt i version B af Ramund fra udgivelsen Udvalgte danske Viser fra Middelalderen, udgivet 1812-14 i København (se originalnoden her). Han tilføjer dog et klaverakkompagnement til melodien, som du kan høre her:

Andreas Peter Berggreen (1801-1880).
Form
Ramund er opbygget i en strofisk form med i alt 12 strofer. Hver strofe er 12 takter lang og bygget op efter en AAB-form, præcis som vi så det i analysen ovenfor. Dog er den harmoniske progression i akkompagnementet lidt forskellig i de to A-stykker, så vi kalder formen AA'B.
Rytmik og motiver
Det karakteristiske rytmiske motiv fra 1B og 1C (en 4.-delsnode efterfulgt af to 8.-delsnoder) er også til stede i A-stykkerne i denne version (takt 1-3 og 5-7). Det rytmiske motiv fra B-stykket i forrige analyse er også til stede i denne version (takt 8-9 og 10-11).
Melodik
Melodiens ambitus er en oktav (fra e1 til e2), og start- og sluttonen er a. Melodiens tonemateriale befinder sig inden for en a-molskala, men bevæger sig fra ren mol mod harmonisk mol, idet g (takt 4 og 8) erstattes af gis (takt 10 og 11) på skalaens 7. trin. Dette gis stræber enten mod a-mols grundtone a (takt 11) eller mod e (takt 10) og kan derved tolkes som dominantisk delvis treklangsbrydning af akkorden E.
I sin relativt klare fastlæggelse af a-mol som toneart adskiller Berggreens valgte variant af Ramund sig fra de to versioner af Rammer i analysen ovenfor. Alligevel er det klart, at melodien her motivisk er mere beslægtet med 1B end 1C, eksempelvis i kvintspringet i takt 1. Det er desuden bemærkelsesværdigt, at selvom 1B starter på e, og Berggreens variant starter på a i takt 1, er deres melodier i takt 3-4 helt ens både tonalt og rytmisk.
I B-stykket er melodierne ret forskellige bortset fra rytmen, men alligevel er der en lighed: For både 1B og Berggreens variants vedkommende er der tale om, at første frase (takt 8-10) bevæger sig opad og ned, mens anden frase (takt 10-12) bevæger sig længere op end første frase, inden den finder hjem til starttonen fra takt 1 igen (henholdsvis e og a).
Harmonik
Det er i tilføjelsen af klaverakkompagnementet og ikke mindst dets harmoniske karakter, at Berggreens version adskiller sig markant fra andre versioner af visen om Ramund. I denne node kan du se akkompagnementet med becifringer til. Analyseret funktionsharmonisk ser akkordprogressionen i første A-stykke af Ramund således ud:
Takt | 1 | 2 | 3 | 4 | |||||
Akkord | Am | Am/C | Dm | E | F | Dm | Am | H7 | Em |
Funktion | T | T/3 | S | +D | Tst | S | T | DD7 | D |
Vi ser her, hvordan tonearten a-mol næsten etableres ved hjælp af T-S-D-bevægelsen i takt 1-2, hvor vi får dominanten i durform (+D). Dog får vi ikke opløsningen til tonika på første taktslag i takt 3, men må i stedet tage til takke med en tonikastedfortræderen (Tst). Herfra bevæger vi os hjem til tonika over subdominanten, hvorefter frasen falder til hvile på dominanten via vekseldominanten.
I næste A-stykke er akkorderne og funktionerne stort set de samme:
Takt | 5 | 6 | 7 | 8 | |||||
Akkord | Am | Am/C | Dm | E | F | Dm | C/E | F | C |
Funktion | T | T/3 | S | +D | Tst | S | Tp/3 | Sp | Tp |
Igen ser vi et forsøg på at etablere tonearten, som dog munder ud i samme skuffende tonikastedfortræder på første taktslag i takt 7 som før. Frasen ender med at falde til hvile på tonikaparallellen i takt 8, dog uden at gå via dennes dominant (G) først.
Lad os nu tage et kig på akkorderne i B-stykket:
Takt | 9 | 10 | 11 | 12 | ||||||||||
Akkord | Am | Am/C | E | Am | H7(b5)/F | E | E7 | F | Ho7/F | F | C | Dm | E+ | Am |
Funktion | T | T/3 | +D | T | DD7(b5)/5 | D | D7 | Tst | Sst | Sp | Tp | S | +D+ | T |
Her får vi en fuld dominant-tonika-bevægelse, hvorefter akkordprogressionen via vekseldominanten med kvinten i bassen leder os til at hvile på dominanten i durform (+D). Vekseldominantens sænkede kvint skaber ekstra ledetone-effekt, så vi får ledetonebevægelserne dis-e, f-e og a-gis fra takt 9 til 10. Herefter indtræder dominanten i takt 10, men leder igen skuffende til tonikastedfortræderen i takt 11.
Endelig – i sidste takt – får vi en tonal kadence med dominant i durform og hævet kvint (+D+). Dog virker det i et funktionsharmonisk perspektiv lidt unaturligt med denne kadence her, dels fordi Berggreen har valgt at lægge dominanten på et og-slag, dels fordi melodiens bevægelse betyder, at vi kun kan få en dominant med forstørret kvint.
Tekst
Berggreen har valgt at bringe 12 strofer i sin version af Ramund. Den overordnede fortælling er stadig, at han får sig noget tøj, drager til søs, slår kæmper ihjel og myrder kejseren til slut. Ordlyden af mange af stroferne er dog væsentlig anderledes end i Tang Kristensens versioner, hvilket formentlig skyldes, at Berggreen har benyttet andre kilder end Tang Kristensen.
Perspektivering
Berggreens version af Ramund må betragtes som en kunstnerisk bearbejdning og ikke en forskningsbaseret udgivelse. Eftertiden har kritiseret Berggreen for at harmonisere folkemelodierne på en udpræget dur-/moltonal måde og ikke, som han alternativt kunne have gjort, lade melodierne harmonisere så deres modale karakter trådte mere frem.
I Ramund ser vi, hvordan alle akkorder passer ind i en dur-/moltonal forståelse, men også hvordan melodien bringer Berggreen udfordringer, hvilket eksempelvis fører til den underlige dominant i visens sidste takt, og vi får faktisk aldrig en fuldbyrdet og helt "normal" S-D-T-kadence.
At Berggreen alligevel kan arbejde så funktionsharmonisk med denne vise, som han gør, skyldes blandt andet, at han har valgt en af de melodivarianter, som i højere grad end de andre bevæger sig inden for enten en mol- eller durskala. Som vi har set i analysen, er der væsentlige forskelle på den version, Berggreen har arbejdet med og de versioner, Tang Kristensen skrev op i sin bog. Det skal dog siges til Berggreens forsvar, at han faktisk lader melodien blive stående, som den var i kilden, han fandt den i. I andre viser har han i stedet ændret i melodiens forløb for at få den til at passe bedre ind i en dur-/moltonal ramme.
3. Ramund (1988)
Sangbogen 1 fra Wilhelm Hansens Forlag – også kendt som Den blå sangbog – er en af de sangbøger, man oftest benytter i dansk sangtradition i dag. Derfor er det spændende at undersøge, hvilken version af Ramund denne sangbog har med.

Den kendte forside til Sangbogen 1 fra Forlaget Wilhelm Hansen, også kendt som Den Blå Sangbog.
Den version, vi undersøger her, er fra Sangbogen 1 udgivet i 1988. Vi ved ikke, hvor og hvornår melodivarianten stammer fra, da det ikke er angivet i sangbogen. Hent noden her og følg med i noden, mens du læser analysen. Sangen kan eksempelvis lyde sådan her (spillet på klaver med akkorder i venstre hånd og melodi i højre hånd):
Form, metrik, rytmik og melodik
Bortset fra, at sangen er transponeret en kvart ned til tonearten e-mol, ligner denne version Berggreens version med hensyn til både form (AAB), metrik, rytmik og melodik. Der er kun to toner, som er anderledes: I takt 10 er der sat parentes om krydsfortegnet, så man kan vælge at underspille funktionstonaliteten ved at lade dominanten forblive i mol. Endvidere har man i takt 12 flyttet fjerde tone en lille terts ned, så melodien bevæger sig nedad til dominanten på fjerde taktslag uden afbrydelse.
Harmonik
Sangen er i e-mol. Analyseret funktionsharmonisk ser akkordprogressionen i henholdsvis A- og B-stykket sådan ud:
Takt | 1 og 5 | 2 og 6 | 3 og 7 | 4 og 8 |
Akkord | Em | D | C | Hm |
Funktion | T | Dp | Sp | D |
Takt | 9 | 10 | 11 | 12 | |||
Akkord | Em | Hm eller H | C | G | Am | H | Em |
Funktion | T | D eller +D | Tst | Tp | S | +D | T |
Umiddelbart passer alle akkorder ind i en funktionstonal analyseramme, og vi får en fuldstændig gennemført S-D-T-kadence i sidste takt. Men den trinvise akkordbevægelse i A-stykket passer dog mindre godt ind i denne optik. Overordnet er A-stykket derfor mindre overbevisende funktionstonalt end i Berggreens version, mens B-stykket omvendt er mere afgjort funktionstonalt.
A-stykket giver mere mening, hvis vi analyserer det med trinanalyse, hvor vi ser bevægelsen Im-VII-VI-Vm. Denne bevægelse peger på et mere modalt præg, hvor akkorderne er relativt ligeberettigede. Det understreges også af, at akkorden på femte trin er i mol.
Tekst
I Sangbogen 1's version af Ramund er kun 5 strofer, hvilket er en kraftig reduktion sammenlignet med de andre versioner, vi har set på. De fem strofer er næsten ordret strofe 1, 4, 5, 10 og 12 fra Berggreens version, hvilket viser, hvor meget den har betydet for eftertidens forståelse af denne folkevise.
I Sangbogen 1's version er det efterhånden temmelig svært at forstå meningen med de enkelte vers, fordi så meget af visen er skåret væk, hvorimod man i Berggreens version forstod mere og i version 1A i Tang Kristensens bog forstod næsten hele den lange og snørklede handling.
Perspektivering
Berggreens Ramund er langt mere udsmykket med mange flere akkorder pr. takt end versionen i Sangbogen 1. Det skyldes nok til dels, at den sidste af de to skal være praktisk anvendelig i en fællessangssammenhæng, mens den første i højere grad er udtryk for en kunstners værk og leg med materialet.
Sangbogen 1's version skaber en særlig messende effekt ud af den gentagne nedadgående basbevægelse, de deraf følgende næsten uundgåelige parallelle kvinter og de rolige akkordskift, som næsten alene følger de betonede slag i melodien.
Sammenlignet med Sangbogens version lyder Berggreens Ramund langt mere "kunstmusikalsk", dels fordi den konstant leger med forholdet mellem tonika og dominant, og dels fordi den mere eller mindre følger etablerede regler om stemmeføring, som eksempelvis at undgå parallelle kvinter og oktaver. Derved er de to versioner udtryksmæssigt meget forskellige.
4. Ramund Hin Unge (2003)
Vi slutter vores Ramund-rejse ved Týr, som dog ikke er et skandinavisk, men færøsk band. Det gør ikke noget i vores sammenhæng, da denne analyse handler om, hvordan Ramund som folkevise er blevet fortolket af eftertiden ikke bare i Skandinavien, men generelt.

Det færøske band Týr.
Týr gav i 2003 deres bud på, hvordan denne folkevise skal lyde. Týr beskrives ofte som tilhørende genrerne vikingemetal, folk-metal og episk metal. Det skyldes, at deres tematiske univers beskæftiger sig med nordiske myter om vikinger og aser, og at de ofte lader sig inspirere af folkeviser som eksempelvis Ramund. Du kan høre Týrs Ramund Hin Unge her:
Týr: Ramund Hin Unge (Eric The Red, 2003)
Ramund Hin Unge blev udgivet på pladen Eric The Red i 2003. Týr bestod på det tidspunkt af fire medlemmer: Heri Joensen (forsanger og guitarist), Terji Skibenæs (backing sanger og guitarist), Kári Streymoy (trommeslager) og Gunnar H. Thomsen (backing sanger og bassist). På pladen krediteres Joensen som komponist på dette nummer i kombination med ordet "traditional" som indikation af, at der er tale om en folkesang.

Cover til albummet Eric The Red (2003). Maleriet, som forestiller en havgud, er udført af Haukur L. Halldórsson.
Tekst
Týr har valgt at synge fem strofer af Ramund, og det er præcis de fem, som står i Sangbogen 1. Endvidere er der tale om en næsten ordret gengivelse af disse strofer, selvom "Ramund den unge" er skrevet om til "Ramund Hin Unge". Det fortæller noget om, hvilke strofer nutiden ser som de vigtigste og hvilke, som er gået mere eller mindre i glemmebogen.
Týr synger på det såkaldte "gøtudansk", som er en særlig form for færøsk udtale af det danske sprog. Det gør de formentlig for at skabe en forbindelse mellem det færøske – bandet – og det danske/skandinaviske – folkevisen.
Form og instrumentation
Ramund Hin Unge er simpelt opbygget i en strofisk form, hvor én strofe (A) gentages i alt 11 gange. Alle disse gentagelser af A er bygget over et ens antal takter med et bestemt akkordforløb hver gang, hvilket giver os grundlag for at definere dem som A alle sammen. A'ernes formmæssige funktioner og instrumentering varierer nummeret igennem, og derfor kalder vi dem A1, A2 osv.
Hver strofe – dvs. hvert A-stykke – er desuden karakteriseret ved at være bygget op efter en aab-struktur, ligesom vi så i analyserne af de andre versioner af Ramund og Rammer ovenfor. I analysen af Týrs kalder vi disse strofedele for henholdsvis lille a og lille b, for ikke at blande dem sammen med store A, som er hele den samlede strofe.
I følgende formskema kan du se en oversigt over formleddenes funktion, instrumenter og instrumenternes roller i nummeret. Instrumenternes roller beskrives hver især nærmere under formskemaet:
Formled | Tid | Funktion | Instrumenter (og roller) |
---|---|---|---|
A1 | 0:00 | Intro 1 | delay-guitar (riff 1) |
A2 | 0:24 | Intro 2 | distortion-guitar (melodi), delay-guitar (riff 1) |
A3 | 0:47 | Vers 1 | leadvokal (melodi), backing vokal (medstemme 1), delay-guitar (riff 1) |
A4 | 1:11 | Vers 2 | leadvokal (melodi), distortion-guitar x 2 (riff 2), bas (groove 1), trommer (groove 1) |
A5 | 1:35 | Vers 3 | som A4 |
A6 | 1:58 | Mellemspil | distortion-guitar (melodi), distortion-guitar (riff 2, overstemme), distortion-guitar (groove 1 + riff 2 i break), bas (groove 1), trommer (groove 1) |
A7 | 2:22 | Solo | distortion-guitar (solo), distortion-guitar (riff 2, overstemme), distortion-guitar groove 1), bas (groove 1), trommer (groove 1) |
A8 | 2:46 | Mellemspil | distortion-guitar (melodi), delay-guitar (riff 1) |
A9 | 3:10 | Solo | som A7 |
A10 | 3:34 | Vers 4 | leadvokal (melodi), backing vokal (medstemme 2), distortion-guitar (riff 3), distortion-guitar (groove 2 og 1), bas (groove 2 og 1), trommer (groove 2 og 1) |
A11 | 3:58 | Vers 5 | som A10 |
I A10 og A11 (vers 4 og 5) er der små forandringer i akkorderne, men vi definerer dem stadig som varianter af A, da man her genfinder den gennemgående versmelodi, som findes i alle de andre A-stykker på nær de improvisationsprægede A7 og A9.
Groove
Ramund Hin Unge er i de fleste formled præget af to faste grooves, som jeg i formskemaet ovenfor har kaldt "groove 1" og "groove 2". I formskemaet kan du se, hvornår de forskellige grooves benyttes i nummeret.
De to grooves varetages af tre instrumenter, nemlig grundtonebaseret basguitar, trommesæt og distortion-guitar. Guitaren spiller power-akkorder, hvilket vil sige tostemmige akkorder, som kun udgøres af grundtone og kvint (ingen terts). Strengene dæmpes med håndfladen, hvilket skaber den intense rytmiske buldren, som høres i baggrunden af mixet.
De to grooves skaber en grund, på hvilken de resterende instrumenter – distortion-guitarer og vokaler – kan udføre mere melodiske roller. Groove 1 ser sådan ud:
Dette groove er typisk for metalgenrer i den episke stil, hvor temaer som helte, krige og eventyr er omdrejningspunktet, og det giver da også lytteren en følelse af at galoppere ud over stepperne på en ædel ganger. Prøv selv at fornemme hovene på en galopperende hest ("gadagung, gadagung") mens du lytter til nummeret.
Groove 2 ser sådan ud:
Dette groove intensiverer energien ved at markere alle 8.-delene, men adskiller sig ellers ikke fra groove 1.
Melodiske instrumentroller og break
Nummerets forskellige instrumentroller er en række riffs (melodiske figurer). Nummeret indledes med riff 1, som består af Ramund-melodiens toner let ornamenteret og kombineret med en enkelt underliggende tone et par steder:
Delay-effekterne på guitaren er med til at fastholde melodiens tomme kvint i åbningsmotivet ("Ra-mund var"), hvilket bidrager til nummerets modale klang.
Riff 2 er en kombination af to forvrængede guitarer. I a-stykkerne ser det sådan ud:
Guitarerne bevæger sig i oktavafstand nedad i lange toner og danner modvægt til den tunge rytme i groovet. I slutningen af hver a-del er der, som man kan se, et tostemmigt lick, som vi vender tilbage til nedenfor under "Harmonik".
Formleddenes b-del ser sådan ud:
Her begynder de to guitarer at arbejde mere tostemmigt. Formleddenes b-del slutter med et break i takt 12, hvor de to guitarer suppleres af bassen og af rytmiske markeringer på stortromme og crashbækken:
I A10 og A11 erstattes riff 2 af riff 3 i versets anden a-del (dvs. takt 5-8):
Dette bidrager til at intensivere nummerets energi og forandrer harmonikken en smule, hvilket vi vender tilbage til nedenfor.
Hook
Man kan argumentere for, at melodien og teksten "sagde Ramund Hin Unge" fungerer som hook, da det gentages ofte og er kendt i forvejen. Men dette hook knytter sig til Ramund som folkevise og ikke specifikt til dette nummer. I stedet kan man sige, at afslutningsbreaket i takt 12 er en slags hook for netop Ramund Hin Unge, fordi det bruges til at sætte punktum for næsten hvert A-stykke, er et meget typisk og iørefaldende metalriff og huskes meget tydeligt efter nummeret er slut.
Tema, melodik, metrik og gimmick
Temaet i Ramund Hin Unge er en kombination af den episke fortælling om Ramund og den melodi teksten synges på, fordi denne folkevise er så relativt kendt, som den er. Týrs melodi ligner versionen i Sangbogen 1 næsten fuldstændigt, bortset fra at den hos Týr er transponeret til a-mol (den toneart Berggreen også benyttede sig af):
Týr lægger dog melodien en oktav under Berggreens version. Forsanger Heri Joensen benytter sig utvetydigt af gis fremfor g i takt 10, hvilket peger tilbage på Berggreens version, mens han til gengæld synger g i takt 11.
Hvert A-stykke er som nævnt opbygget efter en aab-struktur ligesom hos Berggreen og i Sangbogen 1. Dog adskiller Ramund Hin Unge sig ved at indeholde en ekstra 2/4-takt som afslutning på hvert A-stykke, som dermed er 12,5 takter langt.
Den indskudte takt kan betragtes som en gimmick, idet den rytmisk overrasker lytteren. Denne takt bruges oftest på at lave 16.-delsbaserede fills på lilletromme, tammer og stortromme som overgang til næste A-stykke. Men takten løser samtidig problemet med hvornår sangeren skal trække vejret, idet melodien slutter på 4-slaget og starter på 1-slaget.
Alternativt kunne man også argumentere for, at medstemmen i vers 1, 4 og 5 fungerer som en slags gimmick, fordi den understreger nummerets "middelalderlige" klang ved at skabe en god del tomme kvinter og oktaver:
Måske skal det give fornemmelsen af gjaldende råb, som kalder til kamp i en verden præget af episke helte og brave vikinger?
Harmonik
Harmonisk set er Ramund Hin Unge noget anderledes end versionen i Sangbogen 1. En vigtig forskel er, at Týrs arrangement er bygget op af en- og tostemmige vokale og guitarbaserede figurer fremfor deciderede akkorder, hvilket ofte skaber ufuldstændige harmonier. Vi analyserer nu Ramund Hin Unge funktionsharmonisk.
Akkordfølgen i a-delen er:
Takt | 1 og 5 | 2 og 6 | 3 og 7 | 4 og 8 | ||
Akkord | A5 | G | Em | F | C | Em eller E |
Funktion | T5 | Dp | D | Tst | Tp | D eller +D |
Akkordfølgen i b-delen er:
Takt | 9 | 10 | 11 | 12 | |||
Akkord | Am | E | Am | E5 | E7 | E7/G♯ | Am |
Funktion | T | +D | T | D5 | D7 | D7/3 | T |
Alle a-delene starter med en tertsløs akkord. Tomme kvinter som denne præger generelt nummeret og er typisk for metalgenren. Via dominantparallellen når vi dominanten og kommer ved hjælp af en skuffende kadence tilbage til noget, der minder om tonika, men ikke er tonika i takt 3 og 7. I a-delenes slutning i takt 4 og 8 er et konstant tilbagevendende tostemmigt guitarlick som en del af Riff 2:
Selvom melodien i denne takt markerer e-mol ved bevægelsen e-g slutter dette lick på durtertsen gis. Desuden benyttes tonen fis, som findes i a-mol, hvis der er tale om melodisk og ikke ren eller harmonisk mol. Denne leg med dur og mol på dominanten og med skalamaterialet i det hele taget er der plads til, fordi det harmoniske miljø ellers er relativt tertsløst. Men det giver også licket en meget karakteristisk lyd.
Akkordskiftene er hyppigere end i versionen i Sangbogen 1, men generelt er nummerets basbevægelser lidt mere funktionsharmonisk opbygget omkring bevægelser mellem tonika og dominant. Til gengæld giver de tertsløse harmonier og legen med skalamaterialet nummeret en mere modal fornemmelse.
I anden a-del i vers 4 og 5 er harmonikken en smule anderledes, hvilket for det første skyldes den ene guitars tema 3, som jeg berørte ovenfor, for det andet bassen og power-akkordernes forandrede bevægelser (groove 2) og for det tredje medstemmens let forandrede bevægelser:
Takt | 5 | 6 | 7 | 8 | ||||
Akkord | A5 | Em/G | Dm | Em | Am/C | D7 | Em | E |
Funktion | T5 | D/3 | S | D | T/3 | (D7) | D | +D |
De væsentligste forskelle fra tidligere består i de hyppigere akkordskift samt bevægelsen til bidominanten til dominantparallellen (G) i takt 7. Bidominanten leder os dog skuffende videre til dominanten og ikke til dominantparallellen. Denne dominant forandres til dominanten i durform i takt 8. Funktionen af dette forandrede stykke er igen at skabe ekstra intensitet, hvilket særligt den forøgede harmoniske puls og septimen på bidominanten bidrager til.
Sound og genre
Generelt er lydbilledet præget af mange lag af forvrængede guitarer. Begrebet "distortion" dækker over mange forskellige typer forvrængning, som jeg ikke kommer nærmere ind på her, men fælles for den type effekter er, at de knytter sig til metalgenrer, men til gengæld afviger fra folkemusikgenrer, hvor man oftere vægter akustiske instrumenter. Bas og trommer lyder til gengæld temmelig anonyme og har ikke fået den store tur gennem effektmaskinen.

Et såkaldt pedalbord indeholder en række pedaler som aktiveres for at påvirke lyden af guitaren. Ofte er det ikke en enkelt pedal eller indstilling, men en kombination af forskellige pedaler og indstillinger som skaber de forskellige lyde som bruges i et nummer som Ramund Hin Unge. Derved kan guitaristen udvikle sin helt egen klang.
Ofte skal der mange lag af guitarer til for at skabe den særlige beskidte lyd, som er så typisk for metalgenren. Samtidig suppleres de enkelte stemmer af ekstra guitarstemmer, som ikke ville kunne realiseres på samme måde live på en scene. Et eksempel er midt i soloen i A7 (2:29-2:38), hvor leadguitaren pludselig suppleres af en understemme i tertsafstand, selvom ingen af de andre guitarroller stopper med at spille. Denne form for tostemmige riffs er en klassisk effekt inden for metal. Du kan se de to guitarister spille tostemmigt sammen her (2:26-2:34).
Perspektivering
Selvom Týr ofte kaldes folk-metal, er det eneste i dette nummer, som peger på decideret folkemusik, selve Ramund-melodien og teksten. Den variant, de har valgt at benytte, er dog, som vi har set, relativt ny og meget reduceret, idet den knytter sig tæt til Berggreen og Sangbogen 1's versioner.
Resten af virkemidlerne i Ramund Hin Unge – instrumenter, spilleteknikker, melodik og sound – hentes fra og er ganske almindelige inden for mange forskellige former for metal. Men nummeret er et rigtig godt eksempel på, hvor vidt omkring folkemusikken som materiale kommer i dag, og på alt det som den symboliserer for folk: vikinger, nordisk mytologi og middelalder i en stor sammenblanding. Ofte er denne symbolik vigtigere end selve visens lange og snørklede handling, når folkeviser genfortolkes.
5. Analysevejledning
Analysevejledningen giver med korte stikord et overblik over de musikalske parametre, det kan være relevant at inddrage ved analysen af skandinavisk folkemusik. Du kan læse mere om de enkelte musikalske parametre og analysemetoder i sektionen Analyse.
Vær opmærksom på at udvælge de parametre til analyse, der giver mest mening i forhold til det musikstykke, du har valgt, og i forhold til formålet med din analyse. Følgende oversigt kan tjene til inspiration.
Karakteristik
- Kunstner, komponist, tekstforfatter, titel, optegner, meddeler, album, udgivelsesdato, kompositionstidspunkt, genre eller andre faktuelle oplysninger, der er relevante i forhold til analysen.
Form
- Musikstykkets struktur, fraser og metrik, herunder inddelingen i formled og formleddenes indplacering i en overordnet formtype.
Instrumentation
- De forskellige musikinstrumenter og deres roller undervejs. Herunder brugen af vokal- og spilleteknikker.
Groove
- Instrumenternes samspil, aktivitetsniveau og rytmiske sammensætning.
- Akkompagnementets karakter og dets forhold til melodien.
- Improvisationernes karakter og interaktion med akkompagnementet, herunder brugen af skalaer, motiver, klangvariationer og eventuelle referencer til andre numre.
- Arrangementets opbygning og udvikling. Detaljer i arrangementet såsom breaks, riffs, akkordrundgange, modstemmer til melodien og andre iørefaldende elementer.
Harmonik
- Musikstykkes akkorder, deres indbyrdes forhold og deres forhold til musikstykkets tekst og overordnede karakter.
Melodik
- Melodiens opbygning, funktion og vigtigste kendetegn.
- Melodiens toneart og skalamateriale.
Rytmik
- Rytmiske kendetegn og motiver i melodi og akkompagnement. Forholdet og samspillet mellem rytmerne.
Tema og motiver
- Den centrale og karakteristiske musikalske idé i et musikstykke. Kan være melodisk og/eller rytmisk funderet. Temaets funktion og musikalske virkemidler.
- Rytmiske og/eller melodiske figurer med en prægnant og genkendelig karakter. Motivernes funktion og musikalske virkemidler.
Hook, break og gimmick
- Iørefaldende fraser (hooks). Ophold i rytmegruppen, ofte med en eller flere rytmiske markeringer undervejs (breaks). Kuriøse og opmærksomhedsfangende elementer (gimmicks).
Sound
- Klangen af de enkelte musikinstrumenter og sangere og klangen af musikstykket som helhed.
Teksten
- Sangens handling, herunder relevante karakterer, begivenheder, hændelser og steder.
- Tekstens betydning og musikalske funktion, herunder særligt centrale vokaler og ord.
Perspektivering
- En begrundet indplacering af musikstykket i sin folkemusikalske (genremæssige) kontekst, i den overordnede musikhistorie (musikalsk, kulturelt, politisk og/eller socialt) baseret på analyseresultaterne.
Folkevisen om Ramund findes i mange forskellige varianter i både dansk, svensk og norsk tradition. Her skal vi analysere fire forskellige versioner af visen for at blive klogere på, hvor vidt omkring sådan en folkevise kan komme.
Indhold
1. Rammer (1903)
Vi starter hos folkeviseindsamleren Evald Tang Kristensen (1843-1929), som har udgivet visen i sin bog Et hundrede gamle danske Skjæmteviser i 1903. Tang Kristensen er meget bevidst om, at viser som denne eksisterer i et hav af versioner, så han præsenterer læseren for ikke mindre end tre tekstvarianter og to melodivarianter:
Hent tekst og melodi.
Hør Rammer 1B spillet på klaver:
Hør Rammer 1C spillet på klaver:
Teksterne A, B og C stammer fra hhv. 1871, 1868 og 1889. Melodierne 1B og 1C (der findes ingen 1A) er sunget af henholdsvis en røgter fra Ikast og en huskone fra Arden. De er ikke indsamlet i sammenhæng med teksterne og ej heller behæftet med årstal. Det vi dog ved er, at de senest kan stamme fra år 1903, hvor Tang Kristensen har udgivet dem i bogen her.

Evald Tang Kristensen (1843-1929).
Skæmtevisen handler ofte om jævne folk og betragtes som genre som en slags parodi på folkeviserne, som er mere alvorsfulde og handler om standspersoner eller mødet med det overnaturlige. I Tang Kristensens bog er Rammer kategoriseret som en vise "med kjæmpevisepræg". Kæmpevisen er en undergenre af folkeviserne, som handler om kæmper og helte. Rammer befinder sig altså midt mellem skæmte- og folkeviserne. Den er både humoristisk og handler om den jævne Rammer (eller Ramund) og hans opgør med kejseren, men den minder også om heltekvad i sin beskrivelse af den uovervindelige Rammer.
Form
Den overordnede form er strofisk, hvilket er typisk for en folkevise. Strofisk form betyder, at sangen består af en lang række strofer uden mellem- eller omkvæd. Strofer er her det, man i andre sammenhænge kalder vers, mens de enkelte tekstlinjer kaldes vers.
Men selvom formen er strofisk, er visen alligevel ikke helt bygget op som en traditionel folkevise. Teksten bevæger sig efter et abcb-princip, hvor vers 2 og 4 rimer (i hvert fald det meste af vejen), mens vers 1 og 3 ikke altid rimer. Efter disse fire vers kommer noget, der lyder som et omkvæd, men da der er tale om lidt forskellig tekst hver gang, vil vi i stedet for omkvæd kalde disse to vers 5 og 6.
Melodien kan hjælpe os med at forstå den enkelte strofes form. Her ser vi nemlig, at vers 1 og 2 samlet set er melodisk identiske med vers 3 og 4, mens vers 5 og 6 er anderledes. Dette gælder for både 1B og 1C. Vi kan altså fortolke strofens samlede form som AAB (her eksemplificeret med strofe 1 i tekst B):
Struktur | Sangtekst i strofe 1 |
---|---|
A | Rammer var sig en lidt bedre mand om han havde bedre klæder. |
A | Kongdronning gav Rammer en klædning så brav af blågarn og bast og af læder. |
B | "Det vil jeg ikke hav", sagde Rammer "Det står mig ikke brav", sagde Rammer til den dronning. |
Tekst
Rammer handler kort fortalt om Ramund – eller Rammur, Rammer eller Rammand, som han hedder i Evald Tang Kristensens tre opskrevne tekstversioner – som er en farlig karl. Han skitseres i alle tekstversioner som krigerisk, kæmpestor og umådeligt stærk. Den overordnede fortælling er, at han får sig et nyt sæt tøj, drager ud i verden og slår en række trolde og kæmper ihjel. Det er dog kun i version 1A, som er hele 20 strofer lang, at han ender med at halshugge selveste kejseren.
Perspektivering
Evald Tang Kristensens Rammer må betragtes som en forskningsbaseret udgivelse, hvis hovedformål er at sikre, at eftertiden får kendskab til, hvor forskelligt visen her kan lyde og give eksempler på, hvordan folk har sunget den rundt omkring i Danmark.
2. Ramund (1860)
Vi bevæger os nu en smule tilbage i tiden til komponisten Andreas Peter Berggreens udgivelse af visen om Ramund i 1860 i andenudgaven af samlingen Folke-sange og Melodier.
Berggreen tager udgangspunkt i version B af Ramund fra udgivelsen Udvalgte danske Viser fra Middelalderen, udgivet 1812-14 i København (se originalnoden her). Han tilføjer dog et klaverakkompagnement til melodien, som du kan høre her:

Andreas Peter Berggreen (1801-1880).
Form
Ramund er opbygget i en strofisk form med i alt 12 strofer. Hver strofe er 12 takter lang og bygget op efter en AAB-form, præcis som vi så det i analysen ovenfor. Dog er den harmoniske progression i akkompagnementet lidt forskellig i de to A-stykker, så vi kalder formen AA'B.
Tekst
Berggreen har valgt at bringe 12 strofer i sin version af Ramund. Den overordnede fortælling er stadig, at han får sig noget tøj, drager til søs, slår kæmper ihjel og myrder kejseren til slut. Ordlyden af mange af stroferne er dog væsentlig anderledes end i Tang Kristensens versioner, hvilket formentlig skyldes, at Berggreen har benyttet andre kilder end Tang Kristensen.
Perspektivering
Berggreens version af Ramund må betragtes som en kunstnerisk bearbejdning og ikke en forskningsbaseret udgivelse. Der er væsentlige forskelle på den version, Berggreen har arbejdet med og de versioner, Tang Kristensen skrev op i sin bog. Det skal dog siges til Berggreens forsvar, at han faktisk lader melodien blive stående, som den var i kilden, han fandt den i. I andre viser har han i stedet ændret i melodiens forløb for at få den til at passe bedre ind i en dur-/moltonal ramme.
3. Ramund (1988)
Sangbogen 1 fra Wilhelm Hansens Forlag – også kendt som Den blå sangbog – er en af de sangbøger, man oftest benytter i dansk sangtradition i dag. Derfor er det spændende at undersøge, hvilken version af Ramund denne sangbog har med.

Den kendte forside til Sangbogen 1 fra Forlaget Wilhelm Hansen, også kendt som Den Blå Sangbog.
Den version, vi undersøger her, er fra Sangbogen 1 udgivet i 1988. Vi ved ikke, hvor og hvornår melodivarianten stammer fra, da det ikke er angivet i sangbogen. Hent noden her og følg med i noden, mens du læser analysen. Sangen kan eksempelvis lyde sådan her (spillet på klaver med akkorder i venstre hånd og melodi i højre hånd):
Form, metrik, rytmik og melodik
Bortset fra, at sangen er transponeret en kvart ned til tonearten e-mol, ligner denne version Berggreens version med hensyn til både form (AAB), metrik, rytmik og melodik. Der er kun to toner, som er anderledes: I takt 10 er der sat parentes om krydsfortegnet. Endvidere har man i takt 12 flyttet fjerde tone en lille terts ned, så melodien bevæger sig nedad på fjerde taktslag uden afbrydelse.
Tekst
I Sangbogen 1's version af Ramund er kun 5 strofer, hvilket er en kraftig reduktion sammenlignet med de andre versioner, vi har set på. De fem strofer er næsten ordret strofe 1, 4, 5, 10 og 12 fra Berggreens version, hvilket viser, hvor meget den har betydet for eftertidens forståelse af denne folkevise.
I Sangbogen 1's version er det efterhånden temmelig svært at forstå meningen med de enkelte vers, fordi så meget af visen er skåret væk, hvorimod man i Berggreens version forstod mere og i version 1A i Tang Kristensens bog forstod næsten hele den lange og snørklede handling.
Perspektivering
Berggreens Ramund er langt mere udsmykket med mange flere akkorder pr. takt end versionen i Sangbogen 1. Det skyldes nok til dels, at den sidste af de to skal være praktisk anvendelig i en fællessangssammenhæng, mens den første i højere grad er udtryk for en kunstners værk og leg med materialet.
Sangbogen 1's version skaber en særlig messende effekt ud af den gentagne nedadgående basbevægelse, de deraf følgende næsten uundgåelige parallelle kvinter og de rolige akkordskift, som næsten alene følger de betonede slag i melodien.
4. Ramund Hin Unge (2003)
Vi slutter vores Ramund-rejse ved Týr, som dog ikke er et skandinavisk, men færøsk band. Det gør ikke noget i vores sammenhæng, da denne analyse handler om, hvordan Ramund som folkevise er blevet fortolket af eftertiden ikke bare i Skandinavien, men generelt.

Det færøske band Týr.
Týr gav i 2003 deres bud på, hvordan denne folkevise skal lyde. Týr beskrives ofte som tilhørende genrerne vikingemetal, folk-metal og episk metal. Det skyldes, at deres tematiske univers beskæftiger sig med nordiske myter om vikinger og aser, og at de ofte lader sig inspirere af folkeviser som eksempelvis Ramund. Du kan høre Týrs Ramund Hin Unge her:
Týr: Ramund Hin Unge (Eric The Red, 2003)
Ramund Hin Unge blev udgivet på pladen Eric The Red i 2003. Týr bestod på det tidspunkt af fire medlemmer: Heri Joensen (forsanger og guitarist), Terji Skibenæs (backing sanger og guitarist), Kári Streymoy (trommeslager) og Gunnar H. Thomsen (backing sanger og bassist). På pladen krediteres Joensen som komponist på dette nummer i kombination med ordet "traditional" som indikation af, at der er tale om en folkesang.

Cover til albummet Eric The Red (2003). Maleriet, som forestiller en havgud, er udført af Haukur L. Halldórsson.
Tekst
Týr har valgt at synge fem strofer af Ramund, og det er præcis de fem, som står i Sangbogen 1. Endvidere er der tale om en næsten ordret gengivelse af disse strofer, selvom "Ramund den unge" er skrevet om til "Ramund Hin Unge". Det fortæller noget om, hvilke strofer nutiden ser som de vigtigste og hvilke, som er gået mere eller mindre i glemmebogen.
Týr synger på det såkaldte "gøtudansk", som er en særlig form for færøsk udtale af det danske sprog. Det gør de formentlig for at skabe en forbindelse mellem det færøske – bandet – og det danske/skandinaviske – folkevisen.
Form og instrumentation
Ramund Hin Unge er simpelt opbygget i en strofisk form, hvor én strofe (A) gentages i alt 11 gange. Alle disse gentagelser af A er bygget over et ens antal takter med et bestemt akkordforløb hver gang, hvilket giver os grundlag for at definere dem som A alle sammen. A'ernes formmæssige funktioner og instrumentering varierer nummeret igennem, og derfor kalder vi dem A1, A2 osv.
Hver strofe – dvs. hvert A-stykke – er desuden karakteriseret ved at være bygget op efter en aab-struktur, ligesom vi så i analyserne af de andre versioner af Ramund og Rammer ovenfor. I analysen af Týrs kalder vi disse strofedele for henholdsvis lille a og lille b, for ikke at blande dem sammen med store A, som er hele den samlede strofe.
I følgende formskema kan du se en oversigt over formleddenes funktion, instrumenter og instrumenternes roller i nummeret. Instrumenternes roller beskrives hver især nærmere under formskemaet:
Formled | Tid | Funktion | Instrumenter (og roller) |
---|---|---|---|
A1 | 0:00 | Intro 1 | delay-guitar (riff 1) |
A2 | 0:24 | Intro 2 | distortion-guitar (melodi), delay-guitar (riff 1) |
A3 | 0:47 | Vers 1 | leadvokal (melodi), backing vokal (medstemme 1), delay-guitar (riff 1) |
A4 | 1:11 | Vers 2 | leadvokal (melodi), distortion-guitar x 2 (riff 2), bas (groove 1), trommer (groove 1) |
A5 | 1:35 | Vers 3 | som A4 |
A6 | 1:58 | Mellemspil | distortion-guitar (melodi), distortion-guitar (riff 2, overstemme), distortion-guitar (groove 1 + riff 2 i break), bas (groove 1), trommer (groove 1) |
A7 | 2:22 | Solo | distortion-guitar (solo), distortion-guitar (riff 2, overstemme), distortion-guitar groove 1), bas (groove 1), trommer (groove 1) |
A8 | 2:46 | Mellemspil | distortion-guitar (melodi), delay-guitar (riff 1) |
A9 | 3:10 | Solo | som A7 |
A10 | 3:34 | Vers 4 | leadvokal (melodi), backing vokal (medstemme 2), distortion-guitar (riff 3), distortion-guitar (groove 2 og 1), bas (groove 2 og 1), trommer (groove 2 og 1) |
A11 | 3:58 | Vers 5 | som A10 |
I A10 og A11 (vers 4 og 5) er der små forandringer i akkorderne, men vi definerer dem stadig som varianter af A, da man her genfinder den gennemgående versmelodi, som findes i alle de andre A-stykker på nær de improvisationsprægede A7 og A9.
Groove
Ramund Hin Unge er i de fleste formled præget af to faste grooves, som jeg i formskemaet ovenfor har kaldt "groove 1" og "groove 2". I formskemaet kan du se, hvornår de forskellige grooves benyttes i nummeret.
De to grooves varetages af tre instrumenter, nemlig grundtonebaseret basguitar, trommesæt og distortion-guitar. Guitaren spiller power-akkorder, hvilket vil sige tostemmige akkorder, som kun udgøres af grundtone og kvint (ingen terts). Strengene dæmpes med håndfladen, hvilket skaber den intense rytmiske buldren, som høres i baggrunden af mixet.
De to grooves skaber en grund, på hvilken de resterende instrumenter – distortion-guitarer og vokaler – kan udføre mere melodiske roller. Groove 1 ser sådan ud:
Dette groove er typisk for metalgenrer i den episke stil, hvor temaer som helte, krige og eventyr er omdrejningspunktet, og det giver da også lytteren en følelse af at galoppere ud over stepperne på en ædel ganger. Prøv selv at fornemme hovene på en galopperende hest ("gadagung, gadagung") mens du lytter til nummeret.
Groove 2 ser sådan ud:
Dette groove intensiverer energien ved at markere alle 8.-delene, men adskiller sig ellers ikke fra groove 1.
Sound og genre
Generelt er lydbilledet præget af mange lag af forvrængede guitarer. Begrebet "distortion" dækker over mange forskellige typer forvrængning, som jeg ikke kommer nærmere ind på her, men fælles for den type effekter er, at de knytter sig til metalgenrer, men til gengæld afviger fra folkemusikgenrer, hvor man oftere vægter akustiske instrumenter. Bas og trommer lyder til gengæld temmelig anonyme og har ikke fået den store tur gennem effektmaskinen.

Et såkaldt pedalbord indeholder en række pedaler som aktiveres for at påvirke lyden af guitaren. Ofte er det ikke en enkelt pedal eller indstilling, men en kombination af forskellige pedaler og indstillinger som skaber de forskellige lyde som bruges i et nummer som Ramund Hin Unge. Derved kan guitaristen udvikle sin helt egen klang.
Ofte skal der mange lag af guitarer til for at skabe den særlige beskidte lyd, som er så typisk for metalgenren. Samtidig suppleres de enkelte stemmer af ekstra guitarstemmer, som ikke ville kunne realiseres på samme måde live på en scene. Et eksempel er midt i soloen i A7 (2:29-2:38), hvor leadguitaren pludselig suppleres af en understemme i tertsafstand, selvom ingen af de andre guitarroller stopper med at spille. Denne form for tostemmige riffs er en klassisk effekt inden for metal. Du kan se de to guitarister spille tostemmigt sammen her (2:26-2:34).
Perspektivering
Selvom Týr ofte kaldes folk-metal, er det eneste i dette nummer, som peger på decideret folkemusik, selve Ramund-melodien og teksten. Den variant, de har valgt at benytte, er dog, som vi har set, relativt ny og meget reduceret, idet den knytter sig tæt til Berggreen og Sangbogen 1's versioner.
Resten af virkemidlerne i Ramund Hin Unge – instrumenter, spilleteknikker og sound – hentes fra og er ganske almindelige inden for mange forskellige former for metal. Men nummeret er et rigtig godt eksempel på, hvor vidt omkring folkemusikken som materiale kommer i dag, og på alt det som den symboliserer for folk: vikinger, nordisk mytologi og middelalder i en stor sammenblanding. Ofte er denne symbolik vigtigere end selve visens lange og snørklede handling, når folkeviser genfortolkes.
5. Analysevejledning
Analysevejledningen giver med korte stikord et overblik over de musikalske parametre, det kan være relevant at inddrage ved analysen af skandinavisk folkemusik. Du kan læse mere om de enkelte musikalske parametre og analysemetoder i sektionen Analyse.
Vær opmærksom på at udvælge de parametre til analyse, der giver mest mening i forhold til det musikstykke, du har valgt, og i forhold til formålet med din analyse. Følgende oversigt kan tjene til inspiration.
Karakteristik
- Kunstner, komponist, tekstforfatter, titel, optegner, meddeler, album, udgivelsesdato, kompositionstidspunkt, genre eller andre faktuelle oplysninger, der er relevante i forhold til analysen.
Form
- Musikstykkets struktur, fraser og metrik, herunder inddelingen i formled og formleddenes indplacering i en overordnet formtype.
Instrumentation
- De forskellige musikinstrumenter og deres roller undervejs. Herunder brugen af vokal- og spilleteknikker.
Groove
- Instrumenternes samspil, aktivitetsniveau og rytmiske sammensætning.
- Akkompagnementets karakter og dets forhold til melodien.
- Improvisationernes karakter og interaktion med akkompagnementet, herunder brugen af skalaer, motiver, klangvariationer og eventuelle referencer til andre numre.
- Arrangementets opbygning og udvikling. Detaljer i arrangementet såsom breaks, riffs, akkordrundgange, modstemmer til melodien og andre iørefaldende elementer.
Harmonik
- Musikstykkes akkorder, deres indbyrdes forhold og deres forhold til musikstykkets tekst og overordnede karakter.
Melodik
- Melodiens opbygning, funktion og vigtigste kendetegn.
- Melodiens toneart og skalamateriale.
Rytmik
- Rytmiske kendetegn og motiver i melodi og akkompagnement. Forholdet og samspillet mellem rytmerne.
Tema og motiver
- Den centrale og karakteristiske musikalske idé i et musikstykke. Kan være melodisk og/eller rytmisk funderet. Temaets funktion og musikalske virkemidler.
- Rytmiske og/eller melodiske figurer med en prægnant og genkendelig karakter. Motivernes funktion og musikalske virkemidler.
Hook, break og gimmick
- Iørefaldende fraser (hooks). Ophold i rytmegruppen, ofte med en eller flere rytmiske markeringer undervejs (breaks). Kuriøse og opmærksomhedsfangende elementer (gimmicks).
Sound
- Klangen af de enkelte musikinstrumenter og sangere og klangen af musikstykket som helhed.
Teksten
- Sangens handling, herunder relevante karakterer, begivenheder, hændelser og steder.
- Tekstens betydning og musikalske funktion, herunder særligt centrale vokaler og ord.
Perspektivering
- En begrundet indplacering af musikstykket i sin folkemusikalske (genremæssige) kontekst, i den overordnede musikhistorie (musikalsk, kulturelt, politisk og/eller socialt) baseret på analyseresultaterne.