Folkemusikken er ikke en antikvarisk genstand, som i ren og ufortolket form befinder sig på et museum. Den er tværtimod en levende tradition, som har forandret sig, hver gang den er blevet indspillet, skrevet ned, spillet og fortalt om. I kapitlet her undersøger vi processen fra kilde til musikalsk fortolkning og ser på, hvad det gør ved musikken.
Indhold
1. Drømte mig en drøm i nat
Vi skal nu se nærmere på en af Danmarks gamle folkeviser – den kan nemlig lære os noget om, hvordan det, vi kalder "folkemusik" i dag, er blevet til. Den folkevise, man har de tidligste kilder til i Danmark, er Drømte mig en drøm i nat. Den findes i et håndskrift fra omkring år 1300, hvori man også finder Skånske Lov.
På sidste side i Codex Runicus, et håndskrift fra omkring år 1300, finder man teksten til Drømte mig en drøm i nat skrevet med runer og melodien skrevet med koralnotation.
Teksten er skrevet med runer, som oversat til det latinske alfabet betyder "Drømdæ mik æn drøm i nat um silki ok ærlik pæl" eller skrevet på nudansk: "Drømte mig en drøm i nat om silke og ærlig pæl". "Silke og ærlig pæl" skal formentlig forstås som kostbart tøj, og teksten kan dermed forstås som et ønske om rigdom og velstand.
Sådan er melodi og tekst blevet fortolket af eftertiden med vor tids noder og stavning.
Melodien er skrevet med koralnotation, som er en særlig form for neumer. Denne notationsform angiver ikke rytmer, men viser primært, hvornår melodien skal bevæge sig op og ned. Noget andet, som kilden heller ikke angiver, er, om der har været en form for omkvæd, som har været gentaget efter hver strofe – og i det hele taget om der er flere strofer – eller hvordan en eventuel instrumentation har lydt. Når eftertiden har sunget folkevisen, har der derfor været rig mulighed for fortolkning.
Prøv eksempelvis at lytte til disse tre meget forskellige versioner:
- Danmarks Radios Pausesignal. Er blevet benyttet siden 1931 og benyttes stadig på radiokanalen P1. På P1 benyttes alene den melodistump, som kilden angiver, og rytmen er udtryk for fortolkning af kildematerialet.
- Drømte mig en drøm i nat (Den danske sangskat, 2016). Bo Holten & Musica Ficta har ligesom DR også valgt kun at arbejde med den melodistump, som kilden rent faktisk angiver, men i arrangementet er tilføjet uh-kor og dermed flerstemmige passager. Man holder sig dog inden for den kvint (d til a), som kildens melodi bevæger sig inden for, hvilket skaber en interessant droneagtig effekt.
- Drømte mig en drøm. Det dansk/færøske band Valravn fortolker her folkevisen og medtager – udover forskellige akustiske og elektriske instrumenter – både endnu en linje, flere strofer og omkvædet "nu vågner den klare morgen".
De nye tekst- og melodifraser i Valravns version er tilføjet af henholdsvis forfatter Erik Bertelsen og komponist Povl Hamburger i 1945 og udgivet i sangbogen 555 sange (Musikhøjskolens Forlag, 1972). I sangbogen ser noden sådan ud:
Drømte mig en drøm i nat i Povl Hamburger og Erik Bertelsens videreudvikling.
Det er denne sidste version af folkevisen, som er mest kendt, og der er ikke mange, som ved, at så meget af den faktisk er komponeret for så relativt kort tid siden. På den måde illustrerer fortællingen om Drømte mig en drøm i nat, at de folkeviser, vi synger i dag og betragter som meget gamle til stadighed, er under udvikling. Derfor skal vi forstå folkeviser og folkemusik i det hele taget som nutidige fænomener fremfor som noget, der hører fortiden til.
2. Noder og indspilninger – redskaber med problemer
Som vi allerede har været inde på, defineres folkemusikalske traditioner her og mange andre steder ved, at de er gehørstraderede. Det vil sige, at traditionen er blevet formidlet direkte fra person til person i stedet for via et medium, som eksempelvis en node eller en indspilning.
Når man taler om skriftligt overleverede musiktraditioner, mener man, at musiktraditionen alene er blevet formidlet via noder eller andre former for nedskrift fra den, der kender den, til den, der vil lære den. Der er her tale om énvejskommunikation.
Når man taler om auralt overleverede musiktraditioner, mener man, at musiktraditionen alene er blevet formidlet via indspilninger fra den, der kender den, til den, der vil lære den. Der er her tale om énvejskommunikation.
Når man taler om gehørstraderede musiktraditioner, mener man, at musiktraditionen er blevet formidlet direkte fra den, der kender den, til den, der vil lære den, altså som i en form for undervisningssituation. Der er her tale om tovejskommunikation i modsætning til de to andre former for overlevering.
Spillemand og smed Viggo Balle Gade omkring år 1980, fotograferet af Sven E. Ottosen.
Imidlertid er der meget sjældent tale om, at en tradition alene formidles på én af de tre måder – ofte vil der være tale om en blandingsform. Den måde, hvorpå du lærer om skandinavisk folkemusik her på siden, er jo også via indspilninger og noder, men det er klart, at hvis du vil tættere på traditionen og lære den endnu bedre at kende, må du møde folk der praktiserer den og spille og synge med dem selv. Dette illustreres af spillemanden Viggo Balle Gades kommentar, da hans musik blev udgivet i nodeform i 1981 i bogen Viggo Balle Gade – spillemand og smed (Folkemusikhusets Forlag):
Noderne er skrevet, men musikken er ikke skrevet. Viggo Balle Gade
Hermed mente han formentlig, at nok kan man skrive hans og andre spillemænds musik ned for at sikre, at den bliver ved at leve videre efter deres tid er forbi, men man skal huske, at denne musik ikke som udgangspunkt er skrevet på noder. Noderne kan ikke formidle alt, hvad vi skal vide om musikken for at kunne føre en tradition videre. Betoninger, dynamik, frasering, ornamenter og formopbygning – det som nogle spillemænd ofte benævner "tag'et" – er bare nogle af de musikalske parametre, som en node har svært ved at videreformidle.
Det skal vi nu høre et eksempel på med udgangspunkt i et uddrag af spillemanden Thomas Thomsens indspilning af nummeret Gunvers Polka, som du kan høre her:
Da nogle folkemusikentusiaster i 1992 udgav en bog om Thomas Thomsen (Sindbilleder, Folkemusikhusringen, 1992) inkluderede de – sammen med optagelser af Thomsens musik, hvorfra optagelsen ovenfor stammer – en nedskrift af Gunvers Polka. Prøv at se på noden, mens du lytter til den, som den lyder, hvis den spilles på violin tro mod noden:
Som du nok kan høre ved at lytte til de to versioner og sammenligne dem, kan nodenedskriften slet ikke rumme alt det, musikken faktisk indeholder. At supplere noden med en indspilning kan hjælpe på noget af dette, men den giver stadig ikke mulighed for dialog, korrektion og afklaring af spørgsmål omkring musikken.
Spillemand og slagter Thomas Thomsen. Fotograf: Torben Steen Andersen.
På den måde er noder ikke et passivt medium, man bare kan putte musikken ind i, og så kommer den "uskadt" ud igen. Noder er et aktivt medium, som påvirker den musik, vi putter ind i dem. Det vil sige, at hvis vi kun genskaber musikken ud fra noden uden at interessere os for andet end den, risikerer vi at forandre musikken væsentligt fra, hvordan den før har lydt.
Det skyldes blandt andet, at noder er et system, som er blevet udviklet til at formidle en bestemt form for musik, nemlig den vestlige kunstmusik. Det kan man faktisk også høre, hvis man spiller jazz- eller popsange direkte, som de står i en nodebaseret sangbog – så lyder de ofte ikke helt rigtige. Derfor er det vigtigt ikke kun at støtte sig til noder, men så vidt muligt også til indspilninger og de mennesker, som kender og spiller musikken, når man vil lære en bestemt musikalsk tradition at kende.
Et andet problem ved både nodeskrift og indspilninger er, at de fortæller, hvordan musikken en enkelt gang er blevet spillet, men de kan ikke redegøre for, hvordan musikken er blevet varieret hver gang, den er blevet spillet. Ligesom inden for jazzmusikken er form, instrumentation, improvisation og ornamenter sjældent ens fra gang til gang inden for feltet folkemusik. Det er vigtigt at huske på, når man sidder med noder og indspilninger og forsøger at eftergøre dem. Som spillemanden Evald Thomsen fortæller om en af sine dansemelodier i bogen Melodier og spillemænd (Folkemusikhusets Forlag, 1974):
Den er nem og spille, derfor er den også god for de unge og spille, for de har tid til – dem der vil – og variere den i det uendelige, for det er sin egen sag og sidde og spille seksogtredive repetiser [dvs. gentagelser] efter hinanden. Evald Thomsen
3. Folkemusikken i konstant udvikling
Som historien om Drømte mig en drøm i nat illustrerer, er den skandinaviske folkemusik ikke et afgrænset felt, hvor det er nemt at udpege, hvad der er folkemusik, og hvad der ikke er. Samtidig viser diskussionen om noder og indspilninger ovenfor, at folkemusikken ikke er defineret en gang for alle, men udvikler sig konstant og ofte i mange retninger på en gang.
Hver gang nogen tager en gammel melodi frem og spiller den, genskabes derfor ikke noget gammelt. Man skaber derimod noget nyt, fordi man tilfører sine egne musikalske fortolkninger til det gamle materiale. Disse nye fortolkninger tages så op af andre, og på den måde lever musikken videre i stadigt nye versioner.
Den svenske vise O tysta ensamhet er et godt eksempel på denne proces. Hyrden Reser Anna Larsson fra Utanmyra på øen Söllerön i Dalarna, Sverige spillede denne melodi på horn i en konkurrence i 1907, hvor den blev hørt og skrevet ned af folkemusikindsamleren Nils Andersson.
Reser Anna blæser i horn i Rossberg, Dalarna.
Der findes ikke en lydoptagelse fra konkurrencen, men du kan hente Anderssons nodenedskrift og høre noden afspillet (med computergenereret lyd) her:
Imidlertid står Reser Annas version ikke alene. Visen – hvis tekst stammer fra et digt af 1700-tals-poeten Olof von Dalin (1708-1763) – har som mange andre viser eksisteret i forskellige varianter rundt omkring. For eksempel blev den i 1949 sunget sådan her af Björs Olof Larsson (1872-1952) fra Leksand, Dalarna, til radioproducent Matts Arnberg:
Björs Olof Larsson: O, tysta ensamhet (Folkmusik i förvandling, 2011)
Der er relativt stor forskel på Reser Anna og Björs Olofs versioner, selvom man også godt kan høre, at de er beslægtede. Dertil kommer at vi kun har adgang til Reser Annas version via Nils Anderssons node, og han bliver dermed deltager i udviklingen af melodien O tysta ensamhet gennem historien.
Her kan du høre et par meget forskellige versioner af melodien – som undertiden går under navnet Visa från Utanmyra – som den er blevet fortolket af senere tiders musikere:
- Visa från Utanmyra (Jan Johansson, Jazz på svenska, 1964).
- O, Tysta Ensamhet (Falconer, Armod, 2011).
- O, tysta ensamhet (Avtryck, 2013).
Indsamlere som Nils Andersson og Matts Arnberg sikrer, at eftertiden får mulighed for at høre og bruge tidligere tiders folkelige melodier. Men der har eksisteret mange andre versioner af de melodier, vi kender til i dag, som vi aldrig kommer til at høre. Dermed er indsamlerne med deres til- og fravalg af, hvilke melodier de optager og skriver ned, også med til at påvirke, hvilke versioner eftertiden kommer til at høre og betragte som folkearv, og hvilke der bliver glemt.