Den skandinaviske folkemusik er et kæmpe område med mange forskellige stilarter, instrumenter og en lang historie bag sig. Fællesbetegnelsen "skandinavisk" læner sig op ad en idé om, at der findes noget, vi skandinaver er fælles om. Nedenfor vil du opdage, at der er mange fællestræk mellem dansk, svensk og norsk folkemusik, men at der også er forskelle. Selvom musikken er opstået i forskellige samfund med forskellige behov, forudsætninger og traditioner, har der fundet stor kulturel udveksling sted både mellem land og by, mellem Danmark, Norge og Sverige og mellem Skandinavien og resten af verden.
Indhold
1. Hvad er folkemusik?
Er der noget, som kan få folk til at diskutere, så er det, hvad folkemusik egentlig er. Vi skal her undersøge tre udsagn om folkemusik og derved finde frem en god definition.
Udsagn 1: Skandinavisk folkemusik er Skandinaviens ældste musik!
Nogen vil mene, at folkemusik er musik, hvis rødder går langt tilbage i tiden. Men denne definition udfordres af, at historien ikke har et nulpunkt, så hvor langt skal vi tilbage, før vi kan tale om "ægte folkemusik"? Desuden er det et stort problem, at der kun findes få kilder, som kan fortælle os, hvad man har spillet og sunget i Skandinavien før omkring år 1800.
Billede af St. Olafs Slot i det østlige Finland udgivet af den svenske korttegner Olaus Magnus i hans storværk om Nordens folk fra 1555. Det interessante her er den rebek, man kan se i midten.
Kilderne til musikken før år 1800 er af tre typer: Billedfremstillinger, som den du ser ovenfor, instrumentfund og skriftlige (men meget ofte ikke nodebaserede) kilder. En række arkæologiske fund af meget gamle musikinstrumenter understreger, at musikudøvelse har fundet sted i Skandinavien siden i hvert fald den yngre stenalder (ca. 3900 f.v.t. til ca. 1700 f.v.t.), men hvordan musikken været spillet, og præcis hvordan den har lydt, ved man ikke.
Lyt til to af Skandinaviens ældste instrumenter. Først en bronzelur – en messingblæser med oprindelse i perioden 1500-500 f.v.t. Den, du hører her, spillet af Royal Danish Brass, er fundet i Brudevælte Mose i Nordsjælland. Dernæst en rekonstrueret lyre – et strengeinstrument, der især kendes fra oldtidens Grækenland:
Royal Danish Brass: Brudevælte solo (Bronze and Brass, 1999)
Michael J. King: Kraviklyra Improvisation (2017)
Til venstre: Lur fundet i Brudevælte Mose på Nordsjælland og nu udstillet på Nationalmuseet i København. Til højre: Den ældste bevarede lyre i Skandinavien. Den er fundet på gården Kravik i Numedal, Norge, og man antager, at den stammer fra 1300-tallet.
Kraviklyren er det ældste strengeinstrument, man kender til i Norge, og den er blevet populær verden over. Men man ved faktisk ikke, om Kraviklyren er blevet spillet med fingrene eller med bue, og man ved heller ikke, hvordan instrumentet har været stemt.
Selvom det er spændende at lytte til de gamle instrumenter, kan man ikke bare sige, at folkemusik er de ældste tiders musik, for vi ved ikke, hvordan den har lydt, og vi er ikke enige om, hvor langt vi skal tilbage. Desuden er hverken bronzeluren eller lyren folkelige instrumenter – de har derimod hørt til i overklassemiljøer.
Udsagn 2: Folkemusik er musik, som ikke er kommercielt!
Lad os prøve med en anden definition: Nogle mener, at musik ikke kan være folkemusik, hvis det er kommercielt – det vil sige, hvis det er udgivet på plade, hvis musikerne tjener penge på musikken, eller hvis det er knyttet til andre musik- eller kulturformer, som er kommercielle. I så fald, vil disse stemmer hævde, er der i stedet tale om populærmusik .
Men den definition giver ikke så meget mening, hvis vi kigger på alle de nulevende og aktive kunstnere, der definerer sig selv som folkemusikere, men lever af at udgive plader og spille koncerter, som eksempelvis:
Phønix: Halmværket (Folk, 2007)
Groupa: Emigrantvisa (Kind Of Folk, 2016)
Valkyrien Allstars: Å Gjev Du Batt Meg (Valkyrien Allstars, 2007)
Faktisk er en del af de folkesange, vi i dag har kendskab til, blevet distribueret til folk via skillingstryk. Skillingsviseproducenterne begyndte at dukke op i 1500-tallet og var aktive frem til starten af 1900-tallet. Disse tryk rummede dog for det meste visetekster og ikke melodier. Melodien lærte man af visesælgeren, eller man sang teksterne på i forvejen kendte melodier.
Se et eksempel på et skillingstryk her. Dette tryk er formentlig fra 1893 og indeholder to viser. Trykket er skrevet med gotisk skrift, og du kan finde en oversættelse til latinsk skrift her. Den første vise kan synges på melodien til I en kælder sort som kul, som du sikkert kender. Melodien til den anden vise kan du høre her, hvor den synges af Marie Mide, tidligere bryggeriarbejder og aktiv fagforeningskvinde fra Randers.
Tegning fra 1867 af Hans Smidth med titlen Visen synges paa Skive Marked.
Dét, at man købte skillingstryk af omrejsende visesælgere, var en tidlig form for kommerciel musikudveksling. I dag lever vi alle i et samfund præget af markedsmekanismer og pengeudveksling – det man kalder det kapitalistiske samfund. Derfor kan man ikke definere folkemusik som musik, der er uafhængigt af markedet. Man kan også sige, at hvis musikere i dag skal holde folkemusikken levende, hvis musikken skal kunne udvikle sig og være en del af samfundet, og hvis vi som lyttere skal kunne få adgang til musikken, kan vi ikke undgå, at den bliver kommerciel og dermed en del af et marked.
Børn fra en 4. klasse i Gladsaxe leger en klappeleg i 1978.
Lyt eksempelvis til klappesangen Andersine, Anders And (sunget i 1978 af en 6. klasse i Gladsaxe), som du måske kender fra din egen barndom. Man ved, at denne sang har eksisteret i Danmark siden 1950'erne. Sangen er både et udtryk for amerikansk kulturs påvirkning af danske børns hverdag, men også for børnenes egen glæde ved at digte sange og vers. Børnene her gentager altså ikke bare, hvad den kommercielle Disney-koncern har lært dem, men gør Anders And og Andersine til deres egne figurer, som de kan finde på historier om – og det er da meget folkeligt, er det ikke?
Udsagn 3: Folkemusik er folkets og ikke elitens musik!
Vi kan altså ikke sige, at folkemusik kun er den ældste musik i et samfund, eller at den altid er antikommerciel. Lad os derfor prøve med en tredje definition: En almindelig forestilling om folkemusik er, at folkemusikken fungerer som modpol til de traditionelle magtinstitutioners kunstmusik (det vi også ofte kalder klassisk musik), som eksempelvis musikken i kirken, hos kongen og hoffet, adelen eller staten.
Det Kongelige Kapel som det så ud, dengang det stadig var et trompeterkorps i 1500-tallet. Denne musik blev i modsætning til almindelige menneskers musik skabt på bestilling af magthaverne.
I dag er kunstmusikkens principper, normer og idealer stadig meget dominerende i uddannelsessystemet. Disse idealer ligger eksempelvis til grund for meget af den musikteori, man lærer i musikfaget i gymnasiet og for mange af de sange, man finder i almindelige danske sangbøger. Men mange af disse idealer – eksempelvis at musik går i enten dur eller mol, at en rigtig musiker skal kunne noder, og at en sanger skal synge halve og ikke kvarte toner – har ikke samme gyldighed i folkemusikken. Det er derfor ikke helt forkert at se folkemusikken som noget, der på en eller anden måde stiller sig i modsætning til magtfulde institutioner i samfundet og dermed til kunstmusikken.
Imidlertid kommer du nedenfor til at se, hvordan netop kirken, staten og adelen har påvirket almindelige menneskers musikudøvelse gennem tiden. På den baggrund skriver de svenske folkemusikforskere Gunnar Ternhag og Dan Lundberg i deres bog Folkmusik i Sverige (2005), at man ikke bør betragte folkemusik, kunstmusik og populærmusik som hinandens modsætninger, men som sammenviklede grene på det samme træ. Ternhag og Lundberg forstår dermed folkemusik, kunstmusik og populærmusik som i familie med hinanden, både i forhold til hvad de kommer fra og til dels også i forhold til, hvor de bevæger sig hen, selvom der er tale om forskellige musikalske traditioner med forskellige udviklingshistorier.
Folkemusik mellem tradition og fornyelse
En ting, man er enige om inden for folkemusikforskningen, er, at folkemusikalske traditioner generelt – men ikke alene – er gehørstraderede. Det vil sige, at musikken ikke primært er overleveret via en nedskrevet node eller en indspilning, men at den er blevet videreført fra menneske til menneske – undertiden gennem mange år.
At man har brugt stemme, ører og krop i stedet for noder skyldes i meget høj grad, at noder er noget, man skal lære ligesom et sprog, og det har der ikke været tradition for blandt menigmand i Skandinavien. Det betyder også, at musikken blandt almindelige mennesker ikke nødvendigvis egner sig til at blive skrevet på noder (læs mere i kapitlet Fokus).
Vi når altså frem til en definition af folkemusik, som vi bedre kan bruge end de firkantede udsagn ovenfor: Folkemusik er musik, der primært er gehørstraderet, og som skabes på baggrund af en forestilling om noget traditionelt.
Denne forestilling om, at vi har at gøre med noget traditionelt, kan eksempelvis knytte sig til en bestemt melodi, tekst eller et bestemt instrument, men definitionen udelukker ikke, at musikken ikke kan fortolkes igen og igen eller være helt nykomponeret. Og det er vigtigt, for en tradition holder op med at blive brugt af almindelige mennesker, hvis den ikke følger med tiden og afspejler den hverdag, de befinder sig i, og de tanker og følelser, de oplever.
Folkemusikken vokser ud af en tradition, men lever ved at blive fornyet.
2. Slå ørerne ud!
Den skandinaviske folkemusik kan godt virke meget fremmed for ørerne, når man lytter til den. Det skyldes blandt andet, at noget af den er meget gammel og fra en tid, hvor der eksisterede andre regler for, hvad der var "god" og "dårlig" musik. Derfor er det meget vigtigt at give sig god tid til at lytte og vænne sig til musikken.
Noget af den skandinaviske folkemusik kender du dog måske i forvejen – du har måske sunget den gamle børneremse Fastelavn er mit navn, da du var lille, eller danset til folkemelodien Hønsefødder og gulerødder. Du har sikkert også hørt en eller flere folkesange før, som eksempelvis I skoven skulle være gilde.
Men mange folkemelodier har ikke altid lydt, som vi kender dem i dag, simpelthen fordi sangene med tiden har forandret sig og har spredt sig i mange retninger. Det kan både skyldes, at dem, som har skullet lære dem, ikke helt har fået det hele med, men det skyldes måske i ligeså høj grad, at folk har haft lyst til at være kreative og lave lidt om på melodierne engang imellem.
Selvom meget er gået tabt, har vi i dag stadig enkelte meget værdifulde optagelser af ældre folkesang, som kan hjælpe os med at forstå, hvordan sangene engang har lydt. Lyt eksempelvis til denne optagelse fra 1907, hvor Ane Kirstine Sørensen, der var enke efter en gårdmand, synger I skoven skulle være gilde:
Ane Kirstine Sørensen: I skoven skull' vær' gilde (1907)
Du synes måske, at det lyder vildt mærkeligt. Men som historisk dokument er optagelsen helt unik, fordi den giver os adgang til at høre, hvordan folk på landet sang for over 100 år siden. Der findes mange forskellige slags skandinavisk folkemusik. Slå ørerne ud og læs videre om dem herunder, hvor du møder en række meget forskellige skandinaviske traditioner for sang og musik til hverdag og fest i ord, billeder og lyd.
3. Musik på sæteren
I de norske fjelde og i de svenske områder Dalarna, Värmland, Hälsingland, Härjedalen, Jämtland, Medelpad og Ångermanland har der siden middelalderen eksisteret en stærk tradition for stemme- og instrumentbrug som led i sæterdriften. Der var ikke sæterdrift i hele Sverige, men primært i et tværgående bælte (se kort).
En sæter (fäbod på svensk, seter eller støl på norsk) er en sommergræsgang til køer, får eller geder i bjergene. Der er tale om en førindustriel måde at bedrive landbrug på. Ved at drive dyrene op på fjeldet og lade dem spise af græsset dér om sommeren, kunne man spare på græsset hjemme ved gården og derved udnytte naturens ressourcer bedre.
Begrebet "sæter" inkluderer alt det, som hører til dyrenes sommergræsning i bjergene: græsningsenge, høslætenge (dvs. enge hvor græsset slås, tørres og bruges til vinterfoder til dyrene) og bygninger (til eksempelvis opbevaring og forarbejdning af mælk).
Kvæget bliver flyttet fra ét sted til et andet i Dalarna i 1918.
Kvæget gik frit omkring overvåget af en hyrde. Denne hyrde var på grund af tradition som oftest en kvinde. Denne praksis blev yderligere understreget ved en kongelig forordning i 1686, hvori det blev påbudt, at kvinder og ikke mænd skulle passe dyrene. Dermed ved vi i dag, at sætertraditionen primært har været opretholdt og videreført til næste generation af kvinder. Det gør den til en unik genre indenfor den skandinaviske folkemusik, fordi andre genrer, som eksempelvis spillemandstraditionen, har været langt mere mandsdomineret.
Det var mest kvinder, som arbejdede på sæteren. Her ser du Laura Olsson og Selma Olsson kærne mælk til smør i Jämtland, Sverige.
At kalde sæterens tradition for instrument- og stemmebrug "musik" er egentlig lidt misvisende, for der har i lige så høj grad været tale om lyd som et arbejdsredskab, som om musik, som vi forstår ordet i dag. Alligevel nævnes denne sætertradition ofte som en af de vigtigste inden for den skandinaviske folkemusik, formentlig fordi man ved, at den er meget gammel, men også fordi dens lydlandskab for mange ører vil forekomme meget specielt og måske endda tiltrækkende. Prøv eksempelvis at lytte til spillemand og botaniker Carl Gustaf Färje fra Dalarna, som her spiller kohorn i Älvdalen i 1964:
Carl Gustaf Färje: Hornlåt från fra Malung (Lockrop & Vallåtar, 2011)
Hyrdernes instrumentale signaler
Sæterens miljø er præget af store afstande og masser af skovvækst, hvilket har bidraget til udviklingen af mange former for auditiv kommunikation. Hyrderne har benyttet sig af forskellige lokkeråb, kald og advarselssignaler. Ved hjælp af lurer af træ, kohorn og bukkehorn har man improviseret forskellige signaler beregnet til enten at styre dyreflokken, advare den mod rovdyr, skræmme rovdyr væk eller kommunikere med de andre hyrder, ofte på lang afstand.
Hør hvordan træluren lyder her (spillet af komponisten Arne Sørli fra Trysil i 1955):
Arne Sørli: Kjenningslåt (Gamle Folkemusikkinstrument, 2009)
Rigsspillemand Stina Nilsson fra Halland i Sverige spiller på trælur (også kaldet en neverlur).
Luren er et af de allerældste instrumenter, man kender til. I sætertraditionen er den lavet af enten bark eller træ, som eventuelt er omviklet med bark. Luren findes i mange forskellige størrelser og har normalt ingen fingerhuller. Derfor kan den kun spille naturtoner. Med en længde på cirka 1,5 meter vil træluren kunne spille tonerne her:
Lyt til rigsspillemand Stina Nilsson fra Sverige som her demonstrerer luren for Svenskt Visarkiv i 1969:
Stina Nilsson: The Lur (Lurlåt) (Nordic Folk Instruments, 2011)
Kohorn og bukkehorn laves ved at skære hornene af slagtede dyr og koge hornene nogle timer, så man kan tømme dem for væv. Derefter saver man den spidse ende af, så luften kan passere igennem hornet, hvorefter man former et mundstykke og borer 3-4, undertiden op til 8, fingerhuller. Fingerhullerne øger antallet af toner, hornet kan spille, fordi tonehøjden dermed ikke kun afhænger af musikerens læbestilling (embouchure) og blæsestyrke. Det gør det nemmere at spille flere forskelligartede melodier på bukkehornet.
Bukkehorn fra Aust-Agder i Norge, formentligt udformet mellem 1840 og 1870.
Her kan du høre den norske folkemusiker Olav Snortheim spille en melodi fra Gudbrandsdalen på bukkehorn i 1956:
Olav Snortheim: Gjetarlåt Frå Gudbrandsdalen (Gamle Folkemusikkinstrument, 2009)
Hør den svenske rigsspillemand Per "Pelle" Jakobsson spille en melodi på kohorn i 1961 herunder. Melodien kommer fra Rättvik og Ore i Dalarna, Sverige:
Per "Pelle" Jakobsson: Kuleken (Lockrop och vallåtar, 2011)
Hyrdernes vokale signaler
Hyrderne har også i stor stil benyttet stemmen til at kommunikere med dyrene. Så vidt man ved, er der tale om meget gamle vokale teknikker, som er beslægtede med lignende fænomener i Alperne og Pyrenæerne. På svensk kaldes dette fænomen med et overbegreb lockrop (dvs. lokkeråb), mens det på norsk blot kaldes lokk. Der eksisterer dog en række lokale ord for fænomenet, eksempelvis kulning – måske en sammentrækning af ordet "kuh" (ko) og "lockning" (at lokke).
Lyt til et eksempel på kulning sunget af Elin Lisslass og Karin Edvardsson Johansson fra Dalarna i 1954:
Elin Lisslass & Karin Johansson: Kulning IV (Lockrop och vallåtar, 2011)
Elin Lisslass og Karin Edvardsson Johansson sammen med radioproducenten Matts Arnberg.
Kulning henviser til en bestemt type svenske lokkeråb, som synges i et meget højt toneleje og kan høres op til 5 km væk. Det kan indeholde korte fraser eller lange ornamenterede melodier alt afhængig af lokkeråbets funktion i den konkrete situation, hvilken region hyrden befinder sig i og ikke mindst, hvilken hyrde der er tale om. Der er ikke dermed ikke tale om et fast mønster, og det er op til den enkelte sanger at udvikle sine kald, som hun finder det bedst.
Råbet består af melodiske fraser opbygget omkring nogle hovedtoner. Hovedtonerne fungerer som hvilepunkter mellem råbets ornamenterede partier. Råbene indledes som ofte i et højt toneleje og bevæger sig herefter nedad. Denne type lokkeråb er stadig populær, selvom sæterdriften kun eksisterer få steder i dag. Flere af nutidens kunstnere har benyttet den karakteristiske vokale teknik som krydderi i deres musik, eksempelvis danske Myrkur i introen (00:00-00:50) til nummeret Mareridt:
Myrkur: Mareridt (Mareridt, 2017)
En anden type lokkeråb, som har været ligeså almindelig på fjeldet, men som ikke på samme måde er blevet populær i eftertidens musik, er den såkaldte talsång (på dansk: talesang). Der er tale om improvisation ud fra en række faste melodiske formler, og det er karakteristisk for talsången, at dyrenes navne ofte nævnes. Lyt eksempelvis til den svenske sæterhyrde Karin Edvardsson Johansson som her demonstrerer kald til får, geder og køer i 1954:
Karin Edvardsson Johansson: Fårlock (Lockrop och vallåtar, 2011)
Den norske lokk starter med ord i det dybe fuldregister, hvorefter køernes navne nævnes som en del af lokken. En række vokale spring er almindelige, og råbet afsluttes ofte med melismer i et toneleje, som kan gå helt op til tonen e3 (godt to oktaver over midter-c). Lyt til den norske lokk her sunget af Karoline Bergseth i Nord-Odal i Hedmark i 1954 da hun var over 80 år gammel:
Karoline Bergseth: Ku-lokk (Norsk Folkemusikk: Vokal Folkemusikk III, 2009)
Karoline Bergseth.
Lyt så til en anden norsk lokk sunget af Marit Jensen Lillebuen fra Jondalen i Buskerud i 1957 og bemærk forskellene:
Marit Jensen Lillebuen: Ku-lokk (Norsk Folkemusikk: Vokal Folkemusikk III, 2009)
Hyrderne bruger ikke kun sangen til at kommunikere med dyrene, men også med hinanden. Begrebet huving betegner et monologisk melodisk kald til at overbringe beskeder med, mens laling betegner en mere melodisk og dialogisk vekselsang formuleret som spørgsmål og svar. Melodiernes signalsystem var nyttigt til kommunikation over lange afstande og kunne eksempelvis bruges til at efterlyse en ko, som var løbet væk eller til at advare om rovdyr i nærheden. Her kan du høre en traditionel laling-melodi arrangeret for kor, sunget af Det Norske Jentekor og dirigeret af Anne Karin Sundal-Ask:
Det Norske Jentekor: Lokkerop og laling (Folketoner, 2017)
Endelig findes der huldrelokken, som er en særlig form for melodier, der eksempelvis kan bruges som vuggesang. Huldrelokken knyttes til "de underjordiske" (huldrene), der ifølge folketroen følger mennesker overalt. Hør et eksempel på en mere moderne version af en huldrelokk sunget af Eli Storbekken her:
Eli Storbekken: Huldrelokk (Nattergalen - Folkesang i Østerdalen, 2000)
Pennetegning af Theodor Kittelsen fra 1892. Bemærk halen som stikker ud under skørtet og signalerer, at der er tale om en huldre i forklædning.
Hyrdernes sange og melodier
De improviserede råb, kald og signaler har undertiden udviklet sig til deciderede vallåtar (svensk) og setermelodiar (norsk), dvs. melodier knyttet til sætermiljøet, som er blevet husket og brugt igen og igen. Hør et eksempel på en norsk sætermelodi sunget af folkemusikindsamleren Rachel Thomassen i 1956 i Oslo her:
Rachel Thomassen: Till, till Tove (Norsk Folkemusikk: Vokal Folkemusikk III, 2009)
Ofte har melodierne været forsynet med tekst for at gøre dem lettere at lære, selvom de både har været sunget og spillet -– for eksempel på fløjte.
Spelpipa fra Dalarna fra 1880 eller tidligere.
Der findes mange forskellige former for fløjter i svensk folkemusikalsk tradition. Der er stor forskel på fløjterne på tværs af region, men også fra instrumentbygger til instrumentbygger. En vigtig type er den såkaldte spelpipa. Et træk som adskiller denne fløjte fra nutidens fløjter er, at den er stemt modalt. Den er på denne måde både påvirket af den musikalske tradition, den er opfundet i, men har også været med til at påvirke musiktraditionens udvikling.
Lyt til spillemanden Evert Åhs som her spiller en vallåt på spelpipa i Dalarna i Sverige i 1960:
Evert Åhs: Lilla gubben uppå tallebacken (Lockrop och vallåtar, 2011)
Musikken på sæteren har ikke kun været arbejdsrelateret. Der findes også eksempler på viser og dansemusik, som man sikkert har fornøjet sig med ved festlige lejligheder. Hør her en dansemelodi spillet på seljefløjte af den norske spillemand Marius Nytrøen i 1954:
Marius Nytrøen: Pols Frå Vingelen (Gamle Folkemusikkinstrument, 2009)
Den norske maler Christian Skredsvigs billede Seljefløyten fra 1889.
Seljefløjten, som også kendes i Vestsverige under navnet sälgflöjte, laves af pilebark og er uden fingerhuller.
Sætermusikken i dag
I dag er sæterbrug ikke almindeligt længere, fordi landbruget både har ændret form og har oplevet en forholdsvis stærk tilbagegang. Men sæterens musikformer lever stadig, selvom de har ændret funktion og publikum. De er gået fra primært at være arbejdsredskaber for mennesker på fjeldet til i dag at fungere som underholdning og musikalsk inspiration for mennesker i byen og på landet i både Skandinavien og resten af verden.
4. Sang
I Danmark har man ikke på samme måde som i Sverige og Norge haft en sætertradition af den simple grund, at sæterdrift ikke giver mening i et land uden fjelde. Til gengæld har vi en rig sangtradition, som både har udfoldet sig på landet og i byen.
Folkeviser
De tidligste viser, vi har kendskab til, er folkeviserne eller de nordiske ballader, som de også kaldes for at skelne dem fra andre former for folkesang. Som genre opstod folkevisen formentlig i middelalderen (ca. 1050-1536 e.v.t.), men man ved ikke præcis hvornår. Viseteksterne og deres melodier er samlet udgivet i værket Danmarks gamle Folkeviser, som udkom i 12 bind fra 1853 til 1976 med Svend Grundtvig som redaktør.
Svend Grundtvig (1824-83) – en vigtig person i folkevisens bevaringshistorie.
Man ved ikke, hvor meget folkeviserne har forandret sig gennem tiden, og de kan derfor sagtens have lydt ret anderledes i middelalderen. Derudover eksisterer den enkelte vise i mange varianter, og der findes ikke én enkelt, som er den "rigtige". Mange af folkeviserne har beslægtede varianter i Sverige, Norge og andre Nordeuropæiske lande. De bør derfor nærmere kaldes "nordiske" end "danske".
Folkevisernes tekster er karakteriseret ved at:
- de er episke (fortællende, dvs. de har en handling) i modsætning til lyriske (som omhandler en persons tanker og følelser)
- de er præget af formler og billeddannende sprog, som kan genkendes på tværs af viserne
- sproget er objektivt, hvilket vil sige, at det er næsten helt renset for følelser og moraler og holder sig til beskrivelse af handlinger, situationer og personer
- rimstrukturen er enten aa (for strofer på to linjer) og abcb (for strofer på fire linjer).
Folkevisernes form er strofisk, hvilket vil sige, at samme formled gentages igen og igen, men med ny tekst hver gang. Stroferne er enten på to eller fire linjer og afsluttes derefter ofte med en tekstlinje, som er ens på tværs af stroferne – det kalder man et omkvæd. Undertiden findes den slags kvæd også mellem strofens linjer og kaldes i så fald mellemkvæd. Kvædene kan i modsætning til strofernes generelle indhold have karakter af morale eller klageudbrud, men kan også bare understrege fortællingens indhold. Kvædene kan have haft den sociale funktion, at alle kunne synge med på dem, når viserne blev fremført af en visesanger.
Et eksempel på en folkevise med både mellemkvæd og omkvæd er De hurtige svar. Første strofe i denne version fra Danmarks gamle Folkeviser lyder:
| Original tekst | Nutidig oversættelse |
|---|---|
| Broder spurde søster ad Tidt og mange sinde "Viltu dig ej mand give i stad?" Aldt sørger hun for hiertekiere sin |
Bror spurgte søster ad Tit og mange gange "Vil du ej snart give dig til en mand?" Bestandig sørger hun for sin hjertenskære |
Folkevisernes melodier er meget forskelligartede og derfor svære at sige noget generelt om. Desuden har de udviklet sig over tid fra mund til mund, så vi ved ikke, hvordan de har lydt i middelalderen. Dog ser man en klar tendens til, at de ældre melodioptegnelser benytter andre skalaer end dur og mol og i deres opbygning i det hele taget ikke virker til at forholde sig til et akkordgrundlag. Det vil sige, at de formentlig ikke er blevet skabt eller videreført under medvirken af et akkordbaseret akkompagnement. Derimod er de nyere melodioptegnelser overvejende i dur og ofte opbygget af treklange.
Lyt til arkivoptagelser af folkeviser sunget i midten af 1900-tallet hos Svenskt Visarkiv.
På sådanne optagelser kan man høre, hvordan strofernes melodier ikke nødvendigvis er helt ens en hel vise igennem. En teori er, at melodierne ligesom teksten benytter sig af formler snarere end af faste melodier. Formlerne kan have fungeret som en slags byggeklodser, som sangeren mere eller mindre frit har kunnet sætte sammen. Sangeren genskaber altså folkevisen på ny hver gang den synges. Et sådant syn på viserne adskiller sig meget fra deres fremstilling i nutidens sangbøger, hvor både form, melodi og tekst ligger helt fast.
Dansefrisen i Ørslev Kirke er fra 1300-tallet og er tit blevet brugt som argument for, at man har danset kædedans til folkevisesang i middelalderen. Men der er kun dans og ikke sang i denne frise.
En almindelig forestilling er, at man har danset kædedans til viserne, men man har faktisk ikke kilder fra middelalderen, som beviser det. Den tidligste kilde, man har til kædedans kombineret med balladesang i Danmark, er fra starten af 1900-tallet på Mandø.
Stev
En særlig formtype relateret til folkeviserne er den norske énstrofede stev, som findes i to versioner: gammelstev (opstået omkring år 1300 e.v.t.) og nystev (kendt fra 1700-tallet). Begge stevtyper er på fire linjer, men en vigtig forskel er rimstrukturen, som er abcb for gammelstev, mens den for nystev er aabb:
| Gammelstev | Nutidig oversættelse |
|---|---|
| Ingjen fugle fyke så hågt som grågåsi med sina unga’ og ingjen orme sting’e så sårt som falske mannetunga. |
Ingen fugle flyver så højt som grågåsen med sine unger og ingen slanger stikker så sviende som falsk mennesketunge. |
| Nystev | Nutidig oversættelse |
|---|---|
| Eg hev ei jente, ho er så fine som venast vårdag fysst soli skine. Hendan’ hev ho som føykje mjødd og kinn som soli ris iv’ fjødd. |
Jeg havde en pige, hun er så fin som den smukkeste forårsdags fossende solskin hænder havde hun som fygende sne og kinder som solen der rejser sig over fjeldet. |
Der findes en række melodier, som alle passer til gammelstev, så man selv kan vælge den kombination af tekst og melodi, man har lyst til, og det samme gør sig gældende for nystev. Her kan du høre gammelstev sunget af folkesangeren Brita Bratland i 1965 i Oslo, Norge:
Brita Bratland: Å Guten Tala Av Halve Græi (Norsk Folkemusikk, 2009)
Her kan du høre en nystev, ligeledes sunget af Brita Bratland (optaget 1960 i Telemark, Norge):
Brita Bratland: Å Vi' Du Hava Meg Te Å Kvea (Norsk Folkemusikk, 2009)
Almindelige menneskers sangtraditioner
Folkeviserne er en tidligt opstået og formmæssigt afgrænset del af en langt bredere tradition for folkesang, som stadig eksisterer i dag. Der findes mange andre undergenrer inden for denne tradition, eksempelvis vuggesange, fortællende sange, protestsange, lejlighedssange, arbejdssange, nidviser og kalendersange. Det, som er fælles for alle disse sangformer, er, at de er udviklet på baggrund af almindelige menneskers lyst til at udfolde sig musikalsk – dvs. til at synge, spille, digte og komponere, fremfor blot at lytte til at andres musik.
Hør et eksempel på en smædevise brugt mod nazisterne under 2. verdenskrig her:
Børge Friis: Først så ta'r vi Goebbels (Når visen får brod, 1979)
Denne vise blev her sunget af Børge Friis, skrædder, i København i 1965. Måske kender du også en lignende version sunget i filmen Drengene fra Sankt Petri (instrueret af Søren Kragh-Jakobsen i 1991), som netop handler om modstanden mod nazisterne under 2. verdenskrig.
De lavere samfundslags musikudøvelse har ikke altid haft forskernes interesse. Musikken her har derimod til forskellige tider været enten lagt for had eller blot ignoreret, fordi den har udviklet sig udenfor samfundets magtcentre – kirken, hoffet, staten, universitetet – hvor man har haft nogle bestemte meninger om, hvordan musik bør lyde og ikke mindst ikke lyde. For eksempel beskriver en præst fra Nordsjælland i 1798 bøndernes musik ved at sammenligne den med "gæssenes og ændernes og kalkunernes sultne morgen-tutti".
Johan Gottfried Herder (1744-1803).
Det ændrede sig dog i anden halvdel af 1800-tallet, da tyskeren Johan Gottfried Herders teori om folkesjælen nåede Skandinavien: Nemlig at hvert folk – eksempelvis danskere, svenskere og nordmænd – rummer en særlig ånd, som man kunne finde frem til ved at beskæftige sig med folkets egen kultur, som eksempelvis folkeeventyr og -sagn, folkesange og folkeskikke i det hele taget. I forlængelse af denne idé begyndte man at se på folkets musik og sang som noget værdifuldt, og man begyndte at indsamle på livet løs.
Folkemindeforsker Evald Tang Kristensen og komponist Percy Grainger optager på fonograf i 1922.
En af de indsamlere, som kom til at betyde allermest i Danmark, var læreren Evald Tang Kristensen (1843-1929). Med sin violin på ryggen drog han ud til landbobefolkningen, blandt andet på den jyske hede, og lyttede til deres sange og skrev dem ned på noder for at gemme dem for eftertiden. Senere, da fonografen blev opfundet, havde han også den med på indsamlingsturene. Du kan høre et eksempel på en skæmtevise, som han optog, her (sunget af Christen Hansen Møller i 1907):
Christen Hansen Møller: Lovmand han kommer ridende (Viser på Valse, 2012)
Christen Hansen Møller.
Denne vise eksisterer i mange varianter både hvad angår melodi og tekst. Allerede i 1901 havde Tang Kristensen udgivet en lignende vise, som du kan finde noder og den fulde tekst til her. Prøv selv at synge sangen og kombinere en af teksterne med en af melodierne.
En skæmtevise er en vise som i modsætning til folkeviserne handler om almindelige jævne folk, og hvor temaet ofte er overtrædelse af normer. Tit spiller eliten i samfundet rollen som taberen, som i denne vise hvor præsten – der jo repræsenterer en religiøs autoritet – ikke har styr på sit eget ægteskab.
Sangens funktion
I Danmark betød skillingstrykindustrien, at der ikke var så store regionale forskelle, at det giver mening at opdele folkesangen på baggrund af geografiske skel. Til gengæld giver det mere mening at se på sangenes funktion. Nogle sange bruges til at understøtte arbejdet, som eksempelvis når pædagogen i vuggestuen bruger vuggesange til at få børnene til at sove. Hør tre norske godnatsange fra Buskerud sunget af Gunnlaug Lien Myhr i 1987 her:
Gunnlaug Lien Myhr: Tre Bånsuller fra Hallingdal (Folkemusikk Frå Buskerud, 1995)
De tre sange sunget her hedder No må vesle båne sova, Byssan lull og E sette me på sullarkrakk. Et andet eksempel på arbejdsunderstøttende sang er, når der synges sange for at få køer til at stå roligt under malkning. Husmandskone Ingeborg Munch fortæller om de sange hun synger: "Nogen bliver yndlingssange frem for andre, det er dem der er nemmest at tralle når jeg arbejder. Er jeg nu ude og malke, kan jeg altid finde en og malke i takt efter". Her kan du høre Ingeborg Munch tralle under arbejdet i stalden:
Ingeborg Munch: Jeg går i tusind tanker (Hvorfor mon jeg synger, 1996)
Husmandskone Ingeborg Munch synger, mens hun malker en af sine køer.
Andre sange har kommunikation af et budskab som funktion, som de lokkeråb og sætermelodier du hørte om i afsnit 3 om sætermusikken. En anden type sange som har kommunikation som formål opstår, når gadehandlere forsøger at gøre opmærksom på deres varer. Hør for eksempel det melodiske kald Claus Sørensen, 78-årig fiskehandler, brugte, når han skulle sælge sine fisk på gaden i Vejle i 1959 (og følg med i noden her):
Claus Sørensen: Her er sild, sild er godt (Her' er sild, 1988)
Fiskehandler Claus Sørensen med sin tohjulede fiskevogn i Vejle.
En sangs funktion kan også være at markere gruppetilhørsforhold og identitet, som eksempelvis protestsangen mod nazisterne du hørte tidligere, eller når fodboldfans digter nidviser om de andre hold og hyldestsange til deres eget hold. At synge sammen i forbindelse med kampene er en vigtig del af det at være fodboldfan. For at sikre et kampklart publikum producerer fans videoer med sangene, så man kan øve sig derhjemme. Her er eksempelvis FCK's videosangbog.
Men i kategorien af sangtraditioner som markerer, at man tilhører en bestemt gruppe, finder vi også noget helt anderledes, nemlig den folkelige salmesang, som siden reformationen i 1536 har været praktiseret i landkirker i protestantiske lande. I Danmark fandtes indtil midten af 1800-tallet en relativt stærk tradition – den såkaldte "Kingosang" – i Jylland for at synge efter Thomas Kingos salmebog fra 1699. Det blev til en decideret protestbevægelse kendt som "De stærke jyder", da man i 1798 indførte Evangelisk-christelig Psalmebog som erstatning for Kingos salmer.
Thomas Kingo (1634-1703) var en dansk biskop og digter. Portræt, ca. 1670.
Andre steder – eksempelvis i Sverige – var melodierne ikke knyttet til en enkelt sangbog. Den folkelige salmesang – som kaldes "folkelige koraler" i Sverige og "religiøse folketoner" i Norge – tager udgangspunkt i den officielle salmebogs tekster, men har sin helt egen meloditradition som bryder med salmebogens. Denne form for sang er generelt karakteriseret ved et meget langsomt tempo, som giver meget plads til ornamentering. Hvor forholdet mellem melodi og tekst i kirkens officielle salmebog er karakteriseret ved primært at være syllabisk – det vil sige, at hver stavelse har én tone – så er den folkelige salmesang melismatisk, hvilket vil sige, at hver stavelse udsmykkes med mange toner.
Et eksempel er salmen Jesus din søte forening å smake, som du her kan høre, først som religiøs folketone og så i en mere klassisk stil akkompagneret af orgel:
Ragnar Vigdal m.fl.: Jesus din søte forening å smake (religiøs folketone)
Kåre Nordstoga m.fl.: Jesus din søte forening å smake (klassisk stil)
I takt med at orgler indførtes i selv små landsbykirker rundt omkring i Danmark, døde den folkelige salmesang ud. Her ses et lille orgel i De Gamles By i København.
Endelig kan sanges funktion naturligvis også være at sprede glæde, skabe et socialt samlingspunkt eller give adspredelse, som eksempelvis skæmtevisen du hørte tidligere eller børns sanglege. En helt særlig ting for Danmark er lejlighedssangen – traditionen med at skrive en hjemmelavet tekst til en kendt melodi og bruge den i festlige sammenhænge. Her kan du læse to vers af Børge Priens sangtekst til melodien Svantes lykkelige dag (hør originalen her), som han skrev til sin søns 50-års fødselsdag:
| Vers 1 | Vers 2 |
|---|---|
| Herlig en aftenstund ankom du rød og rund Højt på en fødeklinik gav du tilfreds et nik: Livet er ikke det værste man har, så gør Bagsværd-suiten klar! |
'Lille ny' voksed’ op og fik en kraftig krop, for appetitten var god. I 'barnets dagbog' stod: "Saltsild er næsten det bedste han ved. Ud med sut, for sild skal ned." |
Lejlighedssange omdeles ofte ved bordet i en såkaldt sangskjuler, som er kreativt udformet.
5. Instrumentalmusik
En meget stor del af den instrumentale skandinaviske folkemusik er dansemusik – også kaldet spillemandsmusik – selvom musikken også har været og bliver brugt til andre formål, som det eksempelvis var tilfældet med hyrdernes instrumentale kald.
Legere, stadsmusikanter og bøndernes musik
Man ved, at der har eksisteret rejsende spillemænd – de såkaldte legere – i Europa, i hvert fald siden middelalderen. De havde dengang meget lav social status. Efterhånden slog legerne sig ned i byerne, og deres stilling blev gradvist bedre.
Legerne var middelalderens omvandrende spillemænd.
I løbet af 1600-tallet blev stadsmusikant-institutionen en realitet i kongeriget Danmark, som dengang også inkluderede Norge. Den betød, at man ansatte en musikant i hver by, som så med kongens velsignelse havde monopol på at spille til alle festlige lejligheder – selv blandt samfundets laveste klasser. I starten gjaldt det blot i byerne, men med tiden også på landet. Det skabte et skarpt skel mellem stadsmusikanterne og alle andre spillemænd.
I Olaus Magnus' storværk om Nordens folk fra 1555 ser man blandt andet dette billede. Det kan meget vel vise stadsmusikanter, idet musikerne på billedet spiller på nogle af stadsmusikantens instrumenter – trompet, horn, fløjte og trommer – og fordi de spiller for hoffet.
Spillemændene var almindelige mennesker, blandt andet gårdmænd, husmænd og håndværkere. For stadsmusikanterne var de en konkurrent, som skulle udryddes. Stadsmusikanterne var ikke specielt godt lønnede, og derfor var monopolaftalen med kongen vigtig for dem. Man ved fra kilder, at spillemænd – eller "fuskere", som de blev kaldt af stadsmusikanterne – som har spillet ulovligt til fester både er blevet trukket i retten og har fået deres instrumenter smadret! Man kunne tro, at dette ville dræbe den danske spillemandskultur, men man ved fra kilder – blandt andet fra retssager – at der har eksisteret en levende tradition for spillemandsmusik i Danmark i 1600-tallet og 1700-tallet. Stadsmusikantens privilegier blev først ophævet i år 1800.
Folkemusikkens instrumenter
Selvom bondekulturens musik levede videre under stadsmusikantvældet, er den formentlig blevet kraftigt omformet i denne periode.
Humle bygget i 2010. Instrumentet har bordunstrenge, som klinger med under spillet og derved skaber en drone under melodien.
Man ved, at der omkring år 1650 bliver benyttet humle, drejelire, sækkepibe, fløjter, gige, skalmeje og trommer i bøndernes egen musik. Humle, drejelire og sækkepibe giver en helt særlig lyd, fordi de er droneinstrumenter. Det vil sige instrumenter, som er bygget til at producere en eller flere konstant medklingende toner – en drone – når man spiller på dem. Du kan lytte til og se på drejeliren her:
Anders Ådin: Skrå-Lars Polska (2012)
Eksempel på drejelire. Man drejer på håndsvinget med den ene hånd, mens man spiller melodien på drejelirens klaviatur med den anden hånd. Når en tangent trykkes ned, forkortes melodistrengens længde, og derved kan man styre tonehøjden.
Men i slutningen af 1700-tallets Danmark er violinen blevet det vigtigste instrument, supplereret af klarinet og tværfløjte, mens droneinstrumenter og trommer er forsvundet. Det betyder altså, at lydbilledet er væsentligt forandret. Violinen er også i dag det måske mest populære folkemusikinstrument i Sverige og Danmark. Selvom du sikkert kender violinen fra den klassiske musik, kan du nok godt høre, at den spilles ret anderledes i folkemusikken – her for eksempel spillet af Gustaf Pekkos:
Gustaf Pekkos: Polska efter Pekkos Per, "Rullpolskan" (Låtar från Rättvik, 1996)
Den diatoniske harmonika har kun en række knapper (enradet) eller to rækker knapper (toradet) at spille på i diskantsiden (højre hånd).
I 1800-tallet blev messingblæseinstrumenter som trompet, basun og kornet populære til udendørs brug. I begyndelsen af 1900-tallet begyndte harmonikaen i Danmark at udfordre violinen som det mest populære instrument. Den enradede harmonika kan kun spille én durskala og to akkorder (tonika og dominant i den pågældende skala). Den er derfor ikke velegnet til at spille melodier i mol eller melodier, som bevæger sig uden for dur og mol, hvilket gør den ret udskældt i visse folkemusikalske miljøer som for eksempel det svenske, hvor violinen stadig dominerer i dag. Hør et eksempel på den enradede harmonika spillet af Levy Wilsen i 1981 her:
Levy Wilsen: Vestenom (Nordic Folk Instruments, 2011)
Den kromatiske harmonika kan fås med enten knapper eller tangenter (i så fald hedder det en pianoharmonika) i diskantsiden. Den spiller samme tone ved træk og skub.
Den enradede harmonika hører, ligesom den toradede, den treradede, den fireradede og den femradede harmonika, til gruppen af diatoniske harmonikaer. De spiller en forskellig tone ved træk og skub. De står i modsætning til den kromatiske harmonika, som kan spille i mange flere tonearter. Det gør, at den kan spille et større repertoire. Hør et eksempel på den kromatiske harmonika her, hvor den legendariske harmonikaspiller Karl Skaarup spiller sammen med violinisten Kristian Bugge:
Karl Skaarup: Den toppede høne (Musiker, 2009)
I Norge udviklede sig en helt særlig lokal violintype i området Hardanger, nemlig hardangerfelen. Forskerne strides om, hvorvidt den oprinder fra strygeinstrumenterne violin og viola d'amore importeret fra Europas sydligere lande, eller om den i stedet oprinder fra de nordiske middelalderlige instrumenter gige og fidel.
Hardangerfelen udsmykkes ofte med perlemor.
Uanset hvad blev hardangerfelen så populær, at den næsten udkonkurrerede violinen i Norge. Den adskiller sig fra den almindelige violin på en række punkter. Dels har den resonansstrenge, som danner en drone under spillet, dels er den rigt udsmykket, og så har den kortere hals og gribebræt end violinen.
Her kan du høre den måske mest kendte melodi for hardangerfele, nemlig Fanitullen, spillet af Odd Bakkerud, som vandt Landskappleiken (et norsk folkemusikstævne) med netop dén i 1968:
Odd Bakkerud: Fanitullen (Meisterspel, 1997)
I norsk folketro siges det om Fanitullen, at den blev spillet af djævelen første gang den hørtes af menneskeører!
Fanitullen betyder "Fandens trall". At tralle er at fremføre en dansemelodi vokalt. Billedet af Fanden med hestehov og violin er meget almindeligt i norsk billedsprog. Her rider han på en hest midt i billedet. Maler: Nils Bergslien.
Et andet vigtigt norsk instrument er langeleiken, hvis historie formentlig går tilbage til middelalderen. Dette instrument består af en resonanskasse med eller uden bund hvorpå der er udspændt en melodistreng og 3-7 resonansstrenge. Man spiller på instrumentet ved hjælp af et plekter i højre hånd og trykker strengene ned med venstre hånds tre mellemfingre, så man skaber en melodi på et dronegrundlag.
Den norske langeleik (= "langspil") er i familie med instrumentet humle, som bønderne spillede på i Danmark omkring år 1650.
Mens man i nyere tid har produceret langeleiker med 12 lige store halvtonetrin, kan ældre instrumenter være stemt ret forskelligt. Et fællestræk er dog, at oktaven og kvinten er rene, mens de resterende intervaller består af hel- eller trekvarttoner og aldrig halvtoneintervaller. Trekvarttoneintervallerne kan være udfordrende for ører, der er vant til vestlig kunst- og populærmusik, hvor der ikke findes kvarte toner. Lyt til Barbro Myhres langeleikspil her:
Barbro Myhres: Vals Etter Karl-Fant (Fant-Karl, 2009)
Barbro Myhre (1893-1978) fra Valdres, et område i Norge med en ubrudt tradition for at spille langeleik. Billedet er taget i 1957.
Som nævnt er violinen det måske mest populære instrument i Sveriges spillemandsmusik, men skal man signalere, at man er en rigtig svensk folkemusiker, kommer man ikke uden om nøgleharpen (på svensk: nyckelharpa). Nøgleharpen har formentlig været i brug siden middelalderen. En af kilderne til denne formodning er det stenrelief ca. 1300 e.v.t., som man kan se i Källunge Kirke på Gotland i Sverige, hvor figuren til venstre spiller på et nøgleharpe-lignende instrument.
Stenrelieffen i Källunge Kirke.
Der findes en del forskellige typer nøgleharper. Den, du hører her, tilhører den ældste type som er uden resonansstrenge og spilles af Anders Stake:
Anders Stake: Konvulsionslåten (Nyckelharpan nu och då, 2017)
Men fra det tidlige 1700-tal og ca. 200 år frem udvikles en række nye typer nøgleharper med resonansstrenge, som udvider instrumentets repertoiremæssige og klanglige muligheder.
Nøgleharpe produceret i midten af 1800-tallet af typen silverbasharpe med to melodistrenge, to dronestrenge og ni resonansstrenge.
Her kan du høre en nøgleharpe af typen silverbasharpe spillet af Ingvar Jörpeland:
Ingvar Jörpeland: Vals från Lövstabruk (Nyckelharpan nu och då, 2017)
Spillemænds nodebøger
I den danske folkemusikforskning har man ikke indsamlet så meget spillemandsmusik ved at tage ud at lytte til den og indspille den eller skrive den ned, som man har indsamlet vokalmusik på denne måde. Det skyldes måske, at spillemændene som regel har haft nodebøger, hvori de har nedskrevet deres musik, og forskerne har regnet disse nodebøger som mere "korrekte", end hvad en forsker ville kunne nedskrive eller optage.
Siden slutningen af 1800-tallet har man indsamlet disse nodebøger, og i dag findes mere end 60.000 melodier nedskrevet i perioden 1750-1950 gemt i Dansk Folkemindesamling, som er et arkiv i København. Det betyder samtidig, at de fleste af de kilder, der findes til instrumental dansk folkemusik fra før midten af 1900-tallet, er skriftlige.
Titelblad fra Rasmus Storms nodebog. Originalen findes i Dansk Folkemindesamling ved Det Kgl. Bibliotek.
En af disse nodebøger er bondesønnen Rasmus Storms nodebog for violin, som rummer enstemmige dansemelodier fra omkring år 1760. Hvem Rasmus Storm var, ved man ikke meget om, men bogen er et helt unikt eksempel på et ældre kildemateriale til en del af det repertoire, som er blevet spillet til dans i Danmark.
Nogle af melodierne er i dag blevet arrangeret for flere stemmer, indspillet og udgivet af spillemandsorkestret Rasmus. Hør et eksempel herunder og følg samtidig med i noderne (orkestrets arrangement) og her (den originale node). Nr. 22 (A) og 23 (B) spilles her i formen ABABA. I orkestrets arrangement løber 22. Dantz (A) fra takt 1 på side 1 til og med takt 14 på side 2. 23. Proportion (B) løber fra takt 1 til og med takt 14 på side 2.
Rasmus Storm: Dantz Nr. 22 og Proportion Nr. 23 (Dansk spillemandsmusik 1760, 2015)
Krigens børn forelsker sig i spillemandsmusikken
Anden verdenskrig lagde en dæmper på indsamlingen af folkemusik i Skandinavien. Men i 1950'erne og 1960'erne sker der noget! Båndoptagerens indførsel i indsamlingsarbejdet falder sammen med en fornyet interesse for de ældre folkelige musiktraditioner blandt unge mennesker. Et eksempel på dette er mødet mellem spillemanden Evald Thomsen og en flok unge, som blev foreviget af Danmarks Radio i 1967:
DR: Evald Thomsen: En spillemand blandt unge (DR, 1967)
Thomsen er blot én spillemand blandt mange, hvis musik blev indsamlet og udgivet i nodebøger i 1970'erne, 80'erne og 90'erne i både Danmark, Norge og Sverige. Efterhånden blev man i folkemusikmiljøet også opmærksom på, at der for instrumentalmusikkens vedkommende i meget højere grad end for sangens er tale om regionale forskelle i Danmark. For eksempel er dansemusikgenrerne fannik og sønderhoning unikke for Fanø, mens Thy er kendt for sine særlige turdanse (danse for to, tre eller fire par).
Hør sønderhoningen Tænk på enden fra Fanø med musikerne Frits Brinch (violin), Søren Lassen Brinch (klaver) og Erik Thøgersen (trommer) (indspillet i Sønderho i 1977):
Du kan høre hvordan musikerne "kvajer" med på musikken. Denne vokalteknik er helt særlig for Fanø. Læg også mærke til rytmen: Selvom melodien er i 2-delt takt, danser man i 3-delt takt, hvilket den vuggende rytme i musikernes fraseringer understøtter. Hør en nu fannik fra Fanø og bemærk, hvordan rytmen adskiller sig fra søndehoningen:
Jæ' Sweevers: En pige vandred' (Egnsmusik fra Fanø, 2015)
Vi tager nu længere nordpå og hører en turdans fra Thy spillet af Jens Skårup (violin), Vagn Dahl (violin) og Carl-Erik Lundgaard (harmonika):
Jens Skårup m.fl.: Totur fra Thy (Thybal, 2002)
Som du nok har bemærket, hænger spillemandsmusikken uløseligt sammen med dans. Nogle danse har eksisteret i Skandinavien i århundreder, mens andre er ret nye og importeret fra andre europæiske lande. Der er ikke plads til at gennemgå de mange forskellige dansetyper her, men i kapitlet Aktiviteter kan du lære at danse fire slags.
Folkemusikken i dag
En vigtig forskel på udviklingen i Danmark overfor Sverige og Norge er, at instrumentalmusikken slet ikke har haft samme status her som i vores søsternationer. I Sverige og Norge har dansemusikken været prioriteret inden for forskningen siden omkring år 1800, den har været bearbejdet af store komponister som eksempelvis Edvard Grieg, og man har siden omkring år 1900 gennemført forskellige tiltag, eksempelvis konkurrencer for spillemænd, for at holde traditionerne ved lige. Den slags har man slet ikke eksempler på i Danmark.
Rigsspillemænd i Sverige modtager dette mærke i sølv sammen med titlen.
I 1933 ændrede de svenske konkurrencer sig dog til at være en slags eksaminer, man kan gå til. Spiller man til juryens tilfredshed, får man et mærke i sølv og kan kalde sig rigsspillemand. Samme tradition er i 2012 blevet indført i Danmark. Her kan du se et klip fra Rigsspillemændenes festkoncert i 2015 med de to spillemænd Lillian og Gitte Vammen:
Lillian Vammen (Danmarks Rigsspillemænds Festkoncert, 2015)
Man kan diskutere, hvad rigsspillemands-fænomenet betyder for folkemusikken:
- Bliver musikken mere eller mindre folkelig af, at man uddeler sølvmærker?
- Bliver folkemusikkens kår bedre af, at man indfører en tradition for rigsspillemænd?
- Forandres musikkens funktion af, at man indfører en rigsspillemand?
- Hvem bør bestemme reglerne og normerne for, hvem der skal være rigsspillemænd?
Generelt kan man tale om, at folkemusikken er blevet professionaliseret: Engang kunne man ikke leve af at være folkemusiker – mange af spillemændene havde et andet job ved siden af, og for mange har folkemusikken haft helt konkrete hverdagslige funktioner. Det står som kontrast til de mange folkemusikbands, som i dag lever af at spille og stå på scenen og konkurrere med hinanden om, hvem der sælger flest plader og koncertbilletter, præcis som indenfor popmusikkens verden.
Samtidig er "skandinavisk folkemusik" også blevet et brand, som er internationalt kendt. Her kan du eksempelvis se den danske violinist Harald Haugaard spille med sit band for et stort publikum på en folkemusikfestival i Tyskland i 2016:
Helene Blum & Harald Haugaard Band (Rudolstadt Festival, 2016)
En helt anden tendens i Danmark er imidlertid folkemusikstævnet ROD, hvor unge folkemusikere og folkemusikinteresserede mødes og spiller sammen og lærer af hinanden. Se en lille film om stævnet her og tænk over, om du skal med næste gang.
Folkemusikken er altså lyslevende i Skandinavien. Men som du har set, er den også en broget samling af mange forskellige stilarter, og den er i konstant forandring. Bevæg dig videre til kapitlerne Fokus og Analyser og bliv klogere på, hvordan folkemusikken er bygget op.