Fortegn er grafiske tegn, der anvendes til at hæve eller sænke en stamtone. Ved at sætte et fortegn for en stamtone får man en ny tone - en afledning af stamtonen - som er enten lysere eller dybere end stamtonen. Der findes desuden et særligt fortegn, som ophæver tidligere indførte fortegn. Fortegn kan optræde enten som løse fortegn eller som faste fortegn.
Indhold
1. Typer af fortegn
Der findes følgende fem forskellige fortegn:
| ♯ | Et kryds hæver en tone med en halvtone. Man skal således spille tonen, der ligger en halvtone over den oprindelige tone (til højre for på klaviaturet). |
| ♭ | Et b sænker en tone med en halvtone. Man skal således spille tonen, der ligger en halvtone under den oprindelige tone (til venstre for på klaviaturet). |
 | Et dobbeltkryds hæver en tone med en heltone. Man skal således spille tonen, der ligger to halvtoner over den oprindelige tone (til højre for på klaviaturet). |
| ♭♭ | Et dobbelt-b sænker en tone med en heltone. Man skal således spille tonen, der ligger to halvtoner under den oprindelige tone (til venstre for på klaviaturet). |
| ♮ | Et opløsningstegn ophæver virkningen af et af de andre fortegn. |
2. Afledningernes navne
En tone med kryds for får tilføjet endelsen 'is' til tonenavnet. Klik på billedet for at se virkningen af fortegnet:
En tone med b for får tilføjet endelsen 'es' til tonenavnet. Klik på billedet for at se virkningen af fortegnet:
Bemærk at tonenavnene es og as er uregelmæssige, idet der kun tilføjes et 's' til tonenavnet. Bemærk desuden at sænket h kaldes for b og ikke hes. Det kan give anledning til en smule forvirring, fordi man i engelsktalende lande bruger betegnelsen b om en anden tone, nemlig den tone vi kalder for h. For at undgå forvirringen vælger nogle at kalde sænket h for bb.
Der er ikke noget krav om brug af bestemte betegnelser, men man skal være konsekvent i hvilke betegnelser, man bruger.
En tone med dobbeltkryds for får tilføjet 'isis' til tonenavnet. Klik på billedet for at se virkningen af fortegnet:
En tone med dobbelt-b for får tilføjet 'eses' til tonenavnet. Klik på billedet for at se virkningen af fortegnet:
Bemærk at tonenavnene eses, ases og bes er uregelmæssige.
3. Tonernes navne
På de to klaviaturer herunder ses virkningen af henholdsvis kryds-fortegn og b-fortegn:
Læg mærke til at hver tone kan have flere forskellige navne. Eksempelvis kan tonen (den sorte tangent) mellem c og d både hedde cis og des, og tonen mellem f og g hedde både fis og ges. Det er dog ikke ligegyldigt, hvad man kalder tonen - det kommer helt an på sammenhængen (læs herom i artiklen om intervaller, akkorder og tonearter).
To toner der har forskelligt navn og notationsmåde, men som spilles på den samme tangent på klaveret, kaldes for enharmoniske. cis er således enharmonisk med des, og fis er enharmonisk med ges.
Stamtonerne kan også have flere forskellige navne. Eksempelvis er tonen e enharmonisk med fes, og f er enharmonisk med eis.
På klaviaturet herunder fremgår de mest almindelige navne for hver af de tolv forskellige toner. Stamtonerne benævnes almindeligvis kun med ét navn hver, mens stamtonernes afledninger benævnes med et af to navne hver. Navnene opskrevet over og under klaviaturet angiver øvrige mulige navne for hver tone:
4. Løse fortegn
Fortegn, der sættes foran de enkelte noder, kaldes for løse fortegn.
Løse fortegn gælder:
- for den node, fortegnet er sat foran
- for efterfølgende noder på samme nodelinje eller i samme mellemrum
- kun i den takt og kun i det nodesystem, fortegnet er sat.
Virkningen af et løst fortegn kan ophæves med:
- et andet løst fortegn (uanset type)
- en taktstreg.
Hvis der sættes et løst fortegn for en node, der tidligere er sat et løst fortegn for, er det således kun det nye fortegn, der er gældende. Det nye fortegn gælder kun i den takt, det er sat i, og kun for efterfølgende noder på samme nodelinje eller i samme mellemrum:
Sammenbinding og nøgleskift
Virkningen af et løst fortegn kan forlænges udover en takt, hvis en node er sammenbundet med en node i en anden takt. Fortegnet ophæves, i det øjeblik den sammenbundne node slutter:
Ved nøgleskift inden for samme takt, ophæves alle løse fortegn:
5. Faste fortegn
Hvis der er en tone, der altid skal være et bestemt fortegn for, kan man sætte fortegnet som fast fortegn. Faste fortegn noteres i begyndelsen af hvert nodesystem, umiddelbart efter nøglen:
Faste fortegn gælder:
- for noder i alle takter
- for noder i alle oktaver
- også ved nøgleskift
- kun i det nodesystem fortegnet er sat.
Virkningen af et fast fortegn kan ophæves med:
- et løst fortegn (midlertidig ophævelse)
- et andet fast fortegn (permanent ophævelse).
Hvis der noteres løst fortegn for en node, der er sat fast fortegn for, er det således kun det løse fortegn, der er gældende. Det løse fortegn gælder kun i den takt, det er sat, og kun for efterfølgende noder på samme nodelinje eller i samme mellemrum. Det faste fortegn virker derfor stadigvæk for eventuelle toner i andre oktaver:
Hvis der noteres et eller flere nye faste fortegn ophæves virkningen af alle tidligere faste fortegn. Uanset hvilke nye faste fortegn der noteres. I eksemplet herunder til venstre ophæves tre faste fortegn af tre opløsningstegn. I eksemplet til højre erstattes tre faste fortegn af to nye faste fortegn (hvorved virkningen af de tre tidligere faste fortegn ophæves):
De faste fortegn noteres altid i et bestemt mønster af enten krydser eller b'er. Mønstret er bestemt af musikstykkets tonemateriale, der beskrives ved hjælp af en toneart.
6. Hjælpefortegn
Hjælpefortegn (også kaldet orienteringsfortegn eller sikkerhedsfortegn) er løse fortegn, der ikke nødvendigvis skal noteres, men som noteres for at klargøre notationen i tilfælde, hvor der kan opstå tvivl om en nodes tonehøjde. Hjælpefortegn noteres som almindelige løse fortegn, eventuelt omsluttet af en parentes.
Der gøres primært brug af hjælpefortegn i to situationer:
1) Når første node i en takt optræder efter en takt, hvori der er sat fortegn for samme node:
2) Når en bindebue forlænger et fortegns virkning over en taktstreg frem til en takt, hvori den samme node optræder igen:
Fortegn er grafiske tegn, der anvendes til at hæve eller sænke en stamtone. Ved at sætte et fortegn for en stamtone får man en ny tone - en afledning af stamtonen - som er enten lysere eller dybere end stamtonen. Der findes desuden et særligt fortegn, som ophæver tidligere indførte fortegn. Fortegn kan optræde enten som løse fortegn eller som faste fortegn.
Indhold
1. Typer af fortegn
Der findes fem forskellige fortegn. De tre mest almindelige af dem er:
| ♯ | Et kryds hæver en tone med en halvtone. Man skal således spille tonen, der ligger en halvtone over den oprindelige tone (til højre for på klaviaturet). |
| ♭ | Et b sænker en tone med en halvtone. Man skal således spille tonen, der ligger en halvtone under den oprindelige tone (til venstre for på klaviaturet). |
| ♮ | Et opløsningstegn ophæver virkningen af et af de andre fortegn. |
2. Afledningernes navne
En tone med kryds for får tilføjet endelsen 'is' til tonenavnet. Klik på billedet for at se virkningen af fortegnet:
En tone med b for får tilføjet endelsen 'es' til tonenavnet. Klik på billedet for at se virkningen af fortegnet:
Bemærk at tonenavnene es og as er uregelmæssige, idet der kun tilføjes et 's' til tonenavnet. Bemærk desuden at sænket h kaldes for b og ikke hes. Det kan give anledning til en smule forvirring, fordi man i engelsktalende lande bruger betegnelsen b om en anden tone, nemlig den tone vi kalder for h. For at undgå forvirringen vælger nogle at kalde sænket h for bb.
Der er ikke noget krav om brug af bestemte betegnelser, men man skal være konsekvent i hvilke betegnelser, man bruger.
3. Tonernes navne
På de to klaviaturer herunder ses virkningen af henholdsvis kryds-fortegn og b-fortegn:
Læg mærke til at hver tone kan have flere forskellige navne. Eksempelvis kan tonen (den sorte tangent) mellem c og d både hedde cis og des. Det er dog ikke ligegyldigt, hvad man kalder tonen - det kommer helt an på sammenhængen (læs herom i artiklen om intervaller, akkorder og tonearter).
På klaviaturet herunder fremgår de mest almindelige navne for hver af de tolv forskellige toner. Stamtonerne benævnes almindeligvis kun med ét navn hver, mens stamtonernes afledninger (de sorte tangenter) benævnes med et af to navne hver:
4. Løse fortegn
Fortegn, der sættes foran de enkelte noder, kaldes for løse fortegn.
Løse fortegn gælder:
- for den node, fortegnet er sat foran.
- for efterfølgende noder på samme nodelinje eller i samme mellemrum
- kun i den takt og kun i det nodesystem, fortegnet er sat.
Virkningen af et løst fortegn kan ophæves med:
- et andet løst fortegn (uanset type).
- en taktstreg.
Hvis der sættes et løst fortegn for en node, der tidligere er sat et løst fortegn for, er det kun det nye fortegn, der er gældende. Det nye fortegn gælder kun i den takt, det er sat i, og kun for efterfølgende noder på samme nodelinje eller i samme mellemrum:
5. Faste fortegn
Hvis der er en tone, der altid skal være et bestemt fortegn for, kan man sætte fortegnet som fast fortegn. Faste fortegn noteres ved begyndelsen på hvert nodesystem, umiddelbart efter nøglen:
Faste fortegn gælder:
- for noder i alle takter
- for noder i alle oktaver
- kun i det nodesystem fortegnet er sat.
Virkningen af et fast fortegn kan ophæves med:
- et løst fortegn (midlertidig ophævelse, idet virkningen af det løse fortegn kun gælder én takt)
- et andet fast fortegn (permanent ophævelse).