Generalbas

Generalbas er et notationssystem fra barokken, hvor akkorder angives ved hjælp af en baslinje med tilknyttede signaturer (talsymboler). Det er en forenklet måde at angive akkorder på, som på mange måder minder om det becifringssystem, vi benytter i dag.

1. Anvendelse

Generalbas blev primært anvendt fra omkring år 1600 og frem til omkring år 1750, hvor indførelsen af mere komplekse harmoniske og rytmiske strukturer gjorde notationssystemet uhensigtsmæssigt. I dag anvendes generalbas sjældent, og i de fleste nyudgivelser af musik fra 1600-1750 er den oprindelige generalbasnotation erstattet af en eksakt nodenotation.

Generalbas noteres under (i sjældnere tilfælde over) en baslinje noteret på noder. Signaturerne noteres lodret under de noder eller taktslag, de indtræder samtidig med. En signatur er gældende, indtil en ny signatur eller en node uden signatur indtræder:

2. Opbygning

Generalbassens signaturer er en kombination af tal, fortegn, linjer og tekst.

Tal

Et tal angiver et interval over bastonen, der skal udføres sammen med bastonen. Man benytter hovedsageligt tallene fra 2-10. Tallene angiver intervallerne fra sekund og opefter:

Tallene angiver ikke eksakte intervalstørrelser, men et antal skalatrin over bastonen. Musikstykkets faste fortegn (eller mangel på samme) angiver de toner, der hver udgør et skalatrin - et skalatrin er altså repræsenteret af en linje eller et mellemrum i nodesystemet. Tonen et antal skalatrin over bastonen er derfor lig tonen beliggende et tilsvarende antal linjer og mellemrum over bastonen.

Skalatrinnene skal spilles skalaegne, hvilket vil sige, at eventuelle tidligere indførte løse fortegn i noderne skal ophæves. En undtagelse er dog oktaven (8), som ikke angiver en skalaegen tone, men en fordobling af bastonen (der dog ofte er skalaegen).

Den eksakte intervalstørrelse afhænger både af bastonen og af eventuelle faste fortegn. Et 3-tal (tre skalatrin) kan eksempelvis både angive stor, lille, forstørret og formindsket terts:

Flere tal over hinanden angiver flere samtidige toner. Det højeste tal noteres altid øverst, men i den praktiske realisering af generalbassen er rækkefølgen på tonerne underordnet, så længe bastonen er den dybeste tone. I de følgende eksempler indgår terts (3), kvint (5) og septim (7):

Hvis en signatur er noteret forskudt af en node i baslinjen, er det den sidst noterede node, akkorden skal opbygges ud fra. Bastonen bibeholdes altså, mens akkorden ændres.

Tallene fra 11-15 benyttes kun sjældent. De bruges som stillingsanvisninger til at indikere, at musikudøveren skal spille tonerne 11-15 skalatrin over bastonen. I de tilfælde er rækkefølgen på tonerne altså ikke underordnet ved realisering af generalbassen.

Fortegn

Et fortegn foran (eller sjældnere bagved) et tal angiver, at tonen skal hæves eller sænkes med en halvtone. Fortegnet gælder kun for det tal, det står noteret ved. Ved efterfølgende signaturer skal eventuelle fortegn derfor noteres på ny.

En tone kan hæves en halvtone ved brug af:

• et kryds-fortegn (#)
• et opløsningstegn - såfremt der er b som fast fortegn for tonen.

En tone kan sænkes en halvtone ved brug af:

• et b-fortegn (b)
• et opløsningstegn - såfremt der er kryds som fast fortegn for tonen:

Bemærk at et fast fortegn både kan ophæves med et opløsningstegn og med et fortegn af modsat type (kryds/b). Opløsningstegnet bør anvendes, idet det afspejler den faktiske nodenotation:

I nogle ældre udgivelser angives en hævet tone ikke med et kryds, men med et plus (+) eller med en gennemstregning. Gennemstregningen kan gå gennem hele tallet og være fremadvendt eller bagudvendt, eller den kan være noteret som vist her:

Dobbeltfortegn benyttes kun sjældent i forbindelse med signaturer. Dobbeltkryds og dobbelt-b angiver, at tonen skal hæves henholdsvis sænkes med to halvtoner.

Forkortelser

Af hensyn til læsbarheden skrives mange af signaturerne normalt i forkortet form. Alle forkortelser fremgår af oversigten i afsnit 3. De mest almindelige forkortelser er:

Forkortelse	Udførelse	Forklaring
(intet symbol)		Treklang i grundstilling.
		Treklang i første omvending.
		Treklang med kvartkvintforudhold.
		Septimakkord i grundstilling.
Fortegn på egen linje		Fortegn uden et tilknyttet tal gælder altid for tertsen.

Hvis en tone er hævet eller sænket med et fortegn, skal tonen fremgå af forkortelsen. Derfor er forkortelserne ofte udvidet, som her hvor signaturerne fra tidligere nodeeksempel er forkortet:

Linjer

En vandret linje efter et tal eller fortegn angiver, at tonen eller akkorden skal fortsætte indtil linjens ophør. En vandret linje mellem to tal angiver, at tonen skal videreføres til tonen ved linjes ophør:

En skrå eller lodret linje angiver, at forrige akkord skal gentages:

Tekst

Teksten tasto solo (t.s.) eller et 0-tal angiver en enkeltstående baslinje uden akkorder. Teksten all'unisono eller all'ottava eller et 8-tal angiver en unison baslinje med oktavfordobling.
Angivelserne ophæves med teksten accompagnato eller med en hvilket som helst signatur. Ofte efterfølges angivelserne af en vandret linje, der tydeliggør angivelsens varighed:

Vær opmærksom på, at 8-tallet også bruges til at angive oktaven i en akkord. 8-tallet indgår da i en signatur sammen med et eller flere andre tal.

3. Oversigt

Oversigt over de mest almindelige generalbas-symboler og deres udførelse. Læg mærke til, at de fleste symboler er en forkortet angivelse af den faktiske udførelse.

	Symbol	Udførelse	Forklaring
Treklange	(intet symbol)		Treklang i grundstilling.
			Treklang i grundstilling med hævet terts.
			Treklang i grundstilling med sænket terts.
			Treklang i grundstilling med opløst terts.
			Treklang i første omvending.
			Treklang i anden omvending.
			Treklang med kvartkvintforudhold.
			Treklang med sekundforudhold.
Septimakkorder			Septimakkord i grundstilling.
			Septimakkord i første omvending.
			Septimakkord i anden omvending.
			Septimakkord i tredje omvending.
			Septimakkord med hævet terts.
Noneakkorder			Noneakkord uden septim.
			Noneakkord, ofte spillet uden kvint.
			Noneakkord med kvartkvintforudhold.
Andet	Tasto solo (t.s.)		Bas alene (solo).
			Bas alene (solo).
			Unison bas med oktavfordobling.
	all'unisono		Unison bas med oktavfordobling.
	all'ottava		Unison bas med oktavfordobling.
	accompagnato		Ophæver virkningen af enten tasto solo, 0, 8, all'unisono eller all'ottava.
			Bas med parallel decim.
			Tonen holdes eller gentages, indtil den vandrette linje ophører.
			Tonen holdes eller gentages, indtil den brudte vandrette linje ophører.
			Tonen holdes, og videreføres til tonen angivet ved den vandrette linjes ophør.
	/   eller   |		Forrige akkord gentages.

4. Realisering

Generalbas realiseres af en continuo gruppe bestående af mindst et akkordinstrument og eventuelt et eller flere basinstrumenter. Gruppen akkompagnerer musikstykkets melodi, der spilles eller synges. Typiske akkordinstrumenter er cembalo, pibeorgel, harpe, guitar, lut, theorbe og i nyere tid også klaver. Typiske basinstrumenter er cello, kontrabas, gambe og fagot. Sammensætningen af continuo gruppen overlades normalt til musikudøverne, og besætningen kan derfor variere. Som regel benyttes cembalo og cello - dog ikke i kirkemusik, hvor pibeorgelet er fremherskende.

Baslinjen skal udføres, som den står noteret. Variationer i form af gennemgangstoner og rytmiske forskydninger er dog tilladt, hvis alle musikere i continuo gruppen er enige herom.

Akkompagnementet kan udføres med stor frihed, idet signaturerne kun viser, hvilke toner der skal spilles, men ikke hvordan de skal spilles. Musikudøverne skal altså improvisere formen og rytmen på akkompagnementet. Akkompagnementet skal have glatte linjer, så akkorderne fremtræder klart, og så de ikke står i vejen for og forstyrrer melodien. Akkordudvidelser, gennemgangstoner og ornamenter kan tilføjes, hvor det findes passende. Det forventes, at akkompagnementet passer til musikstykkets karakter, og at det falder i tråd med barokmusikkens spillestil: (Flute Sonata no. 5)

På tangentinstrumenter udføres generalbassen som regel i midterregistret fra omkring g1 til e3. Baslinjen spilles almindeligvis alene i venstre hånd, mens akkorderne spilles trestemmigt i højre hånd. Hvis baslinjen er sammensat af lange nodeværdier, fordeles tonerne dog ofte mellem højre og venstre hånd, typisk med to toner i hver hånd.

Hvis baslinjen er sammensat af korte nodeværdier, harmoniseres gennemgangstoner og andre for akkompagnementet uvæsentlige toner normalt ikke, med mindre signaturerne angiver det. I nodeeksemplet herover er det tilfældet ved tonen cis inden 2-slaget i sidste takt.

Ved en sammenhængende række af 8.-dele eller 16.-dele uden signaturer harmoniseres i reglen kun hver anden eller hver fjerde tone alt afhængig af tempoet. Tonegentagelser i baslinjen harmoniseres normalt ikke, med mindre signaturerne angiver det - i nodeeksemplet er det eksempelvis tilfældet ved sidste tone i første takt, hvor forudgående akkord blot gentages.

Ønskes en treklang i grundstilling på en tone, man normalt ikke harmoniserer (eksempelvis gennemgangstoner og tonegentagelser) må treklangens fulde signatur angives (5/3). Forkortelsen (ingen signatur) kan ikke bruges, fordi musikudøveren da ikke harmoniserer tonen.

Generalbas er et notationssystem fra barokken, hvor akkorder angives ved hjælp af en baslinje med tilknyttede signaturer (talsymboler). Det er en forenklet måde at angive akkorder på, som på mange måder minder om det becifringssystem, vi benytter i dag.

1. Anvendelse

Generalbas blev primært anvendt fra omkring år 1600 og frem til omkring år 1750, hvor indførelsen af mere komplekse harmoniske og rytmiske strukturer gjorde notationssystemet uhensigtsmæssigt. I dag anvendes generalbas sjældent, og i de fleste nyudgivelser af musik fra 1600-1750 er den oprindelige generalbasnotation erstattet af en eksakt nodenotation.

Generalbas noteres under (i sjældnere tilfælde over) en baslinje noteret på noder. Signaturerne noteres lodret under de noder eller taktslag, de indtræder samtidig med. En signatur er gældende, indtil en ny signatur eller en node uden signatur indtræder:

2. Opbygning

Generalbassens signaturer er en kombination af tal, fortegn, linjer og tekst.

Tal

Et tal angiver et interval over bastonen, der skal udføres sammen med bastonen. Man benytter hovedsageligt tallene fra 2-10. Tallene angiver intervallerne fra sekund og opefter:

Tallene angiver ikke eksakte intervalstørrelser, men et antal skalatrin over bastonen. Musikstykkets faste fortegn (eller mangel på samme) angiver de toner, der hver udgør et skalatrin - et skalatrin er altså repræsenteret af en linje eller et mellemrum i nodesystemet. Tonen et antal skalatrin over bastonen er derfor lig tonen beliggende et tilsvarende antal linjer og mellemrum over bastonen.

Flere tal over hinanden angiver flere samtidige toner. Det højeste tal noteres altid øverst, men i den praktiske realisering af generalbassen er rækkefølgen på tonerne underordnet, så længe bastonen er den dybeste tone. I de følgende eksempler indgår terts (3), kvint (5) og septim (7):

Fortegn

Et fortegn foran (eller sjældnere bagved) et tal angiver, at tonen skal hæves eller sænkes med en halvtone. Fortegnet gælder kun for det tal, det står noteret ved. Ved efterfølgende signaturer skal eventuelle fortegn derfor noteres på ny.

En tone kan hæves en halvtone ved brug af:

• et kryds-fortegn (#)
• et opløsningstegn - såfremt der er b som fast fortegn for tonen.

En tone kan sænkes en halvtone ved brug af:

• et b-fortegn (b)
• et opløsningstegn - såfremt der er kryds som fast fortegn for tonen:

Forkortelser

Af hensyn til læsbarheden skrives mange af signaturerne normalt i forkortet form. Alle forkortelser fremgår af oversigten i afsnit 3. De mest almindelige forkortelser er:

Forkortelse	Udførelse	Forklaring
(intet symbol)		Treklang i grundstilling.
		Treklang i første omvending.
		Treklang med kvartkvintforudhold.
		Septimakkord i grundstilling.
Fortegn på egen linje		Fortegn uden et tilknyttet tal gælder altid for tertsen.

Hvis en tone er hævet eller sænket med et fortegn, skal tonen fremgå af forkortelsen. Derfor er forkortelserne ofte udvidet, som her hvor signaturerne fra forrige nodeeksempel er forkortet:

Linjer

En vandret linje efter et tal eller fortegn angiver, at tonen eller akkorden skal fortsætte indtil linjens ophør. En vandret linje mellem to tal angiver, at tonen skal videreføres til tonen ved linjes ophør:

3. Oversigt

Oversigt over de mest almindelige generalbas-symboler og deres udførelse. Læg mærke til, at de fleste symboler er en forkortet angivelse af den faktiske udførelse.

	Symbol	Udførelse	Forklaring
Treklange	(intet symbol)		Treklang i grundstilling.
			Treklang i grundstilling med hævet terts.
			Treklang i grundstilling med sænket terts.
			Treklang i grundstilling med opløst terts.
			Treklang i første omvending.
			Treklang i anden omvending.
			Treklang med kvartkvintforudhold.
Septimakkorder			Septimakkord i grundstilling.
			Septimakkord i første omvending.
			Septimakkord i anden omvending.
			Septimakkord i tredje omvending.
			Septimakkord med hævet terts.
Noneakkorder			Noneakkord uden septim.
			Noneakkord, ofte spillet uden kvint.
Andet	Tasto solo (t.s.)		Bas alene (solo).
	all'unisono		Bas med oktavfordobling.
	all'ottava		Bas med oktavfordobling.
	accompagnato		Ophæver virkningen af enten tasto solo, all'unisono eller all'ottava.
			Tonen holdes eller gentages, indtil den vandrette linje ophører.
			Tonen holdes eller gentages, indtil den brudte vandrette linje ophører.

4. Realisering

Generalbas realiseres af en continuo gruppe bestående af mindst et akkordinstrument og eventuelt et eller flere basinstrumenter. Gruppen akkompagnerer musikstykkets melodi, der spilles eller synges. Typiske akkordinstrumenter er cembalo, pibeorgel og i nyere tid også klaver. Typiske basinstrumenter er cello og kontrabas. Sammensætningen af continuo gruppen overlades normalt til musikudøverne, og besætningen kan derfor variere. Som regel benyttes cembalo og cello - dog ikke i kirkemusik, hvor pibeorgelet er fremherskende.

Baslinjen skal udføres, som den står noteret. Akkompagnementet kan udføres med stor frihed, idet signaturerne kun viser, hvilke toner der skal spilles, men ikke hvordan de skal spilles. Musikerne skal altså improvisere formen og rytmen på akkompagnementet. Akkompagnementet skal have glatte linjer, så akkorderne fremtræder klart, og så de ikke står i vejen for og forstyrrer melodien. Det forventes desuden, at akkompagnementet passer til musikstykkets karakter, og at det falder i tråd med barokmusikkens spillestil: (Flute Sonata no. 5)