Siden 1956 er der blevet afholdt det årlige internationale Melodi Grand Prix (ESC). Konkurrencen afholdes af EBU, en sammenslutning af europæiske radio-tv-selskaber, og alle årene har konceptet været det samme: Et antal lande stiller op med en nykomponeret sang og konkurrerer i et tv-transmitteret show. Årets vindersang afgøres ved stemmer fra de enkelte lande.

1. Refræner til salg

Et nyt medie og en musikkonkurrence ser dagens lys

I starten af 1950'erne var et nyt medie ved at slå igennem i Europa. Fjernsynet. Man havde på dette tidspunkt i mange år kunnet høre hinandens radiokanaler, og i biografen kunne man se udenlandske film. Fjernsynet adskilte sig fra radioen ved, at man pludselig ikke kun kunne høre, men også se, hvad der foregik, når der blev sendt liveprogrammer. Fjernsynets kombination af billede, lyd og mulighed for livetransmission åbnede for en helt ny verden af muligheder.

En række europæiske radiofonier, herunder Danmark, gik i 1950 sammen og dannede en fælles organisation, EBU. De fleste lande var stadig på eksperimentstadiet angående det nye medie, men erfaringerne fra amerikanerne, som var langt foran, viste, at fjernsynet ville blive en stor ting.

De første år gik mest med erfaringsudvekslinger, men i 1955 var teknologien ved at være klar til, at man kunne forsøge samsendte transmissioner. Det var i den forbindelse, idéen om en fælles tv-transmitteret musikkonkurrence blev skabt.

Refrænersangernes æra

Det første internationale Melodi Grand Prix (ESC) blev afholdt 24. maj 1956 i Lugano, Schweiz. Syv lande deltog med hver to sange. Da konkurrencen var forbi, kunne Schweiz trække sig tilbage som den første vinder. At sangen, som Lys Assia havde fremført, hed Refrain, kunne næsten ikke være mere symbolsk.

Refrain er det franske ord for omkvæd (eller refræn, som det også hedder på dansk). Det er typisk den del af en sang, som sætter sig bedst fast hos lytteren. I verset bygger man op, og i omkvædet kommer pointen. I 1950'erne brugte man også begrebet i bredere forstand som samlebetegnelse for den hjemlige populærmusik, refrænsang. De, der sang dem, kaldte man refrænsangere:

Lys Assia: Refrain (ESC, 1956)

Lys Assia var refrænsangerinde. Hun tjente de fleste af sine penge ved at optræde live, enten rundt omkring eller i radioen. Det samme gjorde Birthe Wilke og Gustav Winckler, der i 1957 som de første repræsenterede Danmark ved ESC. Alle indspillede de masser af sange på grammofon, og ofte de samme sange. Dengang "tilhørte" en sang nemlig ikke en bestemt sanger eller sangerinde.

Hvis en sang hittede, blev den i reglen indspillet af forskellige kunstnere fra de forskellige pladeselskaber. Og hvis der var tale om en udenlandsk sang, blev den oversat til nationalsproget og for det meste indspillet af lokale kunstnere.

Lys Assia. ESC, 1958.

Lys Assia. ESC, 1958.

Melodien i centrum

Grandprixet var fra starten en melodi-konkurrence. Det var melodien, der stod i centrum dengang, og ikke den fremførende kunstner eller selve sceneoptrædenen. I mange år stod man bare stille midt på scenen og sang. Det gav sine naturlige begrænsninger, at man skulle synge i en stor, stationær mikrofon, og desuden var der dengang kun maksimalt to kameraer. Det var nærmest en revolution, da britiske Sandie Shaw i 1967 som den første i stedet greb en håndholdt mikrofon og dansede rundt på scenen:

Sandie Shaw: Puppet on a String (ESC, 1967)

Ved den første konkurrence i 1956 fremførte Lys Assia også det andet schweiziske bidrag. Dette afspejler i høj grad refrænsangelementet. Da det første danske grandprix blev afholdt i 1957 var der kun to kunstnere på scenen, Gustav Winckler og Birthe Wilke. De delte de fire solistsange imellem sig og sang derudover to duetter, hvoraf den ene endte med at blive valgt som Danmarks bidrag. Refrænsangere skulle kunne synge alt, og det gjorde de så.

Gustav Winckler og Birthe Wilke med sangen Skibet skal sejle i nat. ESC, 1957.

Gustav Winckler og Birthe Wilke med sangen Skibet skal sejle i nat. ESC, 1957.

Nu på dansk, naturligvis

Helt frem til slutningen af 1980'erne var det nærmest fast procedure, at mange af sangene fra ESC blev oversat til andre sprog. Efter afslutningen på 2. verdenskrig udviklede engelsk sig dog i støt stigende grad til populærmusikkens internationale sprog, og i dansk sammenhæng klarede de engelsksprogede bidrag sig derfor efterhånden uden hjælp fra en dansk version.

Selvom mange ikke-engelsksprogede sange ofte blev oversat til dansk, var den populærmusikalske sendeflade ganske blandet, når det gjaldt sprog. I 1950'erne og starten af 1960'erne var det faktisk ikke unormalt at høre sange på især tysk, svensk, fransk og italiensk i dansk radio. Herefter tog det engelske mere og mere over, men der var stadig plads til sangene fra grandprixet. De kunstnere, der deltog, var ofte store stjerner, enten lokalt (i det enkelte land), regionalt (i større sprogområder) eller internationalt.

En del af de bedst placerede sange fra ESC blev store hits i Danmark, enten i originalversioner eller på dansk, og vi skal helt op til starten af 1990'erne, før den traditionelle populærmusik i store orkesterarrangementer, som dominerede i grandprix-sammenhæng, ikke var en del af det generelle lydbillede udenfor grandprix-sæsonen.

Orkester og pointtavle. ESC, 1960.

Orkester og pointtavle. ESC, 1960.

Den første sprogregel

Frem til 1966 havde det været valgfrit, om man ville synge på sit eget sprog eller et andet, men bortset fra et par undtagelser gennem årene stillede alle som den største selvfølgelighed op med sange på eget sprog. Sangene skulle jo alligevel oversættes til de andre sprog og indsynges af lokale kunstnere. Da svenskerne i 1965 pludselig var så bissede at stille med en sang på engelsk, valgte man at ændre reglerne, så man fremover skulle synge på nationalsproget i det land, man repræsenterede. Dermed sikrede man, at der var sproglig, og sikkert også musikalsk, variation.

I 1973 besluttede EBU atter, at det skulle være valgfrit, om man ville synge på sit eget sprog eller et andet, hvilket underforstået primært betød engelsk. På dette tidspunkt havde den engelsksprogede populærmusik været dominerende i ti år, og stort set alle retningsgivende genremæssige udviklinger kom fra de engelsktalende lande. Selv kunstnere fra andre sprogområder var i stigende grad begyndt at udgive egne numre på engelsk, og det gav i det hele taget fin mening at fjerne sprogreglen.

Og så kom ABBA

På trods af regelændringen var der kun tre lande, Finland, Sverige og Norge, som benyttede sig deraf og sang på engelsk i 1973. Sverige klarede sig bedst med en femteplads, som egentlig ikke adskilte sig voldsomt fra det niveau, de normalt lå på. Til gengæld var det øjensynligt en stor fordel for finnerne, hvis sprog åbenbart var svært at sluge. Deres sjetteplads var i hvert fald den bedste nogensinde, og man skal helt frem til 2006 for at finde dem i top 6 igen.

I 1974 fik de skandinaviske lande følgeskab af hollænderne, som også sang på engelsk, så der inklusiv England og Irland i alt var seks engelsksprogede bidrag. Af dem var det svenskerne, der med en førsteplads klarede sig bedst. De havde nemlig sendt ABBA med sangen Waterloo:

ABBA: Waterloo (ESC, 1974)

Det er muligt, at ABBA også havde vundet i 1974, hvis de havde sunget på svensk. Det gjorde de faktisk ved det svenske grandprix. Det er også muligt, at de var blevet store internationalt uden at have deltaget i grandprixet, men det er et faktum, at sproget var en vigtig del af hele setuppet.

Singlen med den engelske version var allerede udkommet i hele Europa en måned inden den europæiske finale, og efter voldsomt lobbyarbejde af gruppens manager, musikforlægger og pladeselskabsejer, Stig "Stikkan" Anderson, blev den spillet en del på radiostationerne rundt omkring i Europa. Det var jo en engelsksproget popsang, som generelt passede fint ind i datidens mainstreamrepertoire. Hvis den havde været på svensk, havde det ganske givet været en helt anden sag, og det var netop hovedproblematikken:

Da man fjernede sprogreglen i 1973, gjorde man det meget nemmere at slå igennem internationalt med grandprixet som platform, uanset hvor man kom fra. Man skulle ikke længere have fat i musikforlæggere i de forskellige lande og regioner for at kunne sprede og sælge sin sang i tiden umiddelbart efter konkurrencen, hvor der var størst mulighed for at sangen ville hitte. Det var og er nemlig en forudsætning for at udgive en sang på et andet sprog, at man har rettighederne til sangen, og de aftaler plejede man at handle på plads i ugen op til og lige efter det europæiske grandprix. Der var ikke faste priser for den slags, og det var derfor normalt ret dumt at sælge for tidligt, hvis sangen havde en nogenlunde chance. Omvendt gik der så en rum tid, inden alle kontrakterne var på plads, sangen var blevet oversat og pladen lå klar. Alt dette havde Stikkan Anderson mere styr på end de fleste.

Han havde skabt sit imperium på at købe de skandinaviske rettigheder til udenlandske sange, fået dem oversat til svensk – for det meste gjorde han det selv – fået dem i svensk radio og TV, så de kunne blive hits, som han så kunne sende videre til blandt andet Danmark, hvor han havde en masse venner og samarbejdspartnere. De lavede så en dansk version, ofte en oversættelse af Andersons svenske tekst og ikke af originalen, og sørgede for, at den også blev et hit i Danmark.

I starten af 1970'erne sad Stikkan Anderson stort set på hele det skandinaviske popmarked, og efter primært at have købt sange i de mange år, vendte han det hele på hovedet med ABBA-projektet. Nu skulle der sælges. Til hele verden.

Waterloo hittede med det samme over det meste af Europa, fordi det hele lå klar i forvejen. At sangen så også blev oversat til en lang række sprog, inklusiv dansk, er en fin illustration af, at ABBA og Stikkan Anderson havde base i den gamle popverden. Man red på flere heste, og alle bækkene strømmede ned i den samme å. Musikforlæggere og pladeselskabsfolk i andre lande kiggede naturligvis med, og de følgende to år steg andelen af sange på engelsk. I 1976 var selv Schweiz, Østrig og delvist Italien, altså lande fra store sprogområder, hoppet med på den engelsksprogede dille. I både år 1975 og 1976 vandt bidrag på engelsk, og efter pres fra medlemmerne valgte EBU at genindføre reglen om, at man skulle synge på sit eget sprog. Hermed startede et nyt kapitel i konkurrencens historie.

ABBA med sangen Waterloo. ESC, 1974.

ABBA med sangen Waterloo. ESC, 1974.

2. Den årlige begivenhed med mærkelige sprog og stilarter

Væk fra mainstream

Da man i 1977 gik tilbage til reglerne om, at man skulle synge på sit eget sprog, blev det igen nødvendigt med alle de mange mellemled. For de store lande og sprogområder var det sikkert en fin ting, og det havde afgjort sin charme, at man igen fik et meget sprogligt varieret show, men det var også et afgørende skridt væk fra mainstream.

Især for små lande med mærkelige sprog var det ikke just nogen fordel. En sang på fransk, tysk, spansk eller italiensk havde måske en chance på et større europæisk marked, men en sang på dansk, svensk eller hollandsk var svær at få presset ind på udenlandske radiostationer. Omvendt gav det igen arbejde til musikforlæggerne og de lokale tekstforfattere, producere og kunstnere rundt omkring i Europa. Det betød også, at konkurrencen i endnu højere grad end tidligere blev et sted for specialister, og her blev der i høj grad kigget tilbage på, hvordan ABBA havde gjort.

Sceneshowet – fest, farver og karneval

For det første blev der i stigende grad sat fokus på sceneshowet. ABBA var ikke de første til at iklæde sig farverige dragter og tænke over koreografien, men selvom mange af virkemidlerne var simple, var det hele så gennemarbejdet og professionelt, at de trak en historisk streg i sandet og viste, at det ikke kun handlede om sangen, men så sandelig også om, hvordan den blev leveret. Bare det, at de to sangerinder løb ind på scenen under introen, var særdeles vildt dengang.

De følgende år blev show og performance en stadig mere central del af konkurrencen, og med britiske Brotherhood of Mans suveræne sceneoptræden og den deraf følgende sejr i 1976 flyttedes barren yderligere et hak opad, når det gjaldt koordinerede dansetrin:

Brotherhood of Man: Save Your Kisses for Me (ESC, 1976)

Når sangsproget så oven i købet igen var blevet en mulig hindring, forstærkedes fokus på alle de andre ting, man kunne gøre for at blive bemærket, forståeligt nok. Grandprixet udviklede sig derfor efterhånden til et sandt scenisk karneval, og sådan har det stort set været siden.

Teksten – genkendelige lyde

For det andet blev der i den grad skævet til det tekstmæssige håndværk bag Waterloo. Det var alt andet end en tilfældighed, at ABBA's sang kom til at hedde netop Waterloo. Stikkan Anderson, som skrev teksten, havde med vilje valgt et internationalt begreb, det vil sige et ord, som genkendtes over det meste af Europa, uanset sprog. Han havde fundet ordet i en bog med bevingede ord og kendte vendinger under "at møde sit Waterloo". Året før havde han prøvet med telefonens "Ring, Ring", som jo lød ens i det meste af verden, og det var den simple, men centrale pointe: Uanset hvilket sprog, man sang på, skulle det/de centrale ord være genkendeligt for de fleste, uanset hvor i verden de boede. Og så skulle det helst gentages så mange gange som muligt i løbet af sangen. I tilfældet Waterloo var det 20 gange.

Det er muligt, at hollænderne var kommet på idéen til Ding-a-Dong, vindertitlen fra 1975, uden inspiration fra ABBA, og der er masser af fortilfælde, som viser, at Stikkan Anderson langt fra var den eneste, der kendte til hemmeligheden om enkeltords betydning i poptekster. Men uanset hvad, var det en fin illustration af, hvad der var (og er) vigtigt, når det drejer som om grandprix-tekster:

Et godt, central ord, helst et internationalt kendt begreb, som lyder godt og bliver gentaget en masse gange. Hvad teksten så ellers handler om, betød ikke voldsomt meget. De fleste af dem, der skulle stemme, forstod jo alligevel ikke ordenes betydning. Det sidste aspekt var især relevant efter 1977, hvor alle skulle synge på deres eget sprog. Løsningen blev i mange tilfælde, at man netop tog et sådant kendt begreb.

Hvis man som eksempel kigger på 1978, hed det danske bidrag Boom Boom, altså lyden af en tromme, og det hollandske 't Is OK, hvilket er ret tæt på engelsk. Omkvædet er desuden bygget over rim på ordene "melodie", "harmonie" og "sympathie", alle sammen genkendelige begreber og lyde for de fleste europæere uanset sprog:

Harmony: 't Is OK (ESC, 1978)

Op gennem 1980'erne var der masser af eksempler på sange, hvor man brugte engelske gloser centrale steder i sangen og dermed vred reglerne, nogle gange ret meget. Det mest åbenlyse eksempel er den jugoslaviske vindermelodi fra 1989, Rock Me. Teksten var grundlæggende på kroatisk, men hooket "Rock Me, Baby" var utvetydigt engelsk.

Riva med sangen Rock Me. ESC, 1989.

Riva med sangen Rock Me. ESC, 1989.

Stilen – dynamik og dansevenlighed

For det tredje blev ABBA også på mange måder et stilistisk forbillede for især de skandinaviske bidrag op gennem 1980'erne. I årene umiddelbart før ABBA's sejr var det hovedsageligt ballader, enten afdæmpede eller for fuld orkesterudblæsning, der klarede sig godt. Waterloo var til gengæld fuld af energi fra start til slut.

I anden halvdel af 1970'erne blev den såkaldte dansebandmusik meget populær i såvel Sverige som Norge og Danmark. Med orkestret Vikingarna som flagskibet satte det svenske pladeselskab Mariann Records med den skruppelløse og karismatiske ejer Bert Karlsson sig på dette område.

I midten af 1970'erne ansatte han et hold at sangskrivere, producere, teknikere og studiemusikere, som sørgede for at indspilningerne fra selskabet have en ens lyd, uanset hvem der sang. Fra slutningen af 1970'erne begyndte Karlsson at satse helhjertet på grandprixet. Det var det samme hold, som stod bag, men stilen var generelt langt mere dynamisk og rytmisk varieret, da man jo ikke nødvendigvis skulle danse til sangene.

Han lånte, hvad han kunne fra ABBA, og i første halvdel af 1980'erne lykkedes det først at sætte sig på det svenske grandprix, som han vandt for første gang i 1982 og derefter de følgende seks år, og siden Europa, da han med Diggi Loo Diggi Lei i 1984 gentog ABBA's bedrift:

Herrey's: Diggi-Loo Diggi-Ley (ESC, 1984)

Danmark tilbage i Melodi Grand Prixet

I Danmark var perioden fra slutningen af 1970'erne til slutningen af 1980'erne en storhedstid for grandprixet, som man ofte viser tilbage til, selvom det ikke blev til international sejr. Danmark havde ikke været med fra 1967 til 1977, fordi Danmarks Radio for det første ikke mente, at der var tale om kvalitativt godt nok indhold, og for det andet, fordi man med henvisning til den voldsomme handel med musikrettigheder bag kulisserne ikke mente, at det var en opgave for Statsradiofonien at støtte et så åbenlyst kommercielt foretagende.

Frem til 1975 sendte Danmarks Radio ikke engang det europæiske finaleshow, men af hitlisterne fremgår det, at mange danskere alligevel fulgte med via svensk og tysk tv. De fleste år dukkede vindersangen og enkelte af de stærkeste bidrag nemlig op på de danske hitlister efter finalen. Mange af sangene blev desuden oversat til dansk og nåede danskerne via radiohitlisten Dansktoppen, som blev sendt fra 1968 til 1977. Da man lukkede såvel Dansktoppen og de andre radiohitlister i 1977, opstod et vakuum, som delvist blev fyldt ud ved, at man igen gik med i grandprix-samarbejdet.

Ved det danske grandprix i både 1978 og 1979 havde man blandet posen gevaldigt, muligvis for at tilgodese de meget forskellige musikscener i Danmark på dette tidspunkt. 1970'erne var gennemgåede et ganske polariseret årti med politisk musik og kvindekamp i den ene ende og Dansktoppens rendyrkede popsange, primært i skikkelse af oversættelser, i den anden. Imellem disse poler boltrede den danske pop- og rockmusik sig med Shu-Bi-Dua og Gasolin'/Kim Larsen som flagskibene. Begge poler, og det, der var i mellem, var nærmest demokratisk repræsenteret de første år, men fra 1980 begyndte der at tegne sig et mere klart billede af, hvad dansk grandprix-musik skulle være.

En rigtig grandprix-stjerne

Det år medvirkede Birthe Kjær for første gang ved det danske grandprix, da hun sang duetten Du og jeg sammen med Henning Vilén. Birthe Kjær tilhørte den generation af dansksprogede popkunstnere, som nærmest var født på Dansktoppen. I de år, hvor Danmark ikke var med i ESC, havde Birthe Kjær været med til at holde traditionen ved lige ved at indspille nogle af sangene på dansk. Hun havde således haft syv ESC-sange placeret på Dansktoppen. Det var derfor på ingen måde nyt land for hende, da hun selv fik mulighed for at deltage, og på mange måder repræsenterede hun et generationsskifte i den danske grandprix-tradition:

Birthe Kjær & Henning Vilén: Du og jeg (Dansk Melodi Grand Prix, 1980)

Grethe Ingmann, som vandt med Dansevise i 1963, var med i såvel 1978, 1979 og 1980. Hun havde også haft en del succeser på Dansktoppen, men grundlæggende repræsenterede hun en langt mere jazzinspireret tradition end størstedelen af de kunstnere, der som Birthe Kjær slog igennem på Dansktoppen fra 1968 til 1977. De var omvendt opvokset med både engelsksproget pop, rock'n'roll og country og enten tysk eller svensk popmusik, alt efter, hvor de kom fra. Samme generation tilhørte Bamses venner, der vandt det danske grandprix i 1980, samt Lecia & Lucienne og Tommy Seebach, der hver for sig havde været med i det danske grandprix i 1979, og i 1980 havde slået pjalterne sammen, da søstrene sang Seebachs sang Bye, Bye med tekst af Keld Heick. For Heick var det tredje gang, han havde leveret tekst til et bidrag, og de følgende år skulle han på mange måder vise sig at tage stafetten op fra de professionelle tekstforfattere, som havde huseret i den første danske grandprix-periode fra 1957 til 1966.

Grethe og Jørgen Ingmann. Vindere af ESC, 1963.

Grethe og Jørgen Ingmann. Vindere af ESC, 1963.

De nye grandprix-specialister

Også i de første år af 1980'erne var repertoiret ved det danske grandprix noget stilistisk blandet, men andelen af uforpligtende popsange steg løbende, og i midten af 1980'erne havde grandprixet fået et langt mere ensartet snit. Komponisterne var stort set alle født i årene omkring 1950, med musikalske opdragelser i midt-60'ernes pigtrådsorkestre, hvor man spillede engelsksproget pop- og rockmusik på guitar, bas og trommer, ofte suppleret med et orgel. For de flestes vedkommende var de i løbet af 1970'erne gledet mere over i danseorkestermusikken, og en del havde været på Dansktoppen. Uanset forskelle var det en generation af sangskrivere, som havde en fælles musikalsk ballast, og det kunne høres. Væk var i udgangspunktet de store orkesterarrangementer, og tempoet var røget i vejret.

Den mest succesfulde sangskriver var dog lidt yngre end de andre. Søren Bundgård var nemlig født i 1956, samme år som det første europæiske Melodi Grand Prix var blevet afholdt. Qua sin alder havde Bundgård ikke været med i 1960'erne, men havde i stedet været med i et ungdomsband i starten af 1970’erne. Repertoiret var blandt andet Jimi Hendrix og Gasolin', men i midten af 1970'erne skiftede stilen til danseorkestermusik. I 1975 startede Bundgård på musikvidenskab ved Københavns Universitet og spillede derefter også jazz og rock i et fusionsorkester, men det blev danseorkesterlinjen, der vandt.

Med en ung Kirsten Siggaard som sangerinde forsatte deres fælles orkester, Hokus Pokus, med at spille til fest og dans, og de begyndte at indspille plader i det studie, Bundgaard havde startet sammen med trommeslageren Hasse Rasmussen. Her producerede de blandt andet det gamle pigtrådsorkester Sir Henry's plader, og derfor var det meget naturligt, at Sir Henry stod på scenen sammen med Siggaard ved Bundgaards debut som grandprix-komponist i 1983 med sangen Og livet går:

Kirsten Siggaard & Sir Henry: Og livet går (Dansk Melodi Grand Prix, 1983)

Teksten var skrevet af Keld Heick, som havde taget turen fra pigtråd til danseorkestermusik og Dansktoppen. Det var også ham, der skrev teksten, da Bundgård og Siggaard stillede op som duoen Kirsten & Søren og vandt det danske grandprix i 1984 med Bundgaard-kompositionen Det' lige det. Samme team vandt også året efter og igen i 1988, og da Birthe Kjær vandt det danske grandprix i 1989, var det Bundgårds fjerde sejr på seks år og Heicks sjette i alt.

En stor familie

Alt dette illustrerer, hvordan det i midten af 1980'erne havde udviklet sig til en decideret dansk grandprix-familie, hvor de forskellige sangskrivere og tekstforfattere i stort stil havde samme baggrund og ofte samarbejdede på kryds og tværs. Det var i vid udstrækning folk, som havde været musikere i mange år, og en ganske stor del havde på den ene eller anden måde repræsenteret den danske del af den danseorkesterbølge, som især havde været stor i Sverige.

Der var op gennem årtierne tæt kontakt mellem den danske og den svenske scene, og det er derfor ikke helt tilfældigt, at der er en del stilistiske ligheder mellem de danske og svenske bidrag fra perioden i 1980'erne.

Guldalderen

Perioden fra 1978 til slutningen af 1980'erne huskes oftest som en guldalder i dansk grandprix-historie, og hitlisterne afspejler klart dette. Hvert år var en del af de danske sange at finde højt på hitlisterne i ugerne og månederne efter konkurrencen. Fra 1979 til 1983 nåede samtlige danske vindermelodier hitlistens førsteplads, og flere af de andre bidrag solgte også godt. Ironisk nok klarede de danske bidrag sig egentlig ikke særligt godt ved den europæiske finale i netop de år, hvor Tommy Seebachs fine sjetteplads med Disco Tango i 1979 blev fulgt op af fire år i træk udenfor top ti. Såvel Jens Brixtofte og hans Video Video som Gry og hendes Kloden drejer var ellers populær blandt danskerne, men der var altså ikke andre, der kunne lide dem:

Jens Brixtofte: Video Video (ESC, 1982)

Til gengæld ramte Det' lige det med Kirsten & Søren, som internationalt fik kunstnernavnet Hot Eyes, øjensynligt anderledes bredt, for Bundgaard/Heick-kompositionen opnåede en fin fjerdeplads i 1984, og blev dermed indledningen til en rigtig god periode. Godt nok måtte samme hold nøjes med en 11. plads året efter med Sku' du spørg' fra no'en, men resten af 1980'erne fik de danske bidrag fine placeringer med to tredjepladser i 1988 og 1989 som toppen af kransekagen. Begge sange, Ka' du se hva' jeg sa' med Kirsten & Søren (1988) og Vi maler byen rød (1989) med Birthe Kjær var skrevet af Bundgaard og Heick, som dermed satte tyk streg under deres særlige tag på kunsten at skrive en grandprix-sang:

Birthe Kjær: Vi maler byen rød (ESC, 1989)

At Bundgaard og Heick selv stod på scenen sammen med Birthe Kjær og Henrik Krogsgaard (som havde været kapelmester siden 1984) var en fin afrunding på det årti, de selv i høj grad havde været med til at præge. At det så samtidigt var slutningen på en æra, kunne de ikke vide.

Birthe Kjær med sangen Vi maler byen rød. ESC, 1989.

Birthe Kjær med sangen Vi maler byen rød. ESC, 1989.

3. De sorte 90'ere

Væk fra hitlisterne

Når man konsulterer hitlisterne fra slutningen af 1980'erne, ses et tydeligt billede: Grandprixet var for alvor ved at bevæge sig væk fra mainstream. I perioden fra 1967 til 1977, hvor Danmark ikke var med, var det mere reglen end undtagelsen, at sange fra konkurrencen klarede sig godt på de danske hitlister - enten i originalversioner eller i danske oversættelser. Fra 1978, hvor Danmark var med igen, eksploderede det hele, så det nærmest gav sig selv, hvad der lå på toppen af singlehitlisten efter grandprixet. I den periode blandede danske og udenlandske grandprix-sange sig hvert år med tidens store danske og udenlandske hits. I slutningen af 1980'erne forsvandt sangene fra grandprixet dog fra salgshitlisterne. Fra 1989 til 1997, hvor Kølig Kaj fik et par uger på singlelisten med Stemmen i mit liv, opnåede ikke én eneste dansk vindersang placeringer:

Kølig Kaj: Stemmen i mit liv (ESC, 1997)

Til gengæld kunne man fra 1991 finde de bedste sange fra årets danske grandprix på Dansktoppen, som genåbnede dette år. Selvom Dansktoppen var en genremæssigt meget blandet hitliste i 1991 og 1992, var det en fin illustration af, hvad der var i gang. Da Dansktoppen genstartede i januar 1993 efter et halvt års pause, var det nu som en decideret genrehitliste for sange i "dansktop-stil", som værten Jan Guldhammer sagde det i pressen op til relanceringen. Her hørte grandprix-sangene åbenbart til, for såvel Tommy Seebachs vindersang Under stjernerne på himlen og flere af de andre bidrag fra årets danske grandprix lå på Dansktoppen side om side med Richard Ragnvald, Kandis og alle de andre dansktopstjerner, som ellers ikke havde store chancer for at blive spillet på DR's kanaler.

Verden ændrede sig

Det, der skete fra slutningen af 1980'erne og frem, skyldtes en lang række faktorer. Først og fremmest var det, der havde været grandprix'ets styrke op gennem 1980'erne, nok ved at give bagslag. Selvom der gennem årene var blevet valgt bidrag, som skilte sig genremæssigt ud fra de andre, var der i høj grad en hård kerne af sangskrivere, producere og tekstforfattere, som dominerede. Det gav en stærk sammenhæng i showet, og så længe befolkningen også kunne lide stilen, og man oven i købet klarede sig fint internationalt, var alt godt.

Problemet var, at sangene og de kunstnere, der fremførte dem, i mindre grad end tidligere blev spillet på P3. Der var sket meget inden for popverdenen i løbet af 1980'erne, og det blev efterhånden hørbart, at de sange, der typisk var med i det danske grandprix, adskilte sig fra resten af årets repertoire. Især fra 1992, hvor man introducerede playlister og strammede op på musikstyringen i DR, blev der luget kraftigt ud i musikken, og grandprix-sange måtte man generelt se langt efter. Man kunne selvfølgelig slå over på den nyoprettede Danmarkskanalen, som sendte på P2, finde en lokalradiostation eller vente til særprogrammer som Dansktoppen og Giro 413, men i mainstreamradio og i de vigtige morgen- og eftermiddagsprogrammer kunne man ikke længere finde grandprix-musik.

Da det begyndte at gå helt galt

Alt dette havde indflydelse på, hvordan man betragtede grandprixet. I sin bog om det danske grandprix beskriver Jørgen de Mylius fint dette med henvisning til, at mange af de udvalgte komponister i 1991 ganske enkelt havde svært ved at finde solister, der ville medvirke, fordi det øjensynligt skadede deres karriere.

Anders Frandsen, der vandt det danske grandprix det år, virkede nu meget glad, men meget symbolsk var hans sang det endelige vendepunkt, for mens Danmark trods alt havde klaret sig fint internationalt årene forinden, gik det ret skidt i 1991. Frandsen blev nr. 19 ud af 22 og fik kun de sædvanlige nabostemmer fra Norge og Sverige. Hermed startede en sort periode i den danske grandprix-historie. Efter fem år i træk med top 10-placeringer røg vi ned i den tunge ende. En 12. plads ved ESC i 1992 - igen med god hjælp fra de andre nordiske lande - var nogenlunde acceptabel, men Tommy Seebachs 22. plads i 1993 gjorde mere end ondt:

Tommy Seebach: Under stjernerne på himlen (ESC, 1993)

På grund af de mange nye lande, som var kommet med efter Jerntæppets fald, var der nu så mange med, at man måtte sætte loft på. De dårligst placerede bidrag fra 1993 kom ikke med året efter, heriblandt Danmark. Det fik afgørende betydning. Tommy Seebach personificerede jo nærmest den gamle stil fra 1980'erne. Den tog man et opgør med og startede forfra i 1995 ved at håndplukke en række sangskrivere, som havde været med til den fornyelse af dansk popmusik, der havde fundet sted i løbet af 1980'erne og starten af 1990'erne. Man valgte oven i købet at omdøbe konkurrencen til Dansk Musik Event, muligvis for netop at lægge afstand til det gamle.

Tommy Seebach. Pladecover, 1979.

Tommy Seebach. Pladecover, 1979.

Forsøg på fornyelse

I første omgang gik det fint, for Aud Wilken fik en flot 5. plads ved ESC 1995. Året efter valgte man samme strategi med at bede et lille antal sangskrivere levere et bidrag. Igen kiggede man andre steder hen end til den gamle danske grandprix-garde. Keld Heick kom nu alligevel med, fordi den ene, Jascha Richter fra Michael Learns To Rock valgte at bruge ham som tekstforfatter. Deres sang vandt, men blev siet fra i en indledende runde af ESC. I 1997 kom vi trods alt med, men Kølig Kajs 16. plads var ikke nok til, at Danmark kunne være med i 1998, for denne gang blev de senere års placeringer lagt sammen, og bortset fra 5. pladsen i 1995 havde det jo været ret skidt for Danmarks vedkommende. Det hele vendte for en stund i 1999, men grundlæggende var 1990'erne et sort årti, ikke kun for Danmark, men også for grandprixet generelt.

Man ændrede reglerne for deltagelse stort set år for år - et fint billede på, at konkurrencen havde svært ved at finde sine ben efter de glade 1980'ere. Handelen med musikrettigheder under og efter grandprixet hørte stort set op, for der var ikke længere den store afsætning i oversatte versioner af sange på mærkelige sprog fra en konkurrence, som ikke tiltrak de største stjerner. Engelsk var efterhånden blevet populærmusikkens hovedsprog i det meste af Europa, og det var nok ikke helt tilfældigt, at fem ud af de i alt ni vindere fra 1990 til 1998 var fra engelsktalende lande. Det var nogle lyde, alle efterhånden havde vænnet sig til at høre, hvilket må siges at være en ret stor fordel.

Efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991 væltede det frem med nye uafhængige europæiske stater, hvoraf Bosnien, Kroatien og Slovenien som de første debuterede i ESC-sammenhæng i 1993. Året efter fulgte hele syv nye lande trop, og dermed var deltagerne næsten udvidet med en tredjedel i forhold til blot to år forinden. Da det stadig var et krav, at man sang på nationalsproget, var der pludselig mange mærkelige lyde at forholde sig til, og noget tyder på, at mange seere vendte sig mod det trygge - engelsk.

4. Den lange vej tilbage til storhed

Nu på engelsk

I 1999 kom den efterhånden uundgåelige sproglige regelændring, som betød, at man fra da af havde valgfrihed med hensyn til sprog. I de nordiske lande tog man imod ændringen med kyshånd. Svenskerne markerede dette på fineste vis ved at hente årets sejr med en engelsksproget sang – foran Island, som også havde sendt et engelsksproget bidrag af sted. Danmark hoppede også straks med på vognen og sendte en sang med titlen This Time I Mean It fremført af Michael Teschl og Trine Jepsen.

Ved det danske grandprix var den blevet fremført på dansk, men man mente åbenbart, at det ville forbedre chancerne, hvis den blev fremført på engelsk ved finalen, og sådan blev det. Det blev til en fin 8. plads, det samme som det danske bidrag fik, da årtiet startede i 1990, og dermed var ringen sluttet og et gennemgående rædselsfuldt grandprix-årti overstået. Det skulle så vise sig at blive meget bedre året efter.

På kærlighedens vinger

Da det danske grandprix skulle afholdes i 2000, valgte man at det skulle gøres ordentligt. Man henvendte sig til en lang række sangskrivere og fandt de ti bedste bidrag, som skulle dyste i et stort anlagt show fra Cirkusbygningen. Man havde rystet posen ved også at henvende sig til nogle af veteranerne fra 1980'erne. Blandt dem var Brødrene Olsen, og de vandt det danske grandprix suverænt med 58 points ud af 60 mulige med deres Smuk som et stjerneskud.

Den blev efterfølgende spillet en del på P4, men det var først efter den internationale finale, at sangen for alvor blev en landeplage. Med en engelsk udgave – Fly on the Wings of Love - som var blevet skrevet før den danske - vandt Brødrene Olsen finalen ved ESC 2000, og de følgende mange måneder stod de danske hitlister i brødrenes tegn:

Brødrene Olsen: Fly on the Wings of Love (ESC, 2000)

Singlen klarede sig fint med fire førstepladser i rap, men det var intet mod succesen på albumhitlisten. Brødrene Olsen og deres pladeselskab havde nemlig i bedste ABBA-stil været så snarrådige at have et helt album med en blanding af nyskrevne og gamle sange i samme opdaterede latin-stil som vindersangen klar lige op til ESC-finalen, og efter sejren stormede albummet Wings of Love ind på hitlistens førsteplads og blev der i 15 uger. Ude i Europa var det mest i Norden og Tyskland, at sejren åbnede nye muligheder for Brødrene Olsen, men det var også rigeligt til at klare sig fremover.

Brødrene Olsen. Vindere af ESC, 2000.

Brødrene Olsen. Vindere af ESC, 2000.

Et godt år

Sejren indledte et år, hvor grandprixet fik en voldsom renæssance i Danmark. Der blev skrevet meget om det forestående europæiske finalearrangement i København, og den danske 2001-vinder, Rollo & King med Der står et billede af dig på mit bord (på engelsk: Never Ever Let You Go), strøg direkte ind på førstepladsen på den danske singlehitliste. Det skyldtes muligvis, at der var stor eufori omkring konkurrencen det år, men det hører også med til billedet, at Rollo & King havde haft et af årets største danske hits i 1999 med sangen Ved du hvad hun sagde.

Rollo & King: Never Ever Let You Go (ESC, 2001)

Det var med andre ord et stort aktuelt navn hentet fra mainstream, som deltog og vandt, og uden at forklejne de foregående års deltagere, var det længe siden, at noget lignende var sket. Det afspejler måske primært, at Rollo & King selv ikke så noget odiøst i at stille op ved grandprixet, men samtidigt er det en fin illustration af, at grøfterne ikke var så dybe som tidligere. At de så også klarede sig rigtig godt ved den europæiske finale med en andenplads, forlængede den positive stemning ind i 2002. Desværre varede den ikke meget længere end det.

Denmark, zero points

Årets danske vinder, Malene Mortensen, havde været med i DR's talentshow Stjerne for en aften i 2001 og blev den første af mange danske grandprix-deltagere, som har taget turen over den type tv-producerede musikkonkurrencer, der har været en væsentlig del af sendefladen verden over siden årtusindskiftet. Der var pæn optimisme, da hun drog af sted til den europæiske finale i Estland, men desværre gik det helt galt. Danmark endte for første gang på sidstepladsen med samlet syv point og var dermed ikke kvalificeret til næste års konkurrence.

Træerne groede altså ikke ind i himlen, og ret beset synes grandprixets opblomstring fra 2000 til 2002 mest af alt at afspejle, at vi vandt det førstnævnte år. I det land, der har vundet og dermed skal afholde næste års konkurrence, har der altid været stor opmærksomhed og begejstring i det pågældende år. I Danmark gjaldt opsvinget i øvrigt kun vore egne bidrag, for der var ingen af de udenlandske vindersange, der gjorde sig bemærket i årene efter 2000.

De andre lande vandt

Det kunne måske hænge sammen med, at det i nævnte rækkefølge var Estland, Letland, Tyrkiet, Ukraine, Grækenland, Finland, Serbien og Rusland, der vandt fra 2001 til 2008. Sangene var for størstedelens vedkommende på engelsk, men det var åbenbart ikke nok til at hitte i Danmark, når man kom fra de lande. I de år blev der talt meget om, at østlandene rottede sig sammen, og at det var ved at slå den gamle konkurrence ihjel. Det var selvfølgelig også bisset, når man nu havde haft en historisk stærk alliance i de nordiske lande sammen med Irland og England gennem de fleste år. De næsten sikre point fra og til disse lande talte ikke nær lige så meget som før, når der pludselig var 36 lande med i stedet for 26.

I 2004 opgav man endelig alle de mærkelige diskvalifikationsregler og indførte i stedet en semifinale onsdagen før finalen. I 2008 var antallet af deltagende bidrag oppe på 43 og dermed så stort, at man måtte bide semifinalen over i to, og sådan har det været siden.

43 deltagerlande ved ESC, 2008.

43 deltagerlande ved ESC, 2008.

Samarbejde på tværs

Det betød, at det var slut med at stå over, hvis man ikke havde klaret sig nogenlunde året før, og det var godt for Danmark. Bortset fra en niendeplads i 2005 lå Danmark nemlig generelt i den tunge ende frem til 2010, hvor Chanée & N'evergreen opnåede en fjerdeplads med In a Moment Like This. Den sang forårsagede en del debat i Sverige, fordi den tidligere var blevet kasseret til det svenske grandprix. Den var nemlig skrevet af et af de mange svenske sangskriverteams, som sprøjtede grandprix-sange ud og efterhånden havde udvidet deres arbejdsradius til hele Europa. Sverige er et af de lande, der går mest op i grandprixet, og mange havde det svært med, at en åbenlyst stærk sang var blevet givet væk til Danmark.

I 2005 havde man i Danmark afskaffet den efterhånden noget mærkværdige regel, at teksten skulle skrives på dansk ved det danske grandprix. I et par år var det ligefrem et krav, at der først skulle laves en dansk version og efterfølgende en engelsk, men fra 2005 blev det valgfrit ved den danske konkurrence, men stadig et krav om en engelsk tekst til ESC. Konsekvensen blev, at de fleste, naturligt nok, kun skrev en engelsksproget version. Alle vindersange har siden været på engelsk fra starten, og da man jo ikke behøver være dansker for at skrive en sang på engelsk, har det betydet, at der i stor stil er blevet hentet hjælp udefra. Derfor kunne man i 2009 finde irske Ronan Keating med fortid i boybandet Boyzone blandt sangskriverne bag Brincks danske bidrag, Believe Again. Det imponerede dog ikke europæerne til mere end til en 13. plads:

Brinck: Believe Again (ESC, 2009)

Bedre gik det altså, da der kom et par svenskere ind over, og dette illustrerer i sig selv, hvordan grandprixet på den ene side igen var blevet en specialistkonkurrence, nu bare med sangskrivere og producere, der arbejdede på kryds og tværs af landegrænser, og på den anden side for alvor var ved at nærme sig mainstream igen. Sverige har i mange år været leverandør af toneangivende sangskrivere og producere på højeste internationale niveau, og mange af de seneste årtiers store hits for navne som Britney Spears, Pink, Lady Gaga og Kate Perry er helt eller delvist skrevet og produceret af svenskere.

Tilbage på hitlisterne

Danskerne kan dog også, og netop i 2010, hvor Danmark igen nåede op i top 5, var der danske fingre med i spillet, da tyske Lena vandt ESC-finalen med Satellite. Den var nemlig blandt andet skrevet af danske John Gordon. Det var muligvis medvirkende til, at Satellite blev et hit i Danmark.

At den norske vindermelodi fra 2009, Fairytale med Alexander Rybak, også havde toppet de danske hitlister året før, afspejlede, hvordan muligheden for at downloade og streame musik har haft stor betydning for, at grandprixet de seneste år har fået en generel renæssance. Grandprix-musik har altid i udpræget grad været bundet til single-formatet, som stort set døde ud som købsvare i løbet af 1990'erne, hvor cd'en afløste vinylpladen som det primære medie for musik:

Alexander Rybak: Fairytale (ESC, 2009)

Med introduktionen af iTunes og andre online downloadbaserede musiktjenester omkring 2005 og især efter streamingtjenesternes gennembrud har singleformatet igen fået overtaget. Det har betydet, at grandprix-musikken er vendt tilbage på hitlisterne. Det gjaldt således den danske vindersang fra 2007, Drama Queen med DQ, på trods af, at det egentlig ikke var et udpræget mainstream-nummer og ikke var stærk nok til at komme i finalen ved ESC. Til gengæld var det et stort hit blandt den hårde kerne af de grandprix-entusiaster, som takket være internettets mangfoldige muligheder for at skabe fællesskaber kunne dyrke deres interesse med ligesindede i såvel Danmark som resten af verden.

Årets danske vindersang har siden været fast inventar på hitlisterne, fordi danskerne i timerne og ugerne efter grandprixet har downloadet og streamet sangen. Og hvis den europæiske vindersang er kommet fra den nordlige del af Europa, er den også blevet i hit i Danmark.

I 2012 blev den svenske vindersang Euphoria med Loreen sågar noget nær et verdenshit. Den lå på den europæiske track-hitliste i hele 38 uger, heraf to uger på førstepladsen:

Loreen: Euphoria (ESC, 2010)

På YouTube har den officielle video med Loreens liveoptræden fra ESC-finalen 2012 og den efterfølgende musikvideo tilsammen for længst passeret 40 millioner visninger. Kun omkring halvt så mange visninger kan vinderen fra 2013, danske Emmelie de Forest og hendes Only Teardrops mønstre, men 20 millioner gange tæller dog trods alt en del og afspejler fint, hvordan grandprixet i det hele taget atter har fået en væsentlig placering i det popmusikalske verdensbillede. I høj grad takket være internettet.

Loreen med sangen Euphoria. ESC, 2012.

Loreen med sangen Euphoria. ESC, 2012.

En af årets største internetbegivenheder

Grandprixet anno 2015 er i lige så høj grad en internetbegivenhed som en musikkonkurrence i fjernsynet. Sådan har det efterhånden været i en del år. Den del, der foregår på TV finder sted i en enkelt uge i maj, men på internettet starter det hele faktisk allerede dagen efter afholdelsen af det seneste ESC. Såvel de officielle ESC-sider som alle fanmedierne holder nemlig ikke pause, men beskæftiger sig hele året med grandprixet, og de mest fanatiske fans får derfor løbende nyheder om den forestående begivenhed. På Wikipedia opdateres artiklerne om det kommende ESC løbende af selvsamme ESC-kollektiv rundt omkring i verden, og på de sociale medier og i særlige debatfora kan man dele sin interesse med ligesindede fra alle lande.

I løbet af efteråret intensiveres aktiviteten efterhånden som planlægningen af den forestående begivenhed tager form og de første meldinger om, hvilke deltagere der stiller op for de forskellige lande, dukker op. På internettet kan man se mange af de nationale konkurrencer live, uanset hvor man bor, og desuden finde sangene på video-tjenester som YouTube kort tid efter, sangene er blevet fremført eller offentliggjort.

På sociale medier som Facebook, Twitter og Instagram kan man ikke alene kommunikere med andre fans, men også i stor stil med selve kunstnerne, der næsten alle efterhånden er særdeles aktive brugere. Det er nærmest blevet et vilkår, hvis man vil ramme en bred målgruppe som musiker, og det vil deltagerne i grandprixet naturligvis, for de skal jo have så mange stemmer som muligt. Derfor kan man følge med i deres liv i hele perioden op til de forskellige finaler, og ofte også under. Da danske Emmelie de Forest vandt i 2013, skrev hun således løbende opdateringer på både Twitter og Facebook, blandt andet med en række billeder af sig selv og hendes tøj. Også Basim, som repræsenterede Danmark i 2014, tweetede løs, skrev opdateringer på Facebook og lagde billeder op på Instagram op til, under og efter det danske grandprix, og som alle de andre deltagere ved ESC 2014 fortsatte han med denne kommunikation frem til den europæiske finale.

I forlængelse af udviklingen var det et ganske naturligt valg, da Danmarks Radio op til jul 2013 annoncerede, at de netop ville fokusere på de sociale medier og det store netbårne fanfællesskab. Under sloganet "Join Us!" har man i vid udstrækning lagt op til, at det skal være fansenes egen fest, og blandt andet ladet alle komme med idéer til, hvad festen skal indeholde.

Join Us! Slogan ved ESC, 2014.

Join Us! Slogan ved ESC, 2014.

Den gamle dame lever i bedste velgående

Takket være internettet synes grandprixet at stå stærkere end i mange år, ikke kun i Danmark, som i kraft af værtskabet fra 2014 igen er ramt af grandprix-feber, men også i store dele af Europa. Det er muligt, at der stadig er mange, der mener, det er tom underholdning med dårlig musik, men man skal ikke bruge mange minutter foran computerskærmen for at opdage, at der er rigtig mange mennesker verden over, som elsker den snart 60-årige konkurrence og holder dens historier og ritualer i live.

Grandprixet har haft mange op- og nedture gennem årene, men den gamle dame lever stadig, i bedste velgående endda. Det havde man sandsynligvis ikke forestillet sig i sin vildeste fantasi dengang i 1956, hvor man afholdte den første fælleseuropæiske musikkonkurrence for at udnytte mulighederne i det mærkelige nye medie, der blev døbt fjernsynet.