Stort set hele guitarens musikhistorie er defineret af mænd. Guitaren er intimt forbundet med mandens kreative magt, og den er ofte blevet beskrevet som et fallossymbol, der styrker mandens potens og giver ham kraft. En central del af ikonografien, altså den visuelle fremstilling inden for rockmusikken, er som følge heraf at fremstille guitarister med guitaren strittende frem foran sig.


1. Guitaren som fallossymbol
Hvis man vil finde et svar på, hvorfor guitaren har fået denne seksuelle association, er det relevant at se på guitarens indtog i musikhistorien. Da Elvis Presley udgav sin første plade og optrådte på landsdækkende tv i USA, var det ikke kun den musikalske revolution, han kickstartede, det var også i høj grad den seksuelle revolution.

Populærmusikken blev tæt knyttet til en friere visuel fremstilling af det seksuelle, og de seksuelle undertoner i Presleys dansende hofter satte det konservative USA på den anden ende med kritik af den usædelige sanger, der ifølge dem var i fuld gang med at korrumpere ungdommen. Men ungdommens nye musik og den seksuelle revolution hang uløseligt sammen og kunne ikke stoppes.

Bruce Springsteen konstaterede i sin tale på SXSW-Festivallen i 2012, med henvisning til Presleys optræden og den måde den påvirkede hans generation, at "the genie was out of the bottle" (på dansk: ånden var ude af flasken). Seksualiteten var sat fri og kunne ikke længere tilbageholdes. Da denne seksuelle frigørelse netop startede i den symboltunge populærmusik, var det mændene, der var de nye stjerner og de seksuelle symboler. Og mændenes hovedinstrument var guitaren.

Guitar og sex var altså fra starten af ungdomsoprøret uløseligt forbundet. Denne sammenknytning fortsatte op gennem 1960'erne hvor især The Beatles og The Rolling Stones var store sexsymboler, og den peakede med rockhistoriens ultimative kombination af guitar, ungdom, oprør og sex: Jimi Hendrix (1942-1970). Symbolet med guitaren som fallos blev ekspliciteret af netop Hendrix, der blev kendt for at spille sine guitarsoloer, mens hans insinuerede, at han onanerede på guitaren.

Filmklip Jimi Hendrix: Voodoo Child (Live at Woodstock, 1969)

Inden for alle de nye rockgenrer, der fulgte i kølvandet på 1960'erne, var guitaren i centrum. Guitarsoloerne blev stedet, hvor guitaristen kunne udfolde sig med inspiration fra blandt andet Hendrix' meget aktive stil med en hoftehængende guitar og et ofte delirisk udtryk i ansigtet, der indikerer seksuel nydelse og/eller stofpåvirkning. Hendrix' foretrukne guitar, Fender Stratocaster, blev et kendetegn for denne meget eksplicitte måde at spille guitar på, og overtoges af senere guitarhelte som eksempelvis Jeff Beck (1944-nu) og Stevie Ray Vaughan (1954-1990).

Albumcover. Isle of Wight, 1971. Billedet, der viser Hendrix med sin Stratocaster, er taget kun tolv dage før Hendrix' død i 1970.

Albumcover. Isle of Wight, 1971. Billedet, der viser Hendrix med sin Stratocaster, er taget kun tolv dage før Hendrix' død i 1970.

I løbet af 1990'erne udvikledes en mere introvert måde at spille guitar på, som især tilskrives guitaristen Jonny Greenwood (1971-nu) fra det engelske band Radiohead. I stedet for at være aktiv og udadvendt med guitaren, lå der i den nye stil en indadvendt tilgang overfor publikum:

Filmklip Jonny Greenwood: Electric Counterpoint (The Standard, Sydney, 2012)

Jonny Greenwood kigger ofte ned, og er i sin egen verden, når han spiller. Signaturguitaren for denne nye måde at spille guitar på var en Fender Telecaster:

Johnny Greenwood med sin Telecaster, 2012.

Johnny Greenwood med sin Telecaster, 2012.

Selvom disse to måder at spille på er meget forskellige, er den signalværdi, de er tillagt, intimt knyttet til det at være mand. Fælles er også forholdet til guitaren som et fysisk objekt, en slags forlængelse af kroppen, mere end et eksternt instrument, man blot spiller på. Guitaren giver dermed guitaristen en øget musikalsk og ikonografisk potens, som er knyttet til den mandlige seksualitet.

2. Kvinder med guitar
Der findes kvindelige guitarister, men meget få har slået igennem og vundet international anerkendelse. Blandt de mest prominente kan nævnes Joni Mitchell (1943-nu) og Courtney Love (1964-nu) fra bandet Hole, som nok mest er kendt, fordi hun var kone til Kurt Cobain (1967-1994) fra Nirvana.

I en dansk kontekst kan man trække et andet interessant eksempel frem, nemlig popgruppen Shit & Chanel med Anne Linnet (1953-nu) i spidsen. Shit & Chanel bestod udelukkende af kvinder og var Danmarks første egentlige feministiske musikgruppe. Forsanger Anne Linnet spillede guitar, og på gruppens utvivlsomt største hit Smuk og Dejlig er guitaren i centrum rent musikalsk:

YouTube Spotify Shit & Chanel: Smuk og dejlig (1975)

Men det er på en helt anden måde med en mere blød og rund klang end den guitarlyd, som ellers var dominerende i rockens verden. Endvidere var den ikonografiske fremstilling af bandet som regel uden guitaren, og Linnet forholder sig ligeledes mindre intimt til instrumentet. Guitaren var bare et instrument som alle de andre, og den havde ikke nogen speciel ikonisk værdi.

Shit & Chanel, 1974.

Shit & Chanel, 1974.

Man kan altså opstille et kønsskisma omkring brugen af guitaren, hvor elementer som guitarens placering både ikonografisk og lydmæssigt spiller en rolle, ligesom at også guitartypen og kunstnerens ageren med guitaren indvirker på forståelsen. Hvis vi antager, at dette kønsskisma er til stede, omend muligvis ubevidst, ligger der også en meget stor feministisk kraft i at bruge guitaren på en bestemt måde, som kan opfattes som værende maskulin.

Man kan diskutere, hvilke forskellige symboler, der ligger i en bestemt omgang med guitaren, og hvilke sexistiske associationer, den indebærer. Ved at blive bevidst om disse strukturer, kan man gennem brugen af guitaren udfordre og perspektivere indgroede kønsperspektiver og derved udvide forståelsen for, hvad det vil sige at være kvinde og mand.

I nyere tid er der flere eksempler på kvindelige kunstnere, der forholder sig til guitaren på måder, som traditionelt har været forbeholdt mænd, og som derigennem har vundet stor anerkendelse, blandt andet Danielle Haim (1989-nu) fra bandet Haim. Et eksempel på et nyt dansk band, der gør det samme er bandet Baby in Vain, der består af tre kvinder. Deres musikalske og ikonografiske æstetik er hentet fra den mandsdominerede klassiske rock, som det kan ses i følgende video:

Filmklip Baby In Vain: Sweetheart Dreams (Musikvideo, 2012)

Videoen viser en musikalsk og ikonografisk aggressivitet, og Baby in Vain spiller således, bevidst eller ubevidst, på indgroede kønsroller, netop fordi de er kvinder, der opfører sig som mænd. Det er derfor også meget interessant, at bandet har udtalt, at de er trætte af altid at skulle forsvare, at de spiller punk. Ud fra den reaktion, er det rimeligt at konkludere, at Baby in Vains musik indeholder en stor umiddelbar symbolværdi, der er knyttet til en kønsstereotyp brug af guitaren.