Guitarens historie

Guitarens historie har rødder tilbage til mindst år 2500 før vor tid. Fra oldtidens primitive strengeinstrumenter med strenge lavet af dyreindvolde til den moderne, elektrisk forstærkede rockguitar der har haft en central rolle i en stor del af 1900-tallets populærmusik.

1. Guitarens anatomi

En guitar er et knipset strengeinstrument, hvilket vil sige, at lyden dannes ved, at strengene anslås med fingrene eller med et plekter. På akustiske guitarer forstærkes lyden af en resonanskasse under strengene. På elektriske guitarer opfanges lyden af pickupper under strengene, som konverterer lyden til et elektrisk signal og sender signalet videre til en forstærker.

Guitartyper

De fire mest almindelige guitartyper er: spansk guitar (også kaldet klassisk guitar), westernguitar, elektrisk guitar og hollowbody guitar. Det, der adskiller dem, er blandt andet træsorten, formen, typen af strenge, tykkelsen på gribebrættet og muligheden for elektrisk forstærkning – og som følge heraf også lyden og udtryksmulighederne:

Guitarerne har seks strenge, der benævnes med tal fra 1-6, hvor 1 angiver den lyseste streng og 6 den dybeste streng. Strengene er lavet af metal (typisk stål), bortset fra de tre lyseste strenge på den spanske guitar der er lavet af nylon.

Ved at trykke strengene ned mod guitarens gribebræt kan man gøre den svingende del af strengene kortere og derved ændre tonehøjden. Gribebrættet er forsynet med tværgående bånd, som gør det nemmere at afkorte strengens længde mere præcist og derved frembringe en mere præcis tone. Båndene benævnes med fortløbene tal, hvor båndet nærmest stemmeskruerne benævnes 1. bånd. For hvert bånd en streng afkortes, hæves strengens tone med en halvtone.

Stemning

Strengene stemmes ved hælp af seks stemmeskruer placeret på guitarens hoved. Almindeligvis stemmes strengene i tonerne e-a-d-g-h-e, hvor der er en opadgående kvart mellem tonerne, bortset fra g til h hvor afstanden er en stor terts.

I nogle musikgenrer stemmer man ofte strengene anderledes. I hård rock og heavy metal stemmer man eksempelvis ofte de dybeste strenge ned, så man opnår en dybere og dermed tungere lyd. To almindelige dybe stemninger, Drop-D og Drop-C, har henholdsvis d og c som dybeste tone. Nogle kunstnere, eksempelvis det amerikanske rockband Sonic Youth, er kendt for at eksperimentere med forskellige stemninger og de deraf følgende forskellige musikalske udtryk.

Når man skal stemme strengene, kan man benytte flere forskellige metoder. Ofte benytter man en digital tuner, der opfanger strengenes svingninger og efterfølgende fortæller, om strengene skal stemmes lidt dybere eller lidt lysere. Man kan også benytte såkaldte flageolettoner, som er lyse overtoner, der frembringes ved, at man lader en finger hvile let på en streng umiddelbart over 5. eller 7. metalbånd, samtidig med at strengen anslås med den anden hånd.

Ved at frembringe to identiske flageolettoner på to forskellige strenge, kan man justere den ene streng, indtil tonerne lyder helt ens, og strengene derved er stemt korrekt. Eksempelvis modsvarer flageolettonen på 5. streng rørt over 5. bånd flageolettonen på 4. streng rørt over 7. bånd. Metoden kræver, at man på forhånd har stemt én streng korrekt (eksempelvis ved hjælp af en stemmegaffel), således at de øvrige strenge kan stemmes efter denne streng.

Transposition

Guitaren er et transponerende instrument klingende en oktav under noteret. Et midter-c noteret på noder vil således klinge som c'et en oktav under. Guitarens noterede ambitus er e til a:

2. De første strengeinstrumenter

Strengeinstrumenter er kendt langt tilbage i historien og i store dele af verden. De findes i overleveringer fra flere forskellige kulturer helt tilbage fra år 2500 før vor tid. En forklaring på, at brugen af strengeinstrumenter er opstået uafhængigt af hinanden flere forskellige steder i verden, kan være, at det nærmest er instinktivt at spille på strenge og ændre tonehøjden ved at gøre strengene enten kortere eller længere.

Guitaren er efterkommer af flere forskellige gamle strengeinstrumenter fra middelhavsområdet: den sydeuropæiske vihuela, den arabiske oud og den centraleuropæiske lut. Strengene på oldtidens instrumenter var lavet af dyreindvolde, hvilket helt frem til starten af 1900-tallet var almindeligt. Nylonstrengene på den spanske guitar blev først almindeligt udbredte i 1950'erne.

En lutspiller. Maleri af Theodoor Rombouts, ca. 1620.

3. Den spanske guitar

Guitaren, som vi kender den i dag, blev udviklet og forfinet i løbet af 1700-tallet i Spanien. Den spanske guitar forbindes derfor også i dag naturligt nok med den spanske folkekultur og betragtes i forlængelse heraf som Spaniens nationalinstrument.

Indtoget i de klassiske koncertsale

Guitarens popularisering og udbredelse var dog ikke smertefri, for i århundrederne efter middelalderen var instrumentet ikke vellidt i de spanske højkulturelle kredse. Guitaren var især udbredt i Andalusien i det sydlige Spanien, hvor den blev forbundet med sigøjnernes musik. Sigøjnerne blev ikke anset for at være "rigtige spaniere", og det var først i starten af 1800-tallet, at guitaren blev inviteret indenfor i de finere koncertsale, og derved ikke længere udelukkende var et instrument, man brugte i de folkelige musiktraditioner.

Det var især den spansk-franske guitarist og komponist Fernando Sor (1778-1839), der var medvirkende til denne transformation. Han komponerede flere værker for guitar og udgav den banebrydende lærebog Méthode pour la Guitare (på dansk Guitarens metode) i 1830.

Fernando Sor, ca. 1825. Litografi fremstillet af Gottfried Engelmann og Joseph Bordes.

Sor's bog banede vejen for, at der i løbet af 1800-tallet blev udviklet en decideret standardiseret guitarskole, og man begyndte efterfølgende at komponere klassisk musik til guitaren. Af disse nye guitarkomponister er det værd at nævne Fransico Tárrega (1852-1909), hvis stykker stadig er populære i dag, og hvor Gran Vals vel nok er det mest kendte, fordi det er den direkte inspiration til mobiltelefonproducenten Nokias ikoniske ringetone:

Francisco Tárrega: Gran Vals (1902)

Guitaren forblev dog i løbet af 1800-tallet hovedsagelig et instrument til kortere salonstykker, og det var først i starten af 1900-tallet, at guitaren blev ligestillet med andre soloinstrumenter og, i hvert fald af og til, indtog en naturlig plads i de store symfoniorkestre. Det var hovedsagelig to spaniere, der var pionerer i denne udvikling: guitarvirtuosen Andrés Segovia (1893-1987), som stadig af mange betragtes som en af musikhistoriens bedste guitarister, og hans landsmand, komponisten Joaquín Rodrigo (1901-1999):

Andrés Segovia: Asturias (Isaac Albéniz, 1892)

Andrés Segovias sublime spil løftede guitaren op til nye højder. Han havde en uovertruffen teknik, og blev betragtet som manden, der gav guitaren et kunstnerisk tilsnit, som aldrig før var hørt i musikhistorien:

Andrés Segovia, 1962.

Samtidig stadfæstede Joaquín Rodrigo gennem sine kompositioner for guitar og orkester, at guitaren var et værdigt instrument til de allerstørste orkestre og koncertsale. Især hans Concierto de Aranjuez, som blev opført første gang i 1940, har vundet stor international anerkendelse og er i dag det mest spillede guitarværk i den klassiske musiks repertoire. Det er et kuriosum, at Segovia faktisk aldrig indspillede Concierto de Aranjuez. En teori går på, at Segovia blev så vred over, at Rodrigo havde valgt guitaristen Regino Sainz de la Maza til værkets premiere i Barcelona i 1940, at Segovia i resten af sin karriere konsekvent nægtede at spille værket.

Joaquín Rodrigo: Concierto de Aranjuez (1940)

Flamencoen

Mange af de største spanske guitarister og guitarkomponister kom fra Spaniens sydlige region Andalusien og havde deres musikalske rødder i den andalusiske flamenco-tradition. Alt imens guitaren gjorde sit indtog i de pænere koncertsale i de spanske byer op gennem 1900-tallet, fortsatte befolkningen i Andalusien med at spille en uskolet og upoleret musik, og den såkaldte flamenco levede således videre i bedste velgående.

Den moderne flamenco har rødder i en ældgammel maurisk sangtradition, og dens lydlige æstetik er meget anderledes end den klassiske kompositionsmusik. En stor forskel ses blandt andet i tonesproget, hvor flamenco-sangen traditionelt bevæger sig i den frygiske skala med den meget karakteristiske lille sekund mellem skalaens første og andet trin. Ligeledes indeholder meget flamencosang et musikalsk udtryk baseret på mikrotonalitet. Netop dette musikalske karaktertræk er specielt for flamencoen, og noget der giver genren en helt speciel lyd og eksotisk tiltrækning:

Paco de Lucia & Camarón de la Isla: Bulerias (1976)

I 1900-tallet var guitaristen Paco de Lucia (1947-2014) den helt store formidler og fornyer af flamencomusikken. Paco de Lucia, der havde sin skoling i flamencotraditionen, blandede denne med jazz og pop og opnåede derved stor national og international anerkendelse, både som soloartist og sammen med flamencosangeren Camarón de la Isla (1950-1992). Lucia opnåede ligeledes stor anerkendelse i klassiske musikkredse, fordi han spillede på et meget højt teknisk niveau. Han indspillede derfor også mange klassiske guitarværker, og i 1991 optrådte han endvidere med Joaquín Rodriguez' Concierto de Aranjuez i den absolutte og ikoniske sammensmeltning af det bedste spansk musik har at byde på, naturligvis med guitaren i centrum.

Paco de Lucia, 2007.

4. Vejen til Amerika

På hele det amerikanske kontinent fra Patagonien i syd til Canada i Nord er guitaren i dag et bærende instrument i de folkelige musiktraditioner. Det hænger uløseligt sammen med koloniseringen af det nye kontinent, gennem hvilken guitaren blev en integreret del af de nye nationers kulturelle udtryk både i syd og i nord.

Forskellen mellem de to typer af akustiske guitarer, vi kender i dag - den spanske guitar og westernguitaren - skal findes i guitarens rute til den nye verden. De, primært nordeuropæiske nybyggere, der ankom til Nordamerika i starten af 1600-tallet havde den såkaldte cister med sig, og i mødet med den spanske guitar, som var kommet til den nye verden med de spansktalende nybyggere, udvikledes en ny type guitar med stålstrenge.

Cister, violin, lut og kontrabas. Familieportræt forestillende Molenaer-familien, ca. 1635.

Jazz og blues

Den stålstrengede guitar udviklede sig i forskellige retninger og blev blandt andet til hollowbody guitaren og westernguitaren. Disse guitartyper blev sammen med banjoen standardinstrumenterne i udviklingen af den nordamerikanske folkemusik, der udsprang af mødet mellem netop disse instrumenter og den sorte befolknings negro spirituals. I løbet af 1900-tallet blev guitaren mere og mere almindelig i USA, og den blev en central del i udviklingen af både blues og jazz.

Inden for blues var det navne som Blind Willie Johnson (1897-1945), Blind Willie McTell (1898-1959), Sylvester Weaver (1896-1960) og senere Muddy Waters (1913-1983), der definerede den nye genre. Jazzens store innovatorer var blandt andet Eddie Lang (1902-1933) og Lonnie Johnson (1899-1970). Senere har den franske sigøjnerguitarist Django Reinhardt (1910-1953) vundet anerkendelse som en af historiens største jazz-guitarister:

Django Reinhardt: Minor Swing (1937)

En del er Reinhardts popularitet og mytiske tiltrækning bunder i, at han som ung mand brændte de to yderste fingre på venstre hånd, og derfor spillede sine soloer udelukkende med pege- og langfingeren, hvilket gør hans ekvilibristiske guitarspil endnu mere imponerende og tilføjer en mytisk dimension til hans persona.

En anden musikgenre, der udvikledes på baggrund af mødet mellem guitaren og den amerikanske folkemusik er den, der bredt betegnet kaldes country og western. Genren er især forbundet til den hvide arbejderklasse i det midt og vestlige USA og har i dag sit epicenter omkring Nashville Tennessee. Mange af den tidlige rockmusiks helte identificerede sig med genren, herunder blandt andet Johnny Cash, Elvis Presley og Buddy Holly.

Tango og bossa nova

Sideløbende med udviklingen i Nordamerika udvikledes der også i Syd- og Mellemamerika musikalske genrer i 1900-tallet med guitaren som udgangspunkt. I Argentina blev guitaren sammen med klaveret og harmonikaen en af grundpillerne i tangoen. Landbefolkningen, de såkaldte gauchos, spillede den traditionelle milonga-musik på deres guitarer, og i mødet med de nye emigranter i Buenos Aires opstod omkring år 1900 tangoen som en kulturelt definerende musikstil.

De første tangoindspilninger fra starten af det nye århundrede er optagelser af den legendariske sanger Carlos Gardel (1890-1935), og de har alle guitaren som harmonisk grundinstrument:

Carlos Gardel: La cumparista (Gerardo Matos Rodríguez, 1916)

Guitaren spillede også en hovedrolle i udviklingen af den brasilianske bossa nova, der opstod i slutningen af 1950'erne. Bogstaveligt oversat betyder bossa nova "den nye måde", og signaturlyden er en blød spansk guitar spillet i en synkoperet 8.-delsrytme.

Hovedarkitekterne bag den nye stil var blandt andre guitaristerne João Gilberto (1931-nu) og Antonio Carlos Jobim (1927-1994), hvor sidstnævnte er ophavsmand til genrens utvivlsomt mest kendte nummer Garota de Ipanema (på engelsk Girl from Ipanema):

Antonio Carlos Jobim: Garota de Ipanema (1962)

5. Rock'n'roll og ungdomsoprøret

Rock'n'roll

I løbet af 1920'erne og 1930'erne var der i USA mange eksperimenter med at elektrificere guitaren, så den kunne spille op mod de store orkestre og big bands, der var populære i tiden. I 1932 gik produktionen af den første elektriske guitar, The Frying Pan fra producenten Rickenbacker, i gang. Navnet fik den på grund af sin særprægede, langstrakte form, der vækker minder om en stegepande. Med denne teknologiske landvinding var grundstenen til den moderne rock- og popmusik lagt, og den elektriske guitar udviklede sig gradvist, både i fysisk fremtoning og i popularitet og brug i løbet af de følgende årtier.

Den første elektriske guitar. Frying Pan, 1932.

Fra 1950'erne og frem blev guitaren et bærende instrument i to af tidens mest populære genrer: rock'n'roll og rhythm and blues. De fleste af tidens største musikstjerner var guitarister: Chuck Berry (1926-nu), Bill Haley (1925-1981), Elvis Presley (1935-1977) og Johhny Cash (1968-2003), for bare at nævne nogle stykker.

Guitaren havde opnået en symbolværdi som det mest prestigefyldte og ledende instrument i de nye stilarters orkestre. Det var dog ikke nødvendigvis det ekvilibristiske guitarspil, det handlede om, og ofte var guitaren bare en del af frontmandens fysiske fremtoning, uden at den blev spillet på. Et godt eksempel er Elvis Presleys ikoniske optræden med Hound Dog fra The Ed Sullivan Show i 1956, hvor han antyder at spille på guitaren, uden at lydbilledet ændrer sig overhovedet:

Elvis Presley: Hound Dog (The Ed Sullivan Show, 1956)

Bemærk i øvrigt, at coveret til Presleys første plade "Elvis Presley" fra 1956 afbilleder sanger og guitar i omtrent det samme størrelsesforhold:

Albumcover. Elvis Presley, 1956.

I 1960'erne udviklede rockmusikken sig dramatisk, og igen var guitaren hovedrolleindehaver. Især i England blomstrede en ny rock'n'roll-bølge med store bands som The Animals, The Rolling Stones, The Kinks, The Who og ikke mindst The Beatles. At netop disse britiske bands er interessante i musikhistorisk sammenhæng, er der mange grunde til, blandt andet at de igennem "The British Invasion" i USA definerede en ungdomskultur og kickstartede 1960'ernes kulturelle og politiske ungdomsoprør i den vestlige verden.

I mere musiknær forstand var det dog især, fordi de populariserede brugen af distortion-effekten, at de blev særlig indflydelsesrige. Brugen af distortion var allerede afprøvet i midten af 1950'erne, men det var især i kølvandet på den engelske rockbølge med The Beatles og The Rollings Stones i spidsen, at denne nye guitaræstetik slog igennem.

Distortion og ungdomsoprøret

Distortion er en form for forvrængning af guitarsignalet, der indtil 1960'erne blev set som en fejl, altså noget der ødelagde den rene lyd. Deraf det negativt klingende ord distortion (forvrængning). Netop denne ødelæggelse af den rene lyd, det "pæne" og det "ordentlige", var et overlagt mål for den nye tids bands. Det første hit, der slog igennem med den nye distortionlyd, var det ikoniske nummer You Really Got Me af The Kinks:

The Kinks: You Really Got Me (1964))

Ungdommen i 1960'erne ønskede at gøre op med de konservative forældre, der holdt dem i et borgerligt jerngreb, og den distortede guitar blev et af ungdomsoprørets definerende symboler på den kulturelle og seksuelle frigørelse. Jo vildere en lyd, jo bedre, syntes devisen at lyde. Ligeledes fandtes der i den amerikanske ungdom en stærk indignation over involveringen og brutaliteten i Vietnamkrigen, hvilket styrkede den folkelige utilfredshed med og protest mod de eksisterende samfundsstrukturer.

På denne tid var forstærkningen af guitaren altså ikke blot en forstærkning, det handlede også om æstetiske valg og om bevidstheden om, at musikken har et frigørende og måske endda samfundsforandrende potentiale. Da The Beatles udgav "The White Album" i 1968, var det med distortiontunge sange som den aggresive Helter Skelter og den langsomme og psykedeliske While My Guitar Gently Weeps (med en ikonisk Eric Clapton-solo i slutningen) som to af højdepunkterne:

Big Bill Broonzy: Joe Turner Blues (1957)

Men også på den berømte Woodstock-festival året efter, der for alvor kickstartede ungdomsoprøret og hippie-epoken, var det guitaristerne, der var de største stjerner, og den nye guitarlyd blev derfor ungdomsoprørets lydlige baggrundstapet. Ikke mindst Jimi Hendrix' koncert på Woodstock-festivalen, hvor han blandt andet spillede en stærkt dekonstrueret og distortiontung udgave af USA's nationalmelodi, der er blevet et legendarisk fix-punkt i rockhistorien. Denne optræden var en stadfæstning af guitaren som et symbol på ungdommens oprør mod de konservative og borgerlige idealer og udenrigspolitiske valg, som man ønskede at bryde ud af og gøre op med:

Jimi Hendrix: The Star Spangled Banner (Live at Woodstock, 1969)

Woodstock-festivalen, 1969. Åbningstale af Swami Satchidananda.

Det er svært at forestille sig, hvordan denne nye lyd har påvirket folk, der aldrig havde hørt noget lignende, men den kickstartede i hvert fald rockmusikken, der lige siden har haft den distortede guitar som et centralt element og æstetisk ideal.

I en bibemærkning kan det nævnes, at det nok heller ikke er tilfældigt, at den københavnske gadefest har valgt navnet Distortion. Det er et ord, der til stadighed giver associationer til ungdom, vildskab, modkultur og modstand mod det etablerede samfund.

6. Den moderne guitar

Udover det samfundsforandrende potentiale, guitaren indeholdt, stod guitaren også i frontlinjen, når det kom til psykedeliske eksperimenter og udforskningen af psykens forskellige bevidsthedslag, som stod på i løbet af 1970'erne. Denne nye tilgang er især populariseret af The Doors og Pink Floyd. Pink Floyds musikalske udtryk var baseret på filosofiske tekster, letgenkendelige melodier og lange guitarsoli, som det blandt andet kan høres på pladen "The Wall":

Pink Floyd: Mother (1982)

Guitaren var ligeledes det centrale element i de nye hårdere rockgenrer, der udviklede sig i løbet af 1970'erne, blandt andet i heavy metal-musikken, der var kendetegnet ved tunge og bastante guitarriffs. De første bands, der slog igennem med denne nye lyd var blandt andet Deep Purple, Led Zeppelin samt Black Sabbath med Ozzy Osbourne (1948-nu) i spidsen.

Et tegn på autenticitet

Op gennem 1970'erne og 1980'erne udvikledes ligeledes punk-musikken, og igen var det guitaren, der var i centrum. Igennem punken og metalmusikken stod guitaren nu som symbol på en autenticitet og en modstand mod den overfladiske discomusik og senere mod den fremstormende elektroniske new-wave musik, der i startfirserne hærgede hitlisterne med navne som New Order, Depeche Mode, Soft Cell, Eurythmics, Culture Club, Human League og Duran Duran i spidsen.

Puristerne mente, at rigtig musik skulle spilles på rigtige instrumenter (guitarer) af rigtige musikere af kød og blod og ikke på elektroniske keyboards. Der var dog ikke noget nyt i, at guitaren var et centralt omdrejningspunkt i debatten om autenticitet i musik. Allerede i 1965 var Bob Dylan (1941-nu) blevet buh'et ned af scenen til en folkemusikfestival i den Nordamerikanske by Newport, da han højst overraskende valgte at spille flere af sine sange på elektrisk guitar:

Bob Dylan: Maggie's Farm (Live at the Newport Folk Festival, 1965)

Blandt folkemusikpublikummet blev den elektriske guitar, distortion eller ej, set som et fremmedelement, og brugen af den som et brud med den autentiske folkemusik og dermed med forbindelsen til fortiden. Den usynlige kontrakt mellem folkemusikpublikummet og kunstneren om, hvad folkemusik var, og hvordan den skulle spilles, var blevet revet over.

Guitaren i Danmark

Guitaren har traditionelt ikke været brugt i den danske folkemusik, og derfor er brugen af guitaren i Danmark i store træk en spejling af de brede internationale strømninger, som er opridset ovenfor. Herhjemme har vi også haft rock'n'rollens helte og populære repræsentanter for rockmusikken som eksempelvis Gasolin, Sort Sol og senere D-A-D:

Gasolin: This Is My Life (1978)

I nyere tid har navne som Dizzy Miss Lizzy, Mew, Kashmir og Raveonettes haft succes med guitarbaseret rock. Inden for den klassiske musik er det især virtuosen Kaare Norge, der er kendt i dag, ligesom guitaristen Uffe Steen er et anerkendt navn i jazz-kredse.

En mangfoldig symbolsk værdi

Guitaren har været et folkeligt symbol siden dens indtog i populærkulturen, og guitaren er som følge heraf især forbundet med anti-autoritet og er endvidere knyttet til ungdom og frihed. Siden dens indtog i populærkulturen har guitaren gennemgået forskellige faser af popularitet. Fra at være altdominerende i populærmusikken i 1970'erne, var den væk fra hitlisterne i 1980'erne. Den kom siden tilbage gennem grungemusikken i starten af 1990'erne gennem navne som Nirvana, Pearl Jam, Soundgarden og herhjemme Kashmir, Dizzy Miss Lizzy og Psyched Up Janis.

I løbet af de sidste 20 år har de forskellige guitargenrer udviklet sig i hver deres retning. Genrerne har blandet sig til nye genrer, og nye elementer er føjet til. Som følge heraf er et virvar af genrer og undergenrer med guitaren som det bærende element opstået. Guitaren peger i dag i mange forskellige retninger, og den har en mangfoldig symbolsk kulturel værdi, der kan tolkes forskelligt afhængig af den specifikke genres musikalske udtryk og af publikums opfattelse af dette udtryk.