Kammertonen

Kammertonen er den tone, man stemmer musikinstrumenter efter. Kammertonen er fastsat til tonen a¹ med en frekvens på 440 Hz, men nogle orkestre benytter en lidt anden kammertone af musikalske hensyn. Det er væsentligt, at musikinstrumenter er stemt efter den samme kammertone, når de spiller sammen, så de har den eksakt samme tonehøjde.

1. Nuværende praksis

Kammertonen er fastsat til tonen a¹ med en frekvens på 440 Hz:

440 Hz er i dag en veletableret norm i det meste af verden, og langt de fleste både akustiske og elektroniske musikinstrumenter er derfor stemt efter denne kammertone. Det er en stor fordel med en fælles norm, fordi musikere da uden videre kan spille sammen uden først at skulle tilpasse musikinstrumenternes stemning til hinanden.

Mange symfoniorkestre stemmer dog efter en lidt lysere kammertone, fordi det giver en lysere og mere glansfuld klang på især strygerne. I Danmark, Frankrig, Ungarn, Italien, Norge og Schweiz bruger de fleste symfoniorkestre eksempelvis en kammertone på 442 Hz, mens 443 Hz er det foretrukne valg blandt symfoniorkestre i Tyskland, Østrig, Sverige, Spanien og Rusland.

I praksis stemmer et symfoniorkester almindeligvis ud fra en tone givet af en obo, som på forhånd er stemt efter den ønskede kammertone ved hjælp af en elektronisk tuner. Hvis orkestret spiller med et faststemt instrument (typisk et klaver), stemmes dog ud fra dette instrument.

Musikere, der specialiserer sig i barokmusik, spiller ofte efter en kammertone på 415,3 Hz. Musikken klinger derved nærmere det toneleje, den oprindelig er skrevet i. 415,3 Hz er nøjagtig en halvtone under 440 Hz, og musikere med et 440 Hz-instrument kan derfor blot spille en halvtone under noteret. Moderne cembaloer bygges ofte således, at de både kan spille efter en moderne kammertone (440 Hz) og en barokkammertone (415,3 Hz).

I rytmisk musik og i rytmiske orkestre bruges stort set altid en kammertone på 440 Hz.

Når kammertonens frekvens er fastlagt, benytter man et stemningssystem til at fastlægge tonesystemets øvrige toner. Læs mere herom i artiklen om stemningssystemer.

2. Historisk praksis

Historisk set har kammertonens frekvens varieret meget over både tid og sted. Selv inden for samme by kunne kammertonens frekvens variere med flere halvtoner. Det har man fundet ud af ved blandt andet at studere ældre musikinstrumenter og ved at studere de stemmefløjter og stemmegafler, man tidligere stemte musikinstrumenter efter.

Man ved eksempelvis, at J. S. Bach (1685-1750) spillede på et orgel i Jakobskirken i Hamburg med en kammertone på 489,2 Hz. Et kirkeorgel i den tyske by Dresden fra samme periode havde en kammertone på 415 Hz. En engelsk stemmefløjte fra 1720 var stemt til 380 Hz, en stemmegaffel fra 1740 forbundet med komponisten G. F. Handel (1685-1759) var stemt til 422,5 Hz, og en stemmegaffel fra 1780 forbundet med klaverbyggeren Pascal Taskin var stemt til 409 Hz.

Forskellen på de nævnte kammertoner er helt op til omkring fem halvtoner! Et musikstykke kan altså have lydt meget forskelligt, afhængigt af hvilken kammertone det blev fremført med. Frekvensangivelserne er baseret på moderne målinger, og de ville ikke have været kendt eksakt af musikerne dengang. Forholds præcise frekvensmålinger blev først mulige i 1800-tallet.

Kammertonens himmelflugt

Gennem historien har der været en tendens til, at kammertonens frekvens blev højere og højere, blandt andet fordi musikerne konstant forsøgte at producere en lysere og mere brilliant lyd end deres rivaler. På strengeinstrumenter bliver lyden faktisk objektivt lysere, hvis kammertonen forhøjes, fordi en højere spænding på strengene (som kræves for en højere kammertone) resulterer i kraftigere overtoner.

I begyndelsen af 1600-tallet skrev den tyske komponist og musikteoretiker Michael Praetorius (1571-1621) i sin encyklopædi Syntagma musicum, at kammertonen nogle steder var blevet så høj, at sangerne havde svært ved at synge de sange, de førhen kunne synge uden problemer. Nogle musikere klagede tilmed over, at strengene på deres musikinstrumenter sprang, fordi de skulle spænde dem meget kraftigt for at opnå en lysere kammertone.

På baggrund af en angivelse af sangstemmernes ambitus i Praetorius' bog kan man konkludere, at kammertonen på daværende tidspunkt var mindst en lille terts højere end i dag – i hvert fald i den del af Tyskland hvor Praetorius boede. En af løsningerne på kammertonens himmelflugt var etableringen af separat kammertone for vokal- og orgelmusik (en kortone) og en anden for instrumental- og kammermusik (en kammertone).

Etableringen af separate kammertoner løste dog ikke problemet med den meget varierende og konstant stigende kammertone, og der opstod derfor et behov for at standardisere kammertonen, i det mindste inden for hver by eller hvert land.

Standardisering af kammertonen

Den franske fysiker Joseph Sauveur (1653-1716) var den første, der foreslog en fælles kammertone, da han i begyndelsen af 1700-tallet foreslog en fastsættelse til 427 Hz. Forslaget slog dog ikke igennem, og først over hundrede år senere i 1859 vedtog en kommision af musikere og fysikere nedsat af Frankrigs regering, at kammertonen skulle fastsættes til 435 Hz – blandt andet fordi sangere klagede over, at den lyse kammertone lagde et stort pres på deres stemmer.

Frankrig blev derved det første land i verden med en fastat kammertone. Denne norm vandt også indpas udenfor Frankrig, da man på en international konference i Wien i 1885 vedtog den franske kammertone på 435 Hz som international standard.

Allerede i 1896 valgte England dog at fastsætte kammertonen til 439 Hz, efter at de i en længere periode havde benyttet en kammertone omkring 452 Hz. De store orkestre i London tilpassede sig hurtigt den nye, lave kammertone, men de provinsielle orkestre fortsatte brugen af den gamle kammertone i hvert fald indtil 1920'erne.

I 1917 anbefalede American Federation of Musicians, at kammertonen blev fastsat til 440 Hz i stedet for de tidligere 435 Hz, man havde vedtaget på konferencen i Wien. Egentlig foreslog de først en kammertone på 439 Hz, men den blev suspenderet efter klager over, at 439 Hz er et primtal, der på daværende tidspunkt var svært at gengive i et laboratorium.

440 Hz blev accepteret af den amerikanske regering i 1920, men vandt ikke indpas i Europa før 1939, hvor den blev godkendt på en international konference i London. Anbefalingen på 440 Hz blev fulgt af International Organization for Standardization (ISO) i 1955, hvor kammertonen blev implementeret i ISO 16-standarden. Frekvensen blev fastholdt ved opdateringen af ISO 16 i 1975, og kammertonen er den dag i dag stadigvæk fastsat til 440 Hz.

Kammertonen er den tone, man stemmer musikinstrumenter efter. Kammertonen er fastsat til tonen a med en frekvens på 440 Hz, men nogle orkestre benytter en lidt anden kammertone af musikalske hensyn. Det er væsentligt, at musikinstrumenter er stemt efter den samme kammertone, når de spiller sammen, så de har den eksakt samme tonehøjde.

1. Nuværende praksis

Kammertonen er fastsat til tonen a (over midter-c) med en frekvens på 440 Hz:

440 Hz er i dag en veletableret norm i det meste af verden, og langt de fleste musikinstrumenter er derfor stemt efter denne kammertone. Det er en stor fordel med en fælles norm, fordi musikere da uden videre kan spille sammen uden først at skulle tilpasse musikinstrumenternes stemning til hinanden.

Mange symfoniorkestre stemmer dog efter en lidt lysere kammertone, fordi det giver en lysere og mere glansfuld klang på især strygerne. I Danmark, Frankrig, Ungarn, Italien, Norge og Schweiz bruger de fleste symfoniorkestre eksempelvis en kammertone på 442 Hz, mens 443 Hz er det foretrukne valg blandt symfoniorkestre i Tyskland, Østrig, Sverige, Spanien og Rusland. I rytmisk musik og i rytmiske orkestre bruges stort set altid en kammertone på 440 Hz.

Når kammertonens frekvens er fastlagt, benytter man et stemningssystem til at fastlægge tonesystemets øvrige toner. Læs mere herom i artiklen om stemningssystemer.

2. Historisk praksis

Historisk set har kammertonens frekvens varieret meget over både tid og sted. Selv inden for samme by kunne kammertonens frekvens variere med flere halvtoner. Det har man fundet ud af ved blandt andet at studere ældre musikinstrumenter og ved at studere de stemmefløjter og stemmegafler, man tidligere stemte musikinstrumenter efter.

Man ved eksempelvis, at J. S. Bach (1685-1750) spillede på et orgel i Jakobskirken i Hamburg med en kammertone på 489,2 Hz. Et kirkeorgel i den tyske by Dresden fra samme periode havde en kammertone på 415 Hz. En engelsk stemmefløjte fra 1720 var stemt til 380 Hz, en stemmegaffel fra 1740 forbundet med komponisten G. F. Handel (1685-1759) var stemt til 422,5 Hz, og en stemmegaffel fra 1780 forbundet med klaverbyggeren Pascal Taskin var stemt til 409 Hz.

Forskellen på de nævnte kammertoner er helt op til omkring fem halvtoner! Et musikstykke kan altså have lydt meget forskelligt, afhængigt af hvilken kammertone det blev fremført med. Frekvensangivelserne er baseret på moderne målinger, og de ville ikke have været kendt eksakt af musikerne dengang. Forholds præcise frekvensmålinger blev først mulige i 1800-tallet.

Den nuværende kammertone på 440 Hz blev først foreslået af American Federation of Musicians i 1917. Egentlig foreslog de først en kammertone på 439 Hz, men den blev suspenderet efter klager over, at 439 Hz er et primtal, der på daværende tidspunkt var svært at gengive i et laboratorium.

440 Hz blev accepteret af den amerikanske regering i 1920, men vandt ikke indpas i Europa før 1939, hvor den blev godkendt på en international konference i London. Anbefalingen på 440 Hz blev fulgt af International Organization for Standardization (ISO) i 1955, og kammertonen er den dag i dag stadigvæk fastsat til 440 Hz.