Konsonans og dissonans

Man skelner mellem konsonans (vellyd) og dissonans (mislyd). Konsonans er en samklang af toner, der klinger rent, klart og afspændt. Dissonans er en samklang af toner, der klinger urent, grumset og spændingsfyldt. Selvom en samklang er dissonerende, kan den sagtens bruges musikalsk.

1. Intervaller

Man skelner mellem konsonerende og dissonerende intervaller. Konsonerende intervaller klinger rent og klart; de er afspændte og hviler i sig selv. Dissonerende intervaller klinger urent og grumset; de er spændingsfyldte og stræber mod andre toner.

De konsonerende intervaller er:

• prim (enklang)
• lille terts (harmoni)
• stor terts (harmoni)
• kvart (tom klang)
• kvint (tom klang)
• lille sekst (harmoni)
• stor sekst (harmoni)
• oktav (enklang)

Kvart, kvint og oktav kaldes også for fuldkomne konsonanser, fordi de klinger særligt rent. Tertser og sekster kaldes for ufuldkomne konsonanser.

De dissonerende intervaller er:

• lille sekund (stræber mod primen)
• stor sekund (stræber mod tertsen)
• tritonus (stræber mod kvarten eller kvinten)
• lille septim (stræber mod seksten)
• stor septim (stræber mod oktaven)

Lille sekund og stor septim kaldes også for primære dissonanser, fordi de klinger særligt dissonerende. Stor sekund, tritonus og lille septim kaldes for sekundære dissonanser.

2. Akkorder

Akkorder bestående udelukkende af konsonerende intervaller er konsonerende; de er afspændte og hviler ofte i sig selv. Akkorder bestående af mindst et dissonerende interval er dissonerende; de er spændingsfyldte og stræber ofte mod andre akkorder.

En dur7-akkord er dissonerende, fordi den består af en lille septim (de to yderste toner) og en tritonus (øverste og næstnederste tone). Akkorden videreføres i nodeeksemplet herunder til en konsonerende dur-akkord. En sus4-akkord er dissonerende, fordi den består af en stor sekund:

Dissonerende akkorder stræber ofte efter andre akkorder, fordi de dissonerende toner fungerer som ledetoner. Dur7-akkorden stræber efter en dur- eller mol-akkord med grundtone en kvint under. Sus4-akkorden stræber efter en dur-akkord med samme grundtone.

Ikke alle dissonerende akkorder stræber efter andre akkorder. En add9-akkord er eksempelvis forholdsvis spændingsfyldt, men den har en overvejende hvilende karakter:

En (som regel trinvis) bevægelse fra en dissonerende tone til en konsonerende tone kaldes en opløsning – også i tilfælde hvor den konsonerende tone er en del af en dissonerende akkord. I øverste eksempel opløses det dissonerende f i sus4-akkorden trinvist nedad til et konsonerende e i den efterfølgende dur-akkord.

Skift mellem dissonans (spænding) og konsonans (afspænding) skaber fremdrift og variation i musikken. Musik uden dissonanser har en tendens til at være enkel og kedelig. Musik med mange dissonanser, som ikke bliver opløst, har en tendens til at være kompliceret og særpræget.

3. Historisk perspektiv

I vestlig musik har man altid skelnet mellem konsonerende og dissonerende samklange, men distinktionen har ændret sig gennem tiden. Den græske filosof og musikteoretiker Aristoxenos (300-tallet f.v.t.) beskrev prim, kvart, kvint og oktav som konsonanser og alle andre intervaller som dissonanser. Det hang formentlig sammen med datidens pythagoræiske stemningssystem, der betød, at tertser og sekster var væsentligt mere falske, end de er i dag.

Den flerstemmige musik var endnu ikke opstået, og konsonanser var derfor ikke samklange, men melodiske bevægelser. I den tidlige flerstemmige musik, kaldet organum, som opstod omkring år 800, opfattede man stadigvæk tertser og sekster som dissonanser. De var ikke forbudte at bruge, men man foretræk andre intervaller: (Justus ut palma)

Først fra omkring 1300-tallet, hvor den flerstemmige musik for alvor vandt frem, ændredes opfattelsen af dissonanser, så tertser og sekster nu også blev accepteret som konsonerende intervaller. Det var dog først i 1400-tallet, at den store terts fik lov at være en del af slutakkorden, og der gik endnu en tid, før den lille (og mindre konsonerende) terts fik samme status.

Ændringerne i dissonansopfattelsen er svære at forklare, men de kan formentlig tilskrives, at komponisterne til stadighed søgte efter at skabe ny, anderledes og mere iørefaldende musik, og at tolerancetærsklen derved løbende blev ændret.

Med dur/mol-tonalitetens indtog i 1600-tallet blev tertserne og seksterne for alvor slået fast som konsonanser, blandt andet som følge af de fremtrædende tertsopbyggede akkorder. Denne distinktion har varet ved indtil i dag, hvor sekunder, septimer og tritonus altså betragtes som de eneste dissonanser.

Fra begyndelsen af 1600-tallet, men især fra 1800-tallet, blev meget dissonerende samklange i stigende grad anerkendt som gangbare musikalske udtryksmidler. Især 1800-tallets kunstmusik og 1900-tallets blues og jazz har dissonanser som en væsentlig del af det musikalske udtryk. Lyt eksempelvis til jazzstandarden Nutville fra 1966:

Opfattelsen af konsonans og dissonans har altså ændret sig gennem tiden, men den afhænger også af kulturelle forskelle, af stil- og genremæssige forskelle og af individuelle subjektive oplevelser. Opdelingen i konsonerende og dissonerende intervaller og samklange er derfor ikke en absolut kategorisering, men blot en generel rettesnor.

4. Fysisk forklaring

Der er fremsat flere forklaringer på, hvorfor man (i vestlige lande) opfatter visse intervaller og samklange som konsonerende og andre som dissonerende. En af de mest udbredte forklaringer er fysisk og relaterer sig til overtonerne.

En tone er i virkeligheden ikke kun én tone, men en sammensætning af en grundtone (den egentlige tone) og forskellige lysere overtoner. De første overtoner til en tone med en frekvens på 220 Hz er eksempelvis: 440 Hz, 660 Hz, 880 Hz, 1.100 Hz, 1.320 Hz, 1.540 Hz og 1.760 Hz.

Oktaven til tonen på 220 Hz har den dobbelte frekvens, altså 440 Hz. Oktavens første overtoner er: 880 Hz, 1.320 Hz og 1.760 Hz. Det bemærkes, at oktaven ikke indeholder nye toner sammenlignet med den førstnævnte tone. De to toner består af det samme tonemateriale, og det er årsagen til, at vi opfatter en oktav som meget konsonerende.

En ren kvint til tonen på 220 Hz har en frekvens på 330 Hz. Den rene kvints første overtoner er: 330 Hz, 660 Hz, 990 Hz, 1320 Hz og 1650 Hz. Det bemærkes, at hver anden tone falder sammen med en overtone fra den førstnævnte tone. Der er altså en del sammenfald i tonematerialet, og jo flere sammenfald der er, jo mere konsonerende lyder samklangen.

Laver man en tilsvarende udregning for en stor terts til tonen på 220 Hz, vil man bemærke, at der er sammenfald mellem hver fjerde tone. Der er altså en del sammenfald, men også en del nyt tonemateriale, og derfor opleves tertsen mere fyldig end kvinten. Man benævner nogle gange kvinten en tom kvint, netop for at understrege, at den mangler fylde.

Hvis der kun er meget få sammenfald i tonematerialet, opleves samklangen som dissonerende. En stor sekund til tonen på 220 Hz har frekvensen 495 Hz. Den store sekunds første overtoner er: 990 Hz, 1485 Hz, 1980 Hz og 2475 Hz. Det bemærkes, at der ikke er nogen sammenfald mellem tonerne, og derfor opfatter vi en stor sekund som dissonerende.

Man skelner mellem konsonans (vellyd) og dissonans (mislyd). Konsonans er en samklang af toner, der klinger rent, klart og afspændt. Dissonans er en samklang af toner, der klinger urent, grumset og spændingsfyldt. Selvom en samklang er dissonerende, kan den sagtens bruges musikalsk.

1. Intervaller

Man skelner mellem konsonerende og dissonerende intervaller. Konsonerende intervaller klinger rent og klart; de er afspændte og hviler i sig selv. Dissonerende intervaller klinger urent og grumset; de er spændingsfyldte og stræber mod andre toner.

De konsonerende intervaller er:

• prim
• lille terts
• stor terts
• kvart
• kvint
• lille sekst
• stor sekst
• oktav

De dissonerende intervaller er:

• lille sekund
• stor sekund
• tritonus
• lille septim
• stor septim

2. Akkorder

Akkorder bestående udelukkende af konsonerende intervaller er konsonerende; de er afspændte og hviler ofte i sig selv. Akkorder bestående af mindst et dissonerende interval er dissonerende; de er spændingsfyldte og stræber ofte mod andre akkorder.

En dur7-akkord er dissonerende, fordi den består af en lille septim (de to yderste toner) og en tritonus (øverste og næstnederste tone). Akkorden videreføres i nodeeksemplet herunder til en konsonerende dur-akkord. En sus4-akkord er dissonerende, fordi den består af en stor sekund:

En bevægelse fra en dissonerende tone til en konsonerende tone kaldes en opløsning – også i tilfælde hvor den konsonerende tone er en del af en dissonerende akkord. I øverste eksempel opløses det dissonerende f i sus4-akkorden trinvist nedad til et konsonerende e i den efterfølgende dur-akkord.

Skift mellem dissonans (spænding) og konsonans (afspænding) skaber fremdrift og variation i musikken. Musik uden dissonanser har en tendens til at være enkel og kedelig. Musik med mange dissonanser, som ikke bliver opløst, har en tendens til at være kompliceret og særpræget.

3. Fysisk forklaring

Der er fremsat flere forklaringer på, hvorfor man (i vestlige lande) opfatter visse intervaller og samklange som konsonerende og andre som dissonerende. En af de mest udbredte forklaringer er fysisk og relaterer sig til overtonerne.

En tone er i virkeligheden ikke kun én tone, men en sammensætning af en grundtone (den egentlige tone) og forskellige lysere overtoner. De første overtoner til en tone med en frekvens på 220 Hz er eksempelvis: 440 Hz, 660 Hz, 880 Hz, 1.100 Hz, 1.320 Hz, 1.540 Hz og 1.760 Hz.

Oktaven til tonen på 220 Hz har den dobbelte frekvens, altså 440 Hz. Oktavens første overtoner er: 880 Hz, 1.320 Hz og 1.760 Hz. Det bemærkes, at oktaven ikke indeholder nye toner sammenlignet med den førstnævnte tone. De to toner består af det samme tonemateriale, og det er årsagen til, at vi opfatter en oktav som meget konsonerende.

En ren kvint til tonen på 220 Hz har en frekvens på 330 Hz. Den rene kvints første overtoner er: 330 Hz, 660 Hz, 990 Hz, 1320 Hz og 1650 Hz. Det bemærkes, at hver anden tone falder sammen med en overtone fra den førstnævnte tone. Der er altså en del sammenfald i tonematerialet, og jo flere sammenfald der er, jo mere konsonerende lyder samklangen.

Laver man en tilsvarende udregning for en stor terts til tonen på 220 Hz, vil man bemærke, at der er sammenfald mellem hver fjerde tone. Der er altså en del sammenfald, men også en del nyt tonemateriale, og derfor opleves tertsen mere fyldig end kvinten. Man benævner nogle gange kvinten en tom kvint, netop for at understrege, at den mangler fylde.

Hvis der kun er meget få sammenfald i tonematerialet, opleves samklangen som dissonerende. En stor sekund til tonen på 220 Hz har frekvensen 495 Hz. Den store sekunds første overtoner er: 990 Hz, 1485 Hz, 1980 Hz og 2475 Hz. Det bemærkes, at der ikke er nogen sammenfald mellem tonerne, og derfor opfatter vi en stor sekund som dissonerende.