cello

Strengeinstrument hvis historie starter i den klassiske musik, men som med tiden er blevet meget populært inden for mange former for populærmusik. Der er endda opstået helt særlige genrebetegnelser med celloen som definerende instrument, eksempelvis cellorock og cellometal.

Celloen har en udtryksfuld, mørk og dyb klang. Den bruges både til melodi- og solospil og som akkompagnementsinstrument. En musiker, der spiller cello, kaldes en cellist.

Celloens forfædre er strygeinstrumenterne fidel og rebek, som udvikledes på baggrund af instrumenterne i lutfamilien i middelalderen. Lutten er et knipset strengeinstrument, men historikere mener, at man begyndte at eksperimentere med at spille med bue på den så tidligt som 900-tallet e.v.t.

Celloen henregnes stadig primært til strygeinstrumenterne, men kan også anslås (knipses), hvilket kaldes at spille pizzicato. Den kom til at se ud mere eller mindre som den gør i dag i løbet af 1600-tallet, hvor den blev udviklet i Italien.

Celloen er medlem af violinfamilien. I denne familie finder man også violinen, bratschen og kontrabassen. Celloen klinger dybere end violinen og bratschen, men lysere end kontrabassen. Celloens navn kommer af det italienske ”violoncello”, som betyder ”lille violone” (violonen er en forløber for nutidens kontrabas).

Celloen er oprindeligt og oftest lavet af træ, men kan i dag igså være lavet af kulfiber. Dens hule krop er ottetalsformet med to slangeformede lydhuller på forsiden og med en påmonteret hals. For enden af halsen sidder celloens hoved, hvorpå fire strenge af stål er sat fast i stemmeskruer (skruetvinger), som let kan strammes og løsnes. Dermed kan cellisten selv ændre stemningen på celloen.

Den almindeligste cellostemning er fra den dybeste til den lyseste streng C – G – d – a, men andre stemninger benyttes undertiden også. Celloen klinger en oktav under bratschen. Celloen er et ikke-transponerende instrument, idet den noteres dér, hvor den klinger. Dens ambitus er C til e4, hvilket er over fem oktaver.

Celloens strenge løber fra dens hoved henover en lille bjælke kaldet en sadel, nedad halsen og henover et stykke træ kaldet en stol, som skal overføre strengenes svingninger til celloens krop. Nederst på kroppen er strengene sat fast i en strengeholder. Her finder man på nogle celloer endvidere en række skruer kaldet finstemmere, som cellisten kan bruge til at finjustere stemningen med.

Cellisten holder celloen mellem benene og styrer tonehøjden med den ene hånd ved at forkorte og forlænge de forskellige strenge. Dette gøres ved at trykke på dem på celloens gribebræt, som sidder på instrumentets hals.

Med den anden hånd stryger cellisten celloens strenge med en bue eller anslår strengene med fingrene. Strengene begynder da at vibrere og forplanter sig som svingninger i luften. Hulrummet inden i celloen fungerer som et resonansrum, der forstærker strengenes lyd. I populærmusikalske genrer forstærkes celloen ofte yderligere ved hjælp af elektricitet, og der findes i dag en række forskellige former for celloer med indbygget elektrisk forstærkning.

Instrumenterne i violinfamilien har ikke bånd på gribebrættet, hvilket adskiller dem fra det lignende instrument gamben. Dette stiller større krav til cellistens venstre hånds fingerpræcision, idet båndene hjælper til i forhold til at sikre en præcis tonehøjde. Til gengæld giver et båndløst gribebræt musikeren bedre mulighed for at bevæge sig mere frit rundt i tonesystemet og arbejde med eksempelvis mikrotonale intervaller (dvs. intervaller som er mindre end en halvtone), blå toner og legato i sit spil. Læs mere om strygeinstrumenter.