gambe

Gambe (Engelsk, fra omkring 1600)

Strengeinstrument som var meget populært hos hoffet i 1600- og 1700-tallet, hvor instrumentet optrådte i såkaldte consorter bestående af flere gamber i forskellige stemninger. Da cembalomusikken kom frem blev gamben trængt i baggrunden, men instrumentet har i 1900-tallet oplevet en genfødsel med opblomstringen af interessen for tidlig musik. Gamben findes i forskellige størrelser og stemninger, som afhængig af deres tonehøjde benyttes som både bas-, melodi-, solo- og akkompagnementsinstrumenter. En musiker, der spiller gambe, kaldes en gambist.

Gambens forfædre er det spanske knipsede strengeinstrument vihuela og det afrikanske strygeinstrument rebab. På gamben, som udvikledes i 1400-tallets Spanien, kombinerede man bueteknikken fra rebaben med vihuelaens seks strenge og bånd på gribebrættet. Gamben henregnes i dag primært til strygeinstrumenterne, men kan også anslås (knipses), hvilket kaldes at spille pizzicato.

Da gamben kom til Italien fik den navnet ”viola da gamba” som hentyder til et strengeinstrument ”der støttes mellem knæene”. Det er fra dette italienske udtryk at det danske ord ”gambe”, som på italiensk betyder ”knæ”, stammer.

Gambens krop er af træ og er ottetalsformet med to c-formede lydhuller på forsiden og med en påmonteret hals. For enden af halsen sidder gambens skruekasse, ofte kunstfærdigt dekoreret med et udskåret menneske- eller dyrehoved. Her er seks strenge af stål eller nylon sat fast i stemmeskruer (skruetvinger), som let kan strammes og løsnes. Dermed kan gambisten selv ændre stemningen på gamben.

Gambens strenge løber fra skruekassen henover en lille bjælke kaldet en sadel, nedad halsen og henover et stykke træ kaldet en stol, som skal holde strengene løftet ud fra gambens krop. Nederst på kroppen er strengene sat fast i en strengeholder.

Gambisten holder gamben mod skulderen med den ene hånd og styrer samtidig tonehøjden ved at forkorte og forlænge de forskellige strenge. Dette gøres ved at trykke på dem på gambens gribebræt, som sidder på instrumentets hals.

Med den anden hånd stryger gambisten gambens strenge med en bue eller anslår strengene med fingrene. Strengene begynder da at vibrere og forplanter sig som svingninger i luften. Hulrummet inden i gamben fungerer som et resonansrum, der forstærker strengenes lyd. Der findes imidlertid også gamber med indbygget elektrisk forstærkning, hvor kroppen er i nogle tilfælde endda er massiv og ikke hul.

Gamben forveksles ofte med instrumenterne fra violinfamilien, men der er vigtige forskelle mellem medlemmerne af denne familie og medlemmerne af gambefamilien. Udover at gamben har seks strenge og bånd, hvor violinen har fire strenge og ingen bånd, så er gambens krop anderledes udformet med smallere skuldre, C-formede fremfor slangeformede lydhuller, samt en flad fremfor hvælvet ryg. Endelig er gambens strenge ikke spændt så hårdt som violinens, hvilket giver dens klang en lidt anden farve.

Strengene på gamben er normalt stemt således, at afstandene mellem de seks strenge er en kvart – en kvart – en terts – en kvart – en kvart. Det gør gamben nemmere at spille akkorder på end instrumenterne i violinfamilien.

De fem vigtigste instrumenter i gambefamilien er (fra det lyseste instrument til det dybeste og med tonehøjden for instrumentets dybeste streng i parentes) sopran- (g), diskant- (d), alt- (c eller A), tenor- (G) og basgamben (D), som er nært beslægtet med kontrabassen. Gamben er et ikke-transponerende instrument, idet den noteres dér, hvor den klinger. Læs mere om strygeinstrumenter.

bøjning
-n, -r, -rne
(substantiv)
synonym
  • viola da gamba
engelsk
  • viol
  • viola da gamba
  • gamba
flertal
  • viols
  • viola da gambas
  • gambas
forkortelse
  • Viol.
tysk
  • Viola da gamba
  • Gambe
flertal
  • Violen da gamba
  • Gamben
forkortelse
  • Viol.
italiensk
  • viola da gamba
flertal
  • viole da gamba
forkortelse
  • Viol.
fransk
  • viole de gambe
  • viole
flertal
  • violes de gambe
  • violes
forkortelse
  • Viol.