Det mest almindelige stemningssystem omkring år 1800 til i dag i vesteuropæisk og nordamerikansk populær- og kunstmusik. Benyttes til at stemme musikinstrumenter efter ved at angive, hvilke intervaller (dvs. afstande) der bør være mellem tonerne i stemningssystemet.
I den ligesvævende stemning stemmes alle oktaver rene, mens alle 12 halvtonetrin stemmes lige store. Oktaven deles derved op i 12 lige store intervaller. Dette betyder, at ingen tonearter lyder mere rene eller urene end andre, hvilket giver den ligesvævende stemning en meget stor fordel i forhold til tidligere tiders stemningssystemer. Det betyder nemlig, at man kan komponere musik i alle tonearter, og at man kan lade musikstykker modulere (dvs. skifte toneart), uden at det har betydning for renheden og karakteren af klangen.
Det tidligste stemningssystem man kender til i europæisk musikkultur, den pythagoræiske stemning, byggede på et princip om stabling af rene kvinter. Problemet ved dette system er, at 12 rene kvinter kun næsten giver 7 oktaver, og derfor vil nogle tonearter klinge renere end andre. Denne matematiske afvigelse kaldes det pythagoræiske komma.
Dette problem løser man i den ligesvævende stemning ved at fordele afvigelsen ligeligt udover de 12 halvtonetrin. Det betyder, at alle kvinter i princippet bliver lidt for små og alle tertser lidt for store. Man kan dermed sige, at alle andre intervaller end oktaven i den ligesvævende stemning er en lille bitte smule falske. I dag har de fleste, som er vokset op med det ligesvævende stemningssystem, dog for længst vænnet sig til det. Læs mere om ligesvævende stemning.
- ligesvævende temperatur
- equal temperament