violin

Strengeinstrument hvis historie starter i den klassiske musik, men som med tiden har bevæget sig ind i mange forskellige former for folkemusik og populærmusik. Violinen har en lys, slank og udtryksfuld klang. Den bruges både som melodi-, solo- og akkompagnementsinstrument. En musiker, der spiller violin, kaldes en violinist.

Violinens forfædre er strygeinstrumenterne fidel og rebek, som udvikledes på baggrund af instrumenterne i lutfamilien i middelalderen. Lutten er et knipset strengeinstrument, men historikere mener, at man begyndte at eksperimentere med at spille med bue på den så tidligt som 900-tallet e.v.t. Violinen henregnes stadig primært til strygeinstrumenterne, men kan også anslås (knipses), hvilket kaldes at spille pizzicato.

Violinen kom til at se ud som den gør i dag i løbet af 1600-tallet. Den blev udviklet i Italien og fik navnet ”violin”, som betyder ”lille bratsch” på italiensk. Violinen er det lysest klingende medlem af violinfamilien. I denne familie finder man også bratschen, celloen og kontrabassen.

Violinen består af ca. 70 stykker træ i forskellige sorter. Dens krop er ottetalsformet med to slangeformede lydhuller på forsiden og med en påmonteret hals. For enden af halsen sidder violinens hoved, hvorpå fire strenge af stål eller nylon er sat fast i stemmeskruer (skruetvinger), som let kan strammes og løsnes. Dermed kan violinisten selv ændre stemningen på violinen.

Den almindeligste violinstemning er fra den dybeste til den lyseste streng g – d1 – a1 – e2, men andre stemninger benyttes undertiden også. Violinen er et ikke-transponerende instrument, idet den noteres dér, hvor den klinger. Violinens ambitus er normalt g til e4. Lysere toner kan eventuelt nås, afhængig af violinistens evner og violinens udformning.

Violinens strenge løber fra dens hoved henover en lille bjælke kaldet en sadel, nedad halsen og henover et stykke træ kaldet en stol, som skal overføre strengenes svingninger til violinens krop. Nederst på kroppen er strengene sat fast i en strengeholder. Her finder man på nogle violiner endvidere en række skruer kaldet finstemmere, som violinisten kan bruge til at finjustere stemningen med.

Violinisten holder violinen mod skulderen med den ene hånd og styrer samtidig tonehøjden ved at forkorte og forlænge de forskellige strenge. Dette gøres ved at trykke på dem på violinens gribebræt, som sidder på instrumentets hals.

Med den anden hånd stryger violinisten violinens strenge med en bue eller anslår strengene med fingrene. Strengene begynder da at vibrere og forplanter sig som svingninger i luften. Hulrummet inden i violinen fungerer som et resonansrum, der forstærker strengenes lyd. I folke- og populærmusikalske genrer forstærkes violinen ofte yderligere ved hjælp af elektricitet, og der findes også violiner med indbygget elektrisk forstærkning.

Instrumenterne i violinfamilien har ikke bånd på gribebrættet, hvilket adskiller dem fra det lignende instrument gamben. Dette stiller større krav til violinistens venstre hånds fingerpræcision, idet båndene hjælper til i forhold til at sikre en præcis tonehøjde. Til gengæld giver et båndløst gribebræt musikeren bedre mulighed for at bevæge sig mere frit rundt i tonesystemet og arbejde med eksempelvis mikrotonale intervaller (dvs. intervaller som er mindre end en halvtone), blå toner og legato i sit spil. Læs mere om strygeinstrumenter.