En analyse af et musikstykkes melodi kaldes for en melodisk analyse. I den melodiske analyse er der flere forskellige parametre, man kan kigge på - hvert af disse parametre har i denne artikel fået sit eget afsnit. Alle parametrerne behøver ikke nødvendigvis at indgå i analysen i lige stor grad; der er op til en selv at vurdere, hvor stor fokus man vil lægge på de enkelte parametre. Analysemetoderne kan benyttes inden for alle musikgenrer.

1. Tonalitet og taktart

Noget af det første man bør gøre, når man analyserer en melodi er at finde dens tonalitet og taktart.

  • Tonalitet: De fleste melodier er dur/mol-tonale, dvs. de står enten i en dur- eller en moltoneart - kun enkelte melodier (som regel melodier af ældre dato) er bluestonale eller kirketonale. I artiklen om tonearter er der en vejledning til, hvordan man finder en melodis toneart.
  • Taktart: Taktarten kan som regel aflæses ud fra noderne. Hvis ikke taktarten står noteret i noderne, eller hvis ikke man har noderne, så må man lytte sig frem til taktarten. Dette er der en vejledning til i artiklen om taktarter. Vær opmærksom på at taktarten kan godt skifte undervejs. Hvis melodien er beregnet til sang, er det dog unormalt, da det ofte er svært at synge i flere på hinanden følgende taktarter.

2. Form

En melodi kan inddeles i overordnede formled, som kan underdeles i nogle perioder, som igen kan underinddeles i fraser. En periode består med andre ord af flere fraser, og en frase er en afrundet bid af en melodi, der som oftest vil kunne synges i én vejrtrækning, og som harmonisk ender i en eller anden form for kadence, altså en slutvending.

Herunder ses et vers, dvs. et formled, fra sangen Pjerrot sa' til månen. Verset kan inddeles i fire perioder; tre identiske A stykker og et B-stykke. Hver periode kan endvidere inddeles i to fraser på to takter hver. Læg mærke til at rytmen i første frase af A-stykkerne er identisk med rytmen i første frase i B-stykket, og at det samme gør sig gældende for anden frase i A stykkerne og anden frase i B-stykket. Der er altså ligheder i fraserne i de forskellige perioder.

Pjerrot sa' til månen består i alt af to vers. Versene er melodisk identiske, og sangens overordnede struktur er derfor af formen AA. Analysen herover viser endvidere, at hvert vers er bygget op over en AABA form, hvor hver peropde er delt op i to fraser på to takter hver.

Når man analyserer en melodis form, går man først ind og kigger på melodiens overordnede struktur, dvs. sammensætningen af formled (vers, omkvæd, kontraststykke m.fl.). Herefter går man ind og kigger på hvordan hvert enkelt formled er opbygget i perioder og fraser.

I artiklen om formanalyse er der beskrevet, hvad der kendetegner de forskellige formled (vers, omkvæd, kontraststykke m.fl.). Artiklen indeholder endvidere en beskrivelse af en række almindelige formtyper samt en vejledning til at lave en formanalyse. Hvis du allerede kender til de forskellige formled (punkt 1) og formtyper (punkt 2), kan du hoppe direkte til afsnittet om at lave en formanalyse (punkt 3).

Lav (med hjælp fra vejledningen i at lave en formanalyse) en formanalyse af melodien du analyserer og vend derefter tilbage til artiklen her.

3. Tonemateriale

Som regel benytter en melodi toner fra den skala, der hører til den toneart, melodien står i. Hvis melodien står i F-dur, vil den således ofte bruge toner fra F-dur skalaen. Melodien behøver dog ikke nødvendigvis at benytte alle skalaens toner, den kan godt benytte et udsnit heraf. Man kan derfor spørge sig selv, om melodien bruger mange eller få forskellige toner, og om tonerne stammer fra en bestemt skala eller et udsnit heraf? Hvilke trin i skalaen benytter melodien? Hvis melodien modulerer, dvs. skifter toneart vil dens tonemateriale som regel også skifte, da grundskalaen nu bliver en anden.

Toner der ikke hører til skalaen for den toneart, melodien står i kaldes for altererede toner. Altererede toner kan kendes ved opløsningstegn eller løse fortegn i melodien. Altererede toner kan forekomme som ledetoner, dvs. toner der ligger en halv tone under eller over den kernetone, de ledes hen til. De kan også forekomme, hvis der skal foretages et større eller mindre harmonisk skift til en alternativ tonalitet.

Ambitus

En melodis ambitus er afstanden fra melodiens højeste tone til melodiens laveste tone. Afstanden benævnes med de gængse interval-betegnelser (prim, sekund, terts, kvart, osv.). Hvis afstanden er mindre end en oktav, taler man om en normal eller forholdsvis lille ambitus, og hvis den er større, taler man om en relativt stor ambitus. I fællessange ligger melodiens toner som regel inden for den enstregede oktav (se billede herunder), og ambitussen er således på en oktav eller derunder. Enstreget oktav:

Ambitussen er ikke altid det bedste begreb at bruge til at beskrive en melodis toneomfang, idet blot en enkelt tone ud af melodiens måske flere hundrede toner kan gøre, at ambitussen bliver væsentligt større, end den helt grundlæggende er. Man arbejder derfor med begrebet tessitura, der beskriver det område, som melodien primært bevæger sig inden for. Hvis en melodi har en ambitus på en stor none, fx fra tonen c til tonen d1, men at den kun bruger tonen d1 en enkelt gang, og resten af tiden bevæger sig mellem tonerne c og h - så er melodiens ambitus på en stor none (c-d1) mens dens tessitura er på en stor septim (c-h).

Akkordegne og akkordfremmede toner

Til en melodi hører der næsten altid nogle akkorder dvs. et harmonisk grundlag. Akkorderne er som regel afledt ud fra den skala (dvs. de kan dannes med toner fra den skala), der hører til tonearten, melodien står i. En tone i melodien kan være enten akkordegen eller akkordfremmed. Akkordegen vil sige, at tonen er med i den akkord, der hører til melodien, på det tidspunkt hvor tonen optræder. Akkordfremmed vil sige, at tonen ikke er med i den akkord, der hører til melodien, på det tidspunkt, hvor tonen optræder.

Akkordegne toner
De fleste melodier benytter sig primært af akkordegne toner. Det skyldes, at disse toner "passer til akkorderne", og at de derved opleves i harmonisk samspil med akkorderne. Crying In The Rain (Carole King, 1961) er et eksempel på en melodi, der stort set kun benytter sig af akkordegne toner. Tonernes placering i den tilhørende akkord er angivet under hver tone:

Akkordfremmede toner
For at skabe afveksling i melodien benytter næsten alle melodier også akkordfremmede toner i større eller mindre grad. Der findes seks forskellige typer akkordfremmede toner. De forskellige typer gennemgås herunder.

1. Forslag
Et forslag er en betonet akkordfremmed tone, der efterfølges af en ubetonet akkordegen tone:

2. Forudholdstone

En forudholdstone er en betonet akkordfremmed tone, der ligger over eller gentages fra et ubetonet taktslag, og som efterfølges af en ubetonet akkordegen tone. I Nothing Compares 2 U (Prince, 1985) gentages f'et fra slutningen af takt 1 i starten af takt 2:

I Waterloo (Abba, 1974) ligger a'et fra slutningen af takt et over i takt 2 (vha. en bindebue):

3. Lift
Et lift (også kaldet en anticipation) er når en meloditone indtræder (ofte på ubetonet tid) før den harmoni, dvs. akkord (ofte på betonet tid), den hører til.

4. Gennemgangstone
En gennemgangstone er en ubetonet akkordfremmed tone mellem to betonede, som regel akkordegne, toner. I takt et i Dejlig er den himmel blå (dansk melodi, ca. 1840) er to gennemgangstoner:

5. Drejetone
En drejetone er en ubetonet akkordfremmed tone en sekund op eller ned mellem to ens akkordegne toner. I Isn't She Lovely (Stevie Wonder) starter hver frase med en drejetone:

6. Vekseltone
En vekseltone er en ubetonet tone, der hverken er gennemgangs- eller drejetone, og som forekommer mellem to betonede akkordegne toner.

Diverse

Horisontal/vertikal melodik
En melodi kan benytte sig af horisontal melodik, vertikal melodik eller af en blanding af begge dele.

  • I horisontal melodik har melodien relation til tonearten. Melodien benytter her primært toner fra toneartens tilhørende skala, også selvom der skiftes til en akkord, der ikke hører hjemme i tonearten (kan dannes ud fra toneartens tilhørende skala).
  • I vertikal melodik har melodien relation til den enkelte akkord. Melodien bruger her ofte toner, som er en del af den akkord, der hører til melodien på det tidspunkt hvor tonen optræder - også selvom akkorden ikke hører hjemme i tonearten. Melodien vil således relativt ofte bruge toner, der ikke hører hjemme i toneartens tilhørende skala.

En melodi kan også benytte sig af outside playing, som regel dog kun kortvarigt. I outside playing bruger melodien toner der hverken hører til tonearten eller til den enkelte akkord.

Improvisation
Er der improvisation, dvs. komponerer solisten spontant en melodi?

Intertekstualitet (citater)
Bliver der brugt melodiske fraser fra andre musikstykket i musikstykket?

4. Motiver og bevægelse

Motiver

Musik er opbygget af korte melodiske enheder, ligesom en væg er opbygget af mursten. En frase (jf. formanalysen i afsnit 2) kan svare til en enhed. Enhederne kaldes også for motiver. Når man analyserer musik, skal man lægge mærke til, om der er motiver, der gentages. Man kan desuden beskrive motiverne, både deres rytme, tonemateriale, længde (antal takter) og bevægelse (trinvis, springende, tonegentagelse). Dvs. man kigger her på musikstykkets motivopbygning/fraseopbygning.

Hvis et melodisk motiv flyttes op eller ned og gentages, taler man om, at der er en sekvens, eller at melodien sekvenseres. Det sekvenserede eller flyttede motiv behøver ikke at indeholde nøjagtig den samme størrelse intervaller som originalen, for at den er en sekvens. Det skal blot indeholde de samme stamintervaller, dvs. der gerne må benyttes en stor terts i det ene motiv og en lille terts i det sekvenserede motiv, da stamintervallet er det samme (en terts).

I Dejlig er jorden (Schlesisk melodi, 18. årh.) er der i de første fire takter et eksempel på et motiv, der sekvenseres. Bemærk at der er forskel på intervalstørrelsen i sekvenseringen, men at stamintervallet er det samme (en sekund):

Hvis et motiv (rytmisk eller melodisk) gentages flere gange i præcis samme toneleje i et eller flere formled, siger man, at det er et ostinat. Hvis melodien indeholder nogle særligt fængende og prægnante motiver, siger man at disse er hook-lines.

Melodisk bevægelse

En melodi kan bevæge sig trinvist, dvs. bevæge sig i sekundintervaller, og den kan bevæge sig i spring, dvs. i intervaller der er større end en sekund. Bevægelsen kan være opadgående eller nedadgående.

De fleste melodier benytter sig af både trinvise bevægelser og af spring, men som regel vil der dog være en bevægelse, der bliver brugt oftest. Den trinvise bevægelse er oftest diatonisk, dvs. den følger en diatonisk skala (en skala med fem heltonetrin og to halvtonetrin, fx durskalaen), men den kan også være kromatisk eller den kan benytte sig af heltoner.

Endeligt kan en melodi være baseret på tonegentagelser, således at den hverken bevæger sig i trin eller spring, eksempelvis One Note Samba (Antonìo Carlos Jobim, 1961):

Cyklisk og lineær melodik

En melodi kan benytte cyklisk eller lineær melodik, dvs. bestå af enten cykliske eller lineære fraser. Nogle melodier benytter sig af en blanding af begge dele - typisk ved et skift mellem vers og omkvæd.

  • Cyklisk melodik: cyklisk melodik er statisk og retningsløs, og kredser ofte om sig selv med en bestemt tone som udgangspunkt, dvs. med en centraltone (ofte grundtonen eller kvinten). Melodien er helt afhængig af sit akkompagnement og kan faktisk ikke genkendes, hvis man river den løs fra f.eks sit groove. ”I Can’t Get No Satisfaction” er et eksempel på et musikstykke, der benytter sig af cyklisk melodik.
  • Lineær melodik: lineær melodik er retningsbestemt. Melodien bevæger sig et sted hen, den har fremdrift. Fremdriften kan være opad mod en højtone, nedad, eller melodien kan være bueformet (dvs. veksle mellem opadgående og nedadgående bevægelser). Melodien er typisk præget af skalabevægelser i form af linjer og buer, samt et vist udviklinksmoment (fx en stræben mod bestemte højt eller dybt beliggende toner). Melodien kan sagtens synges uden et akkompagnement. Eksempler på numre der benytter lineær melodik: ”Jeg ved en lærkerede” og ”Yesterday”

5. Rytmik

En forholdsvis lang nodeværdi er ofte betonet, og en forholdsvis kort er ofte ubetonet. Man kan derfor sige meget om rytmen i en melodi ved at beskrive forekomsten af bestemte nodeværdier. Tit udgør de betonede toner melodiens kernetoner, altså de toner som konstituerer melodien, og som ikke bare tjener til udsmykning. Hvis der hører en tekst sammen med melodien, vil tekstens betoninger som oftest også være melodiens betoninger.

Eksempler på melodier med gennemgående rytmiske mønstre er Noget om helte og Nu' det jul igen (ottendedele), I sne står urt og busk i skjul og Natten er så stille (punkteret rytme), Barndommens gade og You Are the Sunshine of My Life (synkoperet rytme) og Elefantens vuggevise (trioliseret rytme).

Udover at beskrive forekomsten af bestemte nodeværdier, er der en række andre parametre, der kan være relevante at medtage i analysen af rytmikken:

  • Gentagelsesmønstre: er der faste eller skiftende mønstre i rytmen? Er der nogle rytmiske motiver/figurer, der bliver gentaget?
  • Swing: spilles rytmen som swing? Den gængse opfattelse af swing er, at 8.-delene spilles trioliseret, dvs. som 8.-dels trioler, hvor de to første er bundet sammen.
  • Motiver (fraseopbygning): hvordan er de rytmiske motiver opbygget, hvor langt tid varer de, og har de relation til forskellige formled?
  • Kompleksitet: er rytmen enkel eller kompliceret?
  • Relation til tekst: har rytmen relation til teksten?

6. Karakter

Alle de ovenfor nævnte parametre giver tilsammen en melodi sit særpræg, og den får derved en bestemt karakter eller en bestemt stemning. Det er vigtigt, for at en melodisk analyse ikke skal blive for mekanisk, at man gør sig klart, hvilken virkning de forskellige melodiske forhold har som helhed. Afslut derfor altid en melodisk analyse med en karakteristik og fortolkning af helheden af melodien: er melodien glad eller sørgelig, højtidelig, drilsk eller noget helt andet? Hvis melodien har en tilhørende tekst, er det nærliggende at fortolke melodien i forhold til teksten.

En melodi kan opleves forskelligt fra person til person, og det er derfor vigtigt, at man også argumenterer for sin fortolkning af melodien, dvs. forklarer hvad det er, der gør, at melodien opleves, som den gør.

En melodis:

  • tonalitet kan være karakterskabende som fx i Jeg plukker fløjlsgræs (Knud Vad Thomsen, 1951), hvor versets moltonalitet svarer til våren, der er kommet mildt og stille, mens omkvædets durvariant signalerer det dionysiske i foråret som beskrevet i teksten.
  • tonemateriale og forløb er bestemmende for melodiens intensitetskurve. Fx beskriver melodien til Danmark, nu blunder den lyse nat (Oluf RIng, 1922) en kurve, der begynder på hovedtoneartens kvint, har sit første (ubetonede) toppunkt i 2. frase, går videre med en frase som næsten er en opsekvenseret udgave af 1. frase, får sit absolutte (betonede) toppunkt i 4. frase for derefter over 5. og 6. frase næsten sekvenserende at sænke sig ned til grundtonen d. Melodiens intensitet når med andre ord sit højdepunkt (og sin betonede højtone) i det (fra sangteksten) 'jublende Vesterhavet' og 'Kattegat synger', mens den derefter falder til hvile på 'sagte som sang ved vugger'.
  • taktart og rytme kan bestemme en melodis karakter som fx i Hun er sød, hun er blød (Otto Mortensen, 1937), hvor taktarten gør melodien dansant, eller som der står i teksten: let og svævende.

7. Analyseeksempler

I menuen øverst til venstre findes under undermenupunktet analyseeksempler en række eksempler på forskellige melodiske analyser (Yesterday, Svantes lykkelige dag og Den danske sang er en ung, blond pige).