Basunen er et dybtklingende messingblæseinstrument. Den har en fyldig, blød, varm og dyb lyd, og den bruges derfor både til dybe baslinjer og til melodi- og solospil. Basunen anvendes i mange forskellige musikgenrer, herunder især i klassisk musik, jazz, salsa, funk, ska og merengue. De mest almindelige basuntyper er tenorbasunen og basbasunen, begge stemt i Bb. Begge typer er ikke-transponerende instrumenter, hvilket vil sige, at de klinger i samme tonehøjde, som de noteres i. Tenorbasunen har en ambitus fra E til omkring b1, og basbasunen har en ambitus fra B1 til omkring g1 (afhængigt af musikudøverens evner). En musiker, der spiller basun, kaldes en basunist.

Tenorbasun (Bach Stradivarius LT16M) og basbasun (Bach Stradivarius 50B2L). Lydeksempel: basbasun.


1. Konstruktion

Basunen er lavet af et cylindrisk boret messingrør med et "U" formet træk (også kaldet en bøjle), som man kan forskyde frem og tilbage. Ved at forskyde trækket, ændres den rørlængde, som luften skal igennem, og derved ændres tonehøjden. Trækket kan forskydes glidende mellem i alt syv positioner, hvor hver position sænker tonen med en halvtone. I grundstillingen (1. position) er trækket helt skudt ind.

På en basun frembringes lyden ved, at man med lukkede læber blæser luft igennem instrumentet. Læberne skal vibrere, sådan at de frembringer en summende lyd (som lyden af en humlebi). Vibrationerne kanaliseres ind i instrumentet via instrumentets mundstykke og forplanter sig derefter som svingninger i luften (lyd) i instrumentets indre. Basunens tragtformede udmunding, kaldet klangstykket, gør tonen kraftigere og klarere. Ved basunens åbning sidder mundstykket, som man blæser luft ind i, og som er med til at danne tonen.

Som udgangspunkt er basunen stemt til blot at kunne producere én tone, men man kan ved at ændre sin læbestilling frembringe en række af denne tones overtoner. Ved dertil at forskyde trækket i en af de syv mulige positioner, er det muligt at frembringe alle 12 forskellige toner i den kromatiske skala. På nogle basuner sidder desuden en såkaldt kvartventil som, når den er aktiveret, sænker alle toner med en kvart (6 halvtoner). Kvartventilen gør nogle toner nemmere at spille, og den gør det muligt at spille dybere toner end ellers.

2. Typer

De langt mest almindelige basuntyper er tenor- og basbasunen, som begge er stemt i Bb (en oktav under Bb-trompeten og en oktav over Bb-tubaen). Langt de fleste basbasuner har en kvartventil (som nævnt i afsnit 1), mens det samme kun gør sig gældende for få tenorbasuner (da ventilen ifølge nogle påvirker instrumentets klang på en uønsket måde). En del basbasuner har yderligere en ventil, som muliggør endnu dybere toner end ellers. Kvartventilen sænker instrumentets grundtone fra Bb til F, mens en eventuelt yderligere ventil som regel sænker grundtonen ned til enten Eb eller D.

Der er lavet basuner i alle størrelser, lige fra små piccolobasuner til store kontrabasbasuner, hvoraf ingen af dem dog er særligt udbredte. De forskellige typer adskiller sig fra hinanden ved, hvor lange rør de har, og således også ved hvilke toner de kan frembringe. Der findes også en ventilbasun, som har tre ventiler i stedet for et træk. Den er blevet populær i nogle lande, fordi ventilerne gør det nemmere at spille hurtige melodiske figurer, men den kan dog hverken klangligt eller intonationsmæssigt konkurrere med trækbasunen.

Basunen blev opfundet i 1500-tallet, hvor den primært blev brugt inden for kirke- og hofmusik. I 1700-tallet blev basunen en del af operaen og symfoniorkestrene, og den har siden starten af 1900-tallet vundet indpas i jazz og populærmusikken.

3. Ambitus

En basun er et ikke-transponerende instrument, hvilket vil sige, at den klinger i samme tonehøjde, som den noteres i. Basunens ambitus er ikke eksakt, men afhænger af musikudøverens evner. Dygtige musikere kan således spille en del flere lysere toner, end angivet herunder. Den reducerede ambitus angiver det område, indenfor hvilket de fleste trompetister kan spille sikkert og konsekvent. I amatørsammenhænge bør den reducerede ambitus ikke overskrides.

Tenorbasun (stemt i Bb)

Normalt siger man, at en tenorbasun har en (klingende og noteret) ambitus fra E til omkring b1:

Tenorbasun ambitus

En del moderne tenorbasuner har desuden en kvartventil som gør det muligt at spille ned til C (og med nogle justeringer ned til H1). De særlige såkaldte pedaltoner er svære at spille rent og klangfuldt, og for de fleste tenorbasunisters vedkomne er G1 den dybeste pedaltone, de kan spille sikkert og konsekvent.

Basbasun (stemt i Bb)

Normalt siger man, at en basbasun har en (klingende og noteret) ambitus fra C til omkring b1:

Basbasun ambitus

Ambitussen angivet herover forudsætter at basbasunen har en kvartventil, hvilket langt de fleste basbasuner da også har. Hvis basbasunen har yderligere en ventil, almindeligvis en Eb- eller D-ventil, er den dybest mulige tone da A1 eller Ab1.

De særlige såkaldte pedaltoner er svære at spille rent og klangfuldt, og for de fleste basbasunisters vedkomne er E1 den dybeste pedaltone, de kan spille sikkert og konsekvent. Meget dygtige basunister kan spille væsentligt dybere pedaltoner en C1, men det er mest anvendeligt i øvesituationer.

4. Musikere og musik

Kendte basunister

Klassiske
  • Charles Vernon
  • Douglas Yeo
  • Christian Lindberg
  • Joseph Alessi
  • Megumi Kanda
Rytmiske
  • Edward "Kid" Ory ✝
  • Glen Miller ✝
  • Tommy Dorsey ✝
  • J. J. Johnson ✝
  • Curtis Fuller
Danske
  • Peter Rasmussen ✝
  • Arne Bue Jensen ✝
  • Erling Kroner ✝
  • Thomas Dahlkvist
  • Jesper Busk Sørensen

Kendte musikstykker med basun

Klassiske
  • Ferdinand David: Concertino for Trombone and Orchestra (1837)
  • Launy Grøndahl: Concerto for Trombone and Orchestra (1924).
  • Jan Sandström: Motorbike Odyssey (1989).
Rytmiske
  • Tommy Dorsey: Marie (1947).
  • The Beach Boys: Trombone Dixie (1966).
  • Thomas Dolby: Hyperactive (1984).

5. Tips til arrangøren

Notation

  • Basunen noteres i f-nøglen. Hvis stemmen er meget lys, kan den undtagelsesvis noteres i tenornøglen.
  • Til notationen benyttes almindelige nodeværdier og pauser samt alle gængse tegn og symboler.
  • Basunen er et ikke-transponerende instrument, hvilket vil sige, at den klinger i samme tonehøjde, som den noteres i.
  • Vær opmærksom på basunens ambitus (se afsnit 3).
  • Det er nemmest for basunister at spille i tonearterne Bb, F, Eb, C og G. Andre tonearter kan resultere i nogle upraktiske positionsskift af trækket.
  • I orkesterpartituret noteres basuner blandt messingblæserne (under træblæsere, og over slagtøj og strygere). I bigbandpartituret noteres basuner under saxofoner og trompeter, og over rytmegruppe. I et stort symfoniorkester bruges normalt mellem tre og seks (tenor)basuner og en basbasun. I et bigband bruges normalt tre (tenor)basuner og en basbasun.
  • En tones trækposition kan angives med et af tallene 1-7 under eller over noden. Det kan være en fin hjælp til nybegyndere.

Klang og funktion

  • Melodi og solospil. Basunen har en fyldig, blød, varm og dyb lyd, og den er derfor velegnet både til dybe baslinjer og til melodi- og solospil. Generelt set er melodier i det lyse register mere flydende, fordi trækpositionerne ligger tættere på hinanden i det område.
    Basbasunen har en varmere og mere klangfuld lyd i det dybe register, end tenorbasunen har. Omvendt lyder det lyse register ofte bedre på tenorbasunen, end det gør på basbasunen. Basbasunen bør derfor så vidt muligt spille den dybeste af basunstemmerne, mens tenorbasunerne bør spille de lyse stemmer. Ved lyse, unisone melodipassager bør basbasunen enten spille en oktav under tenorbasunen, eller holde pause.
  • Harmonisk baggrund. Som harmonisk baggrund fungerer basunen godt, og den klinger godt i både spredt- og tæt beliggenhed med andre basuner. I spredt beliggenhed klinger basuner især godt i kvintafstand og/eller i decimafstand. Noteres basuner under c (en oktav under midter-c) bør der være mindst en kvint imellem stemmerne, da klangen ellers bliver mudret. I bigbandsammenhæng lader man som regel basun- og saxofonsektionen spille de primære akkordtoner, dvs. grundtone, terts, septim og eventuelt kvint, mens man lader trompeterne spille akkordernes udvidelser. Basunen klinger især godt sammen med rørbladsinstrumenter, trompeter, valdhorn og andre basuner. I klassisk musik bruges basuner, trompeter og valdhorn ofte i fanfareagtige passager.
  • Hits. Basuner er effektive til at spile skarpe, staccerede akkord fill-ins. I denne situatuon gør basunerne sig godt sammen med trompeter, saxofoner og eventuelt tubaer.

Register

Tenorbasunens register

Basbasunens register

Teknikker

Der findes mange forskellige spilleteknikker på basunen. De mest almindelige er:

  • Dæmpning. En lang række forskellige dæmpere (også kaldet sordiner) til trompeten, giver rig mulighed for variation af instrumentets klangfarve. De mest almindelige dæmpere er cup mute og plunger mute, som forstærker de dybe overtoner og giver en blød lyd, samt straight mute og harmon mute som forstærker de lyse overtoner og giver en mere skarp lyd. På harmon mute kan man ved at åbne og lukke dæmperen med fingrene frembringe en "wah-wah" lyd. Åben harmon noteres med et plus, "+", over nodehovedet, og lukket harmon noteres med en cirkel, "o", over nodehovedet. I noderne skal man huske at angive, hvilken type dæmper trompetisten skal anvende, samt hvornår dæmperen eventuelt skal tages ud af brug (angives med teksten "Open"). Hvis blot man skriver "med dæmper" (with mute), vil trompetisten som regel anvende en straight dæmper. Sørg for at musikeren har mindst fem sekunder til at tilføje eller fjerne en dæmper.
  • Vibrato. Basunister kan spille både hurtige og langsomme vibratoer, både på en enkelt tone og over en længere rytmisk frase. I praksis frembringes vibratoen oftest ved, at trækket forskydes hurtigt frem og tilbage omkring den givne tones position.
  • Glissando. Basunen er det eneste blæseinstrument, der kan frembringe et glissando, hvor alle mellemliggende tonehøjder berøres undervejs (kaldet et portamento). Det er dog kun muligt at udføre glissandoer mellem to toner, der udspringer fra den samme overtone, da trækket i modsat fald skal forskydes i skiftende retning undervejs. På nodeeksemplet herunder er basunens mulige toner i hver trækposition opskrevet. I første takt er vist de overtoner, det er muligt at frembringe med trækket placeret i 1. position. Hver gang trækket forskydes en position sænkes overtonen en halvtone, og da der er syv positioner, kan hver overtone maksimalt sænkes en tritonus. Glissandoer kan kun frembringes mellem de toner, der er fra en overtone i første position og til tonen en tritonus under, i 7. position. Retningen på glissandoet (op/ned) er underordnet, og glissandoet skal ikke nødvendigvis bevæge sig hele vejen fra 1. til 7. position.
  • Tremolo. Dygtige basunister kan spille tremoloer (hurtige gentagelser af den samme tone) ved brug af en teknik kaldet dobbeltstød. Ordet "tremolo" skal skrives over tonerne noteret med tremolo, da basunisten ellers vil udføre en teknik kaldet flattertunge (rul med tungen som frembringer en snurrende lyd). Tremolo mellem to forskellige toner er nemmest, hvis de to toner udspringer fra samme overtone (som ved glissando herover).
  • Growling. Ved at nynne mens en tone frembringes på basunen, kan basunisten skabe to forskellige vibrationer, som interfererer med hinanden. Det skaber en mørk, grynet og knurrende lyd, som især benyttes i rock, blues og jazz. Growl angives med teksten "growl" over noderne. Teksten "normal" kan efterfølgende bruges til at angive normal udførelse.
  • Alle accenter og ornamenter kan frembringes på basun. Triller, dobbeltslag og praltriller er dog atypiske på basun og desuden relativt svære at udføre - de kan langt nemmest udføres, hvis alle tonerne i figuren udspringer fra samme overtone (som ved glissando herover).
Tonerne på en tenorbasun

Restrektioner

  • Spring på over en oktav er svære at spille.
  • Det er anstrengende at spille basun, fordi det kræver meget luft, mange kræfter i læberne og gode muskler i mellemgulvet. Især lyse toner er fysisk meget anstrengende at spille. Vær derfor påpasselig med brugen af lange, lyse toner, og husk at indsætte korte pauser til vejrtrækning. Generelt set kræver basbasunen vejrtrækning lidt oftere, end tenorbasunen kræver det.
  • Mange af pedaltonerne er svære at spille (se afsnit 3), og hvis de skal spilles med høj volumen, er det svært at få dem til at klinge godt. Hvis der både er en tenorbasun og en basbasun i orkestret, bør basbasunen altid spille eventuelle pedaltoner.
  • Toneskift hvor trækket skal forskydes over mange positioner er svære at spille, og de lyder sjældent godt. Et skift fra eksempelvis B1 (på 2. nodelinje) til H1 (også på 2. nodelinje) vil kræve et skift fra 1. til 7. position, og det er meget uhensigtsmæssigt. Problemet forekommer ofte i det dybe register, hvor der er langt imellem tonerne. I det lyse register ligger tonerne tæt, og den samme tone findes i flere forskellige positioner, hvorfor det sjældent er et problem her. På basuner med kvartventil er uhensigtsmæssige trækpositioner ikke et problem, fordi det med ventilen er muligt at forskyde tonernes position - skiftet fra B1 til H1 vil da blot være 2. position (med kvartventilen aktiveret) til 1. position.
Lytteøvelse

Lytteøvelse

Find frem til et nyere musikstykke, hvori der indgår basun, udelukkende ved at du lytter dig frem.