Rytmisk kontrapunkt

Et musikstykke er som regel opbygget af flere rytmiske lag. Mest tydeligt er det, når flere udøver musik sammen, men lagene kan også udgøres af en enkelt musikudøvers rytmiske forskydninger i forhold til de underliggende taktslag. De rytmiske lag kan være selvstændige, eller de kan forholde sig til hinanden og supplere hinanden. Samspillet mellem disse lag kaldes for rytmisk kontrapunkt.

1. Komplementærrytmik

Komplementærrytmik forekommer, når to eller flere stemmer supplerer hinanden, så de tilsammen etablerer en jævn strøm af taktslag eller underdelinger. Stemmerne er afhængige af hinanden, idet de udfylder hinandens huller.

I Drive By supplerer guitaren stortrommen og skaber derved en jævn strøm af 8.-dele:

I Invention No. 1 supplerer melodien i nederste system melodien i øverste system og skaber derved en jævn strøm af 16.-dele:

2. Polyrytmik

Polyrytmik forekommer, når en nodeværdi på samme tid underdeles i to forskellige delingstal, der ikke går op i hinanden. En underdeling i "2 over 4" eller "3 over 9" er således ikke polyrytmisk, idet 2 går op i 4, og 3 går op i 9. Eksempler på polyrytmer er:

Hvis du har læst de tidligere artikler i serien om rytmik, har du allerede stiftet bekendtskab med flere forskellige polyrytmer: I ERT øvelse 18 klappede du 3 over 2 (trioler), i Rytmeøvelse 25 klappede du 2 over 3 (duoler), og i Rytmeøvelse 27 klappede du 4 over 3 (kvartoler).

Polyrytmer skaber spænding og variation i musikken, og de kan bidrage til at gøre et musikalsk forløb interessant. De er forekommer i megen musik, herunder især jazzmusik, latinamerikansk musik og afrikansk musik - ofte tæt knyttet sammen med dans. I nodeskriften kan polyrytmer normalt genkendes ved brugen af irregulære nodeværdier.

En gennemgående brug af polyrytmik kan eksempelvis høres i Fake Empire. Takten er 3-delt, men pianisten spiller konsekvent en underdeling af takten i fire, hvilket skaber polyrytmen 4 over 3:

3. Polymetrik

Polymetrik forekommer, når to eller flere forskellige taktarter er samtidig til stede.

Hvis de betonede (tunge) og semibetonede (halvtunge) taktslag i taktarterne indtræder på samme tidspunkt, vil den polymetriske virkning være lille. Det er eksempelvis tilfældet i 2/4- og 4/4-takt:

Hvis de betonede og semibetonede taktslag i taktarterne forskyder sig fra hinanden, vil den polymetriske virkning derimod være stor. Det er eksempelvis tilfældet i 3/4- og 4/4-takt:

Polymetrik kan eksempelvis opstå, hvis en trommeslager spiller en rytme i 4/4-takt, mens en guitarist spiller en figur i 3/4-takt. Hvis guitaristen gentager figuren, vil den hele tiden forskyde sig fra trommerytmen, fordi guitarfiguren er et taktslag kortere. Efter fire gentagelser af guitarfiguren vil dens 1-slag igen mødes med trommerytmens 1-slag, og forskydningen kan begynde forfra. Der opstår en spændingstilstand i musikken, som først forløses i det øjeblik, figurernes 1-slag mødes.

Polymetrik kan noteres, så de forskellige stemmer har forskellige taktartsangivelser, og kun har fælles gennemgående taktstreger i det øjeblik takternes 1-slag mødes. Alternativt kan stemmerne noteres i samme taktart, og man må da gøre brug af accenttegn og eventuelt fraseringsbuer til at vise rytmernes afvigende betoninger og sammenhæng.

Sidstnævnte er tilfældet i sangen Polyrhythm, hvor en melodi i først 5/8-takt, senere 3/8-takt, synges over et groove i 4/4-takt. Accenttegn benyttes til at vise melodiens afvigende betoninger, og 8.-delene er så vidt muligt bjælket sammen i henhold til deres melodiske tilhørsforhold:

Andre kendte eksempler på brugen af polymetrik:

• Nine Inch Nails: La Mer (1999). Klaver spiller i 3/4, mens trommer og bas spiller i 4/4.
• The Cars: Touch and Go (1980). I versene spiller trommer og bas i 5/4, mens guitar, synthesizer og vokal spiller og synger i 4/4.
• Mozart: Don Giovanni (1787). I slutningen af 1. akt spiller tre orkestre samtidigt i tre forskellige taktarter (3/8, 2/4 og 3/4). Hent noderne her.

4. Agogik

Når en musikudøver udfører et musikstykke, foretager musikudøveren ofte mikroskopiske tidsforskydninger i musikstykkets tempo. Disse tidsforskydninger bemærkes knapt, men de spiller en betydelig rolle, idet de giver musikken et levende og menneskeligt præg. Man siger da, at musikudøveren gør da brug af det musikalske virkemiddel agogik.

Læg eksempelvis mærke til de rytmiske forskydninger i musikstykket Nocturne No. 1 herunder. Forskydningerne høres blandt andet ved, at 8.-delene i nederste system ikke spilles lige lange:

De små forskydninger i tempoet gør ikke, at tempoet kan betegnes som rubato. I tempo rubato vil man normalt forvente en væsentlig mere flydende puls.

Agogikkens tempoforskydninger kan fremkomme gennem musikudøverens brug af accelerando, ritardando, fermater og cæsurer. Der er tale om en meget mild og kortvarig brug, der ikke kan sammenlignes med virkningen, når selvsamme tempoforskydninger angives af komponisten med tegn eller tekst i noden.

Der findes utallige eksempler på brugen af agogik, ikke blot i klassisk musik. I jazz- og rockmusik er rytmiske forskydninger en vigtig bestanddel af musikernes særlige personalstil og et vigtigt middel til at skabe et levende og spændstigt udtryk. I rytmisk musik siger man, at en musikers rytmiske frasering kan være laid back (hænge efter taktslagene eller deres underdeling), on top (indtræde præcis på taktslagene eller deres underdeling) eller pushed (indtræde lidt før taktslagene eller deres underdeling).

Et musikstykke er som regel opbygget af flere rytmiske lag. Mest tydeligt er det, når flere udøver musik sammen, men lagene kan også udgøres af en enkelt musikudøvers rytmiske forskydninger i forhold til de underliggende taktslag. De rytmiske lag kan være selvstændige, eller de kan forholde sig til hinanden og supplere hinanden. Samspillet mellem disse lag kaldes for rytmisk kontrapunkt.

1. Komplementærrytmik

Komplementærrytmik forekommer, når to eller flere stemmer supplerer hinanden, så de tilsammen etablerer en jævn strøm af taktslag eller underdelinger. Stemmerne er afhængige af hinanden, idet de udfylder hinandens huller.

I Drive By supplerer guitaren stortrommen og skaber derved en jævn strøm af 8.-dele:

I Invention No. 1 supplerer melodien i nederste system melodien i øverste system og skaber derved en jævn strøm af 16.-dele:

2. Polyrytmik

Polyrytmik forekommer, når en nodeværdi på samme tid underdeles i to forskellige delingstal, der ikke går op i hinanden. En underdeling i "2 over 4" eller "3 over 9" er således ikke polyrytmisk, idet 2 går op i 4, og 3 går op i 9. Eksempler på polyrytmer er:

Hvis du har læst de tidligere artikler i serien om rytmik, har du allerede stiftet bekendtskab med flere forskellige polyrytmer: Eksempelvis klappede du i Rytemøvelse 18 polyrytmen 3 over 2 (trioler).

En gennemgående brug af polyrytmik kan eksempelvis høres i Fake Empire. Takten er 3-delt, men pianisten spiller konsekvent en underdeling af takten i fire, hvilket skaber polyrytmen 4 over 3:

3. Polymetrik

Polymetrik forekommer, når to eller flere forskellige taktarter er samtidigt til stede.

Polymetrik kan eksempelvis opstå, hvis en trommeslager spiller en rytme i 4/4-takt, mens en guitarist spiller en figur i 3/4-takt. Hvis guitaristen gentager figuren, vil den hele tiden forskyde sig fra trommerytmen, fordi guitarfiguren er et taktslag kortere. Efter fire gentagelser af guitarfiguren vil dens 1-slag igen mødes med trommerytmens 1-slag, og forskydningen kan begynde forfra. Der opstår en spændingstilstand i musikken, som først forløses i det øjeblik, figurernes 1-slag mødes.

4. Agogik

Når en musikudøver udfører et musikstykke, foretager musikudøveren ofte mikroskopiske tidsforskydninger i musikstykkets tempo. Disse tidsforskydninger bemærkes knapt, men de spiller en betydelig rolle, idet de giver musikken et levende og menneskeligt præg. Man siger da, at musikudøveren gør da brug af det musikalske virkemiddel agogik.

Læg eksempelvis mærke til de rytmiske forskydninger i musikstykket Nocturne No. 1 herunder. Forskydningerne høres blandt andet ved, at 8.-delene i nederste system ikke spilles lige lange: