Sangens stil og struktur

Når du skriver en sang, skal du gøre dig en række overvejelser vedrørende sangens stilart og strukturelle opbygning. Nogle overvejelser sker ubevidst, fordi du er vokset op i en bestemt musikkultur, og det falder dig naturligt at skrive sange på en bestemt måde. Andre sker bevidst på grundlag af dine beslutninger og faglige viden.

1. Stilart

Enhver musikgenre har særlige musikalske og tekstlige kendetegn, der adskiller musikgenren fra andre genrer. Det gælder genrer som pop, rock, soul, hiphop, dance, disco, country, blues, funk, punk, reggae, jazz og mange flere. Nye musikgenrer opstår løbende ved, at konventionerne i eksisterende musikgenrer brydes.

De musikalske og tekstlige virkemidler, der kendetegner en musikgenre, relaterer sig typisk til især form, harmonik, melodik, tekstligt indhold og instrumentation. Det vil her være for omfattende at beskrive kendetegn ved samtlige musikgenrer, og som sangskriver skal du heller ikke nødvendigvis have et stort genrekendskab.

Det bedste, du kan gøre for din sangskrivning, er at lytte til, spille og/eller synge en masse forskelligartet musik og forholde dig kritisk til den. Tænk over, hvad du synes gør musikken god eller dårlig. Hvis du kan identificere de elementer, der gør en sang god, kan du nemmere selv skrive sange ud fra de samme parametre.

Dine sange skal ikke nødvendigvis skrives i en specifik musikgenre. For nogle sangskrivere er det en hæmsko for den kreative proces at fastlægge en musikgenre på forhånd. For andre er det et positivt benspænd, der tvinger dem til at nytænke og udvikle deres sangskrivning. Sidstnævnte metode kræver en indstuderet viden om de karakteristika og normer, der knytter sig til musikgenren.

Sangeren og sangskriveren Paul McCartney fra The Beatles – den bedst sælgende musikgruppe nogensinde – fortæller i videoen herunder om vigtigheden af at lytte til musik. Ifølge ham lagres alt hørt musik som data i hjernen, og denne data kan efterfølgende bruges og omformes, når man skriver sange.

2. Form og struktur

En sang er opbygget af en række afrundede helheder kaldet formled, som tilsammen danner en formtype. Formled navngives med fortløbende bogstaver (A, B, C osv.) eller med navne såsom vers, omkvæd og kontraststykke. Sidstnævnte navngivning benyttes især i nyere populærmusik (læs mere herom længere nede).

De fleste sange er opbygget efter en velkendt struktur af formled, fordi der inden for musikken eksisterer faste traditioner og formnormer. Derfor kan den meste nyere musik inddeles i blot fire forskellige formtyper beskrevet herunder. De er ikke nødvendigvis en begrænsning for sangskriveren, men en ramme, der giver nye muligheder.

Nogle sangskrivere beslutter sig for en form fra start af, mens andre begynder sangskrivningen og ser, hvor den tager dem hen formmæssigt. Sidstnævnte vil dog ofte stræbe efter en popform eller en udvidet popform, fordi det er normen i populærmusik og øger chancerne for, at sangen bliver en publikumssucces.

Popform og udvidet popform

En popform er en vekslen mellem vers (A) og omkvæd (B) – eksempelvis AABABB og ABABABB. En udvidet popform er en vekslen mellem vers (A) og omkvæd (B) og i tillæg hertil kontraststykke (C) og/eller bro (D) – eksempelvis ABABCBB og ADBADBB. Der kan være en intro, en outro og et instrumentalt mellemspil i begge formtyper.

Introen er sangens indledning, der fanger lytterens opmærksomhed. Verset er fundamentet, der drager lytteren ind i sangen. Broen er overgangen fra verset til omkvædet. Omkvædet er sangens kulmination, der sætter sig fast i lytterens bevidsthed. Kontraststykket er et spændingsfyldt modstykke. Outroen er sangens afslutning.

Popformen og den udvidede popform bruges i stort set alt nyt populærmusik, hvoraf den udvidede popform er den mest almindelige. Hvis kommerciel succes er dit mål, bør du benytte en af disse to formtyper i din sangskrivning. Hvis du bevidst ønsker at være nyskabende og bryde normerne, så hold dig fra dem.

Et eksempel på en sang i popform er Barndommens Gade (1986) af Anne Linnet (AAABABA). Den er utraditionel, idet den ender med et vers frem for et omkvæd. Eksempler på sange i udvidet popform er Mama Said (2015) af Lukas Graham (ABABCB) og Can't Stop The Feeling (2016) af Justin Timberlake (ADBADBCB).

Anne Linnet: Barndommens Gade (1986)

Lukas Graham: Mama Said (2015)

AABA-form

En AABA-form er en vekslen mellem A-stykker og et B-stykke – eksempelvis AABA, AABA-AABA og AABA-BA. Hvert formled har typisk en længde på 8 takter, hvorved AABA har en samlet længde på 32 takter. B-stykket er kontrasterende til A-stykkerne, men opleves ikke nødvendigvis som et omkvæd.

En sang består typisk af flere hele eller delvise gentagelser af AABA-formen med forskellig tekst i hvert formled. Der kan være en intro og en outro, og melodien i et eller flere formled kan være afløst af en instrumental solo.

AABA-formen bruges især i klassisk musik, jazz og ældre populærmusik. Eksempler på sange i AABA-form er The Christmas Song (1946) sunget af Nat King Cole (AABA-BA, hvor sidste B-stykke er en instrumental solo) og Blue Moon (1934) sunget af Frank Sinatra (AABA-AABA, hvor de to næstsidste A-stykker er en instrumental solo).

Nat King Cole: The Christmas Song (1946)

Frank Sinatra: Blue Moon (1934)

Der findes meget få eksempler på moderne populærmusik i en gennemført AABA-form. Popformen kan i sin bogstavkombination minde meget om en AABA-form (eksempelvis AABABB), men typisk vil B-stykket have en mere omkvædslignende karakter og brugen af instrumentale soloer være mindre udpræget.

Strofisk form

En strofisk form er en gentagelse af det samme formled – eksempelvis AAAA og AAAAAAAA. Teksten er forskellig fra formled til formled, mens melodi og akkorder er identiske eller næsten identiske. Der kan være en intro og en outro, og melodien i et eller flere formled kan være afløst af en instrumental solo.

Den strofiske form bruges især i viser, salmer og børnesange og i musik med rødder i blues eller folkemusik. Eksempler på sange i strofisk form er Der er et yndigt land (melodi af H. E. Krøyer i 1835 og tekst af Adam Oehlenschläger i 1823) og Hør den lille stær (melodi af Poul Schierbeck og tekst af Harald Bergstedt).

Der findes meget få eksempler på moderne populærmusik i en gennemført strofisk form. Et eksempel er Friend In A Bar (2008) af Tina Dickow, som består af et enkelt vers, der gentages i alt ni gange. Den dynamiske opbygning i sangens akkompagnement og instrumentation gør, at lytteren ikke bliver træt af de mange gentagelser.

Tina Dickow: Friend In A Bar (2008)

3. Hitskabelonen

Et hit er en succesfuld sang, der er populær blandt en stor gruppe lyttere. Det er med andre ord en vaskeægte publikumssucces og som regel også en økonomisk succes. Et hit er lyttevenligt, iørefaldende og har en gennemslagskraft, som vækker begejstring hos lytterne og sætter sig fast i deres bevidsthed.

De fleste sangskrivere drømmer om at skrive et hit. Et verdensomspændende hit kan vende op og ned på en karriere og sikre både kunstnerisk anerkendelse og økonomisk succes gennem hele livet. Nogle professionelle sangskrivere skriver hits på stribe, nogle skriver kun ét – såkaldte one-hit wonders – og mange skriver slet intet.

Et hit er dog ikke i sig selv en forudsætning for succes, og definitionen af et hit er ikke entydig. En international superstjerne som Justin Bieber vil sandsynligvis betegne det som en fiasko, hvis en single opnår 1 mio. afspilninger. For andre er 1 mio. afspilninger en kæmpe succes, og er musikgenren mere snæver med en mindre målgruppe, kan barrieren for succes være meget lavere.

Det er umuligt at forudsige, om en sang bliver et hit. Et hit kan have mange forskellige udtryk. Det kan være dansevenligt, trist, opløftende, grænseløst irriterende og meget andet. Statistisk set er sange dog større succeser, hvis de følger nogle faste normer om form, varighed og sound, som vi ser nærmere på om lidt.

Disse normer er ikke nødvendigvis en hæmsko, men en inspirationskilde der giver retning til sangskrivningen. Sangeren og sangskriveren Sting fortæller i videoen her om sin glæde ved at følge sangskrivningens "regler", og han nævner specifikt den udvidede popform (bemærk at et kontraststykke på engelsk hedder middle eight):

Popmusikkens ensretning

I bogen Hitskabelonen (2003) giver Henrik Marstal og Morten Jaeger et kvalificeret bud på, hvad et hit er med afsæt i en analyse af en række hits fra 1990'erne og frem. Marstal og Jaeger konkluderer, at der selv på tværs af forskellige genrer er en overordnet lighed mellem hits med hensyn til form, varighed og sound.

Genkendelighed er et vigtigt parameter. Hvis hittets forløb udspiller sig i en velkendt og konventionel formstruktur, er det ganske enkelt lettere for lytteren at huske det. Mange sange er derfor opbygget efter den samme skabelon, så chancen for kommerciel succes er størst mulig. Netop det udtaler Marstal og Jaeger er skarp kritik af:

Alligevel ser hitskabeloner […] ud til at være en væsentlig årsag til fremkomsten af den konforme, stereotype, behagsyge og konsumorienterede hitmusiks dominans i den lydlige hverdag der omgiver os. Og de ser ud til at være årsagen til at den langtidsholdbare, udfordrende og kvalitetsbetonede hitmusik, der kan mane til eftertanke, har langt mindre favorable vilkår i populærmusikkulturen end den måske burde have.Henrik Marstal og Morten Jaeger

Herunder får du hitskabelonen (med nogle aktuelle tilføjelser), og så er det op til dig, om du vil bruge den i din sangskrivning. Hvis kommerciel succes er dit mål, bør dine sange i overvejende grad konstrueres efter skabelonen – men du kan med fordel også prøve bevidst at afholde dig fra skabelonen for at variere og nytænke din sangskrivning.

Hitskabelonen – opskriften på et hit

Et hit har en varighed på mellem 3:00 min. og 3:40 min. Det har en enkel og sangbar melodi, et ensartet udtryk gennem nummeret og et let genkendeligt, iørefaldende hook, hvor sangens titel eller centrale ord synges. Formmæssigt er hittet opbygget efter en udvidet popform af typen ABABCBB med en kort intro:

Formen varieres nogle gange med en bro mellem vers og omkvæd, et eller flere korte instrumentale mellemspil og/eller en kort outro. Karakteristika ved de enkelte formled i hitskabelonen illustreret herover er følgende:

Intro

• Kort og opmærksomhedsvækkende forsmag på sangen.
• Eksponerer centrale musikalske elementer i sangen (en akkordrundgang, et hook, et guitarriff eller lignende), som regel uden sangtekst.
• Varer typisk under 10 sekunder og ikke over 20 sekunder.

1. vers

• Første præsentation af forsangeren og melodien.
• Drager lytteren ind i sangen og dens historiemæssige fortælling.
• Har et sparsomt lydbillede der giver plads til forsangerens stemme og melodien.
• Er primært akkompagneret af trommer, bas og relativt få blide musikinstrumenter som klaver og akustisk guitar.

1. omkvæd

• Sangens foreløbige kulminationen og det, som lytteren husker.
• Indeholder et iørefaldende hook, hvor sangens titel eller centrale ord synges.
• Udgøres af korte melodilinjer, der er nemme at synge med på.
• Har et højt lydniveau og et højt aktivitetsniveau i akkompagnementet.
• Understreger sangens indholdsmæssige budskab med enkle ord.
• Indtræffer ikke senere end 1:00.

2. vers

• En intensiveret udgave af 1. vers.
• Er akkompagneret af flere instrumenter end 1. vers, eksempelvis en ekstra guitar, en synthesizer, en tamburin eller et kor.
• Kan være halvt så langt som 1. vers for hurtigere at give plads til 2. omkvæd.
• Uddyber eller perspektiverer sangens indholdsmæssige budskab.

2. omkvæd

• En intensiveret udgave af 1. omkvæd.
• Gentager sangens hook, så lytterens genkendelsesglæde aktiveres.
• Har et højere aktivitetsniveau og fyldigere akkompagnement end 1. omkvæd.
• Synges på samme tekst som 1. omkvæd.
• Indtræffer ikke senere end 1:45.

Kontraststykke

• Et kontrasterende modstykke til de tidligere formled.
• Har en markant anderledes melodi og måske andre akkorder end tidligere formled.
• Kan have karakter af et breakdown, hvor sparsom instrumentation skaber en kontrast til omkvædets fortættede lydbillede. Kan også være nummerets dynamiske højdepunkt eller en gentagelse af omkvædet i instrumental form.
• Kan indeholde en dynamisk intensitet i slutningen med flere instrumenter eller en mere intens vokal, så det efterfølgende omkvæd opleves som en forløsning.
• Nuancerer sangens budskab, lader det falde på plads eller vender det på hovedet.
• Indtræffer mellem halvvejs og to tredjedele inde i sangen.
• Varer 20 til 40 sek., så omkvædet når at forsvinde fra korttidshukommelsen.

Afsluttende omkvæd

• Sangens kulmination, der af samme årsag ofte gentages flere gange.
• Kan være transponeret en halv eller hel tone op for at skabe fornyet energi.
• Kan indeholde improviserede melodifraser, mens et kor synger melodien.
• Kan have et højere aktivitetsniveau i akkompagneret end de øvrige omkvæd, eksempelvis ved brug af strygere, blæsere, guitarriffs og lydeffekter.
• Synges på samme tekst som de øvrige omkvæd.

Outro

• Sangens afslutning – en hale på omkvædet.
• Kan eksempelvis være en gentagelse og langsom udtoning af omkvædet, en brat opslutning eller en kraftfuld fanfare-agtig afslutning af baseret på sangens hook.
• Afsluttes typisk mellem 3:00 og 3:40 og aldrig efter 4:00.