• Let
  • Svær

I Danmark og en lang række europæiske lande kaldes stamtonen mellem a og c traditionelt for h. Mange er imidlertid begyndt at bruge tonenavnet b, og meget tyder på, at h stille og roligt er på vej ud af det danske sprog. På Musikipedia anvendes fortsat h.

1. Historisk baggrund

En meget udbredt forklaring på, at en række lande kalder tonen for h er, at middelalderens lærde munke, der indtog en væsentlig rolle i udviklingen af middelalderens tonesystem, ikke fik afrundet b'erne helt i bunden, hvorved de blev forvekslet med h'er. Der er i så fald tale om en helt regulær misforståelse. I virkeligheden er forklaringen dog nok en anden:

De tidligste skrifter man har, hvor toner navngives med bogstaver, stammer fra den romerske filosof Boethius omkring år 500. Boethius brugte de første femten bogstaver i det latinske alfabet – A til P (alfabetet indeholder ikke J) – til at navngive stamtonerne i de to oktaver, man dengang anvendte. Stamtonernes afledninger blev ikke anvendt.

Efterhånden som man begyndte at anvende flere oktaver, opstod der behov for en mere simpel navngivning. Omkring årtusindskiftet navngav man således tonerne med de samme bogstaver i alle oktaver. Tonerne i den dengang dybeste oktav blev navngivet A-G og tonerne i de to oktaver derover a-g og aa-gg. Man havde desuden en tone umiddelbart under den dybeste oktav, som man navngav med det græske bogstav gamma.

Det middelalderlige tonesystem var fra omkring årtusindeskiftet baseret på hexachordet, som er en tonerække på seks toner med en indbyrdes afstand på 1-1-½-1-1 (hvor 1 er en heltone, og ½ er en halvtone). Hexachordet begyndte almindeligvis fra tonerne c, f og g. Men da afstanden mellem haxachordets toner skal være den samme, uanset hvilken af de tre toner der er udgangspunktet, kan hexachordet fra f kun dannes, hvis man introducerer en af stamtonernes afledninger – et lavt (sænket) b:

Hexachord fra c, f og g

Den første afledning, der blev tilføjet tonesystemet, var således lavt b (nutidens sænkede h). Lavt b blev kaldt for b molle, mens højt b (nutidens h) blev kaldt for b durum. For at slippe for de lange navne, skrev man b molle med et rundt b og b durum med et firkantet b:

Rundt b og firkantet b

For tydeligere at adskille de to bogstaver blev det firkantede b sidenhen til et h i dele af Europa – formentlig fordi h er det næste bogstav i alfabetet (efter bogstaverne a-g, man havde navngivet de syv øvrige toner med), og fordi det firkantede b ligner lidt et h.

2. Udbredelse

Der er stor forskel på, hvad man kalder stamtonerne i forskellige lande.

Navnet h bruges i blandt andet Danmark, Sverige, Norge, Island, Finland, Tyskland, Polen, Bulgarien, Ungarn, Serbien, Slovenien, Kroatien, Tjekkiet, Slovakiet og Estland.

Navnet b bruges i blandt andet USA, Canada, England, Australien, Belgien, Holland og Litauen. Men også i flere af de lande, der traditionelt bruger h.

En række europæiske lande anvender det såkaldte solfege system, hvor stamtonerne begyndende fra c kaldes do (eller ut), re, mi, fa, so (eller sol), la og ti (eller si). Denne navngivning stammer fra omkring år 1000, hvor den blev introduceret af den italienske munk og musikteoretiker Guido d'Arezzo (omend i en lidt anden form end i dag).

Mange asiatiske, afrikanske og sydamerikanske lande anvender et helt andet tonesystem (og et helt andet alfabet) end det vestlige og således også andre tonenavne.

Tænk og diskuter

Tænk og diskuter 1

Hvilke fordele og ulemper er der ved at benytte b frem for h?
Synes du, at alle fremover bør bruge b frem for h i Danmark? Hvorfor?

3. Navneændring i Sverige

I slutningen af 1990'erne gik flertallet af node- og bogforlag i Sverige over til at bruge navnet b, for tonen som før hed h. Sænket b blev til bess, og hævet b til biss (i Sverige bruges dobbelt-s på tonenavnenes endelser).

Selvom det nu er mere end 10 år siden, at navneskiftet fandt sted, er der langt fra enighed om tonenavnet i Sverige. I dag benyttes tre forskellige terminologier:

  • Traditionelle svenske tonenavn: h, b og hiss
  • Nye svenske tonenavn: b, bess (eller bb) og biss
  • Svensk kompromis: h, bess (eller bb) og biss

I populærmusik og i becifring i almindelighed er det nye svenske tonenavn den altdominerende terminologi. I klassisk musik benyttes h langt oftest, hvilket betyder, at Bachs Messe i h-mol, stadigvæk hedder Bachs Messe i h-mol. Kompromisløsningen, som gør op med det misforståelige b, har kun vundet ringe indpas.

Tænk og diskuter

Tænk og diskuter 2

Hvis man vælger at foretage en navneændring i Danmark, hvad kan man så gøre for at undgå en situation som i Sverige, hvor der benyttes tre forskellige terminologier?

4. Spørgeundersøgelse 2017

For at afdække udbredelsen af h og b i Danmark foretog Musikipedia en spørgeundersøgelse i juli 2017. 1.977 respondenter fra alle dele af det danske musik- og uddannelsesmiljø besvarede spørgsmålet: Hvad foretrækker du at kalde stamtonen mellem a og c?

Alle respondenter (1.977 svar)


Kategorien "andet" dækker over otte personer, der bruger begge navne alt efter kontekst, og en person, der foretrækker at bruge solfege-stavelserne ti og si.

Mænd (1.355 svar)


Kvinder (622 svar)


Alle respondenter fordelt på alder (1.977 svar)


Lærere og undervisere fordelt på uddannelsestrin

470 (23,8%) af respondenterne angav Lærer/underviser (underviser i musik) som deres primære musikalske beskæftigelse. Blandt denne gruppe fordeler svarene sig således:

Kategorien "Alle" rummer foruden de viste uddannelsestrin også privatundervisere samt lærere og undervisere på blandt andet efterskoler, højskoler og professionshøjskoler.

Elever og studerende fordelt på uddannelsestrin

406 (20,5%) af svarpersonerne angav Elev/studerende (modtager undervisning i musik) som deres primære musikalske beskæftigelse. Blandt denne gruppe fordeler svarene sig således:

Kategorien "Alle" rummer foruden de viste uddannelsestrin også selvstuderende samt elever og studerende på blandt andet efterskoler, højskoler og professionshøjskoler.

Udøvende musikere fordelt på niveau

876 (44,3%) af svarpersonerne angav Udøvende musiker (musiker, sanger, sangskriver, arrangør, musikproducer, korleder og lign.) som deres primære musikalske beskæftigelse. Blandt denne gruppe fordeler svarene sig således:

Ud af det samlede antal udøvende musikere på 876 er kun 187 kvinder.

Uddybende argumentation

656 (33,2%) af respondenterne supplerede svaret med uddybende argumentation.

Eksemplariske argumenter for at bruge h:

  • Det er en tradition og derfor en del af den danske musikkultur. Vores nuværende musikalske begreber har rødder langt tilbage i historien og bør derfor kun redigeres med omhu og omtanke.
  • Det er en uskik, at alt skal blive til engelsk!
  • Gammel vane! Har ingen argumenter og kan sagtens overbevises om, at b er mere rigtigt. Men h er bare det, jeg lærte som barn, og det er svært at holde op med at kalde den dét.
  • Selv hvis man vedtog en ændring til b, ville det stadig ligge dybt i mange at kalde den h, og så kan forvirringen jo fortsætte
  • Verden er fuld af uregelmæssigheder, og det sker der ikke noget ved at lære. Denne her er meget sjov. Og flittigt brugt af forskellige komponister til at lave bogstav-motiver, fx B-A-C-H-motiver.
  • Fordi Brahms' klavertrio i b-dur ville være meningsløs. Den er altså kraftpetervæltemig i h-dur. Husk nu på, at vi har en stor nabo mod syd med en gigantisk musiktradition. Den slipper vi altså ikke sådan af med.
  • Det eneste system, der sikrer utvetydighed, er at bruge h og bes. Forestiller vi os f.eks. en koncert i b-dur, har vi ikke en chance for at vide, om der er to b'er eller fem krydser. Tonearten h-dur derimod kan kun betyde fem krydser, og bes-dur kan kun betyde to b'er.
  • Først og fremmest fordi det nu engang er, hvad der bruges i musikvidenskablige kredse i Danmark og de omkringliggende lande. Det er den fællesforståelse, vi er nået frem til. For at kunne tale sammen på tværs af de musikalske niveauer og uddannelser er man nød til at have en fællesforståelse.
  • De klokkespil, som jeg bruger i undervisningen, har ridset h ned i metallet. I meget undervisningsmateriale hedder tonen h.
  • Måske er det ikke logisk at kalde en toneart med fem krydser for b-dur?
  • Det er min erfaring, at man sagtens kan holde to systemer adskilt; h på kontinentet og b i den engelsksprogede verden (lidt forenklet), eftersom de musikalske begreber tilknyttede de forskellige sprog alligevel er så forskellige og grunder sig i ganske forskellige måder at opfatte musikteorien på.
  • At udskifte h med b, blot fordi det alfabetisk er logisk, er i mine øjne udtryk for en musikpædagogisk magelighed, som for mig er helt unødvendig. Det er et unødvendigt knæfald for den rytmiske musik, musikhistorisk ignorance eller musikpædagogisk magelighed at skifte til b. Mine elever, primært de rytmisk orienterede, sværger til b, for det har de allerede lært på musikskolen, men de accepterer og fascineres faktisk også af det faktum, at tonen kan hedde begge dele. Der er ikke behov for en musikterminologisk forenkling dér. De kan sagtens finde glæde og nysgerrighed ved angelsaksisk og germansk mangfoldighed.

Eksemplariske argumenter for at bruge b:

  • Det er mere logisk, at navnene på tonerne følger alfabetet.
  • Benævnelsen h er udelukket determineret af tradition og ikke logik og sund fornuft.
  • At bruge b gør det lettere at formidle i musikpædagogikken, især til små børn, hvor tonernes rækkefølge så kan hænges op på alfabetet, som de allerede kender.
  • Som gymnasieelev med musik på A-niveau, har det været umanerligt besværligt at se logikken i at kalde tonen for h. Især når man som os havde flere forskellige lærere med forskellige meninger. Som 1.g'er der kæmpede med den grundlæggende logik i musikteori, var det kilde til stor irritation og flere misforståelser.
  • Det er på tide at rette op på den skrivefejl, en tysk munk gjorde i 1500-tallet.
  • Alt det man læser og ser på internettet gør brug af b. At benytte h er en gang akademisk snobberi.
  • Navnet h skaber vild forvirring og er direkte meningsløst, hvis man spiller med folk fra det store udland. Engang blev et af mine numre afbrudt midt i en session, da bassisten stoppede og sagde: "h? What the fuck is h?". Siden dengang har jeg aldrig mere skrevet akkorder med h.
  • b gør os i stand til i højere grad at kommunikere og indgå i sammenspil på internationalt plan. Og det er vigtigt!
  • Det er nemmere at arbejde med de udlandske musikprogrammer, hvis du i forvejen er vant til at bruge betegnelsen b, som de fleste programmer bruger.
  • b'et er internationalt. Oversættelse lettes ved brug af b.
  • Rent geografisk er der et klart overtal af lande, der kalder tonen b i stedet for h. Det ville være lettest, hvis man kunne tage beslutningen over en bred kam og kalde tonen b globalt.

I Danmark og en lang række europæiske lande kaldes stamtonen mellem a og c traditionelt for h. Mange er imidlertid begyndt at bruge tonenavnet b, og meget tyder på, at h stille og roligt er på vej ud af det danske sprog. På Musikipedia anvendes fortsat h.

1. Historisk baggrund

En meget udbredt forklaring på, at en række lande kalder tonen for h er, at middelalderens lærde munke, der indtog en væsentlig rolle i udviklingen af middelalderens tonesystem, ikke fik afrundet b'erne helt i bunden, hvorved de blev forvekslet med h'er. Der er i så fald tale om en helt regulær misforståelse. I virkeligheden er forklaringen dog nok en anden:

I middelalderen bestod tonesystemet af de syv stamtoner: a, b, c, d, e, f og g. Efterhånden som tonesystemet udviklede sig, introducerede man de resterende fem toner (svarende til de sorte tangenter på klaveret). Den første tone, man introducerede, var lavt (sænket) b, dvs. tonen mellem a og b (svarende til den sorte tangent mellem nutidens a og h). Lavt b kaldte man for b molle, og højt b kaldte man for b durum. For at slippe for de lange navne, skrev man b molle med et rundt b og b durum med et firkantet b:

Rundt b og firkantet b

For tydeligere at adskille de to bogstaver blev det firkantede b sidenhen til et h i dele af Europa – formentlig fordi h er det næste bogstav i alfabetet (efter bogstaverne a-g, man havde navngivet de syv øvrige toner med), og fordi det firkantede b ligner lidt et h.

2. Udbredelse

Der er stor forskel på, hvad man kalder stamtonerne i forskellige lande.

Navnet h bruges i blandt andet Danmark, Sverige, Norge, Island, Finland, Tyskland, Polen, Bulgarien, Ungarn, Serbien, Slovenien, Kroatien, Tjekkiet, Slovakiet og Estland.

Navnet b bruges i blandt andet USA, Canada, England, Australien, Belgien, Holland og Litauen. Men også i flere af de lande, der traditionelt bruger h.

En række europæiske lande anvender det såkaldte solfege system, hvor stamtonerne begyndende fra c kaldes do (eller ut), re, mi, fa, so (eller sol), la og ti (eller si). Denne navngivning stammer fra omkring år 1000, hvor den blev introduceret af den italienske munk og musikteoretiker Guido d'Arezzo (omend i en lidt anden form end i dag).

Mange asiatiske, afrikanske og sydamerikanske lande anvender et helt andet tonesystem (og et helt andet alfabet) end det vestlige og således også andre tonenavne.

3. Spørgeundersøgelse 2017

For at afdække udbredelsen af h og b i Danmark foretog Musikipedia en spørgeundersøgelse i juli 2017. 1.977 respondenter fra alle dele af det danske musik- og uddannelsesmiljø besvarede spørgsmålet: Hvad foretrækker du at kalde stamtonen mellem a og c?

Alle respondenter (1.977 svar)

Kategorien "andet" dækker blandt andet over otte personer, der bruger begge navne alt efter kontekst. Hele spørgeundersøgelsen, hvor svarene er segmenteret på køn, alder, uddannelse og beskæftigelse, kan læses i den svære udgave af teksten (vælg "svær" via knapperne øverst til højre, og genindlæs siden for at undgå layout-problemer med diagrammerne).