Stemmen og øret

Det mest komplekse og alsidige musikinstrument har du med dig overalt. For det er din egen stemme, dvs. den kropslige funktion, der gør dig i stand til at frembringe lyd, tale og sang. I denne tekst kan du læse om stemmens og ørets opbygning og funktion.

1. Stemmen

Stemmen frembringes ved et samarbejde mellem åndedrætsorganerne og stemmebåndene i struben. Struben er den del af luftvejene, der forbinder svælget med luftrøret. I struben sidder to elastiske stemmebånd henover luftrøret, som ved hjælp af muskler kan samles og spændes. Når man ind- og udånder uden lyd, åbnes stemmebåndene, så luften kan passere forbi. Man kan vælge at samle stemmebåndene om den udsivende luft. Det sætter stemmebåndene i svingninger, som forplanter sig til luften, og herved skabes lyd.

Ved dybe toner slappes stemmebåndene, så de bliver lange, og svingningerne bliver langsomme. Ved lyse toner spændes stemmebåndene, så de bliver korte, og svingningerne bliver hurtige. Kammertonen som er på 440 Hz kan frembringes ved, at stemmebåndene svinger 440 gange, hvert sekund tonen udholdes.

Børn har korte stemmebånd, som svinger hurtigt, og som derfor giver en lys tone. Det samme gælder for kvinder. Mænds stemmebånd er længere end kvinders og svinger derfor langsommere, hvilket betyder, at de giver en dybere tone.

Åndedrættet

Struben er afhængig af gennemstrømning af luft, for at den kan sættes i svingninger og afgive en lyd (stemmegivning). Luftrøret fører fra struben ned til lungerne, og det er lungerne, der ved hjælp af åndedrætsmuskler sender luft tilbage og ud gennem stemmebåndene. Åndedrætsfunktionen er ens for begge køn.

Den vigtigste åndedrætsmuskel er mellemgulvet, som sidder på tværs af maven (omkring 10 cm over navlen) under lungerne og adskiller brysthulen fra bughulen. Ved sammentrækning af mellemgulvet bevæger det sig nedad og giver plads til, at lungerne kan udvides, og man indånder således luft. Når man slapper af, bevæger mellemgulvet sig opad og skubber samtidig luften ud af lungerne.

Når man skal synge, skal man spænde sine mavemuskler, når man har trukket vejret, og gradvist give slip, så man kan styre, hvor hurtigt mellemgulvet slapper af, og dermed hvor hurtigt mellemgulvet skubber luften ud af lungerne. På den måde slipper man ikke ubrugt luft ud. Det er den funktion, sanglærere kalder støttefunktionen.

Resonans

Resonans er det fænomen, hvor en lyd forstærkes ved tilbagekastning fra en overflade eller ved samtidig vibration hos en genstand i nærheden. Som ved enhver anden tonegiver er et resonansrum til forstærkelse af tonen nødvendigt. Resonansrummet ligger over stemmebåndene og udgøres af strubens øverste del, svælget, næsehulen og mundhulen – luften passerer igennem disse, og lyden forplanter sig gennem dem.

Der er også et resonansrum under stemmebåndene. Man skelner mellem:

• Ansatsrøret. Resonansrummene over stemmebåndene (svælget, mundhulen, læbeforummet og næsehulen).
• Hovedrøret. Resonansrummene under stemmebåndene (luftrøret, bronchierne og lungerne).

Alle sangere har forskelligt udformet resonansrum og derfor deres egen unikke overtonesammensætning og dermed også deres egen unikke klangfarve. Ved hjælp af en række muskler i svælg, ganesejl, tunge, kinder og læber er det muligt at ændre resonansrummets form, størrelse og spændingstilstand og således ændre klangfarven. Resonansen og klangen kan altså varieres og er afhængig af forskellige kropsholdninger og muskler. Man kan ændre klangfarven yderligere ved at synge med forskellige effekter som eksempelvis vibrato, growl, distortion og skrig.

En nasal stemme er karakteriseret ved luftstrømning eller manglende luftstrømning gennem næsen. Der er altså to typer nasal stemme. Den ene ved reduceret eller ingen luftgennemstrømning i næsen, og den anden ved at luften strømmer gennem næsen, når den ikke bør det. På dansk er det meste tale ikke nasal, hvilket vil sige, at det kun udtales gennem munden. Men konsonanter som n, m og ng udtales altid nasalt, ved at man lader luften strømme ud gennem både næsen og munden. Hvis luft strømmer gennem næsen på tale, der normalt ikke er nasal, giver det en nasal lyd. Når næsen er stoppet, kan man ikke udtale n, m og mg korrekt, og det er således en nasal stemme.

Talestemmen

Den menneskelige stemme kan som bekendt både danne toner og tale, og den er således et meget alsidigt instrument. I både sang og tale er vokalerne tonebaserede. Vokalernes forskellige klang dannes ved ændringer i resonansrummets form. Konsonanterne er toneløse, og deres lyd dannes ved bevægelse af især læber og tunge.

Når man hvisker, vibrerer stemmelæberne ikke, men holdes tæt sammen. Det frembringer en turbulent (uregelmæssig) luftstrøm, der består af en blanding af mange forskellige frekvenser. Det giver den "blæsende" lyd, der er karakteristisk for hvisken.

Sangstemmen

Sangstemmen har behov for en mere konsistent og kraftig luftstrøm end talestemmen for at kunne fungere. Korrekt ud- og indånding med brug af de rigtige muskler er derfor netop en af de ting, man træner i forbindelse med sangundervisning.

Ud fra stemmeklangen deles sangstemmerne normalt op i fire forskellige grupper. Kvindestemmerne opdeles i sopran (lys stemme) og alt (dyb stemme). Mandsstemmerne opdeles i tenor (lys stemme) og bas (dyb stemme). Mandens sangstemme og talestemme ligger en oktav under kvindens.

Sangstemmen er opdeles i fem registre: lavregister, fuldregister (også kaldet brystregister), mellemregister, randregister (også kaldet falset) og kortregister (også kaldet fløjteregister). Et register er et frekvensområde i stemmen, hvor tonerne har den samme klangfarve, og hvor tonernes dannelsesmåde er den samme (dvs. hvor stemmebåndene svinger på samme måde).

Lavregistret har en dyb knurrende tone, fuldregistret har en dyb og klangfuld tone, rig på overtoner, randregistret har en tynd tone med få overtoner, og kortregistret har en lys og skinger tone. Talestemmen befinder sig primært i fuldregistret. Mange har svært ved at synge i randregistret. Det er kun få mennesker, der kan synge i lav- og kortregistret.

Kortregistret (også kaldet fløjteregistret) har ikke noget at gøre med det at fløjte. Når man fløjter, er det mundlæberne og ikke stemmelæberne, der danner tonen. Læberne formes, så de danner en skarp kant, og når luften passerer denne kant, dannes en tone.

Klang og artikulation

Artikulation er den måde, hvorpå man udtaler og danner sproglyde. I mere bred musikalsk forstand er det måden,, hvorpå man formidler et kunstnerisk udtryk. En god stemmemæssig artikulation er især defineret af, at den skal være let forståelig, med korrekt udtale og stemmen så kraftig, at den når frem til tilhørerne. Det er imidlertid også vigtigt, at man formidler et udtryk i stemmen, og derfor er det også vigtigt at mestre følgende egenskaber:

• tempo
• intensitet
• klang
• tonehøjde og intonation
• frasering

Fremføreren af en tekst skal give udtryk for tekstens indhold og følelser, og det kan formidles gennem brug af ovenstående parametre.

Alle disse parametre er nogle, man kan træne med henblik på at forbedre sin talestemme og sangstemme betydeligt. Alle kan således lære at tale og synge bedre. Til gengæld kan man kun i en vis grad træne klangen (selve lyden) af stemmen. En stor del af klangen er medfødt, hvilket blandt andet skyldes længden af stemmelæberne og mundhulens udformning. Derfor synger nogle sangere fantastisk, selvom de kun har lille træning i at synge.

En forudsætning for en god artikulation er, at kropsholdningen, støttefunktionen og åndedrættet er optimalt. Derudover spiller især tungen og læberne også en væsentlig rolle i forhold til artikulationen. Derudover har menneskets sindstilstand også indflydelse på, hvordan stemmens karakter er, og dermed hvilke følelser og udtryk der formidles.

I øvrigt er teknik ikke nødvendigvis altafgørende. Personlighed kan spille ind i lige så høj grad på, hvordan en stemme opfattes. Sangere som Bob Dylan, Lou Reed og Tom Waits er ikke teknisk dygtige sangere, men deres personlige udtryk appellerer til mange.

Hæshed

En hæs stemme er en svag, grov og utydelig stemme, der opstår som følge af en ændring eller skade på stemmebåndene eller området omkring dem. Hvis man eksempelvis har været forkølet eller talt højt gennem længere tid under en koncert, bliver stemmebåndene eller området omkring irriteret, og det påvirker stemmebåndenes evne til at svinge og frembringe lyd. Konsekvensen er, at stemmen til en start bliver mere klangløs og til sidst hæs.

Årsagerne til hæshed er mange. De mest almindelige årsager er halsinfektioner, typisk en halsbetændelse eller en forkølelse, og overbelastning, eksempelvis som følge af at man har talt for længe eller for kraftigt. Hæshed kan desuden være en bivirkning ved nogle typer af medicin, typisk inhalationsbinyrebarkhormon som er beregnet behandling af astma og KOL, og det kan skyldes rygning.

Behandling af hæshed afhænger af årsagen. Hæshed i forbindelse med en halsinfektion eller overdreven brug af stemmen går som regel over af sig selv, hvis blot man holder stemmen i ro, så stemmebåndene får tid til at komme sig. Ved længerevarende og mere permanent hæshed kan man få hjælp af en talepædagog til at bruge stemmebåndene bedre.

Nogle syntes, at en hæs stemme lyder godt, men hæshed er en defekt på stemmen, og hvis man taler med en hæs stemme gennem længere tid, kan det føre til mere alvorlige stemmeproblemer og i værste tilfælde midlertidigt stemmesvigt.

2. Øret

Øret har to funktioner, idet det både er menneskets høreorgan og balanceorgan. I dette afsnit beskæftiger vi os udelukkende med den høremæssige del. Øret består af tre dele: det ydre øre (også kaldet øremuslingen), mellemøret og det indre øre:

Det ydre øre er den synlige del af øret, som sidder uden på hovedet. Det består af et bruskskelet beklædt med hud, og lidt fedtvæv i øreflippen. Det ydre øre fungerer som tragt, der opfanger lyden og leder den ind til mellemøret via øregangen. Det er derfor, at øret er muslingeformet og tragtformet og ikke bare er et hul. Fra det ydre ledes lyden gennem øregangen, der er et ca. 2,5 cm. langt hudbeklædt rør.

Trommehinden er en membran er adskiller øregangen fra mellemøret. I mellemøret forstærkes lyden af trommehinden og dernæst via de tre små mellemøreknogler (hammeren, ambolten og stigbøjlen), der danner en bevægelig kæde, før den sendes videre til sneglen i det indre øre. I sneglen, der er væskefyldt, omsættes svingningerne til væskesvingninger, og via en membran på langs i sneglen (basilarmembranen) og nogle sansetråde omformes væskesvingningerne til elektriske nerveimpulser, der via hørenerverne sendes til hjernen.

Lyd når frem til øret i form af bølger, der bevæger sig igennem den omgivende luft. Nogle af disse bølger når ind i øregangen og rammer til sidst trommehinden. Trommehinden er så følsom, at den under gunstige omstændigheder kan opfange (og sende en hørbar lyd til hjernen) lydbølge, der er så svag, at luften kun flyttes nogle milliarddele millimeter. Den trykændring, en sådan lydbølge frembringer, er mindre end 0,0000000001 af atmosfærens samlede tryk.

Når vi ikke hører en lyd, når vi bevæger hovedet (og derved ændrer trykket), er det kun fordi vi ikke kan bevæge hovedet tilstrækkeligt hurtigt. For selvom trommehinden er meget følsom over for de mindste trykforandringer, er det kun i tilfælde af, at disse forandringer gentages i hurtig rækkefølge, at de sendes videre til hjernen.

Trommehinden måler cirka 10 millimeter i diameter og har en tykkelse på kun 0,1 millimeter. Når lyden rammer trommehinden bliver trommehinden sat i svingninger svarende til lydens frekvens, og disse svingninger forplanter sig derefter til mellemøret. Øret er i stand til at opfatte mange forskellige frekvenser samtidigt, og det er det, der gør, at mennesket er i stand til at høre en samklang af toner eller lyde.

Lyden ledes som lydbølger gennem luften og ind i øret. Når man hører sin egen stemme, ledes lyden derimod primært via knoglerne i hovedet, og det er derfor, at man synes ens stemme lyder anderledes, hvis man hører den på en lydoptagelse.

Man siger normalt, at det hørbare område ligger fra 20 Hz til 20.000 Hz. Udtrykket er dog lidt misvisende, idet mange godt kan høre (eller føle) frekvenser under 20 Hz, mens det er de færreste, der kan høre frekvenser op til 20.000 Hz. Jo ældre man er, desto dårligere hører man typisk de lyse frekvenser.

Til sammenligning er her en oversigt over det omtrentlige høreområde hos forskellige dyr (med forbehold for artslige og aldersmæssige forskelle):

Dyr	Høreområde (Hz)
Skildpadde	20 - 1.000
Høne	125 - 2.000
Guldfisk	20 - 3.000
Kanariefugl	250 - 8.000
Ugle	200 - 12.000
Elefant	16 - 12.000
Chimpanse	100 - 20.000
Menneske	20 - 20.000
Ko	23 - 35.000
Kanin	300 - 42.000
Hund	40 - 60.000
Kat	45 - 64.000
Mus	1.000 - 70.000
Øresvin (delfin)	150 - 150.000
Flagermus	1.000 - 200.000 (arter der kan høre 200.000 Hz kan ikke høre godt under 10.000 Hz)

Gehør

Alle mennesker kan træne deres hørelse, så de bliver i stand til at genkende lyden af eksempelvis bestemte musikinstrumenter, intervaller, akkorder og skalaer. Det er det, man systematisk træner i disciplinen hørelære.

Man skelner mellem relativt gehør og absolut gehør. Relativt gehør er evnen til at kunne bestemme en tones afstand til en anden tone og evenen til at kunne bestemme en tones harmonisk-tonale tilhørsforhold. Absolut gehør er evnen til instinktivt at kunne identificere en klingende tone (ved tonenavn) eller at kunne gengive (synge) en navngiven tone. Det er en medfødt egenskab, hvor sansningen af tonehøjde lagres i langtidshukommelsen, som omkring 1 ud af 10.000 mennesker besidder.

Hvis man spiller en tilfældig tone på et klaver, vil personer med absolut gehør instinktivt kunne bedømme, hvilken tone der er tale om. Personer med relativt gehør er derimod nødt til først at have en i forvejen kendt tone som udgangspunkt, så de ved at bedømme afstanden mellem de to toner kan identificere den nye tone.

Det er muligt at træne sit relative gehør op, så det kommer meget tæt på absolut gehør. Det tager dog meget langt tid. Nogle guitarister kan eksempelvis instinktivt genkende tonen e, fordi det er den dybeste streng på guitaren. De er blevet så vant til at høre netop denne tone, at den er blevet lagret i langtidshukommelsen. Hvis der forespilles en tilfældig tone, vil de – ved at udregne afstanden mellem det i forvejen kendte e og den nye tone – kunne identificere den nye tone.

Tonedøv

Tonedøvhed er en manglende evne til at skelne toner fra hinanden. Det kan være medfødt, eller det kan opstå senere i livet som følge af en sygdom i centralnervesystemet. Der er ikke på nuværende tidspunkt nogle behandlingsmuligheder. Man mener, at under 4 % af normalbefolkningen er tonedøve. Mange mennesker opfatter sig selv som værende tonedøve, men i praksis er de ofte blot musikalsk utrænede eller umusikalske.

Nogle tonedøve finder sågar musik ubehageligt, og de prøver da typisk at undgå musik, hvilket i mange sociale sammenhænge ikke er muligt. I Kina og andre lande, hvor identiske ord kan have forskellig betydning afhængig af tonehøjden, man siger ordet med, kan tonedøvhed have store sociale konsekvenser, fordi det kan være svært for tonedøve at tale og forstå sproget.

Rytmedøv

Rytmedøvhed er en manglende evne til at kunne høre og gengive regelmæssige taktslag og musikalske rytmer. Rytmedøve mennesker kan som følge heraf eksempelvis ikke danse i takt eller klappe i takt til et musikstykke. Rytmedøve har bortset fra dette en helt almindelig hørelse.

Man regner med, at omkring 4% af befolkningen i Vesteuropa og Nordamerika er rytmedøve. Der er ikke på nuværende tidspunkt nogle behandlingsmuligheder. Rytmedøvhed et forholdsvist nyt og ubeskrevet fænomen, og der er derfor behov for yderligere forskning for at forstå fænomenet til fulde.

Nodeblind

Nodeblindhed er en manglende evne til at kunne opfatte et nodebillede og gengive det korrekt, blandt mennesker der har fået træning i nodelæsning. Fænomenet er altså på mange måder beslægtet med ordblindhed og talblindhed. Ligesom at ordblinde kender alfabetet, og talblinde kender tallene, så kan nodeblinde godt kende nodernes værdi og navne, men ikke læse og gengive selv lette noder i en tilpas hurtig tid.

Fænomenet nodeblindhed er relativt ubeskrevet, blandt andet fordi kun få mennesker lider af det, og fordi det ikke på samme måde som eksempelvis ordblindhed regnes for at have større samfundsmæssig og social betydning. Nodelæsning er i øvrigt en færdighed, det tager lang tid at mestre, og de fleste, der har svært ved at læse noder, har derfor blot endnu ikke fået tilstrækkelig træning.

Hørenedsættelse

Det skønnes, at op mod 800.000 danskere – cirka hver sjette person – har problemer med hørelsen. Omkring 300.000 har et høreapparat. Mange fordi hørelsen forringes med alderen, og mange fordi de har fået høreskader.

Høreskader kan opstå som følge af enkelte udsættelser for meget kraftig støj, men ofte er det lang tids daglig udsættelse, der giver skaden. Høreskader kan derfor være vanskelige at opdage.

Den mest almindelige behandling ved hørenedsættelse er et høreapparat. Et høreapparat består af en mikrofon, en forstærker, en højtaler og et batteri, og det kan derfor anskues som et lille lydanlæg. Høreapparatet afhjælper en hørenedsættelse ved at forstærke den lyd, der kommer ind i øret. Men høreapparatet gør ikke hørelsen bedre, og det betyder, at hvis man lider af total døvhed, kan høreapparatet ikke hjælpe.

Hørenedsættelse kan være meget forskellig fra person til person. Nogle kan ikke høre dybe frekvenser, andre kan ikke høre lyse frekvenser, og nogle kan ikke høre dem midten. Det mest almindelige er ikke at kunne høre de dybe toner. Høreskader medfører ikke kun, at man har problemer med lydstyrken. Det kan også blive vanskeligt at høre samtale, når der er baggrundsstøj, og det kan opleves som om, andre mumler.

Tinnitus

Tinnitus er hylen, kimen, ringen eller susen for ørene, uden at lyden er der. Vi kan alle have lidt tinnitus indimellem, men for nogle bliver oplevelsen af lyden så kraftig, at det er et alvorligt invaliderende problem. Tinnitus kan bl.a. opstå efter kraftig støjudsættelse.

Årsagen til tinnitus er oftest, at øret har været udsat for usædvanlig kraftig støj, så nogle af fimrehårene i det indre øre er blevet beskadiget. Ved tinnitus sender fimrehårene besked til hjernen om, at der kommer lyd, selvom det ikke er tilfældet. Det er altså ikke det samme som hørenedsættelse, hvor fimrehårene ikke virker. Der vokser ikke nye fimrehår ud, og derfor kan tinnitus ikke helbredes.

Efter en koncert eller fest med høj musik oplever mange en hyletone i øret, inden de går i seng. Hyletonen forsvinder normalt den næste dag, hvilket skyldes, at fimrehårene kan rejse sig igen, hvis støjpåvirkningen kun har været kortvarig. Det er dog ikke ved alle, at fimrehårene rejser sig igen, fordi der er forskel på styrken af menneskers fimrehår. Mellemørebetændelse, sukkersyge, nyresygdomme og forhøjet blodtryk som følge af stress kan også føre til tinnitus.